Translate

Viser opslag med etiketten Noah Baumbach. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Noah Baumbach. Vis alle opslag

torsdag den 30. november 2023

Brian De Palma: Redacted (2007)


DEN BEARBEJDEDE SANDHED
En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*
   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.



GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.
   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.
   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.
   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.



DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.
   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.
   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.
   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.



DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.
   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.
   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.
   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?



REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.
   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.
   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.




*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.


Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]

søndag den 8. januar 2023

Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022)


BØLGER OG STRÅLING
Baumbachs film får alle farverne med

Af BO GREEN JENSEN

JACK Gladney er leder af Institut for Hitlerstudier på College-on-the-Hill i lillebyen Blacksmith. Han bliver spillet af Adam Driver, der har taget på til lejligheden og tillagt sig en gestik som Steve Coogans. Han bruger initialerne J.A.K. til at stive sig af. »Jeg er den falske person, der følger med navnet,« står der i Jørgen Nielsens oversættelse af White Noise (1985, da. Hvid støj).
   Vi er på den amerikanske østkyst i efteråret 1983. Eller muligvis inde i midten af landet, hvor typer og troper kommer til kort. Hvert semester begynder med en kortege af benzinforslugne stationcars, når de nye elever ankommer. I nutidsoptik er Don DeLillos roman en forbrugspornografisk parade.
   Jack er i øvrigt en gennemsnitsmand. »Lad os nyde disse formålsløse dage, mens vi kan,« siger han. Han sætter pris på sin sammenbragte familie, der består af ham selv og Babette (Greta Gerwig), tre teenagebørn fra tidligere ægteskaber og efternøleren Wilder.
   Normen er velaflagt, hvid middelklasse. Eneste afviger er Murray Jay Siskind, Jacks rival og tematiske tvilling. I bogen er han jødisk, i Noah Baumbachs film bliver han spillet af Don Cheadle, som er afroamerikansk. Murrays felt er moderne ikoner. Han vil gøre det samme med Elvis, som Jack har gjort med den tyske diktator.



DON DeLillo (f. 1936) er beundret for sin kulde og distance, for sit empatisk-satiriske blik på skjulte sammenhænge i Amerikas underbevidsthed. Han har en affinitet for konspirationer. Da Libra (da. Vægten), romanen om Lee Harvey Oswald, udkom i 1988, var DeLillo vist nok den eneste, som havde læst den fulde Warren Commission-rapport om JFK-drabet i Dallas. Hans magnum opus er Underworld (1997, da. Underverden).
   »Jeg vil gerne fordybe mig i amerikansk magi og frygt,« siger Murray i White Noise. Han ser i popkulturen »en ophobning af navnløse energier«, som den mere vegeterende Jack kun interesserer sig for, når han underviser. De to mænd er fantastiske typer og kunne være et delt selvportræt.
   På film bliver klarsynet fremhævet. Det gør David Cronenberg i Cosmopolis (2012), hvor Robert Pattinson sejler gennem sin tid i en sort limousine. DeLillo kan fylde hele sider med henreven skrift om kollektiv ekstase. Som dystopiker tilhører han traditionen fra Philip K. Dick og J.G. Ballard.



NOAH Baumbach (f. 1969) får noget andet frem i sin slingrende, vildtvoksende film efter White Noise. Den satiriske paranoia er bevaret i mono- og dialoger, som Jack og Murray konkurrerer på. Men Baumbach gør familien til sin hovedsag. Han finder ind til den svimlende humor hos Jack, der aldrig er mere lykkelig, end når han bare eksisterer i de formålsløse dage. Den hvide støj er lyden af susende, tikkende, knitrende apparater. Familien er nænsom og nærende modgift:
   »Det var disse sekundære livsniveauer, disse oversanselige glimt og svævende eksistensnuancer, disse lommer af overensstemmelse der opstod uventet, som fik mig til at tro vi var et magisk nummer, børn og voksne sammen, fælles om uforklarlige ting.«



