Translate

Viser opslag med etiketten Josef Stalin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Josef Stalin. Vis alle opslag

mandag den 17. januar 2022

Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019)


EN MERE UDBREDT DØDELIGHED
Kammerat Stalin og hungersnøden i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

HOLODOMOR er navnet for hungersnøden, som ødelagde Ukraine i 1932-33. Katastrofen var menneskeskabt. Skønt høsten slog fejl, insisterede den sovjetrussiske administration på at sende afgrøderne til Moskva. Vinteren var begge år historisk lang og bitter. Det er uklart, hvor mange liv, der gik til. Man regner som minimum med et sted mellem to og fem millioner.
   Den statspåførte hungersnød har siden 2006 været betragtet som et folkemord, skønt ikke i Rusland, Hviderusland og Georgien. Josef Stalin kom fra Georgien. Tvangskollektiviseringen af Ukraine var et led i femårsplanen, som skulle imponere udlandet. Hungersnøden var Stalins personlige hævn over kulakkerne, de selvstændige bønder, som nægtede at makke ret.
   Det kan bemærkes, at Holodomor har slående ligheder med den britiske håndtering af hungersnøden i 1840ernes Irland. Men det var muligt for irerne at emigrere. De ukrainske bønder blev dræbt eller sendt i lejre. Kannibalisme og statskommunisme indgik en obskøn alliance. Vesten rørte ikke en finger og ville nødigt høre om folkemordet.


AGNIESZKA Hollands film om waliseren Gareth Jones (1905-1935), der som den første journalist rapporterede om hungersnøden, begynder et helt andet sted.
   Det sker på ganske forvirrende vis. I vinteren 1943 er George Orwell ved at skrive den politiske fabel, som to år senere bliver trykt med titlen Animal Farm (da. Kammerat Napoleon). Det er den lille bog med maksimerne, som konstant bliver ændret og rettet til. »Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.« Forfatterens egen undertitel var »A Fairy Tale« – et eventyr.
   Orwells satiriske angreb var lige så upopulært, som Gareth Jones’ afsløringer havde været. Derfor tænker forfatteren på »Mr. Jones« og reflekterer over fænomener som sandhed, mod, integritet og propaganda – hvad vi nu kalder fake news. Jones blev miskrediteret og beskyldt for at lyve. Han blev dræbt dagen, før han fyldte tredive år. Orwell kender hele historien. Som filmen fremstiller det, er det ham, der fortæller om Mr. Jones.*



GARETH Jones havde flair for at finde nyheder. Vi træffer ham første gang, da han i februar 1933 flyver fra Frankfurt sammen med den nyudnævnte tyske rigskansler, Adolf Hitler.
   Jones fornemmer følelseskulden i Hitler og tænker, at den kunne ændre historien. Da han når hjem til ministeriet i London og fortæller embedsmændene om sin tur, bliver han overhørt og latterliggjort. Alle ved jo, at nazisterne er nyttige idioter, som gør magthavernes arbejde uden beregning.
   Det lykkes Jones at sikre sig et interview med Josef Stalin. Mødet finder aldrig sted, men derfor kommer han til Moskva i marts 1933. Han bliver holdt hen og ført bag lyset, både af diplomater og journalister. Al kommunikation går via Walter Duranty (Peter Sarsgaard) fra The New York Times. Duranty bestyrer pressekontoret og regerer som en konge i den internationale koloni.



BLANDT filmens sætstykker er Durantys dekadente fester, som minder mere om Weimar-tidens Berlin end Kreml under statskommunismen. Her møder Gareth kollegaen Ada Brooks (Vanessa Kirby), der ser på tingene ligesom han.
   Det lykkes ved løgne og list at besnære Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), som også i virkeligheden var Kommissær for Udenlandske Anliggender. Ministeren ledsager Gareth på en rejse til kornkammeret i Ukraine. Journalisten har en klar plan om at undersøge sagen selv. Det gør han i en elegisk sekvens, som udgør filmens tyngdepunkt.
   Uanset den historiske flimren, er det hér, at Den sorte jord har sit hjerte. Agnieszka Holland (f. 1948) har lavet mange og meget forskellige film – også nogle stykker, som er »bedre« og stikker dybere end periodekoloritten i Mr. Jones – men med skildringen af Holodomor har hun skabt sine stærkeste scener.
   Lydene forstummer. Verden forsvinder i sne og bliver sort-hvid, mens Jones snubler gennem landskabet. Han tager tingene ind. Han fotograferer og dokumenterer. Kun ét sted får børnene mad. Det er, fordi de spiser hinanden.



