Translate

Viser opslag med etiketten Salman Rushdie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Salman Rushdie. Vis alle opslag

søndag den 15. maj 2022

Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011)


FAMILIENS FORTÆLLING

En varm, komedie om integration

Af BO GREEN JENSEN

TYSKLAND på tyrkisk, Tyrkiet på tysk. Det var 1960ernes Wirtschaftswunder, som først og mest dramatisk trak tusindvis af gæstearbejdere til Vesttyskland, hvor økonomien buldrede frem. Man havde alle diskussionerne, som siden er vokset fast i kulturen, men man fandt hurtigt ud af at tilbyde de fremmede familiesammenføring.
   Den unge Hüseyin Yilmaz (Fahri Yardim) kom fra Anatolien til Tyskland som gæstearbejder nr. 1.000.001. Han gik med andre ord glip af gevinsten. Havde han ikke afgivet plads i køen, kunne han have vundet den skinnende scooter og fået sit billede i de tyske aviser. Til gengæld er det den gamle Hüseyin (Vedat Erincin) , som 45 år senere får brev fra forbundskansler Angela Merkel, der beder ham tale ved en højtidelighed, som markerer den tysk-tyrkiske relation.
   Hüseyin får et godt liv i Tyskland. Han henter Fatma (som ung Demet Gul, som gammel Lilay Huser), parrets to sønner og datteren Leyla. Deres fjerde barn bliver født i Tyskland og lærer aldrig tyrkisk for alvor. Der er mange myter om det nye sted, hvor man dyrker en træfigur på et kors og kun spiser flæsk og kartofler. Men både betalingen og toiletterne er bedre. Over tid bliver hjemme et flydende begreb.
   

BØRNENE får selv børn, som er tyskere med en tyrkisk baggrund. Det er denne tredje generations synsvinkel, som absorberer hele familiens fortælling. Canan (Aylin Tzel), Leylas datter, fortæller den til sin 6-årige fætter, Cenk, som bliver drillet i skolen, fordi Europakortet ikke er bredt nok til at vise hans hjemstavn i det vestlige Tyrkiet. Hans flag sættes ude i ingenmandsland.
   Imens er Hüseyin og Fatma, de første pionerer, omsider blevet tyske statsborgere. Natten før de naturaliseres, har Hüseyin en fantastisk drøm, der koncentrerer den sprudlende tone af eftertænksom situationskomik, som lykkes overvældende godt i Almanya – Willkommen in Deutschland.
   På paskontoret bliver de eksamineret i tysk kultur. De lover at spise svinekød dagligt og se Tatort i tv hver lørdag. En blegfed funktionær sætter 17 stempler på 40 papirer og henter to tallerkener med svinekam og sauerkraut. Fatma bærer dirndl og smiler koket. I drømmen ser Hüseyin sig i spejlet, og hans brede moustache er blevet et Hitler-slik under næsen.


FAMILIEHISTORIEN fortælles i flashbacks. Nogle er revynumre, andre absurde anekdoter. For de første immigranter er sproget den største udfordring. Filmen vender perspektivet, så tyrkerne taler tysk, og tyskerne taler havfruesprog. Det gør fabriksejeren, som byder den nye arbejdsstyrke velkommen. Det gør købmanden, som Fatma køber mælk af. Koret synger »Tannenbaum« på tyrkisk, da børnene ser frem til den første tyske jul og skuffes, fordi Hüseyin og Fatma ikke har forstået konceptet med grantræ og gaver.
   Erindringssporet er flettet sammen med scener fra den sentimentale rejse til Anatolien, som Hüseyin får overtalt familien til at deltage i. Han har købt et hus i landsbyen. Fatma er skeptisk. Canan er gravid med sin engelske kæreste. Onklerne Veli og Muhammed må atter dele dyne, som de gjorde på drengeværelset. Leyla ryger som voksen stadig i smug, den tredje søn har maveproblemer. Men alle sidder sammen i bilen, og de fleste når også frem. Som vi alle med tiden er nået frem.




ALMANYA har fået en stribe af priser og blev en succes i sit hjemland. Selv har jeg set den to gange med glæde. De britiske film om den pakistanske Khan-klan fra Salford, East is East (1999) og West is West (2010), havde samme anslag og idé, men især minder Almanya om de film, som Fatih Akin skrev til andre instruktører, før han blev meget alvorlig i Gegen die Wand (2004) og Auf der anderen Seite (2006).
   Almanya er en varm og vellykket folkekomedie om prisen for assimilation og gevinsten ved samme. Til slut citerer Canan Salman Rushdies Midnatsbørn. Almanya er selvsagt en mindre forgrenet struktur, men filmen siger om en enkelt familie, hvad bogen siger om et folk og et land: At vi alle kommer et sted fra og bærer fortiden med os i nuet – sammen med løftet om dét, der skal komme.


SØSTRENE Yasemin (f. 1973) og Nesrin Samdereli (f. 1979) deler baggrund med Canan og har arbejdet sig frem til debutfilmen via tv-produktioner som Alles Getürkt (2002) og Turkish for Beginners (2006). Almanya er et veludført jonglørnummer, der holder tolv karakterer og tre-fire tematiske bolde i luften. Som tilskuer føler man en lille lykke, fordi nogen har sat billeder og ord på en erfaring, som er universel.

Yasemin og Nesrin Samdereli skrev og instruerede sammen Die Nacht der Nächte (2018), som i den ikke-tysktalende verden hedder Together Forever - Secrets of 50+ Years of Marriage. Dokumentarfilmen skildrer fire livsvarige ægteskaber med karakteristisk varme og solidarisk eftertænksomhed. Izabela Plucinska har lavet claymation til de animerede afsnit.

Almanya – Velkommen til Tyskland (Almanya – Willkommen in Deutschland). Instr.: Yasemin Samdereli. Manus: Nesrin & Yasemin Samdereli. Foto: Ngo the Chau. 97 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 04.04.2012.


Fotos: Roxy Film/ Infafilm/ Sunrise Film Distribution/ DFI/ Filmcentralen/ CineMaterial/ Der Tagesspiegel [Mike Wolff] (Samdereli Sisters Portrait)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2012.

onsdag den 24. februar 2021

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)


ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.
   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).
   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.


I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.
   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.
   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.



FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.
   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.
   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.


DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.
   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.
   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.



SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.
   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.
   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.



DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.
   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.
   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.



HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.
   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.



The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020


Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMa
terial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020