Translate

Viser opslag med etiketten James Stewart. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten James Stewart. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)


VI HAR BRUG FOR HINANDEN
Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.
   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.
   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.


JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.
   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.



VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.



DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.
   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.



EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.
   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*



I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »
New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.
   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.


EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 
   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    
   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***
   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.
   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."
   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."
   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.
   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!
   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »
et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.
   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948


Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019
Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)

onsdag den 23. juni 2021

Amerikas dronning: Katharine Hepburn 1907-2003


EN KVINDE GØR OPRØR
Katharine Hepburn 1907-2003

Af BO GREEN JENSEN

KATHARINE Hepburn var det sidste store navn fra den klassiske Hollywood-generation, som brød igennem sammen med tonefilmen. Hun var 96 år, da hun døde i sit hjem i Old Saybrook, Connecticut, den 29. juni, 2003.
   Der havde da været stille om stjernen i en årrække. Man vidste, at Parkinson-sygen som ramte hende i 1980erne havde gjorde det umuligt for hende at træde frem. Der var heller ikke mere at bevise. Rollerne var spillet, bøgerne var skrevet, hun havde endelig oplevet at føle sig elsket af høj og lav i skøn forening. Det har næppe været svært at give slip. Formentlig har slutningen kedet hende lidt.
   Hepburn blev født med en sølvske i munden i Hartford, Connecticut. Moderen var feminist og kvindesagsforkæmper, faderen var læge med speciale i kønssygdomme. Familien havde penge, men hyldede det radikale som princip. Da hendes storebror hængte sig, var det den 14-årige Katharine som fandt ham. Ingen talte siden om Tom, der ikke kunne bære så megen rationalisme. »They moved on into life,« står der i selvbiografen. »De gik videre ind i livet.«
   Som teenager var hun aldrig i tvivl om, at hun ville være skuespiller. At tage eksamen fra Bryn Mawr College var nærmest en formssag og hørte med til den fornødne udrustning. Hun blev bemærket allerede for en mindre teaterrolle i Lysistrate. Så kaldte både Broadway og Hollywood, for Hepburn var født med de rigtige forbindelser. Debuten gik fint, hun var køn, hun var elsket. Hun kunne spille, hvad det skulle være, og var ivrig efter at bevise det.
   Da var det, at nogen brat tændte lyset, og alt måtte genovervejes. For efter de første søde hvedebrødsdage veg publikum tilbage. Hepburn selv havde svært ved at tro det – og efterhånden har man glemt det, for legenden om den evige stjerne blev efterhånden selvforstærkende – men der var faktisk flere årtier, hvor hun måtte kæmpe for hver hovedrolle. Uden denne modgang havde hun næppe skabt de karakterer, som hun altid vil blive husket for. Først da hun gjorde sig fri af sit image, kunne skuespilleren træde i karakter.


