Translate

Viser opslag med etiketten Cary Grant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cary Grant. Vis alle opslag

lørdag den 18. december 2021

Størst er kærligheden: Ingrid Bergman 1915-1982


STØRST ER KÆRLIGHEDEN
Ingrid Bergman 1915-1982

Af BO GREEN JENSEN

ALLE husker øjeblikket, hvor Ingrid Bergman ser op på Humphrey Bogart, som siger, at de »
altid vil have Paris«. Scenen er skudt med det blødeste filter i filmhistorien. Det var i Casablanca fra 1941, at verden blev forelsket i den 26-årige Ingrid Bergman.
   Portrætfilmen Jeg er Ingrid kommer rundt om de fleste hovedpunkter i Bergmans skuespillerliv, men er først og fremmest et (selv)portræt af personen. Råmaterialet er Bergmans egne smalfilm, som hun brugte til at huske de gode øjeblikke med.
   Optagelserne ledsages af citater fra Bergmans dagbøger og breve, erindringsbogen My Story (1980) og diverse interviews. Alicia Vikander læser Bergmans tekster. Filmen er smukt redigeret af Domenika Daubenbüchel, Stig Björkmans faste klipper, som også er med-krediteret for manuskriptet.


HOVEDPARTEN af optagelserne stammer fra 1940ernes Beverly Hills, hvor Bergman byggede en bungalow sammen med sin første mand, kirurgen Petter Lindström – vi ser familien indvie swimmingpoolen – og fra 1950ernes ægteskab med filmskaberen Roberto Rossellini. Bergman gik helhjertet ind i rollen som italiensk supermama, næsten som gjaldt det en film, hun medvirkede i.
   Jeg er Ingrid blev angiveligt til, fordi Isabella Rossellini (f. 1952) på en festival spurgte Stig Björkman: »Så hvornår skal vi lave en film om Mama?« I hvert fald var det sådan, Björkman og Rossellini sagde i Cannes, da de præsenterede filmen for pressen.
   Der er ikke noget mærkeligt ved spørgsmålet. Björkman er agtet alle vegne for sine dokumentarer og interviewbøger om bl.a. Ingmar Bergman, Woody Allen og Lars von Trier. Isabella Rossellini har på sin side været familiens fakkelbærer. I 2006 lavede hun filmen My Dad is 100 Years Old og udgav samtidig bogen In the Name of the Father, The Daughter, and the Holy Spirits. I 2013 udkom Ingrid Bergman: A Life in Pictures på alle tre hovedsprog.
   Ordet, som stikker ud, er det inddragende vi. Isabella Rossellini har sat sit markante fingeraftryk på alle aspekter af Jeg er Ingrid. Man føler ofte, at Björkman blot er en stråmand, som signerer den færdige film med ført hånd.



STIG Björkman har haft fri adgang til Bergmans arkiver. Robertino Rossellini (f. 1949), den ældste søn, stiller op til et interview, og Isabella bliver selv interviewet sammen med tvillingesøsteren Isotta.
   De taler alle om, hvor varm og nærværende Bergman var, når hun var der. Kun Bergmans ældste datter, Pia Lindström (f. 1938), er mindre entusiastisk. Hun savnede sin mor og fandt hende fjern, fuld af gode hensigter, som aldrig blev ført ud i livet. Hun har stadig ondt af sin far, som ikke kunne konkurrere med de karismatiske filmmænd.
   Der er et hurtigt kvarter om begyndelsen i Sverige, ambitionen om at blive skuespiller og mødet med Petter Lindström, som Ingrid blev gift med i 1937.
   Et sjældent klip fra en tysk film, Carl Froelichs Die vier Gesellen (1938), som Bergman lavede på vejen til Hollywood, er mere interessant end de svenske statistroller. Bergman fik sin chance, da David O. Selznick tilbød hende en kontrakt. Hun tog springet uden at tøve og rejste i forvejen til Californien, mens Lindström blev i Sverige med den 1-årige Pia.*



SELZNICK brugte Bergman i Intermezzo: A Love Story (1939), en genindspilning af Gustaf Molanders svenske Intermezzo fra 1936. Hun gentog rollen som Anita Hoffman, nu med Leslie Howard som partner. Selznick, som samtidig producerede Rebecca, Alfred Hitchcocks amerikanske debut, og lagde resten af sin energi i færdiggørelsen af Gone with the Wind, så ikke umiddelbart en ny Greta Garbo i Bergman. Han syntes, hun virkede for tysk og havde maskuline øjenbryn.
   Efter flere intetsigende film var Bergman lykkelig for rollen som den prostituerede Ivy i Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941). Hun var sikker på, at filmen ville give hende et amerikansk gennembrud, og hun indledte et forhold til instruktøren, Victor Fleming.
   Strømmen af jobtilbud udeblev. Imidlertid var Selznick Pictures i kronisk pengenød, og produceren rejste midler ved at leje sine spillere ud til andre studier. På den måde fik Bergman rollen som Ilsa Lund i Casablanca, som ganske vist først blev klassisk med tiden, men som ramte en romantisk nerve allerede ved premieren i 1941.