DA Jones kommer hjem, bliver han afvist som løgner og sensationalist. Det lykkes ham kun at få teksterne trykt, fordi han ved, hvor bladkongen William Randolph Hearst – modellen for Charles Foster Kane i Orson Welles’ Citizen Kane (1941, da. Den store mand) – spiller golf. I New York Times går Walter Duranty ud med et kategorisk dementi.
   Han gjorde det samme i virkeligheden. »Der er ingen hungersnød,« skrev Duranty, »blot en mere udbredt dødelighed som følge af fejlernæring«. Skylden blev lagt på de udsatte bønder. Det var sandt nok eufemismer som »en mere udbredt dødelighed«, der gav Orwell ideen til Kammerat Napoleon og »nysproget« Newspeak i 1984.
   Den sorte jord er en episk produktion, som tager lige megen farve efter David Lean, Andrej Tarkovskij og Hollands landsmand, Andrzej Wajda. Egentlig var der flere rejser, flere artikler og mere indviklede forhold. Men Hollands film – som bygger på et vidtfavnende manuskript af Andrea Chapula – har fat i en kerne af sandhed.



DER er stof til en hel miniserie i Den sorte jord. Måske var tv-formatet bedre egnet, for filmen har haft en svær skæbne. Jeg så den første gang i 2019 på Berlinalen, hvor Agnieszka Holland som regel får sine film præsenteret. Fordi mange klagede over kaos og længde, blev filmen skåret ned fra to timer og tyve minutter til et smertepunkt på 118 minutter. Det er den ikke blevet bedre af – bare hurtigere set og mere rapsodisk.
   Man kunne med fordel have fjernet Orwell-forsiringen. Men den skal vel lokke udlandet til, på samme måde som de socialistiske paroler skulle vinde Europa og USA for Sagen. Som Gareth Jones har James Norton en distraherende fysisk lighed med Weekendavisens chefredaktør. Norton er en forbløffende spiller. Man kunne senest se ham som huslærer i Greta Gerwigs Little Women (2019).


DET er næppe nødvendigt at betone aktualiteten i temaer som journalistisk integritet, falske nyheder og statskontrolleret information. Det er en film til alle tider, hvor humanitet og despoti konkurrerer. Og en uafrystelig skildring af det stalinistiske folkemord. Jeg besøgte selv Kyiv i 2015. Her hader man stadig russiske navne og Kremls version af historien. Ukraine glemmer aldrig Holodomor.



