Translate

Viser opslag med etiketten George Cukor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten George Cukor. Vis alle opslag

onsdag den 16. februar 2022

Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996)


DE ELSKENDE FRA VERONA BEACH
Moderniseringen lykkes som gestus og drama

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares evige tragedie om de to unge elskende fra Verona har været udsat for lidt af hvert gennem tiden. Af klassiske filmatiseringer nævner man i regelen to, George Cukors amerikanske fra 1936 og Franco Zeffirellis britisk-italienske fra 1968. Endvidere findes en sjældnere set engelsk udgave med Laurence Harvey og Susan Shentall, instrueret af Renato Castellani i 1954.
   De har alle det problem, at teksten dør i filmsammenhæng, mens hovedaktørerne enten er for gamle eller savner erfaring at fylde i ordene. Når Zeffirellis version lykkes bedst, skyldes det afgjort, at hans elskende har den rigtige alder. Leonard Whiting og Olivia Hussey var henholdsvis 17 og 15 år, da de spillede det ikoniske teenagepar. Norma Shearer og Leslie Howard var 34 og 43.*

 

MAN har altid haft øje for det store i historien, der er et af Shakespeares enkleste stykker, både i sproglig og tematisk henseende. To familier har hadet hinanden så længe, at ingen husker hvorfor. Sønnen fra det ene hus forelsker sig i datteren fra det andet, men det bestående modarbejder deres kærlighed på alle niveauer.
   En hjælpsom præst fostrer en plan som giver bagslag. Alle dør på tragisk vis, først den ene, så den anden, og Fyrsten kan sluttelig konkludere, at »en større sorg i verden ingen ved/ end Romeo og Julies kærlighed.« De efterladte fædre har dog.lært af børnenes eksempel. Montague og Capulet forlader scenen sammen, da Fyrsten til slut har belært dem.**



DER må være en stor film et sted i den historie. Baz Luhrmanns radikale versionering er derfor langt fra det første forsøg på at de- eller rekonstruere teksten. Herhjemme gjorde Erik Clausen det for eksempel i Rami og Julie fra 1988, men den til dato mest totale bestræbelse har været musicalen West Side Story fra 1961, som Robert Wise instruerede med Jerome Robbins som koreograf og Leonard Bernstein og Stephen Sondheim som sangskrivere.
   Skønt Luhrmanns Romeo + Juliet umiddelbart ligner Ian McKellens Richard III (1995), for så vidt som begge film skaber en helt ny verden til teksten, som de til gengæld behandler respektfuldt, er det i virkeligheden West Side Story, den ligger tættest på.



DER er flere blændende indfald. For eksempel er Korets prolog og Fyrstens slutord lagt i munden på en tv-speaker, der rapporterer om familieopgøret, og alene den stilfulde uniformering af de unge riddere fra husene Capulet og Montague gør meget for filmens totale præg. Scenografien skyldes atter Catherine Martin, som designede Luhrmanns gennembrudsfilm Strictly Ballroom (1992). Hun arbejder også her med romantiske ekstremer, men for det første er formatet et andet, for det andet savner Romeo + Julie to ting, som Strictly Ballroom næsten løb over af: humor og selvironi.


   
TRODS sin erklærede hensigt om at sætte teksten i centrum, drukner filmen ofte ordene i visuel overdådighed. Det, som lykkes bedst i klassisk forstand, er balkonscenen og dødsscenen, hvor man sætter alle produktionsmæssige sejl til.
   Da Julie dør ved siden af sin Romeo, falder skæret fra to tusind kærter på deres ansigter. Maskeradescenen først i filmen giver Julie englevinger og gør Romeo til brynjeklædt halvgud. Disse billedorgier løfter effektivt filmen op til de romantiske højder, som den gerne vil tangere, men de skubber samtidig teksten ud på et sidespor.



ANDRE har oplevet det anderledes, men jeg vil vove at påstå, at ikke én scene i filmen for alvor bæres af Shakespeares tekst. De bæres af sangene, som kører under og kommenterer det hele; af det konstante drive og den tætte klipning; af det kaotiske bylandskab, som Luhrmann og Pearce til lejligheden kalder Verona Beach, men selve ordene forbliver fremmedlegemer, der næsten distraherer og i bedste fald virker som en effekt.
   At lade teksten stå er en nobel gestus, bestemt en Romeo værdig, men Luhrmann kunne have komponeret filmen rent i billeder og musik og stå med et lige så effektivt resultat.
   For effektiv er filmen. Man er svimmel af billeder, når man forlader biografen, og man bærer lidt af passionen med sig bagefter. Flere afsnit er usammenhængende, andre er imponerende sætstykker. Bandeopgørene, som koster Mercutio og Tybalt livet, lykkes på fremragende vis, også selv om det tangerer det fortænkte at gøre Mercutio til en mexicansk drag queen.



