Translate

Viser opslag med etiketten Thomas Vinterberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Vinterberg. Vis alle opslag

søndag den 19. juni 2022

Dear Wendy: Et interview med Thomas Vinterberg [2005]


HJEMME FRA SUNDANCE
Thomas Vinterberg om sin og Lars von Triers våbenfabel

Af BO GREEN JENSEN

FEBRUAR 2005: THOMAS Vinterberg taler belevent med pressen. Han er netop kommet hjem fra Robert Redfords Sundance Film Festival i Utah, formentlig verdens mest prestigiøse udstillingsvindue for mindre, typisk uafhængige filmproduktioner, der på diverse måder bryder med den kommercielle hovedstrøm. Er en film af skandinavisk herkomst, vil dét i sig selv være nok.
   Dear Wendy fik ganske vist ingen priser – modsat Susanne Biers Brødre, der blev kåret som publikums favorit – men den blev medlevende anmeldt i brancheblade som Hollywood Reporter og det britisk baserede Screen International. En europæisk film om amerikanske »pacifister med våben«, skrevet af instruktøren bag den forkætrede Dogville, men instrueret af manden bag den elskede Festen, må selvsagt virke provokerende i Guds eget land.
   Nu gælder det premieren herhjemme, og dansk kunstfilms 35-årige kronprins vil atter forholde sig til spørgsmål om, hvad der skete med Dogme95-ånden og hvorfor det igen er blevet noget ganske andet end Festen. For to år siden frygtede han det værste og håbede det bedste, da It’s All About Love skulle lanceres. Denne gang tager han det lidt mere roligt. Endvidere kan mange spørgsmål sendes videre til Lars von Trier, som skrev manuskriptet – efter sigende på fire dage.


– HVORDAN blev »Dear Wendy« modtaget i Sundance, og er reaktionen i Sundance typisk for, hvordan filmen vil blive modtaget i USA generelt?
   »Lad mig starte bagfra: Nej, det tror jeg ikke. Jeg forestiller mig, at der må være nogle mennesker, der har stemt på George Bush, siden han er blevet præsident, og jeg tror ikke, at det er dem der dukker op til Sundance Film Festival. Jeg bilder mig også ind, at der er en stor mængde højre-religiøse, som ikke nødvendigvis vil tage den hér film til sig. Men jeg ved det ikke. Jeg kan kun sige, at modtagelsen i Sundance var en stor lettelse for mig, fordi jeg vidste, at jeg endnu en gang var ude i en ikke helt almindelig film, en film som dybest set, helt ned i sin kerne, er en konstruktion.«
   – Når man har set »Dogville« og ved, at de to film har samme manuskriptforfatter, genkender man en række stilgreb. Den skematiske plan over torvet, karaktererne som bærer nogle bestemte moralske standpunkter...
   »Lars har en del, hvad skal man sige, signaturer rundt omkring. Jeg har i ydmyghed og respekt for oplægget – og i virkeligheden også med en vis grad af taknemlighed – selv fremelsket nogle af dem. Altså kortet over pladsen og den slags ting, som jeg ikke forsøger at lægge skjul på overhovedet. Der var en del af produktionsforløbet, hvor jeg tænkte: Sørg for at få fjernet hvert et spor af Lars von Trier. Men pointen var ligesom at forsøge at forene det bedste af to verdener. Det var dét, vi blev enige om at prøve.«

Det bedste af to verdener

–
 DU skriver kort om det i pressematerialet. At Lars står for det matematisk præcise, konstruktionspræget, som du har forsøgt at levendegøre. Blandt andet har du gjort karakterne ti år yngre, hvilket sikkert er meget godt set. Er Dick så i virkeligheden en teenageudgave af Paul Bettanys karakter i »Dogville«, den selvretfærdige humanist? Har de ikke en hel del tilfælles?
   »Jo, det kan man roligt sige. Jeg kan næsten svare ja uden egentlig at have tænkt det igennem. Det hænger vel sammen med, at Lars, som mange andre forfattere, skriver sig selv ind, og naturligvis på den øverste hylde. Man skriver i virkeligheden lidt af sig selv ind i alle karaktererne, og det mener jeg i meget høj grad, at han har gjort, både hér og i Paul Bettanys rolle.«
   – Det er jo ikke flatterende selvportrætter. Humanister som tror de er lidt bedre end andre, hvorpå det viser sig, at de faktisk er værre...
   »Men de er stadig karismatiske mennesker, som folk flokkes om. Det er også karakteristisk for Dear Wendy. Her er endnu en gang en historie i Lars’ liv, en mand samler nogle disciple omkring sig om et galt projekt, og så hopper de ud over klippen sammen. Jeg har selv deltaget i Dogme-projektet, som havde samme karakter. Måske er Idioterne den film, der tydeligst kan parallelliseres på den måde. Og hele Zentropa. Og Filmbyen som begivenhed.«

