Translate

Viser opslag med etiketten A Star is Born. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten A Star is Born. Vis alle opslag

søndag den 14. marts 2021

Klassiske karakterer: A Star is Born 1937-2018 | Musicals


STJERNERNE FØDES OG SLUKKES
Fire versioner af filmbyens yndlingshistorie

Af BO GREEN JENSEN


DER er aldrig tvivl om stjernernes bane. Han er på vej ned fra himlen, mens hun lige så sikkert stiger derop. I et umisteligt øjeblik er der balance. Så falder han hurtigt og brænder ud. Han tager sit liv for at give hende frihed. Se, dét er en kærlighed, som vi forstår. Hun prøver at se sig tilbage fra scenen. Filmbyen siger velkommen hjem.
   Det er en af Hollywoods yndlingshistorier. A Star is Born ligger i skarp konkurrence med andre bittersøde selvportrætter – fra Sunset Boulevard (1950) og The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) til The Last Tycoon (1976, da. Magtens sødme) og La La Land (2016) – men En stjerne fødes vinder altid på point, fordi den viser begge sider på en gang: succes og fiasko, romantik og realisme.
   Budskabet kan koges ned i en kommerciel aforisme: Berømmelsen har sin pris – men prisen er værd at betale.


HISTORIEN er så god, at den bliver genfortalt cirka hvert tyvende år. Den er på alder med stjernefabrikken. Allerede William Wellman og Robert Carson var inspirerede af George Cukors What Price Hollywood? (1932), da de skrev den første A Star is Born (som i danske biografer hed Hollywood bag kulisserne) i 1937.
   Ideen kom fra produceren David O. Selznick, som altid ville overgå andre – især sin svigerfar, Louis B. Mayer, som ejede MGM-studiet. Selznick gav historien en tur mere på samlebåndet hos forfatterne Dorothy Parker og Alan Campbell.
   I den første film spillede Janet Gaynor over for Fredric March. Bondepigen Esther Blodgett kom fra North Dakota til Hollywood og mødte sit idol, Norman Maine, som havde kendt bedre dage. Hun fik et nyt navn og blev til Vicky Lester. Der var en pinlig Oscar-ceremoni, og Maine tog sit liv. Der var ingen sange i filmen, men nok en reel selvkritik.


JUDY Garland og produceren Sid Luft var gift, da de gik til Warner Brothers med en plan om at genindspille A Star is Born som musical. Jack Warner købte ideen for at tirre MGM og for at afprøve CinemaScope-formatet, som var nyt i 1954. Det er næppe brugt bedre siden.
   Moss Hart ajourførte manuskriptet, men det er sangene af Harold Arlen og Ira Gershwin, der bærer fortællingen og giver den dybde. Garland synger »The Man that Got Away«, da James Mason får øje på hende i Cocoanut Grove Nightclub. Det er et af de største filmøjeblikke.
   Der var mange bud til rollen som Norman Maine, men ingen turde friste skæbnen og spille en stjerne i fald. Før Mason tog rollen, sagde følgende nej: Humphrey Bogart, Marlon Brando, Montgomery Clift, Gary Cooper, Cary Grant, Erroll Flynn, Henry Fonda, Ray Milland, Gregory Peck, Tyrone Power, Frank Sinatra, James Stewart og Robert Taylor.
   Alle mulighederne er interessante. Det kunne være blevet en helt anden film, men Mason er god til at snerre og være patetisk. Også han tager sit liv i bølgerne ved Malibu Beach.


CUKORS musical er klassisk stof, men som fortælling er den ujævn. Garlands store medley om at være født i en kuffert i Pocatello, Idaho, varer fulde 15 minutter. Det sætter filmen så meget i stå, at der næsten ikke er luft til at sørge, da den tragiske tid sætter ind. Den lange balletsekvens med Gene Kelly i Vincente Minnellis An American in Paris (1951, da. En amerikaner i Paris (1951) har samme virkning. De bliver små film i filmen i alt for høj grad.


