Translate

Viser opslag med etiketten antikrigsfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten antikrigsfilm. Vis alle opslag

søndag den 3. december 2023

Au revoir là-haut | Vi ses deroppe | See You Up There (2017)


FALSKE MONUMENTER
Historisk panorama med abstrakt overblik

Af BO GREEN JENSEN

PROLOGEN er dateret »Marokko, november 1920«. En mand med blå jakke, bredskygget hat og hvide bukser bliver ført gennem gadens sand af to betjente. Da de når til en politistation, går de ind.
   Scenen er set oppefra og filmet med et dronekamera. Perspektivet er vigtigt. Historien foregår nede på jorden, men det er en »stor« fortælling med den samme kosmiske synsvinkel, som man finder i gamle romaner af Dumas, Hugo og Balzac. Eller film som Paradisets børn.
   Manden bliver sat på en stol foran politiinspektøren, som giver tegn til, at håndjernene skal låses op. Arrestanten præsenterer sig som Albert Maillard, født den 16. maj 1872 i rue Ordener i Paris. Han bliver spurgt om sin soldatertid. Det er en kompliceret historie. »Tid har vi nok af,« siger inspektøren, og forestillingen kan begynde.
   Så to år før er vi ved verdenskrigens slutning. Det er den 9. november 1918. En hund løber gennem ingenmandsland. Begge sider venter på våbenhvilen. Da tropperne får ordre til at indstille alle kamphandlinger, er der glæde blandt de franske styrker på højdedrag 113.


   
KUNSTNEREN Péricourt og fortælleren Maillard ser på hinanden og smiler. Den eneste, som ikke glæder sig over freden, er kaptajn Pradelle. Pradelle er fortællingens skurk og den tredje vigtige brik i brætspillet. Han træder straks i karakter ved at sende ældste og yngste soldat på en futil mission. Begge mænd bliver skudt. Et sidste slag begynder.
   Da Maillard når hen til de døde, ser han, at de er blevet skudt i ryggen. Pradelle ser, at han ser det, og tvinger ham baglæns. En granat slår ned, og fortælleren dør. Det vil sige: Hans hjerte holder med at slå, men han når at gemme sit hoved i en død hests mund.
   Så bagefter er der alligevel lys. Péricourt får Maillard til at ånde igen. De smiler, da endnu en granat slår ned. Péricourt får knust sit ansigt og svæver mellem liv og død. Vi ser hans forhistorie i en morfinrus: den døde mor; den rige far, som ikke forstår ham; den hengivne søster.



ALT dette sker i filmens første ti minutter. Da Péricourt vågner, ser han forfærdet på resterne af sit ansigt. Han skriver Merde på en tavle som reaktion på lægernes tilbud om en protese. Resten af livet skjuler han sine skamferede træk bag stadig mere fantastiske masker.
   Og hvad skal disse mænd gøre resten af livet? Krigen fylder for så vidt ikke meget i Vi ses deroppe. Alligevel gennemlyser den alt. Vi forstår, at de har svært ved at finde sig til rette. Péricourts fysik er ødelagt. Maillard får usselt arbejde. Kun Pradelle flyder oven på som en prop. Libertineren efterjusterer sin blodtørst og genopstår som charlatan. Han har sin modpol i Péricourts far, som er en relativt retskaffen kapitalist.
   Soldatens hjemkomst er ofte skildret i kunsten. Beskrivelserne er bitre, tragiske, patetiske, absurde. Næsten alle undsiger normaliteten, som de ikke kan forholde sig til. Sløret er revet i stykker. Desillusionen definerer modernismens lange periode. Tro og moral er blevet en stor vittighed.
   Pierre Lemaitres roman Au revoir là-haut gør alt på en gang. Trods den gamle form er blikket moderne. Det er trods alt konstrueret på en historisk afstand af 100 år. I tidens egne skrifter var tabet af sikre værdier et drama. Nu er det et grundvilkår.