Våbenkulturen

– BLEV I selv lidt fascinerede af våben og våbenkulturen, mens I arbejdede med filmen?
   »Der ligger to spørgsmål dér. Ja, vi blev fascinerede af våben. Men med våbenkulturen forstår jeg den dér mængde af nørder, som findes i virkeligheden, og dét var ikke specielt attraktivt. Det er nogle helt specielt tossede mennesker, og det er lukket land for mig.«
   – En af dem har en snert af det, den første som kommer til Dick...
   »Stevie, ja. Han har lidt af det hér rigtige våbennørd. Som ikke taler så meget, som støber sin egen ammunition og sådan. Jeg blev fascineret af at skyde, og jeg lærte en masse om våben og skudsår. Det var utroligt så lidt, jeg vidste om de ting. Eller det er utroligt så meget, der er at vide. Og det er utroligt, så mange spøgelser der er i folks bevidsthed omkring det at skyde. Jeg har jo altid haft en forestilling om, at når man bliver skudt, bliver man kastet tilbage. Men det svarer bare til, at du bliver nevet og siger av og hopper tilbage. Jeg har haft en illusion om, at man bliver slynget tilbage.«
   – Det gør man som regel på film...
   »Men ikke i virkeligheden, lige meget hvor kraftig en kaliber, du bliver mødt med. Var du i løb fremad, så fortsætter du i løb fremad. Og synker sammen.«
   – Clarabelle, Sebastians bedstemor, har den dér enorme riffel i sin taske, som hun pludselig hiver frem midt på pladsen...
   »Ja, men det er jo spredehagl. Så dét er en helt anden snak. Det er dér, det bliver virkelig tegneserie. Og på et meget tiltrængt tidspunkt. Personlig synes jeg faktisk, at filmen er på lidt af en skovtur lige dér. Jeg ånder lettet op, hver gang hun pløkker den dér politimand, så er vi ligesom tilbage på sporet.«


Young Guns

– TIL gengæld er det også dér, at der virkelig går »Young Guns« i filmen. Der er mange, der har sagt det. Slutopgøret ligner decideret »Young Guns«, også i kraft af karakternes alder og kostumer...
   »Det synes jeg jo er en fornem sammenligning. Det lyder ikke, som om den er formuleret sådan, men i min verden er det en kompliment.«
   – Man mener vel, at der går stiliseret og let romantiserende voldsfremstilling i filmen til slut...
   »Det er jeg slet ikke enig i. Det er jeg virkelig ikke. Men det er jo deres oplevelse, dén skal de have. Tværtimod synes jeg, at man er i deres verden, med de stiplede linier og alting. Man er simpelthen gået helt ind i deres computerspil på det tidspunkt. På et tidspunkt bliver vi meget længe på Jamie, og først dér begynder han at mærke virkeligheden. Han ser ligene for sig og sidder og trækker vejret længe.«
   – Hver kan én ting. En er god til præcisionsskydning, og vi ser ham tage snigskytten ud i ét skud –
   »Ja, og dét kan vi tale om. I virkeligheden synes jeg, det er en smule misvisende at kalde det romantiserende, men det er interessant, at der er en vis tilfredsstillelse ved det, selv om de alle sammen bliver mejet ned. Vi har jo siddet en hel film og ventet: Få nu fyret de våben af! Da jeg læste manuskriptet, var dét i sig selv meget stærkt provokerende for mig. Ligesom det var provokerende at forestille mig Henning Moritzen som faderen i Festen, for ham kan vi jo godt lide. Som gammel kollektivopdraget dreng generede det mig, at jeg sad og tørstede efter det hér blodbad. Der er faktisk noget opløftende ved det. Mere har jeg ikke at sige om det. Andet end at det forstyrrer mig.«

