Translate

Viser opslag med etiketten Store filmatiseringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Store filmatiseringer. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)


VI HAR BRUG FOR HINANDEN
Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.
   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.
   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.


JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.
   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.



VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.



DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.
   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.



EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.
   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*



I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »
New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.
   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.


EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 
   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    
   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***
   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.
   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."
   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."
   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.
   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!
   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »
et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.
   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948


Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019
Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)

mandag den 19. juli 2021

John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]


DYRET I MANDEN
En mesterklasse i filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

TRODS sit stille britiske væsen har John Boorman (f. 1933) instrueret to af de mest barske og fejlfri stykker americana, som endnu rager op i filmhistorien.
   Det ene er thrilleren Point Blank (1967, da. Alcatraz-morderen) med Lee Marvin og Angie Dickinson. Det andet er Deliverance, som vi herhjemme kalder Udflugt med døden, skønt titlen rettelig burde være Forløsning.
   Ed (John Voight), Lewis (Burt Reynolds), Drew (Ronny Cox) og Bobby (Ned Beatty) er fire forretningsmænd fra Atlanta, som kommer på et ufrivilligt overlevelseskursus, da en kanotur på Cahulawassee River (faktisk floden Chattooga) i Georgia forvandles til et helvede på Jorden.
   De selvtilfredse mænd er en torn i øjet på de lokale, snu og ondskabsfulde hillbillies. To af dem beslutter at slå en klo i kødet på de bløde mænd. De voldtager og sodomiserer Bobby i en scene, som tidens publikum fandt vildt skandaløs.


DET andet store øjeblik i Deliverance er åbningssekvensen, hvor Drew spiller »
Duellin' Banjos« sammen med en retarderet albinodreng. Eric Weissberg hed den musiker, som faktisk førte guitaren. Fordi filmen var så stor en succes, kunne han i årevis turnere med bluegrassbandet Deliverance.
   Den selvhævdende Lewis Medlock er ikke så blød som de andre. Han dræber en af de savlende voldsmænd med et velrettet bueskud, der rammer tilskueren lige så stærkt. Herfra er der ingen vej tilbage. Ulykkerne tårner sig op, mens kanoen kastes rundt i flodens hvirvler.
   Samtidig æder filmen, der bygger på en roman af James Dickey, sig tættere ind på sit darwinistiske og faktisk semi-fascistiske tema: den stærke natur overlever, og hvis vi glemmer at fodre dyret i os selv, kan også vi en dag blive ofre for perverse, tilbagestående bjergbønder.



FILMEN var kontroversiel i sin tid, for at sige det mildt. Herhjemme havde kulturkritikken en af de hede diskussioner om censur, som stadig blusser op nu og da. Det er næsten altid noget med debattører, som vurderer hvad andre har godt af se. For selv er de selvfølgelig immune og ved bedre og »kan tage det«. I de år var der mange film, som tirrede skribenter fra hele det politiske spektrum: Ralph Nelsons Soldier Blue (1970), Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971), Sam Peckinpahs Straw Dogs (1971).
   Alle i tidens debat tager for givet, at Deliverance er et trivielt kulturprodukt, der spekulerer i vold og vederstyggelighed. James Dickeys roman blev oversat i 1971, og i lektørudtalelsen (dvs. bibliotekernes interne anmeldelse, som dengang havde virkelig vægt) skriver Niels Ebbe Bindslev: »Det er en skarp tegning af kontrasterne mellem to yderpunkter i civilisationens Amerika. Jeg finder bogen modbydelig, men kan ikke frakende forfatteren et glimrende skrivetalent og sans for spænding. Bogen vil sikkert blive efterspurgt og bør vel anskaffes i fornødent antal.«


MAN fornemmer foragten for det kulørte. Faktisk var James Dickey (1923-1997) lyriker først og fremmest. Han debuterede i 1960 og skrev tyve digtsamlinger, der især efter den femte, Buckdancer's Choice: Poems (1965), som fik en National Book Award, var toneangivende i tiden. Hovedværket er digtkredsen The Zodiac (1976), som Robert Penn Warren (All the King's Men) kaldte nyklassisk i sin anmeldelse i The New York Times Book Review.
   Fra 1966-68 fungerede Dickey som poesikonsulent for Library of Congress. Navnet på hædersposten blev senere ændret til Poet Laureate, så det lød mindre spinatfugleagtigt. I 1988 blev han optaget i American Academy and Institute of Arts and Letters. Han arvede stol #15 efter Wilbur Cross og John Steinbeck. Det viltre værk er samlet op i mange udvalg, fra Poems 1957-67 (1967) til The Whole Motion: Collected Poems 1949-92. 
   Dickey kombinerede sit forfatterskab med en akademisk karriere. Efter writer-in-residence poster i Oregon, Californien og Wisconsin, fik han et professorat på University of South Carolina, hvor han virkede til sin død. Kolleger som Robert Lowell og William Styron besøgte Columbia. Dickey skrev tre romaner efter Deliverance, men ingen med samme gennemslagskraft.



