Translate

Viser opslag med etiketten Joseph McBride. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Joseph McBride. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)


VI HAR BRUG FOR HINANDEN
Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.
   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.
   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.


JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.
   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.



VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.



DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.
   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.



EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.
   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*



I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »
New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.
   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.


EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 
   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    
   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***
   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.
   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."
   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."
   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.
   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!
   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »
et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.
   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948


Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019
Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)

torsdag den 9. september 2021

Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018)


PÅ DEN ANDEN SIDE AF VINDEN
Orson Welles og det muliges kunst

Af BO GREEN JENSEN

TO film er flettet sammen i The Other Side of The Wind. Den ene handler om en berømt instruktør, en legende af den gamle skole, der er kørt fast i sin seneste film, hvor han prøver at være ung med de unge. Han bliver svigtet af både sin ven og sin veninde, mens fans, kolleger, disciple og rygklappere – han kan ikke længere se forskel – fejrer hans 70-års fødselsdag.
   Den anden film er værket, som instruktøren Jake Hannaford (John Huston) er gået i stå i. Den er et misk-mask af ekstravagante ideer og ingen ubetinget dårlig film. »En interessant fiasko,« ville Orson Welles sikkert sige. Det var de film, han holdt mest af. Han var træt af at høre om »mesterværket« Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som han lavede, da han var 25, og blev målt på resten af sine dage.
   Welles syntes selv meget bedre om Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff), som sammenføjer de steder hos Shakespeare, hvor Falstaff-figuren optræder. Og de bedste scener i The Lady from Shanghai (1947, da. Kvinden fra Shanghai) og Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje). Don Quixote var det ufuldendte work-in-progress, som skulle ændre historien. The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson) var storværket, som studiet ødelagde ved at tage filmen fra ham og klippe den ned.



1. Den hellige gral

DE sidste 40 år af Welles’ liv var – som han så det – et sindrigt puslespil af færdiggjorte film, der kunne være blevet bedre, hvis han havde flere penge, og ufuldendte projekter, som han havde høje planer for. Det rejsende cirkus blev finansieret ved højt betalt lejlighedsarbejde, som han absolut ikke var kræsen med. Orson levede af at være Orson. The Other Side of the Wind var filmen, som skulle vise Hollywood, hvad han var værd, og bringe det hele tilbage.
   Optagelserne begyndte i 1970 og sluttede i 1976. Han klippede i stoffet, når han kunne, og skrev til og trak fra og lagde scenerne om. En saunascene med kæresten Oja Kodar, som er nøgen blandt andre nøgne starletter, er ændret ramme for ramme, igen og igen. Den varer 30 sekunder, og Welles brugte 11 måneder på arbejdet. Oja Kodar er i øvrigt krediteret som medforfatter.
   Der var mange distraktioner og praktiske tilbageslag. Other Wind – som der stod på klaptræet, og som holdet kaldte filmen til hverdag – var langt fra den eneste perle i bunken. Welles var stadig i gang, da han døde i 1985, bøjet over sit spisebord, der var fyldt med arbejdspapirer. Sikkert også med god mad, god vin, cubanske cigarer og klistrede karamelstænger til den søde tand. Welles var en certificeret livsnyder. Han vejede 140 kilo til sidst.


ORSON kom aldrig for alvor tilbage, men hans myte blev større og større. Der var tyve titler på åbne projekter, som var henlagt eller skrinlagt eller bare ikke blev. Hver af dem har sin egen sagnkreds blandt Welles’ beundrere, som der stadig er mange af, også blandt yngre filmskabere. Men Other Wind er noget særligt. Hvis Welles var den ærketypiske auteur, er Other Wind det definitive »lost project«. Båndet med de bedste sange; manuskriptet som gik op i røg. Generationer har hvisket om filmen. »The holy grail of cinema,« altså filmkunstens hellige gral, har man sagt i vidtløftige stunder.


