Translate

Viser opslag med etiketten Klassisk rock. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klassisk rock. Vis alle opslag

lørdag den 30. maj 2020

Radio Brooklyn: Lou Reed 1942-2013 | V.U. Legends


RADIO BROOKLYN
Lou Reed 1942-2013

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 2013 – DET er sin sag at skrive Lou Reeds nekrolog – om ikke andet, fordi der kun er gået et år, siden man hyldede værket i retrospektiv form, da kunstneren fyldte 70. 
   Tilbage i 1970erne, da Reeds livsførelse var mest ekstrem, ville ingen have undret sig særligt over hans død. Men som årene gik, blev han rolig, sikker og mere nærig med måden at brænde sit lys på. Man havde vænnet sig til tanken om, at sangeren ville nå en høj alder, da nyheden om hans død blødte ud i alle medier søndag den 27. oktober.
   Beskeden kom dog ikke ud af det blå. I maj var en mindre nyhed om Reed, at han havde gennemgået en levertransplantation på Cleveland Clinic i Ohio og var i bedring. Ikke at han boede i Ohio. Lou Reed var alle dage en ærke-newyorker, men som hans hustru, performancekunstneren Laurie Anderson, forklarede det, havde parret valgt klinikken i Cleveland på grund af New York-hospitalernes »dysfunktionelle« tilstand.
   »Han var ved at dø. Det er ikke noget, man får for sjov,« sagde Anderson til The Times i London. »Jeg tror ikke, at han nogensinde kommer sig helt efter denne omgang, men han vil helt sikkert være i gang igen om et par måneder. Han kan allerede arbejde og dyrke tai chi. Jeg er meget glad. Det er et nyt liv for ham.«
   Reed skrev selv en opdatering på Facebook: »Jeg repræsenterer en sejr for moderne medicin, fysik og kemi. Jeg er større og stærkere end nogen sinde før. Min Chen Taiji og sundhedsrutine har tjent mig godt i alle disse år, takket være mester Ren Guang-yi. Jeg ser frem til vende tilbage til scenen og skrive sange, som rører ved jeres hjerter og hjerner og universet mange år ud i fremtiden.«


LEWIS Allan Reed blev født i Freeport på Long Island den 2. marts 1942. Han voksede op i en jødisk gennemsnitsfamilie, som levede efter Eisenhower-modellen i de friserede forstæder. Faderen Sidney var revisor, moderen Toby tog sig af huset og børnene. Lou fik en lillesøster, Elizabeth eller »Bunny«, da han var fem.
   Forældrene syntes, at Lewis skulle uddanne sig som læge eller advokat. Han drømte selv om en sportskarriere, hvis man skal tro titelsangen på Coney Island Baby (1975): »When I was a young man in high school, believe it or not, I wanted to play football for the coach.« På The Bells (1979) skildrer »Families« en bittersød sammenkomst i familien. På Growing Up in Public (1980) tager »Standing on Ceremony« afsked med den selvudslettende mor, som var forhenværende skønhedsdronning.
   I puberteten blev den biseksuelle dreng deprimeret og begyndte at sværme for andre unge mænd. Forældrene fik ham indlagt på Creedmore State Hospital, hvor han blev behandlet med elektrochok og psykofarmaka. Oplevelsen er én gang for alle brændt fast i sangen »Kill Your Sons«, som blev skrevet længe, før den landede på albummet Sally Can’t Dance. Den er et ætsende opgør med normaliteten.
   Reed gik på Syracuse University og tog skrivetimer hos digteren Delmore Schwartz (1913-1966), som blev en blanding af mentor og rollemodel. I 1964 kom Reed til New York og blev kontraktansat sangskriver – efter samlebåndsprincippet – hos Pickwick Records. Her blev han fortrolig med rockgrammatikken. Han blev også en del af kredsen, som kom og gik i Andy Warhols atelierbygning The Factory.
   Det var Warhol, som præsenterede Reed og waliseren John Cale for hinanden. Guitaristen Sterling Morrison, Reeds studieven, kendte trommeslageren Maureen Tucker. Warhol syntes, at det tyske stjernefrø Nico, som bl.a. havde medvirket i Fellinis La Dolce Vita, ville være et visuelt aktiv. Reed havde forbehold, men forestillingen The Plastic Exploding Inevitable blev sat i værk, og i 1966 indspillede The Velvet Underground et debutalbum, som Verve/MGM udgav i marts 1967.



