Translate

Viser opslag med etiketten le cinéma français. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten le cinéma français. Vis alle opslag

onsdag den 8. januar 2025

To versioner: Løfte ved daggry | Promise at Dawn (1970/2017)



NÆSTEN SOM EN ELSKER
Alias Romain Gary 1914-1980

Af BO GREEN JENSEN

»OM nødvendigt skal du gå i døden for mig«. Der findes forældre, som ikke giver slip, og litaueren Nina Kacew (1879-1941) må have været
 en frygtindgydende mor. Hun gjorde alt for sin søn, og hun krævede, at han – som minimum – gav sit yderste for at indfri de drømme om storhed, hun drømte for ham.
   Der var ingen far i Roman Kacews liv. Nina og drengen forsøgte at skabe en stabil hverdag i en omskiftelig tid. For Roman begyndte verden i Vilnius i 1914. Nina – som faktisk hed Mina Owczyńska – talte ofte om sin teaterkarriere i Moskva. Hun pyntede sikkert på sandheden. Som voksen forfatter fik Roman hang til mytomani og flydende identiteter. Også disse træk havde han fra sin mor.
   I de første scener af Løfte ved daggry prøver Nina at overleve som hattemager. Hun møder sin søn efter skole i sneen. Da de kommer hjem, har en nabo tilkaldt politiet, som endevender lejligheden. Der er tilråb om »den jødiske luder«. Nina trækker drengen ud i gården og råber op til naboerne: »Her er min søn. En dag bliver han ambassadør, en stor kunstner, en nationalhelt, en mand, man ser op til!«
   Stemningen skifter fra ren skadefryd til munter hoveren. Drengen elsker og hader sin mor. Han skammer sig og er alligevel stolt. Han lover at blive den mand, hun vil have. Tyve år senere lykkes det for ham.


ROMAN Kacew tog navnet Romain Gary og blev en litterær stjerne i efterkrigstiden. Bøger som Les racines du ciel (1956, da. Himlens rødder) og La promesse de l'aube (1960, da. Morgenrødens løfte) blev læst verden over, også i Danmark. Han skrev 34 bøger i alt.
   For Afrika-romanen Himlens rødder, en filosofisk stemt traktat om elefantdrab og økologi, modtog Gary den ærefulde Goncourt-pris. Senere, da han blev kritiseret for at gentage sig selv, skrev han fire bøger under navnet Émile Ajar, nu med en ny stemme, der skaber sin egen gadejargon. Også Ajar-romanen La vie devant soi (1975, da. Du har jo livet for dig) vandt Goncourt-prisen, som en forfatter ellers kun modtager én gang. Først i den posthumt udgivne Vie et mort d'Émile Ajar (1981, da. Émile Ajars liv og død) røbede Gary, hvordan tingene hang sammen.
   Han fik et fantastisk liv. Løfte ved daggry slutter i 1945, da Gary som krigshelt rejser hjem med debutbogen Éducation européenne (da. Nattergalen synger stadig) i hånden. Piloten blev virkelig diplomat, som Nina havde forudset. I 1951 blev han Frankrigs FN-ambassadør, og han endte som generalkonsul i Los Angeles, hvor han skrev romanen om sin mor.



ERIC Barbiers filmatisering begynder i 1960, da Garys første hustru, englænderen Lesley Blanch (som lige nu bliver genopdaget for erindringsfantasien A Journey into the Mind’s Eye) finder ham syg og næsten psykotisk. Han vil køres til Mexico for at dø. Hun ser på siderne, han har skrevet. »Det er et testamente,« siger han. »Det er historien om min mor.«*
   Gary døde ikke. Han forlod Lesley Blanch og giftede sig i 1963 med Jean Seberg, den amerikanske skuespillerinde, som efter gennembrudsroller i Otto Premingers Saint Joan (1957, da. Jeanne d'Arc) og Bonjour Tristesse (1958, da. Farlig sommerleg) var blevet et fransk stilikon i kraft af sin medvirken i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Gary udfordrede Clint Eastwood til en duel, da Eastwood og Seberg kom tæt på hinanden under indspilningen af Paint Your Wagon (1969, da. Når guldfeberen raser). I Løfte ved daggry ser vi Gary duellere i London. Så giver anekdoten mere mening.**
   Seberg begik selvmord i 1979. Roman sagde ved et pressemøde, at FBI havde forfulgt hende i årevis. Imens skrev han videre som Romain Gary, som Émile Ajar og som Shatan Bogat. Han instruerede to film med Jean Seberg og skrev selv med på manuskriptet til The Roots of Heaven (1958), John Hustons filmatisering af Himlens rødder. Han var 66 år gammel, da han tog sit liv i 1980.***