OG tænk engang, filmen blev klippet og trykt. Der var verdenspremiere i Venedig i 2018, og The Other Side of the Wind har ligget på Netflix i tre år. Der er også en dokumentar om processen med at få hevet dyret i land. Den sidste store hvide hval; en Moby-Dick for cineaster. Jeg ved ikke, hvor mange der ser den, men Netflix fordoblede sin goodwill, da man tog pungen frem og betalte for at gøre arbejdet færdigt. Det kostede otte mio. dollars, som vist nok er en dråbe i filmhavet nu. Welles selv brugte to på at optage den, skønt alle de unge disciple medvirkede uden beregning.
   Jeg håber, jeg har pitchet historien tilstrækkeligt nu. Og at Orson ville være stolt. Ingen kunne sælge ideer som han. Den sidste film, som han fik i distribution, mens han levede – og selv havde hovedrollen i – var ikke for ingenting F for Fake (1973, da. F for Fup). Her bliver de høje ideer fra Other Wind – instruktøren som troldmand og guddom – lagt frem for morskaben og elegancen. Også på dét punkt er Other Wind noget særligt. Den vil ikke være morsom og elegant. Faktisk er tonen ret ondskabsfuld. Her er Orson færdig med at behage. Han vil ikke være en teddybjørn mere.


2. Lærling og mester

HOVEDPARTEN af filmen om Hannaford udspiller sig ved den store fødselsdagsfest i huset i ørkenen, som selskabet kører ud til i busser og biler, da dagens optagelser er i kassen. Her går tingene i opløsning, efterhånden som beruselsen griber om sig, og dybden – eller manglen på samme – i de tyndslidte relationer bliver vist frem.
   Især for Brooks Otterlake, den yngre og mere succesfulde kollega, som er Hannafords ivrigste ven og discipel, bliver det en anstrengt og smertefuld aften. Da Welles begyndte på optagelserne, blev Otterlake spillet af komikeren Rich Little, som Welles havde mødt ved et tv-show, han medvirkede i. Det var held i uheld, at Little trak sig ud, fordi han ikke forstod, hvad Welles ville med filmen. Rollen blev overtaget af Peter Bogdanovich, som havde præcis det lærling/mester-forhold til Welles, der er skildret.


   
DA arbejdet begyndte – i Carefree, Arizona, i august 1970 – var Bogdanovich virkelig en ung cineast, som efter fransk forbillede gik op i at være både filmskaber og filmkritiker. The Other Side of the Wind er, blandt meget andet, et vidnesbyrd om den næsegruse beundring, som 1970ernes »New Hollywood« nærede for 1960ernes franske nouvelle vague. Blandt gæsterne er Claude Chabrol og Stéphane Audran i selskab med Dennis Hopper og Paul Mazursky.
   Lilli Palmer spiller Zarah Valeska, den tyske diva, som lægger hus til Hannafords fest. Alle karakterer i metafilmen er inspireret af autentiske modeller – det er mere end halvdelen af attraktionen. Karakteren er baseret på Marlene Dietrich, som havde medvirket i Politiets blinde øje ti år før, og som Welles skrev rollen til. Hun var optaget andetsteds, da det kom til stykket, men man fornemmer hendes nærvær på filmens Rancho Notorious.



I SAMME ånd var det egentlig Jeanne Moreau – som Welles havde instrueret i både Processen (1962), Falstaff og sin franske tv-udgave af Karen Blixens Den udødelige historie (1968), der i Danmark fik biografpremiere – som skulle spille kritikeren Juliette Rich, der skriver Hannafords biografi og betragter ham med et knastørt, nøjeregnende blik. Rollen passer dog bedre til Susan Strasberg. Karakteren er – til det åbenlyst karikerede – baseret på kritikeren Pauline Kael, som havde sin største og bedste tid i de år.



