Translate

Viser opslag med etiketten jura. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jura. Vis alle opslag

søndag den 21. marts 2021

The Children Act/Dommerens valg (2014/2017) [Bogen og filmen]


DEN TØVENDE DOMMER
Portræt af en kvinde i krise og tvivl

Af BO GREEN JENSEN


DER findes ingen smertefri jura, og også dommere har et privatliv. Enhver retsafgørelse har konsekvenser, og måske er den bedste retfærdighed blind – som gudinden Justitia signalerer med sit symbolsk tildækkede blik.
   Cirka så evige og banale er de temaer, som bliver drejet en omgang i Richard Eyres film om Dommerens valg. Det er et portræt af dommeren Fiona Maye (Emma Thompson), som er fyldt 60 år og nærmer sig karrierens opsummerende fase. Hun har siddet 30 år i den britiske High Court, hvor hun afgør civile søgsmål.
   Fionas speciale er kendelser, som tager udgangspunkt i medicinske forhold. Ved filmens begyndelse sidder hun dybt begravet i en sag om adskillelsen af siamesiske tvillinger. Begge dør, hvis intet bliver gjort. Kun den ene vil leve, hvis man opererer. Fiona støtter som regel dette »man«.


FORÆLDRENE vil lade Guds vilje ske. Sagen er stor i de grådige medier. Vil dommeren tillade hospitalet »at myrde« den ene uskyldige tvilling? Fiona skærer fornuftigt igennem. Hun afgør sagen hurtigt og sikkert.
   Imens går hendes mand omkring i parrets smagfuldt indrettede lelighed og føler sig slet ikke set. Jack (Stanley Tucci) er universitetslektor. Han savner Fiona. De har ikke elsket i 11 måneder. Han overvejer en affære. Med hvem? Med Melanie. Da ikke blondinen, som kom til middag og ødelagde gulvet med sine stiletter? Jo, for hun begærer Jack.
   Parret har ingen børn selv. Somme tider passer Jack sine niecer, men Fiona blander sig ikke i legen. Hun arbejder og spiller klassisk klaver. Deraf dobbeltheden i filmens engelske titel, The Children Act. Det handler om familieret, men også om, at der ingen børn er i hjemmet. Barnets tarv hedder den danske udgave af Ian McEwans roman fra 2014.*


FIONA Maye er en rationel kvinde, som sjældent lader sig ryste eller distrahere. Men (måske) fordi hun har udfordringer hjemme, og (måske) fordi hun overvejer sit liv generelt, træffer hun netop i sagen om Adam Henry en atypisk spontan og excentrisk beslutning.
   Adam (Fionn Whitehead) er 17 år og tilhører Jehovas Vidner. Han lider af leukæmi, som hospitalet kun kan behandle, hvis man foretager en blodtransfusion. Men menigheden og Adams forældre vil ikke lade blodet besmitte. For blodet er selve essensen af livet.
   Fiona lytter opmærksomt som altid. Sædvanligvis ville hun sikkert give hospitalet sin tilladelse uden videre. Nu er hun i vildrede. For at afgøre, hvad der tjener den unge mand bedst, må hun høre ham selv – ikke forældrene på den ene side og hospitalet, som fører sag, på den anden.
   Proceduren bliver sat i bero, så dommeren kan tage en bil til hospitalet sammen med familiens juridiske rådgiver. Denne ser forundret på loftet, mens Fiona sludrer med drengen. Hun korrigerer hans fingersætning, da han viser hende sin guitar. De synger »Down by the Salley Gardens« og enes om, at William Butler Yeats var en stor digter. Det er, synes mange, som ser denne film, en dybt utroværdig og manieret digression.