CHARLOTTE Gainsbourg gør skikkelsen til sin egen og skaber en utrolig, men fuldkommen overbevisende karakter. Kun i Lars von Triers film har hun lagt så store kræfter i. Pierre Niney hverken kan eller skal overskygge hende som sønnen, der er blevet voksen.
   Formen er flimrende impressionistisk – som i Garys bøger – og der er fine sætstykker fra perioden. Sneen i Vilnius, solen i Nice, hvor Nina driver et hotel og udvikler diabetes; scener fra en natklub i London under Blitzen, hvor de optrædende bærer gasmasker; fra en afrikansk mission, der bliver baggrunden for Himlens rødder.
   Tilbage i Nice erfarer Roman, at Nina har fremdateret brevene, som drev ham de sidste år under krigen. Hun er der ikke mere. Hun vil aldrig se, at han indfriede løftet. Han gjorde det hele for hende. »Det er bare aldrig nok,« siger han til Lesley Blanch.
   Alle vegne møder mor og søn en udtalt antisemitisme. Det tætteste på et godt sted er hotellet i Nice. Som niårig bliver Roman forelsket i en pige på otte. Han har en rival, og pigen spiller dem ud mod hinanden. Den anden har spist jord for hendes skyld. En konkurrence udarter, den første duel: Drengene spiser snegle og frøer. Nina er tilfreds, da hun hører, at der ligger kærlighed bag kappestriden.
   

PSYKOLOGIEN vil ikke være dyb. Den er snarere holdt i primærfarver. Men er man åben for den høje, vildt ujævne stil – der passer godt til begge fantaster – giver Løfte ved daggry meget igen. Efter tre kvarter går drengen Roman i vandet ved Nice. Da han kommer op, er han blevet til manden Romain.
   I den bedste scene går mor og søn i biografen. De ser Der weisse Teufel (1930, da. Den hvide djævel) med Ninas idol, Ivan Mosjoukine, som i zartiden var en russisk Valentino. Straks begynder drengen at se sig selv som Mosjoukine. Som voksen modtager han en medalje. Et kort øjeblik er det drengen, som bærer en hvid uniform, der siger tak.
   Også i virkeligheden hævdede Gary, at Ivan Mozzjukhin (1889-1939) var hans rigtige far. Han var næsten som en elsker i forhold til sin tigermor. Lykkelig blev han aldrig. På en måde gik han i døden for hende.****



LØFTE ved daggry er den anden filmatisering af Morgenrødens løfte. I Jules Dassins meget håndfaste version fra 1970 blev mor Nina spillet af Melina Mercouri. Den blacklistede amerikanske eksilinstruktør og den politisk engagerede skuespillerinde (som siden blev Grækenlands kulturminister 1981-94) fik en verdenssucces og fandt noget særligt, da han instruerede dem sammen i Never On Sunday (1960, da. Aldrig om søndagen).
   Dassin spiller selv amerikaneren Homer, som forelsker sig i den prostituerede Ilya. Parret blev gift i 1962, og hun medvirker siden i alle hans film. De film blev dog aldrig, hvad The Naked City (1948, da. Den nøgne by), Night and the City (1950, da. Nat over storbyen) og Du rififi chez les hommes (1955, da. Guld på gaden) havde været. Kun kupfilmenTopkapi (1964), en kulørt Rififi-efterklang, overlever. Dassin og Mercouri blev et populært power couple. I 1970 var de i deres mest selvfejrende form, og der var ingen til at sige fra i forløbet. 
   Promise at Dawn er en meget anstrengende film, som Mercouri fylder helt ud med sin fremstilling af kvinden, der på alle måder er alt for meget. Mercouri var sjældent subtil eller stille, og når hun med vilje eksponerer stort, er effekten som flødeskum på flødeskum gange ti. Dassin spiller selv Ivan Mosjoukine, som her er drengens far uden tvivl.
   Dassin og Mercouri tager i det hele taget Mina Kacews egen version for pålydende. Der er en meget lang og knirkende mellemakt om hendes forsøg på at overleve som fransk modeskaber i nøjsomhedens Polen. Helhedsvirkningen er som en blanding af Fred Zinnemanns Julia og Huset på Christianshavn.
   Noget andet er så, at flere scener faktisk er optaget i Leningrad og har fin atmosfære, især når de udspiller sig halvt i virkeligheden, halvt i mor og søns fantasi. Den voksne Romain Gary bliver spillet af Assaf Dayan (1945-2014), som var søn af den daværende israelske forsvarsminister, Moshe Dayan. Promise at Dawn fik høfligt positive anmeldelser, også ved sin danske premiere. Det er fantastisk, at filmen ikke er ældre. Den virker som noget fra 1940ernes slutning, da fælleskulturen skulle rekalibrere.
   Også Barbiers film er anakronistisk i sit anslag. Men den stoler på sin mor/søn-historie, og der bliver ikke brugt urene tricks. Man får faktisk lyst til at læse romanen. Og at se på den gamle verden igen, måske med mindre kronologisk arrogance og mere empati, som er uden for tiden. I hvert fald kan oplevelsen varmt anbefales.  

