Translate

Viser opslag med etiketten Chloë Grace Moretz. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chloë Grace Moretz. Vis alle opslag

fredag den 1. september 2023

Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014)


SLANGEN I BJERGENE
Assayas forsøger sig med metafysisk melodrama

Af BO GREEN JENSEN

PORTRÆTTET af den aldrende diva, som er nået om på den anden side af berømmelsen og ser tilbage på de første år med bittersød undren, hører til sætstykkerne i det melodramatiske register. Motivet efterjusteres i Skyerne over Sils Maria, hvor stjernen Maria Enders (Juliette Binoche) har både en ung assistent (Kristen Stewart) og en yngre konkurrent (Chloë Grace Moretz) at forholde sig til.

   Der er gået tyve år, siden Maria Enders fik sit gennembrud i teaterforestillingen Maloja Snake. Hun spillede dengang den 18-årige Sigrid, der bliver fortrolig med den ældre Helena, som hun siden fortrænger og driver til selvmord. Maria fordrev selv en ældre kollega. Hun så helst, at den gamle kvinde bare forsvandt.
   Der henvises ofte til skuespillet, men man hører kun enkelte udtag. Det virker og er vel også tænkt som et riff på motiver fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva) og John Cassavetes' Opening Night (1977) tilsat identitetspolitiske troper fra Rainer Werner Fassbinders Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra Von Kants bitre tårer). Hirokazu Kore-eda bruger den samme idé i La vérité (2019, da. Sandheden), hvor Catherine Deneuve er den falmende stjerne.
   I filmens metaunivers har Maloja Snake fået klassikerstatus. Maria medvirkede også i biografudgaven af skuespillet og har siden haft en stor karriere, både på scene og lærred. Maria Enders kunne være et arthouse-navn som Hanna Schygulla. Eller en stjerne som netop Juliette Binoche.



NU er hun kommet til Schweiz for at modtage en ærespris på vegne af forfatteren Wilhelm Melchior, som skrev Maloja Snake. I Zürich bliver hun kontaktet af en ung instruktør (Lars Eidinger), som vil nyopsætte stykket – denne gang med Maria som den kasserede kvinde. Endvidere erfarer hun, at Melchior er død, da hun besøger huset i Sils, hvor han skrev sine tekster.
   Maria er som altid i selskab med sin assistent, Valentine, der kender hendes vaner og luner. Maria ved ikke, om hun skal tage rollen – det føles som at erkende et nederlag. Hun er også nervøs for mødet med det nye talent, amerikaneren Jo-Ann Ellis, som skal spille hendes gamle signaturrolle – og sikkert ikke sætter pris på privilegiet.
   Valentine har sin egen tvivl og sine egne overvejelser. Hun ved ikke, om hun skal blive hos Maria og ende som en professionel skyggetante. De to kvinder er skiftevis veninder, næsten et kærestepar og chefen, der giver sekretæren besked. Set i et særligt lys ligner de sikkert karaktererne fra Maloja Snake.




OLIVIER Assayas (f. 1955) skrev om andres film i Cahiers du Cinéma, mens han skabte de første af sine egne, Désordre og L’enfant de l’hiver, i slutningen af 1980erne. Det gjorde han af kærlighed, men også med et øje på traditionen fra Jean-Luc Godard, François Truffaut og de øvrige nouvelle vague-ikoner, der i 1960erne brugte det stadig aktive tidsskrift som en slags kritisk og kreativt laboratorium.
   Det var i Cahiers, at auteurteorien blev udviklet, og en specialitet for tidsskriftet var de franske cineasters iver efter og mod på at se noget særligt i amerikanske genrefilm. Assayas, som er født tyve år senere og tilhører firsergenerationen – Luc Besson, Jean-Jacques Beineix, Arnaud Desplechin, Leos Carax osv. – har altid lagt selvbevidste filmting i sine arbejder.
   Også Skyerne over Sils Maria har en stamtavle. Den består i vid udstrækning af søgende samtaler, som bliver ført af fremmedgjorte mennesker på naturskønne lokaliteter, der forlenes med symbolske kvaliteter. Og manuskriptet kan slippe af sted med at være så vagt, fordi det spiller på publikums forventninger om, hvad der plejer at ske i film som Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954), John Hustons Night of the Iguana (1964) og Paolo Sorrentinos Youth (2015). Der er for den sags skyld også takter fra Ingmar Bergman, Michelangelo Antonioni og Douglas Sirk.