BILLEDET vælter, da »Den luftbårne toksiske hændelse« finder sted. Da den indtræffer, afbrydes normaliteten. Et godstog kolliderer med muligvis militære lastbiler. På himlen vokser en kemisk sky, som alle har teorier omkring. Myndighederne misinformerer og giver modstridende instrukser. Uden varsel bliver byen evakueret. En komisk og farefuld natrejse følger. Så ophæves undtagelsestilstanden, igen uden nogen forklaring.
   Karaktererne ændrer sig efter kortslutningen. Jack får del i sin hustrus dødsangst og fylder sig med mirakelmidlet, som hun har taget i smug. Det hedder Dylar, og i bogen er hele verden i tredje del blevet et »Dylarama«. En utroskab kommer frem. Ren farce hersker i afsnittet, hvor Jack vil henrette tyskeren Gray (Lars Eidinger). Babette og Jack bekræfter deres kærlighed. Skadestuen drives af ateistiske nonner under ledelse af Barbara Sukowa.



ENDELIG er alting næsten, som det var, i supermarkedet. Baumbach viser et fantastisk totalbillede af konsumerismen i zenit. Men ligesom i bogen har tingene fået ny plads: »Kun de anonyme madvarer er hvor de hele tiden har været, hvide pakker med enkle etiketter.« Derfor hersker en broget forvirring:

Mændene kigger på lister, kvinderne ikke. Der er en omflakkende fornemmelse nu, en ørkesløs og plaget stemning, elskværdige mennesker der snart har fået nok. De studerer det der er trykt med småt på pakkerne, på vagt over for et nyt niveau af forræderi. Mændene undersøger de påstemplede datoer, kvinderne listen med ingredienser. Mange har svært ved at tyde ordene. Udtværet tryk, spøgelsesbilleder. I de ændrede hylder, baggrundslarmen, i den simple og hjerteløse kendsgerning at det går tilbage for dem, forsøger de at arbejde sig gennem forvirringen. Men i sidste ende betyder det ikke noget hvad de ser eller tror de ser. Kasseapparaterne er udstyret med holografiske scannere som ufejlbarligt afkoder hver enkelt enheds binære hemmelighed.


Romanen fremfører nu sin arie, hvor supermarkedets energier sidestilles med stemningen hos Hitlers (og Elvis') tilhørere:

Det er bølgernes og strålernes sprog, eller sådan som de levende taler til de døde. Og det er her vi venter sammen, uanset alder, med vores indkøbsvogne fyldt op med farvestrålende varer. En kø der langsomt bevæger sig fremad, tilfredsstillende, giver os tid til at kaste et blik på de kulørte blade i stativerne. Alt det vi har brug for som ikke er mad eller kærlighed, findes her i disse stativer. Fortællingerne om det overnaturlige og ekstraterrestriske. Mirakelvitaminerne, kure mod kræft, midlerne mod fedme. Dyrkelsen af de berømte og de døde.



MAN skulle tro, at det ikke kunne siges på film. Noah Baumbach gør det med et håndlavet musicalnummer, der bygges op omkring skæringen »new body rhumba«, som James Murphy, Pat Mahoney og Nancy Hwang fra LCD Soundsystem har skrevet direkte til filmen.*
   Alle begynder at synge og danse. Som i bilkøen i La La Land. Som hvis skulpturer af Duane Hanson gav sig til at synge opera. Det er en forbløffende scene, som bare bliver ved. Rækkerne i supermarkedet når til verdens ende, mindst.
   Som sagt er året 1983. Det er livsfølelsen fra Talking Heads-numre som »Once in a Lifetime« og »Road to Nowhere«. Danny Elfman har skrevet det bærende score til White Noise. Det er lyden af tidens og livets musik.



