Translate

Viser opslag med etiketten Tyskland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tyskland. Vis alle opslag

mandag den 8. januar 2024

Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)


REVOLUTIONENS BØRN
Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »
faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*
   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.
   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.
   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.



I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.
   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.
   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.
   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.



FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.
   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.



SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.
   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**
   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.


DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***
   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.



*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 


**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.
 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.


Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.


Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  
Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001

søndag den 15. maj 2022

Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011)


FAMILIENS FORTÆLLING

En varm, komedie om integration

Af BO GREEN JENSEN

TYSKLAND på tyrkisk, Tyrkiet på tysk. Det var 1960ernes Wirtschaftswunder, som først og mest dramatisk trak tusindvis af gæstearbejdere til Vesttyskland, hvor økonomien buldrede frem. Man havde alle diskussionerne, som siden er vokset fast i kulturen, men man fandt hurtigt ud af at tilbyde de fremmede familiesammenføring.
   Den unge Hüseyin Yilmaz (Fahri Yardim) kom fra Anatolien til Tyskland som gæstearbejder nr. 1.000.001. Han gik med andre ord glip af gevinsten. Havde han ikke afgivet plads i køen, kunne han have vundet den skinnende scooter og fået sit billede i de tyske aviser. Til gengæld er det den gamle Hüseyin (Vedat Erincin) , som 45 år senere får brev fra forbundskansler Angela Merkel, der beder ham tale ved en højtidelighed, som markerer den tysk-tyrkiske relation.
   Hüseyin får et godt liv i Tyskland. Han henter Fatma (som ung Demet Gul, som gammel Lilay Huser), parrets to sønner og datteren Leyla. Deres fjerde barn bliver født i Tyskland og lærer aldrig tyrkisk for alvor. Der er mange myter om det nye sted, hvor man dyrker en træfigur på et kors og kun spiser flæsk og kartofler. Men både betalingen og toiletterne er bedre. Over tid bliver hjemme et flydende begreb.
   

BØRNENE får selv børn, som er tyskere med en tyrkisk baggrund. Det er denne tredje generations synsvinkel, som absorberer hele familiens fortælling. Canan (Aylin Tzel), Leylas datter, fortæller den til sin 6-årige fætter, Cenk, som bliver drillet i skolen, fordi Europakortet ikke er bredt nok til at vise hans hjemstavn i det vestlige Tyrkiet. Hans flag sættes ude i ingenmandsland.
   Imens er Hüseyin og Fatma, de første pionerer, omsider blevet tyske statsborgere. Natten før de naturaliseres, har Hüseyin en fantastisk drøm, der koncentrerer den sprudlende tone af eftertænksom situationskomik, som lykkes overvældende godt i Almanya – Willkommen in Deutschland.
   På paskontoret bliver de eksamineret i tysk kultur. De lover at spise svinekød dagligt og se Tatort i tv hver lørdag. En blegfed funktionær sætter 17 stempler på 40 papirer og henter to tallerkener med svinekam og sauerkraut. Fatma bærer dirndl og smiler koket. I drømmen ser Hüseyin sig i spejlet, og hans brede moustache er blevet et Hitler-slik under næsen.


FAMILIEHISTORIEN fortælles i flashbacks. Nogle er revynumre, andre absurde anekdoter. For de første immigranter er sproget den største udfordring. Filmen vender perspektivet, så tyrkerne taler tysk, og tyskerne taler havfruesprog. Det gør fabriksejeren, som byder den nye arbejdsstyrke velkommen. Det gør købmanden, som Fatma køber mælk af. Koret synger »Tannenbaum« på tyrkisk, da børnene ser frem til den første tyske jul og skuffes, fordi Hüseyin og Fatma ikke har forstået konceptet med grantræ og gaver.
   Erindringssporet er flettet sammen med scener fra den sentimentale rejse til Anatolien, som Hüseyin får overtalt familien til at deltage i. Han har købt et hus i landsbyen. Fatma er skeptisk. Canan er gravid med sin engelske kæreste. Onklerne Veli og Muhammed må atter dele dyne, som de gjorde på drengeværelset. Leyla ryger som voksen stadig i smug, den tredje søn har maveproblemer. Men alle sidder sammen i bilen, og de fleste når også frem. Som vi alle med tiden er nået frem.