DET er en film for tre kvinder, der skal reagere på præmisser, som en mandlig forfatter har konstrueret. De mange meta-lag virker ikke altid nødvendige eller universelle. Alligevel lykkes det Assayas at gøre karaktererne troværdige og komplekse nok til, at man følger dem med interesse. Det lykkes også at gøre teksten i teksten – skuespillet Maloja Snake – til en fiktion, der føles konkret.
   Det lykkes derimod aldrig filmen at forvinde et præg af kultiveret skriveøvelse. Skyerne over Sils Maria er aldrig bare i nærheden af nerven og dybden i Sommertid og Efter revolutionen. Eller legesygen og surrealismen i Irma Vep (1996), der er stærkt på vej op ad ranglisten over film, som bliver stående uanset tiden. Men som en selvbevidst tekst i sin særlige genre er den på højde med Les destinèes sentimentales (2000), Demonlover (2002), Clean (2004) og Boarding Gate (2007). Det er bare en anden og mindre tydelig genre.
   Især ét billede bliver på nethinden. Filmen tager sin titel efter et naturfænomen, som pilgrimme valfarter til Sils for at opleve: Under optimale vejrforhold kommer skyerne glidende som en slange mellem bjergene. Man kan bogstaveligt røre ved himlen. Sils er i øvrigt også den by, hvor Friedrich Nietzsche skrev sine filosofiske hits.


GENNEM hele filmen bygges der op til øjeblikket, hvor slangen i bjergene giver sig til kende. Det er en uimodsigelig scene, som fejer alle de abstrakte overvejelser om tiden og kulturen til side. Den ligger naturligvis lige dér, hvor konflikten mellem Maria og Valentine spidser til.
   Juliette Binoche har smilet, rødmen og livfuldheden fra sine første roller i behold. Kristen Stewart er måske gjort lidt for proper og prosaisk effektiv som assistenten, men kvinderne fungerer godt sammen. Som teenagestjernen går Chloë Grace Moretz til stregen af alle klicheer, men uden at overskride dem.
   Dét er filmens strategi. Derfor ved man aldrig helt, hvor man har den, skønt alt ved konteksten virker bekendt. At Assayas aldrig formulerer et budskab, er måske det bedste ved Sils Maria – der er kun en frustrerende ironi, som irriterer på lifligste vis.


Sils Maria (Skyerne over Sils Maria). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 124 min. Frankrig-Tyskland-Schweiz 2014. Dansk premiere: 22.10.2015.


Fotos: CG Cinéma [still photo credit: Carole Bethuel]/ Pallas Film/ CAB Productions/ Vortex Sutra/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Orange Studio/ Radio Telévision Suisse/ SRG - SSR/ Ezekiel Film Production/ Eurimages/ CNC/ ARTE/ Ciné+/ Canal+/ Deutscher Filmförderung/ MDM/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ FFA/ Office Fédéral de la Culture/ MEDIA Programme of the European Union/ BLS Business Location Südtirol-Alto Adige/ Cinéforom/ Fondation Ernst Göhner/ Loterie Suisse Romande/ New Japan Pro-Wrestling Co/ Stage Pool Focal/ Succés Passage Antenne/ Suisse Tourisme/ IFC Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ YouTube [Arnold Fanck 1924 documentary; Pinnacle Films trailer + clip].
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.
Clouds of Sils Maria er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#822) 
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2015.

tirsdag den 19. april 2022

Neil Jordan: Greta/Stalker (2018)


HYSTERISKE DRØMME
Den irske fornyer vil genfinde gløden 

Af BO GREEN JENSEN

NEIL Jordan (f. 1950) kom som et frisk pust fra Irland med Angel i 1982. Han filmatiserede Angela Carter (i The Company of Wolves, 1984) og fornyede den britiske gangstergenre med Mona Lisa (1986), som George Harrisons HandMade Films satsede på. Senere måtte man intet røbe om The Crying Game (1992), hvor en soldat forelsker i sig i en transkønnet mand. Også Breakfast on Pluto (2005) var tidligt ude med LGBTQ+-tema.
   Jordan trivedes i USA. Efter filmudgaven af Anne Rices Interview with the Vampire (1994, da. En vampyrs bekendelser) var genren atter stor i ti år. The End of the Affair (1999, da. Enden på legen) var en smagfuld film efter Graham Greenes katolske utroskabsroman, og helteportrættet af Michael Collins (1996) var den definitive irske gestus. Jordans allerbedste film, The Butcher Boy (1997), fik aldrig dansk premiere.