* NEW BODY RHUMBA/ Climbing/ The down escalator/ To the frigid bardo (up! up! up! up!)/ Rise (up! up! up! up!)/ Kidnap yourself (up!)/ Don't call the fuzz/ Just gather the bills/ You got fives, tens, twenties, fifties/ Hundreds, hundreds, hundreds, hundreds// Yeah, I need a new body, I need a new body/ I need a bit of shape and a tone/ Yeah I need a new body, I need a new body/ I can't shake sleeping alone/ You see I have been misplaced/ I have been mislaid/ Like a covetous dog that you can't just leave in the home/ Yeah I need a new lover/ I need a new buddy/ I can't stay out too long/ Yeah, my hands have gone numb (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)/ Just give us what we want (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)// I never deny it, no point in denying/ The ransom and the defense/ Has drained us with their expense/ It's endless/ Yeah, I try not to hide it, I try not to buy it/ But you can't just sit on the fence/ It's true/ And no, I have been mispriced/ I have been mispriced/ Chipped and then deviced/ Tagged and rinsed for lice/ No, there's never a warning, I needed a warning/ I try to be content/ But I'm tight in the chest (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ So give us what we want (Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ Please give us what we want (Super! Super! Super! Super!)/ Over 200 miles of turnpike/ 3.000 miles of goods!/ /Would you like to add a protein?/ Would you like to ask me about my day rates?/ I need a new body, I need a new party/ To represent my needs/ Yeah, my distance is growing/ But so is the longing/ Which leaves the in between/ And so this is the end/ Or near to the end/ Let's say goodbye to our beautiful friend/ Staggered and blind on the rack – on the mend/ Let's close the eyes of our beautiful friend// So I need a new love/ And I need a new body/ To push away the end/ To the water we send you// Dim that light in your eyes/ Coming out of your eyes/ People can see it/ When it pierces the veil/ The pink ones at night/ When it gets too much/ Otherwise too much noise/ If you look up/ Block out the periphery/ The earth and trees surround you/ Framing your escape/ Into the sky/ Into the stars/ Leaving the ground/ You feel your feet let go/ The air a bit cooler now/ Thinner in the lungs/ Cleaner in the mouth/ And you know what they all say/ "Don't look down"/ "Don't look down"/ But they also always say/ Selfish, by the bed:/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ Well, go into the light/ Go into the light/ Go into the light/ Go into the light...[written by James Murphy, Pat Mahoney, Nancy Whang; performed by LCD Soundsystem, courtesy of Columbia Records]

White Noise. Instr. & manus: Noah Baumbach. Foto: Lol Crawley. 136 min. USA-UK 2022. Dansk premiere: 08.12.2022 [bio] – 30.12.2022 [streaming]


Don DeLillo: White Noise. 328 s. Viking Press, 1985.
Don DeLillo: Hvid støj. Oversat af Jørgen Nielsen. 392 s. Forlaget Centrum, 2000.
Don DeLillo: White Noise. Introduction by Richard Powers. 25th Anniversary Edition. 310 s. Penguin Classics, 2009.
Don DeLillo: Hvid Støj. Oversat af Jørgen Nielsen (indlæst af Bo Carlsson). 421 s. Alle formater. Lindhardt og Ringhof, 2019.


Fotos: A24/ BB Film Productions/ Heyday Films/ Netflix Studios/ Passage Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Viking Press/ Lindhardt og Ringhof/ YouTube/ Columbia Records
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen indlæst (i lidt kortere form) og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022, trykt 09.12.2022.

fredag den 17. september 2021

Greta Gerwig: Lady Bird (2017)


I LØBET AF ÅRET
Bolden rammer i første forsøg

Af BO GREEN JENSEN

DET foregår i Sacramento i 2002. Allerede hér skiller Greta Gerwigs instruktørdebut sig ud fra fra de fleste coming-of-age film. Et velvalgt citat fra Joan Didion – »De, der taler om californisk hedonisme, har aldrig tilbragt en jul i Sacramento« – sætter den på én gang seriøse og selvironiske tone. Både Didion og Gerwig kommer fra byen.
   Ganske vist bruger Christine McPherson, som insisterer på kælenavnet Lady Bird, det sidste år af sin gymnasietid på at længes væk og foragte, hvad hun betragter som indbegrebet af konformitet og provins, men hun ender med at se sig tilbage i vemodig, taknemmelig undren.
   Lady Bird er især en film om forholdet mellem datter og mor. Saoirse Ronan er generelt god som den i egne øjne oversete og misforståede teenager, men det er i samspillet med Laurie Metcalf (Roseanne Barrs søster i 90er-serien Roseanne), at scenerne bliver noget særligt.