SIDEN fulgte i hurtigt tempo For Whom the Bell Tolls (1943, da. Hvem ringer klokkerne for?), gyseren Gaslight (1944, da. Gaslys), som Bergman fik sin første Oscar for, The Bells of St. Mary's (1945, da. Sct. Marys klokker), hvor Bing Crosby var præst, og Bergman var nonne, Alfred Hitchcocks Spellbound (1945, da. Troldbunden) med Gregory Peck og samme instruktørs Notorious, (1946, da. Berygtet), hvor hun og Cary Grant deler filmhistoriens længste kys.
   I 1948, da Bergman spillede titelrollen i Victor Flemings Joan of Arc (da. Jeanne d’Arc), en filmudgave af Maxwell Andersons skuespil Joan of Lorraine (1946), var hun virkelig kvinden, som ikke kunne gøre noget galt, hvis man spurgte det amerikanske biografpublikum.



DERFOR blev hendes syndefald en historie, som rystede og pirrede 50ernes USA . Da Bergman fødte Roberto Rossellinis barn, brød helvede løs i offentligheden. I dag kan man næppe forestille sig, hvor voldsom reaktionen var.
   Bergman var altid interesseret i filmkunst, som brød med de kommercielle hensyn. I 1948 så hun Paisan og Rom, åben by, da Rossellinis neo-realistiske hovedværker nåede til USA. Hun skrev til instruktøren og tilbød sig, hvis han kunne bruge »en svensk skuespillerinde, som taler glimrende engelsk, som ikke har glemt sit tyske, som er svær at forstå på fransk, og som på italiensk kun kan sige ti amo.«
   Bergman rejste til Sicilien og lavede Stromboli (1950) med Rossellini. Han havde da forladt sin anden hustru, Marcella de Marchis, og levede sammen med Anna Magnani. Bergman gik fra mand og datter. Pias far fik tilkendt forældremyndigheden.**



ROSSELLINI skræddersyede seks produktioner til Bergman: Stromboli, et segment i antologifilmen Siamo Donne (1953), Europa ’51 (1953, da. Størst er kærligheden), Jeanne d’Arc-filmen Giovanna d'Arco al rogo (1954, int. Joan of Arc at the Stake), Stefan Zweig-filmen Angst (1954), som var tyskproduceret, og Viaggio in Italia (1954).
   Sidstnævnte Rejse i Italien, hvor Bergman og George Sanders spiller et britisk ægtepar, som gennemlever en ægteskabelig krise, mens de besøger Napoli, er den bedste film i bundtet. Det er dén og Stromboli, som fortsat cirkulerer på festivaler og i netværket af cinemateker. Man skal dog ikke underkende styrken i Jeanne d'Arc på bålet, hvor Bergman spiller Jeanne i et andet register end i den amerikanske Joan of Arc, som er nævnt ovenfor.*** 


ROSSELLINIS socialistiske fans så Bergman-fasen som et brud med de neo-realistiske idealer, men kombinationen af psykologi og cinéma verité var en direkte inspiration for de franske instruktører, som startede la nouvelle vague.
   François Truffaut og Eric Rohmer interviewede Rossellini til Cahiers du cinéma, og da Rossellini døde i 1977, sendte Jean-Luc Godard hans børn et telegram med teksten: »Now we are alone in the woods«.
   Den offentlige modvind blev i længden en belastning. Rossellini indledte et forhold til Sonali Das Gupta, som han traf under arbejdet med dokumentarfilmen India i 1956. Bergman turnerede da i Europa med teaterudgaven af Jeanne d’Arc. Hun medvirkede i Jean Renoirs Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene) som Warner Brothers producerede, og blev eftertrykkeligt taget til nåde for sin rolle i Anastasia (1956). I Jeg er Ingrid ser man Cary Grant springe op og modtage en Oscar på hendes vegne.