DER skrives tekst på filmen, der citeres ivrigt fra nær og fjern; her er virkelig et værk, hvor den nervøse postmoderne form kommer til sin fulde ret. Men i midten af det hele bærer Leonardo DiCaprio og Claire Danes filmen i kraft af deres enkle spil, som er holdt helt nede på legendernes jord.
   Brian Dennehy og Paul Sorvino får aldrig liv som mafiafædrene i Verona Beach. Pete Postlethwaite bærer distraherende associationer til andre film med sig, men leverer en dækkende Lorenzo, her Father Laurence, og Fyrsten Vondie Curtis-Hall er polichef 
i traditionen fra NYPD Blue.



DER er kors, tro og våben alle vegne i Verona Beach, men de stærkeste skud bliver trods alt de centrale, besværgende billeder af Romeos og Julies lykke, mens deres kærlighed endnu er mulig. Det er dét, man bærer med sig fra en film, der drukner teksten i billeder, men alligevel lykkes som gestus og drama.


*) Franco Zeffirellis film har bevaret sin nyklassikerstatus så længe, at man kan fjerne forstavelsen nu, men den er stadig beundret og kontroversiel. Zeffirelli døde i 2019. Paramount Pictures relancerede Romeo and Juliet i 2022, og The Criterion Collection udgav filmen på Blu-ray i februar 2023. Olivia Hussey og Leonard Whiting gik til retten med et erstatningskrav på 500 millioner dollars for livslang traumatisering (skønt Hussey havde lovprist både filmen og Zeffirelli i sin erindringsbog The Girl on the Balcony fra 2018). Efter californisk lov var hun og Whiting mindreårige, da Paramount lod Zeffirelli caste og udstille dem. Studiet havde i forvejen problemer med den stående dom over Roman Polanski, som instruerede bl.a. Rosemary's Baby (1968) og Chinatown (1974) for Paramount. Samtidig vaklede tronen under en anden italiensk auteur, da der igen blev skabt debat om, hvordan Maria Schneider (1952-2011) følte sig misbrugt under indspilningen af Bernardo Bertoluccis Last Tango in Paris (1972, da. Sidste tango i Paris), da hun som 19-årig spillede over for Marlon Brando. #MeToo-bevægelsen var på sit højeste, men retten i Californien afviste sagen i maj 2023. Olivia Hussey døde i december 2024. Hun blev 73. Whiting arbejder stadig i England. I skrivende stund [16.05.2025] er han 74. 

**) Jeg citerer fra Edvard Lembckes oversættelse. I Niels Brunses kurante og mere mundrette version (2012) står der: »ingen ofred mer for større tro/ end Julie og hendes Romeo.« 



Romeo + Juliet (Romeo & Julie). Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann & Craig Pearce. Foto: Donald McAlpine. USA-Mexico 1996. 120 min. Dansk premiere: 07.03.1997.



Fotos: Bazmark Films/ Twentieth Century Fox/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube (4K re-release trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 01.11.2010
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.03.1997

lørdag den 18. september 2021

Greta Gerwig | Louisa May Alcott: Little Women (1868/2019)


FIRE UNGE KVINDER
En pigebog til alle tider 

Af BO GREEN JENSEN

LOUISA May Alcotts Little Women (1868-69) er – i neutral betydning og bedste forstand – den ærketypiske pigebog. Generationer af amerikanske kvinder har læst den som noget af det første, der var skrevet til og om dem selv. Den har aldrig været »bare« for børn. Før i tiden sagde man »ungdomsbog«. I dag hedder genren YA for »young adult«.
   Romanen fortæller om fire søstre og deres mor, som holder sammen på hjemmet, mens manden i huset kæmper på Unionshærens side i Den Amerikanske Borgerkrig. Familien March lejer et hus på den ejendom i Concord, Massachusetts, hvor enkemanden Laurence er alene med sit barnebarn, drengen Laurie, der har pigernes alder, og huslæreren John Brooke. Ejendommen er, hvad man i Europa ville kalde et gods, og pigernes tante så gerne en fornuftig alliance mellem husene komme i stand.
   Der er fokus på økonomien i Little Women, som er det modsatte af et banalt melodrama. Forfatteren voksede op i Concord på de store fritænkeres tid. Skolen Alcott House blev drevet i Ralph Waldo Emersons hjem. Søstrenes far, Bronson Alcott, hjalp Henry David Thoreau med at bygge hytten ved Walden Pond, og familien solgte sit hus til Nathaniel Hawthorne, da den flyttede videre til modellen for hjemmet i Little Women. Vi er i hjertet af den amerikanske »transcendentalisme«. Det er en moderne og praktisk forankret romantik.


