Translate

Viser opslag med etiketten kultursammenstød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kultursammenstød. Vis alle opslag

søndag den 15. maj 2022

Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011)


FAMILIENS FORTÆLLING

En varm, komedie om integration

Af BO GREEN JENSEN

TYSKLAND på tyrkisk, Tyrkiet på tysk. Det var 1960ernes Wirtschaftswunder, som først og mest dramatisk trak tusindvis af gæstearbejdere til Vesttyskland, hvor økonomien buldrede frem. Man havde alle diskussionerne, som siden er vokset fast i kulturen, men man fandt hurtigt ud af at tilbyde de fremmede familiesammenføring.
   Den unge Hüseyin Yilmaz (Fahri Yardim) kom fra Anatolien til Tyskland som gæstearbejder nr. 1.000.001. Han gik med andre ord glip af gevinsten. Havde han ikke afgivet plads i køen, kunne han have vundet den skinnende scooter og fået sit billede i de tyske aviser. Til gengæld er det den gamle Hüseyin (Vedat Erincin) , som 45 år senere får brev fra forbundskansler Angela Merkel, der beder ham tale ved en højtidelighed, som markerer den tysk-tyrkiske relation.
   Hüseyin får et godt liv i Tyskland. Han henter Fatma (som ung Demet Gul, som gammel Lilay Huser), parrets to sønner og datteren Leyla. Deres fjerde barn bliver født i Tyskland og lærer aldrig tyrkisk for alvor. Der er mange myter om det nye sted, hvor man dyrker en træfigur på et kors og kun spiser flæsk og kartofler. Men både betalingen og toiletterne er bedre. Over tid bliver hjemme et flydende begreb.
   

BØRNENE får selv børn, som er tyskere med en tyrkisk baggrund. Det er denne tredje generations synsvinkel, som absorberer hele familiens fortælling. Canan (Aylin Tzel), Leylas datter, fortæller den til sin 6-årige fætter, Cenk, som bliver drillet i skolen, fordi Europakortet ikke er bredt nok til at vise hans hjemstavn i det vestlige Tyrkiet. Hans flag sættes ude i ingenmandsland.
   Imens er Hüseyin og Fatma, de første pionerer, omsider blevet tyske statsborgere. Natten før de naturaliseres, har Hüseyin en fantastisk drøm, der koncentrerer den sprudlende tone af eftertænksom situationskomik, som lykkes overvældende godt i Almanya – Willkommen in Deutschland.
   På paskontoret bliver de eksamineret i tysk kultur. De lover at spise svinekød dagligt og se Tatort i tv hver lørdag. En blegfed funktionær sætter 17 stempler på 40 papirer og henter to tallerkener med svinekam og sauerkraut. Fatma bærer dirndl og smiler koket. I drømmen ser Hüseyin sig i spejlet, og hans brede moustache er blevet et Hitler-slik under næsen.


FAMILIEHISTORIEN fortælles i flashbacks. Nogle er revynumre, andre absurde anekdoter. For de første immigranter er sproget den største udfordring. Filmen vender perspektivet, så tyrkerne taler tysk, og tyskerne taler havfruesprog. Det gør fabriksejeren, som byder den nye arbejdsstyrke velkommen. Det gør købmanden, som Fatma køber mælk af. Koret synger »Tannenbaum« på tyrkisk, da børnene ser frem til den første tyske jul og skuffes, fordi Hüseyin og Fatma ikke har forstået konceptet med grantræ og gaver.
   Erindringssporet er flettet sammen med scener fra den sentimentale rejse til Anatolien, som Hüseyin får overtalt familien til at deltage i. Han har købt et hus i landsbyen. Fatma er skeptisk. Canan er gravid med sin engelske kæreste. Onklerne Veli og Muhammed må atter dele dyne, som de gjorde på drengeværelset. Leyla ryger som voksen stadig i smug, den tredje søn har maveproblemer. Men alle sidder sammen i bilen, og de fleste når også frem. Som vi alle med tiden er nået frem.