MARION McPherson er sygeplejerske. Hun er skuffet over sit liv, men hun elsker sin datter. De kører til 1000 ting sammen. De skændes, så gnisterne fyger, og Lady Bird kaster sig ud. Eller de hører hele John Steinbecks Vredens druer som lydbog, 21 timer, der giver dem begge tårer i øjnene.
   Christine fylder 18 og består sin køreprøve i andet forsøg. Da hun endelig er sluppet ud af Sacramento, ringer hun til sin mor og fortæller om følelsen, som hun fik ved at køre rundt og besidde sin by på en ny, voksen måde. Kun Marion vil forstå, hvad hun mener, tænker Christine.
   Nu vil hun ikke hedde Lady Bird mere. Og hun vil sige noget sødt til sin mor, som hun tog en lidt for brat afsked med. Gerwig gentager en række af filmens prosaiske kørescener. Nu er de både et frihedssymbol og en kærlighedserklæring. Med beundringsværdig økonomi formulerer filmen et nødvendigt Nu må jeg rejse og tilføjer et varmt Herfra min verden går.


GERWIG har også godt fat i Christines forhold til sin desillusionerede far. Fatalisten Larry (Tracy Letts) bliver arbejdsløs. Christine finder hans antidepressiver. Men det er Larry, som samler skårene op, når Christine og Marion skændes. Han hjælper datteren med at skrive til de fornemme universiteter, hun gerne vil ind på. Han besidder en stor, skuffet ro.
   Der er endelig en bror eller halvbror, Miguel. Han vil ikke flytte væk. Marion og Larry tog hans kæreste ind i familien, da forældrene smed hende ud. Nu søger far og søn den samme stilling. Marion tager ekstrajob som kriserådgiver og får sin datters dramalærer som patient.
   Alle skæbner i Sacramento er forbundne. Gerwig modsiger en masse stereotyper, især dén om amerikansk kynisme og selvtilstrækkelighed. Det er en stor familieskildring fra en lille californisk by.


FILMEN følger Christines sidste skoleår. Hun forholder sig til sin fremtid og sine forældre. Hun har to intense kæresteforhold og venter spændt på at blive defloreret.
   Den irsk-katolske Danny (Lucas Hedges fra Manchester by the Sea) er god til at spille teater og synge, men viser sig at foretrække drenge. I en sød scene lover Lady Bird ikke at røbe, hvad hun så på toilettet efter skoleforestillingen. Som i øvrigt er en opførelse af Stephen Sondheims Merrily We Roll Along. Gerwig lader sangene indgå og kommentere.
   Kyle (Timothée Chalamet fra Call Me by Your Name) er cool som James Dean og Jim Morrison, men lyver om at være jomfru. Han ødelægger øjeblikket for Christine. På den måde opdager hun, at venskab er det vigtigste. Hun har svigtet livskammeraten Julie (Beanie Feldstein) for den populære Jenna (Odeya Rush). Da Kyle trækker sig fra skoleballet, træder Lady Bird i karakter og danser med Julie i stedet.
   Sådan bliver banale erfaringer til bestemmende værdier i en film uden anden ydre dramatik, end at tiden går. Der sker ikke meget i løbet af året. Alligevel er det hér, at det hele begynder.


GRETA Gerwig har fortrinsvis gjort sig bemærket som medforfatter og skuespiller i kæresten Noah Baumbachs film. Først var hun den unge aupair, som fik kolerikeren Ben Stiller til at se op fra sin navle i Greenberg (2010). Så sprang hun bogstaveligt ud i Frances Ha (2013). Gerwig er født i 1983. Hun har stof til at drive det vidt, både foran og bag kameraet.
   Lady Bird er ikke en hvilken som helst teenagefilm. Gerwig har skabt et periodestykke og en hjemstavnsskildring med den samme klassiske kvalitet, som man finder i Peter Bogdanovichs The Last Picture Show (1971, da. Den sidste forestilling), George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Barry Levinsons Diner (1982). Det er amerikansk på samme måde som et flagmaleri af Childe Hassam eller Jasper Johns. Vist ser hunkønnet modningen med andre øjne, men det er den samme sædeskildrende sensibilitet.


JOHN Hartfords ballade »This Eve of Parting« fungerer som en sprød temasang. Ellers bliver tiden hyldet i sange af Ani Di Franco og Alanis Morrisette. »Hand in My Pocket« spiller i bilen, da Larry kører Lady Bird i skole. »Hun skrev den sang på ti minutter,« jubler Christine.
   »Det tror jeg gerne,« siger hendes far.