ALMANYA har fået en stribe af priser og blev en succes i sit hjemland. Selv har jeg set den to gange med glæde. De britiske film om den pakistanske Khan-klan fra Salford, East is East (1999) og West is West (2010), havde samme anslag og idé, men især minder Almanya om de film, som Fatih Akin skrev til andre instruktører, før han blev meget alvorlig i Gegen die Wand (2004) og Auf der anderen Seite (2006).
   Almanya er en varm og vellykket folkekomedie om prisen for assimilation og gevinsten ved samme. Til slut citerer Canan Salman Rushdies Midnatsbørn. Almanya er selvsagt en mindre forgrenet struktur, men filmen siger om en enkelt familie, hvad bogen siger om et folk og et land: At vi alle kommer et sted fra og bærer fortiden med os i nuet – sammen med løftet om dét, der skal komme.


SØSTRENE Yasemin (f. 1973) og Nesrin Samdereli (f. 1979) deler baggrund med Canan og har arbejdet sig frem til debutfilmen via tv-produktioner som Alles Getürkt (2002) og Turkish for Beginners (2006). Almanya er et veludført jonglørnummer, der holder tolv karakterer og tre-fire tematiske bolde i luften. Som tilskuer føler man en lille lykke, fordi nogen har sat billeder og ord på en erfaring, som er universel.

Yasemin og Nesrin Samdereli skrev og instruerede sammen Die Nacht der Nächte (2018), som i den ikke-tysktalende verden hedder Together Forever - Secrets of 50+ Years of Marriage. Dokumentarfilmen skildrer fire livsvarige ægteskaber med karakteristisk varme og solidarisk eftertænksomhed. Izabela Plucinska har lavet claymation til de animerede afsnit.

Almanya – Velkommen til Tyskland (Almanya – Willkommen in Deutschland). Instr.: Yasemin Samdereli. Manus: Nesrin & Yasemin Samdereli. Foto: Ngo the Chau. 97 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 04.04.2012.


Fotos: Roxy Film/ Infafilm/ Sunrise Film Distribution/ DFI/ Filmcentralen/ CineMaterial/ Der Tagesspiegel [Mike Wolff] (Samdereli Sisters Portrait)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2012.

onsdag den 30. marts 2022

Erich Kästner: Fabian (1931/2021) [Bogen og filmen]


LARM I SPEJLET
Erich Kästners montageroman

Af BO GREEN JENSEN

JAKOB Fabian (Tom Schilling) er en ung mand med romantisk livstrang og realistisk tilpassede ambitioner. Han er egentlig altid i drift i dét felt, mellem to punkter på en pulserende skala, der forbinder praksis og ideal. Han er skiftevis stoiker og fatalist. Avisen er fuld af grusomme sensationer og dekadent statistik. Fabian skriver fin poesi og vælter sig rundt i det hele om natten.
   Han driver gennem dagene i Weimartidens Berlin. Krisen bider, og man fester for livet, mens ekstremister fra højre og venstre fører krig. Fabian ser til. På broen over floden bliver han standset af en krigsveteran med skamferet ansigt. Han hjælper sin chef med at skifte plaster på operationssåret. Han skal kaste op, men bider det i sig. Kniber det, tager han en galgenhumor i brug.
   Byen er fuld af alkohol, prostitution og morfinisme. På scenen i Kabaret Haupt står advokatfruen Irene Moll og råber til mændene, at de skal komme. Hun er nøgen under frakken og evigt beruset. Huslægen har mensurar under sminken og licens til at bære kjole. Verden er lys og mørk på en gang.