ALMANYA har fået en stribe af priser og blev en succes i sit hjemland. Selv har jeg set den to gange med glæde. De britiske film om den pakistanske Khan-klan fra Salford, East is East (1999) og West is West (2010), havde samme anslag og idé, men især minder Almanya om de film, som Fatih Akin skrev til andre instruktører, før han blev meget alvorlig i Gegen die Wand (2004) og Auf der anderen Seite (2006).
   Almanya er en varm og vellykket folkekomedie om prisen for assimilation og gevinsten ved samme. Til slut citerer Canan Salman Rushdies Midnatsbørn. Almanya er selvsagt en mindre forgrenet struktur, men filmen siger om en enkelt familie, hvad bogen siger om et folk og et land: At vi alle kommer et sted fra og bærer fortiden med os i nuet – sammen med løftet om dét, der skal komme.


SØSTRENE Yasemin (f. 1973) og Nesrin Samdereli (f. 1979) deler baggrund med Canan og har arbejdet sig frem til debutfilmen via tv-produktioner som Alles Getürkt (2002) og Turkish for Beginners (2006). Almanya er et veludført jonglørnummer, der holder tolv karakterer og tre-fire tematiske bolde i luften. Som tilskuer føler man en lille lykke, fordi nogen har sat billeder og ord på en erfaring, som er universel.

Yasemin og Nesrin Samdereli skrev og instruerede sammen Die Nacht der Nächte (2018), som i den ikke-tysktalende verden hedder Together Forever - Secrets of 50+ Years of Marriage. Dokumentarfilmen skildrer fire livsvarige ægteskaber med karakteristisk varme og solidarisk eftertænksomhed. Izabela Plucinska har lavet claymation til de animerede afsnit.

Almanya – Velkommen til Tyskland (Almanya – Willkommen in Deutschland). Instr.: Yasemin Samdereli. Manus: Nesrin & Yasemin Samdereli. Foto: Ngo the Chau. 97 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 04.04.2012.


Fotos: Roxy Film/ Infafilm/ Sunrise Film Distribution/ DFI/ Filmcentralen/ CineMaterial/ Der Tagesspiegel [Mike Wolff] (Samdereli Sisters Portrait)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2012.

søndag den 6. februar 2022

Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017)


EN SEPARAT FRED
Bokserens rejse fra kaos til klarhed

Af BO GREEN JENSEN

DER er en håndfuld hårde film om turister, som havner i asiatiske fængsler. Og der er surrealistisk neo-noir, som følger vesterlændinge gennem eksotiske kampsportsmiljøer. Det gælder fra Midnight Express (1978) til Nicolas Winding Refns Only God Forgives (2013). Den udbrændte anglo har været en trope, siden Christopher Walken blev i Vietnam for at spille russisk roulette i The Deer Hunter.
   Alligevel har der aldrig været en film som A Prayer Before Dawn. Englænderen Billy Moore er på stoffer og lever fra hånden til munden i Bangkok, hvor han bokser i ulovlige kampe. Man bruger ikke handsker, men har reb snoet om de blødende hænder. Gevinsten bliver konverteret til rygeheroin, som han også handler med, når han kan overskue det.



DA politiet banker døren ind, lander Billy på ubestemt tid i en blanding af krigsfangelejr og straffeanstalt. Han forstår ikke sproget, kender ikke ritualerne og er ved at gå til af abstinenser. Først i isolationscellen trækker han vejret mere roligt. Det sker vel en halv time inde i filmen, som Jean-Stéphane Sauvoir (der lavede Johnny Mad Dog om dopede børnesoldater) har instrueret i hypersubjektiv form.
   Efter den første times tumult følger en fin akt med stoisk genrejsning. For Billy falder til, forelsker sig i en blid ladyboy og stiger op i hierarkiet, da han får plads på fængslets boksehold. Han lærer kampsportens raffinementer og bliver god til at krænge sin rå vrede ud. A Prayer Before Dawn bygger på bokseren Billy Moores erindringsbog om sin ungdom.