Lady Bird. Instr. & manus: Greta Gerwig. Foto: Sam Levy. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 26.04.2018.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinty/ Filmgrab/ YouTube (Theatrical trailer)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime , Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 02.07.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.04.2018

torsdag den 16. september 2021

Noah Baumbach/Greta Gerwig: Frances Ha (2013)


FRANCES I FLUGTEN
Portræt af den unge kvinde i tiden

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film emmer af tidsånd, alene derved at de ikke forsøger. Noah Baumbach og Greta Gerwig rammer målet rent i portrættet af den 27-årige Frances Haliday, som er ved at blive voksen for alvor. Hun vil bruge sit liv på at danse, men der er mange om budet, og karrieren vil ikke lette. Hun er for gammel til at begynde et nyt sted, og hun er ikke ung nok til at være helt ubekymret.

   Frances deler lejlighed med Sophie (Mickey Sumner), der vil være forlagsredaktør. De er fortrolige hjerteveninder, men modsat Frances betragter Sophie læreårene som en foreløbig situation, en livsfase snarere end et permanent arrangement.
   Da Sophie flytter sammen med sin kæreste, føler Frances sig svigtet og forrådt. Hun bruger et år på at bo hos forskellige venner, tage forefaldende småjobs, brænde lånte penge af på en håbløs rejse til Frankrig og tage hjem igen for at finde sig selv.
   Sophie bliver gift og rejser til Japan, men veninderne ses ved en sammenkomst på deres gamle college. Nu serverer Frances. Sophie er ikke lykkelig, men lykkelig nok. Frances kan danse. Måske er det bare dét, hun skal.


FILMEN er mere et anslag end et forkromet psykologisk portræt. Af samme grund fungerer den helt ubesværet, og så er formen og virkemidlerne valgt med et blik, der gør den til en sanselig delikatesse. Filmet i sort-hvid, fuld af håndplukket musik, med dialogen holdt i mumblecore-leje, tilsat en overflod af specifikke detaljer. Alt sammen set på en baggrund, der ligner Woody Allens Manhattan.



FRANCES danser hen ad gaden til David Bowies »Modern Love«, der bliver en slags temasang. Scenen hylder/citerer Leos Carax' Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung), hvor Denis Levant danser til den samme sang på den samme måde, dog med et ekstra sæt anførselstegn om, idet scenen er sat i en teaterkulisse.
   Ellers er hovedparten af musikken hentet i partiturer af Georges Delerue, som skrev dem til klassiske nouvelle vague-film. Baumbach bruger musikken ironisk. I Paris er der ikke én fransk tone. Det regner, og Frances forbliver alene.
   Hun lægger varme og nærvær i den børneforestilling, som hun skaber koreografien til. Hun tager til hjem til sine forældre (som spilles af Gerwigs egne forældre) og føler sig som en fiasko, skønt hun bliver fejret. Slutningen er åben som fremtiden, men Frances forpligter sig på den og får sit eget sted. Da hun skal skrive sit navn på skiltet ved dørklokken, er der ikke plads til hele efternavnet. Deraf titlen Frances Ha.



BAUMBACH udviklede sin (tragi)komiske tone i The Squid and the Whale (2005), en selvbiografisk skilsmissehistorie, og Greenberg (2010), hvor kværulanten Ben Stiller kom til Californien og blev lidt mere åben ved mødet med babysitteren Gerwig. Instruktøren erkender, at han som ung så Woody Allens film så mange gange, at han måtte holde op med at se dem og begynde et nyt sted for at skabe sit eget.
   Denne søgen finder hjem i Frances Ha, men det er Gerwig, der bærer filmen med sin solidariske fremstilling. Frances er 2010er-versionen af Julie Christie i Darling, Corinne Marchard i Cleo fra 5 til 7, Anouk Aimee i Lola, Pernille Kløvedal i Ang. Lone, Diane Keaton i Annie Hall. Hun er indbegrebet af livsappetit og tristesse, ikke én, men mange typer, og et menneske, som man både kan blive irriteret på og forelske sig i.


DER er en tidløs elegance over filmen, som er klippet med sjælden klarhed og flair. Man føler ofte, at der kunne have været mere, at sekvensen med »Modern Love« live på gaden kunne være et fuldbårent musicalnummer. Så man er sulten efter mere, og filmen bevarer sit hverdagsmysterium. Frances Ha fanger en stemning i flugten, og bliver et væsentligt portræt af en kvinde ved en korsvej.