DISSE ting ligger årtier tilbage. Nu er Jordan fyldt 70 og holder lange kunstpauser. The Brave One (2007) var en mådelig selvtægtshistorie med Jodie Foster som offeret, der går til modangreb og bliver afhængig af tage hævn. Ondine (2009) var en moderne version af myten om Undine, her med en gælisk sælkvinde (selkie) i fokus. Byzantium fra 2017 var en hysterisk, men visuelt interessant vampyrfortælling med Gemma Arterton og Saoirse Ronan som mor og datter.
   Det er længe siden, at Jordan har været interesseret i mænd. Kun Stephen Rea (fra debutfilmen) medvirker altid i en marginal rolle. Det gælder også i Greta, hvor Rea er på lærredet i fem minutter. Han spiller en privatdetektiv, som prompte bliver skaffet af vejen. Alle Jordans film har noget for sig. Undtagelsen er den bogstaveligt rædselsfulde In Dreams (1994). En grim, grotesk fortælling, som var uhyggelig på de forkerte måder.
   Desværre har Greta, som på dansk hedder Stalker, en bred rem af huden. Den går uafbrudt efter effekter og dyrker en karikeret høj stil, men fordi overspillerne er Isabelle Huppert og Chloë Grace Moretz, bliver det ikke helt ubærligt.



FRANCES (Moretz), som har mistet sin mor, knytter sig til enken Greta (Huppert), skønt veninden Erica (Maika Monroe) advarer hende. Men Greta er ensom og savner sin datter. Frances finder håndtasken, som Greta har »glemt«. Først da Frances ser alle de andre ens tasker i Gretas skab, forstår hun, at Erica havde ret.
   Der følger en hårrejsende stalker-historie. Huppert sætter sig ved klaveret og spiller »Liebestraum« for at overdøve skrig og banken. Hun bliver da en ufrivillig karikatur af sin rolle i Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianistinden). Jordan jonglerer behændigt med drømme. Det er distraherende, at filmen på dansk deler titel med et hovedværk af Andrej Tarkovskij.



MEN fred være med det. Flere isnende sætstykker lykkes, og der er et godt twist i den grufulde slutning. Det er dog effekter for effektens skyld – og derfor en film, som primært vil friste fans af Huppert, Moretz, Rea, Monroe og instruktøren. Dem er der naturligvis også en del af.


*) Det er til dels et synsbedrag, at der intet nyt kom fra Jordan mellem Byzantium og Greta. Han skrev og instruerede de tre sæsoner af tv-serien The Borgias, som blev produceret 2011-2013. The Borgias gik til historien i samme lurvede ånd som Michael Hirsts serie om The Tudors (2007-2010), hvor Jonathan Rhys Meyers spillede Henrik VIII. Jordan fulgte op med tre sæsoner af Riviera (2017-2020), en tacky og populær serie med Julia Stiles, Anthony LaPaglia og Lena Olin, som han var showrunner på. Begge projekter er meget kulørte.  
   Som forfatter har Jordan med mere held holdt fast i sig selv hele vejen. The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994) var store irske titler. Efter ti års pause kom der atter gang i udgivelserne. Jordan skriver enten skært realistisk eller magisk fabulerende. Romanerne Shade (2004), Mistaken (2011) og især den vidtfavnende Carnivalesque (2017) er bøger, som kunne og burde blive til film. 
   Der er grund til at glæde sig til Marlowe, som p.t. er i post-produktion. Her er Liam Neeson castet som Raymond Chandlers ikoniske privatopdager. Det bliver interessant at se, om Jordan moderniserer – som Robert Altman gjorde i The Long Goodbye (1973) med Elliott Gould – eller betoner nostalgien, som Dick Richards og Michael Winner gjorde i Farewell, My Lovely (1973) og The Big Sleep (1978), de britiske Marlowe-film med Robert Mitchum.
   Forlægget er den stilrene Chandler-pastiche i romanen The Black-Eyed Blonde (2014). Det er en kendt sag, at forfatternavnet Benjamin Black er et pseudonym for skønlitteraten John Banville, der har skrevet en lang række krimier under dette alias. Det er første gang i 40 år, at Philip Marlowe kommer op på stort lærred. Både Diane Kruger og Jessica Lange medvirker. Det kan blive godt for alle parter – inklusive publikum. Marlowe har premiere i 2023.

Greta (Stalker). Instr.: Neil Jordan. Manus: Ray Wright, Neil Jordan. Foto: Seamus McGarvey. 98 min. Irland-USA 2018. Dansk premiere: 02.05.2018.


Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Lawrence Bender Productions/ Little Wave Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ Demarest Films/ Number 9 Films/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainments
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2018.

fredag den 25. juni 2021

To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]




VREDEN SOM ET KERNEVÅBEN
En klassisk fortælling om mobning og hævn

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas Carrie (1976) var en filmatisering af Stephen Kings første roman fra 1974. Filmen er en klassiker i horrorgenren. Den bliver til stadighed set af nye årgange. Skal man bruge bogen én gang til, må der mere end et remake til. Nogle versioner er bare kopier, og så giver stiløvelsen slet ingen mening. Skræmmeeksemplet er Gus Van Sants 1998-genindspilning af Hitchcocks Psycho (1960), som simpelt hen kalkerede originalen i et slavisk 1:1 forhold.
   Carrie er en af stærkeste historier om mobning og tankeløs ondskab. Egentlig handler den om seksuel berøringsangst og faren ved at undertrykke naturlige drifter, så de bliver til overnaturlige kræfter. Den telekinetisk begavede Carrie vokser op hos sin kristent fanatiske mor. I skolen bliver hun drillet, hånet og trynet til undselighed.
   Mobningen kulminerer i åbningsscenen, hvor Carrie frygter for sit liv, da hun begynder at bløde i omklædningsrummet. Ingen har fortalt hende om menstruation. Pigerne hidser hinanden op, deres ansigter bliver en vrængende mur. Carrie overdænges med tamponer, mundene råber: »Stik den op!« Lærerinden griber ind, men betror bagefter den konfliksky rektor, at hun selv havde lyst til at ruske i Carrie.


TO piger reagerer forskelligt på hændelsen i brusebadet. Chris, som kastede den første sten, bliver ved at plage Carrie. Den anstændige Sue fortryder, at hun lod sig rive med. Da begge får forbud mod at komme til afdansningsballet – Carrie er også et højdepunkt i prom night-undergenren – beder Sue sin kæreste, Tommy, tage Carrie med til festen. Carrie er mistænksom, men Sues gestus kommer fra hjertet.
   Imens forbereder Chris en passende hævn med sin kæreste. Da Carrie og Tommy bliver kåret som aftenens par, hældes svineblod ned over Carrie. Atter står hun, narret, ydmyget og indsmurt i blod, foran hoben. Vreden i hende detonerer som et kernevåben. Få kommer levende ud af lokalet, og finalen er en studie i rødt, et crescendo af flammer og blod. Hjemme venter opgøret med den hysteriske mor.


KIMBERLY Peirce (Boys Don’t Cry, Stop-Loss) ændrer ikke historien, men hun gør den mere detaljeret og fokuserer på kvindernes psykologiske relationer, hvor De Palma var mere tilbøjelig at kaste sit berygtede voyeuristiske blik på glatkroppene. Carries mor – Piper Laurie i den gamle film, Julianne Moore i den nye – er skrevet op (eller ned ) til en grad af troværdighed, der gør hende til mere end en gysereffekt.
   Manuskriptforfatteren Roberto Aguirre-Sacasa lader flere gamle scener stå ordret tilbage, men tilføjer nye og uddyber psykologien. Han lader også Carrie være mere bevidst om sine telekinetiske kræfter. Hos De Palma blev der holdt igen før den apokalyptiske festscene. Nu er man næsten for godt forberedt, da Carrie krænger vreden ud. Rammen er skrevet op til i dag. Fornedrelsen i omklædningsrummet kommer straks ud som happy slapping på YouTube.


DE Palmas film var glat og skudt i stærke farver, en 80er-film før sin tid. Carrie var vel også hans homage til italiensk giallo. Hos Peirce er verden støvet og fuld af jordfarver. Marco Beltrami har (modsat Mario Tosi, som komponerede musikken til De Palma) ikke fået besked på at skrive et score, der ligger så tæt som muligt på Bernard Herrmann.
   I 1977 var Sissy Spacek en vagere, men mere troværdigt aparte og akavet Carrie, end Chloë Grace Moretz (fra Hugo og Kick-Ass) er i 2013. Navne som Amy Irving og Nancy Allen havde store begynderroller i Carrie. Den nye film finder tilsvarende typer i Gabriella White (Sue) og Portia Doubleday (Chris).
   Jeg så den nye film med min ældste datter, som dengang var 22. For hende var Carrie også en fabel om baggrunden for skoleskydninger. Og netop en tekst med mange betydninger. Det er en god pointe. Faktisk falder Peirces film helt på plads, hvis man ser den sammen med Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011), en anden film, hvor forholdet til Mor spiller ind. Den nye Carrie er værd at se, men den gamle står ret urørligt tilbage.



Carrie. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa. Foto: Steve Yedlin. 99 min. USA 2013. Dansk premiere: 31.10.2013.