Dandier og Zombies

– DANDYKLUBBENS medlemmer er de dér stille teenagere, klassiske outsidere som går lidt alene. Er der andet end våben, som kunne have samlet dem?
   »Min kone sagde faktisk, at for hende kunne det lige så godt have været en film om heroin. Hvis man skiftede plakatens pistol ud med en kanyle, kunne man beholde sloganet: One Shot Is All It Takes. Det afhængighedsforhold, som de opbygger, dét med at dyrke 70er-musik, følelsen af, at de vokser af det. Så det er vel dét med at være en gruppe. Hvis vi skærer det politiske lag væk et øjeblik, kan man sige, at her er en gruppe unge mennesker, som vil noget større end deres virkelighed. Vi kan ovenikøbet forstå dem, for vi har malet virkeligheden meget trist, og de vil noget mere end det. De tager afsked med virkeligheden og går ind i deres egen verden for at være sammen om et eller andet. Det kunne være noget så fornuftigt som et band. Det kunne være heroin. Det kunne være graffitimaleri. Nu blev det våben, og på den måde synes jeg, at Lars er genial, fordi han i sit eget lille mikrokosmos sender en verdenspolitisk provokation ud. Samtidig er det også dét, som jeg tror vil desorientere nogle mennesker. De tænker: Orv, der er en besked, vi skal fange, og den vil de sidde og lede efter, ikke sandt?«
   – Du siger 70er-musik. The Zombies er vel snarere 60er-musik. De lavede to plader, »Begin Here« (1965) og »Odessey & Oracle« (1968), og så fik Rod Argent og Colin Blunstone deres egne bands og projekter. Hvorfor var det band så vigtigt for »Dear Wendy«?
   »Det er jo Lars, der skal svare på det. Zombies var med i manuskriptet. Et af de fornemste svar, som jeg har hørt ham give, er: Inde i mit hoved er der en lille kasse med ting, som jeg godt kunne tænke mig at putte i en film. Sådan har vi det alle sammen, når vi skriver. I den kasse lå der altså en stak Zombies-plader, og det er jo det ærligste udgangspunkt.
   Grunden til, at jeg virkelig har forelsket mig i musikken, udover at den giver filmen noget hipt og noget coolness, adskiller den lidt fra bare sådan at være en brilleabefilm, er at den fremhæver hele det anglofile element. Der er et spændingsfelt, han sætter op, mellem at være en handlingens mand og en ordets mand, Amerika over for England og Europa. Der er ligesom sat nogle poler op, der giver en kraftig spænding i filmen. Dandiernes fine manerer kombineret med hele westerngenren. Deri indgår Zombies som det helt rigtige element.«

Amerikanernes våben

– HVAD mener Lars von Trier selv om resultatet?
   »Han er meget begejstret. Påstår han. Det virker han nu også til at være. Han har været meget engageret hele vejen. Det er en meget klar overenskomst i europæisk film, at når man instruerer, så er man den, der bestemmer. Sådan har det også været hér, og så har det jo ikke kostet ham noget eller mig noget. Vi har diskuteret tingene undervejs, men det har været fuldkommen klart, at jeg tog beslutningen til slut.«
  – Angående idéindholdet: Det er let at se filmen som en politisk allegori om, hvordan Vesten er...
   »Det er dét, jeg har sagt så smart i pressematerialet, for jeg syntes pludselig, at det var så nærliggende.«
  –- Har filmen mest relevans i Europa eller USA?
   »Hvis amerikanerne vil tage den til sig, hvis de åbner sig for den, så vil jeg mene, at den kan have større relevans dér. Samtidig sidder jeg og tænker i mit hoved, at den formentlig vil spille bedre i Europa. Den reflekterer over amerikanernes liv, men man kan jo sige, at amerikanerne er foregangsmænd for hele den vestlige verden. Derfor er de også, hvad skal man sige, essensen af hvad vi er hér. Vores samfund er vel efterhånden i realiteten Amerika light. Derfor er det interessant at forske i, hvordan tingene hænger sammen derovre.«
   – Vi har en tilbøjelighed, i hvert fald når det gælder våben, til at tænke, at vi er lidt bedre og mere fornuftige end de. Men samtidig er det, som om vi lader dem have våbnene, køre NATO og gøre det beskidte arbejde, mens vi analyserer, om vi kan forsvare at være med...
   »Det hænger fuldstændig sammen. Det kunne være interessant at se, hvordan et land som Danmark ville reagere med en lige så liberal våbenlovgivning. Jeg tror, det ville gå mindst lige så galt. Michael Moore har jo lavet nogle fordrejninger i vores hoveder. Han sammenligner USA med Canada og insinuerer, at de har lige så mange våben, men de skyder ikke hinanden. Det er desværre forkert. Det er ellers en interessant sammenligning, men det er altså også noget med, at det er meget sværere at komme i besiddelse af våben. Jeg talte med nogle canadiske journalister om det. De siger, at det er fup og svindel.«