DET er en fremragende fortælling. Den vansirede kunstner beslutter at korrigere regnskabet. Maillard har beundret Péricourts livfulde tegninger. Han forstår ikke det patriotiske kitsch, som vennen nu præsenterer.
   Péricourt har ingen mund, så han kan ikke tale tydeligt. Han meddeler sig via gadebarnet Louise, der har set ham i øjnene og rørt ved hans ar. Hun oversætter hans gutturale tirader. Også Louise (Héloïse Balster) er en smuk, litterær konstruktion.
   Efterkrigstiden har ikke brug for hjemvendte soldater, men nærer en hyklerisk trang til at ære de døde. Hver lille by, ja hvert kvarter vil have sit monument. Péricourt får fremstillet et katalog med kenotafer. »Banalt + grimt + dyrt = succes« siger han og laver en smilende maske.
   Monumenterne skal forudbetales, det er ikke planen at opføre dem. Bedraget er lukrativt og genialt. Bestillingerne strømmer ind. Også Pradelle bliver rig på rekordtid. Han sætter en svindel med begravelser i system og indynder sig hos Péricourts søster (Émilie Dequenne). Vennerne foretager deres modtræk. Kun de tre mænd – og Louise – har det fulde overblik.



EFTERHÅNDEN bliver maskerne mere abstrakte. Maillard forklarer politiinspektøren, hvordan det abstrakte blik ser virkeligheden fra siden, så den forvrængede verden bliver smuk.
   Der er hele tiden visuel ækvilibrisme. Der er en genuint bevægende scene mellem Péricourt père et fils (Niels Arestrup og Nahuel Pérez Biscayart). Laurent Lafitte (den »hjælpsomme« nabo fra Paul Verhoevens Elle) er tilpas uudgrundelig som Pradelle. Men Albert Dupontel, som også har instrueret, bærer filmen i mål som Albert Maillard.
   Tegneserieæstetikken har meget til fælles med Jean-Pierre Jeunets skildring af Den Store Krig i Un long dimanche de fiançailles (2004, da. En lang forlovelse) efter romanen af Sebastian Japrisot. Der er spor af både Jacques Tardi og Fabien Nury i Dupontels mise-en-scène. I La chambre des officiers (2001) belyste François Dupeyron det samme grufulde emne med en anden sensibilitet. Filmen foregik på en hospitalsstue, hvor de lemlæstede officerer fik udført ansigtskirurgi og var gemt væk.**
   Au revoir là-haut er meget seværdig. Det er en film, som forstår og formår at sige svære og vigtige ting, der stritter i mange retninger. Der er tragisk humor, indædt satire og fin kærlighed. Kunstnerens masker drejer det hele i retning ad Gaston Leroux og Eugène Sue. Det er en kulørt historie i bedste forstand.



*) Vi ses deroppe udkom på dansk i 2014. Lemaitre modtog Goncourtprisen 2013 for romanen. Han har siden videreført historien om Les enfants du désastre i Couleurs de l’incendie (2018, da. Flammernes farve) og gjort den færdig i Miroir de nos peines (2020). Karsten Nielsen har oversat de to første bind i trilogien, som udkom på forlaget Lindhardt og Ringhof. Lemaitre er endvidere kendt for serien om kriminalkommissær Camille Verhoeven og enkeltstående thrillers som Robe de marié (2009, da. Brudekjolen) og Trois jours et une vie (2016, da. Tre dage og et liv). Det historiske projekt videreføres i en ny trilogi med titlen Les années glorieuses, som er henlagt til tiden efter 2. verdenskrig. Hverken Le Grand Monde (2022) og Le Silence et la Colère (2023) foreligger på dansk. Forlaget Calmann-Lévy udgiver Lemaitres bøger i Frankrig. 


**) Lemaitre og tegneren Christian De Metter har samarbejdet om den fornemme graphic novel-udgave af Au revoir là-haut (2015). Lemaitre er ikke co-krediteret på det følgende album, Couleurs de l'incendie (2020). I november 2023 udkom Miroir de nos peines. Editions Rue de Sèvres har udgivet Les Enfants du désastre-sekvensen. La chambre des officiers bygger på en roman af Marc Dugain. Filmen fik ikke dansk premiere, men blev vist på førsteudgaven af Copenhagen International Film Festival 2003 med sin engelske titel, The Officer's Ward.   


Vi ses deroppe (Au revoir là-haut). Instr. & manus: Albert Dupontel. Foto: Vincent Matthias. 118 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 14.06.2018.



Fotos: Stadenn Prod/ Manchester Films/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télésions/ La Région Île-de-France/ CNC/ Procirep/ ANGOA/ CODEC/ Canadian Television Fund/ Entourage Pictures/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Egmont/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/  Editions Rue de Sèvres/ YouTube (Unifrance Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.06.2018

lørdag den 2. december 2023

Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)


DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.
   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*
   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.
   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.
   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.


INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.
   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.


ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.
   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.
   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**


DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.
   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.
   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.