JEG er Ingrid taber højde efter bruddet med Rossellini. For det første satte Bergman hegn om sit privatliv med teaterproduceren Lars Schmidt, som hun var gift med fra 1957-75. Man ser dem ved huset på hans private ø i den svenske skærgård.
   For det andet svæver Björkman hurtigt hen over de film, som fulgte efter det amerikanske comeback. The Inn of the Sixth Happiness (1958, da. Sjette lykkes kro), Stanley Donens Hitchcock-farvede Indiscreet (da. 1958, Indiskret), hvor Bergman igen danner par med Cary Grant, og Gene Saks' svært charmerende Cactus Flower (1969, da. Kaktusblomsten), hvor hun springer ud som comedienne, er henvist til bisætninger.
   Heller ikke den sidste rolle – som Golda Meir i tv-filmen A Woman Called Golda (1982) – er særligt uddybet. Derimod er der et stærk tilbageblik på Höstsonaten (1978, da. Høstsonaten), hvor Ingrid blev instrueret af Ingmar Bergman. Liv Ullmann fortæller om arbejdsprocessen. Man kan næsten høre skænderiet, som legenderne fører bag lukkede døre – han vinder – mens filmholdet ser ned i gulvet.



INGRID Bergman døde af brystkræft den 29. august 1982, samme dag som hun fyldte 67 år. Hun lever for de fleste i erindringen om Casablanca og Notorious. Ifølge Björkman var årene med Rossellini den store tid, som får alt, der kommer før og efter, til at blegne. Det er ikke sikkert, det var sådan.
   Jeg er Ingrid er et fornemt portræt af en mor og en fornøjelse at se i biografen. Ikke mindst løftes filmen af den musik, som Michael Nyman har komponeret til lejligheden.
   Ældre kritikere vil bebrejde filmen, at den fokuserer på kendte triumfer. Nuvel. Til gengæld løfter den stjernen ud af en begyndende glemsel og sikrer erindringen om, hvem hun var. Alt sammen takket være de smalfilm, hun tog for at fastholde lykken. I biografen brænder de igennem, som kun gamle film i stærke farver kan.




*) Ingrid Bergman skrev kontrakt med Universum Film (UFA) i 1938, da studiet og den tyske filmproduktion for længst var underlagt den nazistiske kulturpolitik. Carl Froelichs i øvrigt udmærkede film handler om fire veninder, der går på kunsthåndværkerskole sammen og åbner et designerfirma. Forlægget var et skuespil af Jochen Huth, som også skrev manuskriptet til filmen. Efterhånden falder veninderne fra, og endelig skal også Marianne Kruge (Bergman) vælge mellem ægteskab og karriere. Produktionen var skræddersyet til Ingrid Bergman, der skulle lanceres som stjerne i Tyskland. I dokumentarfilmen Hitler's Hollywood (2017) siger kritiker og instruktør Rüdiger Suchsland, at filmen senere blev slettet af Bergmans cv. Det er ikke helt sandt. Bergman var ikke stolt af sin flirt med en tysk karriere, men hun fortier den ikke. Hun skriver i sin selvbiografi, at hun lagde særlig ildhu i det allierede krigsarbejde, fordi hun fortrød sidespringet. Die vier Gesellen havde dansk premiere den 13. marts 1939. Titlen var De fire Kammerater –
 i Sverige hed den Kvartetten gifter sig. Under fotoet fra filmen ses Ingrid Bergman i Berlin i 1945, hvor hun underholdt de amerikanske tropper, der blev tilbage efter den tyske kapitulation.


*) Sangskriveren Woody Guthrie (1912-1967) – 1930ernes og 40ernes store amerikanske trubadur, forfatter til »This Land is Your Land« og den unge Bob Dylans rollemodel – skrev en tekst, som ser forelsket på Bergman (med et kønnet blik, der i mellemtiden er blevet suspekt og ukorrekt):
   »Ingrid Bergman, Ingrid Bergman,/ Let’s go make a picture/ On the island of Stromboli, Ingrid Bergman// Ingrid Bergman, you’re so perty,/ You’d make any mountain quiver/ You’d make my fire fly from the crater/ Ingrid Bergman// This old mountain it’s been waiting/ All its life for you to work it/ For your hand to touch the hardrock,/ Ingrid Bergman, Ingrid Bergman// If you walk across my camera,/ I will flash the world your story,/ I will pay you more than money, Ingrid Bergman// Not by pennies, dimes nor quarters,/ But with happy sons and daughters,/ And they’ll sing around Stromboli,/ Ingrid Bergman.«
   Guthrie skrev teksten i 1950, mens han boede på Mermaid Avenue på Coney Island sammen med sin anden hustru, Marjorie Greenblatt Mazia (1917-1983) og børnene Cathy Ann (som kun blev 4 år), Arlo (som selv blev en formidabel sangskriver), Joady Ben (som jeg ikke ved noget om) og Nora (som bestyrer The Woody Guthrie Foundation og forlaget Woody Guthrie Publications).
   Guthrie skrev i denne gode periode flere tusinde digte og tekster, som aldrig blev færdigudviklet eller sat i musik. Der var en overflod af solbeskinnet hverdag og megen kærlighed i huset. Det var på samme tid, at sangeren blev syg og begyndte at udvise de symptomer på Huntingtons Sygdom, som førte til hans lange hospitalisering med gradvis forværring i både sind og fysik.
   I 1995 havde Nora Guthrie omsider katalogiseret det hele og sad med 3000 tekster. Hun bad Billy Bragg (som er britisk og politisk) og Jeff Tweedy og Jay Bennett (1963-2009) fra bandet Wilco om at se på materialet. De delte teksterne mellem sig og skrev ny musik. Sangene er samlet på Mermaid Avenue (1998) og Mermaid Avenue Vol. II (2000). Mermaid Avenue Vol. III (2012) indgår i Mermaid Avenue The Complete Sessions, som udkom i 100-året for sangerens fødsel. Her er i alt 47 nye sange samlet. Nora Guthrie forklarer konceptet i sin kærlige introduktion. Nonesuch Records udgav det gavmilde bokssæt. Også en dvd hører til.
   »Ingrid Bergman« er fra Mermaid Avenue. Billy Bragg synger sangen alene og spiller selv akustisk guitar.  



