Translate

Viser opslag med etiketten Trine Dyrholm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trine Dyrholm. Vis alle opslag

lørdag den 28. maj 2022

Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)


VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.
   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.
   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.
   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.


DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.
   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.
   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.


FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.
   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.




PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.
   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.
   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.
   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.


PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.
   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.


*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.


Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019

onsdag den 25. maj 2022

Dronningebilleder | Margrete den Første | Queen of the North (2021)


SOM FRØ I VINDEN
Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.
   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.


HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:
   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«
   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*


BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.
   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.
   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.



MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interessant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.
   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.




HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.
   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.
   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.



BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.
   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.



BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.
   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.


*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Jeg er selv en tilfreds og trofast modtager. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.







Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket.


Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.


Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film.
2K Blu-ray fra SF Studios 07.03.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

mandag den 15. marts 2021

Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016)


JO MERE VI ER SAMMEN
Et fællesskab i lyst og nød

Af BO GREEN JENSEN

TI gode, danske mennesker finder sammen i et stort, gammelt hus og prøver at leve en anden slags liv end det gængse og foreskrevne, hvor idealet om kernefamilien er knæsat, og alt bliver puttet i kasser.
   1970erne var kollektivernes storhedstid. Ideen om et fællesskab, der forener utopi og praktik, var ikke længere forbeholdt modkulturens fortropper. I to årtier var storfamilien virkelig et reelt alternativ til den borgerlige livsform, som både socialismen og kapitalismen har hyldet.
   I tilbageblik ligner det en guldalder. I samtiden blev der tisket og hvisket og set skævt til det hele. Man var skeptisk med hensyn til økonomien og pirret af tanken om fri erotik. Der var vilde historier om, hvad der gik for sig.
   Lige nu er tiden mere til utopien om at bygge en hytte langt ude i skoven. Normen er stadig ligusterfascisme. Et lærestykke fra mellemtiden, hvor faste værdier var oppe i luften, kan nok være nyttigt at tage i betragtning.


HISTORIERNE om den politiske hverdag er typisk blevet fortalt af afhoppere og bitre børn, som føler, at de hverken kunne sige til eller fra. Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) er de grove filmeksempler.
   Thomas Vinterbergs Kollektivet er både en varm erindring om tiden, en tillidserklæring til grundtanken og et slet ikke urealistisk portræt af de mennesker, som lever i og med fællesskabet. Ingen bliver latterliggjort.
   Vist er der udfordringer, og især er der situationer, hvor fællesskabet kommer til kort, fordi kærligheden og døden er naturkræfter, der ikke tager hensyn til, hvordan man bor. Men generelt er ånden positiv.



ERIK (Ulrich Thomsen) er arkitekt; Anna (Trine Dyrholm) er landskendt som ansigtet, der læser aftennyheder i tv-avisen. Han arver huset efter sin far. Det er en herskabsvilla på 450 kvadratmeter, nabo til Hellerup Sejlklub og tennisbanen fra barndommens land.

   For Erik er der ingen tvivl om, at huset skal sælges. Når han underviser på Arkitektskolen, er han en brutal pragmatiker, der ikke vil høre på vævende indlæg om tipistrukturer og Le Corbusier. Det skyldes måske, at han kompenserer for drømme og visioner, som han brænder inde med i halvfærdige konkurrenceoplæg. Men det er også bare sådan, man gør. Og man bliver væk fra hinanden i store huse.
   Eller måske bliver man lille af at bo småt? Anna ser en mulighed for at prøve noget andet og gøre livet og hverdagen større. Huset skal fyldes med spændende mennesker. Erik synes ganske vist ikke, at kammeraten Ole (Lars Ranthe) er et spændende menneske, men han bliver overtalt.
   Erik og Anna har datteren Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), som ofte er publikums øjne. Ole flytter ind, og via ham kommer Ditte (Anne Gry Henningsen) og Steffen (Magnus Millang) med sønnen Villads (Sebastian Grønnegaard Milbrat), som lider af en hjertefejl.



KERNEGRUPPEN holder optagelsesmøder, hvor de udspørger kandidater som Allon (Fares Fares), en stolt mand, der har let til tårer, og den frodige Mona (Julie Agnete Vang), som nægter at være nærig med sin krop.
   Her ligger al den lavpraktik og situationskomik, man forventer af kollektivfilmen. Fællesskabet bliver fejret i fine montager, hvor alle går i vandet sammen og mærker livet og hinanden. De går i samlet trop hen ad hovedgaden i en atmosfære af sejr og solidaritet (som astronauterne i Kold marv eller skræmmerne i Monsters Inc.) For de er fortroppen, og de er livet. Det er os mod alle andre og huset i midten af verden.
   Efter forelskelsen bliver det hverdag. Ølregnskabet stemmer aldrig, og Ole brænder tøjet, der ligger og flyder. Det kan godt være svært at blive hørt ved de obligatoriske fællesmøder. Men der er liv og varme hver eneste dag, for børn såvel som for voksne. Skildringen af den første jul, hvor man ender med at danse om en stige, koncentrerer alle de gode egenskaber.



KRISEN kommer fra to sider. Villads bliver syg, og Erik forelsker sig i den studerende Emma (Helene Reingaard Neumann), som fælleskabet prøver at finde plads til. Anna vil – men kan i længden ikke –
 rumme sin egen reaktion.
   Det er ikke, fordi utopien bliver indhentet af virkeligheden. Forandringerne ville komme og ramme lige så hårdt, uanset hvordan man bor. Men det er nok en pointe, at fællesskabet har grænser. For Ditte og Steffen er der støtte at hente i en kærlighed, som er større, fordi de er flere. Men kollektivet kan ikke absorbere det chok, som følger, da Anna begynder at gå i stykker.


STRUKTUREN i filmen er episodisk. Kollektivet begyndte sit liv som et skuespil, som Vinterberg og Mogens Rukov skrev til Burgtheater i Wien. Der er to akter, et gyldent, blomstrende før og et stille, forvitrende efter. Før fokuserer på kollektivet. Efter er en studie i, hvad tabet af kærlighed gør ved et menneske.
   Tidsfarven er fint lagt på, man er ikke til udklædningsfest. Bortset fra, at der bliver røget alle vegne, især på Annas arbejdsplads i den gamle DR-by, er det ikke som at være i en helt anden tid. Det ligner faktisk dén, man kan huske.


