Translate

Viser opslag med etiketten Rusland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rusland. Vis alle opslag

lørdag den 27. februar 2021

Thomas Vinterberg: Kursk (2018)


EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.
   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.
   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.
   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*



THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«
.


VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.
   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).
   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.
   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.
   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.


DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.
   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.
   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.
   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.
   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.
   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.




*) Phil Ochs' sang om »
The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.


Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019

fredag den 26. februar 2021

Politisk teater | Sergei Loznitsa: State Funeral (2019)


EN HISTORISK OVERVEJELSE
Sergei Loznitsa har blik for politisk teater 

Af BO GREEN JENSEN

UKRAINEREN Sergei Loznitsa (f. 1964) har lavet flere kritiske dokumentarfilm – f.eks. Maidan (2014) og Austerlitz (2016) – og to af de mørkeste spillefilm om hverdagen og den politiske proces i Ukraine og Rusland.
   Instruktørens baggrund er typisk for generationen, som blev voksne under Sovjetunionens afvikling. Han er født i det nuværende Belarus (Hviderusland), gik på statslig filmskole i 1990ernes Moskva og har fra barndommen boet i Kyiv. Alle værdier blev løbende ændret, og historien var altid en relativ størrelse. Det er sikkert af samme grund, at han ser den i et kynisk skær. Loznitsas menneskesyn er, for at sige det mildt, meget mørkt.
   I A Gentle Creature (2017) forsøger en kvinde forgæves at aflevere en pakke med tøj og lidt mad til sin mand, der sidder i fængsel et eller andet sted i Rusland. Hun bliver systematisk afvist, udnyttet, misbrugt og endelig dræbt i en film, der samtidig indeholder smukke scener. Slutningen er en lang skildring af en overdådig bryllupsfest, som desværre kun udspiller sig i hendes hoved.
   I Donbass (2018) har myndighederne sat optagelsen af falske, iscenesatte nyheder i system. Der bliver produceret, castet, sminket og instrueret. Bagefter bliver de medvirkende i tv-indslaget likvideret af det hemmelige politi. Også filmen selv har et ekstra metalag om.


DE fleste af Loznitsas film er åbnet i Cannes. Det var her, at My Joy gjorde indtryk i 2010, og In the Fog modtog kritikerprisen i 2012. I 2019 kom han til Mostraen i Venedig med den monumentale State Funeral. Filmen består af arkivmateriale og hører vel hjemme i dokumentargenren. Men den bliver i sin helhed til noget andet: en historisk overvejelse, et mediekritisk filmessay.
   Her er Stalins begravelse skildret i virkelig tid, nøjagtigt som den udspillede sig i Moskva den 9. marts 1953. Myndighederne filmede hele ceremonien med flere kameraer, både i sort-hvid og farve, formentlig uden nogen klar forestilling om, hvad billederne skulle bruges til.
   Optagelserne har aldrig været brugt, og bortset fra, at Loznitsa klipper til og fra forskellige synsvinkler, er filmene ikke bearbejdet. Eneste kommentar på lydsporet er de grådkvalte officielle speakere, som opfører nyhederne på næsten nordkoreansk vis. Der er scener fra provinsen, hvor skarer af sørgende samles på torve og stationspladser for at høre transmissionen fra Moskva. Alle synes at være i chok. Dét er for filmskaberen det centrale. Man ser et lamslået folk i et handlingsramt land.



EFTER timer med defilerende delegationer, der lægger overdådige bårebuketter ved diktatorens balsamerede lig, følger en monumental statsparade. Stalin bliver ført fra kapellet til mausolæet. Ved indgangen taler først tronfølgeren Georgij Malenkov, så Vjatjeslav Molotov og endelig Lavrentij Berija, chefen for det hemmelige politi og arkitekten bag arrangementet.
   Det er forbløffende politisk teater. Blandt de otte partiledere står også Nikita Khrusjtjov, som var den, der navigerede dygtigst i tomrummet efter despoten. Berija, som ligner den dygtigste spiller, blev arresteret i juni 1953 og henrettet i december. Molotov blev sat i skyggen, da Khrusjtjov indledte sin afstalinisering.



