Translate

Viser opslag med etiketten Meet Me in St Louis. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Meet Me in St Louis. Vis alle opslag

lørdag den 18. juli 2020

I mytens lys: Judy Garland 1922-1969


HVOR REGNBUEN ENDER
Judy Garland genopstår i britisk biopic

Af BO GREEN JENSEN

JUDY Garland levede hele sit liv på en scene. Hun voksede op i fuld offentlighed og blev tidligt afhængig af bifaldet. Uanset hvad tiden slog i stykker, kunne hun ikke give slip på sit publikum. Af samme grund fik hun hengivne fans, hvor andre kunstnere bare har tilskuere.
   Frances Gumm var kun to år, da hun gik på scenen – i forældrenes biograf – og sang »Jingle Bells« med sine søstre. Hun var 13, da hun skrev kontrakt med MGM. Efternavnet blev ændret – ikke på studiets, men på manageren George Jessels foranledning. Jessell fandt, at søstrene Gumm var smukke som »a garland of flowers«. Fornavnet fandt hun selv i sangen »Judy« (1934) af Hoagy Carmichael og Sammy Lerner.



GARLAND var 15, da hun sang »You Made Me Love You« til Clark Gables foto i Broadway Melody of 1938. Scenen gjorde så stort indtryk, at hun blev castet som naboens datter i den første af talrige »baghavemusicals«, hvor hun dannede par med Mickey Rooney. Imens fulgte heldet med vinden i Kansas. Judy var netop fyldt 16, da hun spillede Dorothy Gale i den syvende filmudgave af L. Frank Baums første Oz-bog.
   Troldmanden fra Oz (1939) beseglede hendes skæbne. Garland fik lov at være lysende ung i Vincente Minnellis Mød mig i St. Louis (1941). Ellers foretrak MGM at bruge hende som en ordinær kontrast til Lana Turner. Judy var taknemlig. Hun giftede sig med Minnelli og var en fejlfri stjerne årtiet igennem.
   I Summer Stock (da. Sommerløjer) fra 1950 har hun hatten på skrå og synger tårerne væk i »Get Happy«. Det er en af de sange, som er klogere end sit kulturelle øjeblik. Dem sang Garland mange af. Eller hun fik banaliteter til at lyde som perler af dyrekøbt visdom. Summer Stock blev hendes sidste film for MGM. Studiet kasserede hende efter brug, kan man sige.


   
DER var flere gode roller – frem for alt den store som Esther Blodgett/ Vicky Lester i meta-musicalen A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes (1954) og en sjælden sangfri indsats i Stanley Kramers Judgement at Nuremberg (1961, da. Dommen i Nürnberg), som hun blev Oscar-nomineret for. Hendes sidste film blev I Could Go on Singing (1963, da. Hun er min stjerne), en britisk produktion, hvor hun atter næsten spiller sig selv som sangerinden Jenny Bowman, der forelsker sig i Dirk Bogarde.
   Alligevel var det på scenen, som dronningen af det evige comeback, hun levede stærkest de sidste årtier. Hun tog piller for at sove, for at synge og smile, for ikke at ryste. Hun var skind og ben, et nervebundt. Den sidste koncert fandt sted i Falconer Salen på Frederiksberg den 25. marts 1969. Hun døde den 22. juni og blev kun 47 år.



DET er den desorienterede Garland, der har nået stedet, hvor regnbuen ender, som vi møder i Rupert Goolds biografiske forestilling om Judy.
   I 1968 lå Garlands liv i ruiner. Hun blev skilt fra Sidney Luft og flakkede rundt med børnene Lorna og Joey. Til en fest hos deres halvsøster, Liza Minnelli, mødte Judy sin ægtemand nr. fem, Mickey Deans. Han bliver i Goolds film spillet af Finn Wittrock og er endnu en mand, som tror, han kan rejse legenden igen. Rufus Sewell spiller Sid Luft, som ser til og ved bedre.
   Renée Zellweger spiller Garland med tæret fysik og den døende stjernes manierismer. Hun synger også en snes af de store fakkelsange: »By Myself«, »Get Happy«, »The Trolley Song«, »For Once in My Life« og naturligvis Harburg og Arlens uopslidelige »Over the Rainbow«, som forelå i 1003 coverversioner, sidst der blev talt efter. Zellwegers sidste replik er en forklaring på sangen. Den er ærligt talt ikke nødvendig: »If happy little bluebirds fly beyond the rainbow/ Why, oh, why can’t I?«
     Filmen følger Garland på hendes sidste britiske turné. Manageren Bernard Delfont (Michael Gambon) har booket legenden til en serie udsolgte koncerter i sin natklub The Talk of the Town. Her er hun skiftevis magisk og håbløs, som regel beruset, men ude af stand til at være ligeglad hele tiden.
   Mens det nye forhold til Mickey er godt, leger han med tanken om at sætte Judy på scenen sammen med The Rolling Stones. Ideen er slet ikke dårlig. Garland havde en rockstjernes psyke. Det var alt eller intet hver eneste aften.



