Translate

Viser opslag med etiketten The Velvet Underground. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Velvet Underground. Vis alle opslag

torsdag den 24. februar 2022

Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000)


SOMMERENS HEMMELIGHEDER
De statiske stemningers dvælende mester

Af BO GREEN JENSEN

DET er hverken karaktererne eller deres handlinger, som tegner plottet og gåden i midten hos den vietnamesiske filmskaber Tran Anh Hung (f. 1962), der bor og arbejder i Frankrig, skønt hans film skildrer livet i Vietnam. Derimod betyder atmosfæren alt for de situationer, som han registrerer uden at forholde sig til dem.
   Tran er altid superæsteten, de statiske stemningers dvælende mester, der skildrer banale ting meget smukt. Af samme grund har han hørt til stjernerne i festivalkredsløbet, siden han skabte sin første spillefilm, den underskønne erindring om L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaja).The Scent of the Green Papaya blev optaget i et studie i Paris. Derimod rummede den farvemættede Cyclo (1995) autentiske gadebilleder fra dagens Saigon, hvor hovedpersonen var rickshawchauffør.


I DEN indledningsvis uudgrundelige A la verticale de l'été er scenen flyttet til hovedstaden Hanoi. »Det eneste sted, jeg kender, der får mig til at føle, at forholdene mellem mænd og kvinder på nogen mulig måde kan beriges ved ægte nonchalence,« siger Hung om filmen, som blev vist første gang på Cannes Festivalen 2000. Han foreslår selv »Harmoni, eller kunsten at opretholde facaden« som en alternativ titel. Midt om sommeren skildrer dog snarere de omkostninger, som er forbundet med bevarelsen af rolige facader.



TRE søstres historier snor sig mellem hinanden. Ved en sammenkomst i begyndelsen af filmen bliver der skåret moden frugt og talt henkastet om kønslivet, mens Lien, Suong og Hai på skrømt diskuterer, om moderen havde en elsker.
   Siden drejer dagene ind gennem sommeren. Lien vågner hver morgen i værelset, som hun deler med broderen Hai. Han starter båndoptageren, der altid spiller stille rockballader. I første scene kører The Velvet Undergrounds »Pale Blue Eyes« i næsten fuld længde, mens Lien strækker sig som en kat og Hai gør morgengymnastik. Siden vender Lou Reeds stemme tilbage på »Coney Island Baby«. Også Arab Strap væver mønstre i lydtapetet.



DER sker kun lidt i disse scener, men mærkværdigvis fungerer intimiteten som den optimale klangbund for filmens øvrige relationer, hvor voldsomme reaktioner bliver gemt i stille tale og diskrete kameragange.
   Vi begriber, at der klippes i kronologien; at begge ældre søstre ved meget om ensomhed og seksuel frustration. Nogle ægtemænd rejser væk og har mulige affærer. Andre lever dobbeltliv i fuld størrelse. En af søstrene tror, at tavshed kan gøre hendes utroskab mindre. Alle oplever de sommerens mørke, men ved slutningen vågner Lien og Hai stadig til lyden af »Pale Blue Eyes«.


TRAN Nu Yen Khe, som spillede den voksne Mui i Duften af den grønne papaja (og som uden for fiktionen er gift med instruktøren), er castet som Lien, der samler det hele. Midt om sommeren er et udsøgt eksempel på slow cinema. Nogle vil elske den. Andre vil flygte, enkelte vil slet og ret falde i søvn.
   Der er ingen tvivl om, at Tran overæstetiserer og er tilbøjelig til at prioritere stil over indhold, men man fornemmer, at han virkelig forstår de sange, som han citerer, og heri ligger jo meningen med The Vertical Ray of the Sun:
   »I thought you as my mountain top, I thought of you as my peak/ I thought of you as everything I’ve had but couldn’t keep...«





A la verticale de l’été (Midt om sommeren/ The Vertical Ray of the Sun). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Mark Lee. 118 min. Vietnam-Tyskland-Frankrig 2000. Dansk premiere: 25.12.2000.