SERGEI Loznitsa har, siger han, ønsket at give tilskueren en oplevelse af at være til stede ved begravelsen, ikke som én, der studerer historien, men som et øjenvidne. Mest slående er indtrykket af en befolkning og en administration, der virkelig synes ramt af stor sorg og forvirring. Midt i blomsterorgiet sidder også Stalins søn og datteren Svetlana.
   State Funeral er især interessant, hvis man kender Armando Iannuccis satiriske fiktionsfilm om Stalins død (2017). Den gør i øvrigt et indtryk på linje med The Autobiography of Nicolae Ceausescu (2010), hvor Andrej Ujica på samme subtilt redigerede måde brugte tre timers arkivoptagelser til at skildre den rumænske statsleders regeringstid fra begyndelsen til slutningen.


DET er dét, at billederne får lov at stå, som skaber effekten af implicit beskæring. Især de rene farveoptagelser fra Stalins bizarre begravelse gør et stort indtryk. Fortiden bliver ikke bare nærværende, men overvirkelig og surrealistisk taktil.

   Disse ting var og er vor historie. De politiske udrensninger, etniske folkemord og systemiske overgreb er ikke i syne. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at en kær, elsket far var forsvundet. Vi er altid nostalgiske ofre, siger Loznitsa. Selv dissidenter kan længes efter diktatorens tid.

Se også Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017) og læs mere om Loznitsas film på hans officielle website

State Funeral. Instr. og manus: Sergei Loznitsa. Klip: Danielus Kokanauskis. 122 min. Holland-Litauen 2019. Set på Venice Film Festival 06.09.2019


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Loznitsa.com
State Funeral streames ikke i Danmark men i UK på MUBI og Amazon Store
Teksten er et outtake fra en festivalreportage, skrevet til (men ikke trykt) i Weekendavisen i 2019

torsdag den 25. februar 2021

Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017)


PANIK PÅ DANSEGULVET
Despotens død i sort farceform

Af BO GREEN JENSEN

NATTEN til den 1. marts 1953 blev despoten Josef Stalin ramt af en velfortjent hjerneblødning. Han havde festet med tvangsindlagte stamgæster: sikkerhedschefen Berija, tronfølgeren Malenkov, partisekretæren Khrustjov og forsvarsminister Bulganin.
   De fire var de sidste, som nød tyrannens tillid – sådan da. I biografien Stalin (2005) skriver Bent Jensen: »Formentlig sad de alle og tænkte på, hvornår det mon blev deres tur til at blive anklaget og likvideret.«
   Ingen sagde nej, når Stalin ville drikke. Han havde hersket så længe, så blodigt og irrationelt. Khrustjov beskrev for sin hustru, hvilke vittigheder, der blev fortalt, og hvordan Stalin reagerede. Så kunne han huske det meste næste dag.


STALIN lå hen i fem dage. Alle de gode læger var sendt til lejrene i Gulag, så diktatoren blev tilset af pensionister og studerende. Han gjorde en gestus til slut. Han løftede armen og syntes at pege.
   I Armando Iannuccis mørke satire bliver dét til en urkomisk scene. På væggen for enden af sengen hænger et nationalromantisk maleri, som de forsamlede vidner giver sig til at analysere. Der er mange kreative bud.
   Stalin havde skabt en personkult, der overgik Hitlers. Der herskede dyb rådvildhed, da han døde. Ingen havde tænkt så langt, skønt både Berija og Khrustjov gik med planer om, hvem der skulle arve Sovjetunionen.
   I Stalins død ser vi rotterne pile. Der er vilde intriger og panik på dansegulvet. Det er de samme mænd, som drak med despoten – og Tordenskjolds soldater, hvis man nærlæser listen over, hvem der fik høje embeder i årene under og efter Stalin.



FØRST demonstrerer filmen hans magt. Der er radiokoncert i Moskva, og Stalin beder om musikken bagefter. Der findes ingen optagelse. Produceren går i panik. Han får orkestret til at gentage koncerten og hiver tilfældige folk ind fra gaden, så bifaldet lyder af noget.
   For en tid kan man tørre sveden af panden, da lakpladen bliver kørt afsted. Men pianisten Maria Yudina (Olga Kurylenko) har vedlagt et brev. Her står, hvad hun mener om manden, der ødelagde hendes familie. Det er det sidste, Stalin læser. Han falder endda med en latter.
   Kynikeren Berija (Simon Russell Beale) har ærmet fuldt af populistiske tricks. Han har brugt livet på at få folk til at tilstå, men Khrustjov (Steve Buscemi) er undtagelsen, som ikke vil tie stille. Malenkov (Jeffrey Tambor) går mest op i de officielle fotos. Molotov (Michael Palin) får sin hustru tilbage fra Gulag og har svært ved at erkende, at hun alligevel ikke er en promiskuøs landsforræder.
   Da Berija har fordel, spiller Khrustjov sin trumf. Berijas hemmelige politi har lagt sig sig ud med militæret, og den frejdigt brutale marskal Zhukov (Jason Isaacs) rykker ind og får tingene gjort med panache.