DET ser altsammen fremragende ud på papiret. Det var ikke så enkelt i praksis. Digterens søn, Christopher Dickey (1951-2020), blev selv forfatter og udenrigskorrespondent på The Washington Post, Newsweek og The Daily Beast. Han skrev i 1998 erindringsbogen Summer of Deliverance. Det er et nærbillede af en skræmmende far, som kun talte sandt i sin kunst.
   Ligesom Lewis Medlock i Deliverance var Dickey selv en habil bueskytte. Ligesom Drew Ballinger kunne han lide at spille guitar. Det var dog Jon Voight-figuren Ed Gentry, som forfatteren havde mest tilfælles med. Ifølge sin søn var James Dickey en stor, dominerende mand, der løj af lyst og drak, så det drev. John Boorman bad ham forlade produktionen. Dickey opførte sig som en herremand, der ejede filmsettet. Sønnen blev, fordi han var ansat som stand-in.
   Senere kom Dickey tilbage og var lidt mere ydmyg, da Boorman og Vilmos Zsigmond optog hans scener. Dickey mente selv, at det var Burt Reynolds, som ikke kunne lide ham. Det skal nok være rigtigt. »I just couldn’t handle his act – his Jim Bowie knife on this belt, cowboy hat, and fringed jacket,« skriver Reynolds i But Enough About Me: A Memoir (2015).



FILMEN er brutal, men også klar og smuk på en næsten renfærdig måde. Den er indbegrebet af maskulin romantik, men forholder sig samtidig kritisk til mændenes normer og neuroser. Spændingskurven er sikker og stram. Det er en film uden svinkeærinder. Der var mange epigoner. Især er Walter Hills Southern Comfort (1981) næsten lige så effektiv og seværdig.
   Deliverance er udgivet i alle fysiske formater, senest HD-bluray. 40 års-udgaven fra 2012 er remastereret i 2K med DTS-HD 5.1-lydspor. En 30 minutter lang dokumentar samler castet for sidste gang – Burt Reynolds døde i 2018, Ned Beatty i 2021. Alt bonusmateriale – det er meget – fra tidligere udgaver er samlet op. John Boorman taler selv på kommentarsporet.
   James Dickey er velanbragt i rollen som sheriffen, der sender Ed og Lewis hjem til civilisationen. Det er også Dickey, som er stjernen i den stemningsfulde, men desværre ganske korte Making Of-feature, »The Dangerous World of Deliverance«. Vilmos Zsigmonds scopebilleder står så klart som nogensinde.


I 2021 er John Boorman fyldt 88 år. Han har ikke lavet film, siden han i 2014 markerede sin 80 års fødselsdag med den selvbiografiske Queen & Country, som han både skrev, producerede og instruerede.
   Queen & Country følger Bill Rohan – der var dreng under 2. verdenskrig i Hope and Glory (1987) – gennem hans ungdom, soldatertid og første forelskelse. Hope and Glory var en stor succes og lidt af et kritisk comeback for Boorman, der var i bad standing efter Exorcist II: The Heretic (1977), et bestillingsarbejde, som han påtog sig for selv at kunne finansiere Excalibur (1981). Også Queen & Country er en kærlig, detaljemættet erindring, skønt tiden er nøjsom, og Koreakrigen spiller en rolle.
   I sit otium er Boorman til gengæld blevet en flittig forfatter. I 2016 udkom hans første roman, Crime of Passion, og i 2020 fulgte erindringsbogen Conclusions, der fører levnedsbeskrivelsen helt til dørs og slutter med dagsbogsnotater og ny, ganske overbevisende poesi. Mange af historierne er de samme, som Boorman fortalte i Adventures of a Suburban Boy (2003), men perpektivet er mere olympisk og mindre præget af, hvad Boorman i anden forbindelse kalder »the fearless ignorance of youth«.