Efter Festen

– ER der nogen sinde nogen der siger: Hvorfor laver du nu sådan noget? Hvorfor laver du ikke en ny »Festen«?
   »Det var der én, der sagde i Sundance. Han sagde: Jeg hader Lars von Triers film. Jeg elsker dine film. Så sagde jeg: Må jeg godt bestille dig til at rejse rundt og sige det? Men hvad spørger du egentlig om?«
  – Jeg spørger, om du ind imellem føler det som et pres at skulle gentage succesen fra »Festen«?
   »Ikke mere. Det gjorde jeg i meget høj grad. Det talte vi jo om i forbindelse med It’s All About Love. Nu er jeg begyndt at kunne nyde Festen som en del af min tilværelse, som noget jeg er stolt af og som en del af det program, det cirkus jeg rejser med. Måske er det, fordi jeg har trukket mig tilbage fra den dér konkurrence med mig selv. Og i virkeligheden også fra konkurrencen med andre. Jeg opdagede, hvor selvoptaget en proces det er, sådan hele tiden at måle sig i forhold til omverdenen. Det har jeg simpelt hen, på alle mulige konkrete måder, fralagt mig. Det er skønt, og det fungerer. Når det så er sagt, kan jeg mærke en fornemmelse af vilkårlighed, der kan opstå i min række af film, og som jeg ikke bryder mig om. Og som jeg derfor udfordrer nu ved at lave en dansk film.«


Thomas Vinterberg blev interviewet på Nordisk Film i Valby den 31. januar 2005. Filmen, som han nævner til slut, er En mand kommer hjem, der fik premiere i 2007. Den kan, uden sammenligning i øvrigt, ses som en pendant til Lars von Triers Direktøren for det hele (2006) og Lone Scherfigs Hjemve (2007). Det var tiden, hvor hjemstavnen blev generobret med komedier. Snart var man videre i høj form, Scherfig på engelsk med An Education (2009), Trier med kønsalkymien i Antichrist (2009), Vinterberg med virkeligheden i Submarino (2010).



Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BGJ
Dear Wendy streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005.

lørdag den 18. juni 2022

Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005)


PACIFISTER MED VÅBEN
Idé og følelse blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

DER ligger en pistol i butiksvinduet. Den har været der i årevis, og den er også blevet støvet, som alt andet i den slidte by, hvor enspænderen Dick Dandelion (Jamie Bell) vokser op.
   Om dagen er gaderne tomme, når de »rigtige mænd« er i minen. Clarabelle (Novella Nelson), familiens afroamerikanske barnepige, taler Dicks far fra at sende ham derned. I stedet bliver han en af de unge, som muligvis har livet for sig, men alligevel er tilovers. Sky og sær begynder Dick at arbejde for den panikslagne købmand. Tiden går uden at sætte sig spor.
   Alt det ændrer sig imidlertid, da pistolen finder sin plads i hans hånd. Fornemmelsen er forbløffende stærk. Egentlig er våben slet ikke Dick. I hvert fald har de aldrig sagt ham meget. Men på mærkelig vis får hans liv en slags midte, og en aften dukker Stevie (Mark Webber) fra købmandsbutikken uanmeldt op med sin særlige »Partner«, en Luger fra krigen i Nordafrika, der har fået kælenavnet Bad Steel.
   Så er de to til at læse om skudsår og avanceret ballistik. Begge unge mænd har fået faste blikke, da den fysisk udfordrede Huey (Chris Owen), hans lillebror Freddie (Michael Angarano) og generte Susan (Alison Pill) slutter sig til dem. De indretter sig i en mineskakt og bruger kun pistolerne dér. Det er Dick, som formulerer deres program. De skal forblive »pacifister med våben«. De kalder sig The Dandies, en hjemmestrikket outsiderbande, som hører gammel britisk rock og klæder sig som lapsede desperadoes.



DRENGENE retter sig helt op. Susans bryster vokser i takt med de unge mænds selvfølelse. I salonen hører de The Zombies, »She’s Not There» og »Time of the Season«. Hver især tager en affekteret, pseudo-britisk identitet. De er landevejsrøvere, som ikke praktiserer, Dick Turpin ganget med Billy the Kid. I én scene hvor alt balancerer, skiftes de til at danse for kameraet. Deres data skrives udførligt på lærredet.
   Men tilværelsen har sine årstider. For Dick sætter vinteren ind, da Sherif Krugsby (Bill Pullman) beder ham blive værge for den kriminelle Sebastian (Danso Gordon), der er barnebarn af hans drengeårs Clarabelle. Sebastian har prøvet at dræbe og føler slet ikke det samme for Dandiernes pagt. Susan synes om ham, for nu at gøre ondt meget værre, og det piner Dick at tabe terræn. Han regerer i princippet, men Sebastian har naturlig autoritet.
   Endelig udløses al mulig spænding, da Dandierne beslutter at demonstrere, hvad idealer betyder i praksis. Clarabella skal ikke sidde og blive ædt op af angst i sit køkken. De bevæbnede pacifister vil følge hende over pladsen, så hun kan drikke sin årlige kaffe med veninden. Hér går det galt, på den lille bys torv, som Dear Wendy kortlægger med samme pertentlige præcision, manuskriptforfatteren Lars von Trier lagde for dagen i sin egen Dogville.