IAN McEwan siger selv, at han skrev Barnets tarv, fordi han var fascineret af sin ven Alan Wards historier. Ward er landsretsdommer og førte en lignende sag. En dreng fra Jehovas Vidner nægtede at modtage blod. Ward besøgte ham på hospitalet. De talte om fodbold, og Ward traf den samme afgørelse, som Fiona gør i filmen. Senere blev den unge mand syg igen, fulgte sin tro og døde som forudset.
   Adam bliver rask og stalker Fiona. Han er ærbart forelsket, han vil bo hos hende og Jack. Fiona forklarer, hvordan tingene hænger sammen. »Jeg troede jo, jeg var venlig,« siger hun. Hun bryder igen proceduren og synger »Salley Gardens« til julekoncerten, hvor alle parykhovederne er på plads. Det er meget melodramatisk og fuldkommen irrationelt. Det er præcis, hvad Eyre, McEwan og Thompson vil sige, at livet er somme tider.


DER er grund til at inddrage Emma Thompson som jævnbyrdig partner i den kreative trio bag filmen. Hun er overvældende troværdig som den gode dommer, der kommer i tvivl. Hun fanger hver paradoksal nuance og inkarnerer fornuften, som ikke slår til. Thompson er selv født i 1959 og har den perfekte alder til rollen. Hun har sjældent eller aldrig været bedre.

   Ian McEwan (f. 1948) har generelt været heldig med filmudgaverne af sine værker. The Cement Garden (1978, da. Cementhaven) og The Comfort of Strangers (1981, da. Hjælp fra fremmede) blev kongenialt filmatiseret af henholdsvis Andrew Birkin (1993) og Paul Schrader (1990). John Schlesingers (1993) og Roger Michells (2004) filmatiseringer af The Innocent (1990, da. Et særligt forhold) og Enduring Love (1997, da. Evig kærlighed) var på det jævne, men Joe Wrights 2007-version af Atonement (2001, da. Soning) hører til blandt de bedste britiske film.


DET var netop Richard Eyre, som instruerede, da McEwan debuterede som manuskriptforfatter med The Ploughman’s Lunch (1983). Her spillede Jonathan Pryce en radiojournalist, der havde private udfordringer (som Fiona Maye) og blev tvunget til at bearbejde sine nyheder, så de passede til stemningen i Margaret Thatchers nypatriotiske England.
   Titlens »plovmandsfrokost« var en fast food-ret, der skulle demonstrere britiske værdier. Den smagte af pap, men i slutbilledet sad journalisten alligevel og bed til bolle på pubben. Man så hans ansigt ude fra gaden, der var glas mellem livet og blikket. Altså en sædeskildrende film om et nationalt kompromis – set med opgivende, socialistiske øjne.
   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at Eyre og McEwan finder sammen igen efter 35 år. The Children Act har en tendens til at overforklare, og der er noget næsten nedladende i klassebilledet, som står tilbage. Men Emma Thompson tindrer og lader sin figur gå i opløsning helt uden sikkerhedsnet. Det er en ægte livskrise, som knap kan ses udenpå, og en voksenfilm af de virkelig sjældne, som ikke lefler for folkeligheden.


*) Ian McEwan: Barnets tarv. Oversat efter »The Children Act« (2014) af Claus Bech. 198 s. Gyldendal, 2015.

Dommerens valg (The Children Act). Instr.: Richard Eyre. Manus: Ian McEwan. Foto: Andrew Dunn. 105 min. Storbritannien 2017. Dansk premiere: 24.08.2018.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Toledo Productions/ Gyldendal/ The New Yorker 
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 25.08.2018 

søndag den 20. september 2020

Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020



EN SUPERHELTINDE FRA VIRKELIGHEDEN
Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