*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)
Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

fredag den 1. december 2023

Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008)


TING SOM GØR FORTRÆD
En film om frygtløshedens pris

Af BO GREEN JENSEN

BAGDAD 2004. Den amerikanske hær og de øvrige koalitionstropper befinder sig på andet år i Irak, i egen forståelse som en progressiv fredsstifter, i andres øjne som en besættelsesmagt.
  Man er så småt ved at indse, at den anden Golfkrig ikke bliver vundet så let som den første. Amerikanerne har ressourcerne og det tunge maskineri. De lokale sabotører, der ser sig selv som frihedskæmpere, har satanisk konstruerede vejsidebomber og perfekt camouflage, idet de smelter ind i den baggrund af trods alt velfungerende hverdag, som man ofte måber over i skildringer af moderne storbykrig.
   De amerikanske styrker råder over særlige bombepatruljer, der med en erfaren tekniker som leder forsøger at afmontere sprængladningerne på stedet. En af dem er Kompagni Bravo, som har 38 dage af sin tur tilbage, da The Hurt Locker åbner in medias res. Da en Rulle-Marie har undersøgt bomben, som ligger i en bunke murbrokker midt på gaden, ifører eksperten Matt Thompson (Guy Pearce) sig den tunge, metalforede beskyttelsesdragt, der får ham til at ligne en dykker på land. Langsomt nærmer han sig bomben, mens sergent J.T. Sanborn (Anthony Mackie) giver order til korporal Owen Eldridge (Brian Geraghty) og de øvrige infanterister, der skal dække løjtnant Thompson, mens han arbejder.



MED ét står den lokale slagter så i døråbningen til sin butik. For sent opdager Eldridge, at manden holder en mobiltelefon. Sanborn giver soldaterne ordre til at skyde, men slagteren når at udløse bomben. Thompson løber væk fra eksplosionen, men er stadig for tæt på trykbølgen og falder død om i sin beskyttelsesdragt. 
   Livet går videre. Krigsførelsen er en evighedsmaskine. Sanborn lægger Thompsons effekter i en af de særlige kasser, som bruges til formålet, når ligene skal flyves hjem. Da han kommer tilbage til sit kvarter på kasernen, er den næste bombeekspert allerede ved at indrettte sig.
   Det første, som den fremmede gør, er at fjerne afskærmningen fra de blændede vinduer. Sanborn betragter ham skeptisk. Han kan på lang afstand se, at den nye eksplosionsekspert, løjtnant Will James (Jeremy Renner), ikke er som de fleste soldater. Den nye mand er tilvænnet og kræver sit daglige adrenalin-sus. For nogle mænd bliver krigen et narkotikum. »War is a drug,« slutter det motto, som Kathryn Bigelow citerer journalisten Chris Hedges for først i filmen. Fyndordet stammer fra bogen War is a Force That Gives Us Meaning (2002).


WILL James føler ikke længere frygt. Tværtimod opsøger han livsfaren og agerer, som den rationelt frygtsomme Sanborn bemærker, mere som en ranger eller cowboy. Når han nærmer sig et bombested, lægger han straks beskyttelsesdragten, så han kan arbejde under behagelige forhold. Han bliver ved, til han har fundet detoneringsmekanismen og afmonteret bomben. Det er indtil videre lykkedes for ham 873 gange.
   Delingens oberst (David Morse) er stolt af sin nye fribytter. Sanborn er mindre begejstret. Han vil gerne leve tiden ud, og fordi James er så nonchalent og uforudsigelig, udgør han en omvandrende invitation til irakiske snigskytter. Det kommer så vidt, at Sanborn diskuterer med Eldridge, om de skal likvidere deres leder og kalde hans død for et hændeligt uheld. Et vendepunkt, et umærkelig skift i relationen indtræffer, da amerikanerne i ørkenen møder britiske koalitionstropper med en T.E. Lawrence (of Arabia)-lignende leder (Ralph Fiennes).
   Englænderne har to tilfangetagne irakere med sig i deres kampvogn. I en scene så intens og langsom, at tiden virkelig føles som real time, arbejder James og Sanborn sammen om at finde og dræbe de snigskytter, som plukker og slukker mændenes liv ét for ét. Det lykkes at sætte to træffere ind på 850 meters afstand, mens Eldridge på sin side elimerer en partisan, der har lagt sig på togskinnerne.
   Den aften drikker mændene igennem på kasernen, og James forklarer Sanborn og Eldridge, hvorfor han gemmer både fjendens tændsatser og et foto af sin søn i den æske, som ligger under hans seng. Will James kan godt lide at røre ved »all the things that hurt you«, når han har deaktiveret den trussel, de udgør. Heraf filmens titel. James' æske er The Hurt Locker. Kassen eller skrinet med alle de ting, som kan gøre fortræd. »This box is full of stuff that almost killed me«.


