Translate

Viser opslag med etiketten Kathryn Bigelow. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kathryn Bigelow. Vis alle opslag

fredag den 1. december 2023

Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008)


TING SOM GØR FORTRÆD
En film om frygtløshedens pris

Af BO GREEN JENSEN

BAGDAD 2004. Den amerikanske hær og de øvrige koalitionstropper befinder sig på andet år i Irak, i egen forståelse som en progressiv fredsstifter, i andres øjne som en besættelsesmagt.
  Man er så småt ved at indse, at den anden Golfkrig ikke bliver vundet så let som den første. Amerikanerne har ressourcerne og det tunge maskineri. De lokale sabotører, der ser sig selv som frihedskæmpere, har satanisk konstruerede vejsidebomber og perfekt camouflage, idet de smelter ind i den baggrund af trods alt velfungerende hverdag, som man ofte måber over i skildringer af moderne storbykrig.
   De amerikanske styrker råder over særlige bombepatruljer, der med en erfaren tekniker som leder forsøger at afmontere sprængladningerne på stedet. En af dem er Kompagni Bravo, som har 38 dage af sin tur tilbage, da The Hurt Locker åbner in medias res. Da en Rulle-Marie har undersøgt bomben, som ligger i en bunke murbrokker midt på gaden, ifører eksperten Matt Thompson (Guy Pearce) sig den tunge, metalforede beskyttelsesdragt, der får ham til at ligne en dykker på land. Langsomt nærmer han sig bomben, mens sergent J.T. Sanborn (Anthony Mackie) giver order til korporal Owen Eldridge (Brian Geraghty) og de øvrige infanterister, der skal dække løjtnant Thompson, mens han arbejder.



MED ét står den lokale slagter så i døråbningen til sin butik. For sent opdager Eldridge, at manden holder en mobiltelefon. Sanborn giver soldaterne ordre til at skyde, men slagteren når at udløse bomben. Thompson løber væk fra eksplosionen, men er stadig for tæt på trykbølgen og falder død om i sin beskyttelsesdragt. 
   Livet går videre. Krigsførelsen er en evighedsmaskine. Sanborn lægger Thompsons effekter i en af de særlige kasser, som bruges til formålet, når ligene skal flyves hjem. Da han kommer tilbage til sit kvarter på kasernen, er den næste bombeekspert allerede ved at indrettte sig.
   Det første, som den fremmede gør, er at fjerne afskærmningen fra de blændede vinduer. Sanborn betragter ham skeptisk. Han kan på lang afstand se, at den nye eksplosionsekspert, løjtnant Will James (Jeremy Renner), ikke er som de fleste soldater. Den nye mand er tilvænnet og kræver sit daglige adrenalin-sus. For nogle mænd bliver krigen et narkotikum. »War is a drug,« slutter det motto, som Kathryn Bigelow citerer journalisten Chris Hedges for først i filmen. Fyndordet stammer fra bogen War is a Force That Gives Us Meaning (2002).


WILL James føler ikke længere frygt. Tværtimod opsøger han livsfaren og agerer, som den rationelt frygtsomme Sanborn bemærker, mere som en ranger eller cowboy. Når han nærmer sig et bombested, lægger han straks beskyttelsesdragten, så han kan arbejde under behagelige forhold. Han bliver ved, til han har fundet detoneringsmekanismen og afmonteret bomben. Det er indtil videre lykkedes for ham 873 gange.
   Delingens oberst (David Morse) er stolt af sin nye fribytter. Sanborn er mindre begejstret. Han vil gerne leve tiden ud, og fordi James er så nonchalent og uforudsigelig, udgør han en omvandrende invitation til irakiske snigskytter. Det kommer så vidt, at Sanborn diskuterer med Eldridge, om de skal likvidere deres leder og kalde hans død for et hændeligt uheld. Et vendepunkt, et umærkelig skift i relationen indtræffer, da amerikanerne i ørkenen møder britiske koalitionstropper med en T.E. Lawrence (of Arabia)-lignende leder (Ralph Fiennes).
   Englænderne har to tilfangetagne irakere med sig i deres kampvogn. I en scene så intens og langsom, at tiden virkelig føles som real time, arbejder James og Sanborn sammen om at finde og dræbe de snigskytter, som plukker og slukker mændenes liv ét for ét. Det lykkes at sætte to træffere ind på 850 meters afstand, mens Eldridge på sin side elimerer en partisan, der har lagt sig på togskinnerne.
   Den aften drikker mændene igennem på kasernen, og James forklarer Sanborn og Eldridge, hvorfor han gemmer både fjendens tændsatser og et foto af sin søn i den æske, som ligger under hans seng. Will James kan godt lide at røre ved »all the things that hurt you«, når han har deaktiveret den trussel, de udgør. Heraf filmens titel. James' æske er The Hurt Locker. Kassen eller skrinet med alle de ting, som kan gøre fortræd. »This box is full of stuff that almost killed me«.