Fotos: Arte France Cinéma/ Canal+/ Vietnam Feature Film Studio/ ZDF/ Cineuropa/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke i Skandinavien - i UK og Frankrig bl.a. på Apple TV, Amazon Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 21.05.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2000.

mandag den 28. december 2020

Slipstream | Michel Gondry: The Science of Sleep (2006)

ANARKI I CELLOFAN
Drømmekrigerens manifest 

Af BO GREEN JENSEN

DER har altid været delte meninger om brugen af drømme på film. Stålsatte purister, ikke mindst i filmskabernes egne rækker, sværger til en sand realisme, der så vidt muligt kun viser virkeligheden.
   For andre er det oplagt at iscenesætte de film, som spiller i underbevidstheden. Drømme er vel en del af virkeligheden, og filmen kan skildre dem mere livagtigt end de øvrige kunstarter. Hvem ville være foruden Federico Fellinis 8½ (1962), John Schlesingers Billy Liar (1963), Terry Gilliams Brazil (1985) eller Sam Mendes’ American Beauty (1999), der i vid udstrækning foregår i fantasien?
   De fleste filmdrømme er dog netop fantasier, som afvikles i et markeret forløb, så ingen for alvor kan være i tvivl. Typisk formulerer de, i symbolsk eller metafysisk billedsprog, en konkret tematik hos filmskaberen. De kan derfor oversættes til faktiske forhold på en måde, som »rigtige« drømme typisk ikke kan.
   Så man respekterer modstandernes synspunkt. Drømme på film er ofte en drøm i en drøm, og det bliver let at snyde med fiktionen, hvis der går inflation i de fantastiske tableauer. Af samme grund ender mange drømmesekvenser på gulvet i klipperummet, eller de forsvinder ud i intetheden ved det digitale redigeringsbord.



DET er derfor en unik film, som den visuelle troldmand Michel Gondry (f. 1963) har skabt med The Science of Sleep. Bag den uimodståelige titel gemmer sig en lille fortælling om latinamerikaneren Stephane (Gael García Bernal), der kommer til Paris for at bo hos sin mor (Miou-Miou) og arbejde for et kalenderforlag.
   Man har lokket ham med kreative løfter, men han får straks besked på at pakke sit hovedværk – en kalender med en katastrofe for hver måned – så langt væk som muligt og indordne sig som de øvrige undermålere i firmaet.
   I øvrigt er disse forhold af mindre betydning, for Stephane forelsker sig snart i Stephanie (Charlotte Gainsbourg), som bor i lejligheden overfor. Hele The Science of Sleep er for så vidt en kapriciøs bagatel, der skal undersøge, om det er muligt for disse to sjæle at møde hinanden.



DET særlige ved The Science of Sleep er drømmene. Gondry åbner med en transmission fra et æggebakkebeklædt tv-studie, hvor Stephane foran kameraer af papkasser og med stadige afstikkere til et trommesæt i hjørnet tilbereder en rigelig portion drømme i en gryde. De kommer til live på en monitor bag ham, og vil han helt ind i surrealismen, kan han træde ind i en vægstor blue screen. For Stephane er der ingen klar grænse mellem drøm og vågen. Han er ofte i tvivl, og den ene tilstand giver ikke mere mening end den anden.
   Stephanie er i første omgang afvisende, fordi hun ved, at han i begyndelsen var mere interesseret i hendes veninde. Da de lærer hinanden at kende, bliver det dog klart, at de sammen kan drømme så lyrisk og stærkt, som ingen af dem kan hver for sig. Gondrys hverdagsdrømme er gedigent visionære. Stephane ordner Stephanies ponytøjdyr, så Golden Pony Boy virkelig galoperer. Hun planter træer i en papirbåd, og der kommer flydende cellofan ud af hanen, så arken kan sejle på en flod af gnistrende, knitrende kunststof.
   I denne film er cellofan og papir de stoffer, som menneskets drømme er gjort af. Stephane tager en cigaret ud af munden på Stephanie, kaster den ud af vinduet og sætter ild til en mand på fortovet, men flammerne er af rødt rispapir. I drømmene inde i drømmen kan man flyve over byens tage eller ride på Golden Pony Boy i fuld størrelse. På kontoret har man gigantiske hænder, og da ilden i manden på gaden skal slukkes, sker det atter med flydende klar cellofan, mens Stephanie i ånden fra ’68 råber: A-nar-ki i cel-lo-fanet!



GONDRY er en bemærkelsesværdig billedskaber, der har samlet en række faste motiver fra de musikvideoer, han i 90erne skabte for Björk, Daft Punk, Chemical Brothers, Foo Fighters, Rolling Stones og White Stripes. På film har han hidtil arbejdet sammen med den feterede amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufman, først på den pjankede Human Nature (2001), siden på den forunderlige Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind) med Jim Carrey og Kate Winslet som parret, der har slettet deres forhold af hukommelsen og derfor må begynde på drømmen igen og igen.
   Stephane og Stephanie er romantiske elskende i den samme post-ironiske tradition, men The Science of Sleep har en luftigere konsistens. Som rigtige drømme giver filmens fantastiske scener ikke altid mening. Man kan springe i tiden, spole den baglæns, klæde sig ud som et kaninband og afsynge The Velvet Undergrounds »Afterhours« med en ny tekst.* Man kaster chefen ud af vinduet og tager sin kollega på kopimaskinen, giver slip på og finder hinanden igen, alt sammen i en flydende virkelighed, hvor også tabet og smerten er virkelige.