OM to af Hepburns største roller, isdronningen Tracy Lord som smelter i The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet) og karrierekvinden Tess Harding der endelig retter sig ind efter manden i Woman of the Year (1942, da. Årets kvinde), tænker man, at de kunne være skrevet til hende. Det blev de også. Modsat mange klassiske navne, der arbejdede på studiesystemets præmisser og på godt og ondt lod sig forme i selskabets billede af dem, brød Hepburn tidligt ud af båsen og tog sin skæbne i egne skælvende hænder. Hun blev, som det siges i Peter Schepelerns Filmleksikon (1995), »et sjældent eksempel på en Hollywood-stjerne, der selv har haft indflydelse på valget af sine roller.«
   Filmbyen vidste nemlig ikke, hvad den skulle stille op med hendes særegne kvaliteter. Underholdningsindustrien er et demokratisk medium, og det brede publikum havde det svært med Hepburns aristokratiske aura og kantede, bedrevidende facon. Manden og kvinden på gaden tog hende ikke til deres hjerter. Hun blev betragtet som et overklasseløg og var ikke i besiddelse af den leflende ydmyghed, der kan overvinde sådan et handicap. Først langt senere i karrieren blev Hepburn populær i egentlig forstand. I slutningen af 30erne fik hun derimod ry for at være, hvad branchen kaldte »box office poison«. Hun solgte ikke billetter. En film med Hepburns navn på plakaten skræmte snarere publikum væk. I hvert skulle der helst være en mildere kønsfælle med som den sexede søster og en markant mandlig modspiller som Cary Grant.
   Hepburn skrev kontrakt med selskabet RKO, da hun kom til Hollywood i 1932. Hun slog an med det samme, gjorde et behageligt indtryk som John Barrymores datter i A Bill of Divorcement (1932, da. Skilsmissen), der blev instrueret af hendes altid lydhøre forkæmper George Cukor, og satte sig i respekt som den kvindelige pilot i Dorothy Arzners for længst glemte Christopher Strong (1933, da. Elskerinden), der af kritikeren Pauline Kael fik skudsmålet »en krukket, højtstemt, kvalmende ædel Katharine Hepburn-film, men også en af de sjældne film som skildrer kærligheden fra en kvindes seksuelle synsvinkel.«
   I Lowell Shermans Morning Glory (1933) spillede hun stjernefrøet Ada Love, der drives frem af blind ambition, tager scenenavnet Eva Lovelace og gør, hvad det skal være, for at slå igennem på Broadway. For denne rolle modtog Hepburn den første af karrierens fire Oscars, og samme år brød hun endegyldigt igennem som Jo i Cukors populære filmatisering af Louisa May Alcotts børnebogsklassiker Little Women (da. Pigebørn), den eneste af Hepburns tidlige film, som stadig vises med nogen form for regelmæssighed.


DET er ingen ubetinget positiv oplevelse at gense disse film i dag. Hepburns register er endnu begrænset, og hendes indsats ligger langt fra den paradoksale hudløse solidaritet med karaktererne, som slår igennem sidst i årtiet. I begyndelsen fæster man sig snarere ved den behagesyge, der lurede på Hepburn gennem hele karrieren. I 16 filmstjerner (1999) skriver kritikeren Jørgen Stegelmann om Little Women: »Da jeg genså den for nylig, så jeg nok, at hun var en stor stjerne, men samtidig også, i hvor høj grad hendes sikre spil levede på ubeslutsomhed, ikke så meget på talent som på klog beregning, for denne unge pige spiller hun med lillepigetoner, der så tydeligt skal vise os, at Jo er familiens yngste og barnligste, og det er helt utåleligt og helt kunstigt.«
   Det får Stegelmann til at gøre følgende hårde, men ikke urimelige status over Hepburns ujævne karriere: »Hun brød igennem som en stærk ny personlighed, og hun fastholdt denne sin stærke personlighed i film efter film langt op i sin høje alderdom. Men ved siden af denne udstråling af personlighed og talent lå også et præg af det kunstige, af det dirrende tillærte, noget, der lå tæt på det utroværdige og ret skabagtige (...) Hun er et stort talent med store svagheder, men i sine største film mestrer hun at styre sine rige evner uden overdrivelser, med en enestående præcision og en bevægende sikkerhed i sin replik.«


TIL Hepburns forsvar skal siges, at hun var opmærksomhed på sine svagheder og i øvrigt afhængig af, hvilke roller hun fik tildelt og hvordan hun blev bedt om at spille dem. RKO prøvede hende af i en forvirret vifte af gennemsnitlige film i forskellige genrer: John Cromwells Spitfire (1934), Richard Wallaces The Little Minister (1934), Philip Moellers Break of Hearts (1935), John Fords Mary of Scotland (1936, da. Maria Stuart), som faktisk er rimelig rædselsfuld, og Mark Sandrichs A Woman Rebels (1936, da. En kvinde gør oprør). Publikum begyndte at sive, men det blev klart, at hun kunne bære en film, hvis instruktøren holdt af og troede på hende. Det gjorde George Stevens og George Cukor. I samme periode er hun anderledes overbevisende i Stevens’ Alice Adams (1935, da. Nitten år) og Cukors Sylvia Scarlett (1935).
   Sidst i årtiet falder så tre af de bedste film og stærkeste roller. Tiden selv holdt mest af Gregory La Cavas Stage Door (1937, da. Rivalinder), hvor hun og Ginger Rogers deler værelse i teaterpensionatet, men det er især de to film med Cary Grant, Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden), Howard Hawks’ geniale screwballkomedie efter Dudley Nichols’ afsindige manuskript, og George Cukors bevægende Holiday (1938, da. To mennesker gør sig fri), som vi genser. Bringing Up Baby blev Hepburns sidste film for RKO. Studiets næste opgave til hende var endnu en intetsigende rolle i melodramaet Mother Carey’s Chickens (1938), og Hepburn ville ikke mere. For $220.000 købte hun sig fri af kontrakten med RKO og formidlede selv kontakten til Columbia Pictures, der erhvervede Holiday som en færdig pakke, komplet med Cukor og Cary Grant i.