   
SØSTRENE Meg (for Margaret), Jo (for Josephine), Beth (for Elizabeth) og Amy er henholdsvis 16, 15, 13 og 12 år, da historien begynder. Bogen følger dem over ni år. Det er Jo, der fortæller, og fordi det er hendes erklærede mål at blive en berømt forfatter, får romanen et præg af metafiktion, der gør læsningen evigt moderne og tidløs.
   Pigebørn – som Little Women hedder på dansk – var en stor succes fra begyndelsen. Den udkom i to dele over to år. I England fik andet bind titlen Good Wives. I Danmark blev bogen altid bearbejdet og forkortet. Først i 1995 udkom den uforkortede udgave i Ida Elisabeth Hammerichs oversættelse. I 1997 fulgte Unge kvinder i Camilla Christensens version.
   Jo gifter sig med den tyske professor Friedrich Bhaer. De får to sønner og adopterer Friedrichs to nevøer. Jo arver sin tantes hus, og parret indretter det som en drengeskole. Herom handler Little Men, Life at Plumfield with Jo’s Boys (1871) og Jo’s Boys, and How They Turned Out (1886). Da sagaen lukker – på side 1064 i Library of America-udgaven fra 2005 – sker det med følgende suk:

And now, having endeavored to suit every one by many weddings, few deaths, and as much prosperity as the eternal fitness of things will permit, let the music stop, the lights die out, and the curtain fall forever on the March family.*


LOUISA May Alcott giftede sig aldrig selv. Hun hjalp sin far med at drive skolen Alcott House og døde tre dage efter ham, i 1888. Louisa blev kun 55 år. Der er masser af litteratur om dynamikken i familien. Friedrich Bhaer skal efter sigende inkarnere alle de gode egenskaber – såsom varme og modtagelighed – som Bronson Alcott notorisk ikke besad.


DET er oplagt at filmatisere Little Women mindst én gang i hver generation. Familiefølelsen er tidløs, og der er seks store kvinderoller – pigerne, deres mor, »Marmee«, og den pragmatisk indstillede tante. Filmen er et veritabelt udstillingsvindue for unge skuespillerinder, og både Laurie og huslæreren mr. Brooke – som Meg gifter sig med – er gode roller for unge mænd. Mr. Laurence og Robert March, den fortabte far, er solide sekundære karakter.


DER var allerede produceret to stumme versioner, da Katharine Hepburn spillede Jo i George Cukors klassiske filmatisering fra 1933. Hepburn var 25 år, da hun spillede rollen. Det passer til slutningen på historien, men ikke til begyndelsen.
   Mervin LeRoy brugte det samme manuskript (af Victor Heerman og Sarah Mason), da han instruerede en musicaludgave med June Allyson, Janet Leigh, Margaret O'Brien og Elizabeth Taylor i 1949. Mary Astor spiller Marmee, og Peter Lawford har som Laurie den rigtige lyriske friskhed og frækhed. Desværre er filmen fast besluttet på at introducere tenoren Rossano Brazzi i rollen som Friedrich Bhaer – det gør det svært at tage den alvorligt.
   Der er en lang række tv-versioner. En miniserie fra 1978 forsøgte at være begyndelsen på en serie, hvor både Jessica Harper og William Shatner medvirkede, men resultatet var banalt og generisk. Senest har BBC dramatiseret romanen i en tre timers udgave fra 2017 med bl.a. Maya Hawke, Emily Watson og Michael Gambon. Som de fleste tv-føljetoner har den en illustrerende, snarere end fortolkende tilgang til materialet.


FOR
 Greta Gerwigs generation må Gillian Armstrongs 1994-version være standardudgaven. Winona Ryder spillede Jo, Claire Danes var Beth, og rollen som Amy blev delt mellem Kirsten Dunst og Samantha Mathis. Susan Sarandon var Marmee, og manderollerne var fordelt på Gabriel Byrne, Christian Bale og Eric Stolz.
   Man forstår, hvad jeg mener med »udstillingsvindue«. Armstrong, som er australier og ansvarlig for den fremragende dannelsesskildring i My Brilliant Career (1979, da. Min brillante karriere) blev formentlig bedt om at være forsigtig med det amerikanske arvesølv. I hvert fald er 90er-udgaven af Little Women en solid og gammeldags film, som glider af på de kønspolitiske vinkler, der er fremhævet i Alcotts tekst.



FEMINISMEN får omsider fuld stemme i Greta Gerwigs nye filmatisering. Hos Alcott er det et tema, at forfatteren Jo først må opgive de sentimentale og sensationsjagende genrestykker, som hun har prøvet at få udgivet. Hun skal lære at se kvaliteten i de familiebaserede autofiktioner, hun har skrevet til ære for søsteren Beth.
   Beth dør af skarlagensfeber, og Jo kommer over sorgen ved at skrive Beth’s Story. Imens Jo udvikler sit forhold til Friedrich Bhaer, har Laurie ventet så længe, at det alligevel bliver ham og Amy, som gifter sig. Amy har altid følt, at hun stod i skyggen af Jo. Der er en udredning af kosmiske regnskaber, som Alcott selv sammenligner med en guddommelig fortællers indgriben.
   Alt dette er med hos Gerwig, som gør tonen moderne, men holder fast i en historisk realisme i sin skildring af, hvordan tingene ser ud. Man kan som regel se på en periodefilm, hvornår den er lavet: i 1970erne har alle langt hår. I 80erne får de lakerede krøller. Der er intet af dette hos Gerwig: tomboys er tomboys til hverdag, og stadstøj ser ud som i 1860erne.