BOORMAN skriver i begge bøger udførligt om arbejdet med Point Blank og Deliverance. I 2003 er fokus på logistikken, det besværlige samarbejde med James Dickey og den gode kemi mellem Jon Voight og Burt Reynolds, som begge blev castet i mangel af bedre.
   Boorman tilbød Jack Nicholson rollen som Ed, og Nicholson sagde ja på betingelse af, at hans gode ven og nabo, Marlon Brando, blev castet i rollen som Lewis. Brando forklarede Boorman, at filmskuespil ikke er rigtigt arbejde. Han skulle netop i gang med The Godfather og sagde blankt nej til Deliverance.
   Boorman fortæller også, at skønt Dickey er krediteret, brugte produktionen ikke hans manuskript. Arrangementet ligner den kreditering, som Vladimir Nabokov fik på Stanley Kubricks filmatisering af Lolita. Kubrick ringede i øvrigt til Boorman og bad ham fortælle om Bill McKinney, som spiller den ene af voldtægtsmændene i Deliverance. Kubrick ville caste ham som den sadistiske sergent i Full Metal Jacket.



BOORMAN har i Adventures of a Suburban Boy en plausibel analyse af, hvordan Dickey fordelte sider af sig selv på de fire mænd i Deliverance. Han beskriver, hvordan forfatteren kunne blive spontant bevæget på de samme steder, når han læste sine digte højt. Han måtte knibe en tåre og holde pause. Tilhørerne elskede den maskuline patos, men næste aften gentog Dickey sit trick, og så var virkningen mindre troværdig. »He reads them better than he writes them,« bemærkede kollegaen Robert Lowell.
   Ligesom Dickeys søn beskriver Boorman digterens promiskuøse væsen og mytomanien, som enten fulgte med alkoholismen eller var en medfødt egenskab. Han har ikke høje tanker om Dickey. Også han konkluderer, at forfatteren kun talte sandt i sine digte. Men løj i lange baner om sit liv.
   I Conclusions er fokus på erindringen om Lee Marvin, som døde i 1987, og Burt Reynolds, som døde i 2018. Boorman husker dem som mennesker og beskriver deres tilgang til skuespillerfaget. Boorman fortæller om Reynolds' skuffelse, da han ikke fik den Oscar, som han var nomineret til for sin rolle i Paul Thomas Andersons Boogie Nights (1997). Næste dag forklædte Jon Voight sig som tjener for at komme ind på hotellet og muntre ham op. Boorman binder tingene fint op i et kapitel med titlen »Hollywood – Burt Reynolds, Lee Marvin.«



I 2015 talte Boorman med Xan Brooks fra The Guardian. I interviewet ser han tilbage og husker tiden i Hollywood, hvor han ikke har arbejdet, siden han kom tilbage til sin irske landejendom efter fadæsen med The Heretic. Her er flere af de senere film blevet til. Både Zardoz, Excalibur og The General er skudt i bakkerne ved hans hjem. Boorman elsker Irland, fordi der er træer og floder.
   40 år senere siger han: »Jeg er et helt andet menneske nu. Somme tider kommer en eller anden hen til mig og siger: “Åh, jeg elsker Point Blank.” Og jeg har lyst til at sige: “Den film blev lavet af en anden person, som bærer mit navn, men er helt forskellig fra mig.” Jeg lavede de tidlige film i en blanding af frygt og dumdristighed. Når først man når det punkt, hvor man forstår processen, kan man aldrig arbejde i den uskyldige tilstand igen«.*
   Boorman har lavet 20 film på 50 år. Ti af dem er vigtige, og fem er næsten mesterværker: Point Blank og Deliverance, Zardoz og Excalibur, Hope and Glory. Boorman har naturligvis noget til overs for alle sine film, men ved eftertanke vælger han Deliverance som den mest fejlfri. Som Brooks refererer samtalen:
   »Hvis han skulle vælge én film over de andre, ville det nok blive Deliverance. 1972-klassikeren formår at være både muskuløs og mystisk, brutal og nuanceret, mens den sender fire midaldrende kanofarere (...) ned ad den skummende flod på vej mod deres eget Mørkets Hjerte. Instruktøren siger, at filmen er perfekt komponeret, ikke én ramme sidder forkert, selv om han stadig måber over de sundheds- og sikkerhedsregler, som han brød undervejs.«**