***) Det var med kærlig hilsen til Ingrid Bergman og Roberto Rossellini, at Martin Scorsese i 1999 kaldte sit fire timer lange essay om italiensk film for My Voyage to Italy/ Il mio viaggio in Italia. Giovanna d'Arco al rogo/ Joan of Arc at the Stake er en filmet opførsel af oratoriet Jeanne d'Arc au bûcher (1938), som Arthur Honegger komponerede til en libretto af Paul Claudel. En katolsk forestilling med en næsten psykedelisk kvalitet, der matcher både Carl Th. Dreyers La passion de Jeanne d'Arc (1928, da. Jeanne d'Arcs lidelse og død) og den bizarre hekseafbrænding på filmsettet i Gaspar Noés metafilm Lux Æterna (2019).
 



Jeg er Ingrid (Jag är Ingrid). Instr.: Stig Björkman. Manus: Stig Björkman, Domenika Daubenbüchel, Stina Gardell. Foto: Eva Dahlgren, Malin Korkeasalo. 114 min. Sverige 2015. Dansk premiere: 27.08.2015.


Fotos: Chimney Pot/ Rialto Pictures/ Miracle Film Distribution/ Warner Brothers/ Andy Warhol (Portraits of Ingrid Bergman, 1983)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod (minus noter) i Weekendavisen Kultur 29.08.2017

onsdag den 23. juni 2021

Amerikas dronning: Katharine Hepburn 1907-2003


EN KVINDE GØR OPRØR
Katharine Hepburn 1907-2003

Af BO GREEN JENSEN

KATHARINE Hepburn var det sidste store navn fra den klassiske Hollywood-generation, som brød igennem sammen med tonefilmen. Hun var 96 år, da hun døde i sit hjem i Old Saybrook, Connecticut, den 29. juni, 2003.
   Der havde da været stille om stjernen i en årrække. Man vidste, at Parkinson-sygen som ramte hende i 1980erne havde gjorde det umuligt for hende at træde frem. Der var heller ikke mere at bevise. Rollerne var spillet, bøgerne var skrevet, hun havde endelig oplevet at føle sig elsket af høj og lav i skøn forening. Det har næppe været svært at give slip. Formentlig har slutningen kedet hende lidt.
   Hepburn blev født med en sølvske i munden i Hartford, Connecticut. Moderen var feminist og kvindesagsforkæmper, faderen var læge med speciale i kønssygdomme. Familien havde penge, men hyldede det radikale som princip. Da hendes storebror hængte sig, var det den 14-årige Katharine som fandt ham. Ingen talte siden om Tom, der ikke kunne bære så megen rationalisme. »They moved on into life,« står der i selvbiografen. »De gik videre ind i livet.«
   Som teenager var hun aldrig i tvivl om, at hun ville være skuespiller. At tage eksamen fra Bryn Mawr College var nærmest en formssag og hørte med til den fornødne udrustning. Hun blev bemærket allerede for en mindre teaterrolle i Lysistrate. Så kaldte både Broadway og Hollywood, for Hepburn var født med de rigtige forbindelser. Debuten gik fint, hun var køn, hun var elsket. Hun kunne spille, hvad det skulle være, og var ivrig efter at bevise det.
   Da var det, at nogen brat tændte lyset, og alt måtte genovervejes. For efter de første søde hvedebrødsdage veg publikum tilbage. Hepburn selv havde svært ved at tro det – og efterhånden har man glemt det, for legenden om den evige stjerne blev efterhånden selvforstærkende – men der var faktisk flere årtier, hvor hun måtte kæmpe for hver hovedrolle. Uden denne modgang havde hun næppe skabt de karakterer, som hun altid vil blive husket for. Først da hun gjorde sig fri af sit image, kunne skuespilleren træde i karakter.