DET er en bizar tid, så hektisk og hovedløs, at kun montageformen kan holde den fast, føler Fabian. Der bliver stille i hans hoved, da han møder kærligheden i skikkelse af Cornelia Battenberg (Saskia Rosendahl), som arbejder i Babelsberg-filmstudierne. De unge mennesker elsker hinanden og lover at holde ud. Da det kommer til stykket, svigter hun ham.
   Jo mere Fabian gør det rette, jo skævere arter tingene sig. Hans ven tager sit liv på grund af en ondskabsfuld fejl. Fabian selv er som Voltaires Candide. Men han er atter på vej til Cornelia, da det sidste ironiske punktum bliver sat.
   Filmen om Jakob Fabian begynder i 2020 på U-banen under Heidelberger Platz. Kameraet følger med de travle hverdagsmennesker, som findes i alle farver og faconer. De går under broen og op ad trappen til solen. I modsat retning kommer rejsende fra Berlin i 1931. Det er sådan, at nu og da flyder sammen. Her begynder fortællerstemmen, som tilhører instruktøren Dominik Graf (f. 1952), at læse højt af romanen om Fabians tid.



FORFATTEREN Erich Kästner (1899-1974) kom selv til Berlin i 1927. Da var Weimarrepublikken ved at gå til i økonomisk krise og den politiske krig mellem nazister og kommunister. Kästner kom fra en opvækst i Dresden, hvor han blev trænet som soldat, skønt han aldrig nåede til fronten, og en halvhjertet studietid i Leipzig. For ham var Berlin til det sidste »den mest interessante by.«
   Han skrev digte, viser og filmmanuskripter, alle slags tekster til døgnet, fordi han ville leve som forfatter. Det blev muligt, da Emil og detektiverne udkom i 1927. Børnebogen er oversat til 60 sprog. Det var en krimi, der tog tiden ind. Han fulgte den op med flere af slagsen – Pünktchen und Anton (1931) og Das fliegende Klassenzimmer (1933) – som nød og nyder stor succes. Han sagde op som tekstforfatter og kunne herefter give sig natten i vold.


KÄSTNER skrev sin bog om kunstneren Fabian i 1931. Den føjer sig smukt til en håndfuld storbyromaner fra perioden: Franz Hessels Heimliches Berlin (1927), Vicki Baums Menschen im Hotel (1929), Gabriele Tergits Käsebier erobert den Kurfürstendamm (1931), Hans Falladas Kleiner Mann – was nun? (1932). I dag er de alle så godt som fortrængt af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz (1929), som Kästner selv beundrede.
   Fabian er den anden store skildring af Berlin i Weimar-tiden. Bogen har som ekstra handicap, at den skal konkurrere med Emil og detektiverne. Den udkom senest på dansk i 1981 i Herbert Steinthals oversættelse.



FILMEN sætter lighedstegn mellem Fabian og Kästner. I et klart øjeblik i begyndelsens kaos skriver Fabian på et digt, der ser tilværelsen som en togrejse: »Vi rejser alle i samme tog/ mod en nutid vi ikke kan se./ Man kikker ud. Er lige klog./ Vi sidder alle i samme tog./ Flest i den forkerte kupé.«
   Det er Kästners »Das Eisenbahngleichnis« (»Jernbanelignelsen«) – her citeret i Jesper Jensens oversættelse – som han fik trykt i Simplicissimus i 1931 og samlede op i Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke (1936). På dansk er de bedste af Kästners digte samlet i udvalget Larm i spejlet (1996).
   Også for Kästner var Fabian et halvt selvportræt. Han betoner dog den satiriske overdrivelse i et forord fra genudgivelsen:

»Den foreliggende bog, som skildrer tilstande i storbyen fra dengang, er ikke noget poesi- eller fotografialbum, men en satire. Det beskriver ikke det som var, men den overdriver. Moralisten plejer jo ikke at holde et spejl op for sin tid, men et vrangspejl. Karikaturen, et legitimt kunstmiddel, er det yderste, han formår.«
   