VINTERBERG er og bliver en mesterlig personinstruktør. For så vidt har filmen jo dårlige odds. Han er selv vokset op i et kollektiv, og kan vi tro på karakterer, der bliver spillet af veteraner fra dogmegenerationen? Det lykkes mere eller mindre alt sammen. Man føler for og med disse mennesker.
   Her er ingen regnskaber, der skal gøres op. Ej heller en konstant markering af ideologiske positioner. Vist handler filmen om, hvordan vi var, men især demonstrerer den, hvordan vi er. Her er alle vore dage - i kærligt koncentrat, til og med.
   Lukas Moodyssons Tillsammans har i 15 år været den gode film om 70ernes kollektiver. Her er den naturlige afløser.

Se også Thomas Vinterberg: Druk (2020); Thomas Vinterberg: Kursk (2018) og To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)

Kollektivet. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Foto: Jesper Tøffner. 111 min. Danmark-Sverige-Holland 2016. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zentropa Entertainments/ NFD
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016

lørdag den 13. marts 2021

Anna Odell: X&Y (2018)


EVIGHEDER AF ANFØRSELSTEGN
Anna O ved iscenesættelsens grænse

Af BO GREEN JENSEN

KONCEPTET er klart på sin måde. Instruktøren Anna Odell og skuespilleren Mikael Persbrandt flytter ind i et studie i Troldhättan for at lave en film om Manden og Kvinden. De spiller sig selv, men er ikke sig selv. De er medvirkende i en metafiktion om »Anna Odell« og »Mikael Persbrandt«.
   I den store studiehangar får begge en slags lejlighed. Der er en stor garderobe og en meget bred seng, for der skal være god plads senere, når de andre versioner af Anna og Mikael ankommer. Lige nu lærer parret hinanden at kende og diskuterer, hvor langt de vil gå i bestræbelsen på at lave den bedste og vigtigste film nogen sinde.
   De drøfter, hvilke dyr de er. Persbrandt ser sig selv som en prærieulv, så Anna må være en skovulv, for han fornemmer et slægtskab. For Anna er det vigtigt at blive taget af den store alfahan. Mikael vil om nødvendigt lade sig penetrere analt. Intet må være fingeret. Alligevel, siger Anna, er det bedste ved det hele, at publikum ikke kan vide, hvor grænsen går.


»DET var da enormt, som I taler om sex,« siger den ene af filmens to producere, da de gennemser optagelsen. Begge mænd er pertentlige typer. I glasløgets tredje lag af fiktion kommenterer de ofte på publikums vegne. Og Anna er ikke i tvivl. Hun vil have »et kunstbarn« med Mikael Persbrandt. Kun i fantasien, ja, men graviditeten må være konkret.
   Alt vil blive forklaret i manuskriptet, som Odell stadig ikke har afleveret. Hun syer et ulvekostume og lister sig ind til den sovende Persbrandt. Først vågner han ikke, så er der bid. En tatoveret arm rækker ud og hiver den bævende Rødhætte ind.
   Både Persbrandt og Odell taler med deres psykolog undervejs. Anna har sagt »alfahan« hundrede gange, og Mikael er såret over at blive set som et objekt. Anna taler om, hvad hun vil. Imens venter publikum på mere fysisk handling. Der er så megen sammenfiltret snor at rede ud.


ANNA Odell (f. 1973) er kendt for at udfordre og provokere. I 2009 satte hun ild til sig selv på gaden i Stockholm. Redningsmandskabet rykkede ud, og Odell kom i behandling. Hun afslørede, at der var tale om en iscenesat rekonstruktion, som skulle bruges i filmen Ukendt, kvinde 2009-349701. Odell var faktisk tvangsindlagt i 1995.
   Projektet var kunstnerens afgangsopgave. Odell var tidligt ude med den konceptuelle autofiktion, som generationsfællen Claus Beck-Nielsen (alias Das Beckwerk og Madame Nielsen) har forfinet herhjemme. Om X&Y har Odell sagt, at hun glæder sig til at præsentere sin film for Lars von Trier, »som også er et kunstbarn«. Det giver fuldkommen mening. Der er megen Dogville (2003) i scenografien og ikke så lidt Nymphomaniac (2013) i ideen.
   I samme ånd var Gensynet (2013) en kusine til Trier og Leths De fem benspænd (2003). Gensynet er Odells hovedværk. Hun konfronterer sin gamle klasse med måden, hun blev mobbet på. Hun genskaber jubilæet, hun ikke var inviteret med til. Alle – også publikum – bliver spiddet. Det er både et ekko af talen i Thomas Vinterbergs Festen (1998) og et forvarsel om banketten i Ruben Östlunds The Square (2017).
   For kunstneren Odell er problemet, at hun sætter alt i anførselstegn. Der er evigheder af anførselstegn. På sigt vil ambitionen om altid at chokere give bagslag. Selv grænseløsheden har grænser, og så mange nye tricks findes der ikke. Odell bliver da kunstfilmens M. Night Shyamalan. Hvad der begyndte godt i The Sixth Sense (1999), vil ende på bunden af tønden i Glass (2019).


FILMEN tager omsider fart, da de andre udgaver ankommer. Trine Dyrholm spiller den rationelle Dr. Jekyll-side af Persbrandt. Thure Lindhardt er hans driftorienterede Hyde-persona. Odell er enten den genert forurettede Jens Albinus eller den dovent sensuelle Vera Vitali.
   Fra Odells side er det et absolut krav, at spillerne bliver i karakter. Shanti Roney og Sofie Gråbøl lever sig aldrig ind i konceptet. Det resulterer i barokke optrin, der fungerer som tiltrængt comic relief.
   Imens rykker filmen tættere på det mørke i bunden, som sikkert er hovedsagen. Der er en lang pause i arbejdet, mens Odell går i tankeboks med sit manuskript. Da alle (minus Gråbøl, som melder afbud og lægger sag an) atter mødes, er både Odell og Vitali gravide. Det ser i hvert fald sådan ud. I en metafiktion kan man jo aldrig helt vide.
   Persbrandt bliver forfærdet, siger fra og går til modangreb. I parentes bemærket møder vi filmen igennem den tørlagte Mikael, der forklarer sig i erindringsbogen Så som jag minns det (2018) Det er en hudløs, skrøbelig alfahan. Katastrofemennesket kommer kun frem i Thure Lindhardts karikatur.
   Før Odell præsenterer manuskriptet, spiser filmholdet middag i byen. Instruktøren selv er ikke med. »Nej,« siger en af assistenterne, »hun vil jo overraske os med et sankthansbål«. Han har hentet mange dunke med benzin. Persbrandt er forrest i flokken, der løber tilbage mod studiet, hvor Odell gør klar til at dekonstruere sit værk.