FILMEN lever stærkt i kraft af sin skæve idérigdom, men først og fremmest fungerer illusionen, fordi Gabriel Garcia Bernal og Charlotte Gainsbourg er søde og troværdige som parret i midten. The Science of Sleep er alle romantiske film om elskende par i Paris koncentreret i én billedramme. Det er også en overbevisende fremstilling af, hvordan drømme bliver til, hvordan de ser ud og hvordan det føles at have dem.
   Alain Chabat (som i virkeligheden er gift med Charlotte Gainsbourg) supplerer med en tour de force som Stephanes profane kollega, og Paris lægger rum til den florlette fabel. Det er ingen demonstrativt væsentlig film, men den er morsom, sød og smuk at se på, så man gentager gerne behandlingen. En lillebitte kultfilm om at forelske sig kæmpestort i hinanden. I virkeligheden har man altid brug for den slags drømme.

*) Jean-Michel Bernard har skrevet musikken til La science des rêves (og filmen om Golden Pony Boy inde i filmen). Lou Reeds »Afterhours«, som Maureen »Mo« Tucker synger til slut på det tredje album med The Velvet Underground (1968), bliver i Gondrys film til »If You Rescue Me (Chanson des chats)«. Det er mere end værd at investere i det kuraterede soundtrack, som udkom på Gaumont/Partizan i 2006. Albummet streames bl.a. på Spotify, TIDAL og Apple Music. 


The Science of Sleep (La Science des rêves). Instr. og manus: Michel Gondry. Foto: Jean-Louis Bompoint. 107 min. Frankrig 2006. Dansk premiere: 06.10.2006


Fotos: Partizan Films/ Gaumont/ France 3 Cinéma/ Canal+/ TPS Star/ Mikado Film/ Warner Independent Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ YouTube (original trailer + clip)
Filmen streames ikke i DK – i Frankrig og øvrige EU på Amazon Store, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Gaumont (regionsfri) 01.03.2008
Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.10.2006


lørdag den 30. maj 2020

Radio Brooklyn: Lou Reed 1942-2013 | V.U. Legends


RADIO BROOKLYN
Lou Reed 1942-2013

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 2013 – DET er sin sag at skrive Lou Reeds nekrolog – om ikke andet, fordi der kun er gået et år, siden man hyldede værket i retrospektiv form, da kunstneren fyldte 70. 
   Tilbage i 1970erne, da Reeds livsførelse var mest ekstrem, ville ingen have undret sig særligt over hans død. Men som årene gik, blev han rolig, sikker og mere nærig med måden at brænde sit lys på. Man havde vænnet sig til tanken om, at sangeren ville nå en høj alder, da nyheden om hans død blødte ud i alle medier søndag den 27. oktober.
   Beskeden kom dog ikke ud af det blå. I maj var en mindre nyhed om Reed, at han havde gennemgået en levertransplantation på Cleveland Clinic i Ohio og var i bedring. Ikke at han boede i Ohio. Lou Reed var alle dage en ærke-newyorker, men som hans hustru, performancekunstneren Laurie Anderson, forklarede det, havde parret valgt klinikken i Cleveland på grund af New York-hospitalernes »dysfunktionelle« tilstand.
   »Han var ved at dø. Det er ikke noget, man får for sjov,« sagde Anderson til The Times i London. »Jeg tror ikke, at han nogensinde kommer sig helt efter denne omgang, men han vil helt sikkert være i gang igen om et par måneder. Han kan allerede arbejde og dyrke tai chi. Jeg er meget glad. Det er et nyt liv for ham.«
   Reed skrev selv en opdatering på Facebook: »Jeg repræsenterer en sejr for moderne medicin, fysik og kemi. Jeg er større og stærkere end nogen sinde før. Min Chen Taiji og sundhedsrutine har tjent mig godt i alle disse år, takket være mester Ren Guang-yi. Jeg ser frem til vende tilbage til scenen og skrive sange, som rører ved jeres hjerter og hjerner og universet mange år ud i fremtiden.«