Carrie. Instr.: Brian De Palma. Manus: Lawrence D. Cohen. Foto: Paul Hirsch. 98 min. USA 1976. Dansk premiere: 01.04.1977.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab
1977-filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay
2013-filmen streames på Blockbuster og iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

søndag den 30. maj 2021

Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]


DRØMMENES OPRINDELSE
Mesterens hyldest til mediets fædre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser med begejstring, og ved, at man vil gense med endnu større glæde. Som regel er det en reaktion, man prøver at genopleve. Man husker en ubærlig spænding, et raffineret plottvist, et komisk højdepunkt, en romantisk eller erotisk forløsning. I Martin Scorseses pragtfulde Hugo er det snarere summen af udsøgte detaljer. Det er også en følelse, som bygges op over tid, før den endelig får lov at blomstre en fuld time inde i filmen. Som først og fremmest er en film om film, skønt den forklæder sig som en ny Frændeløs.
   Hugo er et påskeæg med en ægte diamant indeni. Den er længe om at komme til sagen, fordi den bruger tid på at sætte scenen så grundigt. Der er sirlig charme og fin atmosfære i Dante Ferrettis dekoration, som gør det ud for Gare du Montparnasse i 1931. Næsten som figurer af den slags, legetøjsmageren sælger fra sin butik, går travle passagerer rundt mellem faste skikkelser som blomsterpigen (Emily Mortimer), caféindehaversken Madame Emilie (Frances de la Tour), hundeelskeren Monsiur Frick (Richard Griffiths) og antikvarboghandleren Monsieur Labrisse (Christopher Lee).



EN særstilling indtager den standhaftige stationsforstander (Sacha Baron Cohen), som døjer med et stift ben og erindringen om en ulykkelig barndom. Såret fik han i krigen. Han ved, at det aldrig vil læge, og derfor kan han ikke tale naturligt til blomsterpigen. Han sublimerer sin frustration ved at jage Hugo og andre gadebørn med særlig nidkærhed. Han bærer husarblå uniform og er poleret som en tinsoldat. Ved hans side går Maximillian, en vist egentlig ikke så glubsk Dobermann.
   Man ser hele livet komme og gå på en travl togstation. Drysset ud med løs hånd er også profiler af kronologiske markører som guitaristen Django Reinhardt (Emil Lager), forfatteren James Joyce (Robert Gill) og kunstmaleren Salvador Dali (Ben Addis). De bliver dog brugt til endnu mindre end baggrundsfigurerne i Woody Allens Midnight in Paris (2011), som vokser ud af den samme sentimentale bevidsthed.
   Et solstrejf venter flere figurer. Alligevel er stationen blot et mekanisk sætstykke, en sindrig maskine (og netop en kulisse), som holdes i gang af de ure, den 12-årige Hugo vedligeholder. Fra uret i tårnet kan han se Paris, og perspektivet gentager sig: med Eiffel-tårnet som gylden krumtap er byen en lysende evighedsmaskine. Alt i verden har en funktion. Kun forældreløse drenge og skuffede filmskabere er alene.



DET er den gamle mand i legetøjsboden, som skaber historien. Hugo »låner« nu og da løsdele til sine ure og den defekte mekaniske dukke, som drengen har efter sin far. Han reparerer figuren efter anvisninger i sin fars notesbog. Legetøjshandleren foregiver at døse. Hugo nærmer sig af nysgerrighed. Manden griber hans hånd og vil have en forklaring. Der er kontakt. Det varer dog længe, før parret bliver venner.
   Først skal Hugo tro, at bogen er brændt. Han skal møde legetøjsmagerens guddatter, Isabelle, og de skal sammen smelte den gamle mands hjerte. Hugo har altid savnet en nøgle til sin mekaniske mand. Da han ser, hvad Isabelle bærer om halsen, giver han endelig slip på sin hemmelighed og derved også på sin ensomhed.
   Man kan sagtens se, at denne historie er fortalt med flair og en sans for kosmisk ironi. Man kan se, at filmen holder af mennesker. Det er dog også som at betragte en verden i bonsaiformat. En skalamodel med en masse urværker. Så bekender filmen kulør og røber, hvem den gamle mand er.


SOMME tider løber tingene sammen på lykkelig vis, og man taler om synkronisitet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Georges Méliès (1861-1938) og hans tid dukker op i så mange forbindelser nu. Brian Selznick skrev og tegnede billedromanen The Invention of Hugo Cabret i 2007. Samme år købte Scorsese filmrettighederne og satte John Logan til at skrive manuskriptet til Hugo, der blev optaget i 2010.*
   Samtidig arbejdede det franske produktionsselskab Lobster Film på at restaurere en farvelagt kopi af Le voyage dans la lune (1902), som dukkede op i Barcelona i 1993, da en privat samler donerede 200 stumfilm til Filmoteca de Catalalunya. Lobster Film, som drives af cineasterne Serge Bromberg og Eric Lange, byttede sig til kopien i 1999 og brugte tre år på at restaurere filmstrimlen billede for billede.
   I den verden drejer hjulene langsomt. Der gik siden syv år med at rejse finansiering til digitaliserede version, som fik (re)premiere på Cannes Festivalen i 2011. Til lejligheden skrev den franske duo Air et nyt score, som er udsendt på cd sammen med en dvd, der indeholder den originale produktion fra Méliès Star Film.**