KRIGEN i Irak var muligvis et ressourcespild af dimensioner og en politisk fejlinvestering, der fik gravet Amerika endnu dybere ned i det kaninhul, man ikke kunne undslippe fra, da krigen i Vietnam blev tabt for snart 50 år siden. Til gengæld kom der, under begge Golfkrige, forbavsende gode bøger og film ud af interventionen, allerede mens den foregik.

   I forbindelse med krigene i Korea og Vietnam blev kunsten først skabt efter fredsslutningen. I Irak og Afghanistan var der tale om løbende efterretning. Fra David O. Russells Three Kings (1999) til Brian De Palmas Redacted (2008) vokser en vifte af smukt forarbejdede antikrigsfilm, som sjældent taler åbent mod krigen, men gør deres virkning ved at vise fragmenter af virkeligheden, både i marken og på hjemmefronten.
   Undergenren er rig efterhånden. Der er lødige fiktionsfilm som Robert Redfords Lions for Lambs (2007), Mike Nichols' Charlie Wilson's War (2007) og Irwin Winklers Home of the Brave (2006). Der er opportunistiske actionfilm som Peter Bergs The Kingdom (2007) og dokumentariske projekter som Tim Robbins' agiterende Embedded (2004) og Errol Morris' kliniske Standard Operating Procedure (2008).


SÆRT nok – eller netop ikke – er nogle af de klareste film skabt af frustrerede tilflyttere som canadieren Paul Haggis (In the Valley of Elah, 2007), englænderen Sam Mendes (Jarhead, 2005) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition, 2007). Men de bedste to er lavet af kvindelige instruktører: Kimberley Peirces Stop-Loss (2008) og Kathryn Bigelows The Hurt Locker.
   Bigelow (Blue Steel, Strange Days) tilhører en lille gruppe af kvindelige filmskabere, som konsekvent beskæftiger sig med udtryk og genrer fra mændenes verden. I The Hurt Locker fortæller hun enkelt og næsten minimalistisk om soldaternes farlige hverdag. Modsat Peirce i Stop-Loss og De Palma i Redacted, gør Bigelow ikke brug af de [i 2004] nye sociale medier, YouTube, Facebook, videochat, der i andre sammenhænge gør denne krig mere nærværende.
   Fordi man er sammen med mændene dag og nat, og fordi filmen følger dem i alle situationer, får publikum gradvis den samme klaustrofobiske fornemmelse. Inde i krigen lever bomberydderne i deres egen verden. Deres grundvilkår er kronisk frygt eller manglen på samme. Undervejs er den tematiske slægtning, som man hyppigst sender en tanke, ikke en anden krigsskildring, men Henri-Georges Clouzots legendariske Le salaire de la peur (1953, da. Frygtens pris) om chauffører, som kører med nitroglycerin.*


FILMEN bliver i Irak i to timer, og efterhånden forstår man alle tre mænd: den ødelagte James, den forsigtige Sanborn og den forvirrede Eldridge, som både beundrer og frygter sin leder. Det føles derfor som et lille stilbrud, da historien til slut følger med James hjem til hverdagen i Amerika. Her ved han ikke, hvad han skal stille op med sin kone og sin søn i huset, hvor der bare er stille. Der er 2.000 slags morgenmad at vælge imellem i det bugnende supermarked. Så megen frihed kan James ikke håndtere.

   I en af filmens hjertescener taler han til sin lille søn, som endnu ikke kan svare igen og er begejstret for den mekaniske spilledåse, som hans far bruger til at lulle ham i søvn med. James forklarer, hvordan verden er fuld af begejstring, mens man er barn og føler sig tryg på et sted, man kan kalde for hjemme. Med tiden bliver der færre af tingene, som man elsker. Endelig er summen skrumpet ind til to-tre ting. Eller måske bare én i hele verden.