DET særlige er, at man kunne se det fra begyndelsen. Jeg var 17 år og gik i gymnasiet, da Deliverance fik dansk premiere. Vi lærte at spille »Duellin' Banjos«, vi tog virkelig filmen ind (som vi i samme periode tog A Clockwork Orange, O Lucky Man, Cabaret og Slaughterhouse-Five ind). Jeg stod i kø til Zardoz ved Atlantic Bio på Christianshavns Torv, fordi John Boorman havde lavet den film.
   Udflugt med døden så vi i Kastrup Bio. Vi vidste ikke noget om dét med James Dickey. Vi kendte Burt Reynolds fra tv-serierne Hawk og Dan August. Vi havde set Jon Voight i John Schlesingers Midnight Cowboy. Filmen kaster lange skygger. Fra Southern Comfort til Stand by Me og Jindabyne. Selv i Klovn – The Movie er der et subversivt ekko, da Casper og Frank tager på kanotur på Gudenåen, og Casper får smag for at blive misbrugt.
   Deliverance er en jagthistorie, en The River Wild-historie, en løgnehistorie, som siger sandheden. Den er altid værd at gense – og uomgængelig, hvis man netop starter ud.


*) »I’m a completely different person now. Occasionally somebody will come up and say: "Oh, I love Point Blank." And I want to say: "It was made by somebody with my name but quite different from me." I made those early films out of fear and daring. Once you get to the point where you understand the process, you can never work in that state of innocence again.« Xan Brooks: »John Boorman: 'Deliverance would be impossible to make today', The Guardian, Thursday June 4, 2015.

**) »If he had to pick one film above the rest, he supposes he would opt for Deliverance. This 1972 classic manages to be both muscular and mysterious, brutal and nuanced, as it dispatches four middle-class canoeists (Jon Voight, Burt Reynolds, Ned Beatty, Ronny Cox) down the rushing river towards their own heart of darkness. The director says the film is perfectly composed, not a frame out of place, although he marvels at the health-and-safety standards that he breached on the way.« Ibid.



Deliverance (Udflugt med døden). Instr.: John Boorman. Manus: James Dickey. Foto: Vilmos Zsigmond. 109 min. USA 1972. Dansk premiere: 30.10.1972

James Dickey: Forløsning. Oversat af Knud Søgaard. 262 s. Gyldendal, 1971.

James Dickey: Deliverance. 240 s. Houghton Mifflin, 1970. First Dell Printing, 1971.

John Boorman: Adventures of a Suburban Boy. 314 s. Faber & Faber, 2003.

John Boorman: Conclusions. 238 s. Faber & Faber, 2020.


Fotos: Warner Bros./ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/  The Guardian/ The Irish Times/ The James Dickey Page
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. [40th Anniversary Edition] 26.06.2012
Første del af teksten er en dvd-anmeldelse fra filmsitet Scope, januar 2000 – resten skrevet til i juli 2021.

torsdag den 16. juli 2020

Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939)


LANDET BAG REGNEN
L. Frank Baum, MGM og The Wizard of Oz

Af BO GREEN JENSEN

DE færreste eventyr er forsynet med en præcis brugsanvisning. Den praktisk anlagte L. Frank Baum fandt det dog naturligt at give instrukser. I førsteudgaven af The Wonderful Wizard of Oz (1900) står følgende, mildt polemiske programerklæring:
   »Folkesagn, legender, myter og eventyr har gennem tiderne været barndommens følgesvende, for alle raske børn nærer en sund og umiddelbar kærlighed til historier som er fantastiske, forunderlige og fuldstændig uvirkelige. Grimms og H.C. Andersens bevingede feer har bragt mere lykke i børnenes hjerter end nogen anden menneskelig frembringelse.
   Imidlertid er gamle dages eventyrfortælling, efter at have fascineret generationer, nu blevet et 'historisk klenodie' i børnenes bibliotek. Tiden er inde til at introducere nyere fantastiske fortællinger, hvorfra de stereotype ånder, dværge og feer er forvist sammen med alle de grusomme isnende passager som deres forfattere har brugt til at lade læseren uddrage en nådesløs lære i hver eneste fortælling. Moderne tiders skolegang tilfører i forvejen barnet moralfølelse og derfor søger barnet udelukkende underholdningen i de fantastiske fortællinger og ser gladelig bort fra alle de kontante moraler.
   Med denne tanke i erindring blev Troldmanden fra Oz skrevet for udelukkende at fornøje nutidens børn. Den higer efter en plads som moderne eventyr hvori forunderligheden og glæden er fastholdt, men gråden og mareridtene udeladt.«*


