Translate

Viser opslag med etiketten DDR. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DDR. Vis alle opslag

mandag den 8. januar 2024

Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)


REVOLUTIONENS BØRN
Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »
faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*
   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.
   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.
   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.



I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.
   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.
   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.
   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.



FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.
   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.



SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.
   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**
   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.


DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***
   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.



*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 


**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.
 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.


Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.


Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  
Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001

torsdag den 4. maj 2023

De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008)


DE TYSKE TERRORISTER
Mainstreamfilmen om Baader-Meinhof

Af BO GREEN JENSEN

MAN har grund til at frygte det værste, når historien om 1970ernes tyske terrorister skal forvandles til en kommerciel actionfilm. Det sker på en afstand af 40 år, og der kunne let gå romantisk western i skildringen af den venstreekstremistiske byguerilla, borgerskabets egne børn, som angreb den tyske stat indefra. Imidlertid er det lykkedes instruktøren Uli Edel (f. 1947) og producenten Bernd Eichinger (1949-2011) at skrive og skabe en fremstilling, der bærer stoffet fri af en række faldgruber og formår at sætte aftrykket rent.

   Det kan ikke undgås, at Ulrike Meinhof (Martina Gedeck), Andreas Baader (Moritz Bleibtreu), Gudrun Ensslin (Johanna Wokalek) og Jan-Carl Raspe (Niels Bruno Schmidt) m.fl. bliver karakterer, som har vores sympati, skønt de krydser alle etiske grænser. Det gode ved filmen er netop, at den fastholder flere synsvinkler. Bruno Ganz er således anbragt i en strategisk rolle som efterforskningslederen Horst Herold, der koordinerer indsatsen mod Baader-Meinhof. Som den eneste minder han politikerne om, at terroren ikke kommer ud af det blå.*



MED afsæt i Stefan Austs bog om Der Baader Meinhof Komplex (1985, da. Rote Armee Fraktion), som forfatteren reviderede i 2008, foretager filmen en fantastisk rejse gennem den voldsomste tid i nyere tysk historie mellem sammenbruddet i 1945 og Genforeningen i 1990.
   Der er ungdomsoprør over hele Europa, og Rudi Dutschke (Sebastian Blomberg) giver studenternes kamp en human og attraktiv stemme. Tyskland er dog et særtilfælde. Systemet slår brutalt igen på alle afgørende steder i kampen for nye veje og måder. Den 2. juni 1967 går bevæbnede betjente til angreb på demonstranterne ved operaen, hvor Shahen af Persien er på besøg. Studenterpolitikeren Benno Ohnesorg bliver myrdet, ligesom Rudi Dutschke senere skydes ned og får lov at ligge på gaden.
   Filmen vælger side fra scene ét. Den følger trofast med alle de tyske terrorister, men den solidariserer sig kun for alvor med Ulrike Meinhof, der bryder ud af et forstenet borgerligt miljø og tager konsekvensen af sin politiske radikalisering. Gudrun Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer er skildret som neurotiske opportunister, der kompenserer for personlige problemer ved at engagere sig i krigen mod statsapparatet. I en klasse for sig er portrættet af Andreas Baader, en desperado som bare vil trykke den af.



MED sin høje fart og frapperende æstetik minder Baader Meinhof Komplekset om Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008). Det er klart, at der bliver forenklet, når tingene skal bevæge sig stærkt, men som en måde at anskueliggøre et kritisk og komplekst historisk stof på, er metoden sober og redelig nok. Bernd Eichinger skildrede Tysklands år nul i den monumentale Der Untergang (2004). Baader Meinhof Komplekset er lige så imponerende tænkt. Han kunne desværre ikke afrunde forløbet med en storfilm om DDRS sammenbrud, Berlinmurens fald og Tysklands genforening.