HVOR kommer så skæv en idé fra? Forlægget er en graphic novel af Fabien Nury og Thierry Robin. I Mort au tsar (2010) og La Mort de Staline (2012) fokuserer de på bestemmende begivenheder i russisk historie. Nury lagde fundamentet, da han og tegneren Sylvain Vallée behandlede den franske besættelsestid i Il était une fois en France (2008-09, da. Der var engang i Frankrig). Forlaget Faraos Cigarer har samlet Død over zaren og Stalins død i en kassette med titlen En russisk historie.
   Instruktøren Armando Iannucci er især i England kendt og elsket for komedieserien The Thick of It (2007-15, da. Højt spin), en politisk satire i ånden fra Javel, hr. Minister. Iannucci står også bag Veep (2012-19), HBO-serien med Julia Louis-Dreyfus som amerikansk vicepræsident. Spillefilmen In the Loop (2009) samler seriernes satire i en form, som bliver mere firkantet, fordi der ikke er tid til digressioner. Kun i The Personal History of David Copperfield (2019) vil Iannucci kaste sit komiske blik mere venligt.
   Tonen hos Nury og Robin er i den kynisk kommenterende genre. Hos Iannucci er humoren skruet helt op. Bøddelen Berija og tyksakken Khrustjov løber om kap for at nå først hen til Svetlana, Stalins datter, som sammen med sin bror erfarer, at de ikke er skrevet ind i nogen version af strukturen, som følger efter faderens død.
   Stalins død er en forfærdende film, som næsten naturstridigt magter at være morsom. Jeg anbefaler, at man ser den sammen med Aleksandr Sokurovs Taurus (2001), hvor Stalin besøger den døende Lenin.
   Det er en væsentlig del af pointen, at den mørke latter stikker i halsen. Hvis komedie er lig med tragedie + tid, bliver filmen en buldrende farce ad åre. Nu er den mere en instruktiv fabel i slægt med Joseph Hellers Punkt 22 og Kurt Vonneguts Slagtehus 5.

Se også Politisk teater | Sergei Loznitsa: State Funeral (2019); Omkring Ukraine: Mr Jones/ Den sorte jord (2019).


The Death of Stalin (Stalins død). Instr.: Armando Iannucci. Manus: David Schneider, Ian Martin, Armando Iannucci. Foto: Zac Nicholson. 106 min. Frankrig-UK 2017. Dansk premiere: 14.12.2017.

Fotos: Quad Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Faraos Cigarer
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment One (region B) 26.02.2018
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.12.2017

mandag den 8. februar 2021

The Last Station: Moralprædikanten Lev Tolstoj 1828-1910


SCENER FRA ET ÆGTESKAB
Portræt af Lev og Sofija Tolstoj

Af BO GREEN JENSEN

LEV Tolstoj (1828-1910) skrev sine hovedværker, da han var en moden mand midt på sin livsbane. Bøgerne gjorde ham så berømt, at han senere kunne trodse den russiske kirke og udfordre zarens system, da han insisterede på at praktisere sin personlige filosofi, tolstojanismen, en kristent funderet proto-socialisme, der solidariserede sig med de fattige masser og havde seksuel afholdenhed som sin kerne.
   Tredive år efter Krig og fred (1863-69) og Anna Karenina (1875-77) skrev mesteren traktatromaner som Kreutzersonaten (1891) og Opstandelse (1899). Hans tanker var kraften, som samlede det kollektive eksperiment på godset Jasnaja Poljana, hvor en broget flok idealister holdt til.
   Mens patriarken mediterede, fik hans hustru hverdagen til at fungere. Sofija Andrejevna Bers (1844-1919) havde født sin mand 13 børn og så ingen grund til at donere forfatterens royalties til Sagen. Der var derfor iskold luft mellem Sofija og Tolstojs disciple. For hende at se, var de alle grådige spytslikkere.