DET er en klog og næsten filosofisk actionfilm om en mand, der slutter sin egen separate fred med verden. Mod slutningen kommer Billy på hospitalet og har en mulighed for at flygte ud i gaderne og forsvinde. Han vælger da at vende om og gå tilbage til fællesskabet i fængslet. Det føles endda som en fornuftig beslutning.
   John Cole er eminent i rollen som Billy. Da den unge bokser besøger sin far, dvæler kameraet ved den ældre mands ansigt. Man tænker, at der er gjort meget ud af en lille scene, som er atypisk sentimental. Tiøren falder i titelsekvensen. Det er Billy Moore, der spiller sig selv.



DET er en film, der går i blodet og sætter sig i kroppen. Det er ikke, fordi fængselslivet på nogen måde bliver tillokkende. Man får ikke appetit på at slå og blive slået. Men i gode boksefilm er der altid en mand, som rejser sig op og får klarhed. Det sker med stor æstetisk konsekvens og fysisk troværdighed i A Prayer Before Dawn.



A Prayer Before Dawn. Instr.: Jean-Stéphane Sauvaire. Manus: Jonathan Hirschbein & Nick Saltrese. Foto: David Ungaro. 116 min. UK-Frankrig-Kina-Cambodia-USA 2017. Dansk premiere: 13.06.2019 [Månedens Film i Cinemateket].


Fotos: Senorita Films/ Indochina Productions/ HanWay Films/ Canal+/ Meridian Entertainment/ A28/ Cinemateket/ DFI/ Filmaffinity/ Filmgrab
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 24.09.2018
Anmeldelsen trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 14.06.2019

fredag den 19. marts 2021

Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]


DE FRAFALDNE PRÆSTER
Shusako Endos tekst om at tro

Af BO GREEN JENSEN

EFTER fråseriet følger askesen. Martin Scorseses forrige film, The Wolf of Wall Street (2013), var et hæsblæsende portræt af hedonisten Jordan Belfort, der voldtog verdens tillid og forbrugte så meget, han kunne. Scorsese gik også helt ud til kanten med sin skildring af 1970ernes musikmiljø i HBO-serien Vinyl (2016).
   Silence er – derimod – en frugal filmatisering af Shusako Endos roman om de katolske missionærer, som afsvor troen eller stod fast under udrensningen af de kristne i 1600-tallets aggressivt protektionistiske Japan. Begge film har Rodrigo Prieto som cheffotograf. Man kan sagtens se dem som tvillingestykker.


SHUSAKO Endo (1923-1996) skrev sin roman i 1966. Tavshed udkom på dansk i 1972 og var altid den første tekst, som blev nævnt, når Endo igen var på listen over nobelpriskandidater. Det blev dog Kenzaburo Oe, som i 1994 tog den første japanske nobelpris siden Yasunari Kawabatas (i 1968).
   Silence foregår på et tidspunkt, hvor de japanske myndigheder har besluttet at sætte hårdt ind mod kristendommen, der betragtes som en subversiv kraft. Det sker efter en afventende periode med relativ åbenhed og tolerance. Og i en politisk afgørende tid, hvor fire imperialistiske stormagter – Portugal, Holland, England, Spanien – forsøger at handle med Japan.
   I 1640 modtager Fader Valignano (Ciaran Hinds) et foruroligende brev fra Japan. Det beskriver den systematiske udrensning af »skjulte kristne«, kakure kirishitan, som tortureres og henrettes, hvis de ikke fornægter deres tro og træder på et billede af Kristus.
   Brevet har været syv år undervejs. Det er skrevet af jesuitterpræsten Ferreira (Liam Neeson), der har fungeret som troens brohoved i Nagasaki. Kureren kan supplere med oplysningen om, at Ferreira efterfølgende selv har fornægtet troen og lever som buddhist, med et nyt navn og en japansk familie.