EKSPERIMENTET er mere interessant end vellykket. Hvor Gensynet kom fra hjertet – og hævntørsten var på sin plads – synes sagen i X&Y mere gemacht. Det er uklart, hvad autofiktionen skal til for, og man bliver ikke klogere på forholdet mellem kvinder og mænd. Kun på Anna Odell, der i rollen som »Anna Odell« er en spydig, kontrær narcissist til det sidste.

   Hun spiller dog karakteren udmærket. Det er meningen, at denne »Anna (jeg) Anna« skal være for meget og gå sine omgivelser på. Det lykkes faktisk X og Y at skabe et facit, som må være Z.


X & Y. Instr.: Anna Odell. Manus: Anna Odell og Jakob Beckman. Foto: Daniel Takács. 118 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 21.03.2019.


Foto: Avenyfamiljen/ Camera Film/ Cinematerial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Weekendavisen Kultur 22.03.2019

torsdag den 21. maj 2020

Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 | V.U. Legends


FJERNE SØSTER
Christa »Nico« Päffgen 1938-87

I

ENHVER, som har et forhold til Lou Reed, John Cale og The Velvet Underground, vil vide hvem Nico var. På det første album fra marts 1967, dét med Andy Warhols berømte »Bananas Are In Season«-cover, er det Nicos mørke, distinkt germanske stemme, der som modvægt til Reeds Brooklyn Cowboy-accent synger tre af de faktisk ganske små ballader, som siden skulle blive salmer i den internationale undergrund: »I'll Be Your Mirror«, »Femme Fatale« og Warhols personlige favorit, »All Tomorrow’s Parties«.
   Egentlig var disse sange teatralske vignetter, melankolske mellemspil, som den dramatisk orienterede Reed mente ville ligge bedre for en anden stemme end hans egen. Når Nico alligevel var der, kunne hun lige så godt gøre nytte. Det var ikke Reeds og Cales idé, at den tyske isdronning skulle stjæle opmærksomheden. Det var Andy Warhols. Han havde taget bandet under sine vinger, sluppet det løs på den mondæne galleriscene og finansieret bananalbummet, som han selv forestod produktionen af.



JAMES Young, tangentspilleren i Nicos 80er-band The Faction, har skrevet en bog om de sidste år af hendes liv. Ifølge ham sagde (tyskeren) Nico i regelen om (jøden) Reed: »Lou kunne i virkeligheden ikke lide mig, på grund af det som mit folk gjorde mod hans folk.« For Young er sandheden mere banal: Reed ville ikke overskygges af Nico.
   Nico hed i virkeligheden Christa Päffgen. Hun blev født i Köln den 16. oktober 1938 og døde 49 år senere på Ibiza, formentlig af komplikationer i forbindelse med en hjerneblødning, som hun pådrog sig, da hun faldt på sin cykel. Det kan undre, at hun stod distancen så længe. For Nico var afhængighed med årene blevet en religion.
   Hun begyndte at spise amfetamintabletter midt i 60erne, da hun kom til New York og arbejdede som model for Eileen Ford. I tiden med The Velvets og Warhols Factory-kreds avancerede hun til hårdere stoffer. De sidste 20 år af sit liv var hun dybt afhængig af heroin og kokain, og modsat Reed og Cale, som efterhånden sanerede den ekstreme livsførelse, udviste Nico aldrig synderlig interesse for at komme ud af skyggerne. Først til allersidst forsøgte hun at barrikadere sig med en fast rutine og daglig metadon.
   Ifølge Young eksisterede The Faction udelukkende for at finansiere Nicos dyre vane. Dagen efter hendes begravelse gav sønnen Ari – kaldet »Le Kid« – sig til at sælge ud af både legenden og metadonlageret. Hun er begravet på Grünewald-Forst kirkegården uden for Berlin, skønt hun hadede sit fødeland. »Hver gang jeg kommer tilbage, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg rejste,« sagde hun efter en koncert i Berlin 1984, hvor hendes makabert monotone version af »Das Lied der Deutschen« blev mødt med fy- og naziråb.


I BEGYNDELSEN var Nico så smuk, at det næsten gjorde ondt i de mænd, som hun omgav sig med. Hun blev professionel model som 15-årig og arbejdede først i Berlin, siden hos Coco Chanel i Paris, hvor hun fik kælenavnet, som blev hendes fornavn. Det var med pengene fra modelarbejdet, at hun købte huset på Ibiza, som blev et af hendes hjertesteder, men i hovedparten af 80erne var hendes base Manchester i Nordengland, hvor både musik med kant og seriøst stofmisbrug havde frodige kår.
   I 1960 medvirkede hun i Federico Fellinis La dolce vita (da. Det søde liv) som en kun ganske let fortegnet version af sig selv. Hun er et af de dekadente blitzdyr, som Marcello Mastroianni møder på sin rejse gennem nattens Rom. Han er – som Fellini blev det – særligt fascineret af Nico med det lyse hår og den mørke stemme, som i filmen taler sit eget mærkelige sprog, »eskimoisk«. Midt i forstillelsen repræsenterer hun en paradoksal og livskraftig uskyld. Det var sådan, hun fremstod for mange i de fleste år.



EFTER filmen rejste Nico til New York og mødte sin gode fe i skikkelse af Andy Warhol. Sit første solo-album, Chelsea Girl, skar hun for MGM i oktober 1967, men det var med to forbløffende Elektra-albums, The Marble Index (1969) og Desertshore (1970), som John Cale producerede og iscenesatte, at Nico for alvor blev kendt som Dronning Dødstrip i det legendariske univers, der begyndte at vokse op omkring Velvet-folkene.
   

DOKUMENTARISTEN Susanne Ofteringer har lavet en portrætfilm, Nico Icon (1995), om sin landsmand. Ganske vist savnes en række nøglepersoner blandt de kronvidner, hvis udsagn Ofteringer registrerer og sammenklipper et fragmentarisk eftermæle af. Men her er fængslende fortællinger. Nico fik sønnen Ari med Alain Delon, det skarpe franske filmidol. Han anerkendte aldrig faderskabet, men hans forældre tog sig af drengen, når Nico var på turné. Da han var ti år, kom hun hjem fra Amerika efter et halvt år. Han var spændt på at se, hvilken gave han fik af sin travle, endnu feterede mor. Nico gav ham en appelsin. Delons mor tilgav hende aldrig.