Se også Greta Gerwig: Lady Bird (2017); Noah Baumbach: Marriage Story (2019); Greta Gerwig | Louisa May Alcott: Little Women (1868/2019); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

Frances Ha. Instr.: Noah Baumbach. Manus: Greta Gerwig & Noah Baumbach. Foto: Sam Levy. 86 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Miracles Film Distribution
Filmen streames (juni 2025) på FILMSTRIBEN, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #681) 29.06.2021
2K Blu-ray fra Metrodome Video (regionsfri) 06.01.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

fredag den 13. december 2019

Noah Baumbach: Marriage Story (2019)


NYE SCENER FRA SKYTTEGRAVSKRIGEN
En film om, hvordan vi forlader hinanden

Af BO GREEN JENSEN 

DER er talrige historier om, hvordan vi møder hinanden og finder sammen som par. I filmsammenhæng er det tæt på at være den største fortælling i biblioteket. Der er også mange beskrivelser af, hvordan vi lever og overlever i familier. Derimod er der relativt få bud på, hvordan vi forlader hinanden, når kærligheden kommer til kort. 
  Umiddelbart kan det undre. Hvis halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst, burde skilsmisseskildringen være et grundtema. Ydermere er den nyligt fraseparerede ægtefælle ivrig efter at spejle sig i historier, som han eller hun kan se sig selv i. Jeg taler af erfaring. Et helt nyt rum bliver åbnet, når de gamle rutiner forsvinder. Og hvis bruddet ovenikøbet er bittert, vil man gerne se fiktive lidelsesfæller.



DER er ganske vist stribevis af komedier om nyskilte folk, der skal finde sig selv og lære at date igen. Der er bitre beskrivelser af, hvor surrealistisk en juridisk proces kan udarte. En personlig favorit er Danny DeVitos The War of the Roses (1989), hvor vildskaben bliver til sort farcestof. Der er film med og uden andre partnere i billedet. Film, som ser bruddet med børnenes øjne, og forsonende beskrivelser af, hvordan det nok skal blive bedre med tiden. Men få film har alle farverne med.
   Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab (1973) er hverken så dyb eller universel, som den tror. Til gengæld er Søren Sveistrups Nikolaj og Julie (2002-03) en af de gode tv-fiktioner. François Ozon vender tiden i 5 x 2 (2004), så man forstår, hvor problemerne opstod. Derek Cianfrance gør noget lignende i Blue Valentine (2010). Andrej Zvjagintsevs Loveless (2017) er skræmmeeksemplet på, hvor udsatte børn er. Der er andre gode fremstillinger, men ikke ret mange, som ser sagen fra begge sider.
   Derfor har Robert Bentons Kramer mod Kramer (1979) i 40 år været filmen, man gik til som nyskilt. Den har de fleste af positionerne med, og skønt det er lettest (for manden) at dele Dustin Hoffmans synsvinkel, er der kvindelig indsigt og overskud nok til at give Meryl Streeps karakter lige så megen ret og respekt. For sin tid var det næsten nyfeminisme.
   
NOAH Baumbachs fornemme Marriage Story er opmærksom på arven fra Kramer mod Kramer. Familien, som består af Nicole (Scarlett Johansson), Charlie (Adam Driver) og sønnen Henry (Azhy Henderson), eksisterer ikke i et kulturelt tomrum, men er solidt forankret i virkeligheden, som den former sig for medlemmer af den kreative klasse i New York.


CHARLIE Barber har været et fyrtårn i progressivt amerikansk teater, mens Nicole tog imod instruktion og kropsliggjorde hans ideer. Da de mødtes, tog hun tilløb til en karriere som filmskuespiller. Hun medvirkede i en teenagekomedie, som familien ofte har moret sig over. Begge er midt i trediverne nu. De har en lang fortrolighed og rutine. De har også en travl hverdag, hvor han er ordensmennesket, og hun er den, der sørger for at lege, skabe liv og holde uforudsigeligheden i hævd.


BEGYNDELSEN bruger tid på at skildre de gode sider af forholdet. Det er parret selv, som fremhæver de positive kvaliteter, mens de sidder hos terapeuten, der har bedt dem lave en liste. Da der zoomes lidt ud, bliver det sværere at bevare velviljen. Det korte af det lange er, at Nicole føler, hun forsvinder i Charlies projekter. De vil aldrig nå til hendes ting, som han har lovet. Hun kommer fra Californien, han er newyorker til benet. De elsker begge Henry, og det store spørgsmål bliver ikke, om de skal skilles, men hvor drengen, som knytter dem sammen, skal bo. 