DET er næppe muligt at overvurdere betydningen af de fire album, som The Velvet Underground udgav. De har simpelt hen inspireret så mange. Det er meget forskellige album. Nico gør en dramatisk forskel på det første, dét med Warhols aftagelige bananmærkat. Der er mere Cale end Reed i de frapperende arrangementer. Sangene handler om narkomani og sadomasochisme på et tidspunkt, hvor andre bands sang om blomster, kærlighed og fred i verden. I sange som »Sunday Morning« og »I’ll Be Your Mirror« er der også en skærende uskyld, som sættes op mod mørket – og for dét virker mere autentisk i konteksten.
    Nico havde forladt bandet, da det mørkere, mere fræsende White Light/ White Heat udkom med dissonanssignaturen »Sister Ray«. På det tredje, næsten gyldent velklingende album var også Cale forsvundet. Reed satte Doug Yule til at synge ballader som »Candy Says« og »Jesus«, mens han selv stod ved mikrofonen på den overjordisk smukke og erfarne evergreen »Pale Blue Eyes«.
   I 1970 kom rockrødderne til deres ret på albummet Loaded, hvor store sange som »Sweet Jane« og »New Age« præsenteres. For første gang er lyden radiovenlig, og gadedrengen træder i karakter: »Standin’ on the corner/ Suitcase in my hand…«
   Reed blev kaldt punkrockens gudfar for de plader. Uden Velvet Underground var der ikke blevet noget Nirvana, ingen Patti Smith eller Arcade Fire. Da konstruktionen faldt, førte Yule The Velvets videre et par år. Albummet Squeeze (1973) var hæderligt nok, men kom fra en helt anden klode. Cale og Nico var for længst i gang med egne ting. Uden V.U. var der heller intet Paris 1919 eller The Marble Index.
    Reed vidste ikke, hvad han skulle. Han bed stoltheden i sig og arbejdede for sin far i to år. Så blev der ringet fra England, hvor tidens varme navn, David Bowie, hyldede Warhol og Reed på albummet Hunky Dory og talte højt om sin beundring. Reed skrev kontrakt med RCA og tog til London for at indspille Lou Reed (1972) med britiske musikere som Steve Howe og Rick Wakeman.
   Siden fulgte 20 album i en 40 år lang karriere.



REED var en sjælden sangskriver for tiden, der dyrkede bløde værdier, utopisk vision og følsom erfaring. Han gav skyggesidens mennesker stemmer og sang om verden set fra narkomaner og prostitueredes synsvinkel. Der var ingen protest eller indignation. Sangene var reportager og lød, som om Reed var hovedpersonen. Faktisk skrev han »I’m Waiting for The Man« (om at vente på sin pusher) og »Heroin« (om fryden »when the smack begins to flow») i gymnasiet. Senere fik han erfaringen selv.
   Man møder et væld af forskellige typer på de album, som Reed sendte ud i 70erne. Ensomme singler (»Saturday Night«), elskende i parken (»Perfect Day«), skærmkartofler med kort erindring (»Satellite of Love«) og folk, der bliver høje på lystmord (»Kicks). Eller pinlige festaber (»I’m just a gift to the women of this world«), venner som tog til Vietnam (»Billy«), hvide mænd, som vil være sorte (»and have a big prick too!«), misbrugsmødre, hvis børn bliver taget fra dem (Berlin).
   Af og til kunne man genkende personlige træk hos fortællerstemmen, men for det meste var sangene som noveller, monologer med et usædvanligt troværdighedspræg. Reed var ingen Dylan eller Cohen (eller Cale, for den sags skyld). Der er få poetiske stilgreb, og på tryk ser teksterne fattige ud: »I’m gonna stop wasting my time/ Somebody else would have broken both of her arms,« slutter den store forløsende »Sad Song« på Berlin.
   I et interview fra 1970erne sagde Reed om sin poetiske metode: »Jeg studerer altid mennesker, jeg kender, og når jeg synes, at jeg har regnet dem ud, går jeg afsides og skriver en sang om dem. Når jeg synger sangen, så bliver jeg dem. Det er af den grund, at jeg kan virke blank og tom, når jeg ikke er i gang med noget. Jeg har ikke nogen personlighed selv, jeg samler bare andre menneskers op.«


BETRAGTNINGEN står i Michael Wrenns Between The Lines (1993), en kommenteret citatsamling, der i kortfattet krønikeform får sagt mere, end de regulære biografier af Peter Doggett (1991), Victor Bockris (1994) og Anthony DeCurtis (2017) gør på 4-500 sider. Der er skrevet stakkevis af bøger om The Velvet Underground, men ingen som følger Reed helt til dørs. Dave Thompsons Your Pretty Face is Going to Hell (2009) er et hæderligt forsøg på at kortlægge forbindelsen mellem Reed, Bowie og Iggy Pop i 70erne.
   Men digteren uden personlighed er måske også bare en person i en sang. I »N.Y. Stars« fra Mistrial (1986) kommer en foragtelig fan hen og siger: »I’m so empty/ No surface, no depth/ Oh, please, can’t I be you?/ Your personality’s so great.«
   Reeds allerbedste linjer falder i en konstatering på albummet Street Hassle (1978): »You know, some people got no choice/ And they can never find a voice/ to talk with that they can even call their own/ So the first thing that they see/ That allows them the right to be/ Why, they follow it/ You know, it’s called: Bad Luck.«
   Reed kommenterede selv sine sange i udvalget Between Thought and Expression (1991), hvor også hans interviews med Vaclav Havel og Hubert Selby, Jr. er optrykt. Hans favorit var titelnummeret fra The Bells, der blev skrevet i ét hug, helt som den står og bliver reciteret (over Don Cherrys klagende horn) i Tyskland i 1970erne.



