Translate

Viser opslag med etiketten Andrew Garfield. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andrew Garfield. Vis alle opslag

fredag den 19. marts 2021

Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]


DE FRAFALDNE PRÆSTER
Shusako Endos tekst om at tro

Af BO GREEN JENSEN

EFTER fråseriet følger askesen. Martin Scorseses forrige film, The Wolf of Wall Street (2013), var et hæsblæsende portræt af hedonisten Jordan Belfort, der voldtog verdens tillid og forbrugte så meget, han kunne. Scorsese gik også helt ud til kanten med sin skildring af 1970ernes musikmiljø i HBO-serien Vinyl (2016).
   Silence er – derimod – en frugal filmatisering af Shusako Endos roman om de katolske missionærer, som afsvor troen eller stod fast under udrensningen af de kristne i 1600-tallets aggressivt protektionistiske Japan. Begge film har Rodrigo Prieto som cheffotograf. Man kan sagtens se dem som tvillingestykker.


SHUSAKO Endo (1923-1996) skrev sin roman i 1966. Tavshed udkom på dansk i 1972 og var altid den første tekst, som blev nævnt, når Endo igen var på listen over nobelpriskandidater. Det blev dog Kenzaburo Oe, som i 1994 tog den første japanske nobelpris siden Yasunari Kawabatas (i 1968).
   Silence foregår på et tidspunkt, hvor de japanske myndigheder har besluttet at sætte hårdt ind mod kristendommen, der betragtes som en subversiv kraft. Det sker efter en afventende periode med relativ åbenhed og tolerance. Og i en politisk afgørende tid, hvor fire imperialistiske stormagter – Portugal, Holland, England, Spanien – forsøger at handle med Japan.
   I 1640 modtager Fader Valignano (Ciaran Hinds) et foruroligende brev fra Japan. Det beskriver den systematiske udrensning af »skjulte kristne«, kakure kirishitan, som tortureres og henrettes, hvis de ikke fornægter deres tro og træder på et billede af Kristus.
   Brevet har været syv år undervejs. Det er skrevet af jesuitterpræsten Ferreira (Liam Neeson), der har fungeret som troens brohoved i Nagasaki. Kureren kan supplere med oplysningen om, at Ferreira efterfølgende selv har fornægtet troen og lever som buddhist, med et nyt navn og en japansk familie.



DET er chokerende nyheder for Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) og Francisco Garupe (Adam Driver), der begge er oplært af Ferreira. De drøfter sagen med Valignano og beslutter at rejse til Japan. Han forsøger på skrømt at tale dem fra det. I det sidste billede fra Europa er præsterne set fra et zenit – tre sorte omrids, der flakser hen over et hvidt felt af marmor.
   Herefter er filmen én lang Smertens Vej. I et broget, travlt Macau (der er skildret med håndholdt, subjektivt kamera, som bandernes verden i Gangs of New York) finder præsterne en fordrukken japaner, Kichijiro (Kubozuka Yosuke), der gerne vil hjem. De ankommer som partisaner og praktiserer i skjul. Der er hemmelige gudstjenester. Især dåben af nyfødte er populær blandt de japanske kristne, som har bidt sig fast i billedet af et lykkeligt, smertefrit Paraiso.