Af BO GREEN JENSEN

I 1993 blev Ruth Bader Ginsburg højesteretsdommer i USA. Så meget ved selv skolebørn. Det står i alle opslagsværker, inklusive Godnathistorier for rebelske piger (2016), som henvender sig til det yngste segment.
   Det var Bill Clinton, som udnævnte Ginsburg. Hun var ikke den første kvinde i embedet. Ronald Reagan havde udpeget den konservative Sandra Day O’Connor i 1981, men »RBG« kom med en radikal baggrund. Hun kæmpede for en fuld ligestilling af etniske grupper, sociale klasser og køn. Professoren fra Rutgers Law School blev på den måde et feministisk ikon.
   Ginsburg arbejdede, stædigt og utrætteligt, i en mandsdomineret kultur, som var mindre stemt for forandring end 2000erne og 2010erne. Det er dog en misforståelse at se historien som en stadig progressiv bevægelse. Kulturen i 2020 reagerer på en konsumerisme og chauvinisme, som blev normative værdier i 1980erne og 1990erne. Men årtusindeskiftets guldflipperkultur - som var kronede dage for typer som den unge Donald Trump, Jeffrey Epstein, Claus Riskjær Pedersen og for den sags skyld seriekrænkeren Clinton - reagerede på 1960ernes radikalisme og 1970ernes pragmatiske feminisme. Fra yippie til hippie til yuppie. Vi er snarere tilbage på sporet efter tyve års regressiv mellemtid, hvor fælleskulturen var distraheret af de geopolitiske omvæltninger i forbindelse med Berlinmurens fald.


I 2018, da Ginsburg fyldte 85, blev hun fejret i flere formater. Den demokratiske højesteretsdommer fortæller selv i dokumentaren RGB, som Julie Cohen og Betsy West skabte med fuld opbakning fra familien og det politiske miljø. Og hun medvirker i slutningen af On the Basis of Sex, Mimi Leders fiktionsfilm om den unge jurist, som er en sober og effektiv introduktion.*
   On the Basis of Sex er en kommerciel studiefilm fra Focus Features, men den demonstrerer, hvad Ginsburg faktisk fik gjort, hvor svært det var, og hvor megen aktiv og passiv modstand, hun mødte. RGB førte den første sag, som underkendte en forskelsbehandling på baggrund af kønnet. Hun vandt den i Højesteret, og afgørelsen skabte præcedens.



I 1956 bliver Ruth Bader (Felicity Jones) optaget på Harvard Law School, hvor kun ni ud af 500 studerende er kvinder. Hendes mand, Martin Ginsburg (Armie Hammer), er allerede immatrikuleret. Sammen har de datteren Jane, som bliver Ruths store inspiration.
   Dekanen Erwin Griswold (Sam Waterston) er en formidabel modstander. Han beder kvinderne begrunde, hvorfor de har søgt en plads, »som kunne være gået til en mand«. Ruth passer både sine egne og Martins studier, da han bliver syg, men hun kan ikke få dispensation og tage med ham til New York, hvis hun vil have en eksamen fra Harvard.
   Ruth flytter til Columbia Law School og bliver underviser på Rutgers University, da samtlige advokatfirmaer har sagt nej til at ansætte hende. Hendes forbillede er Dorothy Kenyon (Kathy Bates), en desillusioneret ligestillingspioner. Både Ruth og Martin bistår ACLU, en sammenslutning af borgerrettighedsorganisationer, hvor Kenyon er bestyrelsesmedlem.


I 1970 mødes Griswold og Ginsburg i Højesteret. Martin har fundet en sag, der kan bruges, fordi forskelsbehandlingen gælder en mand. En ungkarl får underkendt et fradrag til sygeplejersken, som passer hans demente mor. Ifølge skatteloven kan kun enlige kvinder foretage dette fradrag. Der bliver diskrimineret på baggrund af kønnet – i denne som i tusindvis af amerikanske love, der fastholder et antikveret kønsmønster.
   ACLU vil have Martin til at føre sagen. Direktøren Mel Wulf (Justin Theroux) mener, at Ruth lyder skinger og selvretfærdig. Han synes også, at der er vigtigere sager. Racisme og klassekamp for eksempel. Filmen er god til at skildre, hvordan kvindesagen altid skubbes i baggrunden og bliver noget, der kan vente, til de store problemer er løst.
   Ruth lyder virkelig skinger og kommer ikke godt fra start. Så finder hun sin stemme og taler fra hjertet om køn og fornuft. Griswold repræsenterer systemet. RBG vinder dagen for sin klient, begge køn og forfatningen.