MICHAEL Hoffmans klassisk drejede The Last Station følger legendens sidste leveår og tager sin titel fra togstationen i Astapovo, hvor Tolstoj døde under international mediebevågenhed. Christopher Plummer har samme alder som Tolstoj, mens Helen Mirren fremstiller hans 16 år yngre hustru. En række mindre planeter kredser om solen. Vladimir Tjerkov (Paul Giamatti) forvalter tolstojanismen og er ivrig efter at få forfatteren til at skrive nyt testamente. Datteren Sasja (Anne-Marie Duff) har gjort fælles sag med Tjerkov, hvilket får Sofija til at ønske, at hun var et af parrets fem døde børn. Som publikums vinkel fungerer Valentin Bulgakoff (James McAvoy), Tolstojs idealistiske sekretær. Han forelsker sig på stedet i Masja (Kerry Condon), en moderne kvinde, som er kommet til Jasnaja Poljana for at finde sig selv.


FORLÆGGET er en roman af Jay Parini, men følelsen er meget som i et stykke filmet teater. Det er en stor og fornem produktion, der giver en udsøgt fornemmelse for Tolstojs steder og ligner den historiske virkelighed på de arkivfilm, som ruller ved creditsekvensen til slut.
   Plummer spiller Tolstoj med hjerte, men ærligt talt tror man ikke et øjeblik på den sanselige moralprædikant. Mirrens stolt desperate karakter er et spændende mix af mor og hundyr. »Vi er muligvis blevet gamle, men jeg er stadig væk din puttehøne, og du er hanen med den store pik,« siger hun og indfanger manden så meget, at den sleske Tjerkov bryder ind i ekspresfart.
   Som modbillede fungerer kærligheden mellem McAvoy og Condon helt efter planen og er filmens mest levende islæt. Det meste af tiden går på godset, men sætstykket er en rekonstruktion af forfatterens død på den sidste station. Verdenspressen hænger ved den døendes læber og rapporterer på CNN-vis fra udstedet. Datidens paparazzi bruger magnesium i spandevis, når Sofija kommer og går.



HOFFMANS film er en intelligent og kultiveret historietime. Det er dog svært at se, hvad den egentlig vil, bortset fra at minde om, at Lev og Sofija Tolstoj var mennesker af kød og blod. Man bliver ikke klogere på forfatteren eller tolstojanismen, og der er ingen oplagt lære at drage af de grådige mekanismer, som kommer til udtryk. Tolstoj-kendere vil bruge tid på at diskutere detaljernes korrekthed. Vi andre betragter et sepiatonet foto af den russiske verden i 1910. Der er gået hundrede år, og det virker egentlig også sådan.



The Last Station. Instr. og manus: Michael Hoffman. Foto: Sebastian Edschmid. 112 min. Tyskland-Rusland-UK 2009. Dansk premiere: 15.04.2010


Fotos: Egoli Tossell Pictures/ Sony Pictures Classic/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime
2K Blu-ray fra Optimum Home Entertainment 21.06.2010
Fra Weekendavisen Kultur 16.04.2010

mandag den 4. januar 2021

Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020)


RUNDE PATTEGRISE
Groteske russiske dystopier

Af BO GREEN JENSEN 

DET er en gulliggrøn vinternat i Moskva, da 4 tager sin begyndelse. Gaden ved baren er mennesketom, men hundene jager og venter i flok. Tre karakterer præsenteres i deres respektive miljøer. Grossisten Oleg henter varer i de underjordiske lagre, hvor ti og tyve år gammelt kød er lagret ved så og så mange frostgrader. Den prostituerede Marina rejser sig fra et glædesløst orgie. Også klaverstemmeren Volodya siger tak for i aften og kalder det en dag. Snart mødes alle i baren med den lakoniske tjener. Store trykluftbor skræmmer hundene bort. Lyset flakker mareridtsagtigt. Byen kunne lige så godt ligge på Mars.
   I baren drikker og ryger man tæt, som det næppe ses andre steder. Natteravnene lyver, så det driver af dem. Klaverstemmeren siger, at han arbejder for et regeringsinstitut, som siden 1947 har eksperimenteret med kloning af mennesker. Men kloning er et vestligt ord. I Rusland siger man dubletter. Ifølge Volodya er hele kvarterer befolket af dubletter. Der er tvillinger, trillinger og firlinger. Mændene fra ministeriet tager ofte på seksuelle eventyr hos klonerne.