I Pass Thru Fire: The Collected Lyrics (2000) er kommentarerne væk. Til gengæld finder man den fulde libretto til musicalen Time Rocker, som aldrig blev produceret. Bogen bruger typografiske tricks: uskarp skrift, løse linier, bogstaver der drypper ned over siden. Nervøsiteten i skriftbilledet og det pompøse præg gør bogen til et billede på den ældre Reeds selvforståelse. Han var aldrig i tvivl om sin egen værdi.
   Reed havde ry for at være arrogant og dominerende. Han var manden, der måtte styre sit band. John Cale beskriver i selvbiografen What’s Welsh for Zen? (1999), hvor svær Reed var at arbejde med. De to mænd kunne ikke døje hinanden, skønt de arbejdede sammen igen i 90erne, både på Songs for Drella (1992), der blev skrevet til minde om Andy Warhol, og på en koncertturne, som i 1993 genforenede de overlevende medlemmer af The Velvet Underground. Bandet spillede også på Roskilde. Der var laserkanoner og fyrværkeri. Det var ikke en mindeværdig koncert.
   I erindringsbogen fortæller Cale om en middag hos Lou og Rachel [Rachel Humphreys (1952-1990) var Reeds transseksuelle partner fra 1974-79]. Reed gik på toilettet og blev væk meget længe. Cale gik ud for at se, hvor han blev af. Lou sad på gulvet med en gummislange viklet om armen og en injektionssprøjte, der var stukket halvt ind. Cale traf en hurtig beslutning og jog kanylen ordentligt ind. Efter fem minutter kom Reed tilbage og satte sig ved bordet, kølig og klar, som om intet var hændt.
   Det var i denne periode, at Reed skrev flest sange og gav flest koncerter. Det har altid imponeret mig, at han kunne skabe så meget på disse vilkår. Og alligevel have 40 år og flere hovedværker i sig bagefter.



DER er fire faser i Reeds liv som kunstner. De klassiske Velvet Underground-album var en fælles betræbelse, men han kom med grundmaterialet.
   1972-75 udgav Reed hos RCA de karrieredefinerende plader, som udgør resten af fundamenet for legenden. Lou Reed (1972) er hængslet, som forbinder Velvet-tiden med solokarrieren. Det er samtidig et patchwork med sange, der fungerer som visitkort: Se, det hér kan jeg også, være hitmager, lyrisk singer-songwriter, solid rockhåndværker og psykedelisk avantgardist. Når bare I ringer, kan I få hele pakken.
   Transformer (1972) og Berlin (1973) var bestemmende værker på hver deres måde, stadig to af Reeds allerbedste. David Bowie producerede Transformer og gav sin amerikanske inspirator et nyt publikum i glitterrockgenerationen. Her finder man signatursangen »Walk on the Wild Side«, der faktisk blev skrevet til en musical med motiver, som var hentet hos forfatteren Nelson Algren. Da teaterprojektet blev aflyst, tog Reed det bedste riff med sig og skrev nye vers om folk i Warhol-kredsen: Candy Darling, »lille« Joe Dallasandro osv.
   Det løsere, funk-flirtende Sally Can’t Dance (1974) blev Reeds største sællert (nr. 10 i USA), mens koncertpladerne Rock ’n’ Roll Animal (1974) og Lou Reed Live (1975) samlede op på den mytologiske tid med The Velvets. Trods fodfejl og ujævnheder repræsenterer RCA-tiden en kraftpræstation. Industrial-albummet Metal Machine Music (1974) fik selskabet til at opsige Reed, men Coney Island Baby – der genbruger recepten fra Transformer - satte et klart og smukt punktum for RCA-tiden.



FRA og med Rock ’n’ Roll Heart (1976) udgav Reed sine plader hos Arista Records, hvor Clive Davis var mere åben for princippet om flossede kanter. Fans, som havde fravalgt Reed efter Velvet-tiden, begyndte at høre efter igen. Street Hassle var det definitive gadelivsalbum med højdepunkter som »Dirt«. På The Bells og Growing Up in Public bliver den journaliske metode brugt til at skrive personlige sange. »The Power of Positive Drinking« er morsom på en ny måde. »Families« er bevægende på en ny måde. »The Bells« er litterær på en ny måde.



DE
 nye måder blev fuldt forløst på hovedværket The Blue Mask fra 1982. Coveret viser Mick Rocks portræt fra Transformer-omslaget, nu overmalet med blåt. Sangene handler om at blive sat fri, om at overvinde abstinenser, blive en ny mand og køre motorcykel på landet, have en hverdag med hustruen Sylvia Morales, som Reed blev gift med i 1980. Delmore Schwartzs ånd velsigner »Our House«, men titelsangen er et skræmmende lydbillede: »Cut the stallion at his mount/ And stuff it in his mouth.«
   Nu var Reed tilbage på RCA og blev som andre koryfæer en lettere sag i de gennemsigtige 80ere. Legendary Hearts (1982) var et forfriskende hurtigt album med ironiske Amerika-myter som »Pow Wow« og »Home of the Brave«. New Sensations (1984) og Mistrial (1986) var i stigende grad på det jævne.



REED var jo ikke skønsanger. De fleste tekster blev fremsagt med en udtryksløs stemme, som blev dybere med tiden. Det kunne være ganske effektfuldt, når han en sjælden gang lod den stige og knække over. Det kunne også lyde regulært rædselsfuldt. På scenen fik han aldrig lært at time sine sange som i studiet. Han kom altid ind en takt for sent og måtte skynde sig længere henne i linjen.
   Alligevel blev det til 12 koncertplader, der alle har fortrin og highlights. Han sagde ikke meget – bortset fra på Take No Prisoners (1978), hvor han er på hjemmebane i Brooklyn og forvandler »Sweet Jane« til noget, der minder om standup, måske en musikalsk version af den ikke mindre profane Lenny Bruce. »Fuck Radio Ethiopia, man – I’m Radio Brooklyn!« siger han med særlig hilsen til opkomlingen Patti Smith. Animal Serenade (2001) var et sent og hæderligt livealbum. Man skal naturligvis også se den koncertfilm, som Julian Schabel fik ud af Berlin i 2008.