IFØLGE flere af Ofteringers vidner ønskede Nico at blive grim. Hun følte sig indespærret i skønheden, kunne ikke kende sit ansigt i spejlet og arbejdede målbevidst på at nedbryde den lyse fuldkommenhed fra modelårene. Hun farvede håret mørkt og lod det gerne være fedtet. Hun blev tung og fik dårlige tænder. Måske har Freud et navn for syndromet. I hvert fald var der tale om en særpræget indadvendt ikonoklasme. Jo mere omgivelserne rystede på hovedet, jo mere autentisk følte hun sig.
   På coveret til The Marble Index har hun sort hår, sprukne læber og en hvidmalet Dietrich-maske med kindben. Med sit karakteristiske trædeorgel og John Cales guerillakrigsagtige strygerarrangementer som primær baggrund messer hun sig gennem store numre som »Frozen Warnings« og »Evening Of Light«: »The children are jumping in the evening of light/ Midnight winds are landing at the end of time.«

   
MYTOLOGIEN bliver yderligere forstærket på Desertshore, der efter besværgelser som »Janitor of Lunacy«, »Afraid« og »Mütterlein« munder ud i den drømmende »All That Is My Own«: »He who knows may pass by/ The word unknown/ And meet me on the desertshore/ Meet me on the desertshore// Your winding winds did sow/ All that is my own/ Where land and water meet/ Where on my soul I sit/ Upon my bed your ways have led me to bleed.«
   De musikalske strategier, som Cale i samme periode praktiserede på sine albums under eget navn, får endnu mere stringent konsekvens i Nicos mærkværdige blanding af sprukken uskyld og ekstrem erfaring. Det er i sandhed, som titlen på James Youngs bog konstaterer, Songs They Never Play on the Radio, »sange der aldrig spillet i radioen«: »Cease to know or to tell or to see or to be your own/ Have someone else’s will as your own/ You are beautiful and you are alone.«



DEN 1. juni 1974 samlede Kevin Ayers, en anden galionsfigur fra rockens skumringszone, nogle bekendte og allierede omkring sig ved en koncert i Londons Rainbow Theatre. Nico, Cale, Brian Eno, Mike Oldfield og Robert Wyatt optrådte hver for sig og sammen med Ayers. Albummet med den celebre event blev det tætteste Nico kom på et hit.
   Hun stod ved sit trædeorgel og henåndede Jim Morrisons »The End«, suppleret af Eno på atmosfærisk synthesizer. Koncertens dramatiske højdepunkt var John Cales teatralske versionering af Presley-klassikeren »Heartbreak Hotel«. Mest substans var der imidlertid i Ayers’ opførsel af titelsuiten fra albummet The Confessions of Doctor Dream and Other Stories (1969).
   På studieversionen sang Ayers duet med Nico på skæringen »Irreversible Neural Damage«, dvs. »uoprettelig hjerneskade«, der var skrevet specielt til det formål. Det er hér, at Nicos gådebillede bliver lagt endeligt fast. Ayers spørger: »Tell me something distant sister/ If I found my dream and kissed her/ Would this vision of perfection/ Turn into my own reflection?«
   Nico svarer ham ude fra kredsen, over en afgrund af ekko og sfæriske sløjfer: »Who or what I am escapes me/ Every changing minute shapes me/ What I get is what I yearn for/ Dreams are what I gladly burn for.« Det var denne myte om den Fjerne Søster, som Nico levede med til sin død.



I 1974 kom endvidere det trætte, ujævne album The End. Nico havde i 1967 haft en kort, intens affære med Jim Morrison, udødeliggjort i elevatorsekvensen fra Oliver Stones spillefilm om The Doors (1991). »The End« blev en slags signatursang for Nico, som dog aldrig fik andet ud af den end stiliseret resignation og manér.
   Til gengæld er der blåsort trods og bitter livskraft på albummet Drama Of Exile (1981), som fulgte efter syv års pause og juridiske problemer med misligholdte pladekontrakter. I sangen »Sixty Forty« tales der mere kvalificeret om spildte livsmuligheder end noget andet sted i 80ernes rock:

Will there be another time
Will there be another time
Another year another wish to stay
When the evening light wants to be so bright
And the morning sun is out of sight
Can there be another word to say
Or do we have to give it all away?

Many moons have to be found
At certain times you’ll hear them pound
You can hear the hell bells praying
It is for granted here they’re saying
We are all enchanted staying
Focusing on running down the drain
When those tears are carved inside your brain.

I 80erne iværksatte Nicos foretagsomme manager – James Young kalder ham »Demetrius« – en række obskure koncertalbums. Live Behind the Iron Curtain er således indspillet i en punkklub i Rotterdam, og The Blue Angel består af skitseindspilninger. Flere optagelser hævder at stamme fra »The Last Concert«, men faktisk er maxisinglen Procession (1982) og albummet Camera Obscura (1984) de eneste originale signaler fra Nicos sidste leveår. Eftermælet hviler på værkerne fra omkring 1970.



NICOS særegne sange er absolut an acquired taste, noget der kræver tilvænning, men inde i sin autistiske fjernhed, dette bizart renfærdige landskab af stemninger, hvisken og lyde i drift, har hun nu som dengang en masse at give.
   Vagn Lundbye skrev i 1969 en slags roman med titlen Nico. 18 år senere ristede han hendes rune i essayet »Nico – en rejse i død og forvandling« fra Hjemkomster (1987). Der er næppe skrevet bedre om den Fjerne Søster på noget sprog noget sted.
   Om stemmens egenart hedder det således: »Det var et fall out, et mareridt, et mausolæum af en stemme, som skubbede eller udelukkede alt andet end dette selvsamme øjeblik, denne tilstand af intet både den ene og den anden vej foran galskabens monolaterale dørvogter, »Janitor of Lunacy«, som hun forsøgte at forvandle til vejviser...«
   Lundbyes tekst er spændt ud mellem erindringen om to koncerter, to møder med Nico i Danmark i februar 1982, og erfaringen om hendes død seks år efter. Han finder i Nicos sange »en række negationer til ophøret og den død, som hun kredser om. Med orglets sammensatte søgen efter veje ud af den labyrintiske tilstand, bliver tomheden, det standsede og døden ikke sjældent til udveje og pludselige glæder.«