GROSSISTEN siger intet om kødet fra 1965, men prøver at imponere Marina med en skrøne om, hvordan han leverer mineralvand til præsidentens kontor. Putin drikker nok et glas vin i ny og næ, men foretrækker vand fra Volgas kilde, selve den store russiske flod. Hans hustru har en svaghed for tequila. Marina taler om et produktivitetsfremmende kontorapparat, en japansk opfindelse, som hun sælger på provisionsbasis. Tjeneren sidder og sover.
   Efter en halv time skilles parterne. Grossisten tager på hotel for at spise og væmmes ved synet af de genmodificerede »runde pattegrise«, som tjeneren anbefaler. Bagefter tager han hjem til lejligheden, som hans servile far holder sygeligt ren. Oleg er ved at have rigeligt af offergenerationens passive dominans. Klaverstemmeren bliver arresteret og gennemlever en Solzjenitsyn-roman i tre scener. Han sigtes for et drab, som han næppe har begået, tilbringer måneder i et moderne gulag og sendes endelig til Tjetenien som soldat.



MÆRKELIGST er dog Marinas historie. Hun rejser hjem for at begrave sin søster. I landsbyen er kun én mand er tilbage. De øvrige indbyggere er gamle koner, der laver børnedukker af brød, som de tygger. Kun søsteren kunne forme ansigter af spyt og brød. Nu vil turisterne holde op med at komme. Den sidste mand forsøger at købe sig til en drengs ansigtstræk, men klapses af som en led pædofil og hænger sig prompte. De gamle kvinder drikker gravøl og kaster sig ud i orgie af profanitet. Marina tager de sidste dukker og brænder dem på Zoyas grav.
   Der er to søstre mere, som ligner genetiske kopier af Marina. Faktisk kunne søstrene være dubletter af den slags, som klaverstemmeren løj om. Alle vegne ser Oleg reklamer for muterede pattegrise. Han har sagt, at han ikke vil handle med fars fra 1992, men til slut vil han sælge, hvad det skal være. Dét er vist nok pointen i den frodigt mærkværdige fabel om livet i det nye Rusland. Hundene er nærmest Gud, men de æder også hinanden. Man fodrer svin med svinehoveder og tager sit liv i laden, når de gamle måder degenererer. Gulag og krigen hedder bare noget andet. Volga og Don flyder stille som før.



4 har manuskript af den populære og kontroversielle avantgardeforfatter Vladimir Sorokin, der gradvis fører trådene sammen, så natteravnenes vandrehistorier bliver virkelighed.* Når Ilja Khrzhanovskij (f. 1975) ikke har travlt med at henvise til Andrej Tarkovskij, Elem Klimov og Aleksandr Sokurov, er han en kantet og effektiv billedskaber, der arbejder i samme spor som generationsfællerne Aleksei German jr. (Garpastum) og Andrej Zvyagintzev (The Return).
   Nynationalistiske epos og okkulte kassesucceser som vampyrhistorierne Nightwatch og Daywatch tegner det russiske filmmarked, men kunstfilmen lever videre, absurd og i bedste velgående. Efter sigende gjorde myndighederne meget for at standse 4 i forproduktionen. Jeg så den første gang i Venedig i 2004, da kritikken af det liberalistiske Rusland måske var mere på sin plads. Eller også er der tale om evige ting. I hvert fald er 4 så rigeligt gensynet værd. Skønt filmen savner sammenhængskraft, er den rig på mysterier og spændt atmosfære.


EFTER 4 var der i årevis stille omkring Ilja Khrzhanovskij. Han påbegyndte produktionen af det store DAU-projekt, som i sin stadig ikke helt færdige form består af 15 spillefilm og fire tv-serier samt dokumentarer, koncerter og videoinstallationer. Et samlet materiale på 700 timer blev filmet over tre år.
   DAU tager udgangspunkt i den forskning, som kvantefysikeren Lev Landau (1908-1968) fik frie hænder og midler til at føre i Sovjet-tiden. Projektet begyndte som en biopic om Landau. DAU. Dau (2019) fungerer som prolog til det øvrige stof. Det er stadig planen at distribuere den i biografer.
   Khrzhanovskij og fotografen Jürgen Jürges begyndte i 2006 med finansiering fra bl.a. tysk og fransk ARTE, EU-midler fra Eurimages, det svenske filminstitut, Tom Tykwers X Filme Creative Pool og kulturministerierne i Ukraine og Rusland. I 2007 fik Khrzhanovskij fuldkommen frihed – som Landau havde haft under Stalin – da privat finansiering fra oligarken Serguei Adoniev gjorde det muligt for ham at tilbagebetale midlerne fra de ukrainske og russiske ministerier. En kopi i fuld skala af Dau-instituttet blev opført i Kharkiv i Ukraine. Her levede flere hundrede skuespillere, teknikere, forskere, konsulenter, håndværkere osv. i en simuleret udgave af hverdagen på Dau-instituttet 1938-52.