   

NOTER

*) Lesley Blanch (1904-2007) og Romain Gary var gift fra 1944 til 1961. Muligvis fandt de sammen i mytologien omkring det russiske imperium, som Blanch skrev begejstret om i en lang række bøger. I The Wilder Shores of Love (1954) tegner hun fire søsterportrætter af kvinder, som fulgte deres lidenskab og skrev om at rejse: Isabel Burton, Jane Digby, Aimée du Buc de Rivéry og Isabelle Eberhardt. Hendes egen favorit blandt sine bøger var The Sabres of Paradise: Conquest and Vengeance in the Caucasus (1960), men værket som virkelig rykker er Journey into the Mind's Eye: Fragments of an Autobiography (1968), en næsten psykedelisk blanding af rejseskildring og selvbiografi. Blanch var ti år ældre end Gary, men hun overlevede ham med 40 år. Hun døde 102 år gammel i 2007. Hun skrev en sen erindringsbog, Romain (1998). I 2015 udkom sampleren On the Wilder Shores of Love: A Bohemian Life (Virago Books). I 2018 genudgav New York Review of Books Journey into the Mind's Eye i sin klassikerserie.



**) Jean Seberg (1938-1979) kom på FBI-direktøren J. Edgar Hoovers sorte liste, da hun indledte et forhold til aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Hakin Jamal (1931-1971) fra Nation of Islam og engagerede sig i det radikale afrikansk-amerikanske miljø. Benedict Andrews skildrer hendes sidste svære år i filmen Seberg (2019), hvor Jean Seberg bliver spillet af Kristin Stewart. Yvan Attal – der i parentes bemærket er gift med Charlotte Gainsbourg – har rollen som Romain Gary. Filmen rammer tidens look på kornet (fotografen er Rachel Morrison, scenografien skyldes Jahmin Assa), og Kristen Stewart spiller Seberg med samme febrilske skrøbelighed, som hun to år senere investerer (og formentlig bliver bedt om at gentage) i Spencer, Pablo Larrains film om prinsesse Diana. Desværre er filmen samtidig meget firkantet og ved ikke helt, hvad den vil være. Seberg fik ikke dansk biografpremiere. Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.




Garys to film som instruktør er vidt forskellige og interessante, skønt ingen af dem kan kaldes vellykkede. Les oiseaux vont mourir au Pérou (1968, da. På en strand i Peru) er et anstrengt erotiseret kvindeportræt i den prætentiøse arthousestil, som også Alain Robbe-Grillet (1922-2008) [nouveau roman-forfatteren, som skrev manuskriptet til L'année dernière à Marienbad (1961, da. Sidste år i Marienbad), et totemværk for nouvelle vague-generation, sammen med instruktøren Alain Resnais] benytter i sine sadomasochistiske genrestykker. Sammen med Jack Cardiffs The Girl on a Motorcycle (1968, da. Pigen på motorcyklen) var Birds in Peru blandt de første titler, som fik britisk premiere med en x-rating. Kill! Kill! Kill! Kill! (1971, da. Den beskidte vej) er trods sin sensationalistiske, Russ Meyer-agtige titel et mere stringent sammenkog af selvtægtsthriller og international spændingsfilm. Begge titler er sjældne og svære at finde, men Birds of Peru ligger faktisk på YouTube og kan når som helst blive genopdaget. Hvis nicheudgivere som Powerhouse Indicator eller Radiance Films ikke allerede er undervejs med en 4K-udgave af Kill! Kill! Kill! Kill!, kan det kun være et spørgsmål om tid og rettigheder, der skal cleares.   