DER bliver filmen igennem talt ned til den dag, hvor Kompagni Bravo har gjort sin pligt og mændene kan rotere videre til anden tjeneste. Ved slutningen er James tilbage i Irak. Uret er stillet tilbage, og det er nu Kompagni Delta, der har 365 dage tilbage, mens kameraet zoomer ud fra James, som nærmer sig dagens vejsidebombe, denne gang iført beskyttelsesdragten.
   Eldridge er forlængst fløjet hjem med et knust ben. Som afsked forbander han bombeeksperten, der må have sin daglige adrenalin. Der bliver ikke viklet en narrativ krølle om Sanborn. Ellers kan man ikke beskylde The Hurt Locker for at ende abrupt. Den er derimod nok en halv time for lang, men fantastisk konkret og intens i sin midte.
   Kimberly Peirces Stop-Loss handlede om den regel, et opdateret Catch-22 à la Joseph Heller, som gør det muligt for militærledelsen at forlænge soldaternes værnepligt, mere eller mindre for evigt. I The Hurt Locker har James slet ikke brug for den regel. Han har skrevet sin egen stop-loss-paragraf. Eksperten kommer aldrig ud af Irak, selv hvis det lykkes ham at flytte sig fysisk.


DER er ingen kunstig spænding, ingen spektakulære effekter, intet fyrværkeri. På sin måde er The Hurt Locker en tør og næsten saglig actionfilm om gode mennesker, der perverteres og ødelægges af krigen. Thomas lever stærkest, når han tænder sin cigaret efter afmonteringen af endnu en bombe. The Hurt Locker er årets mest intense filmoplevelse. Den mangler nok nogle grader i dybden, men som antikrigsfilm er den fejlfri og som politisk kunstværk stærkt tankevækkende.

The Hurt Locker var Oscar-nomineret i 9 kategorier. Den vandt i 6 af dem – Best Motion Picture of the Year (Nicolas Chartier, Kathryn Bigelow, Mark Boal, Greg Shapiro); Best Achievement in Directing (Bigelow), Best Writing, Original Screenplay (Boal); Best Achievement in Film Editing (Bob Murawski, Chris Innis); Best Achievement in Sound Mixing (Ray Beckett, Paul N.J. Ottosson) og Best Achievement in Sound Editing. Bigelow blev den første kvinde, som modtog en Oscar for bedste instruktion.   



*) Frygtens pris
var før i tiden (frem til 1990, sådan cirka) en film, man havde hørt om og skulle se. I 1953 modtog den både Guldbjørnen i Berlin og Guldpalmen i Cannes. Filmen kunne stadig rydde gader, hvis den blev vist i tv. Efter fænomenale succeser med The French Connection (1971) og The Exorcist (1973) brugte William Friedkin (1935-2023) fire år på at skabe Sorcerer (1977, da. Frygtens pris), som moderniserede rammehistorien. Roy Scheider har rollen, som Yves Montand spiller i Clouzots version. Friedkin fastholdt – rimeligt nok – at Sorcerer ikke var en genindspilning af The Wages of Fear, men en ny fortolkning af Georges Arnauds roman fra 1950.
   Produktionen var kostbar, og filmen blev negativt modtaget. Sorcerer er først i nyere tid begyndt at give overskud. På Mostraen i Venedig 2013 præsenterede Friedkin selv filmen i et restaureret director's cut. Her genså jeg den og var overvældet. På den fornemme britiske blu-ray (40th Anniversary Collector's Edition, Entertainment One UK, 2017) har Friedkin og Nicolas Winding Refn en timelang samtale om Sorcerer. Flere filmskabere foretrækker Friedkin for Clouzot (dog ikke Christopher Nolan, der i 2017 brugte Le salaire de la peur som inspiration for Dunkirk). Quentin Tarantino skriver begejstret om Sorcerer i Cinema Speculation (2022).


  Clouzots film har været gennem alle stadier i udviklingen af videomarkedet. For eksempel blev den farvelagt og udsendt på VHS i en pan-scan kopi. I 2017 blev den digitalt restaureret og vist i klassikerserien på Cannes Festivalen. I 2022 udkom en fransk 2K Blu-ray fra Universal Studios. BFI forbereder en britisk 4K Ultra HD Blu-ray, som udkommer i februar 2024.             

The Hurt Locker. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 132 min. USA 2008. Dansk premiere: 04.09.2009.