DER er er da også lidt Dogville light over filmen, i det mindste et stykke af vejen. Imidlertid har Thomas Vinterberg forankret Triers abstrakte fabel i en konkret ung synsvinkels virkelighed, som på én gang føles frisk, realistisk og meget romantisk.
   På ryggen af tegneserier og neoheroiske westerns går de unge løver til angreb på verden, da våbenglæden med ét bliver alvor. Forløsningen er så voldsom og mytologisk realiseret, at Sergio Leone og Sam Peckinpah ville smile.
   Dear Wendy er mindre søgt end den lyder. Triers idé er måske ikke dyb, men den er skarp og ren og får lov at blive stående, mens Vinterberg iscenesætter de unge fredløses famlen.
   Således mødes erfaring og uskyld i en særpræget film, der både har moralsk vision, romantisk løft og gennemkomponerede billeder. Dear Wendy udgør en undtagelse i begge filmskaberes produktion. Man ved aldrig helt, hvor man har den.



Dear Wendy. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 101 min. Danmark-Frankrig-Tyskland-UK 2005. Dansk premiere: 04.02.2005.


Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Lucky Punch/ Heimatfilm/ Slot Machine/ TV2/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005

mandag den 15. marts 2021

Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016)


JO MERE VI ER SAMMEN
Et fællesskab i lyst og nød

Af BO GREEN JENSEN

TI gode, danske mennesker finder sammen i et stort, gammelt hus og prøver at leve en anden slags liv end det gængse og foreskrevne, hvor idealet om kernefamilien er knæsat, og alt bliver puttet i kasser.
   1970erne var kollektivernes storhedstid. Ideen om et fællesskab, der forener utopi og praktik, var ikke længere forbeholdt modkulturens fortropper. I to årtier var storfamilien virkelig et reelt alternativ til den borgerlige livsform, som både socialismen og kapitalismen har hyldet.
   I tilbageblik ligner det en guldalder. I samtiden blev der tisket og hvisket og set skævt til det hele. Man var skeptisk med hensyn til økonomien og pirret af tanken om fri erotik. Der var vilde historier om, hvad der gik for sig.
   Lige nu er tiden mere til utopien om at bygge en hytte langt ude i skoven. Normen er stadig ligusterfascisme. Et lærestykke fra mellemtiden, hvor faste værdier var oppe i luften, kan nok være nyttigt at tage i betragtning.


HISTORIERNE om den politiske hverdag er typisk blevet fortalt af afhoppere og bitre børn, som føler, at de hverken kunne sige til eller fra. Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) er de grove filmeksempler.
   Thomas Vinterbergs Kollektivet er både en varm erindring om tiden, en tillidserklæring til grundtanken og et slet ikke urealistisk portræt af de mennesker, som lever i og med fællesskabet. Ingen bliver latterliggjort.
   Vist er der udfordringer, og især er der situationer, hvor fællesskabet kommer til kort, fordi kærligheden og døden er naturkræfter, der ikke tager hensyn til, hvordan man bor. Men generelt er ånden positiv.



ERIK (Ulrich Thomsen) er arkitekt; Anna (Trine Dyrholm) er landskendt som ansigtet, der læser aftennyheder i tv-avisen. Han arver huset efter sin far. Det er en herskabsvilla på 450 kvadratmeter, nabo til Hellerup Sejlklub og tennisbanen fra barndommens land.

   For Erik er der ingen tvivl om, at huset skal sælges. Når han underviser på Arkitektskolen, er han en brutal pragmatiker, der ikke vil høre på vævende indlæg om tipistrukturer og Le Corbusier. Det skyldes måske, at han kompenserer for drømme og visioner, som han brænder inde med i halvfærdige konkurrenceoplæg. Men det er også bare sådan, man gør. Og man bliver væk fra hinanden i store huse.
   Eller måske bliver man lille af at bo småt? Anna ser en mulighed for at prøve noget andet og gøre livet og hverdagen større. Huset skal fyldes med spændende mennesker. Erik synes ganske vist ikke, at kammeraten Ole (Lars Ranthe) er et spændende menneske, men han bliver overtalt.
   Erik og Anna har datteren Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), som ofte er publikums øjne. Ole flytter ind, og via ham kommer Ditte (Anne Gry Henningsen) og Steffen (Magnus Millang) med sønnen Villads (Sebastian Grønnegaard Milbrat), som lider af en hjertefejl.