***) The Roots of Heaven er en forbavsende glansløs filmatisering, som ellers har de bedste forudsætninger. John Huston (1916-2008) havde skabt et af sine hovedværker, da han instruerede Katharine Hepburn og Humphrey Bogart i The African Queen (1951, da. Afrikas dronning), som blev optaget (delvist) på stedet i (daværende) Belgisk Congo (nu DR Congo) og Uganda under legendarisk strabadserende forhold. Seks år senere er Himlens rødder derimod en friseret og næsten søvndyssende safarifilm, optaget i Tchad, som var en del af Fransk Ækvatorialafrika fra 1910 frem til 1960.
   Det burde være interessant at se den alkoholiserede Errol Flynn (1909-1959) i en af sine sidste filmroller, men han spiller rollen som Major Forsyth med tilforladelig distance. Trevor Howard (1913-1988) er castet som idealisten Morel, der holder taler med økologisk budskab hvert femte minut og modarbejder ugideligheden hos sine fæller. Det var Patrick Leigh-Fermor (1915-2011), den beundrede rejseforfatter, som bearbejdede Romain Garys bog. Det gør han, så ingen i salen kan være i tvivl om budskabet: Lad elefanterne være i fred! Juliette Gréco (1927-2020) nærer romantiske følelser for den tyve år ældre Morel. Orson Welles og Herbert Lom medvirker, og savannen lever i d.o.p. Oswald Morris' fremstilling.
   Helhedsindtrykket er af en film, som kalkerer ideen om, hvordan en Afrika-film skal se ud. Den ligner i slående grad Henry Kings filmatisering af Ernest Hemingways The Snows of Kilimanjaro (1952, da. Sneen på Kilimanjaro [skønt titlen rettelig burde være Afrikas grønne bjerge] med Gregory Peck, Susan Hayward og Ava Gardner i en lignende kombination. Det gælder ned til plakaternes ikonografi. Det er ikke sært. Begge film havde Darryl F. Zanuck (1902-1979) fra 20th Century Fox som personligt engageret producer.
   Huston, der siden beklagede filmen, havde sit hjerte andre steder. John Wayne-filmen The Barbarian and the Geisha (da. Barbaren og geishaen) fra samme år er næsten værre endnu. Han tog erfaringerne fra at instruere et vejrbidt sæt med sig til The Misfits (1961, da. De frigjorte), hvor Clark Gable er den aldrende stjerne mellem Marilyn Monroe og Montgomery Clift. Romain Gary var forståeligt skuffet over både The Roots of Heaven og Promise at Dawn. Ikke mindst derfor gik han selv i gang med Birds in Peru og Kill! Kill! Kill! Killl!.


****) Ivan Ilyich Mosjoukine eller Mosjukin eller Mozzhukhin var født i Kondol ved Saratov i det nuværende russiske Penza-oblast. Hans mor var præstedatter, hans far var forvalter hos den adelige Obolenskij-familie, som mistede sine besiddelser efter revolutionen i 1917. Han var tilmeldt jurastudiet i Moskva, da han sluttede sig til et teaterkompagni fra Kyiv i Ukraine, som dengang hørte under det russiske zardømme. Fra 1911 til 1917 medvirkede han i en lang række russiske produktioner, som han selv producerede, fra Kreutzersonaten (efter Lev Tolstoj) til Spar Dame (efter Aleksander Pusjkin). Han efterlod sit selskab og kopier af zartidens film i 1917, da han flygtede til Krim efter oktoberrevolutionen. Det var med optagelser af Mosjoukines ansigt, at Lev Kulesjov (1899-1970) i 1918 demonstrerede teorien bag Kolesjoveffekten (dvs. at ny betydning skabes ved sidestilling og sammenklip af eksisterende materiale, heraf brugen af montage, som er et dominerende stilgreb i sovjettidens stumfilm.)



Fra 1920 arbejdede Mosjoukine i Frankrig. I 1927 tog han til Hollywood, hvor flere af de europæiske succeser var blevet distribueret, da der opstod et marked for eksotiske matineidoler efter Rudolph Valentinos død. Han medvirkede kun i en enkelt amerikansk produktion, Surrender (1927), var herefter aktiv i de tyske UFA-studier (frem til nazisternes magtovertagelse) og endte ved udgangspunktet i Frankrig, hvor film som Jules Verne-eventyret Michel Strogoff (1926, da. Kejserens Kurér) stadig er i høj kurs.
   Mosjoukine var gift tre gange, anden gang med danskeren Agnes Petersen (1906-1973). Der weisse Teufel, som Nina og Romain ser sammen i Løfte ved daggry, er en tysk produktion fra 1930, optaget som stumfilm, efterfølgende forsynet med et lydspor. Filmen er i public domain og kan ses i fuld længde på Wikipedia.
   Det er uklart, hvilken russisk produktion, Mosjoukine arbejder på i Promise at Dawn, da Nina og Romain opsøger ham på settet. Men der er ingen fysisk lighed mellem den unge russiske skuespiller og den aldrende komiske superkrukke, som den 60-årige Jules Dassin fremstiller. Mosjoukine havde en af sine største og mest nuancerede roller i René Barberis franske Casanova fra 1927. Også den film er fri og kan ses på Wikipedia. 