ALLE på holdet tog noget med sig hjem fra ørkenen. Filmhistorikeren Joseph McBride – som har skrevet fremragende bøger om John Ford, Howard Hawks, Steven Spielberg og (naturligvis) Orson Welles – var 23 år, da han sagde ja til at spille kritikeren Mr. Pister. Han var med hele vejen, og han betragter den færdige film som en sejr – og som kunstneren Welles’ testamente.
   McBride skrev et langt, personligt essay, da filmen blev lagt på Netflix. Jeg har meget af baggrunden fra den artikel, »Twilight in the Smog«, som stod i tidsskriftet Sight and Sound.
   Dennis Hopper kom direkte fra settet i Peru, hvor The Last Movie (1971), hans egen kaotiske opfølger på Easy Rider (1969), blev til i et lignende kaos. Han blev bestyrket i sin fordom om, at det er sådan (og kun sådan), man skaber filmkunst: det skal gøre ondt, hvis værket er ægte.
   Peter Bogdanovich – som imens er blevet 82 – fik selv en karriere som Welles. I 1971 fik han et stort gennembrud med The Last Picture Show (da. Den sidste forestilling), som gjorde Jeff Bridges og Cybill Shepherd til stjerner og inkarnerer alt det bedste ved New Hollywood. Mens arbejdet med Welles kravlede videre, indspillede han What’s Up, Doc? (1972), Paper Moon (1973), Henry James-filmatiseringen Daisy Miller (1974) og At Long Last Love (1975), før kæden af hits blev til flops i Nickelodeon (1976), Saint Jack (1979) og They All Laughed (1981).



BOGDANOVICH var i Venedig, da The Other Side of the Wind fik premiere. Der er ingen grænser for, hvad han ville gøre for Welles. Han overtog rollen som Otterlake, og da Welles fik likviditetsproblemer, flyttede han ind i huset, hvor Bogdanovich nu levede sammen med Cybill Shepherd. Welles konverterede et værelse til klipperum og blev boende i flere år.
   Hannaford og Otterlake har et pinefuldt opgør ved slutningen af The Other Side of the Wind. »What did I do wrong, Daddy?« spørger Ottterlake. I virkeligheden blev Bogdanovich såret, da han så et talkshow, hvor Orson og Burt Reynolds bagtalte ham. Vittigheden var Nickelodeon, en farce om Hollywood i stumfilmstiden, som blev skuespillerens første fiasko.
   Bogdanovich skrev til sin mentor. Der gik nogle dage, før han fik svar. I kuverten lå to breve fra Orson. I det ene sagde han undskyld for at forråde deres venskab. I det andet skrev Welles, at Bogdanovich fik, hvad han fortjente. Der gik år, før de talte sammen igen, og deres venskab blev aldrig det samme.


ALLIGEVEL har Bogdanovich brugt et helt liv på at skrive og tale om Orson. Det er ham og Oja Kodar, der har holdt fast i planerne om at få The Other Side of the Wind ud til folket. Hver af hans egne film har været håbefulde comebacks på samme måde, som Welles’ projekter blev det med tiden.
   Tættest på kom han i Texasville (1990) – som er en fortsættelse til The Last Picture Show – og bedst har han været i The Cat’s Meow (2001, da. Hollywoods hemmelighed), som på ironisk vis handler om, hvad der egentlig skete, da skuespilleren Thomas H. Ince døde på bladkongen William Randolph Hearts lystbåd i 1924. Hearst var modellen for Charles Foster Kane. Og med tiden er The Last Picture Show blevet Bogdanovichs Citizen Kane. Han sukker træt og resigneret, hvis man siger det. Han er ikke afvisende over for tanken.


WELLES betragtede sin egen tidlige succes som en forbandelse og en albatros, der hang om hans hals. Også nu er dét et tema i modtagelsen af The Other Side of the Wind. Den første og den sidste film giver fuldkommen mening som bogstøtter, der indrammer et livsværk.
   Begge film handler om Store Mænd, som indvendig er ynkelige og forkrøblede personer. Begge film begynder med, at manden, der skabte det hele, er død. Begge gør en slags status. Så selvfølgelig bliver The Other Side of the Wind finkæmmet af cineaster: Skulle der ligge en »Rosebud« mere i kurven?