DET er chokerende nyheder for Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) og Francisco Garupe (Adam Driver), der begge er oplært af Ferreira. De drøfter sagen med Valignano og beslutter at rejse til Japan. Han forsøger på skrømt at tale dem fra det. I det sidste billede fra Europa er præsterne set fra et zenit – tre sorte omrids, der flakser hen over et hvidt felt af marmor.
   Herefter er filmen én lang Smertens Vej. I et broget, travlt Macau (der er skildret med håndholdt, subjektivt kamera, som bandernes verden i Gangs of New York) finder præsterne en fordrukken japaner, Kichijiro (Kubozuka Yosuke), der gerne vil hjem. De ankommer som partisaner og praktiserer i skjul. Der er hemmelige gudstjenester. Især dåben af nyfødte er populær blandt de japanske kristne, som har bidt sig fast i billedet af et lykkeligt, smertefrit Paraiso.



INKVISITIONEN ankommer i skikkelse af guvernøren Inoue (Ogata Issey), en gammel og besnærende elskværdig samurai, som gerne vil diskutere kulturforskelle med de fremmede præster. Han er for øvrigt den eneste karakter, der smiler i løbet af filmens tre timer.
   Torturmetoderne er ofte karikerede versioner af Jesu lidelser. Tre mænd fra Kichijiros by bliver kortfæstet i strandkanten og druknet af højvandet. Man sprøjter ofrene til med vand fra kogende kilder. Særligt infam er »brønden« – man hænger med hovedet nedad og (for)bløder fra et lille snit i halsen.
   Pinen hører op, hvis man stamper på Kristus. Tilværelsen bliver et spørgsmål om at træde eller ikke at træde. Myndighederne er ligeglade med menigheden. De vil have præsterne til at forlade troen og omfavne buddhismen. Alt er sat i scene som politiske skueprocesser. »Vi kræver ikke overbevisning,« siger en af bødlerne. »Det er bare en lille bevægelse.«
   Præsterne kan redde tusindvis af uskyldige liv – og sig selv – ved at træde. Fundamentalisten Garupe er aldrig i tvivl. Men Ferreira trådte til sidst og gav slip. Rodrigues bliver ydmygende venligt behandlet, mens han fører lange samtaler med inkvisatoren, som insisterer på en betingelsesløs overgivelse. Han møder endelig også Ferreira igen, og hér har filmen sit blødende hjerte.



FOR Rodrigues er tavsheden værst. Først i filmen ser han Jesus’ ansigt og hører en stemme. I Japan bliver han syg og drikker af en kilde i solen. Igen ser han ansigtet, og nu er trækkene blandet op med hans egne. Da han bliver prøvet, siger stemmen: »Træd. Jeg var altid med dig i tavsheden.« Men han kan ikke være sikker. Han har kun sin egen menneskelighed.
   Kichijiro har trådt igen og igen. Manden, som viser sig at være kristen, så sin familie blive henrettet. Han skrifter igen og igen. Han forråder Rodrigues og får sølvmønter kastet for sine fødder af soldater, som foragter ham. Han bliver vist frem som et eksempel på, hvor let det er at træde. Man ser ham også tøve, men han træder altid som forventet. Og Rodrigues tilgiver ham.
   Romanens slutning er fortalt i officielle dokumenter og andenhåndsoptegnelser, så læseren må danne sine egne billeder og udrede, hvad der videre sker. Scorseses film bruger samme teknik i de sidste scener fra Nagasaki, hvor de frafaldne præster er blevet en myte. Hver hollandsk last bliver undersøgt for kristne effekter. Ferreira og Rodrigues takserer.