La promesse de l'aube (Løfte ved daggry). Instr.: Eric Barbier. Manus: Eric Barbier, Marie Eynard. Foto: Glynn Speeckaert. 131 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 07.03.2019.

Promise at Dawn (Løfte ved daggry). Instr. og manus: Jules Dassin. Foto: Jean Badal. 99 min. USA-Frankrig 1970. Dansk premiere: 14.02.1972.


Fotos: Jerico/ Pathé Distribution/ Nexus Factory/ Umedia/ TF1 Films Production/ Lorette Cinéma/ Menemsha Films/ Miracle Film// Natalie Films/ Avco Embassy// CineMaterial/ MoviestillsDB
Løfte ved daggry (2017) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Menemsha Films 30.06.2020.
Løfte ved daggry (1970) bliver ikke streamet og er aldrig udkommet på dvd eller Blu-ray. Filmen kan ses, hvis man leder ivrigt på nettet.
Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.03.2019.

fredag den 16. februar 2024

Claude Miller | Phillippe Grimbert: Un Secret | En hemmelighed (2007)

.
DEN SAMMENSATTE SANDHED
Franske jøders skæbne under 2. verdenskrig 

Af BO GREEN JENSEN

EN moden kvinde står på den øverste platform i udspringstårnet ved svømmebassinet. Det er en sommer i hjertet af efterkrigstiden. Solen fylder hele verden, vandet glitrer forjættende blåt. Kvinden vinker til sin søn, der i modlyset ser hende som en gudinde. Han sidder selv nede i skyggen og fryser.
   Der er altid denne afstand mellem drengen og hans mor. Hun ved, at han føler det sådan, og om lidt vil hun slutte sig til ham. Først vil hun dog nyde at finde og holde balancen, mens stadig flere tier og følger hendes forberedelser. Hun retter ryggen og skyder brystet frem. Et øjeblik er alting enkelt. Set på afstand er hun stadig ung. Hun kløver vandet perfekt, da hun springer.


MED dette sug af sanselighed begynder Claude Millers Un Secret, en film som forsøger at bryde en tavshed og tale om de franske jøders skæbne under 2. Verdenskrig. Landet blev delt i to i maj 1940. I nord besatte Tyskland resterne af det frie Frankrig. I syd fik marskal Pétains provisoriske marionetregering, som samarbejdede aktivt med nazisterne, lov at etablere et selvstyre.
   L’État Français havde hovedsæde i byen Vichy i Auvergne. Mange flygtede fra nord til syd. Man tilegnede sig de tyske love og forberedte administrationen af et Frankrig, der havde status i Hitlers nye Europa. Alle jøder blev udleveret.
   I den fælles erindring er Vichy fortrængt af den mere flatterende forestilling om la Résistance, den heroiske franske modstandsbevægelse. Men Vichy var en verden for sig i fem år, indtil sejrherrerne enedes om at skrive den kollektive skamplet ud af historien.



FORFATTEREN Philippe Grimbert (f. 1948) undrede sig i sin barndom over navne på forsvundne familiemedlemmer, som ingen ville tale om. Som voksen trængte han ind i historien, der ikke var som drengen troede, da han så sin mor balancere i solen. Han blev klogere og hårdere, da han lærte hemmeligheden at kende. Om dette skrev han erindringsromanen Un secret (2004), som modtog Prix Goncourt des lyceéns samme år. Claude Miller kunne samle de bedste yngre kræfter i fransk film til sin fortolkning af den sammensatte sandhed, som tager form under læsningen af Un secret.*



DER er tre lag af tid i En hemmelighed. I 1985 tager børnepsykologen François (Mathieu Amalric) til byen for at lede efter sin far, der har været forsvundet i mange timer. Han gik tur med hunden, der som sædvanlig ikke var i snor. Netop den dag løb den ud foran en bil. Maxime (Patrick Bruel) kom hjem med hundens knuste krop og gik igen, uden at sige et ord. Tania (Cécile de France), François’ mor, er ude af sig selv. Det fremgår, at de sjældent har kontakt. François bruger, i virkelig tid, det meste af filmen på at finde sin far, der flakker om i en melankolsk vinterfrakke. Som det køligste afsnit er nutiden filmet i sort/hvid.
   Filmen åbner dog i erindringssporet, i 1955, hvor farverne er klare og er stærke. Den voksne François ser tilbage på den frygtsomme dreng, der beundrede sin atletiske mor, når hun imponerede alle med fuldkomne tårnspring i det offentlige svømmebassin. Gradvis taler og ånder han sammen med drengen. Hans mor beder ham finde jævnaldrende venner, så han glemmer, at de ikke er sammen, mens hun genopdager sin krop i det perfekte spring. Men den blege dreng kan bare glane og fryse. Da mor og søn fortæller den tennisspillende Maxime, at de tager hjem, er der flere lag af slet skjult foragt i hans i og for sig neutrale reaktion.