OM to af Hepburns største roller, isdronningen Tracy Lord som smelter i The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet) og karrierekvinden Tess Harding der endelig retter sig ind efter manden i Woman of the Year (1942, da. Årets kvinde), tænker man, at de kunne være skrevet til hende. Det blev de også. Modsat mange klassiske navne, der arbejdede på studiesystemets præmisser og på godt og ondt lod sig forme i selskabets billede af dem, brød Hepburn tidligt ud af båsen og tog sin skæbne i egne skælvende hænder. Hun blev, som det siges i Peter Schepelerns Filmleksikon (1995), »et sjældent eksempel på en Hollywood-stjerne, der selv har haft indflydelse på valget af sine roller.«
   Filmbyen vidste nemlig ikke, hvad den skulle stille op med hendes særegne kvaliteter. Underholdningsindustrien er et demokratisk medium, og det brede publikum havde det svært med Hepburns aristokratiske aura og kantede, bedrevidende facon. Manden og kvinden på gaden tog hende ikke til deres hjerter. Hun blev betragtet som et overklasseløg og var ikke i besiddelse af den leflende ydmyghed, der kan overvinde sådan et handicap. Først langt senere i karrieren blev Hepburn populær i egentlig forstand. I slutningen af 30erne fik hun derimod ry for at være, hvad branchen kaldte »box office poison«. Hun solgte ikke billetter. En film med Hepburns navn på plakaten skræmte snarere publikum væk. I hvert skulle der helst være en mildere kønsfælle med som den sexede søster og en markant mandlig modspiller som Cary Grant.
   Hepburn skrev kontrakt med selskabet RKO, da hun kom til Hollywood i 1932. Hun slog an med det samme, gjorde et behageligt indtryk som John Barrymores datter i A Bill of Divorcement (1932, da. Skilsmissen), der blev instrueret af hendes altid lydhøre forkæmper George Cukor, og satte sig i respekt som den kvindelige pilot i Dorothy Arzners for længst glemte Christopher Strong (1933, da. Elskerinden), der af kritikeren Pauline Kael fik skudsmålet »en krukket, højtstemt, kvalmende ædel Katharine Hepburn-film, men også en af de sjældne film som skildrer kærligheden fra en kvindes seksuelle synsvinkel.«
   I Lowell Shermans Morning Glory (1933) spillede hun stjernefrøet Ada Love, der drives frem af blind ambition, tager scenenavnet Eva Lovelace og gør, hvad det skal være, for at slå igennem på Broadway. For denne rolle modtog Hepburn den første af karrierens fire Oscars, og samme år brød hun endegyldigt igennem som Jo i Cukors populære filmatisering af Louisa May Alcotts børnebogsklassiker Little Women (da. Pigebørn), den eneste af Hepburns tidlige film, som stadig vises med nogen form for regelmæssighed.


DET er ingen ubetinget positiv oplevelse at gense disse film i dag. Hepburns register er endnu begrænset, og hendes indsats ligger langt fra den paradoksale hudløse solidaritet med karaktererne, som slår igennem sidst i årtiet. I begyndelsen fæster man sig snarere ved den behagesyge, der lurede på Hepburn gennem hele karrieren. I 16 filmstjerner (1999) skriver kritikeren Jørgen Stegelmann om Little Women: »Da jeg genså den for nylig, så jeg nok, at hun var en stor stjerne, men samtidig også, i hvor høj grad hendes sikre spil levede på ubeslutsomhed, ikke så meget på talent som på klog beregning, for denne unge pige spiller hun med lillepigetoner, der så tydeligt skal vise os, at Jo er familiens yngste og barnligste, og det er helt utåleligt og helt kunstigt.«
   Det får Stegelmann til at gøre følgende hårde, men ikke urimelige status over Hepburns ujævne karriere: »Hun brød igennem som en stærk ny personlighed, og hun fastholdt denne sin stærke personlighed i film efter film langt op i sin høje alderdom. Men ved siden af denne udstråling af personlighed og talent lå også et præg af det kunstige, af det dirrende tillærte, noget, der lå tæt på det utroværdige og ret skabagtige (...) Hun er et stort talent med store svagheder, men i sine største film mestrer hun at styre sine rige evner uden overdrivelser, med en enestående præcision og en bevægende sikkerhed i sin replik.«