INKVISITIONEN ankommer i skikkelse af guvernøren Inoue (Ogata Issey), en gammel og besnærende elskværdig samurai, som gerne vil diskutere kulturforskelle med de fremmede præster. Han er for øvrigt den eneste karakter, der smiler i løbet af filmens tre timer.
   Torturmetoderne er ofte karikerede versioner af Jesu lidelser. Tre mænd fra Kichijiros by bliver kortfæstet i strandkanten og druknet af højvandet. Man sprøjter ofrene til med vand fra kogende kilder. Særligt infam er »brønden« – man hænger med hovedet nedad og (for)bløder fra et lille snit i halsen.
   Pinen hører op, hvis man stamper på Kristus. Tilværelsen bliver et spørgsmål om at træde eller ikke at træde. Myndighederne er ligeglade med menigheden. De vil have præsterne til at forlade troen og omfavne buddhismen. Alt er sat i scene som politiske skueprocesser. »Vi kræver ikke overbevisning,« siger en af bødlerne. »Det er bare en lille bevægelse.«
   Præsterne kan redde tusindvis af uskyldige liv – og sig selv – ved at træde. Fundamentalisten Garupe er aldrig i tvivl. Men Ferreira trådte til sidst og gav slip. Rodrigues bliver ydmygende venligt behandlet, mens han fører lange samtaler med inkvisatoren, som insisterer på en betingelsesløs overgivelse. Han møder endelig også Ferreira igen, og hér har filmen sit blødende hjerte.



FOR Rodrigues er tavsheden værst. Først i filmen ser han Jesus’ ansigt og hører en stemme. I Japan bliver han syg og drikker af en kilde i solen. Igen ser han ansigtet, og nu er trækkene blandet op med hans egne. Da han bliver prøvet, siger stemmen: »Træd. Jeg var altid med dig i tavsheden.« Men han kan ikke være sikker. Han har kun sin egen menneskelighed.
   Kichijiro har trådt igen og igen. Manden, som viser sig at være kristen, så sin familie blive henrettet. Han skrifter igen og igen. Han forråder Rodrigues og får sølvmønter kastet for sine fødder af soldater, som foragter ham. Han bliver vist frem som et eksempel på, hvor let det er at træde. Man ser ham også tøve, men han træder altid som forventet. Og Rodrigues tilgiver ham.
   Romanens slutning er fortalt i officielle dokumenter og andenhåndsoptegnelser, så læseren må danne sine egne billeder og udrede, hvad der videre sker. Scorseses film bruger samme teknik i de sidste scener fra Nagasaki, hvor de frafaldne præster er blevet en myte. Hver hollandsk last bliver undersøgt for kristne effekter. Ferreira og Rodrigues takserer.



DET er svært at skildre troen og tvivlen på film, i hvert fald så de giver mening for skeptiske øjne. Scorseses Silence – som han begyndte at skrive på allerede i 1993, før Goodfellas fik prioritet – føjer sig i hans eget filmværk til The Last Temptation of Christ (1988) og Kundun (1997).*

   Der er naturligvis også en vaklende præst i blødende mænd som Travis Bickle (Taxi Driver) og Jake LaMotta (Raging Bull), men især er Silence beslægtet med franske – og meget katolske – film som Robert Bressons En landsbypræsts dagbog (1951) og Maurice Pialats Under Satans sol (1987). Det giver fuldkommen mening. George Bernanos var et forbillede for Shusako Endo, der studerede i Lyon som ung og blev kandidat i fransk litteratur.
   Silence er en lang film, som kræver udholdenhed af sin tilskuer. Der er ikke én smilerynke, og Scorsese og Prieto holder altid igen på de steder, hvor det ville være let at bade lidelsen i visuel overdådighed. Havde Mel Gibson filmatiseret Endo, ville torturscenerne være en uafbrudt blodfest.



DER er meget få effekter. Tydeligvis er det vigtigt for Scorsese at bygge hver scene med sine hænder. Han vil også undgå det salvelsesfulde. Det lykkes ikke altid. Garfield, Driver og Neeson må så ofte se væk, bide tænderne sammen og lide i lamslået maskulin tavshed. Især Garfield er sat på en prøve. Han gør også en ærefuld indsats – men der er grænser for, hvad et ansigt kan bære.
   Det er ikke en film for de fans af Scorsese, som vil have mere ultravold og kokain. Den [i 2017] 74-årige filmskaber indfrier en gammel gæld og beviser igen, at han er en fagets mester, måske den sidste store auteur fra New Hollywood-generationen. Silence taler om tvivl og barmhjertighed i et kulturelt landskab, der dyrker ironisk medvidenhed. Filmen er den katolske skeptikers credo.