3. Et feminint blik

ER det muligt at se The Other Side of the Wind uden forudsætninger og uden at fortabe sig i mytologien? Det er det måske, men det bliver en svagere film og en misvisende oplevelse.
   Welles brugte år på at klippe i enkelte scener for at skabe den rastløse rytme, der passer til Michel Legrands musik. Han havde 96 timer at tage af: 45 var optaget på 35 mm, 51 brugte 16 mm-formatet. Det færdige cut er holdt på to timer, og det er nok 40 minutter for lidt. Other Wind er en film, som skal have lov til at vise alle sine mærkværdigheder frem.
   For så vidt er handlingen enkel. Vi ved fra begyndelsen, at det er Jake Hannafords sidste dag på Jorden. Vi falder ned midt i optagelserne til filmen-i-filmen, som Hannaford laver for et stort Hollywood-studie. Et mylder af typer og bipersoner bliver præsenteret hulter-til-bulter. Oplevelsen er ikke ulig den, man som tilskuer får i Federico Fellinis 8½ (1963).


WELLES var fire år om at optage fødselsdagsselskabet, men studieafsnittet blev skudt i rivende hast på én dag. Det blev gjort på MGM's westerngade i Century City, og Welles var ikke sikker på, at han kunne få lov at bruge studiet igen. Så kaos er filmet i virkelig tid: John Huston siger cut, og cirkus pakker sammen.
   Herfra kører alle ud til huset i ørkenen for at fejre Hannaford, men også for at se et sammenklip af filmen-i-filmen. Scenerne fra festen er rystede, urolige, skudt fra mange vinkler. De er fulde af overhørt dialog, afbrudte samtaler, små vidnesbyrd om dybe konflikter, man arbejder på at aflæse.
   Hannafords film er derimod stor, klar og rugende selvbevidst – meget som et europæisk auteur-værk af f.eks. Michelangelo Antonioni. Da optagelserne begyndte i Arizona, var det en ekstra bonus for Welles, at han havde lejet huset ved siden af det hus, som eksploderer i Antonionis Zabriskie Point (1970). Siden blev budgettet mindre. Flere scener er skudt i stuen hos Bogdanovich. The Other Side of the Wind er en øvelse i det muliges kunst.



DER er ingen dialog i Hannafords film. Oja Kodar går rundt i tomme bylandskaber, for det meste i løst eller slet intet tøj, og er demonstrativt uudgrundelig. Hun skal vist nok forestille en indfødt amerikaner – Kodar kommer selv fra Kroatien. Alle vegne bliver hun stalket af en smuk ung mand. Der zoomes og poseres. Hannaford er usikker på, hvad han vil. Studiechefen er mystificeret, da han ser dagens optagelser. Hannafords gamle ven (Norman Foster) kan ikke forklare dem for ham.
   Der arbejdes hen mod en scene, hvor Kodar og den unge mand, John Dale, omsider elsker sammen. De sidder i en bil, og hun tager initiativet. Det er mørkt, og der er skiftende neonfarver i regnen, mens pulsen i musikken bygger op til en fingeret orgasme. Scenen blev skudt i Welles’ indkørsel, og bilen bevæger sig ikke, men Welles får det til at fungere. Joseph McBride skriver, at Welles klippede på scenen i et år. Den varede ni minutter, men er nu redigeret ned til det halve.



JOHN Dale bliver spillet af Bob Random (som ikke fik nogen stor karriere – McBride siger, at Welles valgte ham, fordi han mindede om Jim Morrison fra The Doors). Dale kommer ikke til festen, og det bliver klart, at han har forladt både projektet og Jake Hannaford. Sagens kerne er for Welles, at Hannaford er forelsket i Bob Random. Han begærer den yngre mand og er jaloux. Han elsker med ham via en stedfortræder, da Kodar knapper sin kjole helt op.
   The Other Side of the Wind var fra Welles’ side tænkt som en kritik af fallokratiet. Han brugte faktisk selv den vending: »en kritik af fallokratiet«. Sidst i Hannafords film vælter kameraet, en fallisk attrap falder sammen. Other Wind er på ingen måde subtil, men der er mange flag og bolde i luften. Man tager fejl, hvis man ser med sexistiske øjne. For Welles kaster hér et feminint blik.