Fotos: Voltage Pictures/ Grosvenor Park Media/ FCEF/ Kingsgate Films/ Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2009.

søndag den 12. september 2021

Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]


MØRKETS GERNINGER
Likvideringen af Osama bin Laden

Af BO GREEN JENSEN

FRA 2001 til 2011 havde USAs selverklærede krig mod terror et mål, et navn og et ansigt. Al Qaeda-lederen Osama bin Laden havde stolt hoverende taget ansvaret for angrebet på World Trade Center den 11. september, 2001. Den 2. maj 2011 blev han dræbt af amerikanske jægersoldater i Islamabad-forstaden Abbottabad. Måske var missionen af ringe strategisk betydning. Til gengæld var symbolværdien ikke til at tage fejl af. I længden er der ingen, som slipper godt fra at angribe USA.
   Kathryn Bigelows film om jagten på Osama bin Laden er realiseret uden de heroiske fanfarer, de irrelevante sidehistorier og den maskuline romantik, som amerikansk film ofte benytter sig af, når den frygter at kede sit publikum med for megen saglighed. Ligesom Bigelows The Hurt Locker (2008) går den først og fremmest efter det intense commitment i psykologien. Det er let at se en søster til mineeksperten fra The Hurt Locker i Maya Lambert, den ekstremt fokuserede CIA-officer, som spilles af Jessica Chastain.



MAYA ser ikke op fra sit arbejde i de ti år, som efterforskningen varer. Under vekslende chefer og administrationer er hun aldrig i tvivl. Kolleger bliver dræbt og forflyttes, jagten får lavere prioritet, men Maya bliver ved med at lede. Hun overlever et attentat i restauranten på Islamabads Hotel Marriott. Bagefter siger hun uden at blinke: »I believe I was spared so I could finish the job. I’m going to smoke everybody involved. And then I’m going to kill bin Laden.«
   I modsætning til The Hurt Locker er Zero Dark Thirty fuld af ideologi. Chastains Maya bærer historien, og det gør hun forførende stærkt. Problemet med figuren er naturligvis, at den er en fiktion. Mark Boals manuskript præsenterer forløbet som et puslespil. Brikkerne lægges, mønstret tager form. Mayas stædighed bliver belønnet. Det fremgår, at alt er autentisk baseret. Filmen bygger på »øjenvidneskildringer af faktiske begivenheder«. Men karaktererne er konstruktioner, centrale aktører som Bush og Obama ses kun på tv-skærme i baggrunden.



FOR så vidt er Zero Dark Thirty en meget upræcis rekonstruktion. Metoden giver mening i universet, hvor man udkæmper en skjult krig og agerer i en hemmelig virkelighed. Man hører kun fra lysets verden, dér hvor andre mennesker lever, når medierne rapporterer om nye terrorangreb eller diskuterer amerikanernes praksis. Der er stedangivelser som »CIA Black Site«, hvor man fremskaffer oplysninger ved tortur. Abu Ghraib-fængslet nævnes, der er billeder fra Guantanamo Bay. Maya selv kalder tiden, der går, for »hvid støj«.
   En særdeles selektiv tidslinje fremstår. Den begynder på Manhattan i september 2001 og slutter i Pakistan i maj 2011. Der er ikke noget før og efter, den ene begivenhed er en direkte konsekvens af den anden. Tortur finder sted, men kun under Bush-administrationen. Zero Dark Thirty er filmen, som rehabiliterer CIA med et slag. Krigen vindes med tvivlsomme midler, men hvordan kan man ellers »smoke everybody involved«?



MAYA rekrutteres allerede i gymnasiet. Hun bliver voksen, mens hun bruger sit liv på at finde Osama bin Laden. Filmen begynder, da efterforskeren Dan (Jason Clarke) giver Maya undervisning i, hvordan man spørger, så man får svar. Hun ser ikke væk, for det ønsker hun ikke. I Zero Dark Thirty kommer efterforskerne aldrig ud for at stå med en mistænkt, der tilstår på grund af torturen og for at få fred. Man ser kun de skyldiges ansigter. Bin Laden selv er bare et lig i en pose til slut.
   Der er ikke meget at komme efter i kunstnerisk henseende. Filmen har få fejl, men udtrykker omvendt ingen dybere sandhed. Den handler om en nations katarsis, og derfor er Zero Dark Thirty i virkeligheden svær at bedømme, hvis man ikke er amerikansk. Der er ingen letkøbt gung ho-patriotisme. Der er derimod en fejring af stoisk pligtbevidsthed. En ny slags ritualistisk patriotisme. Det er os mod dem, og vi er alene i verden. De andre kan ikke forstå os.