LEWIS Allan Reed blev født i Freeport på Long Island den 2. marts 1942. Han voksede op i en jødisk gennemsnitsfamilie, som levede efter Eisenhower-modellen i de friserede forstæder. Faderen Sidney var revisor, moderen Toby tog sig af huset og børnene. Lou fik en lillesøster, Elizabeth eller »Bunny«, da han var fem.
   Forældrene syntes, at Lewis skulle uddanne sig som læge eller advokat. Han drømte selv om en sportskarriere, hvis man skal tro titelsangen på Coney Island Baby (1975): »When I was a young man in high school, believe it or not, I wanted to play football for the coach.« På The Bells (1979) skildrer »Families« en bittersød sammenkomst i familien. På Growing Up in Public (1980) tager »Standing on Ceremony« afsked med den selvudslettende mor, som var forhenværende skønhedsdronning.
   I puberteten blev den biseksuelle dreng deprimeret og begyndte at sværme for andre unge mænd. Forældrene fik ham indlagt på Creedmore State Hospital, hvor han blev behandlet med elektrochok og psykofarmaka. Oplevelsen er én gang for alle brændt fast i sangen »Kill Your Sons«, som blev skrevet længe, før den landede på albummet Sally Can’t Dance. Den er et ætsende opgør med normaliteten.
   Reed gik på Syracuse University og tog skrivetimer hos digteren Delmore Schwartz (1913-1966), som blev en blanding af mentor og rollemodel. I 1964 kom Reed til New York og blev kontraktansat sangskriver – efter samlebåndsprincippet – hos Pickwick Records. Her blev han fortrolig med rockgrammatikken. Han blev også en del af kredsen, som kom og gik i Andy Warhols atelierbygning The Factory.
   Det var Warhol, som præsenterede Reed og waliseren John Cale for hinanden. Guitaristen Sterling Morrison, Reeds studieven, kendte trommeslageren Maureen Tucker. Warhol syntes, at det tyske stjernefrø Nico, som bl.a. havde medvirket i Fellinis La Dolce Vita, ville være et visuelt aktiv. Reed havde forbehold, men forestillingen The Plastic Exploding Inevitable blev sat i værk, og i 1966 indspillede The Velvet Underground et debutalbum, som Verve/MGM udgav i marts 1967.



DET er næppe muligt at overvurdere betydningen af de fire album, som The Velvet Underground udgav. De har simpelt hen inspireret så mange. Det er meget forskellige album. Nico gør en dramatisk forskel på det første, dét med Warhols aftagelige bananmærkat. Der er mere Cale end Reed i de frapperende arrangementer. Sangene handler om narkomani og sadomasochisme på et tidspunkt, hvor andre bands sang om blomster, kærlighed og fred i verden. I sange som »Sunday Morning« og »I’ll Be Your Mirror« er der også en skærende uskyld, som sættes op mod mørket – og for dét virker mere autentisk i konteksten.
    Nico havde forladt bandet, da det mørkere, mere fræsende White Light/ White Heat udkom med dissonanssignaturen »Sister Ray«. På det tredje, næsten gyldent velklingende album var også Cale forsvundet. Reed satte Doug Yule til at synge ballader som »Candy Says« og »Jesus«, mens han selv stod ved mikrofonen på den overjordisk smukke og erfarne evergreen »Pale Blue Eyes«.
   I 1970 kom rockrødderne til deres ret på albummet Loaded, hvor store sange som »Sweet Jane« og »New Age« præsenteres. For første gang er lyden radiovenlig, og gadedrengen træder i karakter: »Standin’ on the corner/ Suitcase in my hand…«
   Reed blev kaldt punkrockens gudfar for de plader. Uden Velvet Underground var der ikke blevet noget Nirvana, ingen Patti Smith eller Arcade Fire. Da konstruktionen faldt, førte Yule The Velvets videre et par år. Albummet Squeeze (1973) var hæderligt nok, men kom fra en helt anden klode. Cale og Nico var for længst i gang med egne ting. Uden V.U. var der heller intet Paris 1919 eller The Marble Index.
    Reed vidste ikke, hvad han skulle. Han bed stoltheden i sig og arbejdede for sin far i to år. Så blev der ringet fra England, hvor tidens varme navn, David Bowie, hyldede Warhol og Reed på albummet Hunky Dory og talte højt om sin beundring. Reed skrev kontrakt med RCA og tog til London for at indspille Lou Reed (1972) med britiske musikere som Steve Howe og Rick Wakeman.
   Siden fulgte 20 album i en 40 år lang karriere.