NICOLE flytter hjem til sin mor (Julie Hagerty) i Hollywood. De vil for så vidt hinanden det bedste, indtil juristerne rykker ind. Nicole har iniativet og er på hjemmebane. Hun allierer sig med Nora Fanshaw (Laura Dern), der har gjort lukrativ bodeling til en lidenskab og levevej. Marriage Story giver en indgående skildring af amerikansk ægteskabslovgivning – og forskelle mellem de enkelte delstater – som kun i begrænset grad kan overføres til europæiske forhold. Men frustrationen og forurettelsen kan.
   Charlie fravælger i første omgang den kyniske Jay (Ray Liotta) og får kontakt med en livsklog veteran, formidabelt fremstillet af Alan Alda, som forklarer ham, hvor sort det ser ud. Da krigen eskalerer, vender Jay med de brutale manerer tilbage.


PROCESSEN bliver et uskyldstab i etaper. Begge er chokerede, da advokaterne begynder på det store karaktermord. Hun bliver gjort til en ansvarsløs stofmisbruger, der har udnyttet hans kreative geni. Han bliver en selvisk horebuk, der kan finde på at råbe og slå. Imens er det hverdag for andre mennesker. Det kommer bag på begge parter, at sagførerne taler sammen og omgås privat.
   Der er et utal af teknikaliteter. Sagen kompliceres, da Charlie samtidig modtager et MacArthur-legat, som i teorien sikrer arbejdsro. Midtvejs er de lige ved at finde sammen igen – Marriage Story er uovertruffen, hvad angår detaljer og troværdighed i følelsesdybden – fordi de er de eneste, som forstår hinanden i absurditeten.
   Der er humor og tristesse, men aldrig ren farce eller tragedie. Sagen kommer ingen vegne, medmindre Charlie finder et sted i Los Angeles. Han vil ikke lade kufferten ligge i bilen og bugserer den og sønnen omkring på en høj solskinsdag. Selv er han klædt til regnen i New York. Alt foregår i uskønt trav. Som sagt er filmen især realistisk.

BAUMBACH har altid forstået at skildre gode mænds frustration. Han gør sig særligt umage med Charlie, som Adam Driver giver sine sædvanlige træk – og så lidt ekstra sårbarhed. Scarlett Johanssons figur er blødere tegnet, end Meryl Streeps var i Kramer mod Kramer. Mandens perspektiv dominerer, men gradvis forstår man, at kvinden har ret. Det er ikke »en lykkelig skilsmisse« (som Henning Carlsens franske film om sagen hed i sin tid), men det er en human og nødvendig proces.


BAUMBACH trak på egne erfaringer, da han så en skilsmisse fra børnenes synsvinkel i The Squid and the Whale (2005). Marriage Story er vist nok baseret på hans eget brud med Jennifer Jason Leigh. I hvert fald er følelsen universel. Et mislykket knivtrick får særlig betydning, da Charlie skal evalueres af verdens mindst empatiske tilsynsperson. Og man forstår, hvis han hader Halloween, til han dør.
   Baumbachs hverdagsneutrale æstetik passer godt til tv-formatet, som Marriage Story er produceret for. Det er instruktørens anden film for Netflix. The Meyerowitz Stories (2016), om en krakilsk kunstners sidste galgenhumoristiske tid, havde netop Dustin Hoffman i hovedrollen.
   Man kunne have pint en hel tv-sæson ud af familien Barbers opløsning. I stedet står der en afrundet film, som er stofrig, stoisk og endelig nænsom. Måske er der liv efter skyttegravskrigen. Man kan stadig nære omsorg. Man kan stadig se hinanden. Det er vel, hvad gode skilsmisser forsøger. Og hvad det betyder at være voksen.

Se også Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).


Marriage Story. Instr. og manus: Noah Baumbach. Foto: Robbie Ryan. 136 min. USA 2019. Dansk premiere: 28.11.2019. På Nexflix 06.12.2019.


Fotos: Netflix/ Venice Film Festival
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.19