I

LYMAN Frank Baum (1856-1919) havde prøvet adskilligt, da han tilfældigt kom ind på at skrive for børn. Han havde forsøgt sig som skuespiller, primært i stykker af egen tilvirkning, og var gået fallit med avisprojekter som The Rose Lawn Home Journal.
   Der var mere hold i en karriere som butiksindehaver. Især gik Baum op i udsmykningsdelen, men »Baum’s Bazaar« kunne ikke bære i længden. En tid lang skrev og udgav han The Aberdeen Saturday Pioneer. Så kastede han sig over fjerkræopdræt og redigerede fagbladet The Poultry Record. Hans første udgivne bog, The Book of the Hamburgs (1886), var en manual om hønseavl.
   Baum var med andre ord foretagsom. I 1881 blev han gift med Maud Cage, med hvem han fik fire sønner. Familien boede flere steder i Midtvesten, før Baum slog sig ned i Chicago for at skrive. Især de svære år i South Dakota inspirerede Kansas-baggrunden i Troldmanden fra Oz. Det var Baums svigermor, feministen Matilda Joslyn Cage, som foreslog ham at nedskrive de historier, han fortalte sine børn. Da Baum fik smag for sagen, skrev han videre under eget navn, men brugte også pseudonymer som Edith van Dyne (Aunt Jane’s Nieces-serien) og Floyd Akers (The Boy Fortune Hunters-serien).
   The Wonderful Wizard of Oz udkom hos George M. Hill i Chicago. Baums tekst var illustreret – med tofarvede tegninger, som matcher fortælllingens geografi, blå for Munchkinland, grøn for Emerald City – af Willam Wallace Denslow, som Baum havde arbejdet sammen med i et af sine tilløb til Oz-bogen, Father Goose: His Book (1899). Hans første bog for børn, Mother Goose in Prose (1897), var i øvrigt illustreret af det senere stilikon Maxfield Parrish.
   The Wonderful Wizard slog an med det samme. Få bøger har sat sig dybere spor. Baum skrev 13 bind mere i serien, og da Glinda of Oz (1920) var udgivet posthumt, overtog Ruth Plumly Thompson tillidshvervet som »Royal Historian of Oz« og skrev 19 bind frem til 1939. John R. Neill, som havde illustreret alle Oz-bøgerne efter Baums brud med Denslow i 1902, skrev tre titler 1940-42, før Jack Snow, Rachel Cosgrove og endelig Eloise og Lauren McGraw (mor og datter) bidrog til serien. Den sidste kanoniserede Oz-bog, Merry Go Round in Oz, udkom i 1963. I Oz-litteraturen er disse titler kendt som »The Royal Forty«.



BAUM så Oz som et univers, han kunne vende tilbage til og trække nye historier ud af, ikke nødvendigvis med Dorothy Gale som handlingsbærer. F.eks. optræder hun ikke i bind to, The Marvellous Land of Oz (1902). Da det blev for omstændeligt at pendle mellem Kansas og Oz, lod han Dorothy blive i The Emerald City of Oz (1910). Herefter er bøgerne rendyrket fantasy. Da MGM i 1938 besluttede at filmatisere den første, var serien trykt i 10 mio. eksemplarer.
   Baum vidste, at han havde skabt en succes med muligheder for videreudvikling. I 1901 var han klar med en sceneversion, som Paul Tietjens skrev sangene til. I den forbindelse brød han med Denslow. De to mænd ejede figurerne sammen, men var uenige om fordelingsnøglen. Baum mente, at han havde moralsk ophavsret. Adskillige Oz-relaterede teaterproduktioner blev sendt på turné, før Baum i 1910 lod William Seligs Polyscope Company producere den første filmudgave af The Wizard of Oz. Også en forlystelsespark var på tegnebrættet.
   Samme år stiftede Baum og Selig The Oz Film Manufacturing Company og producerede The Land of Oz. I hastigt tempo fulgte The Patchwork Girl of Oz (1914), The Magic Cloak of Oz (1914 ) og The New Wizard of Oz (1914). Som Dorothy ses bl.a. Mildred Harris, Charlie Chaplins første hustru. Den mest interessante af de tidlige film er dog Larry Semons Wizard of Oz (1925), med Oliver Hardy i rollen som Tin Man. Den indgår i ekstramaterialet på den seneste dvd-udgivelse af The Wizard of Oz fra 2005.
   Som det fremgår, havde Oz haft betydning for tre-fire amerikanske generationer, da Louis B. Mayer første gang tænkte tanken om at satse stort på en filmmusical i technicolor. Det gjorde han, fordi Disney-studiets første animationsfilm i fuld spillelængde, Snow White and the Seven Dwarves (1937), havde sat en ny dagsorden. Faktisk var Snehvide og de syv små dværge alle tiders største amerikanske kassesucces. Da Mayer ansatte Mervin LeRoy som produktionsleder – efter Irving »The Last Tycoon« Thalbergs død - stod Troldmanden fra Oz på LeRoys ønskeliste. Ergo gav man sig til at udvikle projektet, som løftede Oz i myternes sfære.