»ZERO Dark Thirty« er militært kodesprog for 30 minutter over midnat. Den sidste halve time af filmen bliver en detaljeret rekonstruktion af selve angrebet på komplekset i Abbottabad, hvor bin Laden har forskanset sig med sine nærmeste rådgivere og deres familier. De brave amerikanske mænd fordriver tiden med maskulin banter og kåd venteleg. Så kravler de op i to Stealth-helikoptere, flyver ind i Pakistan under radaren og likviderer de fleste i komplekset.
   Slutsekvensen er blandt andet og med rette blevet kritiseret for at ligne en bane i skydespil som Medal of Honor og Call of Duty. Soldaterne bærer night vision-udstyr, der får dem til at ligne karakterer i et computerskabt spil. Her gælder det kun om at trykke og dræbe. »Nuancer er for tøsedrenge,« som George W. Bush sagde i begyndelsen af århundredet, da krigen mod terror blev erklæret.
   Senere tog han sejren på forskud og holdt tale på et hangarskib, hvor teksten »Mission Accomplished« var skrevet med stort på et smældende banner. Det var et sjældent tydeligt udslag af hybris og troen på besværgende magi. Under Obama føres krigen med flere anfægtelser og mere finesse. Men Bigelows film giver begge mænd ret. Den moralske overbygning er bare retorik. Det er loven om øje for øje, der tæller. Tand for tand hævner Amerika sig.



MED Zero Dark Thirty afrundes en cyklus af krigsfilm, der har været ude i mange stilistiske hjørner og etiske positioner: fra Sam Mendes’ Jarhead (2005), Peter Bergs The Kingdom (2007) og Robert Redfords Lions for Lambs (2007) til Brian De Palmas Redacted (2007), Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) og Bigelows egen, Oscar-vindendeThe Hurt Locker. CIA – og USA – blev sønderlemmende kritiseret i Gavin Hoods Rendition (2007).
   Grundlaget for krigen – de fiktive masseødelæggelsesvåben – er tilbagevist i Oliver Stones W. (2008) og Paul Greengrass’ Green Zone (2010). Sorgarbejdet på hjemmefronten er skildret i Paul Haggis’ The Valley of Elah (2007), Oren Movermanns The Messenger (2009) og Stephen Daldrys Extremely Loud & Incredibly Close (2011). Fra allieret side suppleres med Michael Winterbottoms The Road to Guantanamo (2006), Ken Loachs Route Irish (2010) og Mira Nairs The Reluctant Fundamentalist (2012). Showtime-serien Homeland (2011-2020) har gjort metakrigen til populært folkeeje.



BIGELOWS film er både en omskrivning af cirklen og et korrektiv til den samlede cyklus. Den erkender, at krigen trods alt var personlig. Og nu ser man, at alt var nødvendigt. Missionen gav mening, målet helligede midlerne. Amerika havde et stævnemøde med skæbnen, og det moralske regnskab blev korrigeret én gang for alle, da man udraderede Abbottabad-komplekset. Fjendens ansigt er skudt i stykker, da Maya til slut flyves hjem.
   Så den amerikanske exceptionalisme lever i bedste velgående. Zero Dark Thirty er æstetisk imponerende, faktuelt problematisk og ideologisk set enten retfærdig eller ubehagelig, alt efter hvor man sætter sin kryds. Det er en rodet film, der maskerer sit mørke som klarhed, men også en gestus med hård konsekvens. Det er en af de film, som Barack Obama gik til valg på, en amerikansk succeshistorie, som selv Bruce Springsteen kan medunderskrive. Vote for the guy who killed Osama. Man skal se den i hvert fald én enkelt gang.




Zero Dark Thirty. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Greig Fraser. 157 min. USA 2012. Dansk premiere: 07.02.2013.


Fotos: Annapurna/ Sony Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (Situation Room Photo)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SKYSHOWTIME
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 12.09.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2013

søndag den 20. september 2020

Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020



EN SUPERHELTINDE FRA VIRKELIGHEDEN
Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

Af BO GREEN JENSEN

I 1993 blev Ruth Bader Ginsburg højesteretsdommer i USA. Så meget ved selv skolebørn. Det står i alle opslagsværker, inklusive Godnathistorier for rebelske piger (2016), som henvender sig til det yngste segment.
   Det var Bill Clinton, som udnævnte Ginsburg. Hun var ikke den første kvinde i embedet. Ronald Reagan havde udpeget den konservative Sandra Day O’Connor i 1981, men »RBG« kom med en radikal baggrund. Hun kæmpede for en fuld ligestilling af etniske grupper, sociale klasser og køn. Professoren fra Rutgers Law School blev på den måde et feministisk ikon.
   Ginsburg arbejdede, stædigt og utrætteligt, i en mandsdomineret kultur, som var mindre stemt for forandring end 2000erne og 2010erne. Det er dog en misforståelse at se historien som en stadig progressiv bevægelse. Kulturen i 2020 reagerer på en konsumerisme og chauvinisme, som blev normative værdier i 1980erne og 1990erne. Men årtusindeskiftets guldflipperkultur - som var kronede dage for typer som den unge Donald Trump, Jeffrey Epstein, Claus Riskjær Pedersen og for den sags skyld seriekrænkeren Clinton - reagerede på 1960ernes radikalisme og 1970ernes pragmatiske feminisme. Fra yippie til hippie til yuppie. Vi er snarere tilbage på sporet efter tyve års regressiv mellemtid, hvor fælleskulturen var distraheret af de geopolitiske omvæltninger i forbindelse med Berlinmurens fald.