JUDY
er baseret på et skuespil af Peter Quilter, som hedder The End of the Rainbow. På teatret har der sikkert været koncert i den ene side af scenen og flashbacks til begyndelsen i den anden. Man tænker sig, at lyset blev tændt og slukket efter behov, når der skulle klippes i tiden.
   Filmen gør det rent i flashbacks, som efterhånden bliver mekaniske. De fokuserer på den første tid og Andy Hardy-filmene med Mickey Rooney. Parret bliver sendt på date for pressens skyld, og studiet holder Garland på en streng diæt af amfetamin og barbiturater.
   Første scene er hjerte- og gerningsstedet i ét: den unge Judy (Darci Shaw) står på settet til Troldmanden fra Oz sammen med Louis B. Mayer (Richard Cordery), som nedgør og kontrollerer hende filmen igennem. Mayer skrev en del af de ting, som han hér får lagt i munden. Han bliver dæmoniseret, mens Judy bliver kanoniseret. Der er ingen grå toner. Goold går rent efter mytens lys, som virker bedre på teater end på film.
   Garland har altid været dyrket særlig ivrigt i LGBT-kulturen. Rufus Wainwright (som synger »Have Yourself a Merry Little Christmas« på lydsporet til Judy) tog konsekvensen, da han lavede en coverversion af Judy at Carnegie Hall (1962) og kopierede albummet tone for tone.
   I filmen er der et atypisk afsnit, hvor den ensomme Judy går med to fans hjem til deres lejlighed og viser sin søsterligt trøstende side. De kommer og hører hende hver aften. De vil have pengene igen, da Delfont sætter Lonnie Donegan på. Det er faktisk et stilbrud, men episoden emmer af varme og menneskelighed.



DET er ikke en Hollywood-produktion, filmen er britisk til benet. Man har opdyrket en regulær minigenre: Verdensstjerner, som kommer på besøg, da det lakker mod enden, og viser mennesket bag myten. Det begyndte med Michelle Williams som Marilyn Monroe i My Week with Marilyn (2011). Film Stars Don't Die in Liverpool (2017, da. Filmstjerner dør ikke i Liverpool) – med Annette Bening som Gloria Grahame – blev i Danmark lagt direkte på Filmstriben. Det var for resten den samme impressario, Bernard Delfont, som sendte Stan Laurel og Oliver Hardy på skumringstur gennem 1950rnes England i Stan & Ollie (2018, da. Gøg & Gokke).
   Judy har ikke helt samme fylde, men Zellweger er eminent. Mange har spillet Garland på film, blandt andre Andrea McArdle (1978), Tammy Blanchard (2001) og Elizabeth Karsell (2001), men det er Judy Davis’ fremstilling i Life With Judy Garland: Me & My Shadows (2001) – og Betty Glosteds danske sceneudgave – som Renée Zellweger skal overtrumfe.
   Det gør hun med nerve, sødme og glans. På indholdssiden er der tale om en Garland for begyndere. Man savner at høre om alle de ting, som skete i 40rne og 50rne. Omvendt bliver kronologien håndterlig, og legenden får lov at stå, som den fortjener.




Judy. Instr.: Rupert Goold. Manus: Tom Edge. Foto: Ole Bratt Birkeland. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.