TIL Hepburns forsvar skal siges, at hun var opmærksomhed på sine svagheder og i øvrigt afhængig af, hvilke roller hun fik tildelt og hvordan hun blev bedt om at spille dem. RKO prøvede hende af i en forvirret vifte af gennemsnitlige film i forskellige genrer: John Cromwells Spitfire (1934), Richard Wallaces The Little Minister (1934), Philip Moellers Break of Hearts (1935), John Fords Mary of Scotland (1936, da. Maria Stuart), som faktisk er rimelig rædselsfuld, og Mark Sandrichs A Woman Rebels (1936, da. En kvinde gør oprør). Publikum begyndte at sive, men det blev klart, at hun kunne bære en film, hvis instruktøren holdt af og troede på hende. Det gjorde George Stevens og George Cukor. I samme periode er hun anderledes overbevisende i Stevens’ Alice Adams (1935, da. Nitten år) og Cukors Sylvia Scarlett (1935).
   Sidst i årtiet falder så tre af de bedste film og stærkeste roller. Tiden selv holdt mest af Gregory La Cavas Stage Door (1937, da. Rivalinder), hvor hun og Ginger Rogers deler værelse i teaterpensionatet, men det er især de to film med Cary Grant, Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden), Howard Hawks’ geniale screwballkomedie efter Dudley Nichols’ afsindige manuskript, og George Cukors bevægende Holiday (1938, da. To mennesker gør sig fri), som vi genser. Bringing Up Baby blev Hepburns sidste film for RKO. Studiets næste opgave til hende var endnu en intetsigende rolle i melodramaet Mother Carey’s Chickens (1938), og Hepburn ville ikke mere. For $220.000 købte hun sig fri af kontrakten med RKO og formidlede selv kontakten til Columbia Pictures, der erhvervede Holiday som en færdig pakke, komplet med Cukor og Cary Grant i.


I Bringing Up Baby og Holiday udvikler Hepburn den karakter, som ligger bedst for hendes evner. Genremæssigt er filmene langt fra hinanden, men i realiteten fremstiller Hepburn den samme person. I Baby er hun den hårdkogt forkælede, ekstremt egoistiske rigmandsdatter, som forelsker sig i Grants distræte videnskabsmand og kommer en anelse en nærmere jorden. Hepburn og Grant er en god alliance. Begge oser af intelligens og kan derfor spille fjollede, så det giver mening. Endvidere matcher deres snakketøj hinanden. Screwballformens maskingeværsild af overlappende nonsensreplikker, hele niveauet af kaos og støj, krævede megen skarphed af spillerne.
   Der er dog flere nuancer i Holiday. Her er det den kønne søster, som Grant har forelsket sig i, men det bliver Hepburns melankolske enspænder, som han forlader det rige hjem sammen med. To mennesker gør sig fri, både Grant og Hepburn springer ud som elskende, og især er en afgørende scene, hvor Hepburn viser Grant sit private tilflugtssted oppe på kvisten, et filmøjeblik der bliver hængende.


HEPBURN satte så megen pris på Holiday, at hun bad forfatteren Philip Barry skrive et skuespil med en lignende stærk kvinderolle. Resultatet blev The Philadelphia Story, som Hepburn var en stor succes i, da forestillingen åbnede på Broadway. Hepburn havde søgt tilflugt i teatret, da det blev klart, at David O. Selznick ikke ville give hende rollen som Scarlett O’Hara i Borte med Blæsten. I dokumentarfilmen The Making of a Legend: Gone With the Wind (1989) kan man se Hepburns prøveoptagelse – det ville godt nok være blevet en anden slags film. I stedet satsede hun på The Philadelphia Story, som hun købte rettighederne til og solgte videre til MGM.
   Det bliver så hér, at Hepburns karakter endelig får alle nuancerne frem. Her er humor, romantik, en vis form for følelsesmæssig realisme og en teatertekst, der formelig blomstrer på film. Waldo Salt og Donald Ogden Stewart bearbejdede Barrys skuespil, som Joseph L. Mankiewicz producerede. Det var Louis B. Mayers egen ide at anbringe Hepburn mellem James Stewarts fandenivoldske reporter, Ralph Bellamys godmodigt bornerte forlovede og Cary Grants elegante eks-mand (alene navnet C. Dexter Haven har stil), der ene af alle kender sin Tracy. Scenen hvor Hepburn bliver træt af altid at høre om sin kulde, og natten før brylluppet drikker sig varm og beruset i måneskin sammen med Stewart, er nok hendes reneste filmøjeblik.