I 2018, da Ginsburg fyldte 85, blev hun fejret i flere formater. Den demokratiske højesteretsdommer fortæller selv i dokumentaren RGB, som Julie Cohen og Betsy West skabte med fuld opbakning fra familien og det politiske miljø. Og hun medvirker i slutningen af On the Basis of Sex, Mimi Leders fiktionsfilm om den unge jurist, som er en sober og effektiv introduktion.*
   On the Basis of Sex er en kommerciel studiefilm fra Focus Features, men den demonstrerer, hvad Ginsburg faktisk fik gjort, hvor svært det var, og hvor megen aktiv og passiv modstand, hun mødte. RGB førte den første sag, som underkendte en forskelsbehandling på baggrund af kønnet. Hun vandt den i Højesteret, og afgørelsen skabte præcedens.



I 1956 bliver Ruth Bader (Felicity Jones) optaget på Harvard Law School, hvor kun ni ud af 500 studerende er kvinder. Hendes mand, Martin Ginsburg (Armie Hammer), er allerede immatrikuleret. Sammen har de datteren Jane, som bliver Ruths store inspiration.
   Dekanen Erwin Griswold (Sam Waterston) er en formidabel modstander. Han beder kvinderne begrunde, hvorfor de har søgt en plads, »som kunne være gået til en mand«. Ruth passer både sine egne og Martins studier, da han bliver syg, men hun kan ikke få dispensation og tage med ham til New York, hvis hun vil have en eksamen fra Harvard.
   Ruth flytter til Columbia Law School og bliver underviser på Rutgers University, da samtlige advokatfirmaer har sagt nej til at ansætte hende. Hendes forbillede er Dorothy Kenyon (Kathy Bates), en desillusioneret ligestillingspioner. Både Ruth og Martin bistår ACLU, en sammenslutning af borgerrettighedsorganisationer, hvor Kenyon er bestyrelsesmedlem.


I 1970 mødes Griswold og Ginsburg i Højesteret. Martin har fundet en sag, der kan bruges, fordi forskelsbehandlingen gælder en mand. En ungkarl får underkendt et fradrag til sygeplejersken, som passer hans demente mor. Ifølge skatteloven kan kun enlige kvinder foretage dette fradrag. Der bliver diskrimineret på baggrund af kønnet – i denne som i tusindvis af amerikanske love, der fastholder et antikveret kønsmønster.
   ACLU vil have Martin til at føre sagen. Direktøren Mel Wulf (Justin Theroux) mener, at Ruth lyder skinger og selvretfærdig. Han synes også, at der er vigtigere sager. Racisme og klassekamp for eksempel. Filmen er god til at skildre, hvordan kvindesagen altid skubbes i baggrunden og bliver noget, der kan vente, til de store problemer er løst.
   Ruth lyder virkelig skinger og kommer ikke godt fra start. Så finder hun sin stemme og taler fra hjertet om køn og fornuft. Griswold repræsenterer systemet. RBG vinder dagen for sin klient, begge køn og forfatningen.


SÅ til slut bliver det trods alt en Hollywood-film. On the Basis of Sex begynder i sædeskildrende Mad Men-modus og ender som e
t retssalsdrama i den amerikanske tradition.
   Der er tilsat pletter af lindrende humor. Ruth bliver vred, da hendes datter får topkarakter for sin opgave om Man dræber ikke en sangfugl. I hendes øjne er Atticus Finch en skændsel for advokatstanden. Han lyver jo om bevismaterialet.
   Der var flere sager i virkeligheden, og Mimi Leders film forenkler forløbet. Men der er hele vejen noget ægte i tonen, som aldrig får lov at blive opportunistisk. Den tørre juridiske fremstilling gør, at man som tilskuer begriber, hvor mange små sejre, der skulle til for at føre princippet igennem.
   Jeg har samme alder som RBG’s datter. Jeg husker 70erne, hvor vi hørte om Gloria Steinem og magasinet Ms., som havde Wonder Woman på forsiden, fordi tegneseriefiguren var en stærk og frigjort rollemodel. Vi hørte om politisk aktivisme, Vietnam-krigen og ACLU. Vi hørte aldrig om Ruth Bader Ginsburg, som var en superheltinde fra virkeligheden.