GERWIG lægger en ramme mere om Jo’s fortælling. Filmen viser, hvordan Jo navigerer og forhandler som forfatter, da hun overtaler forlæggeren Mr. Dashwood (Tracy Letts) til at trykke historien. De romantiske forhold udredes, men filmens forløsning ligger i scenen, hvor bogen bliver trykt og indbundet. Vi ser, hvordan bladguldet børstes af det prægede bind. Dashwood prøver at få Jo til at sælge sin ophavsret. Men Jo March beholder den. Det samme gjorde Alcott, skønt i en mere venlig proces med forlæggeren Thomas Niles.
   Saoirse Ronan, Emma Watson, Eliza Scanlen og Florence Pugh (fra Lady Macbeth) spiller søstrene March. Laura Dern er moden og viis som Marmee, og Meryl Streep gør næsten Tante March til en blanding af Lady Bracknell (i Oscar Wildes The Importance of Being Earnest/ Bunbury) og Violet Crawley (Maggie Smiths karakter i Downton Abbey).



FRIEDRICH Bhaer kommer her fra Frankrig i skikkelse af Louis Garrel, men det er Timothée Chalamets fremstilling af Laurie, som løfter mændenes side af sagen. Han og Saoirse Ronan har alderen til de voksne scener – de er begge midt i tyverne – men overbeviser som teenagers. Der er autentisk ung følelse i en balscene, hvor de sværmer og klovner på terrassen, men anstændigheden udspiller sig indenfor. Det er den første Little Women, som balancerer barn- og ungdom optimalt.
   Både Marmee og Tante March får lejlighed til at tale med ærlig og myndig erfaring om kvinders vilkår og kompromisser. Søstrene diskuterer kønspolitikken i plenum og implementerer aspekter af sagen i ental. Amy brænder Jos manuskript, da hun er jaloux over Laurie. Han bliver æresmedlem af deres dramaklub og er næsten en femte March-søster. De taler om skævheden og uretfærdigheden i kønnenes forhold.



JO og Laurie kan kun nævne søstrene Brontë, da de skal huske kvindelige forfattere, som det er lykkedes for. »I can’t be a C.B., but I may do a little something yet,« skrev Alcott i 1857, da hun havde læst en biografi om Charlotte Brontë.
   Greta Gerwig bruger mere tid i ungdommen, som bliver filmens nutid, end i barndommen. Ved at springe frem og tilbage i kronologien, gør hun filmen til forfatteren Jos udviklingshistorie. Og der bliver næsten sat et fuldt lighedstegn mellem Josephine March og Louisa May Alcott.
   Det er en fremragende filmatisering. Varm, vred, romantisk, solidarisk og aldrig tilfreds med stilfærdig accept eller resignation. Det er Little Women for det 21. århundrede. Louisa May Alcott ville nyde fortællingens sødme og smile.


*) »Og nu, efter bestræbelsen på at tilgodese alle med mange bryllupper, enkelte dødsfald, og netop så megen lykke og fremgang, som tingenes evige tilstand tillader, lad da musikken stoppe, lad lyset gå ned, og lad tæppet falde for altid over familien March.« Titlen på sidste kapitel drager næsten et lettelsens suk: »Positively Last Appearance«. Library of America har udgivet Louisa May Alcotts vigtigste værker i to bind. Elaine Showalter redigerede Little Women, Little Man, Jo's Boys (2005); Susan Cheever redigerede Work, Eight Cousins, Rose in Bloom, Stories & Other Writings (2014). Begge bind indeholder den samme nyttige »Chronology«. Den bedste enkeltstående udgave er The Annotated Little Women med forord og fyldige noter af John Matteson (Norton, 2016).



Little Women. Instr. & manus: Greta Gerwig. Foto: Yorick le Saux. 135 min. USA 2019. Dansk premiere: 04.06.2020.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of America/ Warner Bros./ MGM/ SF Studios/ YouTube (theatrical trailers)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 22.10.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.06.2020