FRANK Pierson instruerede Barbra Streisand og Kris Kristofferson i 1976-versionen af A Star is Born. Her er historien flyttet fra filmbranchen til musikindustrien. Filmen er blevet bedre med tiden, men den kræver, at man bærer over med Streisand – eller er hendes fan nummer ét.
   Streisands karakter hedder Esther Hoffman. Hun kunne ikke drømme om at ændre sit navn. Kris Kristofferson var dengang selv en stjerne i problemer. Han spillede John Norman Howard efter naturmetoden. Både Elvis Presley, Neil Diamond og Mick Jagger blev spurgt. Paul Williams skrev de udmærkede sange, som er bedre, når han selv synger dem.
   Miljøet kunne lige overbevise. Pierson skrev manuskriptet sammen med ægteparret John Gregory Dunne og Joan Didion. Det er mere pop end rock, men Kristoffersons første sangnummer – han synger »Watch Closely Now« ved en udsolgt stadionkoncert – er stærkt. Han dør i en trafikulykke. Det er ikke sikkert, at han tager sit liv.


MOSS Hart er krediteret, men det er især Dunnes og Didions manuskript, som Bradley Cooper brygger videre på i den fjerde version. Historien har nu en lidt mere jordbunden sensibilitet. Cooper spiller selv Jackson Maine, der kommer fra countrymusikken og er forsvundet i stadionrock. Han ved, at han har haft sin tid, da han møder stjernefrøet Ally, som spilles af Lady Gaga.
   Lady Gaga hedder egentlig Stefani Joanne Angelina Germanotta (f. 1986). Hun har erfaring med navneskift og stjernemageri. Hun er mindre naiv og mere forelsket, end Esther var i de første versioner. Portrættet af branchen er nøgternt. Der er en scene mellem Cooper og Allys producer, hvor de er ærlige om deres gensidige foragt.
   Det er atter andre tider i branchen. Gagas første sang er en campet »La Vie en Rose«, som hun synger i en transvestitklub. Hun har ikke Garlands tragiske flair, men hun slipper godt fra at spille frisk og intakt. Cooper blamerer sig ekstra pinagtigt ved en ydmygende Grammy Awards-ceremoni. Hans figur har mere tilfælles med segnende kæmper som Robert Duvall i Tender Mercies (1983) og Jeff Bridges i Crazy Heart (2009).


COOPER instruerer diskret og eksemplarisk. Han træder ærbart til side, hvor Streisand eksponerede skamløst. Der er gode detaljer og en fornemmelse for musikkens historie. Cooper optog flere scener på Glastonbury Festival i 2017, før den da 83-årige Kris Kristofferson gik på. Filmen er i hvert fald så stærk, at jeg tror på, at Cooper tror på musikken.
   Omvendt forstår jeg ikke den begejstring, som sender filmen ud i 112 biografer og sætter den øverst på alle prislister for den kommende Oscar-sæson. Der var noget ægte og skært i Garland-udgaven, måske fordi hovedsagen var film. Coopers version er et værk af sin tid.
   La La Land og A Star is Born er musicals for millennials, dvs. generationen, der kom til ved årtusindeskiftet. Stjernerne slukkes og fødes igen. Femte version af fortællingen kommer med stor sikkerhed i 2037, når der er gået 100 år. Først til den tid kan vi se, om de yngste ædelsten er diamanter.


A Star is Born. Instr.: Bradley Cooper. Manus: Eric Roth, Bradley Cooper, Will Fetters. Foto: Matthew Libatique. 136 min. USA 2018. Dansk premiere: 06.12.2018.

A Star is Born (En stjerne fødes). Instr.: Frank Pierson. Manus: Joan Didion og John Gregory Dunne. Foto: Robert Surtees. 139 min. USA 1976. Dansk premiere: 04.11.1977

A Star is Born (En stjerne fødes). Instr.: George Cukor. Manus: Moss Hart. Foto: Sam Leavitt. 154 min. USA 1954. Dansk premiere: 21.10.1955

A Star is Born (Hollywood bag kulisserne/ En stjerne tændes). Instr.: William A. Wellman. Manus: Alan Campbell, Robert Carson, Dorothy Parker. Foto: W. Howard Greene. 111 min. USA 1937. Dansk premiere: 08.11.1937