RBG fik konstateret kræft allerede i 1999 og gennemgik fem behandlingsforløb. Men hun var aktiv i embedet til sin død. I 2018 udtalte hun sin aktive støtte til #MeToo-bevægelsen. Hun sagde, det var på høje tid, at kvinderne, som havde tiet, blev hørt.
   Der er en dyrekøbt visdom i denne film, som løfter den højt over gennemsnittet. En stoisk feminisme. Jeg så den med min egen teenagedatter, Rose på 15. Og var virkelig glad for, at hun tog med. Jeg tror, hun lærte mere i biografen end i skolen den dag.


*) On the Basis of Sex blev et velfortjent comeback for Mimi Leder (f. 1952). I 90erne var Leder et stort og lovende navn. Hun og generationsfællen Kathryn Bigelow (f. 1951) blev kendt som Hollywoods hårde kvinder, fordi de arbejdede i actiongenren. Leder instruerede thrilleren The Peacemaker (1997) med Nicole Kidman og George Clooney og sci-fi katastrofefilmen Deep Impact (1998) med håndelag og professionalisme. Så fik hun chancen for at skabe noget mere personligt med Pay It Forward (2000, da. Giv det videre), et sentimentalt lærestykke om, hvordan man vender skæbnen og påvirker verden i positiv retning ved at sende gode gerninger videre, så de kan vokse eksponentielt. Kevin Spacey havde - længe før sit fald ned i glemsel og kronisk unåde - den bærende rolle som læreren, der inspirerer sine elever. Pay It Forward blev (også i DK) en kostbar fiasko. Der gik ni år, før Leder igen fik en instruktøropgave med Thick as Thieves, en anonym actionfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas. Så ni år mere før On the Basis of Sex. Imens arbejdede Leder som tv-instruktør på serier som The West Wing, ER, Nashville, Smash og især The Leftovers (2014-2017), som hun var medproducer på. Efter On the Basis of Sex har hun arbejdet på HBOs The Morning Show. Da coronakrisen begyndte, var Leder i færd med at forproducere The Light We Lost, en filmatisering af Jill Santopolos roman.

On the Basis of Sex. Instr.: Mimi Leder. Manus: Daniel Stiepleman. Foto: Michael Grady. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019.

RBG. Instr. og manus: Julie Cohen og Betsy West. Foto: Miriam Cutler. 98 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.


Fotos: NFD/ Cinematerial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Mimi Leder-portrættet af taget af Ryan Schude for Vanity Fair
RBG streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy
On the Basis of Sex streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 09.04.2019
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2019

onsdag den 3. juni 2020

Kathryn Bigelow: Detroit (2017) [Black Lives Matter 6]


GENERALPRØVE PÅ EN REVOLUTION
Fra Detroit i 1967 til Minneapolis i 2020

Af BO GREEN JENSEN

I DETROIT var sommeren 1967 ikke den magiske »Summer of Love«, som siden er fejret i fælleskulturen. USA’s femtestørste by, kendt for sine bilfabrikker og sjælfulde sorte musik, var tværtimod scenen for nogle af de voldsomste konfrontationer mellem politi og befolkning i nyere tid.
   Det begyndte med en razzia på 12th Street søndag den 23. juli. Bagefter gik tilskuerne ikke hjem i god orden. Først var der demonstrationer. Så fulgte plyndringer, påsatte brande og åben skudkamp i gaderne på Near West Side.
   Systemet satte ikke bare hårdt mod hårdt. Ordensmagten gik aktivt til angreb. Detroits politi fik forstærkninger fra statspolitiet. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og guvernør George W. Romney udkommanderede Michigan National Guard. Da urolighederne vedblev, satte præsident Lyndon B. Johnson to af hærens luftbårne enheder ind.
   Efter fire døgn var 2000 bygninger ødelagt. Politiet foretog 7.200 arrestationer. I alt var der 43 døde og 1.189 tilskadekomne. Hæren, politiet, hjemmeværnet og brandvæsenet mistede 16 medlemmer. Men de overvejende hvide betjente dræbte 23 og sårede 696 borgere – som for de flestes vedkommende var afroamerikanske.