OGSÅ Hepburn overskrider fordomme, demonstrerer at hun er sårbar og formår at blive opfattet som attråværdig. Den ranglede kvinde med fregner og kindben var aldrig pin-up materiale. Hun havde ikke et af den slags ansigter, som unge mænd og kvinder på forskellig vis fantaserer om at besidde. Men i denne film har hun det for en tid. Kernen i Barrys tekst var i øvrigt så slidstærk, at The Philadelphia Story ikke blev nævneværdigt ringere, da MGM fjorten år senere genanvendte materialet, hældte fem Cole Porter-sange i gryden og serverede musicalen High Society (1956) med Frank Sinatra, Bing Crosby og Grace Kelly.
   The Philadelphia Story blev en sællert, men ikke for Hepburns skyld. Først da hun gentog kunststykket og tilbød Woman of the Year som en færdig pakke, gav MGM efter og fastansatte hende. Ring Lardner Jr. og Michael Kanin skrev manuskriptet specielt til Hepburn og Spencer Tracy. Teksten er omhyggeligt justeret efter de normer for kvindelig selvstændighed, hertil-og-ikke-længere, som 1940erne satte pris på. Tracy blev således set som manden, der kunne tæmme trolden Hepburn, både på lærredet og uden for biografen, hvor parret delte bord og seng i en menneskealder, skønt katolikken Tracy var gift med en anden og undlod at lade sig skille.
   Så godt som alle Hepburns og Tracys film sammen er variationer over The Taming of the Shrew. Det gælder i særdeleshed den mest populære, Adam’s Rib (1949, da. Adams ribben), som George Cukor instruerede. Her er der kommet en næsten kælen tone af underkastelse ind i det sølvbryllupsagtige forhold mellem de konkurrerende advokatægtefæller. Ruth Gordon og Garson Kanin skrev manuskriptet, der i forhold til Woman of the Year repræsenterer en forstemmende banlisering.


DET er på de store film fra perioden 1938-42, at Hepburns myte hviler. Alligevel husker vi hende bedre som tough ældre kvinde, pebermøen med et hjerte af guld, der er god nok, når man kradser lidt i den barske overflade. Hepburn ville respekteres, men mest af alt ville hun elskes, og det blev hun omsider i denne skikkelse, som hun første gang afslører i John Hustons The African Queen (1952). Hun er hun den indledningsvis bornerte lærerinde, som forelsker sig i drukkenbolten Humphrey Bogart, der genfinder løven i manden, mens de trodser alle Afrikas farer på vej ned ad floden i Congo. Man kan sagtens se, at filmen er noget af et nummer. Alligevel fanger den hjertet hver gang.
   Efter ti år med tvivlsomme roller – for i 40erne havde MGM lige så svært ved at administrere Hepburns talent, som RKO havde haft i 30erne – blev Afrikas dronning endnu et sent gennembrud. De legendariske strabadser under optagelserne har siden været stof for flere fremstillinger, bl.a. Clint Eastwoods White Hunter, Black Heart (1990, da. Hvid jæger, sort hjerte), der bygger på Peter Viertels roman fra 1953. Eastwood spiller selv Huston-figuren. Charlotte Cornwell kan end ikke antyde Hepburn.
   Selv fandt Hepburn i 1987 sine gamle dagbøger frem og udgav den særdeles fornøjelige The Making of The African Queen, or, How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. Om Bogart skriver hun bla.: »Han kunne lide at drikke. Så han drak. Han kunne lide at sejle. Så han sejlede. Han var skuespiller. Han var lykkelig og stolt over at være skuespiller. Han så på mig og sagde: »Har du det godt? Er alting i orden?« Han sørgede for mig. »Er der noget du har brug for?« For at sige det enkelt: Der var ikke noget forlorent ved Bogart. Han var en mand.«*


DER er andre versioner af, hvordan det var. En apokryf anekdote fortæller, at Hepburn holdt små foredrag om afholdenhed for sin modspiller. Hepburn var aldrig berømt for at lytte. »Hun talte til mig, som om jeg var en mikrofon,« skal den hårdkogte mandlige stjerne have sagt. For Hepburn kom The African Queen som et trods alt behageligt eventyr efter et teaterengagement som Rosalind i Som man behager. I bogen skriver hun selv billedteksten til et indsmigrende PR-foto: »Ved en pressekonference – jeg prøver at se henrivende ud.« 
   Pretending to be adorable. Hepburn vidste, hvad det handlede om og fik ikke højere tanker om sit publikum med tiden. Hun svarede aldrig på fanbreve og gav ikke autografer. Ved en gallapremiere smækkede hun bildøren i for næsen af en ivrig fan. »Vi har skabt Dem, Miss Hepburn!« råbte beundreren såret. »Like hell you have!« råbte Hepburn tilbage. Alligevel erklærede hun: »I only want to go on being a star. It’s all I know how to be.«


