Translate

Viser opslag med etiketten Armando Iannucci. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Armando Iannucci. Vis alle opslag

torsdag den 25. februar 2021

Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017)


PANIK PÅ DANSEGULVET
Despotens død i sort farceform

Af BO GREEN JENSEN

NATTEN til den 1. marts 1953 blev despoten Josef Stalin ramt af en velfortjent hjerneblødning. Han havde festet med tvangsindlagte stamgæster: sikkerhedschefen Berija, tronfølgeren Malenkov, partisekretæren Khrustjov og forsvarsminister Bulganin.
   De fire var de sidste, som nød tyrannens tillid – sådan da. I biografien Stalin (2005) skriver Bent Jensen: »Formentlig sad de alle og tænkte på, hvornår det mon blev deres tur til at blive anklaget og likvideret.«
   Ingen sagde nej, når Stalin ville drikke. Han havde hersket så længe, så blodigt og irrationelt. Khrustjov beskrev for sin hustru, hvilke vittigheder, der blev fortalt, og hvordan Stalin reagerede. Så kunne han huske det meste næste dag.


STALIN lå hen i fem dage. Alle de gode læger var sendt til lejrene i Gulag, så diktatoren blev tilset af pensionister og studerende. Han gjorde en gestus til slut. Han løftede armen og syntes at pege.
   I Armando Iannuccis mørke satire bliver dét til en urkomisk scene. På væggen for enden af sengen hænger et nationalromantisk maleri, som de forsamlede vidner giver sig til at analysere. Der er mange kreative bud.
   Stalin havde skabt en personkult, der overgik Hitlers. Der herskede dyb rådvildhed, da han døde. Ingen havde tænkt så langt, skønt både Berija og Khrustjov gik med planer om, hvem der skulle arve Sovjetunionen.
   I Stalins død ser vi rotterne pile. Der er vilde intriger og panik på dansegulvet. Det er de samme mænd, som drak med despoten – og Tordenskjolds soldater, hvis man nærlæser listen over, hvem der fik høje embeder i årene under og efter Stalin.



FØRST demonstrerer filmen hans magt. Der er radiokoncert i Moskva, og Stalin beder om musikken bagefter. Der findes ingen optagelse. Produceren går i panik. Han får orkestret til at gentage koncerten og hiver tilfældige folk ind fra gaden, så bifaldet lyder af noget.
   For en tid kan man tørre sveden af panden, da lakpladen bliver kørt afsted. Men pianisten Maria Yudina (Olga Kurylenko) har vedlagt et brev. Her står, hvad hun mener om manden, der ødelagde hendes familie. Det er det sidste, Stalin læser. Han falder endda med en latter.
   Kynikeren Berija (Simon Russell Beale) har ærmet fuldt af populistiske tricks. Han har brugt livet på at få folk til at tilstå, men Khrustjov (Steve Buscemi) er undtagelsen, som ikke vil tie stille. Malenkov (Jeffrey Tambor) går mest op i de officielle fotos. Molotov (Michael Palin) får sin hustru tilbage fra Gulag og har svært ved at erkende, at hun alligevel ikke er en promiskuøs landsforræder.
   Da Berija har fordel, spiller Khrustjov sin trumf. Berijas hemmelige politi har lagt sig sig ud med militæret, og den frejdigt brutale marskal Zhukov (Jason Isaacs) rykker ind og får tingene gjort med panache.



HVOR kommer så skæv en idé fra? Forlægget er en graphic novel af Fabien Nury og Thierry Robin. I Mort au tsar (2010) og La Mort de Staline (2012) fokuserer de på bestemmende begivenheder i russisk historie. Nury lagde fundamentet, da han og tegneren Sylvain Vallée behandlede den franske besættelsestid i Il était une fois en France (2008-09, da. Der var engang i Frankrig). Forlaget Faraos Cigarer har samlet Død over zaren og Stalins død i en kassette med titlen En russisk historie.
   Instruktøren Armando Iannucci er især i England kendt og elsket for komedieserien The Thick of It (2007-15, da. Højt spin), en politisk satire i ånden fra Javel, hr. Minister. Iannucci står også bag Veep (2012-19), HBO-serien med Julia Louis-Dreyfus som amerikansk vicepræsident. Spillefilmen In the Loop (2009) samler seriernes satire i en form, som bliver mere firkantet, fordi der ikke er tid til digressioner. Kun i The Personal History of David Copperfield (2019) vil Iannucci kaste sit komiske blik mere venligt.
   Tonen hos Nury og Robin er i den kynisk kommenterende genre. Hos Iannucci er humoren skruet helt op. Bøddelen Berija og tyksakken Khrustjov løber om kap for at nå først hen til Svetlana, Stalins datter, som sammen med sin bror erfarer, at de ikke er skrevet ind i nogen version af strukturen, som følger efter faderens død.
   Stalins død er en forfærdende film, som næsten naturstridigt magter at være morsom. Jeg anbefaler, at man ser den sammen med Aleksandr Sokurovs Taurus (2001), hvor Stalin besøger den døende Lenin.
   Det er en væsentlig del af pointen, at den mørke latter stikker i halsen. Hvis komedie er lig med tragedie + tid, bliver filmen en buldrende farce ad åre. Nu er den mere en instruktiv fabel i slægt med Joseph Hellers Punkt 22 og Kurt Vonneguts Slagtehus 5.

Se også Politisk teater | Sergei Loznitsa: State Funeral (2019); Omkring Ukraine: Mr Jones/ Den sorte jord (2019).


The Death of Stalin (Stalins død). Instr.: Armando Iannucci. Manus: David Schneider, Ian Martin, Armando Iannucci. Foto: Zac Nicholson. 106 min. Frankrig-UK 2017. Dansk premiere: 14.12.2017.

Fotos: Quad Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Faraos Cigarer
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment One (region B) 26.02.2018
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.12.2017

onsdag den 24. februar 2021

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)


ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.
   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).
   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.


I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.
   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.
   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.



FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.
   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.
   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.


DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.
   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.
   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.



SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.
   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.
   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.



DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.
   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.
   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.



HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.
   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.



The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020


Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMa
terial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020