REED var heller ingen superguitarist, men – og det er et MEN med versaler – han havde sin umiskendelige tone, og han nærede en dyb kærlighed til den rene, rå lyd – den hvide lyd – med feedback, fuzz og durrende drone. Et godt riff og behændige trommer kunne blive til radiohits på tre minutter eller 20 minutter lange skulpturer af lyd. Støjen steg og faldt i kaskader. Reed var den store primitivist i musikken.
   Denne kvalitet er konstant og vital i hele sangværket, fra »European Son« på The Velvet Underground and Nico i 1967 til »Junior Dad« på Lulu i 2011. Det var sikkert også guitarlyden, der holdt ham til ilden de sidste årtier, hvor foto, kunst, holisme, tai chi osv. fyldte mere og mere i hverdagen på den sagnomspundne »Rooftop Garden«, som han delte med sin mere naturligt avantgardistiske tvillingesjæl, Laurie Anderson.
   Hos Reed kom kunsten ofte til at ligne noget tillært. Når parret turnerede sammen, virkede Reed som det tynde øl, når han sad og nørdlede på sin guitar i baggrunden, mens Anderson fremførte sine satirisk-abstrakte glansnumre fra Big Science, Life on a String og Homeland. Sådan så det i hvert fald ud i Koncerthuset i 2010.


REEDS sidste fejlfri album – lad os kalde det en klassiker - er New York (1989), som kommer rundt om mange hjørner af hjembyen i 14 exceptionelt velskrevne sange, der afleveres energisk og prunkløst. Der er dybde, kant og et poetisk overskud i satiren såvel som i romantikken og realismen.
   Romantikken blomster mod alle odds i »Romeo Had Juliette«, hvor Manhattan synker som en sten i Hudson River (»They wrote a book about it, they said it was like Ancient Rome«). »Dirty Blvd.« reviderer symbolværdien af Frihedsgudinden: »Give me your hungry, your tired, your poor, and I’ll piss on them/ That’s what the Statue of Bigotry says/ Your poor huddled massses – let’s club them to death/ And get it over with and just dump them on the boulevard...«
   Der er derimod et elegisk vemod i »Halloween Parade«, hvor AIDS har tyndet ud i oktoberskaren af venner, som fejrer seksualiteten: »In the back of my mind I was afraid that they meant you.« En ægte indignation kommer for én gangs skyld frem uden filter i »Strawman«. Europas mørke fortid berøres i »Good Evening, Mr. Waldheim« (Reed troede ikke på tilgivelse og aflyste alle koncerter i Østrig). En digter fabulerer i skrøner som »Last Great American Whale« og »Beginning of a Great Adventure«. Sidstnævnte sang overvejer, hvordan det ville være at have børn. Netop dét fik Reed aldrig prøvet.



DER er smukke sange (og gode historier) på Songs for Drella, som John Cale og Lou Reed skabte sammen efter Andy Warhols død, men på konceptalbummet Magic and Loss (1992) bliver sorgarbejdet næsten mekanisk. Titelsangen »Magic and Loss – The Summation« er værdig og klar, men temaet gentages 13 gange og ender med at udvande sig selv.
   Herefter tynder sangene ud. Set The Twilight Reeling (1996) og Ecstasy (2000) har gode momenter (»NYC Man« på Twilight, »Paranoia Key of E« på Ecstasy), men er svære at nå til at genhøre. Dobbeltalbummet The Raven (2003) var ventet med spænding, fordi det brugte tekster af Edgar Allan Poe og fyldte rammen ud med nye versioner af »Perfect Day« og »The Bed«.
   Laurie Anderson, David Bowie, Antony Hegart, Steve Buscemi og Willem Dafoe gæsteoptræder. Hal Willner (1956-2020) har produceret, og Julian Schnabel har designet det grafiske udstyr. Alligevel er The Raven det dét Lou Reed-album, man ikke kan sige én god ting at sige om.
   I 2007 udkom ambient-albummet Hudson Wind Meditations. Det var Reeds private meditationsbånd, en samling af soundscapes, man kunne bruge som baggrund for træning og arbejde. Lydlandskaberne er den diametrale modsætning til Metal Machine Music, som irriterede og forvirrede i 1974, men betragtes som et pionerværk inden for electronica og industrial.



DET sidste album blev Lulu, som Reed skrev og indspillede sammen med Metallica. Konstellationen vakte opsigt, men de fleste hadede musikken. Faktisk er der tale om en sangkreds, som vender hjem til tematikken fra Berlin. Blot er den hér koncentreret med særlig ubønhørlighed.
   Lulu bygger på de samme skuespil af Frank Wedekind, Erdgeist (1895) og Die Büchse der Pandora (1904), som G.W. Pabst filmatiserede med Louise Brooks i rollen som Lulu (1929) og som Alban Berg i 1937 omskrev i operaform. I den første opsætning blev Lulu præsenteret som et farligt dyr i den menneskelige cirkus. Wedekind spillede selv Jack the Ripper, som dræber Lulu til slut. Der er en fed understrøm af fatalisme og masochisme i krøniken om de misbrugte liv:
   »You come and go like the goddess you are/ We’re mere mortals below/ Fingertips run through your hair/ We are mere mortals below/ Are meant to be peons/ Are meant to be servants/ Are meant to be dismissable objects/ One fucks with…«
   Metallicas tyngde passer til de forrevne linier, og til slut er »Junior Dad« et fritstående værk på 18 minutter. Lulu bider og river i sjælen. Det er væmmelse, kød og blod, der kan mærkes. Lad os vente lidt med at glemme den helt.
   Og lad os slutte med at høre »NYC Man« fra Set the Twilight Reeling: »You say ’Leave’ and I’ll be gone/ Without any remorse/ No letters, faxes, phones or tears/ There’s a difference between/ Bad and worse// New York City/ How I love you/ Blink your eyes and I’ll be gone/ Just a little grain of sand.«
   Lou Reed var min helt i en menneskealder. Han så på sin tid med vantro og medlidenhed. Jeg vil savne at vide, han bor i New York.