REED var en sjælden sangskriver for tiden, der dyrkede bløde værdier, utopisk vision og følsom erfaring. Han gav skyggesidens mennesker stemmer og sang om verden set fra narkomaner og prostitueredes synsvinkel. Der var ingen protest eller indignation. Sangene var reportager og lød, som om Reed var hovedpersonen. Faktisk skrev han »I’m Waiting for The Man« (om at vente på sin pusher) og »Heroin« (om fryden »when the smack begins to flow») i gymnasiet. Senere fik han erfaringen selv.
   Man møder et væld af forskellige typer på de album, som Reed sendte ud i 70erne. Ensomme singler (»Saturday Night«), elskende i parken (»Perfect Day«), skærmkartofler med kort erindring (»Satellite of Love«) og folk, der bliver høje på lystmord (»Kicks). Eller pinlige festaber (»I’m just a gift to the women of this world«), venner som tog til Vietnam (»Billy«), hvide mænd, som vil være sorte (»and have a big prick too!«), misbrugsmødre, hvis børn bliver taget fra dem (Berlin).
   Af og til kunne man genkende personlige træk hos fortællerstemmen, men for det meste var sangene som noveller, monologer med et usædvanligt troværdighedspræg. Reed var ingen Dylan eller Cohen (eller Cale, for den sags skyld). Der er få poetiske stilgreb, og på tryk ser teksterne fattige ud: »I’m gonna stop wasting my time/ Somebody else would have broken both of her arms,« slutter den store forløsende »Sad Song« på Berlin.
   I et interview fra 1970erne sagde Reed om sin poetiske metode: »Jeg studerer altid mennesker, jeg kender, og når jeg synes, at jeg har regnet dem ud, går jeg afsides og skriver en sang om dem. Når jeg synger sangen, så bliver jeg dem. Det er af den grund, at jeg kan virke blank og tom, når jeg ikke er i gang med noget. Jeg har ikke nogen personlighed selv, jeg samler bare andre menneskers op.«


BETRAGTNINGEN står i Michael Wrenns Between The Lines (1993), en kommenteret citatsamling, der i kortfattet krønikeform får sagt mere, end de regulære biografier af Peter Doggett (1991), Victor Bockris (1994) og Anthony DeCurtis (2017) gør på 4-500 sider. Der er skrevet stakkevis af bøger om The Velvet Underground, men ingen som følger Reed helt til dørs. Dave Thompsons Your Pretty Face is Going to Hell (2009) er et hæderligt forsøg på at kortlægge forbindelsen mellem Reed, Bowie og Iggy Pop i 70erne.
   Men digteren uden personlighed er måske også bare en person i en sang. I »N.Y. Stars« fra Mistrial (1986) kommer en foragtelig fan hen og siger: »I’m so empty/ No surface, no depth/ Oh, please, can’t I be you?/ Your personality’s so great.«
   Reeds allerbedste linjer falder i en konstatering på albummet Street Hassle (1978): »You know, some people got no choice/ And they can never find a voice/ to talk with that they can even call their own/ So the first thing that they see/ That allows them the right to be/ Why, they follow it/ You know, it’s called: Bad Luck.«
   Reed kommenterede selv sine sange i udvalget Between Thought and Expression (1991), hvor også hans interviews med Vaclav Havel og Hubert Selby, Jr. er optrykt. Hans favorit var titelnummeret fra The Bells, der blev skrevet i ét hug, helt som den står og bliver reciteret (over Don Cherrys klagende horn) i Tyskland i 1970erne.



I Pass Thru Fire: The Collected Lyrics (2000) er kommentarerne væk. Til gengæld finder man den fulde libretto til musicalen Time Rocker, som aldrig blev produceret. Bogen bruger typografiske tricks: uskarp skrift, løse linier, bogstaver der drypper ned over siden. Nervøsiteten i skriftbilledet og det pompøse præg gør bogen til et billede på den ældre Reeds selvforståelse. Han var aldrig i tvivl om sin egen værdi.
   Reed havde ry for at være arrogant og dominerende. Han var manden, der måtte styre sit band. John Cale beskriver i selvbiografen What’s Welsh for Zen? (1999), hvor svær Reed var at arbejde med. De to mænd kunne ikke døje hinanden, skønt de arbejdede sammen igen i 90erne, både på Songs for Drella (1992), der blev skrevet til minde om Andy Warhol, og på en koncertturne, som i 1993 genforenede de overlevende medlemmer af The Velvet Underground. Bandet spillede også på Roskilde. Der var laserkanoner og fyrværkeri. Det var ikke en mindeværdig koncert.
   I erindringsbogen fortæller Cale om en middag hos Lou og Rachel [Rachel Humphreys (1952-1990) var Reeds transseksuelle partner fra 1974-79]. Reed gik på toilettet og blev væk meget længe. Cale gik ud for at se, hvor han blev af. Lou sad på gulvet med en gummislange viklet om armen og en injektionssprøjte, der var stukket halvt ind. Cale traf en hurtig beslutning og jog kanylen ordentligt ind. Efter fem minutter kom Reed tilbage og satte sig ved bordet, kølig og klar, som om intet var hændt.
   Det var i denne periode, at Reed skrev flest sange og gav flest koncerter. Det har altid imponeret mig, at han kunne skabe så meget på disse vilkår. Og alligevel have 40 år og flere hovedværker i sig bagefter.