DERFOR er Nicos version af »The End« for Lundbye det mest prægnante øjeblik: 

»Stemmens enorme, men også fjerne styrke gjorde rummet til en afgrund af sten. Røsten var en smertelig ensomhed, en tomhed, der ikke kunne holde sig selv ud, og således måtte fortætte eller materialisere sig i billeder, som trængte sig ind på enhver. Sådan som det især var tilfældet, da hun sang Jim Morrisons »The End«, i begyndelsen i en frasering, som genkendtes fra The Doors’ indspilning af denne apokalypse, men derpå forvandlede den, idet hendes store ansigt skiftede mellem en ægyptisk sfinks og et lysende kranium.
   En underverden af pseudopodier, der famlede sig ind i hendes stilstand, men i orglets ulmen og ordenes krypt tog skikkelse af tågede, drømmeagtige forestillinger. Indtil det hele blev til et lille dyr, der sort krummede sig sammen. En forstenet insectivore, et lysende, sort fossil, en frysende afventen, som også var én selv.«

NICO var i sjælden grad i stand til at fremkalde den slags henrevne reaktioner. Hun er for eksempel »the tallest and the blondest girl,« som Leonard Cohen byder op i »Memories«, sangen om 1950ernes mytologiske afdansningsbal, der lukker albummet Death of a Ladies’ Man (1977).
   Frankie Laine synger »Jezebel«, mens balloner og serpentiner daler ned over de dansende. Den jødiske mand fastgør et jernkors til jakkens revers og går hen til den højeste, lyseste kvinde. Han siger, han vil se hende nøgen. Hun siger, hun vil lade ham gøre alt muligt – »jeg ved, at du er sulten, jeg kan høre det i din stemme« – men han må ikke se hende nøgen.
   Nico er også den nedbrudte skønhed, der løsner sin blå kjole for digteren i »Take This Longing« fra New Skin for the Old Ceremony (1974): »Many men have loved the bells you fastened to the rain/ And many men who wanted you, they found what they
will always want again/ Your beauty lost to you yourself, just as it was lost to them – // Take this longing from my tongue,/ Whatever useless things these hands have done;/ Let me see your beauty broken down,/ Like you would do for one you love.«



I ÅRENE før den langstrakte nedtur havde Nico affærer med mange mandlige stjerner. Brian Jones, Serge Gainsbourg og Alain Delon, Morrison, Cohen og Jackson Browne; mest notorisk den tyske terrorist Andreas Baader, til hvem hun skrev »We've Got the Gold« fra The End: »Very proud and very poor/ You’re walking on your prison floor/ A pity it does not bear a single flower.«
   Hun havde ikke høje tanker om nogen af dem, hverken som mænd eller kunstnere. For eksempel kunne hun ikke bruge Leonard Cohens elegante sofisteri. Nico troede på skærsilden og frygtede tvetydigheden, der hos Cohen var ophøjet til et princip for erkendelse. Alt var forudbestemt mellem himmel og helvede, sådan burde og skulle det være. »Alles passiert irgendwie. Es sind keine Zufälle, es ist alles vorherbestimmt. Ich bin sehr fatalistisch,« sagde hun i 1969 til det tyske månedsblad twen.


Jeg er meget fatalistisk. Den levende legende var mod slutningen et kvæstet idol, der for pengenes skyld lod sig fejre i Europa, Japan, Australien og USA. Det skete på de mindste scener i de mørkeste klubber. James Youngs bog skildrer med en sær blanding af skadefryd og ømhed, hvordan dagene på vejen var med en dopet Nico, en irriterende nyomvendt John Cale og et hold musikalske småfisk, som var nødt til at tilbede Månedronningen. For hvis hun var en has-been, måtte de jo være never-will-be’s.
   Cale nægtede på det mest bestemte at synge duet med Nico, når de turnerede. Hun drillede ham med hans relative succes, hans penge og hans nyfundne stoffrihed. Hun kaldte ham »Johnny Viola«. Alligevel var det Cale, der i marts 1988 gav hende en af de sidste stjernestunder i Palais des Beaux-Arts i Bruxelles. Han bar den tøvende Nico igennem en stærk aften, sang alligevel duet med hende og lod hende ikke slippe, når hun ville stikke halen mellem benene.


DEN fjerne søster fremstår i Youngs bog som en selvisk person, hvis mest tiltalende kvalitet var en fuldkommen mangel på illusioner. Andre mennesker kedede hende. For Nico var det sted, hvor livet egentlig foregik, ikke scenen, hvor hun trådte frem og lod sig blænde. Det var eftermiddagsværelset med tung musik og farvede telys, hvor hun siden puberteten havde dyrket stoffernes syntetiske ekstase.
   Det er på godt og ondt denne tilstand, hendes bedste sange giver indblik i. Nico havde nok fortjent en mere grundig bog end Songs They Never Play on the Radio, men blandt de sædvanlige hagiografier, som skrives om både levende og døde rockkunstnere, giver Youngs bog et velgørende anderledes billede af de tabets og faldets forspildte engle, som ude på overdrevet trods alt bærer musikken videre på deres skuldre.
    Samtlige album er genudsendt. Richard Witts har skrevet biografien Nico: The Life and Lies of an Icon (1993), som går længere ind i musikken, men ærlig talt ikke leverer på titlen. Serge Féray har redigeret Nicos tekster i Cible mouvante: Chansons, poèmes, journal (2001). Den er fuld af fejl, men samler værket på engelsk, tysk og fransk. Forlaget Pauvert har endvidere udgivet Aris L’amour n’oublie jamais (2001), en hjerteskærende erindringsbog med mange sjældne fotos. Fox Lorber har udsendt filmen Nico Icon på dvd. Songs They Never Play on the Radio. Nico – The Last Bohemian (1992) er udkommet på forlaget Bloomsbury og optrykt flere gange.*   