DE smukkeste steder i filmen er scener, hvor det store produktionsapparat investeres i rekonstruktionen af autentiske begivenheder. Man er midt i menneskehavet, da Rudi Dutcshke taler på Vietnamkongressen i Berlin. Man føler fysisk styrken af systemets proaktive angreb på demonstranterne ved operaen. Og ja, man deler en rest af det adrenalinsus, som Andreas Baader og Peter-Jürgen Boock (Vinzenz Kiefer) har følt ved at udføre terroraktioner.
   Trods megen intellektuel teoretiseren, var der altid et element af romantisk legende i samtidens forhold til den tyske byguerilla. Uli Edels film har ingen berøringsangst omkring dette. Også dét er er et ærligt og effektivt træk.
   Den bedste scene skildrer befrielsen af Andreas Baader. Ulrike Meinhof er stadig ansat hos Springer-pressen, da hun arrangerer en udgangstilladelse og får lov at interviewe Baader på Institut for Sociale Studier, hvor bevæbnede kammerater kan befri ham. Aktionen eskalerer og bliver uforudset voldsom. Meinhof må da vælge side. Et øjeblik sidder hun alene i mødelokalet og betragter det åbne vindue til frihed og modstand. Hun kan blive i sit gamle liv eller springe ud i det nye. Hun vælger da at springe. Naturligvis vælger hun også forkert.   



PROCESSEN mod de politiske fanger i Stammheim-fængslet er tidligere skildret i flere film, bl.a. Reinhard Hauffs Stammheim (1986), som Stefan Aust selv skrev manuskiptet til. Her gentages den samme dialog i de samme scener, men Moritz Bleibtreus karismatiske Andreas Baader stjæler billedet helt og aldeles, mens systemets afmagt accentueres.
   Det bliver aldrig for alvor overbevisende, når Edels film lader RAF-medlemmerne diskutere politisk teori. Derimod får et levende indtryk af den interne jalousi og de psykologiske mekanismer, som får Ulrike Meinhof til at begå selvmord i sin celle.
   Baader Meinhof Komplekset er ikke den første film om tysk terrorisme, og den er heller ikke nødvendigvis den bedste. Man skal egentlig først se antologifilmen Deutschland im Herbst (1978, da. Tyskland i efteråret), Rainer Werner Fassbinders Die dritte Generation (1979, da. Den tredje generation), Margaretha von Trottas Die Bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), ovennævnte Stammheim og Volker Schlöndorffs fine Die Stille nach dem Schuss (2000, da. Stilheden efter skuddene, der dækker den nu tabte vinkel om DDRs rolle i terrorforløbet.



MEN Edels og Eichingers film er så langt den mest effektive fremstilling til dato. Historien fortælles i koncentreret knalperleform, uden at væsentlige nuancer bliver ofret. Endvidere er det befriende, at filmen aldrig forfalder til patos. Det gør alle de øvrige nævnte titler på et tidspunkt. Forbryderne undskyldes og menneskeliggøres. Der er et vemod over nationens skæbne og en undertone af politisk hagiografi. Der er intet af dette i Baader Meinhof Komplekset. Terroristerne ligger stort set, som de reder. Der er afregning ved kasse ét.

*) Bruno Ganz (1941-2019) var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Eric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. Han er et væsentligt aktiv for små produktioner som Hans-Petter Molands norske Kraftidioten (2014) og Sally Potters britiske The Party (2017). To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i Anders Østergaard og Erzsébet Rácz's dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig. 

Baader Meinhof Komplekset (Der Baader-Meinhof-Komplex). Instr.: Uli Edel. Manus: Uli Edel, Bernd Eichinger. Foto: Rainer Klausmann. 150 min. Tyskland-Frankrig-Tjekkiet 2008. Dansk premiere: 24.04.2009.


Fotos: Constantin Film/ NDR/ BR/ WDR/ ARD Degeto Film/ NEF/ G.T. Film Production/ Dune Films/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.04.2009.

onsdag den 6. april 2022

Christian Petzold: Undine (2020)


HAVFRUENS HÆVN
Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.
   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).
   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.



PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.
   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.
   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.



PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.
   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.



DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.
   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.



DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.
   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.



FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.
   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.



CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   
UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.
   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.


Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.


Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020
2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

mandag den 28. juni 2021

Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)


EFTER NEDERLAGET
Første gode tyske efterkrigsøjeblik

Af BO GREEN JENSEN

SOMME tider handler fodbold om mere end fodbold. Spillet kan samle hele nationer og få et slagent folk til at løfte hovedet, hylde fællesskabet og sige landets navn med stolthed igen. Det har muligvis noget at gøre med spillets demokratiske væsen, og det gælder derfor i mindre grad nu, hvor sporten er degenereret til en professionel cirkus på linie med filmindustrien. Men det gjaldt i særdeleshed den 4. juli 1954, da det tyske landshold i Bern i Schweiz besejrede Ungarn 3-2 i VM-finalen.
   Miraklet i Bern er et fornemt stykke mentalitetshistorie. Filmen følger familien Lubanski, som lige klarer dagen og vejen i minebyen Essen-Katernberg. Moderen Christa (Johanna Gastdorf) driver et værtshus sammen med datteren Ingrid (Birthe Wolter) og sønnen Bruno (Mirko Lang). Sidstnævnte er dog på vej væk fra nederlaget og planlægger at emigrere til den nyoprettede østtyske stat, »hvor alle er frie og lige«, som han siger til sin lillebror.