KERNEGRUPPEN holder optagelsesmøder, hvor de udspørger kandidater som Allon (Fares Fares), en stolt mand, der har let til tårer, og den frodige Mona (Julie Agnete Vang), som nægter at være nærig med sin krop.
   Her ligger al den lavpraktik og situationskomik, man forventer af kollektivfilmen. Fællesskabet bliver fejret i fine montager, hvor alle går i vandet sammen og mærker livet og hinanden. De går i samlet trop hen ad hovedgaden i en atmosfære af sejr og solidaritet (som astronauterne i Kold marv eller skræmmerne i Monsters Inc.) For de er fortroppen, og de er livet. Det er os mod alle andre og huset i midten af verden.
   Efter forelskelsen bliver det hverdag. Ølregnskabet stemmer aldrig, og Ole brænder tøjet, der ligger og flyder. Det kan godt være svært at blive hørt ved de obligatoriske fællesmøder. Men der er liv og varme hver eneste dag, for børn såvel som for voksne. Skildringen af den første jul, hvor man ender med at danse om en stige, koncentrerer alle de gode egenskaber.



KRISEN kommer fra to sider. Villads bliver syg, og Erik forelsker sig i den studerende Emma (Helene Reingaard Neumann), som fælleskabet prøver at finde plads til. Anna vil – men kan i længden ikke –
 rumme sin egen reaktion.
   Det er ikke, fordi utopien bliver indhentet af virkeligheden. Forandringerne ville komme og ramme lige så hårdt, uanset hvordan man bor. Men det er nok en pointe, at fællesskabet har grænser. For Ditte og Steffen er der støtte at hente i en kærlighed, som er større, fordi de er flere. Men kollektivet kan ikke absorbere det chok, som følger, da Anna begynder at gå i stykker.


STRUKTUREN i filmen er episodisk. Kollektivet begyndte sit liv som et skuespil, som Vinterberg og Mogens Rukov skrev til Burgtheater i Wien. Der er to akter, et gyldent, blomstrende før og et stille, forvitrende efter. Før fokuserer på kollektivet. Efter er en studie i, hvad tabet af kærlighed gør ved et menneske.
   Tidsfarven er fint lagt på, man er ikke til udklædningsfest. Bortset fra, at der bliver røget alle vegne, især på Annas arbejdsplads i den gamle DR-by, er det ikke som at være i en helt anden tid. Det ligner faktisk dén, man kan huske.


VINTERBERG er og bliver en mesterlig personinstruktør. For så vidt har filmen jo dårlige odds. Han er selv vokset op i et kollektiv, og kan vi tro på karakterer, der bliver spillet af veteraner fra dogmegenerationen? Det lykkes mere eller mindre alt sammen. Man føler for og med disse mennesker.
   Her er ingen regnskaber, der skal gøres op. Ej heller en konstant markering af ideologiske positioner. Vist handler filmen om, hvordan vi var, men især demonstrerer den, hvordan vi er. Her er alle vore dage - i kærligt koncentrat, til og med.
   Lukas Moodyssons Tillsammans har i 15 år været den gode film om 70ernes kollektiver. Her er den naturlige afløser.

Se også Thomas Vinterberg: Druk (2020); Thomas Vinterberg: Kursk (2018) og To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)

Kollektivet. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Foto: Jesper Tøffner. 111 min. Danmark-Sverige-Holland 2016. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zentropa Entertainments/ NFD
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016

lørdag den 27. februar 2021

Thomas Vinterberg: Kursk (2018)


EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.
   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.
   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.
   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*



THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«
.


VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.
   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).
   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.
   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.
   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.


DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.
   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.
   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.
   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.
   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.
   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.




*) Phil Ochs' sang om »
The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.


Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019

søndag den 13. december 2020

Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020)