Kästner vidste, hvad han ville med romanen: 

»Den oprindelige titel, tillige med nogle stærke kapitler, som bogens første forlægger ikke tillod, lød »Vi går i hundene«. Dermed skulle det allerede på bogomslaget gøres tydeligt, at romanen forfulgte et bestemt mål: Den ville advare. Den ville advare for den afgrund, som Tyskland og dermed Europa nærmede sig. Den ville i sidste minut med tilsvarende, og det kunne i dette tilfælde kun betyde med alle midler, tiltvinge sig ørenlyd og eftertanke.«

DET samme vil filmen i sandhed: de første tre kvarter er en uafbrudt krattende, skrattende, hviskende, slæbende, ridset og springende kaosmontage, der følger med Fabian gennem hærværkets Berlin. Først da han møder Cornelia i garderoben på Haupt, falder der ro over filmen. Graf lader fortælleren tælle ned: Kærligheden begynder om ti minutter. Så fem minutter. Så to. Det sker, og der bliver stille som efter vedvarende larm.


FRA Kästners hånd var romanen et by- og tidsportræt. Og i tilbageblik især en forklaring. Da Fabian bliver slettet af skæbnen, er han netop nået til erkendelsen af, at »han var født og bestemt til tilskuer og ikke, som han i dag stadig troede, til aktør i verdensteatret.«
   Kästner blev i Tyskland under krigen. Her førte han en dagbog, som blev udgivet med titlen Notabene 45 i 1961. De sidste 30 år af sit liv boede han i München. Kästners bøger blev brændt i 1933, men det var digtene og kabaretteksterne. Selv nazisternes børn læste Emil og detektiverne.
   For Kästner var det vigtigste at være et vidne. Han modsatte sig en filmudgave. Formentlig ville han ikke forstyrre billedet af den rare børnebogsforfatter, som modtog H.C. Andersen Medaljen i 1960. Fabian blev første gang filmatiseret i 1980.


MEN Kästner ville have sat pris på Dominik Grafs film. Bogen deler DNA med de øvrige montageromaner fra Weimar. Filmen er skåret af det samme stof som Fassbinders filmatisering af Berlin Alexanderplatz og af det nye syn på Weimartiden, som kommer til udtryk i Berlin Babylon. Fabian og Cornelia er næppe til at skelne fra Gereon Rath og Charlotte Ritter i tv-udgaven af Volker Kutschers bøger. De er den samme slags sonder i det samme miljø.
   Graf bruger ikke Fabians sidste indsigt. Filmen følger ellers bogen loyalt. Hos Kästner er den ironiske slutning kogt ned i én linje. Graf bruger lidt flere billeder til at vise, hvad der fulgte i afgrunden, som Tyskland var væltet ned i.
   Tre timer er lang tid at sidde stille. Her er de virkelig godt givet ud.

Se også Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen] + Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals.

Fabian oder Der Gang vor die Hunde (Fabian – Going to the Dogs). Instr.: Dominik Graf. Manus: Dominik Graf, Constantin Lieb. Foto: Hanno Lentz. 176 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lupa Film [Hanno Lentz]/ DCM/ ZDF/ ARTE France/ Amilux/ Studio Babelsberg/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Leonine Films 14.01.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022 .

onsdag den 22. december 2021

Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)


INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.
   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.
   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.



NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.
   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før eksorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«
   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.



DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*
   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**



PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.
   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).
   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.



TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.
   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.
   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***
   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.


*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam begyndte på Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med.


***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.
   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.
   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).
   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.


The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.


Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+
The Brothers Grimm streames på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2020
Into the Woods streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime
2K Blu-ray fra Disney/ Buena Vista 14.05.2018
Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015

mandag den 16. august 2021

Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]


TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.
   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.



KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*



PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.
   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.



SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.


I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.



MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.
   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.



*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 
   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002


Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002