I Bringing Up Baby og Holiday udvikler Hepburn den karakter, som ligger bedst for hendes evner. Genremæssigt er filmene langt fra hinanden, men i realiteten fremstiller Hepburn den samme person. I Baby er hun den hårdkogt forkælede, ekstremt egoistiske rigmandsdatter, som forelsker sig i Grants distræte videnskabsmand og kommer en anelse en nærmere jorden. Hepburn og Grant er en god alliance. Begge oser af intelligens og kan derfor spille fjollede, så det giver mening. Endvidere matcher deres snakketøj hinanden. Screwballformens maskingeværsild af overlappende nonsensreplikker, hele niveauet af kaos og støj, krævede megen skarphed af spillerne.
   Der er dog flere nuancer i Holiday. Her er det den kønne søster, som Grant har forelsket sig i, men det bliver Hepburns melankolske enspænder, som han forlader det rige hjem sammen med. To mennesker gør sig fri, både Grant og Hepburn springer ud som elskende, og især er en afgørende scene, hvor Hepburn viser Grant sit private tilflugtssted oppe på kvisten, et filmøjeblik der bliver hængende.


HEPBURN satte så megen pris på Holiday, at hun bad forfatteren Philip Barry skrive et skuespil med en lignende stærk kvinderolle. Resultatet blev The Philadelphia Story, som Hepburn var en stor succes i, da forestillingen åbnede på Broadway. Hepburn havde søgt tilflugt i teatret, da det blev klart, at David O. Selznick ikke ville give hende rollen som Scarlett O’Hara i Borte med Blæsten. I dokumentarfilmen The Making of a Legend: Gone With the Wind (1989) kan man se Hepburns prøveoptagelse – det ville godt nok være blevet en anden slags film. I stedet satsede hun på The Philadelphia Story, som hun købte rettighederne til og solgte videre til MGM.
   Det bliver så hér, at Hepburns karakter endelig får alle nuancerne frem. Her er humor, romantik, en vis form for følelsesmæssig realisme og en teatertekst, der formelig blomstrer på film. Waldo Salt og Donald Ogden Stewart bearbejdede Barrys skuespil, som Joseph L. Mankiewicz producerede. Det var Louis B. Mayers egen ide at anbringe Hepburn mellem James Stewarts fandenivoldske reporter, Ralph Bellamys godmodigt bornerte forlovede og Cary Grants elegante eks-mand (alene navnet C. Dexter Haven har stil), der ene af alle kender sin Tracy. Scenen hvor Hepburn bliver træt af altid at høre om sin kulde, og natten før brylluppet drikker sig varm og beruset i måneskin sammen med Stewart, er nok hendes reneste filmøjeblik.