4. Spansk ouverture

WELLES fik ideen til The Other Side of the Wind helt tilbage i 1960. Han yndede selv at føre kronologien endnu længere tilbage. Det begyndte, sagde han, i 1937, da Ernest Hemingway, John Dos Passos, Lillian Hellman og Archibald MacLeish forsøgte at rejse penge til republikanernes side i Den Spanske Borgerkrig.
   Teenageren Orson var allerede en kommende mand i radio og teater. Han blev bedt om at indtale kommentarsporet til The Spanish Earth, som Hemingway havde skrevet. Welles rettede i Hemingways tekst. Forfatteren blev rasende og slog. Han kaldte Welles for en homoseksuel sjuft. Welles gik ind i rollen ved at tale kælent med bløde gestus. De sloges og blev venner. Hemingway indtalte selv kommentaren i den færdige dokumentar.
   Det er Josh Karp, der genfortæller anekdoten i Orson Welles’s Last Movie: The Making of The Other Side of the Wind (2015). Han ved ikke, om den er sand – det ved man aldrig med Welles, som forstod værdien i at kultivere sit image. Han elskede skrøner og gode historier, gerne med berømte navne i.



WELLES ville kort sagt gøre op med den machismo, som lå i dýrkelsen af den virile jæger/ forfatter/ filminstruktør. I første udkast hed filmen The Sacred Beasts, og instruktøren blev betaget af en matador, mens han filmede tyrefægtning i Spanien. Welles var optaget af tilskuerne. Han forstod ikke kulten omkring tyrefægtning. Han dyrkede slet ikke døden, der kommer om eftermiddagen, som Hemingway så en slags religion i.
   Der er en filmstump fra 1966, hvor en ivrig Welles, der transmitterer charme på alle kanaler, pitcher sin idé ved en frokost på et spansk hotel. Alle, som skriver Welles’ biografi, har deres egen udlægning af hans performance. Han taler om at lave en film uden manuskript. Han vil bare forklare spillerne, hvem de er. Så må de selv sætte ord og kød på ideen. »Har De prøvet den slags før?« bliver han spurgt. »Nej, det er der ingen, der har«, svarer han.
   Brødrene Maysles (Grey Gardens), som optog filmklippet, (også de var unge Welles-disciple) siger, at det faktisk ikke er mulige investorer, som hører på. Som de husker det, er der tale om, hvad de kunne samle af amerikanske turister den dag. Men det var et veltilrettelagt mediestunt.


DET er i hvert fald den første sitren af The Other Side of the Wind. Efter to årtier i Europa kom Welles hjem og fik mulighed for at instruere Touch of Evil. Da filmen blev en succes, var han igen interessant for det gamle Hollywood, som i et vigende marked vaklede mellem at bevare studiesystemet eller at give nøglerne til »de unge mænd med skæg«.
   Welles var en helt for de unge filmskabere. Han var til gengæld misundelig på dem og havde ikke høje tanker om den independent cinema, som The Trip, Easy Rider og for den sags skyld Bonnie and Clyde repræsenterede. Han var bitter, fordi de unge løver så let kunne rejse penge, ikke på trods af, men fordi de havde begrænset erfaring. For Welles var det altid op ad bakke, fordi investorerne hyldede »sporene skræmmer«-princippet.
   Han brændte dog også for filmen. I råmaterialet til The Other Side of the Wind indgår en samtalescene på 95 minutter, hvor Peter Bogdanovich, Dennis Hopper, Paul Mazursky, Henry Jaglom og Curtis Harrington diskuterer, hvad filmkunsten kan, vil og er. Kun bidder overlever i filmen. Man kunne lave en hel film for sig med den snak, skriver Joseph McBride.


5. Hvid jæger sort hjerte

WELLES forklarede McBride, at filmen handler om en udbrændt macho-instruktør, en stor hvid jæger, som indser, at hans tid er forbi. Han erkender sin latente homoseksualitet og kører væk i sin Porsche med i hvert fald en halv intention om at køre galt. Så filmen kan slutte, hvor den begyndte, ved Hannafords havarerede bil og med lyden af hans stemme, der siger: »Cut!«
   Det er uklart, om Welles forklarede det lige så tydeligt for John Huston. Instruktøren tog rollen og gjorde alt, hvad Orson sagde, fordi de var kolleger og venner, der kunne le og leve myterne sammen. Huston var jo selv en stor, hvid jæger, da han i 1955 tog til Uganda og det daværende Belgisk Congo for at lave The African Queen (da. Afrikas dronning) med Humphrey Bogart og Katharine Hepburn.
   Huston kom først til projektet i 1974, da han havde fået blod på tanden efter sin medvirken i Roman Polanskis Chinatown. I de første to år på Other Wind, blev der bare talt til Welles, når Hannafords scener skulle i kassen. For rollen var endnu ikke besat.