*) Endos roman er tidligere filmatiseret af Masahiro Shinoda i 1971 og João Mário Grilo i 1996. 


Silence. Instruktion: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks og Martin Scorsese. Foto: Rodrigo Prieto. 161 min. USA-UK-Taiwan-Japan-Mexico-Italien 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.


Fotos: SharpSword Films/ Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official Paramount Pictures Trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal 08.05.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.01.2017

fredag den 27. december 2019

David Robert Mitchell: Under the Silver Lake (2018) [Noir 100]


DELTE DRØMME OG VANDREHISTORIER
Et metamysterium i neo-noir

Af BO GREEN JENSEN

SILVER Lake Reservoir i Los Angeles er en mytologisk location. Allerede navnet fortæller historier. Der er faktisk to kolossale bassiner. Det største er opkaldt efter politikeren Herman Silver, som anlagde søen i 1906. Det mindste hedder Ivanhoe efter ridderromanen af Sir Walter Scott. Kun Ivanhoe er stadig en aktiv del af vandforsyningen. 

   Kvarteret grænser op til Hollywood med de gamle filmstudier. Sunset Boulevard snor sig det sidste stykke gennem Silver Lake mod Chinatown. Der er stille, tilgroede gader med gamle, forbløffende huse. Det er sådan et sted, hvor turister får udleveret et kort over stjernernes hjem.
    Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Roman Polanskis Chinatown (1974), Robert Altmans The Player (1992), David Lynchs Mulholland Drive (2001) og David Cronenbergs Maps to the Stars (2014) er netop de store – og vildt forpligtende – forbilleder for den okkulte popfabel, som David Robert Mitchell konstruerer i metamysteriet Under the Silver Lake. 
   Hvad Paul Thomas Anderson gjorde for Gordita Beach i sin psykedeliske filmudgave af Thomas Pynchons Inherent Vice (2014), ganger Mitchell med to eller tre. Herefter sætter han trumf på. Hippietidslegenden hos Pynchon var henlagt til en fiktiv udgave af Venice Beach. Hos Mitchell er der ingen »naturlige mangler«. Silver Lake er for real hele vejen.



EN kvinde forsvinder. Det er altid en solid begyndelse på en eksistentiel skattejagt. Sam (Andrew Garfield) er en ærketypisk døgenigt, en slacker fra 90erne, der har nået sin udløbsdato og øver sig på en livsstil, der ligner den fredelige fatalisme i brødrenes Coens The Big Lebowski. 
   Sam bor alene i et malerisk forfaldent kompleks, hvor han er måneder bagud med lejen. Hans mor ringer op og taler i timer om sine yndlingsfilm med Janet Gaynor. Sam lyver om, hvor godt det går. Han undgår at tænke på fremtiden ved at overvåge sine kvindelige naboer og onanere til gamle numre af Playboy. 
   Eller nej. Som sin helt går filmen op i detaljer, og det er i særdeleshed ét gammelt nummer af Playboy – fra juli 1970, da Janet Wolf var månedens Playmate – der taler til Sam. Don Ornitz fotograferede Wolf under vand. Senere bliver en anden kvinde skudt og daler ned gennem vandet i reservoiret i nøjagtigt samme position.