DER er fire faser i Reeds liv som kunstner. De klassiske Velvet Underground-album var en fælles betræbelse, men han kom med grundmaterialet.
   1972-75 udgav Reed hos RCA de karrieredefinerende plader, som udgør resten af fundamenet for legenden. Lou Reed (1972) er hængslet, som forbinder Velvet-tiden med solokarrieren. Det er samtidig et patchwork med sange, der fungerer som visitkort: Se, det hér kan jeg også, være hitmager, lyrisk singer-songwriter, solid rockhåndværker og psykedelisk avantgardist. Når bare I ringer, kan I få hele pakken.
   Transformer (1972) og Berlin (1973) var bestemmende værker på hver deres måde, stadig to af Reeds allerbedste. David Bowie producerede Transformer og gav sin amerikanske inspirator et nyt publikum i glitterrockgenerationen. Her finder man signatursangen »Walk on the Wild Side«, der faktisk blev skrevet til en musical med motiver, som var hentet hos forfatteren Nelson Algren. Da teaterprojektet blev aflyst, tog Reed det bedste riff med sig og skrev nye vers om folk i Warhol-kredsen: Candy Darling, »lille« Joe Dallasandro osv.
   Det løsere, funk-flirtende Sally Can’t Dance (1974) blev Reeds største sællert (nr. 10 i USA), mens koncertpladerne Rock ’n’ Roll Animal (1974) og Lou Reed Live (1975) samlede op på den mytologiske tid med The Velvets. Trods fodfejl og ujævnheder repræsenterer RCA-tiden en kraftpræstation. Industrial-albummet Metal Machine Music (1974) fik selskabet til at opsige Reed, men Coney Island Baby – der genbruger recepten fra Transformer - satte et klart og smukt punktum for RCA-tiden.



FRA og med Rock ’n’ Roll Heart (1976) udgav Reed sine plader hos Arista Records, hvor Clive Davis var mere åben for princippet om flossede kanter. Fans, som havde fravalgt Reed efter Velvet-tiden, begyndte at høre efter igen. Street Hassle var det definitive gadelivsalbum med højdepunkter som »Dirt«. På The Bells og Growing Up in Public bliver den journaliske metode brugt til at skrive personlige sange. »The Power of Positive Drinking« er morsom på en ny måde. »Families« er bevægende på en ny måde. »The Bells« er litterær på en ny måde.



DE
 nye måder blev fuldt forløst på hovedværket The Blue Mask fra 1982. Coveret viser Mick Rocks portræt fra Transformer-omslaget, nu overmalet med blåt. Sangene handler om at blive sat fri, om at overvinde abstinenser, blive en ny mand og køre motorcykel på landet, have en hverdag med hustruen Sylvia Morales, som Reed blev gift med i 1980. Delmore Schwartzs ånd velsigner »Our House«, men titelsangen er et skræmmende lydbillede: »Cut the stallion at his mount/ And stuff it in his mouth.«
   Nu var Reed tilbage på RCA og blev som andre koryfæer en lettere sag i de gennemsigtige 80ere. Legendary Hearts (1982) var et forfriskende hurtigt album med ironiske Amerika-myter som »Pow Wow« og »Home of the Brave«. New Sensations (1984) og Mistrial (1986) var i stigende grad på det jævne.



REED var jo ikke skønsanger. De fleste tekster blev fremsagt med en udtryksløs stemme, som blev dybere med tiden. Det kunne være ganske effektfuldt, når han en sjælden gang lod den stige og knække over. Det kunne også lyde regulært rædselsfuldt. På scenen fik han aldrig lært at time sine sange som i studiet. Han kom altid ind en takt for sent og måtte skynde sig længere henne i linjen.
   Alligevel blev det til 12 koncertplader, der alle har fortrin og highlights. Han sagde ikke meget – bortset fra på Take No Prisoners (1978), hvor han er på hjemmebane i Brooklyn og forvandler »Sweet Jane« til noget, der minder om standup, måske en musikalsk version af den ikke mindre profane Lenny Bruce. »Fuck Radio Ethiopia, man – I’m Radio Brooklyn!« siger han med særlig hilsen til opkomlingen Patti Smith. Animal Serenade (2001) var et sent og hæderligt livealbum. Man skal naturligvis også se den koncertfilm, som Julian Schabel fik ud af Berlin i 2008.