onsdag den 23. juni 2021

Amerikas dronning: Katharine Hepburn 1907-2003


EN KVINDE GØR OPRØR
Katharine Hepburn 1907-2003

Af BO GREEN JENSEN

KATHARINE Hepburn var det sidste store navn fra den klassiske Hollywood-generation, som brød igennem sammen med tonefilmen. Hun var 96 år, da hun døde i sit hjem i Old Saybrook, Connecticut, den 29. juni, 2003.
   Der havde da været stille om stjernen i en årrække. Man vidste, at Parkinson-sygen som ramte hende i 1980erne havde gjorde det umuligt for hende at træde frem. Der var heller ikke mere at bevise. Rollerne var spillet, bøgerne var skrevet, hun havde endelig oplevet at føle sig elsket af høj og lav i skøn forening. Det har næppe været svært at give slip. Formentlig har slutningen kedet hende lidt.
   Hepburn blev født med en sølvske i munden i Hartford, Connecticut. Moderen var feminist og kvindesagsforkæmper, faderen var læge med speciale i kønssygdomme. Familien havde penge, men hyldede det radikale som princip. Da hendes storebror hængte sig, var det den 14-årige Katharine som fandt ham. Ingen talte siden om Tom, der ikke kunne bære så megen rationalisme. »They moved on into life,« står der i selvbiografen. »De gik videre ind i livet.«
   Som teenager var hun aldrig i tvivl om, at hun ville være skuespiller. At tage eksamen fra Bryn Mawr College var nærmest en formssag og hørte med til den fornødne udrustning. Hun blev bemærket allerede for en mindre teaterrolle i Lysistrate. Så kaldte både Broadway og Hollywood, for Hepburn var født med de rigtige forbindelser. Debuten gik fint, hun var køn, hun var elsket. Hun kunne spille, hvad det skulle være, og var ivrig efter at bevise det.
   Da var det, at nogen brat tændte lyset, og alt måtte genovervejes. For efter de første søde hvedebrødsdage veg publikum tilbage. Hepburn selv havde svært ved at tro det – og efterhånden har man glemt det, for legenden om den evige stjerne blev efterhånden selvforstærkende – men der var faktisk flere årtier, hvor hun måtte kæmpe for hver hovedrolle. Uden denne modgang havde hun næppe skabt de karakterer, som hun altid vil blive husket for. Først da hun gjorde sig fri af sit image, kunne skuespilleren træde i karakter.


OM to af Hepburns største roller, isdronningen Tracy Lord som smelter i The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet) og karrierekvinden Tess Harding der endelig retter sig ind efter manden i Woman of the Year (1942, da. Årets kvinde), tænker man, at de kunne være skrevet til hende. Det blev de også. Modsat mange klassiske navne, der arbejdede på studiesystemets præmisser og på godt og ondt lod sig forme i selskabets billede af dem, brød Hepburn tidligt ud af båsen og tog sin skæbne i egne skælvende hænder. Hun blev, som det siges i Peter Schepelerns Filmleksikon (1995), »et sjældent eksempel på en Hollywood-stjerne, der selv har haft indflydelse på valget af sine roller.«
   Filmbyen vidste nemlig ikke, hvad den skulle stille op med hendes særegne kvaliteter. Underholdningsindustrien er et demokratisk medium, og det brede publikum havde det svært med Hepburns aristokratiske aura og kantede, bedrevidende facon. Manden og kvinden på gaden tog hende ikke til deres hjerter. Hun blev betragtet som et overklasseløg og var ikke i besiddelse af den leflende ydmyghed, der kan overvinde sådan et handicap. Først langt senere i karrieren blev Hepburn populær i egentlig forstand. I slutningen af 30erne fik hun derimod ry for at være, hvad branchen kaldte »box office poison«. Hun solgte ikke billetter. En film med Hepburns navn på plakaten skræmte snarere publikum væk. I hvert skulle der helst være en mildere kønsfælle med som den sexede søster og en markant mandlig modspiller som Cary Grant.
   Hepburn skrev kontrakt med selskabet RKO, da hun kom til Hollywood i 1932. Hun slog an med det samme, gjorde et behageligt indtryk som John Barrymores datter i A Bill of Divorcement (1932, da. Skilsmissen), der blev instrueret af hendes altid lydhøre forkæmper George Cukor, og satte sig i respekt som den kvindelige pilot i Dorothy Arzners for længst glemte Christopher Strong (1933, da. Elskerinden), der af kritikeren Pauline Kael fik skudsmålet »en krukket, højtstemt, kvalmende ædel Katharine Hepburn-film, men også en af de sjældne film som skildrer kærligheden fra en kvindes seksuelle synsvinkel.«
   I Lowell Shermans Morning Glory (1933) spillede hun stjernefrøet Ada Love, der drives frem af blind ambition, tager scenenavnet Eva Lovelace og gør, hvad det skal være, for at slå igennem på Broadway. For denne rolle modtog Hepburn den første af karrierens fire Oscars, og samme år brød hun endegyldigt igennem som Jo i Cukors populære filmatisering af Louisa May Alcotts børnebogsklassiker Little Women (da. Pigebørn), den eneste af Hepburns tidlige film, som stadig vises med nogen form for regelmæssighed.


DET er ingen ubetinget positiv oplevelse at gense disse film i dag. Hepburns register er endnu begrænset, og hendes indsats ligger langt fra den paradoksale hudløse solidaritet med karaktererne, som slår igennem sidst i årtiet. I begyndelsen fæster man sig snarere ved den behagesyge, der lurede på Hepburn gennem hele karrieren. I 16 filmstjerner (1999) skriver kritikeren Jørgen Stegelmann om Little Women: »Da jeg genså den for nylig, så jeg nok, at hun var en stor stjerne, men samtidig også, i hvor høj grad hendes sikre spil levede på ubeslutsomhed, ikke så meget på talent som på klog beregning, for denne unge pige spiller hun med lillepigetoner, der så tydeligt skal vise os, at Jo er familiens yngste og barnligste, og det er helt utåleligt og helt kunstigt.«
   Det får Stegelmann til at gøre følgende hårde, men ikke urimelige status over Hepburns ujævne karriere: »Hun brød igennem som en stærk ny personlighed, og hun fastholdt denne sin stærke personlighed i film efter film langt op i sin høje alderdom. Men ved siden af denne udstråling af personlighed og talent lå også et præg af det kunstige, af det dirrende tillærte, noget, der lå tæt på det utroværdige og ret skabagtige (...) Hun er et stort talent med store svagheder, men i sine største film mestrer hun at styre sine rige evner uden overdrivelser, med en enestående præcision og en bevægende sikkerhed i sin replik.«