UNDER the Silver Lake er altid fetichistisk specifik med hensyn til sine objekter og spor. Der er muligvis tale om trivielle skatte fra den efemere popkultur, men de er udvalgt med autistisk tunnelsyn. For eksempel knækker Sam koden ved hjælp af det armbånd, som lå i en gammel morgenmadspakke, og kortet til pc-spillet The Legend of Zelda, som var trykt i første nummer af fanmagasinet Nintendo Power.
   Sam har studeret naboen Sarah (Riley Keogh). Hun ved, at han betragter hende. I kompleksets swimmingpool genskaber hun Marilyn Monroes badescene i Something’s Got to Give (1962). Mitchell kopierer George Cukors lyssætning fra filmen, som aldrig blev færdig.
   Sam og Sarah er tilsyneladende to alen af et stykke. De har god sex sammen i hendes lejlighed, hvor tv’et viser Tre piger søger en millionær (1953) med Monroe, Betty Grable og Lauren Bacall. På kaminhylden står tre Barbie-dukker, selvsagt vintage, som forestiller de tre divaer.
   Filmen tager sig god tid til at skildre Sams verden før syndefaldet. Den er ikke noget dårligt sted. Holder man skyklapperne tæt ind til tindingen, er der løvfuld skygge, masser af fritid, imødekommende kvinder og nærende hverdagsmysterier, som gør livet tilpas interessant.
   Så sætter mørket sin vilje igennem, og verden bliver aldrig den samme.



DET er en af de historier, hvor nogen eller noget sender protagonisten skjulte beskeder. Der er en virkelighed bag virkeligheden, og helten må ind i labyrinten, ned i kaninhullet, om bag døren i den grønne væg for at finde nøglen til mysteriet eller det næste spor i den kosmiske rebus, hvis læsning eller afkodning antager en skattejagts eventyrlige kvaliteter.
   Stilen er selvsagt neo-noir, en incestuøs og parasitær æstetik, der er bygget af henvisninger til noget ægte. Fordi jægeren er en udvalgt person, som må tvivle – men samtidig stole – på sin fornuft, får fortællingen paranoide kvaliteter. Og måske er der virkelig et komplot, et lag af dybere indsigt under overfladen af trivielle og banale fænomener.
   Sandheden er jo derude, som Fox Mulder sagde i The X-Files, der var bygget af de samme delte drømme og vandrehistorier. I hvert fald kan det være stor underholdning for fanboys, som ikke tænder på sport. Og der er god plads til kvinder i klassen, selv om de fleste nørder er mænd.



NÆSTE dag er Sarah væk, og hendes lejlighed er tom. Sam begynder at lede. Han træder i karakter som metafysisk privatdetektiv. Vi er i det samme revir og den samme mentalitet, hvor Sam Spade, Philip Marlowe, Lew Archer og andre gode gumshoes søgte en sandhed, der ofte viste sig at være illusorisk. Der var sager, som ikke kunne opklares helt. 
   Det bliver en jagt, der forløber på flere niveauer og fører vidt omkring i kvarterets historie. Sam bliver optaget af at læse tegneserien »Under the Silver Lake« i et håndlavet magasin, som behandler bydelens begravede mysterier. Forfatteren Milo (Patrick Fischler) har samlet arkana fra Hollywood hele sit liv. Kenneth Angers kultbøger om Hollywood Babylon er naturligvis urstedet i den lokale undergrundsgenre.*


FØR Milo bliver dræbt af Uglekvinden fra Organisationen, peger han Sam i retning af De Hjemløses Konge (David Yow) og Sangskriveren (Jeremy Bobb). Et særligt tegn går igen, og i alle labyrintens spejle får Sam et glimt af it-milliardæren Jeremy Sevence (Chris Gann), en holistisk hipster, som både holder harem og nærer et dødskompleks af de store.
   Nu kører toget, så skinnerne knager. I eskalerende paranoia samler Sam et viltert bevismateriale. Alle spor peger i retning ad et hemmeligt gravkammer under Silver Lake. Hvis der også var aliens og nazister, ville konspirationsudstyret være komplet.