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ SF Studios
Filmen fra 2018 streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTuners, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Filmen fra 1976 streames på iTunes, Rakuten TV og Viaplay Rent & Buy
Filmen fra 1954 streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies
Filmen fra 1937 er udgivet på blu-ray og dvd
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 07.12.2018

lørdag den 18. juli 2020

I mytens lys: Judy Garland 1922-1969


HVOR REGNBUEN ENDER
Judy Garland genopstår i britisk biopic

Af BO GREEN JENSEN

JUDY Garland levede hele sit liv på en scene. Hun voksede op i fuld offentlighed og blev tidligt afhængig af bifaldet. Uanset hvad tiden slog i stykker, kunne hun ikke give slip på sit publikum. Af samme grund fik hun hengivne fans, hvor andre kunstnere bare har tilskuere.
   Frances Gumm var kun to år, da hun gik på scenen – i forældrenes biograf – og sang »Jingle Bells« med sine søstre. Hun var 13, da hun skrev kontrakt med MGM. Efternavnet blev ændret – ikke på studiets, men på manageren George Jessels foranledning. Jessell fandt, at søstrene Gumm var smukke som »a garland of flowers«. Fornavnet fandt hun selv i sangen »Judy« (1934) af Hoagy Carmichael og Sammy Lerner.



GARLAND var 15, da hun sang »You Made Me Love You« til Clark Gables foto i Broadway Melody of 1938. Scenen gjorde så stort indtryk, at hun blev castet som naboens datter i den første af talrige »baghavemusicals«, hvor hun dannede par med Mickey Rooney. Imens fulgte heldet med vinden i Kansas. Judy var netop fyldt 16, da hun spillede Dorothy Gale i den syvende filmudgave af L. Frank Baums første Oz-bog.
   Troldmanden fra Oz (1939) beseglede hendes skæbne. Garland fik lov at være lysende ung i Vincente Minnellis Mød mig i St. Louis (1941). Ellers foretrak MGM at bruge hende som en ordinær kontrast til Lana Turner. Judy var taknemlig. Hun giftede sig med Minnelli og var en fejlfri stjerne årtiet igennem.
   I Summer Stock (da. Sommerløjer) fra 1950 har hun hatten på skrå og synger tårerne væk i »Get Happy«. Det er en af de sange, som er klogere end sit kulturelle øjeblik. Dem sang Garland mange af. Eller hun fik banaliteter til at lyde som perler af dyrekøbt visdom. Summer Stock blev hendes sidste film for MGM. Studiet kasserede hende efter brug, kan man sige.


   
DER var flere gode roller – frem for alt den store som Esther Blodgett/ Vicky Lester i meta-musicalen A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes (1954) og en sjælden sangfri indsats i Stanley Kramers Judgement at Nuremberg (1961, da. Dommen i Nürnberg), som hun blev Oscar-nomineret for. Hendes sidste film blev I Could Go on Singing (1963, da. Hun er min stjerne), en britisk produktion, hvor hun atter næsten spiller sig selv som sangerinden Jenny Bowman, der forelsker sig i Dirk Bogarde.
   Alligevel var det på scenen, som dronningen af det evige comeback, hun levede stærkest de sidste årtier. Hun tog piller for at sove, for at synge og smile, for ikke at ryste. Hun var skind og ben, et nervebundt. Den sidste koncert fandt sted i Falconer Salen på Frederiksberg den 25. marts 1969. Hun døde den 22. juni og blev kun 47 år.



DET er den desorienterede Garland, der har nået stedet, hvor regnbuen ender, som vi møder i Rupert Goolds biografiske forestilling om Judy.
   I 1968 lå Garlands liv i ruiner. Hun blev skilt fra Sidney Luft og flakkede rundt med børnene Lorna og Joey. Til en fest hos deres halvsøster, Liza Minnelli, mødte Judy sin ægtemand nr. fem, Mickey Deans. Han bliver i Goolds film spillet af Finn Wittrock og er endnu en mand, som tror, han kan rejse legenden igen. Rufus Sewell spiller Sid Luft, som ser til og ved bedre.
   Renée Zellweger spiller Garland med tæret fysik og den døende stjernes manierismer. Hun synger også en snes af de store fakkelsange: »By Myself«, »Get Happy«, »The Trolley Song«, »For Once in My Life« og naturligvis Harburg og Arlens uopslidelige »Over the Rainbow«, som forelå i 1003 coverversioner, sidst der blev talt efter. Zellwegers sidste replik er en forklaring på sangen. Den er ærligt talt ikke nødvendig: »If happy little bluebirds fly beyond the rainbow/ Why, oh, why can’t I?«
     Filmen følger Garland på hendes sidste britiske turné. Manageren Bernard Delfont (Michael Gambon) har booket legenden til en serie udsolgte koncerter i sin natklub The Talk of the Town. Her er hun skiftevis magisk og håbløs, som regel beruset, men ude af stand til at være ligeglad hele tiden.
   Mens det nye forhold til Mickey er godt, leger han med tanken om at sætte Judy på scenen sammen med The Rolling Stones. Ideen er slet ikke dårlig. Garland havde en rockstjernes psyke. Det var alt eller intet hver eneste aften.