UNGDOMMENS KILDE
Bedste europæiske film 2020

Af BO GREEN JENSEN

ALKOHOL er danskernes nationalgift. Vi er fornuftige i så mange henseender, men lige på dét punkt giver vi os ikke. Spiritus er vores narkotika, simpelt hen. Den vedtagne gift; den sociale forsoner; stimulansernes store udjævner.
   Ordet spiritus kommer af ånd. Alkohol er ånd. Jeg nød selv giften intenst i min ungdom og kunne knapt nok leve uden i tæt på tyve år. Efter 31 år som afholdsmand kan jeg stadig huske – og nu og da savne – den dybeste fred. Hvor varmt og trygt, der kunne være i rusen. Hvor stærk, jeg kunne føle mig – og hvor rædselsfuld morgenen efter kunne være.
   Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm – der ser sig selv som to alen af et stykke – har skrevet en mageløs film, der formelt set handler om alkoholens potentiale. Pandoras æske bliver flået helt op og indholdet undersøgt i detaljer. Velsignelse, forbandelse, afhængighed. Hvis du kun ser én ny dansk film i år, skal det nok være Druk.
   Det er hverken et debatindlæg om alkoholproblemer eller en uforbeholden lovsang til rusen. Druk er en film om fire midaldrende mænd, der er begyndt at føle kulden og forudsigeligheden ved at blive virkeligt voksne. To har familie, to er alene. Der er masser af skuffelser, pligt og rutine. Der er sikkert også meget godt, men de sætter ikke pris på stabilitet lige nu.
   De underviser alle på et stort gymnasium. Martin (Mads Mikkelsen) fortæller sin klasse om industrialismen. Det er en sørgelig affære. Han læser op af lærebogen og gør det modsatte af at eksponere. Forældregruppen kalder ham i samråd, fordi han skal føre eleverne op. Det bliver set som et problem, og det fremgår, at Martin er problemet. En af drengene rejser sig bare og går. Han vil ikke høre mere om Første Verdenskrig. Det er livet bare for kort til.


MARTIN forstår sådan set sine elever. Han sidder i arbejdsværelset i parcelhuset og synes, at glansen er gået af det hele. Anika (Maria Bonnevie) har altid nattevagt og ser ham ikke rigtigt mere. Børnene har deres eget. Der er egentlig ikke noget i vejen, men Druk er som et opdateret tv-spil af Leif Panduro. Dét er en af filmens store kvaliteter. Uden at drukne publikum i markører, får den sagt, at der faktisk er meget i vejen.
   Så Martin henter idrætslæreren Tommy (Thomas Bo Larsen), som er fraskilt og bor lidt sølle alene med en kræftskrantende hund, der må bæres ud til luftning. De kører sammen til restauranten, hvor Nikolaj (Magnus Millang) holder sin 40-års fødselsdag. Karakterernes alder er ofte et springende punkt i Vinterbergs film. Han lyver dem tit ti år yngre. 
   Nikolaj underviser i psykologi. Han sidder allerede ved bordet sammen med Peter (Lars Ranthe), som er musiklærer. Senere fører Peter en frygtsom ung mand op i Søren Kierkegaard. Det er en anledning til at citere skriftstedet om at vove og fejle eller ikke at vove og fortryde det evigt. Den nervøse elev får et skud vodka, som løsner tungebåndet. Som sagt er Druk ikke fanatisk asketisk.
   De fire venner drøfter det hele. Da kommer teorien på bordet. Ifølge den norske psykolog Finn Skårderud, som også i virkeligheden er velanskreven, er mennesket født med en halv promille for lidt alkohol i sit blod. Det er derfor, vi tilkæmper os blodsukker. Øges promillen, bliver vi ekspansive og sangvinske. Vi har omsider fred i krop og sind. Der er overskud til at skabe og leve.


TEORIEN er autentisk, og de fire mænd bruger filmen på at afprøve den. Der er morsomme, tragiske og trivielle scener – samt mange, som ligger et sted midt imellem, og det er de bedste.
   Vennerne går videnskabeligt til værks. Vi ser rapporten blive skrevet på skærm og lærred, for Millangs karakter kan dét sprog. Der er betydelige psykomotoriske udfordringer, men Martin inspirerer og motiverer sin klasse med historier om Hemingways tragiske og Churchills triumferende alkoholisme. Det er altid en god pointe, at Hitler var afholdsmand og veganer.
   De drikker sig støt gennem dagen og lærer at holde balancen i blodet. Eksperimentet er en succes, indtil Nikolaj beslutter at tage det hele et skridt videre og gå over punktet, hvor tændingen sker. Herfra er der bare dødemandsdruk og al den deroute, som vi kender fra Café Paradis (1950), Hærværk (1977) og Bænken (2000). Dagene med vin og roser er forbi.
   For Tommy er der knapt nok en optur. Til gengæld får børneinstruktøren Thomas Vinterberg lejlighed til at blomstre igen i de scener, hvor Tommy træner et tumlingehold og bliver et forbillede for den udsatte Brille. Druk har den mest bevægende fremførelse af »Der er et yndigt land«, som nogen film – inklusive dem om besættelsestiden – har mestret i nyere tid.
   Vennerne får en hemmelig verden. De udstyrer sig med alkometre og oplever spænding i hverdagen. Filmen undgår banale fejlgruber. De fire skal ikke i byen og score. De skal ikke være unge med de unge. Millangs karakter får bare endnu sværere ved at høre sin hustru (Helene Reingaard Neumann) som andet end en stemme, der stiller krav. Martin har sin bedste tid i den ferie, hvor familien er på kanotur, og han og Anika finder sammen igen.
   De fire spor er smukt flettet sammen. Jeg skal ikke spolere nogens oplevelse ved at rede dem ud. Men ét vil jeg sige. Jeg havde fejlagtigt fået det forhåndsindtryk, at Mikkelsens karakter tog eleverne med ind i eksperimentet. Det gør han (heldigvis) ikke. Det er de fire mænd, der bliver drenge igen. De prøver ikke at overtage Søløbet, som giver filmen sin ekstatiske åbningsscene: eleverne drikker en kasse øl, mens de løber rundt om søen ved skolen. De gør voksne erfaringer. De er meget som mænd er i virkeligheden.


