Translate

Viser opslag med etiketten Kimberly Peirce. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kimberly Peirce. Vis alle opslag

lørdag den 2. december 2023

Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)


DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.
   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*
   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.
   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.
   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.


INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.
   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.


ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.
   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.
   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**


DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.
   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.
   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.



*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)
Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

fredag den 25. juni 2021

To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]




VREDEN SOM ET KERNEVÅBEN
En klassisk fortælling om mobning og hævn

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas Carrie (1976) var en filmatisering af Stephen Kings første roman fra 1974. Filmen er en klassiker i horrorgenren. Den bliver til stadighed set af nye årgange. Skal man bruge bogen én gang til, må der mere end et remake til. Nogle versioner er bare kopier, og så giver stiløvelsen slet ingen mening. Skræmmeeksemplet er Gus Van Sants 1998-genindspilning af Hitchcocks Psycho (1960), som simpelt hen kalkerede originalen i et slavisk 1:1 forhold.
   Carrie er en af stærkeste historier om mobning og tankeløs ondskab. Egentlig handler den om seksuel berøringsangst og faren ved at undertrykke naturlige drifter, så de bliver til overnaturlige kræfter. Den telekinetisk begavede Carrie vokser op hos sin kristent fanatiske mor. I skolen bliver hun drillet, hånet og trynet til undselighed.
   Mobningen kulminerer i åbningsscenen, hvor Carrie frygter for sit liv, da hun begynder at bløde i omklædningsrummet. Ingen har fortalt hende om menstruation. Pigerne hidser hinanden op, deres ansigter bliver en vrængende mur. Carrie overdænges med tamponer, mundene råber: »Stik den op!« Lærerinden griber ind, men betror bagefter den konfliksky rektor, at hun selv havde lyst til at ruske i Carrie.


TO piger reagerer forskelligt på hændelsen i brusebadet. Chris, som kastede den første sten, bliver ved at plage Carrie. Den anstændige Sue fortryder, at hun lod sig rive med. Da begge får forbud mod at komme til afdansningsballet – Carrie er også et højdepunkt i prom night-undergenren – beder Sue sin kæreste, Tommy, tage Carrie med til festen. Carrie er mistænksom, men Sues gestus kommer fra hjertet.
   Imens forbereder Chris en passende hævn med sin kæreste. Da Carrie og Tommy bliver kåret som aftenens par, hældes svineblod ned over Carrie. Atter står hun, narret, ydmyget og indsmurt i blod, foran hoben. Vreden i hende detonerer som et kernevåben. Få kommer levende ud af lokalet, og finalen er en studie i rødt, et crescendo af flammer og blod. Hjemme venter opgøret med den hysteriske mor.


KIMBERLY Peirce (Boys Don’t Cry, Stop-Loss) ændrer ikke historien, men hun gør den mere detaljeret og fokuserer på kvindernes psykologiske relationer, hvor De Palma var mere tilbøjelig at kaste sit berygtede voyeuristiske blik på glatkroppene. Carries mor – Piper Laurie i den gamle film, Julianne Moore i den nye – er skrevet op (eller ned ) til en grad af troværdighed, der gør hende til mere end en gysereffekt.
   Manuskriptforfatteren Roberto Aguirre-Sacasa lader flere gamle scener stå ordret tilbage, men tilføjer nye og uddyber psykologien. Han lader også Carrie være mere bevidst om sine telekinetiske kræfter. Hos De Palma blev der holdt igen før den apokalyptiske festscene. Nu er man næsten for godt forberedt, da Carrie krænger vreden ud. Rammen er skrevet op til i dag. Fornedrelsen i omklædningsrummet kommer straks ud som happy slapping på YouTube.


DE Palmas film var glat og skudt i stærke farver, en 80er-film før sin tid. Carrie var vel også hans homage til italiensk giallo. Hos Peirce er verden støvet og fuld af jordfarver. Marco Beltrami har (modsat Mario Tosi, som komponerede musikken til De Palma) ikke fået besked på at skrive et score, der ligger så tæt som muligt på Bernard Herrmann.
   I 1977 var Sissy Spacek en vagere, men mere troværdigt aparte og akavet Carrie, end Chloë Grace Moretz (fra Hugo og Kick-Ass) er i 2013. Navne som Amy Irving og Nancy Allen havde store begynderroller i Carrie. Den nye film finder tilsvarende typer i Gabriella White (Sue) og Portia Doubleday (Chris).
   Jeg så den nye film med min ældste datter, som dengang var 22. For hende var Carrie også en fabel om baggrunden for skoleskydninger. Og netop en tekst med mange betydninger. Det er en god pointe. Faktisk falder Peirces film helt på plads, hvis man ser den sammen med Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011), en anden film, hvor forholdet til Mor spiller ind. Den nye Carrie er værd at se, men den gamle står ret urørligt tilbage.



Carrie. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa. Foto: Steve Yedlin. 99 min. USA 2013. Dansk premiere: 31.10.2013.

Carrie. Instr.: Brian De Palma. Manus: Lawrence D. Cohen. Foto: Paul Hirsch. 98 min. USA 1976. Dansk premiere: 01.04.1977.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab
1977-filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay
2013-filmen streames på Blockbuster og iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013