JUDY
er baseret på et skuespil af Peter Quilter, som hedder The End of the Rainbow. På teatret har der sikkert været koncert i den ene side af scenen og flashbacks til begyndelsen i den anden. Man tænker sig, at lyset blev tændt og slukket efter behov, når der skulle klippes i tiden.
   Filmen gør det rent i flashbacks, som efterhånden bliver mekaniske. De fokuserer på den første tid og Andy Hardy-filmene med Mickey Rooney. Parret bliver sendt på date for pressens skyld, og studiet holder Garland på en streng diæt af amfetamin og barbiturater.
   Første scene er hjerte- og gerningsstedet i ét: den unge Judy (Darci Shaw) står på settet til Troldmanden fra Oz sammen med Louis B. Mayer (Richard Cordery), som nedgør og kontrollerer hende filmen igennem. Mayer skrev en del af de ting, som han hér får lagt i munden. Han bliver dæmoniseret, mens Judy bliver kanoniseret. Der er ingen grå toner. Goold går rent efter mytens lys, som virker bedre på teater end på film.
   Garland har altid været dyrket særlig ivrigt i LGBT-kulturen. Rufus Wainwright (som synger »Have Yourself a Merry Little Christmas« på lydsporet til Judy) tog konsekvensen, da han lavede en coverversion af Judy at Carnegie Hall (1962) og kopierede albummet tone for tone.
   I filmen er der et atypisk afsnit, hvor den ensomme Judy går med to fans hjem til deres lejlighed og viser sin søsterligt trøstende side. De kommer og hører hende hver aften. De vil have pengene igen, da Delfont sætter Lonnie Donegan på. Det er faktisk et stilbrud, men episoden emmer af varme og menneskelighed.



DET er ikke en Hollywood-produktion, filmen er britisk til benet. Man har opdyrket en regulær minigenre: Verdensstjerner, som kommer på besøg, da det lakker mod enden, og viser mennesket bag myten. Det begyndte med Michelle Williams som Marilyn Monroe i My Week with Marilyn (2011). Film Stars Don't Die in Liverpool (2017, da. Filmstjerner dør ikke i Liverpool) – med Annette Bening som Gloria Grahame – blev i Danmark lagt direkte på Filmstriben. Det var for resten den samme impressario, Bernard Delfont, som sendte Stan Laurel og Oliver Hardy på skumringstur gennem 1950rnes England i Stan & Ollie (2018, da. Gøg & Gokke).
   Judy har ikke helt samme fylde, men Zellweger er eminent. Mange har spillet Garland på film, blandt andre Andrea McArdle (1978), Tammy Blanchard (2001) og Elizabeth Karsell (2001), men det er Judy Davis’ fremstilling i Life With Judy Garland: Me & My Shadows (2001) – og Betty Glosteds danske sceneudgave – som Renée Zellweger skal overtrumfe.
   Det gør hun med nerve, sødme og glans. På indholdssiden er der tale om en Garland for begyndere. Man savner at høre om alle de ting, som skete i 40rne og 50rne. Omvendt bliver kronologien håndterlig, og legenden får lov at stå, som den fortjener.




Judy. Instr.: Rupert Goold. Manus: Tom Edge. Foto: Ole Bratt Birkeland. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.


Fotos: Pathé International UK/ BBC Film/ Ingenious Media/ Calamity Films/ Confit Productions/ Scanbox Entertainment/  Warner Bros./ Warner Archive/  20th Century Fox/ Scanbox Entertainment/ Cinematerial/ YouTube 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 03.02.2020  
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.10.2019