II

DET er en enestående vellykket film, som demonstrerer styrken i samlebåndsprincippet fra studiesystemets store år. Tre forfatternavne er anført, men faktisk lå manuskriptet hos 14 skribenter, bl.a. Herman J. Mankiewicz og Ogden Nash, og skønt Victor Fleming er krediteret som instruktør, blev filmen påbegyndt af Richard Thorpe.
   George Cukor var tilknyttet filmen (og nåede at ændre Judy Garlands type fra glamourøs teenybobber til en mere troværdig pige på 16), før han forlod den for at arbejde på Gone with the Wind. King Vidor færdiggjorde projektet, da Clark Gable fik Cukor erstattet med Fleming på Borte med blæsten. Det var Vidor, ikke Fleming, som instruerede Kansas-sekvensen, hvor Judy Garland synger »Over the Rainbow«.
   Der er ikke for ingenting skrevet bøger om tilblivelsen. Adskillige kapaciteter bidrog uden at blive krediteret. Busby Berkeley var koreograf på flere dansenumre, og komponisten Arthur Freed – der siden blev synonym med The MGM Musical – påtog sig rollen som assisterende producer. Det var Freed, som hentede Broadway-sangskriverne Harold Arlen og E.Y. Harburg til Hollywood, hvor de blev installeret i en bungalow og skrev musikken på tre måneder. Shirley Temple var Garlands eneste konkurrent til rollen som Dorothy Gale, men hun sang ikke godt nok og blev kasseret tidligt i overvejelserne.
   Især én forfatter, Noel Langley (1911-1980), foretog vigtige ændringer i forhold til forlægget. Langley ændrede farven på Dorothys magiske sko fra sølv til rubin. Han skrev prologen og skabte overensstemmelse mellem karaktererne i Kansas og Oz. Præget af drøm blev forstærket. Langley gav Dorothy lov til at længes og mulighed for at træde i karakter. Hos Baum sker tingene mere ad hoc. I bogen er Oz et virkeligt sted. Ved at forankre det i fantasien, gjorde Langley det mindre konkret og mere troværdigt.