II

JEG skrev alt dette for længe siden, i 2005, da jeg troede, at Nicos sange skulle reddes fra glemselen, og at hendes sære liv omsider var sat i sten som en permanent fodnote til legenden om Andy Warhol og The Velvet Underground.
   Sådan er det heldigvis ikke gået. Folk finder stadig vej til musikken og reagerer både på den og mystikken. Shoegaze-bandet Toy (fra Sussex og aktivt i den britiske undergrund siden 2015) udsendte i 2019 albummet Songs of Consumption med coverversioner af deres favoritsange. En af dem er »Sixty/forty« af »C. Päffgen«.
   Toy har altså også lyttet til Drama of Exile i deres normative år, ganske – men ikke helt – som vi gjorde i 1970ernes slutning (for dengang levede Nico jo og gav som nævnt et par legendariske danske koncerter i 1982-83).
   Island og Aura genudgav næsten for tidligt The End og Drama of Exile, så de blev ikke remastereret, men bare overført til cd’er, som ikke lyder særligt godt. Først i 2007 blev The Marble Index og Desertshore istandsat, mixet fra bunden (af Andy Zax) og udsendt i et boxsæt, da Rhino Records (Elektra-Reprise-Warners historiske Legacy-label) lancerede sin britiske filial.
   Eller boxsæt er så meget sagt. Nico: The Frozen Borderline 1968-1970 er en dobbelt-cd med de originale albums og kuraterede sjældenheder i form af outtakes, alternative versioner og demooptagelser – altså et projekt på linie med Dylans Bootleg Series (som har uforholdsmæssigt meget mere materiale at tage af og i skrivende stund er nået til Vol. 17).
   Det var ikke nødvendigvis en god idé at give udgivelsen sin egen titel og få et cheesy nyt cover designet. Men der er interessante ting i posen – som f.eks. invitationen til det eksklusive launch party for The Marble Index. Det må have været stort at være indbudt på Lower East Side, da både Warhol og Nico stadig havde deres look og legende. Den gyldne aura var væk for længst, da Nico spillede i Montmartre, Saltlageret og Stakladen.



NICOS albums var noget af det første, som udkom igen, da vinylformatet begyndte at vende tilbage i 2010. De bliver til stadighed genoptrykt i 180 gram-kvalitet med originalt artwork og diverse fake memorabilia. Jeg købte i 1981 den originale amerikanske Elektra-udgave af The Marble Index – som allerede da var en sjældenhed – i et antikvariat i New Haven for 15 dollars. I maj 2020 er albummet til salg for 723 GBP på Amazon.uk.
   I parentes bemærket havde jeg lyttet til Nico i 30 år – og beundret The Marble Index og skrevet om albummet mange gange – før det gik op for mig, at titlen – der er så perfekt uudgrundelig: en fortegnelse skrevet i marmor – stammer fra dannelsesdigtet The Prelude, som romantikeren William Wordsworth begyndte at skrive i 1799 og udgav i tre versioner frem til 1850, da værkets første to bøger var vokset til 14. Wordsworth betragter en statue af Isaac Newton og reflekterer over »his prism and silent face/ The marble index of a mind forever/ Voyaging through strange seas of Thought, alone.«



JOHN Cale var som nævnt altid den, der kunne tøjle og koncentrere energierne i Nicos impressionistiske arbejde. Han er med rette stolt af sin indsats som arrangør og producer på hendes to Elektra-abum. I 2013 kuraterede han koncertgivenheden Life Along the Borderline: A Tribute to Nico, som blev afholdt i Brooklyn Academy of Music, hvor han og Lou Reed havde opført Songs for ’Drella til minde om Andy Warhol i 1990.
   Andy Warhol døde i 1989. Lou Reed faldt væk i 2013, 71 år. Kevin Ayers var 68, da han samme år døde i Montolieu i Frankrig (hans efterladte skrifter er samlet af datteren Galen Ayers i Shooting at the Moon: The Collected Lyrics of Kevin Ayers, som forlaget Faber udgav i 2019 – »Irreversible Neural Damage« indgår naturligvis også). Kun John Cale (78) og Brian Eno (72) – og for resten Maureen Ann »Moe« Tucker (75), som spillede trommer i The Velvet Underground og nu er aktiv i Tea Party-bevægelsen – er her stadig. 
   Nicos sange lever stærkt i en bestemt del af musikkulturen. Både goth og shoegaze har set hende som en skytsengel. Hun er der naturligvis altid selv som en tilstand og et særligt livssyn. Hele høsten syntes at være i hus efter Nico Icon-dokumentaren, Rhino-boxsættet og de forskellige markeringer af hendes jubilæer og mærkedage.
   Sønnen Ari – som egentlig hedder Christian Aaron Boulogne og ernærer sig som fotograf – er 57 år. Han er skiftevis stolt af sit ophav og »bitterness personified«, som en iagttager har udtrykt det. Alain Delon, som er 84 år, kom senest til Cannes i 2019 og modtog en ærespris for sit livsværk (under tilråb fra vrede #MeToo-aktivister). Han forsømmer ingen lejlighed til at mindes Romy Schneider, som han levede sammen med fra 1959 til 1963. Derimod har han aldrig bare nævnt Nico og Ari i offentligheden.**



FILMSKABEREN Philippe Garrel, som i 2020 er 72 og viderefører de æstetiske strategier fra la nouvelle vague med stadig succes, blev i praksis en stedfar for Ari. Han instruerede Nico og brugte hendes sange i eksperimentalfilmen La cicatrice intérieure (1972), som er nem at se på nettet i dag, men var en sagnomspunden hellig gral i årtier. De stemningsfulde fotos fra coveret til Desertshore – af Nico som Ørkenens Dronning og »Le Petit chevalier«, som trækker en hvid hest ind i en cirkel af ild – stammer fra La cicatrice intérieure, som er en blanding af musikvideo og kunstinstallation, snarere end en gængs spillefilm.
   Garrel var ti år yngre end Nico. De levede sammen fra 1969 til 1979, da Garrel mødte Brigitte Sy (og blev far til skuespilleren Louis Garrel), mens Nico flyttede til Manchester. Det var her, at hun mødte James Young i november 1981. Som han skriver i Songs They Never Play on the Radio: »For a junkie Britain was the place to be, and Nico found herself a niche in Manchester, where there was, and still is, a thriving drug and music scene.« 
   Det er ved at være væk alt sammen. Nico ville i dag være 82 år. På fantastisk vis blev hun næsten 50, skønt hun var hardcore heroinmisbruger i 15 år. I 2005 kunne man lige så godt lukke bogen og lade Nico forsvinde, sammen med så meget andet, i en ikke særligt varm erindring om 80ernes faldne venner og helte.