DENNE yngste dreng, Matthias Lubanski (Louis Klamroth), er prismet for alle filmens motiver. Han var end ikke født, da manden i huset, Richard Lubanski (Peter Lohmeyer), forsvandt i Stalins Sovjetunionen. I sommeren 1954 er han 11 år og bruger det meste af sin energi på at heppe, når Rot-Weiss Essen forsvarer byens ære. Især er han ven med den legendariske forward Helmut Rahn (Sascha Göpel), der betragter drengen som sin maskot og påtager sig rollen som fadererstatning med et karakteristisk fandenivoldsk skuldertræk.



DER sker store ting denne sommer. Krigen sidder i de voksne som et kollektivt fundament af fornægtelse. Ingen taler om den, men den præger alle livets forhold. I den store historie samler landstræneren Sepp Herberger (Peter Franke) nu sine mænd og fører holdet til finalen efter et ydmygende stort nederlag til Ungarn i de indledende runder. I den lille historie vender Richard Lubanski hjem efter 11 år i krigsfangenskab. Begge begivenheder er voldsomme processer, der ændrer de involverede for livet.
   Richard kan slet ikke finde ind i familien igen. Han gør alting forkert, støder den store søn fra sig, skræmmer den mindste, koger hans kaniner til moderens fødselsdag og begriber ikke, hvad knægten ser i fodboldspillet. I minen får han panikreaktioner, når slagboret lyder som antiluftskyts. Ved skranke ét bliver han snydt for sin krigserstatning på grund af en teknisk spidsfindighed. Richard hader verden i begyndelsen. Han er bange for fremtiden og misundelig på unge mænd som Helmut Rahn.



SÖNKE Wortmann, der med denne film har taget et syvmileskridt i forhold til sin åndsforladte succeskomedie om Der bewegte Mann (1994, da. Den følsomme mand), krydsklipper mellem Essen og Bern med selvfølgelighed og fin rytmesans. Tidens fodboldlegender fremstilles med nostalgisk omhu – selv en yngre spiller som undertegnede kan få gådehud ved lyden af navne som Puskas – og for et tysk publikum er det sikkert endnu mere meningsfuldt at se Sepp Herberger genrejst, høre den Gunnar Nu-agtige kommentator, der kalder målmanden »en fodboldgud«, og alt i alt vende tilbage til erindringens hjemstavn.
   Sin dybde får filmen dog i historien om drengens og faderens forhold. I 11. time genfinder Richard noget af glæden og kærligheden. Miraklet i Bern er det meste af en time om at komme i gang. Man synes, at det hele er lidt for omstændeligt og Matador/Krøniken-agtigt. Så begynder han at tale om sine oplevelser i fangelejren, og noget uudsagt løsnes og vokser. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor gennembruddet virker så stærkt. Richard vækker drengen og siger, at de sammen vil rejse til Schweiz. Ikke mindst dét er miraklet i Bern.


ET glimt viser Matthias’ storebror, der følger kampen i radioen, nu som uniformeret ungsocialist i DDR, Den Demokratiske Folkerepublik, der endnu ikke har rejst sin »Anti-faschistischer Schutzwall«. Man får således en koncentreret indføring i det moderne Tysklands historie, hvis man ser Miraklet i Bern og derpå spoler frem til Murens fald i Wolfgang Beckers lige så bevægende Good Bye, Lenin! (2003).
   Det er i de seneste år lykkedes tysk film at skabe en sjældent lødig slags folkelighed. Der er endelig gået hul på historien om Tyskland mellem År Nul og die Wende, Nederlaget og Genforeningen. Resultatet er film som Das Wunder von Bern.


Miraklet i Bern (Das Wunder von Bern). Instr.: Sönke Wortmann. Manus: Rochus Hahn og Sönke Wortmann. Foto: Tom Fährmann. 117 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 19.11.2004


Fotos: Senator/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zeitzeugen-Portal (Momente der deutschen Geschichte)/ YouTube (Wild Bunch Deutschland trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Universum Film (regionsfri) 21.05.2010
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 19.11.2004