DET er netop fra Le voyage dans la lune, at Scorsese citerer mest ivrigt. Blandt Méliès’ mange film, er det dén, der bliver husket, ikke så meget for de tumlende gøglerier, men for trickoptagelsen af Manden i Månen, som bliver ramt en plein dans l’oeil af ekspeditionens raket.
   Man ser nu, at raketten var rød. Når vi som skolebørn i 1960erne skulle se scener fra filmkunstens første år, var det et ridset fragment af En Tur til Maanen, som blev vist, før man hastigt skred videre til Charlie Chaplin, Harold Lloyd og de øvrige ursteder, som også besøges kursorisk i Hugo.
   Man kan skrive tykke bøger om Méliès og hans betydning for filmproduktion i mediets første årti, hvor en række forretningsstrukturer blev fastlagt. Det er og bliver dog Manden i Månen – dét at det første bevaringsværdige skud rummer så megen humor og fantastisk overskud – der får pioneren til at stå levende for os.***
   Méliès brugte første gang månens ansigt i La lune à un metre (1898), en film på tre minutter, hvor han selv ses som astronomen, der drømmer. Det surrealistiske trick i Le voyage dans la lune – en for tiden umådeligt lang produktion på 13 minutter og 56 sekunder – blev varieret i Le voyage à travers l’impossible (1904), hvor et tog kører ind gennem solens mund. Også denne film, som varer 26 minutter, var baseret på et værk af Jules Verne, som kan have set Méliès’ film før sin død i 1905.



MÉLIÈS kaldes af og til filmens Jules Verne. Hans signatur blev trickoptagelsen, som lader ting gå op i røg, forsvinde og træde frem igen på magisk vis. Méliès sagde selv, at han fik ideen i 1896, da et kamera satte sig fast. Ting blev tryllet væk fra billedet. Filmhistorikeren David Robinson har dog peget på Edmond Kuhns The Execution of Mary, Queen of Scots (1985), en produktion fra Edison Kinetoscope, som stedet, hvor der første gang bliver klippet med magisk effekt.
   Man kan diskutere, om Méliès faktisk udtænkte de teknikker – dobbelt eksponering, split screen og dissolve – som han hyppigt krediteres for. Der er til gengæld ingen tvivl om, at han skabte filmkunstens første fantastiske historier og grundlagde en vital tradition, som stadig lever i bedste velgående. For Scorsese er dét det centrale:
   »Det utrolige ved Méliès er, at han udforskede og opfandt stort set alt, hvad vi laver i dag. Der går en direkte linje ned gennem science fiction og fantasyfilmene fra 30erne, 40erne og 50erne og op til film af Harryhausen, Spielberg, Lucas og James Cameron. Det er der alt sammen. Méliès gjorde alt det, vi nu gør med computere, green screen og digitalisering. Han gjorde det bare i kameraet og i studiet.«



MÉLIÈS instruerede en forbløffende mængde titler – i alt 555 – i årene 1896-1913. Han drev studiet Star Film sammen med sin bror, Gaston, som i 1910 blev direktør for USA-filialen Star Film Ranch i Texas. Det er sandt, at Méliès begyndte at gentage sig selv, at tiden fik smag for en anden slags film og at nye markedsstrukturer fortrængte de uafhængige producenter. Det var dog Gaston Méliès, som slog de sidste søm i kisten, da han brugte 50.000 dollars på at filme i Stillehavsområdet.
   Historien koncentreres i romantisk form hos Scorsese. Det er sandt, at Méliès solgte legetøj på Gare du Montparnasse, da Star Film var likvideret i 1913. Han brændte dog ikke studiet i Montreuil – det blev inddraget af hæren, der brugte det som krigshospital. Det er sandt, at Jeanne d’Alcy – filmens Mama Jeanne (Helen McCrory) – medvirkede i 13 af hans film. De blev dog først gift i 1926, da Méliès første hustru var død. Jeanne d’Alcy (1865-1956) betragtes som den første franske skuespillerinde.