OGSÅ Hepburn overskrider fordomme, demonstrerer at hun er sårbar og formår at blive opfattet som attråværdig. Den ranglede kvinde med fregner og kindben var aldrig pin-up materiale. Hun havde ikke et af den slags ansigter, som unge mænd og kvinder på forskellig vis fantaserer om at besidde. Men i denne film har hun det for en tid. Kernen i Barrys tekst var i øvrigt så slidstærk, at The Philadelphia Story ikke blev nævneværdigt ringere, da MGM fjorten år senere genanvendte materialet, hældte fem Cole Porter-sange i gryden og serverede musicalen High Society (1956) med Frank Sinatra, Bing Crosby og Grace Kelly.
   The Philadelphia Story blev en sællert, men ikke for Hepburns skyld. Først da hun gentog kunststykket og tilbød Woman of the Year som en færdig pakke, gav MGM efter og fastansatte hende. Ring Lardner Jr. og Michael Kanin skrev manuskriptet specielt til Hepburn og Spencer Tracy. Teksten er omhyggeligt justeret efter de normer for kvindelig selvstændighed, hertil-og-ikke-længere, som 1940erne satte pris på. Tracy blev således set som manden, der kunne tæmme trolden Hepburn, både på lærredet og uden for biografen, hvor parret delte bord og seng i en menneskealder, skønt katolikken Tracy var gift med en anden og undlod at lade sig skille.
   Så godt som alle Hepburns og Tracys film sammen er variationer over The Taming of the Shrew. Det gælder i særdeleshed den mest populære, Adam’s Rib (1949, da. Adams ribben), som George Cukor instruerede. Her er der kommet en næsten kælen tone af underkastelse ind i det sølvbryllupsagtige forhold mellem de konkurrerende advokatægtefæller. Ruth Gordon og Garson Kanin skrev manuskriptet, der i forhold til Woman of the Year repræsenterer en forstemmende banlisering.


DET er på de store film fra perioden 1938-42, at Hepburns myte hviler. Alligevel husker vi hende bedre som tough ældre kvinde, pebermøen med et hjerte af guld, der er god nok, når man kradser lidt i den barske overflade. Hepburn ville respekteres, men mest af alt ville hun elskes, og det blev hun omsider i denne skikkelse, som hun første gang afslører i John Hustons The African Queen (1952). Hun er hun den indledningsvis bornerte lærerinde, som forelsker sig i drukkenbolten Humphrey Bogart, der genfinder løven i manden, mens de trodser alle Afrikas farer på vej ned ad floden i Congo. Man kan sagtens se, at filmen er noget af et nummer. Alligevel fanger den hjertet hver gang.
   Efter ti år med tvivlsomme roller – for i 40erne havde MGM lige så svært ved at administrere Hepburns talent, som RKO havde haft i 30erne – blev Afrikas dronning endnu et sent gennembrud. De legendariske strabadser under optagelserne har siden været stof for flere fremstillinger, bl.a. Clint Eastwoods White Hunter, Black Heart (1990, da. Hvid jæger, sort hjerte), der bygger på Peter Viertels roman fra 1953. Eastwood spiller selv Huston-figuren. Charlotte Cornwell kan end ikke antyde Hepburn.
   Selv fandt Hepburn i 1987 sine gamle dagbøger frem og udgav den særdeles fornøjelige The Making of The African Queen, or, How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. Om Bogart skriver hun bla.: »Han kunne lide at drikke. Så han drak. Han kunne lide at sejle. Så han sejlede. Han var skuespiller. Han var lykkelig og stolt over at være skuespiller. Han så på mig og sagde: »Har du det godt? Er alting i orden?« Han sørgede for mig. »Er der noget du har brug for?« For at sige det enkelt: Der var ikke noget forlorent ved Bogart. Han var en mand.«*


DER er andre versioner af, hvordan det var. En apokryf anekdote fortæller, at Hepburn holdt små foredrag om afholdenhed for sin modspiller. Hepburn var aldrig berømt for at lytte. »Hun talte til mig, som om jeg var en mikrofon,« skal den hårdkogte mandlige stjerne have sagt. For Hepburn kom The African Queen som et trods alt behageligt eventyr efter et teaterengagement som Rosalind i Som man behager. I bogen skriver hun selv billedteksten til et indsmigrende PR-foto: »Ved en pressekonference – jeg prøver at se henrivende ud.« 
   Pretending to be adorable. Hepburn vidste, hvad det handlede om og fik ikke højere tanker om sit publikum med tiden. Hun svarede aldrig på fanbreve og gav ikke autografer. Ved en gallapremiere smækkede hun bildøren i for næsen af en ivrig fan. »Vi har skabt Dem, Miss Hepburn!« råbte beundreren såret. »Like hell you have!« råbte Hepburn tilbage. Alligevel erklærede hun: »I only want to go on being a star. It’s all I know how to be.«