DET er i denne del af historien, at filmens store billeder skabes. François vil gerne dele forældrenes betagelse af fysikken – Leni Riefenstahl citeres både indirekte og direkte – og arbejder ud fra sparsomme oplysninger på at skrive et kærlighedseventyr om deres møde. Han lever sit liv i disse romantiske forestillinger og i fantasien om en smukkere, stærkere tvillingebror, som ikke er bange for noget som helst og ligner den søn, Maxime gerne vil have. Sine bedste øjeblikke har han hos husveninden Louise (Julie Depardieu), som altid er der for ham, som hun har været der for forældrene. Louise er fysioterapeut. Hun giver François vitaminindsprøjtninger og masserer ham nænsomt. Det antydes, at hun lever stærkest, når klienten er den fysisk fuldkomne, men målbevidst heteroseksuelle Tania.



DER hersker en anspændt fred i familien. Der er grå og hvide områder, mørke dele af fortiden, som forældrene aldrig nævner med et ord. Omvendt skal der kun lidt til at ryste den vakkelvorne balance. François ved aldrig, hvor han har sine forældre. Han mener senere, at deres fortielser har mærket ham for livet. Tania reagerer stærkt og mærkeligt, da sønnen finder en ramponeret kuffert med et gammelt tøjdyr i. Hun siger, at stofhunden må være fuld af utøj og skynder sig at gemme kufferten væk. Det er dog for intet at regne mod den voldsomhed, som Maxime reagerer med, da François bliver ved med at tale om sin bror.
   Også andre ting skaber forvirring og uro. For eksempel det med navnet, som de voksne hvisker om med vrede stemmer. Maxime har ændret familiens navn fra det jødiske Grinberg til det mere fransk klingende Grimbert. I romanen skriver den voksne fortæller: »Et M for et N, et T for et G; to bittesmå ændringer. Men naturligvis skjulte M for at mime et N for nazisme, mens G for genfærd blev opslugt af det tyste T. Jeg stødte hele tiden ind i den mur af smerte, mine forældre havde rejst om sig selv, men elskede dem for højt til at forsøge at kravle over den og på den måde åbne såret igen. Jeg havde besluttet, at jeg ingenting ville vide.«**



DET er Louise, som forbarmer sig over François og røber, hvad der skjuler sig i forældrenes tavshed. Han fylder 15 år og kommer i slagsmål på skolen. En elev fremturer med spydige kommentarer, da klassen ser filmklip fra åbningen af koncentrationslejrene.
   Måske er det virkelig Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1956, da. Nat og tåge), man viser for børnene. I hvert fald triumferer historieløsheden. De fleste keder og undrer sig lidt. Mens gravkøer skubber ligdynger ned i massegrave, hvisker sidekammeraten, obskønt og idiotisk, men uden egentlig skadefryd, at de nøgne døde »kommer til at fryse«. Den forsagte François begynder at slå og kan ikke holde op igen.
   Episoden får følger på skolen. Hjemme er Maxime for en gangs skyld næsten stolt, da knægten kommer hjem med en blodtud. Tania ved ikke, hvad hun skal sige. Louise, som François flygter ind og klager sin nød til, tager tyren ved hornene og begynder: »Jeg ved godt, hvorfor du græder.« Hun åbner endelig æsken, som forældrene har gjort alt for at holde tæt lukket i. Da det sker, kommer afsløringerne hurtigt.


HER, mens forældrene endnu er unge og har valgmuligheder, når filmen ned i sit dybeste lag, en bund af håndgribelig virkelighed, hvor tonen er helt realistisk. Der er ikke én, men mange hemmeligheder, som tårner sig op i en mur af fortrængning. Den værste røbes til slut i en scene, som kan måle sig med det forløsende øjeblik i Ang Lees lige så langsomt brændende Lust, Caution (2007), men også ved begyndelsen er der rigeligt at bearbejde. For der var en bror. Han hed Simon og var svaret på sin fars hede drømme om en lille atlet uden frygt. Simons mor hed Hannah (Ludivine Sagnier). Tania kom til som Maximes svigerinde.
   I eksponeringen af det banale familiedrama er Claude Miller ved kernen af sin bestræbelse: at gøre fortidens mennesker levende ved at give dem drifter, svagheder og fejl. Den idrætsbegejstrede Maxime er i aktiv konflikt med fatalismen og offermentaliteten i sit miljø. Der er ikke tale om selvhad, Maxime ser knap sig selv som jødisk. »Hvorfor er det nu lige, at vi skal være så stolte?« Han er fan af fascisternes kropskult og hylder Pétain-tilhængernes slogan: Travail, Famille, Patrie. Og allerede ved sit og Hannahs bryllup kan han ikke få øjnene fra sin brors hustru, den blonde elitesvømmerske.