SIN nuværende udbredelse fik filmen via tv. Den blev sendt første gang i november 1956. Det var, hævder alle i generationen, en grænseoverskridende oplevelse, skønt man endnu ikke havde farvefjernsyn og gik glip af det overvældende skift fra sepiatoning til fuld technicolor, da Dorothy lander i Oz. For NBC blev det et ritual at sende The Wizard of Oz en gang om året, først til Thanksgiving, siden ved juletid. I begyndelsen af 60erne nåede seertallet 45 mio. For Steven Spielberg, George Lucas og andre af babyboom-generationens fantaster blev mødet med Oz en bestemmende del af opvæksten.
   Samtidig bortfaldt ophavsretten på de ældste bøger. En selvforstærkende strøm af Oz-relateret materiale, legetøj og anden merchandise, begyndte at flyde fra kilden. Så meget i denne moderne myte har at gøre med industri, kapital og ejendomsret. Magien er mekanisk. Også derfor har man i Europa haft flere forbehold (Oz på russisk er et kapitel for sig: oversætteren Alexander Volkov skrev simpelt hen serien om og korrigerede ideologien). Den første akademiske læsning var en kapitallogisk tolkning, som i rejsen på The Yellow Brick Road så en allegorisk fremstilling af dollarens forhold til guldfoden.
   Andre ser fascistiske træk ved abehæren i Oz, atter andre hylder de matriarkalske træk ved regimet. Der er næppe tvivl om, at filmens tilblivelsestidspunkt, efter ti års økonomisk krise og på kanten af en ny verdenskrig, gør den intense eskapisme mere prægnant. Både bogen og filmen fremstiller Troldmanden som en blanding af idealist og forfører, en populist i traditionen for politisk illusionskunst. Der er udtænkt så mange fortolkningsmodeller. Nogle giver endda udmærket mening.
    På Blair Frodelius' website kan man følge væksten i mængden af stof over tid. Længe er interessen stabil og beskeden. I 70erne tiltager farten, og i 90erne finder en eksplosion sted. I dag er den kritiske masse på flere tusinde titler. Det er bøger om Baum, essays om Oz, nyskrevne fortsættelser, grafiske romaner, Garland-relateret materiale og bøger, som simpelt hen fejrer fænomenet.
   Imens er filmografien nået over 100 titler, der mere eller mindre direkte tager afsæt i Oz, og henvisningerne er, bogstavelig talt, alle vegne i fælleskulturen. De henviser da til filmen, sjældent til bøgerne hvor det begynder: »I’ve got a feeling we’re not in Kansas anymore«, »Follow the Yellow Brick Road« og naturligvis »Over the Rainbow«.**




III

JEG har beskrevet udenværkerne, fordi alle må være bekendte med filmen. Selv kom jeg til universet via Judy Garlands stemme og den lagrede længsel, som næres i Allens og Harburgs sang. I 1973 hørte jeg, som mange andre unge, Elton Johns dobbeltalbum Goodbye Yellow Brick Road, hvor tekstforfatteren Bernie Taupin trækker på Oz-mytologien.
   Senere så vi John Boormans allegoriske Zardoz (1974), en dystert sexistisk fremtidslegende med Sean Connery og Charlotte Rampling. Til slut bliver det klart, at det post-apokalyptiske samfund hedder Zardoz, fordi Baums bog står i biblioteket. Ideen er stjålet fra Abernes planet, men udgør en passende hyldest. Baum navngav sit land ved at se på kartoteksskufferne i sit arbejdsværelse. Den ene bar påskriften A-N. På den anden stod der O-Z.



DEN første Oz-bog er fremdeles en klassisk fabel om iboende egenskaber, der ikke kan erhverves, men må opdages og realiseres af hvert individ. Baums genistreg var at begynde, ikke i Europas mørke eventyrskove, men »på den store prærie i Kansas«, hvor skypumper, tørke og følelseskulde hørte til hverdagens realiteter. Han ville skabe et tidssvarende, amerikansk eventyr. Det må siges at være lykkedes ham.
   De øvrige bind er gentagelser uden samme gennemslagskraft. Gore Vidal, der voksede op med Baums serie, har skrevet et glimrende essay, »The Oz Books« (1977), som går i dybden med hver enkelt titel. Det er genoptrykt i samlingen United States. Essays 1952-1992. Også John Updike har skrevet om emnet i »Oz is Us: Celebrating the Wizard’s Centennial« (2000). Updikes artikel er en anmeldelse af Michael Patrick Hearns uundværlige The Annotated Wizard of Oz (1973), som blev stærkt revideret i jubilæumsåret 2000.
   Motown-musicalen The Wiz (1975), en funky udgave af eventyret, gjorde mere skade end gavn, både i sceneversionen og Sidney Lumets 1978-filmatisering med bl.a. Diana Ross og Michael Jackson. Derimod var John Kanes sceneudgave af The Wizard of Oz, som Royal Shakespeare Company opførte i 1988, en væsentlig faktor i sammensmeltningen af bog og film. Musicalen Wicked, som stadig kan (og bør) ses på Apollo Victoria Theatre i London, giver den grønne heks baggrund og motivation. Forestillingen er baseret på Gregory Maguires roman Wicked: The Life and Times of the Wicked Witch of the West (1995), som i 2005 blev forsynet med fortsættelsen Son of a Witch.***



