Translate

Viser opslag med etiketten mentalitetshistorie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mentalitetshistorie. Vis alle opslag

lørdag den 2. december 2023

Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)


DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.
   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*
   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.
   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.
   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.


INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.
   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.


ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.
   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.
   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**


DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.
   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.
   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.



*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)
Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

søndag den 4. oktober 2020

Erindringens politik: DDR 30 år efter

ERINDRINGENS POLITIK
Dokumentar om en DDR-barndom

Af BO GREEN JENSEN

PETRA Epperlein blev født i 1966 i Karl Marx Stadt. Fra 1953 til 1990 var det navnet på byen Chemnitz i delstaten Sachsen, som i DDR-tiden hed Bezirk Karl-Marx-Stadt.
   Efter genforeningen blev de fleste spor slettet. Det var dog ikke muligt at fjerne byens monumentale vartegn: en 40 tons tung bronzeklods, som forestiller Karl Marx’ løvehoved. Skulpturen er udført af den sovjetiske kunstner Lev Kerbel. Hovedet måler syv meter og står på to sokler af ukrainsk korninskij-granit. Den samlede højde er over 13 meter.
   Indvielsen fandt sted i 1971, da Erich Honecker afløste Walter Ulbricht som statsleder. 250.000 mennesker hørte talen og deltog i festlighederne. De sørgede for at vise begejstring. Var man ikke tilstrækkelig entusiastisk, ville Stasi gøre et notat.
   Epperlein ved, at facaden var falsk. Alligevel husker hun glæden. Vi ser hende sidde i klasselokalet. Vi ser hende smile som Ung Pioner. Familien har filmet sin første tur i den sandfarvede Trabi. DDR var måske et indskrænket sted, men Petra havde en lykkelig barndom.
   Nu er alting forandret i Chemnitz. Monumenterne er fjernet, fabrikkerne er lukket, hele kvarterer ligger hen. Der kom aldrig et opsving efter die Wende. En fjerdedel af byens befolkning er flyttet. Den statistiske kilde er uklar, men det lyder sandsynligt, at Chemnitz i 2006 havde verdens laveste fødselstal.
   Petras forældre så tiden an. Så hentede også de deres Begrüssungsgeld – migranternes velkomstpenge – og blev andenrangsborgere i Vesten.



EPPERLEIN har boet i USA i mange år. Hun og hendes mand, Michael Tucker, har lavet en række dokumentarfilm, som på kritisk vis undersøger den demokratiske proces.
   Karl Marx City er et mere porøst og personligt projekt. Filmskaberen vender hjem til sin by i landet, som ikke længere findes. Hun ser sig tilbage i vrede og undren. Hun opdager ting, som hun savner. Hun forklarer begreber som Erinnerungskultur og Vergangenheitsbewältigung. Hun prøver at løse mysteriet om, hvorfor hendes far tog sit liv.
   Petras far begik selvmord i 1999. Petra var den eneste, han sendte et sidste signal. Hun modtog et lidt formelt afskedsbrev og et foto af en åben dør. Han skrev, at det havde stået på hans kontor i 25 år. Og nu var det på tide at forlade »dette Tyskland«.
   Rygtet sagde, at Epperlein havde været meddeler for Stasi – den østtyske sikkerhedstjeneste, som under ledelse af Erich Mielke ville skabe »en gennemsigtig stat«, en nation af »glasmennesker«.
   Tjenestens nidkærhed er legendarisk. I sin tid var DDR verdens mest overvågede samfund. Til at kontrollere en befolkning på 17 mio. havde Stasi 90.000 fastansatte officerer og 200.000 løst tilknyttede meddelere.
   Det var en tommelfingerregel, at hvis tre venner mødtes, ville en af dem arbejde for Stasi. Det var muligt, at Petras far var iblandt dem. Folk lod sig hverve af så mange grunde. Hans tvillingesønner afviser det ikke.
   Petra taler med sin mor og sine brødre. Hun interviewer psykologer og historikere. Fra at være en mentalitetshistorisk rekonstruktion af barndommen i DDR, bliver filmen efterhånden en rejse ind i Stasis kolossale arkiv, hvor svaret muligvis ligger et sted.



STASI var et tankepoliti, som foretog forebyggende overvågninger. Der er mange systemer, men ingen overordnet koordinering af oplysningerne i de 11 reolkilometer med sagsmapper, som overlever. Man registrerede afvigelser fra den herskende norm. Kun i ganske få tilfælde handlede det om at følge aktive dissidenter. Dem var der ikke mange af.
   Direktøren for Stasi-museet i Berlin forklarer, hvorfor han endte med at sige nej, da Florian Henckel von Donnersmarck ville optage filmen De andres liv i autentiske locations. Der var ikke tale om fortrængning. Han havde stor sympati for projektet, som udbredte kendskabet til Stasi og anskueliggjorde de traumer, som vidner fra perioden må bearbejde.
   Problemet var filmens forvanskning af Stasis filosofi og funktion. Især var karakteren Wiesler en urealistisk konstruktion. I filmen griber han aktivt i de overvågedes liv og hjælper forfatteren Dreyman. Der findes i hele Stasis historie ingen eksempler på sådan en adfærd. Man var stolt af sit arbejde og havde korpsånd. Eller også var man ligeglad.



HISTORIEN om Stasi er bogstaveligt et puslespil. 25 år efter Murens fald sidder der stadig arkivarer og restaurerer iturevne rapporter i de 16.000 sække, som Stasi ikke fik skaffet af vejen. Arbejdet har prioritet. Hvis ikke det lykkes, fik Stasi jo held med at slette historien.
   Tjenesten samlede data i blinde og lagrede uoverskuelige mængder af information til senere brug. På samme måde fungerer de moderne efterretningstjenesters ophobning af vilkårlige data. DDR var et angiversamfund. Det samme er Danmark, hvis borgerne anonymt kan oplyse mistanke om bekymrende adfærd og muligt socialt bedrageri [eller FET og PETs informationer kan benyttes frit af NSA].
   Petra Epperlein går rundt i Chemnitz med sin store mikrofon og sine hovedtelefoner. Karl Marx City er en smuk og tankevækkende film, som du selv skal have lov at opleve. Jeg vil derfor ikke røbe, hvad arkivet rummer af oplysninger om Petras far.
   Karl Marx City gør i vid udstrækning brug af autentiske overvågningsoptagelser. Sorgarbejdet bevæger, og erindringsøvelsen er bittersød (n)ostalgi, men det er røntgenbilledet af Stasi – en blind kolos med blækspruttearme – som udgør filmens primære aktiv.


Karl Marx City. Instr. og manus: Petra Epperlein og Michael Tucker. Foto: Michael Tucker. 89 min. Tyskland 2016. Dansk premiere: 21.12.2017.


Fotos: Pepper and Bones Films/ CineMaterial/ Bundesarchiv Deutschland/ CPH DOX/ DFI
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2017