HUN blev dygtig til at være netop dét, en professionel gammel stjerne, der værnede om sit privatliv og bar seks årtiers filmhistorie med sig, når hun sagde ja til en opgave. Der var mange store roller i den lange skumringstid: moderdyret i Suddenly, Last Summer (1959, da. Pludselig sidste sommer), moderen i Sidney Lumets filmudgave af A Long Day’s Journey into Night (1962, da. Lang dags rejse mod nat), dronning Eleanor af Aquitanien i Anthony Harveys Oscar-ædende filmatisering af James Goldmans skuespil The Lion in Winter (1968, da. Løve ved vintertide).
   Alt var dog stift og lidt teatralsk, ikke levende som 30 år før, da hun sammen med James Stewart var sårbar, nær og virkelig under månen i Philadelphia. Værst på denne afstand virker Stanley Kramers grådkvalte problemfilm Guess Who’s Coming to Dinner? (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag?), hvori Hepburn og Tracy er parret, der præsenteres for en sort svigersøn i skikkelse af Sidney Poitier. Filmen blev Spencer Tracys sidste og er svær at tage alvorligt i dag. Så er der mere ægte dybde, og bestemt mere saft og ærlig kraft, i Stuart Millars gammelmandswestern Rooster Cogburn (1975, da. Sheriffen og pebermøen), hvor en ældet John Wayne spiller titelfiguren.

VÆRKLISTEN fra Hepburns sidste årtier er fuld af tv-film med titler, som næsten siger alt om præmissen: Mrs. Delafield Wants to Marry (1986), Laura Lansing Slept Here (1988). Gæt hvem der sidder med solhat på i havestolen og spiller Mrs. Delafield og Laura Lansing, før en vilkårlig faktor vækker det gamle hjerte til live? Hepburns sidste filmrolle falder i 1994, da hun 87 år gammel spiller Warren Beattys tante i en genindspilning af An Affair to Remember. Det sidste skud var tv-filmen One Christmas (1995) efter Truman Capotes erindringsnovelle.
   Overhovedet arbejdede Hepburn hårdt og atypisk åbent i begyndelsen af 90erne, da hun må have vidst, at det var et spørgsmål om tid, før rystesygen gjorde hende helt uarbejdsdygtig, hvis alderdommen ikke fik hende først. Udgivelsen af selvbiografien Me: Stories of My Life (1991), som ikke er skrevet i samarbejde med en journalist, blev ledsaget af flittig optræden i talkshows, og hun var selv vært i helaftensdokumentaren Katharine Hepburn: All About Me fra 1993. Hepburn ville bæres ud. Få legender har været så sejlivede og klare i tanken til den bittersøde slutning.


ÉN bemærkelsværdig film rager op over de øvrige i hendes sene årtier med evige tante- og bedstemorroller. Mark Rydells On Golden Pond (1981, da. Deres sensommer), som hun fik sin fjerde Oscar for, er nem at affærdige som sentimental og banal. Flere kritikere fandt det uklædeligt privat at lade Henry og Jane Fonda eksponere en udsoning mellem far og datter for åbent kamara, før patriarken sov ind i en brusende lysflod af strygerledsaget indian summer. Men filmen siger nogle vigtige ting om kemien i en familie og udtrykker dem med en værdig patos, der bliver ved med at virke og vinder i styrke, efterhånden som man selv bliver ældre.
   Hepburn fik aldrig selv børn (»I was too selfish to be a mother«) og var kun gift én gang, med Ludlow Ogden Smith i årene 1928-34. Ved sin død var hun ikke længere box office poison. Snarere blev den gamle dame betragtet som et nationalt mindesmærke. Så farvel til majestæten. The American Queen, kunne fartøjet hedde, hvis kisten med den sidste guldalderstjerne skulle sendes ned ad floden mod øen af glas. Miss Hepburn var her, mine damer og herrer!




*) Katharine Hepburn: The Making of The African Queen or How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. 134 s. New York: Alfred A. Knopf, 1987. En håndskreven beretning om optagelserne, som fandt sted i Uganda og Belgisk Congo (nu DR Congo). Skønt mange scener er optaget i Shepperton Studios i England, blev der arbejdet on location fra maj til august 1951. Det var vigtigt for John Huston at gøre optagelserne så realistiske og strabadserende som muligt. Bogen er fuld af kærligt reproducerede fotos. Den er skrevet 30 år efter og bygger vel på optegnelser, Hepburn førte under arbejdet. Et godt sted at lære stemmen at kende. Bogen er en kunstgenstand. Jeg gjorde klogt i at anskaffe den, da den var ny. 




Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TCM/ Variety/ Wikipedia Common/ National Portrait Gallery/ Library of Congress
Få af de gamle film bliver streamet i Europa. The Criterion Collection har udgivet The Philadephia Story og Holiday i restaurerede blu-ray kopier. Eureka har udgivet The African Queen på blu-ray i Masters of Cinema-serien. Criterion udgiver Bringing Up Baby på blu-ray 26.07.2021.
Nekrologen er trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.07.2003

torsdag den 12. marts 2020

Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015)


MENIGMAND OG MAGTAPPARATET
Mesterlig skildring af den kolde krigs varme spioner 

Af BO GREEN JENSEN

SPIONERNES bro hedder Glienicker Brücke. Den ligger ved Berlin og forbinder Wannsee-distriktet med Potsdam i Brandenburg. I DDR-tiden var her en grænseovergang. Fordi beliggenheden var diskret, blev Glienicke-broen brugt som udvekslingssted, når man byttede fanger, som vidste for meget.
   Den første handel fandt sted den 10. februar 1962. USA udleverede KGB-officeren Vilyam Fisher, der var dømt for spionage under navnet Rudolf Abel. Sovjetunionen udleverede U2-piloten Francis Powers, der blev skudt ned i luftrummet over Sverdlovsk, det nuværende Jekaterinburg, i maj 1960.
   En joker i spillet var Frederic Pryor, en ung amerikaner, som studerede økonomi og blev anholdt i august 1961, da DDR byggede muren mod Vest. Også Pryor blev udleveret. Det skete ved Checkpoint Charlie i Friedrichstrasse, og det gik mere stille for sig, end myndighederne havde håbet.
   For stormagterne var det vigtigt at dysse tingene ned. For DDR var det afgørende at blive anerkendt som nation. Hvis USA byttede Powers for Pryor, tilkendegav man, at DDR var et land. Af samme grund var CIA helst fri for at få Pryor tilbage. Han vidste alligevel ikke noget, som Kreml kunne bruge.
   Kun fordi forhandleren insisterede, kom Pryor sikkert hjem. Mægleren var en amerikansk advokat, James B. Donovan, som blev sendt til Berlin, fordi han kendte Rudolf Abel. Donovan havde forsvaret Abel i 1957, da de fleste ville se stort på forfatningens fine principper og klynge kommunisten op. Det er derfor den stille jurist, som er helten i Steven Spielbergs film om frygtens tid.


SPIONERNES bro er en sjældent velskabt spændingsfilm, som lykkes på flere niveauer. Ikke mindst er der tale om en overbevisende mentalitetshistorisk rekonstruktion. Angsten for en atomkrig og hysteriet bag heksejagten på dissidenter er livagtigt reproduceret. Men også cowboyatmosfæren og fornemmelsen af, hvor vilkårligt det hele i grunden går til.
   Historisk fiktion er som science fiction: den handler også om tiden, hvor den bliver skabt. Der er i Bridge of Spies en skarp kommentar til dagens nye mccarthyisme. I retten siger Donovan, at den kolde krig er konflikten mellem to ligeværdige ideologier. På forunderlig vis hører dommerne efter.

  
DER er to præcis lige lange akter i Spielbergs stramt komponerede film. I den første bliver Donovan beskikket til at forsvare Abel/Fisher og tager opgaven mere alvorligt, end nogen har ønsket eller forestillet sig. Der opstår en stille respekt mellem hædermanden og den stoiske spion, som altid svarer: »Ville det hjælpe?«, når Donovan spørger, om han er nervøs.
   Alle amerikanske kræfter raser og vil have Abel sat i den elektriske stol: Donovans mønsterfamilie, partnerne i advokatfirmaet, dommeren med de høje principper, mediernes ansvarshavende stemmer og svinehunden i folkedybet.
   Advokaten afviser alle slags pres, bliver selv en lille dobbeltagent og overtaler Højesteret til at lade Abel leve, for det første af humanitære årsager, for det andet fordi han er nyttig som brik, hvis det bliver nødvendigt at handle med fjenden. Det er den sidste del af argumentet, som overbeviser systemet.