REED var heller ingen superguitarist, men – og det er et MEN med versaler – han havde sin umiskendelige tone, og han nærede en dyb kærlighed til den rene, rå lyd – den hvide lyd – med feedback, fuzz og durrende drone. Et godt riff og behændige trommer kunne blive til radiohits på tre minutter eller 20 minutter lange skulpturer af lyd. Støjen steg og faldt i kaskader. Reed var den store primitivist i musikken.
   Denne kvalitet er konstant og vital i hele sangværket, fra »European Son« på The Velvet Underground and Nico i 1967 til »Junior Dad« på Lulu i 2011. Det var sikkert også guitarlyden, der holdt ham til ilden de sidste årtier, hvor foto, kunst, holisme, tai chi osv. fyldte mere og mere i hverdagen på den sagnomspundne »Rooftop Garden«, som han delte med sin mere naturligt avantgardistiske tvillingesjæl, Laurie Anderson.
   Hos Reed kom kunsten ofte til at ligne noget tillært. Når parret turnerede sammen, virkede Reed som det tynde øl, når han sad og nørdlede på sin guitar i baggrunden, mens Anderson fremførte sine satirisk-abstrakte glansnumre fra Big Science, Life on a String og Homeland. Sådan så det i hvert fald ud i Koncerthuset i 2010.


REEDS sidste fejlfri album – lad os kalde det en klassiker - er New York (1989), som kommer rundt om mange hjørner af hjembyen i 14 exceptionelt velskrevne sange, der afleveres energisk og prunkløst. Der er dybde, kant og et poetisk overskud i satiren såvel som i romantikken og realismen.
   Romantikken blomster mod alle odds i »Romeo Had Juliette«, hvor Manhattan synker som en sten i Hudson River (»They wrote a book about it, they said it was like Ancient Rome«). »Dirty Blvd.« reviderer symbolværdien af Frihedsgudinden: »Give me your hungry, your tired, your poor, and I’ll piss on them/ That’s what the Statue of Bigotry says/ Your poor huddled massses – let’s club them to death/ And get it over with and just dump them on the boulevard...«
   Der er derimod et elegisk vemod i »Halloween Parade«, hvor AIDS har tyndet ud i oktoberskaren af venner, som fejrer seksualiteten: »In the back of my mind I was afraid that they meant you.« En ægte indignation kommer for én gangs skyld frem uden filter i »Strawman«. Europas mørke fortid berøres i »Good Evening, Mr. Waldheim« (Reed troede ikke på tilgivelse og aflyste alle koncerter i Østrig). En digter fabulerer i skrøner som »Last Great American Whale« og »Beginning of a Great Adventure«. Sidstnævnte sang overvejer, hvordan det ville være at have børn. Netop dét fik Reed aldrig prøvet.



DER er smukke sange (og gode historier) på Songs for Drella, som John Cale og Lou Reed skabte sammen efter Andy Warhols død, men på konceptalbummet Magic and Loss (1992) bliver sorgarbejdet næsten mekanisk. Titelsangen »Magic and Loss – The Summation« er værdig og klar, men temaet gentages 13 gange og ender med at udvande sig selv.
   Herefter tynder sangene ud. Set The Twilight Reeling (1996) og Ecstasy (2000) har gode momenter (»NYC Man« på Twilight, »Paranoia Key of E« på Ecstasy), men er svære at nå til at genhøre. Dobbeltalbummet The Raven (2003) var ventet med spænding, fordi det brugte tekster af Edgar Allan Poe og fyldte rammen ud med nye versioner af »Perfect Day« og »The Bed«.
   Laurie Anderson, David Bowie, Antony Hegart, Steve Buscemi og Willem Dafoe gæsteoptræder. Hal Willner (1956-2020) har produceret, og Julian Schnabel har designet det grafiske udstyr. Alligevel er The Raven det dét Lou Reed-album, man ikke kan sige én god ting at sige om.
   I 2007 udkom ambient-albummet Hudson Wind Meditations. Det var Reeds private meditationsbånd, en samling af soundscapes, man kunne bruge som baggrund for træning og arbejde. Lydlandskaberne er den diametrale modsætning til Metal Machine Music, som irriterede og forvirrede i 1974, men betragtes som et pionerværk inden for electronica og industrial.