JEG håber, jeg har givet en fornemmelse af filmens særegne styrke og betydelige svaghed. For den er både begavet og studentikos. Hvis man reagerer på de okkulte signaler, giver det mening at tyde mysteriet. Ellers er alt irriterende krims-krams. Det er som Kim Novaks frisure i Alfred Hitchcocks Vertigo. Spiralen er enten et kosmisk-sublimativt ciffer eller bare en måde, som håret er sat på.
   Filmen begynder forførende godt og er fuld af taktil og konkret atmosfære. Men den taber højde, efterhånden som gåderne akkumulerer, og den inderste sandhed kan ikke helt bære de mange lag af esoterisk indpakning.
   For mig knækker filmen i mødet med Sangskriveren, et vrængende orakel, som angiveligt har skrevet alle evergreens om kærlighed, længsel og romantik i Den Store Amerikanske Sangbog. Sam knuser hans hoved med den selvsamme Fender Rhodes-guitar, som Kurt Cobain brugte, når han spillede »Smells Like Teen Spirit«. Mordet er et rituelt gudedrab af den slags, som indebærer, at dræberen selv bliver præst.
   David Robert Mitchell dekonstruede teenageromantikken i The Myth of the American Sleepover (2010), som også gik i danske biografer, og fik mange fans i kraft af It Follows (2014), som gav horrorgenren en seksuel tydelighed, der var ny. Under the Silver Lake er betagende tænkt. Forhåbentlig drukner han ikke i søen.

RIP Kenneth Anger 1927-2023


* Undergrundskunstneren Kenneth Anger (f. 1927) blev en kultfigur i kraft af den okkult-esoteriske homoerotik i  Fireworks (1947), Scorpio Rising (1963), Invocation of my Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970-80). I 1959 samlede han en bunke sladder- og vandrehistorier om den mørke side af Hollywood fra stumfilmens storhedstid til stjernesystemets udtoning. Bogen udkom i Frankrig og i en amerikansk piratudgave 1965. Der var forventning i luften, da Straight Arrow Books og Dell Publishing i 1975 udgav det rigt illustrerede skandalekompendium som mass market paperback. Jeg gik i 3.g. og kan sige, at vi åd den bog. Cirka samtidig kunne Filmmuseet på Christianshavn (nu Cinemateket i Filmhuset) præsentere en sjælden kopi af Scorpio Rising, som alle ved musikken fik set. Filmen viser grynede billeder af feticistisk klædte bikers, der åbenlyst nyder at vise sig frem. Kameraet kæler for blanke støvler, bugnende jeans og jakker med nitter og kæde, mens klassisk 50er-pop med Rick Nelson, Bobby Vinton, Elvis Presley og The Crystals m.fl. spiller i baggrunden. Det er ret ubehjælpsomt. Men Hollywood Babylon er en potent affære, der beskriver Fatty Arbuckles voldtægtssag, iscenesættelsen af Lupe Velez' selvmord, Jayne Mansfields halshugning i en trafikulykke og andre bizarre episoder i indgående detaljer. Mange af historierne er fri fantasi eller netop sejlivede rygter, delte drømme og vandrehistorier, som Anger skriver fast med hallucinatorisk autoritet. Han taler henført om Hollywoods purpurperiode. Fortsættelsen Hollywood Babylon II (1984) har slet ikke samme forførende tone, skønt forsiden med Elizabeth Taylor som opsvulmet bulimiker og binge-victim er lovende/tarvelig nok. Uanset sandhedsværdien har Anger et omfattende kendskab til det gamle Los Angeles. Anger har hele sit liv koketteret med at være fan og discipel af okkultisten Aleister Crowley. Hans vigtigste ni film er samlet som The Magick Lantern Cycle (2009), en sekvens som tager sin titel, inspiration og stavemåde fra Crowley.  Anger lever stadig, er 92 og bliver altid fejret på en filmfestival eller et kunstakademi et sted. Arbejdet ligger tættere på installation end på Hollywood-film. Han besøgte København i 2008 og blev hyldet af fans som Lars Movin og Nicolas Winding Refn ved et arrangement på Statens Museum for Kunst.

Under the Silver Lake. Instr. og manus: David Robert Mitchell. Foto: Mike Gioulakis. 139 min. USA 2018. Dansk premiere 03.01.2019



Fotos: Festival de Cannes/ UIP/ A24/ Lionsgate Films/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ MoviestillsDB, YouTube (A24 Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 18.06.2019 
Artiklen stod i Weeklendavisen Kultur 04.01.2019