Fotos: Pathé International UK/ BBC Film/ Ingenious Media/ Calamity Films/ Confit Productions/ Scanbox Entertainment/  Warner Bros./ Warner Archive/  20th Century Fox/ Scanbox Entertainment/ Cinematerial/ YouTube 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 03.02.2020  
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.10.2019

tirsdag den 24. december 2019

Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]


HAVE YOURSELF A MERRY WHITE CHRISTMAS
En særlig tekst om to af filmens største julesange 

AF BO GREEN JENSEN

AF alle amerikanske julesange sætter jeg størst pris på »Have Yourself A Merry Little Christmas«. Den findes i utallige versioner, men den bedste er og bliver den første, som Judy Garland synger til Margaret O’Brien i Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944).
   Mød mig i St. Louis er i det hele taget blandt de bedste musicals. Der ville være en god historie med dybe lag, stærke karakterer og vigtige konflikter, også hvis filmen var uden sang og dans. Nu tilføjer de et finishing touch og gør familiefortællingen til en slags myte.



DET er ikke en julefilm per se. Men hvad man kunne kalde en livsfrisefilm, som følger medlemmerne af en amerikansk familie gennem sorg og glæde, medgang og modgang, i en bestemmende periode, hvor alting er oppe i luften. Store forandringer venter, uanset om man vil dem, og de gamle måder forsvinder. Det gælder både for familien i historien og for nationen, som den blev fortalt til.



RAMMEN var supernostalgisk allerede, da Irving Brecher og Fred Finklehoffe bearbejdede Sally Bensons erindringsnoveller fra The New Yorker, som Metro-Goldwyn-Mayer havde sikret sig rettighederne til, da de blev samlet i bogform i 1942.*
   Tiden er sommeren 1903, og alle i Missouri er opstemte over nyheden om, at St. Louis det følgende forår bliver værtsby for Verdensudstillingen. The St. Louis World’s Fair vil markere Midtvestens metropolis. Det er en ny verden og et nyt århundrede. Alle synger ivrigt med på »The Trolley Song«.
   Anna og Alonzo Smith (Leon Ames og Mary Astor) har fire døtre. Rose (Lucille Bremer) er ældst og klar til at forlove sig med Warren Sheffield, hvis han bare kunne erklære sig, da han ringer fra New York – udenbys! – i den nyligt installerede telefon. Agnes (Joan Carroll), som næsten forsvinder i mængden, er forfatterens yngre jeg. Teenageren Esther (Judy Garland) har været forelsket i nabosønnen John Truett, siden de legede sammen som børn. Nu er de ikke børn mere, og det synger hun om i »The Boy Next Door«.


KONFLIKTEN opstår, da Alonzo bliver tilbudt en bedre stilling i New York. Siger han ja, må familien flytte, men sådan noget hører jo med, og Far er skuffet over manglende opbakning, da den glade nyhed bliver serveret. Familien har for god ordens skyld en bestemt irsk hushjælp, som hedder Katie (Marjorie Main). Meet Me in St. Louis er tidløs, men set på 80 års afstand er det en meget hvid film fra monokulturens guldalder.
   Hver har sine udfordringer hen over året. Intrigen omkring Rose og hendes bejlere er rimelig uinteressant. Til gengæld lever dramaet stærkt i pigen Tootie (Margaret O’Brien) på ni, som er optaget af at udleve sin barndom. Imens nærmer tiden for flytningen sig. Kun Alonzo holder fast i, at han ser frem til at rykke rødderne op. 


DET er en genistreg at forbinde familiens sorger og glæder med de skiftende årstider. Filmen åbner i høj, heroisk sommer og har et sætstykke i Halloween-afsnittet, da Tootie overvinder sin frygt og banker på i Heksehuset. Hun udvirker også, at Esther og John finder sammen, da en misforståelse er opklaret. Så er scenen sat for det fornemme juleafsnit.



DET er til teenagernes julebal, hvor Esther for første gang bærer korset, at Garland og O’Brien optræder på slap line med »Under the Bamboo Tree«.
   Først nu hører Tootie om flytningen og er utrøstelig. Garland synger »Have Yourself A Merry Little Christmas«, og Minnelli har lyssat hende så empatisk, at tilskueren aldrig glemmer hverken sangen eller følelsen i scenen, der vågner og lever ved hvert eneste gensyn, som var den pulverkaffe, der blev hældt kogende vand på.
   Senere vælter Tootie familien af snemænd, som hun har bygget i haven. Garland knæler i sneen og trøster sin hulkende søster. Deres far ser til fra vinduet og beslutter dér og da at opgive sin forfremmelse. Herefter har alle det bedre. Om foråret, da Verdensudstillingen åbner, er hele familien med til indvielsen, hvor man synger »Meet Me in St. Louis«.