DET er svært at skildre troen og tvivlen på film, i hvert fald så de giver mening for skeptiske øjne. Scorseses Silence – som han begyndte at skrive på allerede i 1993, før Goodfellas fik prioritet – føjer sig i hans eget filmværk til The Last Temptation of Christ (1988) og Kundun (1997).*

   Der er naturligvis også en vaklende præst i blødende mænd som Travis Bickle (Taxi Driver) og Jake LaMotta (Raging Bull), men især er Silence beslægtet med franske – og meget katolske – film som Robert Bressons En landsbypræsts dagbog (1951) og Maurice Pialats Under Satans sol (1987). Det giver fuldkommen mening. George Bernanos var et forbillede for Shusako Endo, der studerede i Lyon som ung og blev kandidat i fransk litteratur.
   Silence er en lang film, som kræver udholdenhed af sin tilskuer. Der er ikke én smilerynke, og Scorsese og Prieto holder altid igen på de steder, hvor det ville være let at bade lidelsen i visuel overdådighed. Havde Mel Gibson filmatiseret Endo, ville torturscenerne være en uafbrudt blodfest.



DER er meget få effekter. Tydeligvis er det vigtigt for Scorsese at bygge hver scene med sine hænder. Han vil også undgå det salvelsesfulde. Det lykkes ikke altid. Garfield, Driver og Neeson må så ofte se væk, bide tænderne sammen og lide i lamslået maskulin tavshed. Især Garfield er sat på en prøve. Han gør også en ærefuld indsats – men der er grænser for, hvad et ansigt kan bære.
   Det er ikke en film for de fans af Scorsese, som vil have mere ultravold og kokain. Den [i 2017] 74-årige filmskaber indfrier en gammel gæld og beviser igen, at han er en fagets mester, måske den sidste store auteur fra New Hollywood-generationen. Silence taler om tvivl og barmhjertighed i et kulturelt landskab, der dyrker ironisk medvidenhed. Filmen er den katolske skeptikers credo.



*) Endos roman er tidligere filmatiseret af Masahiro Shinoda i 1971 og João Mário Grilo i 1996. 


Silence. Instruktion: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks og Martin Scorsese. Foto: Rodrigo Prieto. 161 min. USA-UK-Taiwan-Japan-Mexico-Italien 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.


Fotos: SharpSword Films/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official Paramount Pictures Trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal 08.05.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.01.2017

tirsdag den 12. januar 2021

Sofia Coppola: Lost in Translation (2003)


FORTABT I JAPAN
Mennesker mødes og sød musik opstår

Af BO GREEN JENSEN

GLÆDEN kan nå os de særeste steder. Charlotte (Scarlett Johansson), som har livet for sig, og skuespilleren Bob Harris (Bill Murray), der har fremtiden bag sig, er begge strandet i Tokyo.
   Charlotte er fulgt med sin mand til Japan, men fotografen John (Giovanni Ribisi) skal næsten altid arbejde og genopfriske sit forhold til en bimbo af en gammel flamme. Bob er kommet for pengenes skyld – bryggeriet Suntory betaler ham to millioner dollar for at medvirke i en whiskyreklame – men vel også for at slippe lidt væk hjemmefra, hvor livet går op i børnenes fødselsdage og valget af nye gulvtæpper.
   De er begge fortabt og alene i Japan. Charlotte vil gerne ud, men som dagene går er det lettest at blive på hotellet, hvor den kulturelle dissonans i det mindste leveres med room service og aircondition. Bob skal bare have tiden til at gå, mens agenterne diskuterer omfanget af hans forpligtelser.
   De begynder at smile til hinanden i elevatoren, hvor Bill Murrays slidte pokerfjæs rager op over alle japanerne. Siden deler de drinks i baren, udforsker neonvildnisset sammen, taler i parenteser om natten og bliver mere og mere fortrolige med hinanden. Så skal maj blive ét med september?