I FILMEN bliver det et gennembrud for Hugo og Isabelle, da Monsieur Labisse fortæller dem om biblioteket på Det franske Filmakademi. Her finder de en beskrivelse af Méliès’ betydning i en monografi med titlen Inventer le rêve: L’histoire des premiers films af Réne Tabard (Michael Stuhlbarg). Skønt manden og hans bog om drømmens opfindelse virker ægte, er begge skabt til lejligheden.
   Det er derimod ikke fri fantasi, at Méliès blev hyldet ved et gallarrangement i 1929. Da han i 1931 blev tildelt Legion d’honneur, var det Louis Lumière, som motiverede medaljen. I 1932 flyttede Papa Georges og Mama Jeanne til en æresbolig i La Maison du Retrait du Cinéma i Orly. Her døde han i januar 1938, efter sigende med ordene: »Le, kære venner. Le med mig, le for mig. For jeg drømmer jeres drømme.« Den gamle tryllekunstner er begravet på Père Lachaise-kirkegården.



DET er, da Hugo når historien om Méliès, at den for alvor bliver bevægende magisk. Genremæssigt går øvelsen ud på at skabe en film, der kan samle familien og henrykke både store og små. Det falder ikke uden videre naturligt for manden bag hårdkogte highlights som Taxi Driver, Goodfellas og The Departed. Skønt Scorsese gør et agtværdigt forsøg på at skildre to (gammel)kloge børn, er det slet ikke sikkert, at nudanske børn vil dele Isabelles eksalterede appetit på litterære eventyr. Endvidere spiller Chloë Grace Moretz (i 2011 helt ung og bedst kendt som Hit-Girl fra Matthew Vaughns Kick-Ass) meget ujævnt.
   Asa Butterfield er bedre til at formidle Hugos rastløse søgen, som længe er et monomant projekt. Hugo nedstammer fra Oliver Twist og David Copperfield. Han er også en slags selvportræt af filmkunstneren som ung hvalp. Drengen skal løse et mysterium, mens hans eget liv tager form, og han er nødt til at tænke og handle i én flydende bevægelse, hvis stationsforstanderen – fortællingens svar på den fæle hundefanger, som man altid kun ser benene af i animationsfilm – ikke skal tage ham.



DEN mekaniske mand, der kan tegne og skrive, må sælges alene på Hugos fascination. Det ligner et postulat ganske længe. Drengen taler til dukken, og der er uudgrundelige reaktionsbilleder af et forfinet metalansigt. Man forstår, at dukken udgør Hugos eneste konkrete bevis for sin fars liv, men det er egentlig ikke noget, man føler. Jude Law fungerer i flashback fortrinligt som den dedikerede alenefar, der gav sønnen indsigt i urværker og en fornemmelse for det sindriges metafysik.
   3D-effekterne fra stationen bliver monotone og Modern Times-agtige. Der slides også rigeligt på sammenligningen mellem drengen, der hænger i tårnuret, og Harold Lloyd i den klassiske farce Safety Last (1923). Da en drømmesekvens rekonstruerer den spektakulære togulykke, som virkelig fandt sted på Gare du Montparnasse i 1895 – et løbsk tog kom ud gennem glasfacaden i første sals højde – er man dog næsten lige så anfægtet som det panikslagne publikum, der dukker sig for toget i brødrene Lumières L’Arrivée d’un train á la Ciotat (1895), som Scorsese genskaber i 3D.
   Hugo vågner af mareridtet – og er midt i en anden mærkelig drøm. Man forstår, at manden bag Shutter Island (2010) har tænkt sig at blive ved formen, skønt indholdet nu er et andet.


I DEN første time er Hugo en yndig effektfilm, der arbejder hårdt på at blive eventyrlig. Det sker, da robotten tegner månens ansigt og signerer tegningen Georges Méliès. Nu har børnene et mysterium at opklare, og billedmageren Scorsese har en historie, han brænder for at fortælle: filmmediets skabelsesberetning. Da Méliès får et navn, og hans kulde bliver forklaret, er virkningen meget bevægende. Filmen har et stort aktiv i Ben Kingsley, som til og med ligner den historiske Méliès.
   Der er kun varme og vemod forbundet med scenerne fra Méliès’ glaspalads, hvor han og Madame Jeanne skaber alle de magiske urværker. Da Kingsley tager ordet for selv at fortælle historien og bogstaveligt bliver den yngre Méliès, er der fri bane hele vejen til havet. Filmen balancerer perfekt som fortælling, og scenerne synes virkelig at ånde i sig selv. Især indspilningen af Vingt mille lieues sous les mers (1907) bliver et sætstykke, et glansnummer og et genuint poetisk øjeblik.