KRIGEN i Irak var muligvis et ressourcespild af dimensioner og en politisk fejlinvestering, der fik gravet Amerika endnu dybere ned i det kaninhul, man ikke kunne undslippe fra, da krigen i Vietnam blev tabt for snart 50 år siden. Til gengæld kom der, under begge Golfkrige, forbavsende gode bøger og film ud af interventionen, allerede mens den foregik.

   I forbindelse med krigene i Korea og Vietnam blev kunsten først skabt efter fredsslutningen. I Irak og Afghanistan var der tale om løbende efterretning. Fra David O. Russells Three Kings (1999) til Brian De Palmas Redacted (2008) vokser en vifte af smukt forarbejdede antikrigsfilm, som sjældent taler åbent mod krigen, men gør deres virkning ved at vise fragmenter af virkeligheden, både i marken og på hjemmefronten.
   Undergenren er rig efterhånden. Der er lødige fiktionsfilm som Robert Redfords Lions for Lambs (2007), Mike Nichols' Charlie Wilson's War (2007) og Irwin Winklers Home of the Brave (2006). Der er opportunistiske actionfilm som Peter Bergs The Kingdom (2007) og dokumentariske projekter som Tim Robbins' agiterende Embedded (2004) og Errol Morris' kliniske Standard Operating Procedure (2008).


SÆRT nok – eller netop ikke – er nogle af de klareste film skabt af frustrerede tilflyttere som canadieren Paul Haggis (In the Valley of Elah, 2007), englænderen Sam Mendes (Jarhead, 2005) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition, 2007). Men de bedste to er lavet af kvindelige instruktører: Kimberley Peirces Stop-Loss (2008) og Kathryn Bigelows The Hurt Locker.
   Bigelow (Blue Steel, Strange Days) tilhører en lille gruppe af kvindelige filmskabere, som konsekvent beskæftiger sig med udtryk og genrer fra mændenes verden. I The Hurt Locker fortæller hun enkelt og næsten minimalistisk om soldaternes farlige hverdag. Modsat Peirce i Stop-Loss og De Palma i Redacted, gør Bigelow ikke brug af de [i 2004] nye sociale medier, YouTube, Facebook, videochat, der i andre sammenhænge gør denne krig mere nærværende.
   Fordi man er sammen med mændene dag og nat, og fordi filmen følger dem i alle situationer, får publikum gradvis den samme klaustrofobiske fornemmelse. Inde i krigen lever bomberydderne i deres egen verden. Deres grundvilkår er kronisk frygt eller manglen på samme. Undervejs er den tematiske slægtning, som man hyppigst sender en tanke, ikke en anden krigsskildring, men Henri-Georges Clouzots legendariske Le salaire de la peur (1953, da. Frygtens pris) om chauffører, som kører med nitroglycerin.*


FILMEN bliver i Irak i to timer, og efterhånden forstår man alle tre mænd: den ødelagte James, den forsigtige Sanborn og den forvirrede Eldridge, som både beundrer og frygter sin leder. Det føles derfor som et lille stilbrud, da historien til slut følger med James hjem til hverdagen i Amerika. Her ved han ikke, hvad han skal stille op med sin kone og sin søn i huset, hvor der bare er stille. Der er 2.000 slags morgenmad at vælge imellem i det bugnende supermarked. Så megen frihed kan James ikke håndtere.

   I en af filmens hjertescener taler han til sin lille søn, som endnu ikke kan svare igen og er begejstret for den mekaniske spilledåse, som hans far bruger til at lulle ham i søvn med. James forklarer, hvordan verden er fuld af begejstring, mens man er barn og føler sig tryg på et sted, man kan kalde for hjemme. Med tiden bliver der færre af tingene, som man elsker. Endelig er summen skrumpet ind til to-tre ting. Eller måske bare én i hele verden.