SÅ i anden akt er scenen sat for udvekslingen på Glienicker Brücke. Spielberg gør sig umage med et kapitel af koldkrigshistorien, som man sjældent ser skildret på film. Man har ofte nok set Muren stå og falde. Her bliver den opført, mens Donovan forhandler.
   Sebastian Koch og Burghart Klaussner er fremragende som østtyske embedsmænd, der prøver at få DDR ind i kampen. Koch spiller sagføreren Wolfgang Vogel, som også i virkeligheden var et modstykke til Donovan. Mikhail Gorevoy er skiftevis komisk og skræmmende som den sovjetiske Ivan Schischkin, der konstant må konferere med sit bagland.
   Donovan afleverer sin skræddersyede frakke til gadebanden ved Muren og døjer siden med en mandshøj forkølelse. Alle vil have ham til at makke ret og få udvekslingen eksekveret. Donovan holder hovedet koldt, trodser CIA og kan for sidste gang spørge Abel, om han ikke er nervøs. Den tørre lille soldat spørger atter: »Would it help?«
   Det er Tom Hanks, der bærer filmen, men han er mere end matchet af englænderen Mark Rylance, som gestalter den illusionsløse Abel. Amy Adams har rollen som Donovans hustru, en husmor efter 50ernes hjerte. Alan Alda, 79 år, spiller Donovans partner. For ældre mænd som undertegnede er det godt at se gense »Hawkeye« Pierce fra ti store tv-sæsoner af M*A*S*H.

  
BRØDRENE Coens manuskript er en gevinst. Der er varme og vid til at neutralisere den hysteriske tidsfarve i første akt og den genrebelastede spænding i anden. Vi er ikke i en Ian Fleming-fantasi. Ej heller i John le Carré-land, hvor alle kender reglerne. Snarere i den ende af genren, hvor en almindelig mand bliver trukket ind i spionernes verden og returneret til normaliteten bagefter.
   Tom Hanks tager varmt bad i rollen som James Donovan, den amerikanske menigmand, der står fast på de fundamentale værdier, elsker sin familie og er tapper og ressourcestærk, når det skal være. Sådan har Spielberg brugt Hanks i flere omgange, mest mindeværdigt i Saving Private Ryan.

  
TOM Hanks er vor tids James Stewart. Det er i den forbindelse interessant, at Rudolf Abel-affæren blev filmatiseret allerede i 1959. Netop Stewart havde rollen som G-manden »Chip« Hardesty i Mervin LeRoys The F.B.I. Story. Vera Miles var Mrs. Hardesty, og J. Edgar Hoover var personligt til stede under optagelserne for at sikre, at alt blev forskønnende fremstillet.
    Et P.S. oplyser, at den virkelige James Britt Donovan (1916-1970) fik smag for efterretningsarbejdet og lod sig inddrage i flere fangeudvekslinger. I juni 1962, efter Kennedy-administrationens mislykkede forsøg på at sætte tropper i land ved Svinebugten på Cuba, var det Donovan som formidlede frigivelsen af 1123 fanger. Det lykkedes ham at få 500 kvinder og børn med i købet.



SPIONERNES bro er en fornem koldkrigsfabel. Det bedste ved historien er dog måden, som den bliver fortalt på. Spielberg bruger alle traditionens virkemidler og formidler sit stof i en klar, besnærende selvfølgelig form. Resultatet er en mesterklasse i, hvordan man laver mainstreamfilm. Efter Munich og Lincoln må Bridge of Spies være Spielbergs bedste politiske film.



Spionernes bro (Bridge of Spies). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Matt Charman + Ethan og Joel Coen. Foto: Janusz Kaminski. 141 min. USA 2015. Dansk premiere: 26.11.2015.


Foto: Dreamworks Pictures/ Fox 2000 Pictures/ Reliance Entertainment / Participant/ TSG Entertainment/ Amblin Entertainment/ Marc Platt Productions/ Studio Babelsberg/ Touchstone Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (trailer)/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Disney Buena Vista 02.02.2016 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2015