DET er ikke tilfældigt, at Scorsese begyndte på Hugo samtidig med, at Michel Hazanavicius fik ideen til The Artist (2011), som hylder stumfilmen lidt længere fremme. For det første har dvd, blu-ray og streaming skabt en ny interesse for de ældste film, der aldrig har set bedre ud og får karakter af et nyt kontinent, hvis man aldrig har oplevet andet end flimrende farcer med Charlie Chaplin og The Keystone Cops.
   For det andet er det ikke (kun) nostalgi, som driver værket hos filmskaberne. Der er nok en skildring af, hvor kunstarten kom fra, men også en overvejelse om, hvor den skal hen. Mediet gør sig tanker om sin herkomst og sin fremtid i en verden, der har sagt farvel til den fysiske filmstrimmel. Det kan man kun blive klogere af.
   Disse film vil skildre drømmenes oprindelse. De bruger hele paletten af tricks til at genskabe mediets første historie. The Artist vil røre ved følelsesdybden og kvaliteten af uskyld i det klassiske melodrama, som skrev sin tekst i skuespillernes ansigter. Hugo vil vise tilskueren den glæde og benovelse, som filmens første publikum følte ved at se skygger kravle hen over væggen. Følelsen lykkes for Hazanavicius, magien lykkes for Scorsese. The Artist og Hugo er store film. Ser man dem begge, ved man det meste.



*) The Invention of Hugo Cabret (2007) 
var den første af Brian Selznicks enestående billedromaner, der bryder med de gængse rammer for graphic novels, billedbøger og tegneserier. Bøgerne kombinerer tekst, der står for sig, med sort-hvide håndtegninger, typisk udført i blyant eller kul. Der er cirka 700 sider i hver bog. Forlaget Sesam udgav Opfindelsen af Hugo Cabret: en roman i ord og billeder i to bind i 2007. Titlen er senere overtaget af forlaget Carlsen. Hverken Wonderstruck (2011) eller The Marvels (2015) findes i danske udgaver. Brian Selznick har selv skrevet The Hugo Movie Companion (2011) og en tilsvarende Wonderstruck Movie Scrapbook (2017), som hører sammen med Todd Haynes' filmatisering. Alle bøgerne er udkommet på Scholastic Books, som bl.a. udgiver Harry Potter-serien i USA. I 2018 illustrerede og designede Selznick et boxsæt med de syv romaner i anledning af 20-året for udgivelsen af Harry Potter and the Sorcerer's Stone (1998, da. Harry Potter og de vises sten). Se hjemmesiden thebrianselznick.com


**) Virgin/EMI har udgivet det nykomponerede score med Air (Jean-Benoit Dunckel + Nicolas Godin). Serge Bromberg og Éric Langes håndkolorerede og restaurerede version af Le voyage dans la lune indgår i Deluxe Edition. Lobster Films' særudgave blev vist på Cannes Festivalen 2011 og havde fransk biografpremiere den 8. december 2011. En Tur til Maanen blev første gang vist i Danmark den 19. marts 1906. Georges Méliès og Star Films producerede 558 titler. Henved 200 er bevaret. De er udgivet både på dvd og blu-ray. Georges Méliès: First Wizard of Cinema (1896-1913) er et 5-disc sæt med en spilletid på 13 timer. Der er 173 film i udgivelsen fra amerikanske Flicker Alley. Flere af de senere, lange titler er blevet farverestaureret efter samme retningslinier som Le voyage dans la lune. Det gælder f.eks. Le royaume des Fées (1903, da. Paa Havsens Bund eller Feernes Kongerige), som havde dansk premiere den 12. april 1905. En håndfuld af de mest karakteristiske Méliès-titler kan ses på Arte's franske hjemmeside.

***) Der er skrevet adskillige bøger om Georges Méliès. I maj 2021 har det nyistandsatte La Cinemathéque française i rue Bercy i Paris netop åbnet Musée Méliès – La magie du cinéma, en stor særudstilling, som vises til og med december 2025. I forbindelse med udstillingen har Laurent Mannoni skrevet billedværket Méliès, la Magie du cinéma (Coédition Flammarion/ La Cinémathéque française, 2020), der fungerer som udstillingskatalog. Værket afløser Méliès, magie et cinéma fra 2002, som Mannoni skrev sammen med Jacques Malthéte. Martin Scorsese har skrevet forordet. Se mere på hjemmesiden cinematheque.fr

Hugo. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 126 min. USA 2011. 3D i udvalgte sale. Dansk premiere: 15.03.2012.

Le voyage dans la lune (En Tur til Maanen). Instr. og manus: Georges Méliès. Foto: Théophile Michault, Lucien Tainguy. 13 min. Frankrig 1902. Dansk premiere: 19.03.1906.


Fotos: Paramount Pictures/ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Lobster Film/ Scholastic Books
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy. YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra Arrow Academy 18.07.2023
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.03.2012 [og voksede med tiden i foredragsform]