III   

JEG blev derfor både forbavset og glad, da filmskaberen Susanna Nicchiarelli (f. 1975) præsenterede Nico, 1988 på Venedig Festivalen i 2017. Jeg havde hørt, at Trine Dyrholm (f. 1972) skulle spille Nico i en obskur italiensk biopic. Jeg kunne også se det for mig. Men jeg havde ikke forestillet mig, at filmen kunne blive så vellykket.
   Nicchiarellis film skraber Nico fri af 60er-mytologien og fokuserer på den trætte, tunge kvinde, der turnerer med The Faction og indretter alt efter sin heroinafhængighed. Hun er, som en japansk promoter sagde, »berømt, men ikke populær«. Der er i 80ernes byer altid en lille radiostation, en journalist, som husker 60erne og vil høre om, hvordan det var at synge med i The Velvet Underground. Medierne vil høre sladder og skrøner. Den nye musik forsvinder i støjen.
   Filmen er spændt ud mellem to punkter: pigen, som må være otte år, da hun står sammen med sin mor og ser Berlin brænde i horisonten, og den midaldrende kvinde, som ikke kan vide, at hun er ved slutningen, da hun tager sin cykel for at køre til byen på Ibiza.
   Faktisk er Nico, som Nicchiarelli beskriver det, begyndt at overveje en fremtid. Det sidste hun gør, før hun forlader Manchester, er at fortælle manageren Richard, at hun vil tage imod sin husværts ægteskabstilbud og begynde at arbejde i hans blomsterforretning. Hun er træt af musik. Hun har ikke længere tænkt sig at blive en fed, gammel junkie. Nu vil hun være en fin, gammel dame. Det hele begynder igen til september, når hun kommer hjem fra Ibiza.
   

FILMEN åbner i Manchester i 1986, da Nico igen sidder fast i et radiointerview med en vært, der vil høre om tiden med Andy Warhol, Lou Reed og The Velvet Underground. Hun kan nok så mange gange sige, at hun bare sang to sange med dem og ellers stod i baggrunden med en tamburin. Det gør ingen forskel. Det spiller heller ingen rolle, hvad hun fortæller eller griber ud af luften. Alle behandler hende som et historisk fabelvæsen. 
   Richard, som bliver spillet ydmygt og afvæbnende af John Gordon Sinclair, må være manageren, som James Young kalder Demetrius og skildrer som lidt af en charlatan i Songs They Never Play On the Radio. Her er han et af de få gode mennesker, som tror på Nico og hendes musik. »Lad være med at kalde mig Nico,« siger hun på vej tilbage fra interviewet, som han undskylder for at have aftalt. »Brug mit rigtige navn.« Så Richard siger Christa resten af tiden.
   Richard er en frafalden jurist, socialist og forhenværende Labour-politiker, som ejer en natklub og booker koncerter. Han finder de musikere, som er med på Europa-turneen i 1986, der udgør hjertet af filmen. Især violinisten Sylvia, som er fra Rumænien (og bliver spillet af Anamaria Marinca, som fik sit gennembrud i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage, der indvarslede 00ernes »rumænske bølge«), bliver som karakter en kontrast til den ældre sangerinde. Hun forelsker sig i guitaristen Alex (Calvin Demba), som er på vej ind i misbruget, der har ødelagt Nico. Senere bliver Sylvia kæreste med Ari (Sandor Funtek), da Richard har hjulpet Nico med at få sønnen udskrevet fra hospitalet.



FILMEN er god til at skildre livet på vejen, som her er i absolut budgetversion. Det er små, mørke klubber, og der er ikke altid råd til rigtige hoteller. I Anzio i Italien ligger hele bandet i ske hos arrangøren Domenico (Thomas Trabacci), som Nico falder for, da han finder cola og giver hende mad. Med på turen er også Laura (Karina Fernandez), Richards forelskede assistent. Da Nico spiller på torvet i Anzio, siger hun: »I think her music is hideous«.
   Richard og Domenico er derimod ægte fans. Uanset hvor selvisk og urimelig Nico er, uanset hvor dårligt hun behandler alle i folkevognsbussen, bakker Richard hende op og gør, hvad han kan for at skabe gode praktiske forhold. De spiller i Liege. De sidder alle sammen i daggryet ved tilskuerrampen på den gamle zeppelinerlufthavn i Nürnberg. De rejser på dramatisk vis – i udtoningen af Den Kolde Krig – ind bag Jerntæppet og spiller i Polen og det daværende Tjekkoslovakiet.
   I Prag synger Nico en forrygende, atypisk lidenskabelig udgave af »My Heart Is Empty« (fra Camera Obscura), mens arrangørerne af koncerten bliver arresteret. Det er filmisk flot, og der er bygget til scenen i samtaler, hvor Richard siger, at sangen er hendes bedste. Men det er filmens mindst realistiske afsnit, skønt præget af politistat er godt. Nico var aldrig så fysisk og nærværende ved nogen koncert. Hun blev siddende ved sit orgel. I klubben i Manchester synger hun »Janitor of Lunacy« præcis på den måde. Det er sådan, en koncert med Nico virkelig var.



TRINE Dyrholm er stærk og troværdig som Nico. Det er en af hendes bedste roller, fuldt på højde med de karakterer, hun skaber i Forbrydelser, Lille Soldat, Kollektivet og Dronningen. Hun synger Nicos sange med autentisk intonation. Hun synger også den version af pophittet »Big in Japan«, som spiller i bilen, når bandet kører mellem de europæiske byer.
   Nico, 1988 er et realistisk drømmeportræt. Nicchiarelli har gransket litteraturen og talt med forskellige vidner. En særlig tak rettes til Ari. Hun lader også Nico selv træde frem i flimrende erindringsglimt, der citerer fra Jonas Mekas’ optagelser med Warhol og The Exploding Plastic Inevitable, som var navnet på den performance, hvor Nico og The Velvet Underground optrådte sammen. Filmen blander behændigt fiktion, dokumentar og gråzonestoffet mellem de to positioner.
   »Jeg har set både toppen og bunden, og begge steder er tomme,« sagde Nico i virkeligheden. Det siger Dyrholm også i filmen. Hun rammer den sene, trancelignende tyngde. Hun synger »All Tomorrow's Parties« og »Nibelungenlied«, så det gjalder. Senere en lavmælt »My Only Child« fra Desertshore, da Ari prøver at tage sit liv.
   Forholdet til Ari bliver relationen, som fylder hendes liv til slut. Det var den måske også. Nicchiarelli begynder, som alle der skriver om Nico, med at romantisere hendes træthed, desillusion og livslede. Men hun slutter filmen i fortrøstningsfuld modus, med en lettere Nico, der har fået lys i øjnene og smiler, da hun og Ari rejser til Ibiza for sommeren. Det er ikke usandsynligt, at den version er mere sandfærdig end misbrugsmytologien.