*) Gareth Jones blev født i Barry i Glamorgan. Han gik på skolen, hvor hans far var rektor og fik tidligt et forhold til russisk kultur. Hans mor havde arbejdet i Ukraine som huslærer for stålmagnaten Arthur Hughes. Hughes grundlagde minebyen Hughesovka, som i dag er blevet til Donetsk, den femte største by i Ukraine og en del af Donbass-regionen. I 1930erne hed byen Stalino.
   Jones studerede på University College of Wales i Aberystwyth og var på studieophold i Strasbourg. Han talte seks sprog flydende. Jones underviste på Trinity College i Cambridge, da han blev kontaktet af Lloyd George, den forhenværende britiske premierminister, og ansat som udenrigspolitisk rådgiver. Samtidig skrev han til flere aviser.
   I 1933 var han i Tyskland og skrev om nazisternes magtovertagelse. Han fløj fra Leipzig til Frankfurt sammen med den nyudnævnte rigskansler, Adolf Hitler, som det er beskrevet i filmen, og skrev om det til avisen Western Mail. 
   Jones besøgte Sovjetunionen tre gange. I 1930 og 31 skrev han anonyme reportager i The Times. I marts 1933 var han alene i Ukraine. Denne gang skrev han med byline. Artiklerne blev trykt i The Guardian og The New York Evening Post.
   Jones døde på en reportagerejse i Mongoliet. Han blev måske dræbt af kinesiske renegater, måske af russiske efterretningsfolk. Der er monumenter til hans minde i Aberystwyth, den walisiske universitetsby; ved Holodomor Museet i Kiev; i Chicago, Washington D.C. og Toronto. Canada var det første land, som anerkendte Holodomor som et folkemord.
   Jones’ artikler er samlet i bogform. Se i øvrigt websitet garethjones.org. Den walisiske journalist Ray Gamache har skrevet Gareth Jones: Witness to the Holodomor (2018) og Gareth Jones: On Assignment in Nazi Germany 1933-34 (2021). Margaret Siriol Colley (Jones’ niece) skrev i 2005 biografien More than a Grain of Truth. Den blev revideret i 2020. Martin Shipton har skrevet biografien: Mr. Jones – The Man who Knew Too Much: The Life and Death of Gareth Jones (Welsh Academic Press, 2021). 
   New York Times-korrespondenten Walter Duranty (1884-1957) miskrediterede Jones til det sidste. S.J. Taylor har skrevet biografien Stalin’s Apologist: Walter Duranty – The New York Times’ Man in Moscow (2020). I 1932 modtog Duranty Pulitzer Prisen for sine artikler. I 1990erne, da Gareth Jones blev anerkendt og rehabiliteret, forsøgte ukrainske og amerikanske journalister at få prisen tilbagekaldt. En officiel anmodning blev afslået i 2003.


Den sorte jord (Mr. Jones). Instr.: Agnieszka Holland. Manus: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. 118 (141) min. UK-Polen-Ukraine 2019. Dansk premiere: 22.10.2020.


Fotos: Film Produkcja [Robert Palka]/ WestEnd Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Holodomor Museum 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2020

onsdag den 28. juli 2021

Pawel Pawlikowski: Cold War (2018)


KÆRLIGHED I FORÆLDRENES TID

Pawel Pawlikowskis historiske projekt

Af BO GREEN JENSEN

FOR nogle par bliver det aldrig den rigtige tid. Musikeren Wiktor (Tomasz Kot) er med til at etablere et sangkor i efterkrigstidens Polen. Zula (Joanna Lustig) er et af de talenter, som bliver samlet op i provinsen.
   Det er Josef Stalins store år. Udenfor hersker statskommunismen. Den kolde krig har kronede dage. Mazurek-ensemblet turnerer med folkemusik. Der er både polske og russiske sange i repertoiret.
   Wiktor og Zula elsker hinanden, men de kan ikke enes om fremtiden. Han hopper af på en koncerttur til DDR. Hun finder ham igen i Paris, hvor de laver en jazzplade sammen, men Zula trives ikke i eksilet.
   Han følger efter, da hun rejser hjem, og ender i en arbejdslejr for dissidenter. Zula må gifte sig op i systemet for at få ham tilbage. De får på en måde hinanden, men slet ikke som det var ventet og tænkt.


PAWEL Pawlikowski sagde noget vigtigt om 1960ernes Polen i Ida (2013), hvor en ung nonnes fortid førte tilbage til 1940ernes krigsforbrydelser. Filmen fik en Oscar (og en Bodil) som bedste ikke-amerikanske film i 2015. Udlandet elskede Ida, men i Polen blev Pawlikowski hængt ud.
   I Cold War bliver koldkrigshistorien belyst gennem forholdet mellem to parter, som skiftevis er fjender og evige elskende. De kan ikke finde ud af det sammen, og de kan ikke undvære hinanden. Instruktøren oplyser, at karaktererne er baseret på hans egne forældre.