OG ikke et øje er tørt. Der er mange andre film, som vil ramme den almene følelse af en families liv på et sted og binde det op på en fejring af julen og det nye år. Lad os i forbifarten nikke til Erik Ballings Den kære familie (1962) og den store julefrokost i begyndelsen af Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982).
   Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) gør det måske endnu bedre og har sit svar på »Have Yourself a Merry Little Christmas« i scenen, hvor George Bailey (James Stewart) sætter kronbladene tilbage på datteren Zuzus blomst, før hele Bedford Falls har sit Dickens-øjeblik Julemorgen, og George Bailey indser, at han er ønsket og elsket og uundværlig, skønt han aldrig fik kastet en lasso om Månen. Det er herligt at leve har noget nær alt – men ikke en sang med Judy Garland i sit eget livs zenit.


Have yourself a merry little Christmas
Let your heart be light
Next year all our troubles will be out of sight

Have yourself a merry little Christmas
Make the yuletide gay
Next year all our troubles will be miles away     

Once again as in olden days
Happy golden days of yore
Faithful friends who are dear to us
Will be near to us once more

Someday soon we all will be together
If the fates allow
Until then we’ll have to muddle through somehow
So have yourself a merry little Christmas now

Sangen er jo ikke noget lyrisk mesterværk. På rugbrødsdansk kunne teksten lyde cirka sådan hér:

Hav nu en god lille jul, min ven
Lad dit hjerte være let
Til næste år er alle vores trængsler forsvundet

Hav nu en god lille jul, min ven
Gør højtiden munter og glad
Til næste år vil alle vores trængsler være langt herfra 

Endnu en gang som i gamle dage
Lykkelige gyldne dage som tilforn
Vil trofaste venner som vi har kær
Være nær ved os igen

En skønne dag vil vi alle være sammen
Hvis skæbnegudinderne tillader
Indtil da må vi bare hutle os igennem
Så hav en god lille jul, min ven, lige nu

MUSIKKEN til sangen er skrevet af Ralph Blane (1914-1995). Teksten er forfattet af Hugh Martin (1914-2011), som kom fra en from og troende baggrund. Han havde egentlig skrevet: »Through the years we all will be together/ If the Lord allows«. Men blev bedt om at gøre skæbnen mindre kristent specifik. MGM's film var jo for hele nationen.
   Judy Garland og Vincente Minnelli (som giftede sig efter optagelserne) havde problemer med den prosaiske og deprimerende stemning i linier som: »Have yourself a merry little Christmas/ It may be your last/ Next year we may all be living in the past.« Så de vers blev ændret til »Let your heart be light/ Next year all our troubles will be out of sight«.
   Den eneste version, som kommer i nærheden af Garlands fortolkning, er Frank Sinatras. Han indspillede »Have Yourself a Merry Little Christmas« for Capitol Records i 1948 med den samme tekst, som Garland synger i filmen. Da han ti år senere skulle indspille temaalbummet A Jolly Christmas (1957) for sit eget selskab, Reprise, bad han Martin finde på noget mere opløftende end: »Until then we’ll just have to muddle through somehow«.
   Atter leverede Martin et positivt alternativ: »Hang a shining star from the highest bough«. Men sangens sejlivede forfatter blev efterhånden så træt af omskrivninger, at han i 2001 skrev en ny version til kirkebrug og brugte sin originale tekst til »Have Yourself a Blessed Little Christmas«. Det bliver sangen hverken bedre eller ikke stærkere af, tværtimod. 


DE bedste julesange er universelle, fordi den religiøse faktor er fjernet eller i hvert fald forklædt. Tidens løsen var assimilering – altså hvad vi nu kalder integration. Alle bidrog til en fælles musik, man tog nye, amerikansk klingende navne. Immigrantkulturen udviklede nye sportsgrene, der kunne samle forskellige etniske grupper. Cricket blev til baseball; american football er tilpasset rugby.
   I samme ånd er julen afstemt med demokratiske idealer. De amerikanske sange er hverken kristne salmer eller karoler i den franske og britiske stil. Den mest populære – Irving Berlins »White Christmas« – er skrevet i La Quinta, Californien, af en jødisk amerikaner, som havde levet de første fem år af sit liv i zartidens Rusland.**
   Der er absolut ingen metafysik i den kommercielle stiløvelse, kun fingeret nostalgi efter en forestilling om julen, som Berlin ikke selv havde kendt. Han skrev sangen til Bing Crosby, som var af skotsk-irsk herkomst og havde familie blandt de første puritanske pilgrimme på Mayflower, da skibet ankom til den nye verden i 1620. Det handlede både for Bing og Berlin om at skabe et universelt juleminde, som ingen kunne huske, og alle kunne dele.