TIL Hepburns forsvar skal siges, at hun var opmærksomhed på sine svagheder og i øvrigt afhængig af, hvilke roller hun fik tildelt og hvordan hun blev bedt om at spille dem. RKO prøvede hende af i en forvirret vifte af gennemsnitlige film i forskellige genrer: John Cromwells Spitfire (1934), Richard Wallaces The Little Minister (1934), Philip Moellers Break of Hearts (1935), John Fords Mary of Scotland (1936, da. Maria Stuart), som faktisk er rimelig rædselsfuld, og Mark Sandrichs A Woman Rebels (1936, da. En kvinde gør oprør). Publikum begyndte at sive, men det blev klart, at hun kunne bære en film, hvis instruktøren holdt af og troede på hende. Det gjorde George Stevens og George Cukor. I samme periode er hun anderledes overbevisende i Stevens’ Alice Adams (1935, da. Nitten år) og Cukors Sylvia Scarlett (1935).
   Sidst i årtiet falder så tre af de bedste film og stærkeste roller. Tiden selv holdt mest af Gregory La Cavas Stage Door (1937, da. Rivalinder), hvor hun og Ginger Rogers deler værelse i teaterpensionatet, men det er især de to film med Cary Grant, Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden), Howard Hawks’ geniale screwballkomedie efter Dudley Nichols’ afsindige manuskript, og George Cukors bevægende Holiday (1938, da. To mennesker gør sig fri), som vi genser. Bringing Up Baby blev Hepburns sidste film for RKO. Studiets næste opgave til hende var endnu en intetsigende rolle i melodramaet Mother Carey’s Chickens (1938), og Hepburn ville ikke mere. For $220.000 købte hun sig fri af kontrakten med RKO og formidlede selv kontakten til Columbia Pictures, der erhvervede Holiday som en færdig pakke, komplet med Cukor og Cary Grant i.


I Bringing Up Baby og Holiday udvikler Hepburn den karakter, som ligger bedst for hendes evner. Genremæssigt er filmene langt fra hinanden, men i realiteten fremstiller Hepburn den samme person. I Baby er hun den hårdkogt forkælede, ekstremt egoistiske rigmandsdatter, som forelsker sig i Grants distræte videnskabsmand og kommer en anelse en nærmere jorden. Hepburn og Grant er en god alliance. Begge oser af intelligens og kan derfor spille fjollede, så det giver mening. Endvidere matcher deres snakketøj hinanden. Screwballformens maskingeværsild af overlappende nonsensreplikker, hele niveauet af kaos og støj, krævede megen skarphed af spillerne.
   Der er dog flere nuancer i Holiday. Her er det den kønne søster, som Grant har forelsket sig i, men det bliver Hepburns melankolske enspænder, som han forlader det rige hjem sammen med. To mennesker gør sig fri, både Grant og Hepburn springer ud som elskende, og især er en afgørende scene, hvor Hepburn viser Grant sit private tilflugtssted oppe på kvisten, et filmøjeblik der bliver hængende.


HEPBURN satte så megen pris på Holiday, at hun bad forfatteren Philip Barry skrive et skuespil med en lignende stærk kvinderolle. Resultatet blev The Philadelphia Story, som Hepburn var en stor succes i, da forestillingen åbnede på Broadway. Hepburn havde søgt tilflugt i teatret, da det blev klart, at David O. Selznick ikke ville give hende rollen som Scarlett O’Hara i Borte med Blæsten. I dokumentarfilmen The Making of a Legend: Gone With the Wind (1989) kan man se Hepburns prøveoptagelse – det ville godt nok være blevet en anden slags film. I stedet satsede hun på The Philadelphia Story, som hun købte rettighederne til og solgte videre til MGM.
   Det bliver så hér, at Hepburns karakter endelig får alle nuancerne frem. Her er humor, romantik, en vis form for følelsesmæssig realisme og en teatertekst, der formelig blomstrer på film. Waldo Salt og Donald Ogden Stewart bearbejdede Barrys skuespil, som Joseph L. Mankiewicz producerede. Det var Louis B. Mayers egen ide at anbringe Hepburn mellem James Stewarts fandenivoldske reporter, Ralph Bellamys godmodigt bornerte forlovede og Cary Grants elegante eks-mand (alene navnet C. Dexter Haven har stil), der ene af alle kender sin Tracy. Scenen hvor Hepburn bliver træt af altid at høre om sin kulde, og natten før brylluppet drikker sig varm og beruset i måneskin sammen med Stewart, er nok hendes reneste filmøjeblik.