DET sidste album blev Lulu, som Reed skrev og indspillede sammen med Metallica. Konstellationen vakte opsigt, men de fleste hadede musikken. Faktisk er der tale om en sangkreds, som vender hjem til tematikken fra Berlin. Blot er den hér koncentreret med særlig ubønhørlighed.
   Lulu bygger på de samme skuespil af Frank Wedekind, Erdgeist (1895) og Die Büchse der Pandora (1904), som G.W. Pabst filmatiserede med Louise Brooks i rollen som Lulu (1929) og som Alban Berg i 1937 omskrev i operaform. I den første opsætning blev Lulu præsenteret som et farligt dyr i den menneskelige cirkus. Wedekind spillede selv Jack the Ripper, som dræber Lulu til slut. Der er en fed understrøm af fatalisme og masochisme i krøniken om de misbrugte liv:
   »You come and go like the goddess you are/ We’re mere mortals below/ Fingertips run through your hair/ We are mere mortals below/ Are meant to be peons/ Are meant to be servants/ Are meant to be dismissable objects/ One fucks with…«
   Metallicas tyngde passer til de forrevne linier, og til slut er »Junior Dad« et fritstående værk på 18 minutter. Lulu bider og river i sjælen. Det er væmmelse, kød og blod, der kan mærkes. Lad os vente lidt med at glemme den helt.
   Og lad os slutte med at høre »NYC Man« fra Set the Twilight Reeling: »You say ’Leave’ and I’ll be gone/ Without any remorse/ No letters, faxes, phones or tears/ There’s a difference between/ Bad and worse// New York City/ How I love you/ Blink your eyes and I’ll be gone/ Just a little grain of sand.«
   Lou Reed var min helt i en menneskealder. Han så på sin tid med vantro og medlidenhed. Jeg vil savne at vide, han bor i New York.


VIDERE IND: Et godt sted at begynde er 3CD-sættet NYC Man: The Ultimate Collection 1967-2003. Fra 2012-2015 udkom The Velvet Underground & Nico, White Light/ White Heat, The Velvet Underground og Loaded i definitive 6CD-udgaver. I 2016 udkom bokssættet The RCA & Arista Albums Collection, som samler 16 album fra Lou Reed til og med Mistrial. De 8 albums fra New York til og med The Raven og Animal Serenade er samlet i The Sire Years: Complete Albums Box fra 2015. Lulu-albummet fra 2011 udkom på Mercury/ Universal. 
   Det første udvalg med samlede tekster udkom på Viking/ Penguin i 1992, da Reed blev 50 år. Bogen hedder Between Thought and Expression og hører sammen med et RCA-bokssæt med samme titel. Det er her, at Reeds samtaler med Vaclav Havel og Hubert Selby Jr. indgår. Forlaget Politisk Revy udgav Mellem tanke og udtryk. Udvalgte tekster og journalistik i serien Rævens sorte bibliotek. Teksterne er oversat af en vis Bo Green Jensen. Forlaget Hyperion udgav Pass Thru Fire: The Collected Lyrics i 2000.


I 2019 udkom I'll Be Your Mirror: The Collected Lyrics på forlaget Faber & Faber. Her er de typografiske gimmicks forsvundet. Også samtalerne med Havel og Selby er taget ud. Til gengæld samler bogen virkelig alt, inklusive Time Rocker, The Raven, Lulu og spredte tekster, som Reed skrev til eller sammen med andre. Bogen er på 652 sider, i hvidt hardcover med bibelsort smudsbind og forfatternavnet præget i sølv. Der er en grundig diskografi og tre nyskrevne forord af Martin Scorsese, James Atlas og Laurie Anderson. 
   Der er dog ingen digte. Det er der i Do Angels Need Haircuts? Early Poems by Lou Reed, som Anthology Editions udgav i samarbejde med Lou Reed Archive i 2018. Bogen er et udskrift af de tekster med sammenknyttende kommentarer, som Reed fremførte ved en digtoplæsning i St. Mark's Church-in-the-Bowery den 10. marts 1971.
   I sit forord skriver kuratoren Anna Waldman, at bogen fryser Reed i det øjeblik, efter The Velvet Underground og før solokarrieren, hvor han ikke vidste, hvad han skulle, og forsøgsvis så sig selv som professionel forfatter. Der er sjældne fotos af Reed og de tidsskrifter, han bidrog til. Der er endda et billede af det kassettebånd, som teksterne er skrevet ud fra. Sætstykket er teksten til »The Murder Mystery« (fra The Velvet Underground), som er trykt i sin helhed. De to spor i sangen har hver sin farve. Laurie Anderson har skrevet en efterskrift.
   Kort før sin død poserede Reed for fotografen Jean Baptiste Mondino. Portrættet skulle bruges i en reklame for hovedtelefoner. Nu fungerer det som forside på det officielle website. Og som forside på dette blogindlæg. Det er det allersidste foto af Lou Reed.


Fotos: Jean Baptiste Mondino/ MGM/Verve Records (BMG/ Sony Music Entertainment)/ RCA Victor (Sony Music Entertainment)/ Arista Records (Sony Music Entertainment)/ Sire Records (A Warner Music Group Company)/ Rhino Entertainment (A Warner Music Group Company)/ Vertigo (Universal Music Group/ EMI Records)/ Lou Reed Archive (New York Public Library)/ Light in the Attic/ Hyperion Press/ Faber & Faber/ Anthology Editions/ Wikimedia Commons/ YouTube Premium

En kortere version af nekrologen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013