HUSTON er perfekt som Hannaford. Det er ham, der får alt til at klikke på plads, skønt filmen stadig knirker i passager. Huston var væk i perioder. »Nå ja, han laver en eller anden lille film,« sagde Welles, når disciplene spurgte.
   Den »lille« film var The Man Who Would Be King (1975, da. Manden der ville være konge), som Huston indspillede i Marokko (skønt Kiplings fortælling foregår i Indien) med Sean Connery og Michael Caine. Dét var ikke interessant for Welles. Mod slutningen blev han virkelig meget egoistisk. Der var ikke andet end ham og hans planer.
   Som sagt tog alle noget med sig. Huston fik måske ideen til at filmatisere Malcolm Lowrys Under vulkanen, hvor den alkoholiserede konsul drikker sig ihjel i Mexico, og alt foregår på De Dødes Dag. Albert Finney spillede rollen i Under the Vulcano fra 1984. Der var nok mere Huston end Welles i Jake Hannaford. Men Welles havde sukket af lykke, hvis han kunne se John Hustons sidste film, The Dead (1987). Det er den eneste vellykkede James Joyce-filmatisering, og Welles kunne altid smile og glemme, hvis noget var godt.


I 1975 sørgede de unge disciple for, at Welles modtog æresprisen, som American Film Institute havde indstiftet. Der er scener fra ceremonien – som var kontroversiel: Kirk Douglas truede med at melde sig ud – i den dokumentar, They’ll Love Me When I’m Dead, som også ligger på Netflix. Den skal du se efter filmen. Den forenkler et meget indviklet stof, men der er betagende billeder. Frank Sinatra tager Orson i hånden, og de går sammen rundt ved bordene, da Welles har holdt sin tale og bedt om penge mellem linierne. Han får ikke én dollar. Og optræder derfor straks efter som Ugens Gæst hos Kermit og Miss Piggy i The Muppet Show.


MEN det må trods alt have været en strålende tid. Der er et pragtfuldt foto af Huston, Welles og Bogdanovich, som sidder ved køkkenbordet og griner på location i Carefree, Arizona, i 1974, da Huston lige er kommet ombord. Welles troede altid, at den næste film ville løse det hele og give ham kronen igen. Han var stolt af The Other Side of the Wind, og det havde han grund til at være.
   Welles’ trofaste fotograf, Gary Graver (1938-2006) holdt styr på materialet, men fik aldrig set filmen, som Bob Murawski har færdigredigeret i ånden fra Welles. At processen tog 40 år, har mange grunde. Den islamistiske revolution i Iran fjernede finansieringen. Oja Kodar og Beatrice Welles har ført en lang krig om arveret. Netflix løste en gordisk knude, da filmen blev indkøbt i 2018.
   Og nu, mine damer og herrer, kan De endelig se den store mands sidste epos. Det er en tur i tidsmaskinen, en lang dags rejse mod nat i New Hollywood. Se alle koryfæerne, som var purunge mennesker i 1974. Se de faldne kæmper leve. Og ja, det er en film, som blev skabt til stort lærred – men Netflix har reddet dagen for Orson og mig.

RIP Peter Bogdanovich 1939-2022



The Other Side of the Wind. Instr.: Orson Welles. Manus: Orson Welles og Oja Kodar. Foto: Gary Graver. 122 min. USA 1970-76/2018. Netflix 02.11.2018.

They'll Love Me When I'm Dead. Instr. og manus: Morgan Neville. Foto: Danny Grunes (narrator scenes) + 12. 98 min. USA 2018. Netflix 02.11.2018.


Fotos: Netflix/ Welles-Kodar Collection, University of Michigan/ Peter Bogdanovich/ John Huston Estate
Filmen streames på NETFLIX
En kortere version af teksten stod i Weekendavisen Kultur 07.05.2020