OGSÅ Hepburn overskrider fordomme, demonstrerer at hun er sårbar og formår at blive opfattet som attråværdig. Den ranglede kvinde med fregner og kindben var aldrig pin-up materiale. Hun havde ikke et af den slags ansigter, som unge mænd og kvinder på forskellig vis fantaserer om at besidde. Men i denne film har hun det for en tid. Kernen i Barrys tekst var i øvrigt så slidstærk, at The Philadelphia Story ikke blev nævneværdigt ringere, da MGM fjorten år senere genanvendte materialet, hældte fem Cole Porter-sange i gryden og serverede musicalen High Society (1956) med Frank Sinatra, Bing Crosby og Grace Kelly.
   The Philadelphia Story blev en sællert, men ikke for Hepburns skyld. Først da hun gentog kunststykket og tilbød Woman of the Year som en færdig pakke, gav MGM efter og fastansatte hende. Ring Lardner Jr. og Michael Kanin skrev manuskriptet specielt til Hepburn og Spencer Tracy. Teksten er omhyggeligt justeret efter de normer for kvindelig selvstændighed, hertil-og-ikke-længere, som 1940erne satte pris på. Tracy blev således set som manden, der kunne tæmme trolden Hepburn, både på lærredet og uden for biografen, hvor parret delte bord og seng i en menneskealder, skønt katolikken Tracy var gift med en anden og undlod at lade sig skille.
   Så godt som alle Hepburns og Tracys film sammen er variationer over The Taming of the Shrew. Det gælder i særdeleshed den mest populære, Adam’s Rib (1949, da. Adams ribben), som George Cukor instruerede. Her er der kommet en næsten kælen tone af underkastelse ind i det sølvbryllupsagtige forhold mellem de konkurrerende advokatægtefæller. Ruth Gordon og Garson Kanin skrev manuskriptet, der i forhold til Woman of the Year repræsenterer en forstemmende banlisering.


DET er på de store film fra perioden 1938-42, at Hepburns myte hviler. Alligevel husker vi hende bedre som tough ældre kvinde, pebermøen med et hjerte af guld, der er god nok, når man kradser lidt i den barske overflade. Hepburn ville respekteres, men mest af alt ville hun elskes, og det blev hun omsider i denne skikkelse, som hun første gang afslører i John Hustons The African Queen (1952). Hun er hun den indledningsvis bornerte lærerinde, som forelsker sig i drukkenbolten Humphrey Bogart, der genfinder løven i manden, mens de trodser alle Afrikas farer på vej ned ad floden i Congo. Man kan sagtens se, at filmen er noget af et nummer. Alligevel fanger den hjertet hver gang.
   Efter ti år med tvivlsomme roller – for i 40erne havde MGM lige så svært ved at administrere Hepburns talent, som RKO havde haft i 30erne – blev Afrikas dronning endnu et sent gennembrud. De legendariske strabadser under optagelserne har siden været stof for flere fremstillinger, bl.a. Clint Eastwoods White Hunter, Black Heart (1990, da. Hvid jæger, sort hjerte), der bygger på Peter Viertels roman fra 1953. Eastwood spiller selv Huston-figuren. Charlotte Cornwell kan end ikke antyde Hepburn.
   Selv fandt Hepburn i 1987 sine gamle dagbøger frem og udgav den særdeles fornøjelige The Making of The African Queen, or, How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. Om Bogart skriver hun bla.: »Han kunne lide at drikke. Så han drak. Han kunne lide at sejle. Så han sejlede. Han var skuespiller. Han var lykkelig og stolt over at være skuespiller. Han så på mig og sagde: »Har du det godt? Er alting i orden?« Han sørgede for mig. »Er der noget du har brug for?« For at sige det enkelt: Der var ikke noget forlorent ved Bogart. Han var en mand.«*


DER er andre versioner af, hvordan det var. En apokryf anekdote fortæller, at Hepburn holdt små foredrag om afholdenhed for sin modspiller. Hepburn var aldrig berømt for at lytte. »Hun talte til mig, som om jeg var en mikrofon,« skal den hårdkogte mandlige stjerne have sagt. For Hepburn kom The African Queen som et trods alt behageligt eventyr efter et teaterengagement som Rosalind i Som man behager. I bogen skriver hun selv billedteksten til et indsmigrende PR-foto: »Ved en pressekonference – jeg prøver at se henrivende ud.« 
   Pretending to be adorable. Hepburn vidste, hvad det handlede om og fik ikke højere tanker om sit publikum med tiden. Hun svarede aldrig på fanbreve og gav ikke autografer. Ved en gallapremiere smækkede hun bildøren i for næsen af en ivrig fan. »Vi har skabt Dem, Miss Hepburn!« råbte beundreren såret. »Like hell you have!« råbte Hepburn tilbage. Alligevel erklærede hun: »I only want to go on being a star. It’s all I know how to be.«