VIDERE IND: Et godt sted at begynde er 3CD-sættet NYC Man: The Ultimate Collection 1967-2003. Fra 2012-2015 udkom The Velvet Underground & Nico, White Light/ White Heat, The Velvet Underground og Loaded i definitive 6CD-udgaver. I 2016 udkom bokssættet The RCA & Arista Albums Collection, som samler 16 album fra Lou Reed til og med Mistrial. De 8 albums fra New York til og med The Raven og Animal Serenade er samlet i The Sire Years: Complete Albums Box fra 2015. Lulu-albummet fra 2011 udkom på Mercury/ Universal. 
   Det første udvalg med samlede tekster udkom på Viking/ Penguin i 1992, da Reed blev 50 år. Bogen hedder Between Thought and Expression og hører sammen med et RCA-bokssæt med samme titel. Det er her, at Reeds samtaler med Vaclav Havel og Hubert Selby Jr. indgår. Forlaget Politisk Revy udgav Mellem tanke og udtryk. Udvalgte tekster og journalistik i serien Rævens sorte bibliotek. Teksterne er oversat af en vis Bo Green Jensen. Forlaget Hyperion udgav Pass Thru Fire: The Collected Lyrics i 2000.


I 2019 udkom I'll Be Your Mirror: The Collected Lyrics på forlaget Faber & Faber. Her er de typografiske gimmicks forsvundet. Også samtalerne med Havel og Selby er taget ud. Til gengæld samler bogen virkelig alt, inklusive Time Rocker, The Raven, Lulu og spredte tekster, som Reed skrev til eller sammen med andre. Bogen er på 652 sider, i hvidt hardcover med bibelsort smudsbind og forfatternavnet præget i sølv. Der er en grundig diskografi og tre nyskrevne forord af Martin Scorsese, James Atlas og Laurie Anderson. 
   Der er dog ingen digte. Det er der i Do Angels Need Haircuts? Early Poems by Lou Reed, som Anthology Editions udgav i samarbejde med Lou Reed Archive i 2018. Bogen er et udskrift af de tekster med sammenknyttende kommentarer, som Reed fremførte ved en digtoplæsning i St. Mark's Church-in-the-Bowery den 10. marts 1971.
   I sit forord skriver kuratoren Anna Waldman, at bogen fryser Reed i det øjeblik, efter The Velvet Underground og før solokarrieren, hvor han ikke vidste, hvad han skulle, og forsøgsvis så sig selv som professionel forfatter. Der er sjældne fotos af Reed og de tidsskrifter, han bidrog til. Der er endda et billede af det kassettebånd, som teksterne er skrevet ud fra. Sætstykket er teksten til »The Murder Mystery« (fra The Velvet Underground), som er trykt i sin helhed. De to spor i sangen har hver sin farve. Laurie Anderson har skrevet en efterskrift.
   Kort før sin død poserede Reed for fotografen Jean Baptiste Mondino. Portrættet skulle bruges i en reklame for hovedtelefoner. Nu fungerer det som forside på det officielle website. Og som forside på dette blogindlæg. Det er det allersidste foto af Lou Reed.


Fotos: Jean Baptiste Mondino/ MGM/Verve Records (BMG/ Sony Music Entertainment)/ RCA Victor (Sony Music Entertainment)/ Arista Records (Sony Music Entertainment)/ Sire Records (A Warner Music Group Company)/ Rhino Entertainment (A Warner Music Group Company)/ Vertigo (Universal Music Group/ EMI Records)/ Lou Reed Archive (New York Public Library)/ Light in the Attic/ Hyperion Press/ Faber & Faber/ Anthology Editions/ Wikimedia Commons/ YouTube Premium

En kortere version af nekrologen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

onsdag den 18. marts 2020

Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012


VERDEN SOM EN TORDENSKY
Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012 

Af BO GREEN JENSEN

DER er 377 sangtekster i The Lyrics. Nogle er relativt korte og enkle 
– »Wiggle Wiggle« fra Under the Red Sky (1990) hører til i no brainer-kategorien – men de fleste er komplekse og voluminøse konstruktioner. Det er med andre ord svært at citere præcist på kort plads, fordi flyet skal bruge plads til at lette.
   Først oppe i fart og på en vis afstand ser man, hvor stort landet er. Samtlige sange indgår i et nødvendigt flow, som endda omfatter mere end de 38 album i den officielle kanon – hvoraf ni er samlinger med andres sange, fra Self-Portrait (1970), som virkelig mystificerede fanbasen, til julepladen Christmas in the Heart (2009), der også blev set som en udfordring, og de generelt beundrede Shadows in the Night (2015) og Fallen Angels (2016), hvor Dylan giver Sinatra og hele sjælertraditionen et skud.*