  
DER var uroligheder hen over hele USA midt i 1960erne. For samtiden lignede Detroit først en gentagelse af urolighederne i Watts i Los Angeles i 1965. Heraf myndighedernes reaktion. Man har siden til hudløshed diskuteret, om opstanden i Detroit havde sit udspring i racehad eller klasseforskelle. Mange hvide deltog i hærværket og plyndringerne.
   Fordi det var 60erne, blev der sunget om sagen. Gordon Lightfoots »Black Day in July« (fra albummet Did She Mention My Name?) beskriver, hvordan »Motor City madness has touched the countryside«. Her er det ikke et spørgsmål om race, men en krig mellem fattig og rig: »Why can’t we all be brothers? Why can’t we live in peace?/ But the hands of the have-nots keep falling out of reach.«
   Den suverænt bedste skildring af uroen står i Jeffrey Eugenides' roman Middlesex (2002). Mange ser den som slag i en dyne. Andre mener, at protesterne medførte forandring. Der blev bygget bedre huse. Før havde Ford ikke ansat afro-amerikanske arbejdere. Disse forhold ændrede sig efter opstanden, som blev kaldt generalprøven på en revolution.


  
KATHRYN Bigelows benhårde film om Detroit begynder med et historisk rids. Det handler ikke om andet end race, og for hende at se er intet forandret. De første 30 minutter er en rekonstruktion i fuld størrelse. Politiet har et dårligt ry, som det mere end lever op til.
   En håndfuld karakterer plukkes i mængden: Larry Reed (Algee Smith) og The Dramatics står klar til at gå på scenen, da koncerten bliver aflyst. Alligevel synger Larry til de tomme stolerækker. Han har skruet sig op til store bedrifter. Derfor tager han og hans bror ikke hjem, men checker ind på det lurvede Algiers Motel, hvor alle slags stoffer og sex er i spil.
   En festdeltager skyder for sjov med en startpistol. Politiet tror, det er snigskytteild. Da har hæren allerede dræbt en 6-årig pige, som kiggede ud af et vindue. Og Phillip Krauss (Will Poulter), den mest aggressive af tre betjente, som siden tager flere liv og terroriserer alle de festende gæster, er blevet indberettet for at skyde en flygtende sort mand i ryggen.
   Krauss medbringer derfor selv falske beviser. Den opskræmte by er et slaraffenland for psykopater. Alt kan forklares som selvforsvar – og bliver det, da sagerne kommer for retten.
   Panikken eskalerer. Statspolitiet fralægger sig ansvaret. Krauss og hans fæller går langt over stregen. To hvide studiner bliver truet på livet, fordi de fester med sorte mænd. Forløbet er autentisk, sådan mere eller mindre. Det bliver en lang og forfærdelig nat.


DEN bliver desværre også et sidespor, som afleder opmærksomheden fra den store konfrontation udenfor.
   Der er elementer af et generisk gidseldrama i Algiers Motel-episoden. Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal lægger ikke skjul på, at de vil undersøge raceaspektet. Det er al ære værd, men strategien reducerer opstanden i Detroit til bagtæppet i et psykologisk teater.
   Bigelow er en blændende filmskaber, den eneste kvinde i Hollywood, som laver spændingsfilm med en politisk dagsorden. Hun var 15 år og boede i Californien, da tv transmitterede fra borgerkrigen i Detroit.
   Hun er kendt for en klar, kønsneutral æstetik. Efter genrestykker som Near Dark (1987), Blue Steel (1989), Point Break (1991) og Strange Days (1995), var det Oscar-vinderen The Hurt Locker (2008) – med Jeremy Renner som udbrændt mineekspert – og den mørke Zero Dark Thirty (2012) om jagten på Osama bin Laden, der satte signaturen fast.
   Detroit bliver paradoksalt kritiseret for at insistere på skildringen af racisme. En anmelder sammenlignede Bigelow med Leni Riefenstahl. En anden kvindelig kritiker skrev, at hun ikke længere var interesseret i hvide kunstneres skildring af sorte amerikaneres smerte.
   Den samme tankegang siger, at kun kvinder må skrive om voldtægt, kun soldater kan skrive om krigen. Det er et forstemmende mistillidsvotum, som underkender værdien af empati.
   Indlevelsen redder dog ikke Detroit fra at være en relativt skuffende film. For overblikket svigter, da Bigelow zoomer ind på Algiers. Detroit begynder storslået, men ender velmenende ordinært.


Detroit. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 143 min. USA 2017. Dansk premiere: 24.08.2017


Fotos: Annapurna Pictures/  First Light Production/ Page 1/ SF Studios/  Wikimedia Commons
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.08.2017