NEJ, og det er for så vidt det fine ved Sofia Coppolas første arbejde efter debutspillefilmen The Virgin Suicides (1999). Lost in Translation er en bittersød romantisk komedie uden noget stort romantisk payoff. Det er snarere en velgørende ironisk realisme, som præger filmen fra først til sidst. Charlotte og Bob er praktiske mennesker, skønt begge har lyst til at flygte og glemme. Bob ved, hvad en dyrekøbt hverdag koster, og Charlotte vil sikkert se tiden an. Da han rejser, giver han hende et knus og mumler noget i hendes øre.
   VI kan ikke høre, hvad han siger, og derved bliver scenen dybere og vigtigere. Ikke siden Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) har en hemmelig hvisken virket så stærkt. Da Lost in Translation blev præsenteret i Venedig, fortalte Sofia Coppola, at der faktisk stod nogle banale og utilstrækkelige replikker i manuskriptet. Hun syntes ikke om dem og bad i stedet Bill Murray tage afsked med en mine, som fortalte, at »han er glad for at være på vej hjem, men også glad fordi han kom til Tokyo.«


DÉT er præcis, hvad Murray udtrykker med sin legendariske udtryksløshed. I 80erne blev hans Buster Keatonske deadpan brugt som en komisk effekt. Efter gennembruddet i Ghostbusters (1984) fulgte en række roller – i film som John McNaughtons Mad Dog & Glory (1993, da. Pigen i midten), Harold Ramis’ Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons Rushmore (1998) – der bedre kunne bruge furerne i fjæset og poserne under øjnene. Murray ligner nu indbegrebet af den lakoniske overlever. Han er ikke blevet en indbildsk succes eller en lykkelig taber, men en mand som midt i livet er forkommen og taknemlig for hverdagens stille velsignelser.
   Over for denne ærefrygtindgydende livstrætte maske sætter Scarlett Johansson sin sarte æblehud og de friske øjne, som dog har set for meget til at lade sig narre eller begejstre ret længe ad gangen. Hun er 19, han er 53, men i uvirkeligheden på Tokyo Park Hyatt er de nogenlunde lige gamle og fortabte.
   Ude i gaderne eksploderer alt i neonreklamer og blankt storbymørke. De japanske skrifttegn forstærker indtrykket af en hemmelig kode, som parret bestræber sig på at bryde, og den kulturelle fremmedgørelse bliver ikke mindre, fordi Bob Harris genkender sig selv på plakater og skærme allevegne. Snarere bliver han, midtvejs i livet, en mand der står ved siden af og betragter sig selv. I hans øjne kan man læse, at synet ikke behager ham særligt.


FILMENS fortryllelse ligger i dialogen og spillet mellem Johansson og Murray. Til gengæld er sædeskildringen tegnet med brede og meget generaliserende strøg, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at latterliggøre den japanske konsumerisme og kulturens knæfald for populære amerikanske fænomener, som den ikke forstår, når det kommer til stykket.
   Samtlige komiske sætstykker bliver til på japanernes bekostning: filmholdet bag whiskyreklamen; den prostituerede kvinde, som bryggeriet sender op til Murray (»Lip my stockings!«); talkshowværten, som hviner så skingert, at Murrays udtryk et øjeblik tangerer en panikslagen reaktion.
   At Matthew's Best Hit faktisk er et autentisk japansk tv-program, gør ikke satiren mindre firkantet. Hvad vi ser er et svimlende marked i neon. Kulturen bag spejlet og under overfladen beskæftiger filmen sig slet ikke med. Disse ting er velsagtens nogle af de kvaliteter, som går tabt i oversættelsen.


LOST in Translation er en stilfærdig og tidssvarende komedie, der siger lidt mere for hver gang man ser den. I USA modtog den tre Golden Globes (bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle) og var Oscar-nomineret i fire kategorier (bedste film, bedste manus, bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller). Det kan være meget godt, men siger filmen danske mennesker noget om, hvad vi mister i den følelsesmæssige oversættelse?
   Det er dét, som er forbløffende. Lost in Translation ophæver kulturelle begrænsninger ved at udspille sig i et ingenmandsland. Overensstemmelsen mellem signifikat og signifikant kommer ikke ind i billedet. Der er ingen tabt forbindelse; ingen skjult betydning at bore i hér. Bare to gode mennesker, som kommer fra hver sin ende af aldersspektret, men mødes på midten af i livet i Tokyo.


Lost in Translation. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 102 min. USA-Japan 2003. Dansk premiere: 30.01.2004.


Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Netflix
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.01.2004