Translate

Viser opslag med etiketten engel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten engel. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)


VI HAR BRUG FOR HINANDEN
Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.
   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.
   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.


JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.
   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.



VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.



DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.
   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.



EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.
   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*



I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »
New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.
   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.


EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 
   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    
   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***
   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.
   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."
   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."
   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.
   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!
   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »
et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.
   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948


Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019
Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)

tirsdag den 12. oktober 2021

François Ozon: Ricky (2009)


VÆBNET MED VINGER
En fabel om forskellighed 

Af BO GREEN JENSEN

MAN må hellere sige det stille og gøre det småt, hvis man håber på kollektiv velvilje. En ægte ener er Ricky, der begynder som fransk fabriksrealisme og ender som et moderne eventyr, ovenikøbet af den opbyggelige slags. Katie (Alexandra Lamy) bliver straks gravid, da hun og charmetrolden Paco (Sergio Lopez) har holdt hyrdetime på toilettet under en rygepause på medicinalfabrikken, hvis rutiner skildres længe og indgående.
   Katie har været alene med datteren Lisa på 9 år. Denne føler sig nok tilsidesat, da babyen ankommer, men hun får lov at vælge navn til Ricky, og i grunden fungerer familien ret godt, mens Katie er på barsel. Så skal Paco passe barnet, og Katie må tro, at han har mishandlet drengen, da Ricky græder og udvikler to røde steder på skulderbladene. Man kan heller ikke fortænke Paco i at føle sig så uretfærdigt behandlet, at han går sin vej.



SÅ er mor og datter atter alene, og det synes Lisa udmærket om. Overraskelsen og det umærkelige stilskift i filmen indtræffer, da Rickys vinger begynder at vokse frem. Det er kyllingagtige gevækster, og Ozon gør dygtig brug af både choktaktik og situationskomik i sin skildring af de logistiske problemer ved at have en flyvende baby. Det ser ret troværdigt ud, når Ricky flyver og falder. Hans perlende latter er smitsom.


MERE alvorlig bliver filmen, da medierne kaster sig over familien. Paco, som er vendt tilbage, foreslår at de sælger historien. Da familien poserer for pressen, kommer Katie til at slippe snoren, som udgør Rickys jordforbindelse. Det magiske væsen er fløjet, og intet er, hvad det var. Længe går Katie omkring som i trance. En morgen går hun, måske i søvne, måske for at drukne sig, ned til søen med træerne bag betonbyggeriet. Da kommer Ricky tilbage én sidste gang, og Katie accepterer det magiske.



OZONS kilde er novellen »Moth« af den britiske forfatter Rose Tremain.* Det vides ikke, om han kender Wikke og Rasmussens Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger (2006). Fablerne har meget tilfælles. Der er ingen sange i Ricky, men bag den fantastiske gimmick handler begge film om at udfordre normaliteten, der må åbne sig for og erkende værdien af det afvigende. Katie, Paco og Lisa lærer faktisk noget af Ricky, som ikke er dybt symbol, men en virkelig dreng der kan flyve.


RICKY er en lille film med en stor idé, og den holder ikke sin intensitet hele vejen. Men en stor forbedring i forhold til periodedramaet Angel og endnu et ekvilibristisk formskift fra instruktøren, der har skabt så forskellige film som det psykologiske drama Under sandet, musicalen 8 femmes, metakrimien Swimming Pool og den lydefri Le temps qui reste om en dødsmærket ung mand, som siger verden ret farvel.

*) »Moth« står i samlingen The Darkness of Wallis Simpson (Chatto & Windus, 2005). Rose Tremain (f. 1943) er ophavskvinde til et omfattende og ganske udsøgt forfatterskab. Flere af hendes historiske romaner har danske elementer. Music and Silence (1999, da. Musik & stilhed) udspiller sig ved Christian IVs hof på Rosenborg Slot og fortæller historien om hans skilsmisse fra Kirsten Munk og ægteskabet med Vibeke Kruse. Fortælleren er en engelsk lutspiller, Peter Clair, som arbejder ved hoffet og forelsker sig i Emilia Tilsen, Kirsten Munks tjenestepige. Især er romanen et sjældent portræt af den danske renæssancekonge set med udenlandske øjne. Tremains mest populære bøger er stadig Restoration (1989, da. Genrejst) og fortsættelsen Merivel: A Man of his Time (2012), der foregår i 1660erne, dvs. den engelske Restaurations-periode under kong Charles II. Sacred Country (1996, da. Lukket land) følger udviklingen i en landsby i Suffolk fra 1950-1980 og kredser om et kønsskifte. The Colour (2004, da. Guld) følger et ungt par, som emigrerer til New Zealand i 1850erne. Rose Tremain bor i Norfolk, som de fleste af bøgerne har en forbindelse til. Hun har undervist og fungeret som administrator ved University of East Anglia. Hendes samlever gennem 30 år er Richard Holmes, forfatter til en lang række biografier om digterne fra den engelske romantik, bl.a. den fremragende Shelley: The Pursuit, 1974, Coleridge: Early Visions,1989 og Coleridge: Darker Reflections, 1998. 
På dansk foreligger også Tremains børnebog Journey to the Vulcano (1985, da. Rejsen til vulkanen) og YA-romanen The Way I Found Her (1997, da. Min sommer med Valentina).


Ricky. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 89 min. Italien-Frankrig 2009. Ingen dansk premiere. Set på Berlinalen 05.02.2009.


Fotos: Eurowide Film Productions/ Unifrance/ BOF/ CineMaterial
Filmen streames ikke i DK - i UK på Prime Video, i USA på YouTube Movies
DVD fra IFC Films (region 1) 12.04.2011 
Teksten er et udtag fra en festivalreportage (»Jagten på det ansvarlige liv«) i Weekendavisen Kultur 13.02.2009