DER bliver filmen igennem talt ned til den dag, hvor Kompagni Bravo har gjort sin pligt og mændene kan rotere videre til anden tjeneste. Ved slutningen er James tilbage i Irak. Uret er stillet tilbage, og det er nu Kompagni Delta, der har 365 dage tilbage, mens kameraet zoomer ud fra James, som nærmer sig dagens vejsidebombe, denne gang iført beskyttelsesdragten.
   Eldridge er forlængst fløjet hjem med et knust ben. Som afsked forbander han bombeeksperten, der må have sin daglige adrenalin. Der bliver ikke viklet en narrativ krølle om Sanborn. Ellers kan man ikke beskylde The Hurt Locker for at ende abrupt. Den er derimod nok en halv time for lang, men fantastisk konkret og intens i sin midte.
   Kimberly Peirces Stop-Loss handlede om den regel, et opdateret Catch-22 à la Joseph Heller, som gør det muligt for militærledelsen at forlænge soldaternes værnepligt, mere eller mindre for evigt. I The Hurt Locker har James slet ikke brug for den regel. Han har skrevet sin egen stop-loss-paragraf. Eksperten kommer aldrig ud af Irak, selv hvis det lykkes ham at flytte sig fysisk.


DER er ingen kunstig spænding, ingen spektakulære effekter, intet fyrværkeri. På sin måde er The Hurt Locker en tør og næsten saglig actionfilm om gode mennesker, der perverteres og ødelægges af krigen. Thomas lever stærkest, når han tænder sin cigaret efter afmonteringen af endnu en bombe. The Hurt Locker er årets mest intense filmoplevelse. Den mangler nok nogle grader i dybden, men som antikrigsfilm er den fejlfri og som politisk kunstværk stærkt tankevækkende.

The Hurt Locker var Oscar-nomineret i 9 kategorier. Den vandt i 6 af dem – Best Motion Picture of the Year (Nicolas Chartier, Kathryn Bigelow, Mark Boal, Greg Shapiro); Best Achievement in Directing (Bigelow), Best Writing, Original Screenplay (Boal); Best Achievement in Film Editing (Bob Murawski, Chris Innis); Best Achievement in Sound Mixing (Ray Beckett, Paul N.J. Ottosson) og Best Achievement in Sound Editing. Bigelow blev den første kvinde, som modtog en Oscar for bedste instruktion.   



*) Frygtens pris
var før i tiden (frem til 1990, sådan cirka) en film, man havde hørt om og skulle se. I 1953 modtog den både Guldbjørnen i Berlin og Guldpalmen i Cannes. Filmen kunne stadig rydde gader, hvis den blev vist i tv. Efter fænomenale succeser med The French Connection (1971) og The Exorcist (1973) brugte William Friedkin (1935-2023) fire år på at skabe Sorcerer (1977, da. Frygtens pris), som moderniserede rammehistorien. Roy Scheider har rollen, som Yves Montand spiller i Clouzots version. Friedkin fastholdt – rimeligt nok – at Sorcerer ikke var en genindspilning af The Wages of Fear, men en ny fortolkning af Georges Arnauds roman fra 1950.
   Produktionen var kostbar, og filmen blev negativt modtaget. Sorcerer er først i nyere tid begyndt at give overskud. På Mostraen i Venedig 2013 præsenterede Friedkin selv filmen i et restaureret director's cut. Her genså jeg den og var overvældet. På den fornemme britiske blu-ray (40th Anniversary Collector's Edition, Entertainment One UK, 2017) har Friedkin og Nicolas Winding Refn en timelang samtale om Sorcerer. Flere filmskabere foretrækker Friedkin for Clouzot (dog ikke Christopher Nolan, der i 2017 brugte Le salaire de la peur som inspiration for Dunkirk). Quentin Tarantino skriver begejstret om Sorcerer i Cinema Speculation (2022).


  Clouzots film har været gennem alle stadier i udviklingen af videomarkedet. For eksempel blev den farvelagt og udsendt på VHS i en pan-scan kopi. I 2017 blev den digitalt restaureret og vist i klassikerserien på Cannes Festivalen. I 2022 udkom en fransk 2K Blu-ray fra Universal Studios. BFI forbereder en britisk 4K Ultra HD Blu-ray, som udkommer i februar 2024.             

The Hurt Locker. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 132 min. USA 2008. Dansk premiere: 04.09.2009.


Fotos: Voltage Pictures/ Grosvenor Park Media/ FCEF/ Kingsgate Films/ Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2009.

torsdag den 30. november 2023

Brian De Palma: Redacted (2007)


DEN BEARBEJDEDE SANDHED
En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*
   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.



GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.
   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.
   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.
   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.



DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.
   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.
   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.
   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.



DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.
   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.
   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.
   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?



REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.
   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.
   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.




*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.


Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]