COLD War begynder i 1949, da Wiktor er med til at indsamle folkemusik. Han har ingen interesse i det etniske projekt. For ham er arbejdet en politisk manøvre. Wiktor er mere til moderne jazz og har studeret kompositionsteori hos Nadia Boulanger i Paris.
   Zula synger bedre end de andre amatører og fører sig selvsikkert frem. Også for hende er statens musik en valuta. Med en plads i ensemblet kan hun forlade landsbyen, hvor hun blev voldtaget. Det er ikke en tid for æstetiske idealer. Til gengæld er nepotisme og seksuel bestikkelse i kurs. Korets leder er en opportunist fra Partiet.
   Pawlikowski fortæller i korte episoder, der fører historien frem til 1964. Wiktor og Zula er sammen i Warszawa 1951, Paris 1954, Kroatien 1955 og Paris igen i 1957. De har aldrig en lykkelig tid. Ida demonstrerede, hvordan politiske kræfter kontrollerer det enkelte liv. Også Wiktor og Zula bliver styret af historien, men deres inderste væsen er ikke påvirket.


MAZUREK-ensemblet hed Mazowsze i virkeligheden. I 50erne faldt folkloren i unåde, og jazz blev den bærende lyd. Wiktor tager til Paris for at spille blå jazz. Da Zula slutter sig til ham, indspiller de et album. De har aldrig haft mere frihed. Deres forhold har aldrig været så dårligt.
   Man nærer en hovedrystende sympati for det uforbederlige par. Han har en slags kunstnerisk plan. Hun forstår at navigere i systemet. Zula gifter sig to gange med andre mænd, simpelt hen for at redde sin egen. Den stoiske slutning er smuk og ubærlig.


PAWLIKOWSKI er uddannet i London. Han begyndte i 90erne som dokumentarist. Ligesom Lone Scherfig kan han ramme den britiske tone uden accent. Det gjorde han især i My Summer of Love (2004), som tillige var fuld af drømmende tidsånd.
   Men Pawlikowski, som i 2021 er 63 år, blev for alvor en enestående filmskaber, da han vendte hjem til Polen og begyndte at revidere historien. Cold War er så klart fortalt. Der er absolut overensstemmelse mellem følelsen i filmen og de mejslede, sort-hvide billeder.



Cold War (Zimna wojna). Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Janusz Glowacki, Pawel Pawlikowski. Foto: Lukasz Zal. 89 min. Polen 2018. Dansk premiere: 13.12.2018.


Fotos: Opus Film/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Criterion Collection
Filmen er udgivet på blu-ray af Criterion Collection og streames i DK på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.12.2018 

fredag den 26. februar 2021

Politisk teater | Sergei Loznitsa: State Funeral (2019)


EN HISTORISK OVERVEJELSE
Sergei Loznitsa har blik for politisk teater 

Af BO GREEN JENSEN

UKRAINEREN Sergei Loznitsa (f. 1964) har lavet flere kritiske dokumentarfilm – f.eks. Maidan (2014) og Austerlitz (2016) – og to af de mørkeste spillefilm om hverdagen og den politiske proces i Ukraine og Rusland.
   Instruktørens baggrund er typisk for generationen, som blev voksne under Sovjetunionens afvikling. Han er født i det nuværende Belarus (Hviderusland), gik på statslig filmskole i 1990ernes Moskva og har fra barndommen boet i Kyiv. Alle værdier blev løbende ændret, og historien var altid en relativ størrelse. Det er sikkert af samme grund, at han ser den i et kynisk skær. Loznitsas menneskesyn er, for at sige det mildt, meget mørkt.
   I A Gentle Creature (2017) forsøger en kvinde forgæves at aflevere en pakke med tøj og lidt mad til sin mand, der sidder i fængsel et eller andet sted i Rusland. Hun bliver systematisk afvist, udnyttet, misbrugt og endelig dræbt i en film, der samtidig indeholder smukke scener. Slutningen er en lang skildring af en overdådig bryllupsfest, som desværre kun udspiller sig i hendes hoved.
   I Donbass (2018) har myndighederne sat optagelsen af falske, iscenesatte nyheder i system. Der bliver produceret, castet, sminket og instrueret. Bagefter bliver de medvirkende i tv-indslaget likvideret af det hemmelige politi. Også filmen selv har et ekstra metalag om.