DA jøderne skal registreres og får påbud om at bære stjerne, vil han ikke høre tale om nogen af delene. Hannah lader sig registrere, Maxime lægger afstand til emnet. Tania gør alt for at skubbe ham fra sig. Hun er samtidig meget som han, skønt mere pragmatisk. Hun overholder loven og bærer en stjerne i sit revers, men den er sat på med hægter og kan knappes af, når hun passer sit arbejde som statuarisk mannequin i de dyre kredse, hvor jøder aldrig har været velsete, hverken før eller efter Vichy.
   Længe mener Maxime, at ånden i tiden kan være en forbedring. Han rystes i sin tro, da han og Simon cykler tyve kilometer for at svømme og dyrke idræt i klubben, hvor han er kendt for sine fysiske resultater. En beklagende kvinde afviser dem og hænger et skilt med teksten »Jøder forbydes adgang« ved porten, før hun lukker den. Da beslutter Maxime at forlade Charles Trenets »Douce France« og gå i hi, indtil Shoah er ovre. Han og Hannahs bror tager i forvejen. Siden vil kvinderne slutte sig til dem, men Tania kommer længe før tiden. Hannah har set Maxime se på Tania. Her følger den inderste hemmelighed.



FOR den voksne François er hele historien til hele tiden. Hemmeligheden bliver for ham en bestemmende indsigt magen til den, som fortælleren har i Margaret Atwoods roman Cat's Eye (1988, da. Katteøje (1988), da hun får at vide, at tiden er krum:
   »Fra da af forestillede jeg mig tiden som noget formet, noget man kunne se, som en række flydende lysbilleder, der er lagt ovenpå hinanden. Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer det ene op til overfladen, somme tider noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.«***
   Miller klipper effektivt mellem de kronologiske lag og skaber dybde ved at genbruge fragmenter af drengens fantasi om forældrenes møde i den endelige skildring af, hvor skamfuldt og selvfølgeligt de fandt hinanden. Maximes søster tilgiver aldrig sin bror. Alene Louise accepterer uden at dømme.
   Ikke overraskende er Louise en figur, som Miller og medforfatteren Natalie Carter har tilføjet for egen regning. I Grimberts roman er alt filtreret gennem fortælleren. Det er naturligvis en pointe, at han og forfatteren har forskellige fornavne. Det er skrevet tæt på virkeligheden, men det er ikke virkeligheden.


JEG har i denne tekst været fristet til at fortælle mere om Hannah, Maximes første hustru: hvad hun siger, hvad hun gør og hvad det koster. Men filmen har sit hjerte hér, og det ville ikke være rigtigt at røbe, hvordan den stilfærdige kvinde på én gang tager hævn og giver slip. Derimod kunne filmens epilog med fordel sidde forrest i filmen. Den skildrer bogens yngste, øverste minde om dét, der satte Grimbert i gang med at skrive.
   En søndag kører han tur med sin hustru og sine døtre i Auvergne. På en privat grund ved en søbred finder de en gravplads, hvor stenene kun bærer fornavne. Er der årstal, dækker de korte liv på 10-12 år. François ved, at hundekirkegården blev anlagt af en datter til Pierre Laval, ministerpræsidenten for L’État Français. Disse dyr fik en grav og blev husket. Simon, Hannah og mange andre ofre fik ingen sten. For fascisterne var de ikke rigtige mennesker. For eftertiden er de et ubekvemt minde.
   En britisk kollega fandt denne scene pinlig og overflødig. Det er den ikke. Tværtimod forklarer den, hvorfor filmens arbejdstitel var Le Cimetière des chiens.
   Un secret er den vigtigste film om Vichy siden Louis Malles Lacombe Lucien (1974, da. Håndlangeren). Hos Miller og Grimbert ligger følelsen tæt på samme instruktørs Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen). Også Claude Chabrol brugte sønnens synsvinkel og den voksne fortæller i sin beslægtede filmatisering af François Szpiners Une affaire de femmes (1988, da. Den sorte engel). Det bliver stadig mindre relevant, om forældrene var ofre eller kollaboratører. Snart er krigens børn de eneste vidner.  
   Filmen føjer sig naturligt til en bølge af revisionistiske holocaustskildringer, der er skabt ved årtusindeskiftet: Roberto Benignis italienske La vita é bella (1997, da. Livet er smukt), Roman Polanskis britisk-fransk-polske The Pianist (2002, da. Pianisten), Volker Schlöndorffs tyske Der neunte Tag (2004), Lajos Koltais ungarske Fateless (2005, da. De skæbneløse), Stefan Ruzowitzkys østrigske Die Fälscher (2007, da. Forfalskerne).