SIDEN 1991 er der kommet 15 bokssæt i The Bootleg Series, dvs. »piratkopiserien«, hvor indspilninger fra perioden omkring et klassisk album bliver tilgængelige for første gang. Det er demoer, variationer, koncertudgaver og sådan. Der findes dylanologer, som der findes donaldister og sherlockianere. Studiet af Dylan blev tidligt en tæt på eksakt videnskab.
   De seneste år har åbnet guldgruber som The Basement Tapes Complete (fra tiden med The Band i Woodstock og uden senere tilføjet pynt); Another Self-Portrait med de samlede Self-Portrait-indspilninger; The Cutting Edge med arbejdsbånd fra optagelselserne, som blev til Bringing It All Back Home (1965), Highway 61 Revisited (1965) og Blonde on Bonde (1966); samt senest 36 cd’er med alle bevarede koncerer fra turneen i 1964, hvor der blev råbt »Judas!« i Free Trade Hall i Manchester, fordi Dylan og The Band satte strøm til musikken i andet sæt. Også koncerten fra København er med.
   I dette ekstramateriale er outtakes, dvs. originale sange, som blev fravalgt af forskellige grunde. Teksterne til de bedste og mest færdige outtakes – »Up to Me« fra tiden omkring Blood on the Tracks (1975), »Blind Willie McTell« fra perioden omkring Infidels (1983) og »Series of Dreams« fra optagelserne til Oh Mercy (1989) – er også trykt i The Lyrics.


VIL man have et hurtigt indtryk af, hvad Dylan »kan« og måske også »vil« som digter, er de tre sange sådan set mere end nok. De demonstrerer i øvrigt Dylans paradoksale brug af William Faulkners kill your darlings-princip. Ofte var de bedste sange de første, han valgte fra på det færdige album.
   »Blind Willie McTell« maler Amerikas historie frem i fire optrin, der passerer som noget, man ser fra et tog eller følger fra en båd på en flod. »Up to Me« er et mytologisk selvportræt: »I was just too stubborn to ever be governed by enforced insanity/ Someone had to reach for the risin’ star, I guess it was up to me«.
   Sangen har flere af de novellistiske Dylan-detaljer, der sætter stemningen fast som en sort kraveknap: 

So the Union Central’s pulling out, the orchids are in bloom
I’ve only got me one good shirt left and it smells of stale perfume
In fourteen months I’ve only smiled once and I didn’t do it consciously
Somebody’s got to find your trail, I guess it must be op to me.
   
»Series of Dreams« har præcis atmosfæren af situationer, som skifter form i en drøm: 

Wasn’t making any great connection
Wasn’t falling for any intricate scheme
Nothing that would pass inspection
Just thinking of a series of dreams.

Dylan er med årene blevet bedre til at lade ordene strømme og stå, stole på forvandlingskuglens første kulør. Han er også blevet mere fortrolig med mørket, der venter i sange som »Dark Eyes«, »Things Have Changed« og »Not Dark Yet«. Ellers er han i bund og grund den samme digter, som satte af fra folkescenen i Greenwich Village:
   »Det var en mærkelig verden, der ventede forude en verden som en tordensky med lynild i randene. Mange fór vild i den og fandt aldrig vejen igen. Jeg fulgte den lige vej ind i den. Den åbnede sig for mig. Det var helt sikkert, at den ikke blev styret af Gud, men den blev bestemt heller ikke styret af djævelen.«**



DEBUTALBUMMET Bob Dylan udkom den 19. marts, 1962. Digteren var 21 år, og hans to selvforfattede bidrag var en aktuel snak, »Talking New York«, og en respektfuld hyldest til rollemodellen Woody Guthrie, som Dylan nåede at besøge på hospitalet, hvor han døde af Huntingdon’s Sygdom i 1967. Der er ikke færre end 27 »additional early lyrics« aftrykt i Teksterne.
   Det seneste album med originale sange er Tempest fra 2012. Digteren er blevet 71, og der er ingen ubenyttede sange, men »Long and Wasted Years« har en ny autentisk træthed i sig, og »Tin Angel« (27 strofer) og titelsangen (40 strofer) er skolebogseksempler på den store fortællende sang, der fra begyndelsen er en Dylan'sk konstant.
   Det kolossale sangværk er så vilter en størrelse, at det næppe lader sig gøre at give et overblik på denne begrænsede plads. Så lad mig lægge et par spor ud og følge nogle gjengrodde stier.
   Jeg tillader mig i hvert fald at forudsætte, at læseren er bekendt med de mest eksponerede inkarnationer af Dylan: protestsangeren, der så sig selv som en stemme i traditionen fra Joe Hill og Woody Guthrie, og tricksteren med puddelhår og solbriller, som erobrede verden i 1965, da alle faktorer i tiden var med til at hærde musikken. Som Dylan selv skriver i erindringsbogen Krøniker, bind 1 (2004), der forhåbentlig får et bind 2, før han dør:
  »Amerika var i forandring. Det føltes skæbnebestemt, og jeg fulgte med forandringerne. New York var et godt sted at være. Også min bevidsthed var begyndt at forandre sig, udvide sig. Det var sikkert, at hvis jeg ville komponere folkesange, måtte jeg have en ny skabelon, en filosofisk identitet der ikke brændte ud. Den måtte komme af sig selv udefra.«

  