FILMEN er bemærkelsesværdig af mange grunde, og den udkommer på et godt tidspunkt. Her er et timeout fra de temaer – corona, krænkelse, restriktioner – som naturligt optager andre instruktører. Vinterberg adresserede dem jo i Jagten (2012) og, om man vil, allerede i Festen (1998). For tiden ønsker de færreste film at tale om danske gennemsnitsmænd.
   Hertil kommer selvfølgeligheden. Druk blev udtaget til hovedkonkurrencen på de mere eller mindre aflyste festivaler i Cannes, Toronto og San Sebastian. Det skyldes nok til en vis grad, at filmen er lavet af manden fra Dogme 95, som gav os Festen, Jagten og Kollektivet (2016). Men også hvis Druk var lavet af en ny instruktør, ville modtagelsen være begejstret.
   Det lykkes i lange stræk for de fire at blive, om ikke unge på ny, så levende midt i det hele igen. Når Druk går ind i den følelse og giver sig hen, er den virkelig god – på én gang unik og universel i sin tone. Der er intet påtaget over attituden. Dødningenatten tangerer de bedste herreture i filmhistorien – John Cassavetes’ Husbands (1970), for eksempel. Her er både distance og indlevelse.


MADS
 Mikkelsens karakter får særlig opmærksomhed, Druk skildrer først og fremmest hans rejse. Han drikker næsten bogstaveligt af ungdommens kilde og føler solen på sit ansigt, da varmen vender tilbage i kroppen. Mikkelsen skaber en af sine bedste figurer. Dialogen har finesse, men filmen er særligt god i de scener, hvor den hviler i sig selv som film og trækker vejret naturligt.
   En stor del af æren for dette kan tilskrives fotografen Sturla Brandth Grøvlen, som i 2020 også har co-signeret Shirley, Josephine Deckers film om Shirley Jackson; den alt for tidligt afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannssons filmudgave af Olaf Stapledons Last and First Men og Peter Pan for alvor-fantasien Wendy, der er Benh & Eliza Zeitlins markante opfølger på Hushpuppy/ Beasts of the Southern Wild (2012). Grøvlen viderefører de bedste værdier fra Dogme 95. Ikke siden samarbejdet med Charlotte Bruus Christensen har Vinterberg haft så konstruktiv sparring.
   Mikkelsen danser på havnen, da studenterne fejrer sig selv. Han kaster sig rundt til en kantet musik, før han springer ud i et fantastisk billede, der bliver holdt fast. Uanset om han flyver, falder eller svæver, er han i live på en helt anden måde end i udgangspunktet, hvor han bare var – som det hedder i en stor Pink Floyd-sang – »another year older and one day closer to death«.
   Afviklingen kan kritiseres, for Druk vil rundt om alle muligheder. Det ender derfor på mindst fire måder. Mændene slingrer, men filmen står fast. Den hepper på os, ville Tommy sikkert sige. Vinterberg og Lindholm gør sig fri af al værkende bagklogskab og fejrer livet uden forbehold. Det er en film, som bare er, og du skal se den.

Ved uddelingen af de 33. European Film Awards, som grundet COVID-19 var en virtuel begivenhed, der blev afviklet i Berlin den 12. december 2020, valgte medlemmerne af Det Europæiske Filmakademi Druk/ Another Round som European Film of the Year. Thomas Vinterberg blev årets European Director og delte European Screenwriter-prisen med Tobias Lindholm. Mads Mikkelsen blev kåret som European Actor. Druk har alene i Danmark solgt 800.000 billetter.

Druk. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Tobias Lindholm og T. Vinterberg. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 116 min. Danmark-Sverige 2020. Dansk premiere 24.09.2020.

Fotos: Zentropa Entertainments/ NFD/ TrustNordisk/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames endnu ikke, men kan ses i ikke-corona-nedlukkede biografer
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2020