DE fleste af Loznitsas film er åbnet i Cannes. Det var her, at My Joy gjorde indtryk i 2010, og In the Fog modtog kritikerprisen i 2012. I 2019 kom han til Mostraen i Venedig med den monumentale State Funeral. Filmen består af arkivmateriale og hører vel hjemme i dokumentargenren. Men den bliver i sin helhed til noget andet: en historisk overvejelse, et mediekritisk filmessay.
   Her er Stalins begravelse skildret i virkelig tid, nøjagtigt som den udspillede sig i Moskva den 9. marts 1953. Myndighederne filmede hele ceremonien med flere kameraer, både i sort-hvid og farve, formentlig uden nogen klar forestilling om, hvad billederne skulle bruges til.
   Optagelserne har aldrig været brugt, og bortset fra, at Loznitsa klipper til og fra forskellige synsvinkler, er filmene ikke bearbejdet. Eneste kommentar på lydsporet er de grådkvalte officielle speakere, som opfører nyhederne på næsten nordkoreansk vis. Der er scener fra provinsen, hvor skarer af sørgende samles på torve og stationspladser for at høre transmissionen fra Moskva. Alle synes at være i chok. Dét er for filmskaberen det centrale. Man ser et lamslået folk i et handlingsramt land.



EFTER timer med defilerende delegationer, der lægger overdådige bårebuketter ved diktatorens balsamerede lig, følger en monumental statsparade. Stalin bliver ført fra kapellet til mausolæet. Ved indgangen taler først tronfølgeren Georgij Malenkov, så Vjatjeslav Molotov og endelig Lavrentij Berija, chefen for det hemmelige politi og arkitekten bag arrangementet.
   Det er forbløffende politisk teater. Blandt de otte partiledere står også Nikita Khrusjtjov, som var den, der navigerede dygtigst i tomrummet efter despoten. Berija, som ligner den dygtigste spiller, blev arresteret i juni 1953 og henrettet i december. Molotov blev sat i skyggen, da Khrusjtjov indledte sin afstalinisering.



SERGEI Loznitsa har, siger han, ønsket at give tilskueren en oplevelse af at være til stede ved begravelsen, ikke som én, der studerer historien, men som et øjenvidne. Mest slående er indtrykket af en befolkning og en administration, der virkelig synes ramt af stor sorg og forvirring. Midt i blomsterorgiet sidder også Stalins søn og datteren Svetlana.
   State Funeral er især interessant, hvis man kender Armando Iannuccis satiriske fiktionsfilm om Stalins død (2017). Den gør i øvrigt et indtryk på linje med The Autobiography of Nicolae Ceausescu (2010), hvor Andrej Ujica på samme subtilt redigerede måde brugte tre timers arkivoptagelser til at skildre den rumænske statsleders regeringstid fra begyndelsen til slutningen.


DET er dét, at billederne får lov at stå, som skaber effekten af implicit beskæring. Især de rene farveoptagelser fra Stalins bizarre begravelse gør et stort indtryk. Fortiden bliver ikke bare nærværende, men overvirkelig og surrealistisk taktil.

   Disse ting var og er vor historie. De politiske udrensninger, etniske folkemord og systemiske overgreb er ikke i syne. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at en kær, elsket far var forsvundet. Vi er altid nostalgiske ofre, siger Loznitsa. Selv dissidenter kan længes efter diktatorens tid.

Se også Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017) og læs mere om Loznitsas film på hans officielle website

State Funeral. Instr. og manus: Sergei Loznitsa. Klip: Danielus Kokanauskis. 122 min. Holland-Litauen 2019. Set på Venice Film Festival 06.09.2019


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Loznitsa.com
State Funeral streames ikke i Danmark men i UK på MUBI og Amazon Store
Teksten er et outtake fra en festivalreportage, skrevet til (men ikke trykt) i Weekendavisen i 2019