DET handler altså ikke om, hvorfor »Subterranean Homesick Blues«, »Desolation Row«, »Like a Rolling Stone« og »Just Like a Women« er ret gode sange - og »rigtige« digte, skønt det hos Dylan altid er i musikken, at de bliver ført hele vejen hjem.
   Det er selvsagt fantastiske sange. De sidder så dybt i kulturen, at verden bogstaveligt ville være en anden uden den tynde mands tekstmaskine, og det var dem, han fik Nobelprisen for. De udgør dog kulminationen på en bestemt poetisk teknik og metode, som næsten kunne patenteres. Når den ironiske gimmick fungerer, er der ingen ende på billedvævens selvavlende metaforik: »The sun’s not yellow, it’s chicken.«
   Vedtagen visdom vil vide, at Dylan var skarpest og vigtigst i den forbløffende kviksølvstid midt i 60erne, da han og The Band opfandt flere slags ny musik, præcis ved at huske på hele traditionen og udforske et weird America, som kom før.
   Sandt nok udførte Dylan et magisk home run på fire album, fra Another Side of Bob Dylan til Blonde on Blonde. Men han nåede også grænserne for den kølige form og det amfetamindrevne persona, der (som han ti år senere siger i sangen til hustruen »Sara« fra Desire) kan huske, hvordan han holdt sig vågen i dagevis »in the Chelsea Hotel, writing ’Sad-Eyed Lady of the Lowlands’ for you.«
    »Sad-Eyed Lady« er måske den tekst, der gør Dylan opmærksom på jonglørmetodens begrænsning. Sangen varer 12 minutter og fylder hele den fjerde side på Blonde on Blonde. Modsat heroinhårdt stof som »Tombstone Blues«, der bare ikke er til at skyde igennem, forsøger teksten at sige noget (s)ærligt - og ender i et overbroderi på linje med automatromanen Tarantula fra samme periode:

With your mercury mouth in the missionary times
And your eyes like smoke and your prayers like rhymes
And your silver cross, and your voice like chimes
Oh, who do they think could bury you? 
(…) 
My warehouse eyes, my Arabian drums
Should I put them by your gate
Or, sad-eyed lady, should I wait?

SÅ efter motorcykelulykken i juli 1966 og den lange tænkepause i Woodstock kommer Dylan ud i en enklere form, med en blødere stemme og en varmere lyd. Teksterne er konkrete iagttagelser eller skillingsviser som titelsangen fra John Wesley Harding (1967) – hvor den apokalyptiske »All Along the Watchtower« kan ses som et sidste signal fra seismografen  – og det for alvor epokale album New Morning (1970).
   I Krøniker skriver han selv om sit opgør med rollen som profet: »Jeg havde meget lidt tilfælles med den generation, jeg skulle være talerør for, og vidste endnu mindre om den. Jeg var rejst fra min hjemby ti år før og var ikke talsmand for andres meninger. Min skæbne ventede længere henne ad vejen, og det ville vise sig, hvad livet gemte på, men det havde ikke noget at gøre med at repræsentere en kultur. Det drejede sig kun om at være sand imod sig selv. Jeg var mere cowboy end rottefængeren fra Hameln.«

DE nye sange er ikke forkromede kviksølvsmaskiner i den hyperelektriske signaturstil. Et biografisk jeg stikker hovedet frem, og på Planet Waves (1974) kan der pludselig være en sang, som husker de unge år i Duluth, Minnesota:
   
Thought I’d shaken the wonder and the phantoms of my youth
Rainy days on the Great Lakes, walking the hills of old Duluth
There was me and Danny Lopez, cold eyes, black night, and then there was Ruth
Something there is about you that brings back a long-forgotten truth.

Vist er der opportunisme i ordværket. Enten hedder pigen Ruth, fordi det rimer på Duluth, eller også husker Dylan sin tid som Robert Zimmerman, fordi bynavnet rimer på pigen, som han og Danny Lopez hang ud med. Men tvivler man på, at Dylan kan skrive, skal man læse beskrivelsen af »Det tabte land« i Krøniker. Al digterens tale om vinter og jern – koncentreret i »Cold Irons Bound« fra Time Out of Mind (1997) – giver fuldkommen mening i Minnesota.
   Dylan tog også hjem til Minneapolis for at færdiggøre Blood on the Tracks, da det tidløse skilsmissealbum skulle ud. Når bibelske storme raser hos Dylan – og det gør de konstant i 70ernes mytologiske westernunivers (»I came in from the wilderness, a creature void of form/ Come in, she said, I’ll give you/ Shelter from the storm«) – er det ud af dette vejr, som de vokser:
   »Tyve graders frost om vinteren,og en ti grader koldere kuldefaktor var det almindelige, og om foråret tøede det og banede vejen for dampende varme somre – skarp sol og varmt vejr med temperaturer til op over femogtredive grader. Om sommeren var der myg, der kunne gnave sig igennem ens støvler, – om vinteren snestorme hvor man kunne dø af kulde.«


  
DYLAN har perioder som en Picasso. Den forkomne, fortrolige fase strækker sig langt ind i 70erne og kulminerer med hovedværkerne Planet Waves og Blood on the Tracks. Der var ægte hits (»You Angel You« og »On a Night Like This«) og to bannersange (»Forever Young« og »Never Say Goodbye«) på Planet Waves, men især er »Dirge« (dvs. »klagesang«) et stærkt udkast til arien »Idiot Wind« fra Blood on the Tracks:
   
There are those who worship loneliness, I’m not one of them
In this age of fiberglass I’m searching for a gem
The crystal ball up on the wall hasn’t shown me nothing yet
I’ve paid the price of solitude, but at last I’m out of debt.