CROSBY sang »White Christmas« første gang i sit radioprogram Juledag 1941. Den fik for alvor gennemslagskraft, da han sang den til Marjorie Reynolds i Paramount-produktionen Holiday Inn (1942, da. Den glade kro), hvor Crosby og Fred Astaire delte de mandlige hovedroller.

   Tolv år senere var sangen så stor, at den skulle bære filmen, ikke omvendt, da Michael Curtiz (som faktisk var ungarsk og hed Manó Kaminer) instruerede Crosby, Danny Kaye, Vera-Ellen og Rosemary Clooney i White Christmas (1954). Som gør julen til et grelt spektakel i bred VistaVision og ekstrem technicolor, men det er en anden historie.
   Lige hér er pointen, at »White Christmas« blev særligt populær blandt soldater, der havde hjemve i julen 1942. USA var trådt ind i krigen efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941. Da der var gået et år, havde patriotismen mistet meget af sin stråleglans. Alle de unge mænd ville bare hjem til det snedækkede julelandskab, Berlin havde skabt. Hvor kærester som Judy Garland stod og sang »Have Yourself a Merry Little Christmas« i skæret af lampen, som hang over døren. 
 

OGSÅ på den måde deler »White Christmas« og »Have Yourself a Merry Little Christmas« nogle vilkår og grundlæggende kvaliteter. Den sidste strategiske ændring i teksten var tidsperspektivet. I filmen synger Garland: »Someday soon we all will be together«. Altså noget med en skønne dag meget snart. Efter krigen blev det ændret til »Through the years we all will be together/ If the fates allow«. 
   At der kom flere krige og mere adskillelse i familien, gør bare perspektivet dybere på denne afstand. Det er den største julesang om at savne, og den bliver sunget af en ung voksen til et stort barn, som hun holder af. Der er fuldkommen tillid. Der er ingen, der forstiller sig. Alle vil kun hinanden det gode, og verden kan klare sig længe nu.  
   Jeg elsker den film, og jeg elsker den scene. Så Glædelig Jul, Alle Sammen: Have yourself a merry little Christmas...now.




*) Jeg har, med skam at melde, ikke selv læst Sally Bensons bøger, som var populære i samtiden, men er støvet til. Det havde derimod Gerald Kaufman (1930-2017), den britiske filmkritiker (og Labour-politiker med sæde i Parlamentet), som foretog et sammenlignende studie af bogen og filmen i monografien Meet Me in St. Louis (BFI Film Classics, 1994). En fin lille bog i en fremragende serie, der arbejder sig støt gennem filmhistorien. I seriens første bind kunne man læse Salman Rushdies analyse af The Wizard of Oz. 
 
**) Man kan læse om sangens fødsel og videre liv i Jody Rosens
White Christmas: The Story of a Song (4th Estate, 2002). Israel Isidore Beilin amerikaniserede sit navn til Irving Berlin. Han blev født i Tjumen i Rusland den 11. maj 1888. Familien emigrerede, da han var fem år. Manden, som skrev 
»White Christmas«, skrev også »Alexander's Ragtime Band«, »There's No Business like Show Business« og »Easter Parade«. Og naturligvis »God Bless America«, som han donerede til den amerikanske spejderbevægelse. Berlin var strengt konservativ og varm tilhænger af assimilering. Han døde den 22. september, 1989. Sangskriveren var da fyldt 101 og så med udtalt skepsis på samtiden. Berlin skrev cirka 1.500 sange. I hvert fald en tiendedel er stadig i omløb.




Fotos: MGM/ Warner Archive Collection/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ CIC Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BFI/ Fourth Estate/ YouTube 
Meet Me in St. Louis streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 20.04.2018
Holiday Inn streames på Apple TV og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [80th Anniversary Edition] 01.11.2022
White Christmas streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures [70th Anniversary] 05.11.2024 
Artiklen er skrevet færdig 24.12.2019. Dobbelt særtryk i dagens anledning. Happy Xmas (War Is Over)