KUNSTNERE som Brian Eno og Marina Abramovíc har besøgt DAU-byen. Settet var lukket, og der blev filmet 24 timer i døgnet. Dele af DAU, som er instrueret i mange stilarter, blev præsenteret på en multimedieudstilling i Théatre de la Ville og Théatre du Chatelet i Paris i januar 2019. På Berlinalen i 2020 så jeg DAU. Natasha og DAU. Degeneration. Især DAU. Natasha, som var i konkurrence, fik massiv kritik fra #MeToo-bevægelsen. Der er blødere titler i materialet. Misantropien i den apokalyptiske DAU. Degeneration – som skildrer afviklingen af Instituttet – er den næstsidste film. Herefter følger DAU. Regeneration, som ingen dog har set endnu.
   Flere har brugt de simulerede virkeligheder i reality show-inspirerede fabler som Peter Weirs The Truman Show (1998) og Gary Ross’ Pleasantville (1998) som en hurtig måde at forklare præmissen i DAU på. Det er tankevækkende, at Khrzhanovskijs arbejdsvilkår ligner udgangspunktet for Charlie Kaufmans Synecdoche, New York hvor en dramatiker (spillet af Philip Seymour Hoffman) får et evighedslegat og bruger pengene på at bygge en kopi af sit liv i 1:1-skala.
   DAU-filmene bliver løbende lagt ud på platformen DAU Cinema. De kan ses med engelske, tyske og franske undertitler. I skrivende stund – kort før jul i coronaåret 2020 – er syv film tilgængelige. Det koster tre dollars pr. titel at se dem. Det er absolut investeringen værd.**


*) Vladimir Sorokin (f.1955) er en blanding af satiriker og paranoiker i en russisk tradition, der knytter an til ironiske og fabulerende forbilleder som Mikhail Bulgakov (Mesteren og Margerita), men er lige så farvet af beslægtede vestlige kolleger som Philip K. Dick. De fleste af Sorokins værker er groteske dystopier. Der foreligger to på dansk. En opritjniks dag (2007, da. 2009) foregår i 2025 og skildrer en dag i livet, som den former sig for en officer i en fremskreven udgave af det hemmelige politi. Snestormen (2010, da. 2012) er skrevet oven på Tolstojs Herre og tjener (1898) og fører ad om- og genveje til en ærketypisk landsby, der kunne være dukkernes by i 4. Sorokin er efter brødrene Akardij og Boris Strugatski (En picnic i vejkanten blev til Tarkovskijs Stalker; Svært at være gud blev filmatiseret af Aleksej German sr.) den førende stilskaber i russisk sci-fi. Sorokin er blandt forfatterne på Ilja Khrzhanovskijs kolossale DAU-projekt (2007-2020).



**) Verden blev aldrig sig selv efter COVID. Jeg ved ikke, hvordan det er gået Khrzhanovskij, men i hvert fald lever DAU Cinema stadig på adressen dau.com i februar 2025. Alle 700 timer er tilgængelige, også DAU. Regeneration er nu lagt op, og indholdstavlen tæller 15 features, 4 miniserier og supplerende materiale i form af koncerter og eksperimenter. En note oplyser følgende: »Khrzhanovskiy had hoped that the other DAU films could participate in international film festivals in this and coming years, but due to festivals cancelling and rescheduling, his plans changed: now all of the DAU project films will be available online.«


4. Instr.: Ilya Khrzhanovskij. Manus: Vladimir Sorokin. Foto: Alishev Khamidkhodzhaev. 126 min. Rusland 2004. Dansk premiere: 02.05.2008

Fotos: CineMaterial/ ICA Projects/ Drakes Avenue Pictures/ International Filmfestspiele Berlin/ Phenomen P
4 streames ikke, men er udsendt på dvd i UK - DAU-projektet streames på dau.com
Første del af teksten stod i Weekendavisen 02.05.2008 – resten er fra 20.12.2020