Der er tre lyriske discipliner, hvor den modne Dylan har udmærket sig. For det første har han skrevet kærlighedssange, som er bemærkelsesværdige, fordi de husker forelskelsens mørke bagside. De sange gør Time Out of Mind (1997) til et af de store album. Opturen er uforglemmeligt skildret i »Make You Feel My Love«, afmagten mindst lige så livagtigt beskrevet i »Love Sick«:
   
I’m walking, through streets that are dead
Walking, walking with you in my head
My feet are so tired, my brain is so wired
And the clouds are weeping 
(…)
I’m sick of love . . . but I’m in the thick of it
This kind of love . . . I’m so sick of it.

MIN egen favorit er et deep cut fra Street-Legal (1978), som sjældent er med på de gængse spillelister. Men »Where Are You Tonight? (Journey Through Dark Heat)« kan holde til 100+ gennemlytninger. Der er et slæbende tog og to kvindestemmer i mixet. Det handler om at være kommet så langt og nået så vidt mod al mulig modstand og dårlige odds, men hvad er det hele så egentlig værd, når »du« ikke er er der for enden af rejsen:

There’s a long distance train rolling thorugh the rain
Tears on the letter I write
There’s a woman I long to touch and I miss her so much
But she’s drifting like a satellite...


DER er lange fortællende sange, som skifter farve, form og perspektiv, mens et filmisk forløb vokser frem. Dylan har aldrig overgået, hvad han gjorde på
Blood on the Tracks, men med årene bliver erfaringsstoffet enklere (mere Carver end Kerouac). Det er så let at lytte til sangen om Dylan, der taler kunst med en skotsk servitrice i 20 minutter på »Highlands« fra Time Out of Mind.
   Han har mestret broadside-formen, det vil sige den narrative ballade, som tangerer en gammeldags skillingsvise. Det er den, han har brugt, når han vil »protestere« eller pege på en specifik uretfærdighed. Det handler som regel om justitsmord og skueprocesser: »Joey« og »Hurricane« fra Desire (1976), »George Jackson« fra New Morning-tiden.
   Mest misforstået er den kristne periode 1979-81, hvor Dylan var et veritabelt powerhouse af gospelrock. Sange som »Gotta Serve Somebody« (fra Slow Train Coming), »Saving Grace« (fra Saved) og »The Groom’s Still Waiting at the Altar« er mere end genrestykker. Shot of Love (1981) er et meget undervurderet album, hvor salmen »Every Grain of Sand« står side om side – og hører sammen – med en lovsang til den profane Lenny Bruce:
   
I hear the ancient footsteps like the motion of the sea
Sometimes I turn, there’s someone there, other times it’s only me
I am hanging in the balance of the reality of man
Like every sparrow falling, like every grain of sand.

Der er stadig mindre befærdede egne på Infidels (»Jokerman«) og Empire Burlesque (»Tight Connection to My Heart«) fra de tynde 80ere. Dylan har på 30 år kun skrevet to åbenlyst politiske sange. »Political World« (fra Oh Mercy) og »Workingman’s Blues #2« fra Modern Times er til gengæld mere end iscenesatte kronikker.


ENDELIG: Hvad blev der af det hele? Dylan valgte at stå af profetkarussellen og leve som rugbrødsmusiker. The Never Ending Tour begyndte i 1988 og har ført ham til de mest ydmyge spillesteder, fra bingohallen i Bismarck til Boksen i Holstebro. Han spiller hver aften, øver aldrig, giver det et skud og er god eller dårlig. Men frem for alt er han stadig i gang:
   
So now I’m goin’ back again
I got to get to her somehow
All the people we used to know
They’re an illusion to me now
Some are mathematicians
Some are carpenters’ wives
Don’t know how it all got started
I don’t know what they’re doin’ with their lives
But me, I’m still on the road
Headin’ for another joint
We always did feel the same
We just saw it from a different point of view
Tangled up in blue.


*) De fleste sagde fra i 2017, da albummet Triplicate ristede 30 kastanjer fra Den Store Amerikanske Sangbog. Det er dog både ømt og nænsomt at høre Dylan dække vejrbidte evergreens som 'September of My Years', 'Stormy Weather', 'As Time Goes By' og 'Stardust'. Triplicate er tematisk opdelt i 3 x 10 gode titler: ''Til the Sun Goes Down', 'Devil Dolls' og 'Comin' Home Late'. Den gamle sangers svar på den unge mands Self-Portrait.    

**) Bob Dylan: Krøniker Bind 1. Oversat efter »Chronicles Vol. 1« af Claus Bech. 282 s. Gyldendal, 2004. p. 281

Bob Dylan: The Lyrics 1962-2012. Teksterne. 688 s. Gyldendal.

Gyldendal har givet de samlede tekster et dansk titelblad. Ellers er bogen på engelsk. Vil man gå
all in, anbefales luksusudgaven som Simon and Schuster udgav i 2014: 960 sider i LP-format med noter og kommentarer ved Christopher Ricks og Lisa og Julie Nemrow. Mit eksemplar vejer seks kilo.








En kort version af teksten stod - med rubrikken 'En sort kraveknap' - i Weekendavisen Bøger 30.12.2016