HUN blev dygtig til at være netop dét, en professionel gammel stjerne, der værnede om sit privatliv og bar seks årtiers filmhistorie med sig, når hun sagde ja til en opgave. Der var mange store roller i den lange skumringstid: moderdyret i Suddenly, Last Summer (1959, da. Pludselig sidste sommer), moderen i Sidney Lumets filmudgave af A Long Day’s Journey into Night (1962, da. Lang dags rejse mod nat), dronning Eleanor af Aquitanien i Anthony Harveys Oscar-ædende filmatisering af James Goldmans skuespil The Lion in Winter (1968, da. Løve ved vintertide).
   Alt var dog stift og lidt teatralsk, ikke levende som 30 år før, da hun sammen med James Stewart var sårbar, nær og virkelig under månen i Philadelphia. Værst på denne afstand virker Stanley Kramers grådkvalte problemfilm Guess Who’s Coming to Dinner? (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag?), hvori Hepburn og Tracy er parret, der præsenteres for en sort svigersøn i skikkelse af Sidney Poitier. Filmen blev Spencer Tracys sidste og er svær at tage alvorligt i dag. Så er der mere ægte dybde, og bestemt mere saft og ærlig kraft, i Stuart Millars gammelmandswestern Rooster Cogburn (1975, da. Sheriffen og pebermøen), hvor en ældet John Wayne spiller titelfiguren.

VÆRKLISTEN fra Hepburns sidste årtier er fuld af tv-film med titler, som næsten siger alt om præmissen: Mrs. Delafield Wants to Marry (1986), Laura Lansing Slept Here (1988). Gæt hvem der sidder med solhat på i havestolen og spiller Mrs. Delafield og Laura Lansing, før en vilkårlig faktor vækker det gamle hjerte til live? Hepburns sidste filmrolle falder i 1994, da hun 87 år gammel spiller Warren Beattys tante i en genindspilning af An Affair to Remember. Det sidste skud var tv-filmen One Christmas (1995) efter Truman Capotes erindringsnovelle.
   Overhovedet arbejdede Hepburn hårdt og atypisk åbent i begyndelsen af 90erne, da hun må have vidst, at det var et spørgsmål om tid, før rystesygen gjorde hende helt uarbejdsdygtig, hvis alderdommen ikke fik hende først. Udgivelsen af selvbiografien Me: Stories of My Life (1991), som ikke er skrevet i samarbejde med en journalist, blev ledsaget af flittig optræden i talkshows, og hun var selv vært i helaftensdokumentaren Katharine Hepburn: All About Me fra 1993. Hepburn ville bæres ud. Få legender har været så sejlivede og klare i tanken til den bittersøde slutning.


ÉN bemærkelsværdig film rager op over de øvrige i hendes sene årtier med evige tante- og bedstemorroller. Mark Rydells On Golden Pond (1981, da. Deres sensommer), som hun fik sin fjerde Oscar for, er nem at affærdige som sentimental og banal. Flere kritikere fandt det uklædeligt privat at lade Henry og Jane Fonda eksponere en udsoning mellem far og datter for åbent kamara, før patriarken sov ind i en brusende lysflod af strygerledsaget indian summer. Men filmen siger nogle vigtige ting om kemien i en familie og udtrykker dem med en værdig patos, der bliver ved med at virke og vinder i styrke, efterhånden som man selv bliver ældre.
   Hepburn fik aldrig selv børn (»I was too selfish to be a mother«) og var kun gift én gang, med Ludlow Ogden Smith i årene 1928-34. Ved sin død var hun ikke længere box office poison. Snarere blev den gamle dame betragtet som et nationalt mindesmærke. Så farvel til majestæten. The American Queen, kunne fartøjet hedde, hvis kisten med den sidste guldalderstjerne skulle sendes ned ad floden mod øen af glas. Miss Hepburn var her, mine damer og herrer!




*) Katharine Hepburn: The Making of The African Queen or How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. 134 s. New York: Alfred A. Knopf, 1987. En håndskreven beretning om optagelserne, som fandt sted i Uganda og Belgisk Congo (nu DR Congo). Skønt mange scener er optaget i Shepperton Studios i England, blev der arbejdet on location fra maj til august 1951. Det var vigtigt for John Huston at gøre optagelserne så realistiske og strabadserende som muligt. Bogen er fuld af kærligt reproducerede fotos. Den er skrevet 30 år efter og bygger vel på optegnelser, Hepburn førte under arbejdet. Et godt sted at lære stemmen at kende. Bogen er en kunstgenstand. Jeg gjorde klogt i at anskaffe den, da den var ny. 




Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TCM/ Variety/ Wikipedia Common/ National Portrait Gallery/ Library of Congress
Få af de gamle film bliver streamet i Europa. The Criterion Collection har udgivet The Philadephia Story og Holiday i restaurerede blu-ray kopier. Eureka har udgivet The African Queen på blu-ray i Masters of Cinema-serien. Criterion udgiver Bringing Up Baby på blu-ray 26.07.2021.
Nekrologen er trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.07.2003