BÅDE Baums og MGMs Oz har affødt kulørte fiktioner, som er værker i deres egen ret. Krimiforfatteren Stuart Kaminsky lod sin periodedetektiv, Toby Peters, efterforske et dødsfald blandt dværgene på Munchkinland-sættet i Murder on the Yellow Brick Road (1977). Sci-fi-koryfæerne Robert Heinlein og Philip José Farmer, har anvendt Oz-legenden kreativt, Heinlein i The Number of the Beast (1979), Farmer i A Barnstormer in Oz (1982). Martin Gardners Visitors from Oz (1998) lader trafikken gå den anden vej og fører Dorothy, Fugleskræmsel og Blikmand til New York, hvor en ny Oz-film er i produktion.
   Mest finkulturel er formentlig Salman Rushdies novelle »At the Auction of the Ruby Slippers«, som står i samlingen East, West (1995), men gør nytte allerede i Rushdies udmærkede monografi om filmen (i serien BFI Film Classics, 1992). Den stærkeste dekonstruktion er dog romanen Was (1992) af Geoff Ryman. Her vokser Dorothy op i et Kansas, hvor der ikke findes nogen flugtvej. Frances Gumm (alias Judy Garland), Baum og andre nøglepersoner optræder i den hjerteskærende tekst.
   Andre fans ville vælge andre skriftsteder. Oz er i dag en grænseløs industri, hvis grundsten er et amalgam af bogen fra 1900 og filmen fra 1939. Den er lige dele drøm og forretning og i sit væsen inderligt amerikansk. Som myte såvel som fortælling og filmkunst er Troldmanden virkelig one of a kind.

Kilder: The Annotated The Wizard of Oz. Centennial Edition. Edited with an Introduction and Notes by Michael Patrick Hearn. 396 s. New York: Norton, 2000; The Wonderful Wizard of Oz. The Only Authorized Edition. 304 s. New York: iBooks, 2001; Mark Evan Swartz: Oz Before the Rainbow. L. Frank Baum’s The Wonderful Wizard of Oz on Stage and Screen to 1939. 294 s. Baltimore and London: Johns Hopkins University Press, 2000; Aljean Harmetz: The Making of The Wizard of Oz. Special Sixtieth Anniversary Edition. 382 s. New York: Hyperion, 1998; Salman Rushdie: The Wizard of Oz. 70 s. London: BFI Publishing, 1992. Den bedste udgave af filmen er The Wizard of Oz. 3-Disc Collector’s Edition. Warner Home Video 2005. I 2024 udkom en 4K Ultra HD + Blu-ray med the 85th Anniversary Theatre Edition. Den definitive udgave af filmens musik er The Wizard of Oz. Original Motion Picture Soundtrack. The Deluxe Edition. Turner Entertainment/Rhino Movie Music, 1995.


*) Troldmanden fra Oz. Oversat efter »The Wonderful Wizard of Oz« (1900) af Hanna Lützen. Med billeder af W.W. Denslow og efterskrift af Ole Knudsen. 270 s. Gyldendal, 2006. Den første uforkortede oversættelse med original layout og illustrationer. De øvrige Oz-bøger findes ikke på dansk.


**) »Tror du, der findes sådan et sted, Toto? Det må der gøre. Det er ikke et sted, man kan nå med en båd eller et tog. Det ligger langt, langt væk – bag månen – på den anden side af regnen.«. MGM Production #1060, Scene 19: The Wizard of Oz Continuity Script, March 15, 1939. Foto: Framegrab/ Warner Home Video.




***) Jeg har set den britiske opførelse i hvert fald fem gange, senest med yngste datter i oktober 2023, og den er med årene blot blevet bedre. Efter en tid, hvor det trods alt var på tale at lukke forestillingen ned, kom der fornyet tryk i den grønne turbine, da filmversionen med Cynthia Erivo (Elphaba) og Ariana Grande (Galinda) blev produceret. Wicked: Part I havde premiere den 22. november 2014. Skønt filmen varer tre timer, når den kun til pausen i sceneudgaven. Wicked: Part II får premiere den 21. november 2025. Begge film er instrueret af Jon M. Chu (Crazy Rich Asians), der viste sin flair for musicals i den fine In the Heights (2021).
 

The Wizard of Oz (Troldmanden fra Oz). Instr.: Victor Fleming. Manus: Noel Langley, Florence Ryerson, Edgar Allan Woolf. Foto: Harold Rosson. 103 min. USA 1939. Dansk premiere: 26.03.1940.


Artiklen er skrevet til en repremiere på filmen og stod i Weekendavisen Kultur 28.12.2007 - Adskilligt er ændret og tilføjet juli 2020.