DET er ikke en stor film, men den er dybere end de fleste biopics. Nicchiarelli har en ægte nysgerrighed på mennesket Christa Päffgen, og hun har sans for at skildre, hvordan den lille fortælling om det enkelte liv griber ind i den store historie. Om sin interesse for Nico sagde hun i Venedig:
   »Nico blev født lige før Anden Verdenskrig og voksede op i et delt og besejret Tyskland. Hun dør i 1988, da Europa kæmpede mod Murens Fald, et år før alting ændrede sig. Jeg er altid fascineret af menneskers liv og den måde, som disse liv hænger sammen med det store billede, med historien. Det er også, synes jeg, en meget interessant måde at få folk til at indse, at vores private liv aldrig er så private, som vi tror. Selv vores mest intime øjeblikke er på en måde en del af noget større og fælles.«

   

NICHIARELLI er heller ikke blind for #MeToo-aspekterne i historien. Alle har udnyttet Nico. Hun føler sig fri til at udnytte dem, og hun føler sig fri til ikke at føle. Men hun er ikke helt kold med hensyn til sin musik. Filmen giver hende et mysterium. Når hun har overskud til at tænke på andet end det næste fix, går Nico rundt med en båndoptager og registrerer dronende, klikkende, brummende, stadigt pulserende lyde. Det kan være vandvarmeren i huset i Manchester eller iltapparatet på hospitalet, hvor Ari ligger livløs. Det kan være ekkoet i et teater. Hun optager det hele, og det er vigtigt for hende at have båndene med.
   En journalist har hørt om vanen og spørger, hvad det er for en lyd, hun leder efter. Det er lyden af noget, hun hørte som barn. Det er lyden af Tyskland, der bliver bombet. På samme måde synes hun om Manchester, fordi byen minder hende om Berlin efter krigen.  
   Nico blev voldtaget, da hun var 15 år, af en udstationeret amerikansk sergent. Det var uden tvivl med til at præge kvinden, som senere aldrig gav sig helt hen til nogen eller noget. Forbeholdet omkring historien er, at den kommer fra hende selv. Hun var god til at skære myterne ned, men også til at gøre dem større, når det passede i hendes fortælling. Men da Dyrholm ler og siger: »Americans, they’re everywhere!« – og ikke mener det positivt – må det næsten være dét, som filmen sigter til.
   Det er sært – for at sige det mildt – at Nico, 1988 ikke kom i dansk biografdistribution. Til gengæld lå den længe som slagtilbud på arthouse-streamingtjenesten Filmlounge.dk, der viste den med eneret. Jeg ved ikke, hvad der skete efter afviklingen af Filmlounge.dk i 2019. Men jeg ved, at filmen findes på blu-ray og dvd, for jeg har netop set den igen.


Nico, 1988. Instr. og manus: Susanna Nicchiarelli. Foto: Crystel Fournier. 93 min. Italien-Belgien 2017. Vist på CPH:PIX 29.09.2017. Filmen fik ikke dansk biografpremiere og er ifølge streamingguiden Playpilot 'ikke tilgængelig på nogen tjeneste' pr. 21.05.2020

IV


NOGET af det første, som jeg skrev og fik trykt på professionel vis, da jeg begyndte som forfatter og journalist af en slags, var tre lange introduktioner til de plader, som Lou Reed, John Cale og Nico havde lavet efter tiden i The Velvet Underground.
   Der var dengang, i punkens mest selvretfærdige fase – hvor alt, som kom før, skulle forkastes, og Joe Strummer fra The Clash kunne score billige point ved at stå på Thames-flodbredden og synge om »phony beatlemania« – en tendens til at nedskrive forløbere og forbilleder. Jeg skrev artiklerne som svar på en letkøbt afvisning, der beskyldte mine helte for at være mætte og selvtilfredse selvparodier.
   Artiklen om Nico hed »Kultobjekt og mørkemoder«. Den fylder tre sider i novembernummeret af MM – tidsskrift for rytmisk musik mm., som udkom i 1979. Altså for 41 år siden og endnu før filmen foregår. Artiklen er hæmningsløst heltedyrkende, men det er i store træk og et langt stykke af vejen det samme, som jeg ville skrive i dag. Og har gentaget i denne vildtvoksende tekst. Nico er stadig et land og en tilstand. Hun er en station, der sender på sin egen frekvens. Der er ikke noget, der ligner.
   Hun skal også stadig præsenteres hele tiden. Jeg gør det gerne igen om ti år.


*) I 2021 udkom endelig en stor og gennemresearchet biografi, da Jennifer Otter Bickerdike fik udgivet You Are Beautiful and You Are Alone: The Biography of Nico ((504 s. £20) på forlaget Faber & Faber i London. Bickerdike går grundigt til værks og kommer som den første helt til bunds i den tyske barndomshistorie og den sidste tid i Manchester og på Ibiza. Hun har en klar feministisk læsning af livet og citerer i sit forord Marianne Faithfull (1938-2025) for bemærkningen: "What I have in common with Nico is the understanding of her furious frustration at not being recognized."



**) Ari Päffgen døde i maj 2023, angiveligt af en heroinoverdosis. Han blev 60 år. Alain Delon døde som 88-årig i august 2024, karismatisk og kontroversiel til det sidste. Han skabte så mange uforglemmelige filmkarakterer, at det ikke er muligt at afskrive ham, uanset hvor kold personen så var. Jeg uddyber synspunktet i slutnoten til Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995), som tager afsked med de franske filmikoner. 

Noget af første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 16.10.1992. Det indgik i anmeldelsen af James Youngs bog. I 2005 blev teksten ajourført i et stort manuskript, der hed 'Engle og djævle'. Noget af sidste del stod i en festivalreportage ('Ude af balance') fra Venedig i WA Kultur 08.09.2017. Rammen og resten af teksten er nye. Der er efterjusteret i  februar 2025.