HUN blev dygtig til at være netop dét, en professionel gammel stjerne, der værnede om sit privatliv og bar seks årtiers filmhistorie med sig, når hun sagde ja til en opgave. Der var mange store roller i den lange skumringstid: moderdyret i Suddenly, Last Summer (1959, da. Pludselig sidste sommer), moderen i Sidney Lumets filmudgave af A Long Day’s Journey into Night (1962, da. Lang dags rejse mod nat), dronning Eleanor af Aquitanien i Anthony Harveys Oscar-ædende filmatisering af James Goldmans skuespil The Lion in Winter (1968, da. Løve ved vintertide).
   Alt var dog stift og lidt teatralsk, ikke levende som 30 år før, da hun sammen med James Stewart var sårbar, nær og virkelig under månen i Philadelphia. Værst på denne afstand virker Stanley Kramers grådkvalte problemfilm Guess Who’s Coming to Dinner? (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag?), hvori Hepburn og Tracy er parret, der præsenteres for en sort svigersøn i skikkelse af Sidney Poitier. Filmen blev Spencer Tracys sidste og er svær at tage alvorligt i dag. Så er der mere ægte dybde, og bestemt mere saft og ærlig kraft, i Stuart Millars gammelmandswestern Rooster Cogburn (1975, da. Sheriffen og pebermøen), hvor en ældet John Wayne spiller titelfiguren.

VÆRKLISTEN fra Hepburns sidste årtier er fuld af tv-film med titler, som næsten siger alt om præmissen: Mrs. Delafield Wants to Marry (1986), Laura Lansing Slept Here (1988). Gæt hvem der sidder med solhat på i havestolen og spiller Mrs. Delafield og Laura Lansing, før en vilkårlig faktor vækker det gamle hjerte til live? Hepburns sidste filmrolle falder i 1994, da hun 87 år gammel spiller Warren Beattys tante i en genindspilning af An Affair to Remember. Det sidste skud var tv-filmen One Christmas (1995) efter Truman Capotes erindringsnovelle.
   Overhovedet arbejdede Hepburn hårdt og atypisk åbent i begyndelsen af 90erne, da hun må have vidst, at det var et spørgsmål om tid, før rystesygen gjorde hende helt uarbejdsdygtig, hvis alderdommen ikke fik hende først. Udgivelsen af selvbiografien Me: Stories of My Life (1991), som ikke er skrevet i samarbejde med en journalist, blev ledsaget af flittig optræden i talkshows, og hun var selv vært i helaftensdokumentaren Katharine Hepburn: All About Me fra 1993. Hepburn ville bæres ud. Få legender har været så sejlivede og klare i tanken til den bittersøde slutning.


ÉN bemærkelsværdig film rager op over de øvrige i hendes sene årtier med evige tante- og bedstemorroller. Mark Rydells On Golden Pond (1981, da. Deres sensommer), som hun fik sin fjerde Oscar for, er nem at affærdige som sentimental og banal. Flere kritikere fandt det uklædeligt privat at lade Henry og Jane Fonda eksponere en udsoning mellem far og datter for åbent kamara, før patriarken sov ind i en brusende lysflod af strygerledsaget indian summer. Men filmen siger nogle vigtige ting om kemien i en familie og udtrykker dem med en værdig patos, der bliver ved med at virke og vinder i styrke, efterhånden som man selv bliver ældre.
   Hepburn fik aldrig selv børn (»I was too selfish to be a mother«) og var kun gift én gang, med Ludlow Ogden Smith i årene 1928-34. Ved sin død var hun ikke længere box office poison. Snarere blev den gamle dame betragtet som et nationalt mindesmærke. Så farvel til majestæten. The American Queen, kunne fartøjet hedde, hvis kisten med den sidste guldalderstjerne skulle sendes ned ad floden mod øen af glas. Miss Hepburn var her, mine damer og herrer!




*) Katharine Hepburn: The Making of The African Queen or How I went to Africa with Bogart, Bacall and Huston and almost lost my mind. 134 s. New York: Alfred A. Knopf, 1987. En håndskreven beretning om optagelserne, som fandt sted i Uganda og Belgisk Congo (nu DR Congo). Skønt mange scener er optaget i Shepperton Studios i England, blev der arbejdet on location fra maj til august 1951. Det var vigtigt for John Huston at gøre optagelserne så realistiske og strabadserende som muligt. Bogen er fuld af kærligt reproducerede fotos. Den er skrevet 30 år efter og bygger vel på optegnelser, Hepburn førte under arbejdet. Et godt sted at lære stemmen at kende. Bogen er en kunstgenstand. Jeg gjorde klogt i at anskaffe den, da den var ny. 




Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ TCM/ Variety/ Wikipedia Common/ National Portrait Gallery/ Library of Congress
Få af de gamle film bliver streamet i Europa. The Criterion Collection har udgivet The Philadephia Story og Holiday i restaurerede blu-ray kopier. Eureka har udgivet The African Queen på blu-ray i Masters of Cinema-serien. Criterion udgiver Bringing Up Baby på blu-ray 26.07.2021.
Nekrologen er trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.07.2003