DE film skildrer alle aspekter af mordet på de europæiske jøder, en forfærdelig sang som er hørt mange gange. Dog sker det med en kompleksitet, som gør de udslettede mennesker til individer, snarere end en masse af ofre, som over tid bliver et kollektivt rædselsbillede, man betragter som pligtstof i skoler som den, hvor François har sit raserianfald.
   »Når vi taler om ofre for nazismen, får vi ofte det indtryk, at de ikke var mennesker som alle andre; at de ikke havde oplevet kærlighed, romancer eller passion,« siger Claude Miller om Un Secret. »Som hele min familie, har jeg aldrig på nogen måde været en særligt religiøs jøde. Jeg så Philippe Grimberts roman som en mulighed for at ære både min familie og deres historie.«****





*) Claude Miller (1942-2012) var faktotum på film af Robert Bresson (Balthazar), Jacques Demy (Les desmoiselles de Rochefort), Jean-Luc Godard (La chinoise, Weekend) og François Truffaut (fra Mississippi Mermaid til L’historie d’Adèle H.), før han selv fik chancen for at instruere La meilleure façon de marcher (1976, da. Takten, takten, pas på takten). Han tog farve af forbillederne i spændingsfilm som Garde à vue (1981, da. Mistænkt) og Mortelle randonnée (1983, da. Øjet), begge med Isabelle Adjani, men var altid mere til mainstream med dybde. La petite voleuse (1988, da. Den lille tyvetøs) med Charlotte Gainsbourg og L’accompagnatrice (1992, da. Akkompagnatricen) med Romane Bohringer var populære film i 90erne. Han gled fra Truffaut mod Chabrol i sit menneskesyn. La Classe de neige (1998, da. Klasseturen) bryder et tabu og og indleder et frugtbart samarbejde med Emmanuel Carrère. Miller var blandt de bedste kvindeskildrere i sin generation. Særlig stærkt står mor/datter-skildringen i Betty Fisher et autres histories (2001, da. Betty Fisher og andre historier) efter en bog af Ruth Rendell. La petite Lili (2003) er en moderne variation over Anton Tjekhovs Mågen. Han nåede at instruere Audrey Tautou i Thérèse (2012), som bygger på François Mauriacs Thérèse Desqueyroux.

**) Philippe Grimbert: Un secret. 191 s. Paris: Éditions Grasset & Fasquelle, 2004. Mærkværdigvis er bogen aldrig oversat til dansk. Den engelske udgave, Secret, er oversat af Polly McLean.

***) Margaret Atwood: Cat's Eye (1988, da. Katteøje, 1989) er oversat af Lisbeth Møller Madsen.

****) Jeg interviewede Claude Miller i København i 1995 og i Paris i 2002. Ved sidstnævnte lejlighed sagde han bl.a.: »Hvis ansigtet ikke siger det hele, er det på tide at holde op med at lave film. Det er måske en lovlig flot ting at sige, der er flere der har spurgt mig om det. Men det er i og for sig som jeg siger. For mig er detaljerne og de ekstreme nærbilleder det vigtigste i en film. Det er dem, jeg selv ser på, og det er dem, som jeg gør mig mest umage med at lave. Et ansigt som viser følelser, det er for mig selve sjælen i film. Af samme grund holder jeg meget af stumfilm og sætter mere og mere pris på dem som ren film, efterhånden som jeg bliver ældre. Billederne er hinsides sprog og kulturelle forskelle, de er kernen som alting drejer sig om, og hvis man ikke kan lade ansigterne vise følelser, snarere end at lade personerne tale om, hvordan de har det, så er det på tide at trække sig tilbage«.


Un secret (En hemmelighed). Instr.: Claude Miller. Manus: Natalie Carter, Claude Miller. Foto: Gérard de Battista. 105 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 08.08.2008



Fotos: France 3 Cinéma/ Canal+/ UGC YM/ Soficinéma/ La Région Île-de-France/ Sunrise Film/ Éditions Grasset & Fasquelle/ Le livre de Poche/ Filmaffinity/ BGJ ((Claude Miller i Paris 2002, Uniifrance 4eme Rendez-vous Europeen du Cinéma Français)/ Word by Word - clairemcalpine.com (Philippe Grimbert Portrait)/
Filmen streames på MUBI 
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 08.08.2008