SÅ til slut bliver det trods alt en Hollywood-film. On the Basis of Sex begynder i sædeskildrende Mad Men-modus og ender som e
t retssalsdrama i den amerikanske tradition.
   Der er tilsat pletter af lindrende humor. Ruth bliver vred, da hendes datter får topkarakter for sin opgave om Man dræber ikke en sangfugl. I hendes øjne er Atticus Finch en skændsel for advokatstanden. Han lyver jo om bevismaterialet.
   Der var flere sager i virkeligheden, og Mimi Leders film forenkler forløbet. Men der er hele vejen noget ægte i tonen, som aldrig får lov at blive opportunistisk. Den tørre juridiske fremstilling gør, at man som tilskuer begriber, hvor mange små sejre, der skulle til for at føre princippet igennem.
   Jeg har samme alder som RBG’s datter. Jeg husker 70erne, hvor vi hørte om Gloria Steinem og magasinet Ms., som havde Wonder Woman på forsiden, fordi tegneseriefiguren var en stærk og frigjort rollemodel. Vi hørte om politisk aktivisme, Vietnam-krigen og ACLU. Vi hørte aldrig om Ruth Bader Ginsburg, som var en superheltinde fra virkeligheden.


RBG fik konstateret kræft allerede i 1999 og gennemgik fem behandlingsforløb. Men hun var aktiv i embedet til sin død. I 2018 udtalte hun sin aktive støtte til #MeToo-bevægelsen. Hun sagde, det var på høje tid, at kvinderne, som havde tiet, blev hørt.
   Der er en dyrekøbt visdom i denne film, som løfter den højt over gennemsnittet. En stoisk feminisme. Jeg så den med min egen teenagedatter, Rose på 15. Og var virkelig glad for, at hun tog med. Jeg tror, hun lærte mere i biografen end i skolen den dag.


*) On the Basis of Sex blev et velfortjent comeback for Mimi Leder (f. 1952). I 90erne var Leder et stort og lovende navn. Hun og generationsfællen Kathryn Bigelow (f. 1951) blev kendt som Hollywoods hårde kvinder, fordi de arbejdede i actiongenren. Leder instruerede thrilleren The Peacemaker (1997) med Nicole Kidman og George Clooney og sci-fi katastrofefilmen Deep Impact (1998) med håndelag og professionalisme. Så fik hun chancen for at skabe noget mere personligt med Pay It Forward (2000, da. Giv det videre), et sentimentalt lærestykke om, hvordan man vender skæbnen og påvirker verden i positiv retning ved at sende gode gerninger videre, så de kan vokse eksponentielt. Kevin Spacey havde - længe før sit fald ned i glemsel og kronisk unåde - den bærende rolle som læreren, der inspirerer sine elever. Pay It Forward blev (også i DK) en kostbar fiasko. Der gik ni år, før Leder igen fik en instruktøropgave med Thick as Thieves, en anonym actionfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas. Så ni år mere før On the Basis of Sex. Imens arbejdede Leder som tv-instruktør på serier som The West Wing, ER, Nashville, Smash og især The Leftovers (2014-2017), som hun var medproducer på. Efter On the Basis of Sex har hun arbejdet på HBOs The Morning Show. Da coronakrisen begyndte, var Leder i færd med at forproducere The Light We Lost, en filmatisering af Jill Santopolos roman.

On the Basis of Sex. Instr.: Mimi Leder. Manus: Daniel Stiepleman. Foto: Michael Grady. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019.

RBG. Instr. og manus: Julie Cohen og Betsy West. Foto: Miriam Cutler. 98 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.


Fotos: NFD/ Cinematerial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Mimi Leder-portrættet af taget af Ryan Schude for Vanity Fair
RBG streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy
On the Basis of Sex streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 09.04.2019
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2019