Translate

Viser opslag med etiketten Stasi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stasi. Vis alle opslag

mandag den 8. januar 2024

Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)


REVOLUTIONENS BØRN
Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »
faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*
   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.
   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.
   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.



I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.
   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.
   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.
   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.



FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.
   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.



SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.
   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**
   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.


DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***
   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.



*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 


**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.
 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.


Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.


Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  
Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001

søndag den 4. oktober 2020

Erindringens politik: DDR 30 år efter

ERINDRINGENS POLITIK
Dokumentar om en DDR-barndom

Af BO GREEN JENSEN

PETRA Epperlein blev født i 1966 i Karl Marx Stadt. Fra 1953 til 1990 var det navnet på byen Chemnitz i delstaten Sachsen, som i DDR-tiden hed Bezirk Karl-Marx-Stadt.
   Efter genforeningen blev de fleste spor slettet. Det var dog ikke muligt at fjerne byens monumentale vartegn: en 40 tons tung bronzeklods, som forestiller Karl Marx’ løvehoved. Skulpturen er udført af den sovjetiske kunstner Lev Kerbel. Hovedet måler syv meter og står på to sokler af ukrainsk korninskij-granit. Den samlede højde er over 13 meter.
   Indvielsen fandt sted i 1971, da Erich Honecker afløste Walter Ulbricht som statsleder. 250.000 mennesker hørte talen og deltog i festlighederne. De sørgede for at vise begejstring. Var man ikke tilstrækkelig entusiastisk, ville Stasi gøre et notat.
   Epperlein ved, at facaden var falsk. Alligevel husker hun glæden. Vi ser hende sidde i klasselokalet. Vi ser hende smile som Ung Pioner. Familien har filmet sin første tur i den sandfarvede Trabi. DDR var måske et indskrænket sted, men Petra havde en lykkelig barndom.
   Nu er alting forandret i Chemnitz. Monumenterne er fjernet, fabrikkerne er lukket, hele kvarterer ligger hen. Der kom aldrig et opsving efter die Wende. En fjerdedel af byens befolkning er flyttet. Den statistiske kilde er uklar, men det lyder sandsynligt, at Chemnitz i 2006 havde verdens laveste fødselstal.
   Petras forældre så tiden an. Så hentede også de deres Begrüssungsgeld – migranternes velkomstpenge – og blev andenrangsborgere i Vesten.



EPPERLEIN har boet i USA i mange år. Hun og hendes mand, Michael Tucker, har lavet en række dokumentarfilm, som på kritisk vis undersøger den demokratiske proces.
   Karl Marx City er et mere porøst og personligt projekt. Filmskaberen vender hjem til sin by i landet, som ikke længere findes. Hun ser sig tilbage i vrede og undren. Hun opdager ting, som hun savner. Hun forklarer begreber som Erinnerungskultur og Vergangenheitsbewältigung. Hun prøver at løse mysteriet om, hvorfor hendes far tog sit liv.
   Petras far begik selvmord i 1999. Petra var den eneste, han sendte et sidste signal. Hun modtog et lidt formelt afskedsbrev og et foto af en åben dør. Han skrev, at det havde stået på hans kontor i 25 år. Og nu var det på tide at forlade »dette Tyskland«.
   Rygtet sagde, at Epperlein havde været meddeler for Stasi – den østtyske sikkerhedstjeneste, som under ledelse af Erich Mielke ville skabe »en gennemsigtig stat«, en nation af »glasmennesker«.
   Tjenestens nidkærhed er legendarisk. I sin tid var DDR verdens mest overvågede samfund. Til at kontrollere en befolkning på 17 mio. havde Stasi 90.000 fastansatte officerer og 200.000 løst tilknyttede meddelere.
   Det var en tommelfingerregel, at hvis tre venner mødtes, ville en af dem arbejde for Stasi. Det var muligt, at Petras far var iblandt dem. Folk lod sig hverve af så mange grunde. Hans tvillingesønner afviser det ikke.
   Petra taler med sin mor og sine brødre. Hun interviewer psykologer og historikere. Fra at være en mentalitetshistorisk rekonstruktion af barndommen i DDR, bliver filmen efterhånden en rejse ind i Stasis kolossale arkiv, hvor svaret muligvis ligger et sted.



STASI var et tankepoliti, som foretog forebyggende overvågninger. Der er mange systemer, men ingen overordnet koordinering af oplysningerne i de 11 reolkilometer med sagsmapper, som overlever. Man registrerede afvigelser fra den herskende norm. Kun i ganske få tilfælde handlede det om at følge aktive dissidenter. Dem var der ikke mange af.
   Direktøren for Stasi-museet i Berlin forklarer, hvorfor han endte med at sige nej, da Florian Henckel von Donnersmarck ville optage filmen De andres liv i autentiske locations. Der var ikke tale om fortrængning. Han havde stor sympati for projektet, som udbredte kendskabet til Stasi og anskueliggjorde de traumer, som vidner fra perioden må bearbejde.
   Problemet var filmens forvanskning af Stasis filosofi og funktion. Især var karakteren Wiesler en urealistisk konstruktion. I filmen griber han aktivt i de overvågedes liv og hjælper forfatteren Dreyman. Der findes i hele Stasis historie ingen eksempler på sådan en adfærd. Man var stolt af sit arbejde og havde korpsånd. Eller også var man ligeglad.



HISTORIEN om Stasi er bogstaveligt et puslespil. 25 år efter Murens fald sidder der stadig arkivarer og restaurerer iturevne rapporter i de 16.000 sække, som Stasi ikke fik skaffet af vejen. Arbejdet har prioritet. Hvis ikke det lykkes, fik Stasi jo held med at slette historien.
   Tjenesten samlede data i blinde og lagrede uoverskuelige mængder af information til senere brug. På samme måde fungerer de moderne efterretningstjenesters ophobning af vilkårlige data. DDR var et angiversamfund. Det samme er Danmark, hvis borgerne anonymt kan oplyse mistanke om bekymrende adfærd og muligt socialt bedrageri [eller FET og PETs informationer kan benyttes frit af NSA].
   Petra Epperlein går rundt i Chemnitz med sin store mikrofon og sine hovedtelefoner. Karl Marx City er en smuk og tankevækkende film, som du selv skal have lov at opleve. Jeg vil derfor ikke røbe, hvad arkivet rummer af oplysninger om Petras far.
   Karl Marx City gør i vid udstrækning brug af autentiske overvågningsoptagelser. Sorgarbejdet bevæger, og erindringsøvelsen er bittersød (n)ostalgi, men det er røntgenbilledet af Stasi – en blind kolos med blækspruttearme – som udgør filmens primære aktiv.


Karl Marx City. Instr. og manus: Petra Epperlein og Michael Tucker. Foto: Michael Tucker. 89 min. Tyskland 2016. Dansk premiere: 21.12.2017.


Fotos: Pepper and Bones Films/ CineMaterial/ Bundesarchiv Deutschland/ CPH DOX/ DFI
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2017