Translate

Viser opslag med etiketten Sven Nykvist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sven Nykvist. Vis alle opslag

lørdag den 28. maj 2022

Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)


VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.
   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.
   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.
   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.


DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.
   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.
   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.


FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.
   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.




PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.
   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.
   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.
   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.


PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.
   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.


*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.


Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019

tirsdag den 26. april 2022

Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021)


LYS OG REFLEKSER
En film i en film om et par og et landskab

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen skyer på himlen, da instruktørparret Chris (Vicky Krieps) og Tony Sanders (Tim Roth) ankommer til Fårö. Det er sommer som i Sommeren med Monika (1953), og øen ligner sig selv fra Persona (1966), Skammen (1968) og Passion (1969). Alle gæster på Fårö reagerer sådan. Man kan knap nok ånde for Bergmans legende.

   Chris og Tony kommer til refugiet i Bergman Center for at skrive på hver sin film. Det sker i forbindelse med Bergman Week, som hvert år trækker cineaster fra hele verden til øen. Tony er æresgæst, og Stig Björkman udspørger ham foran publikum efter den udsolgte visning af en af hans film.
   Vi ser en scene fra værket, som ligner en stilbevidst gyser. Det er nat, og der er skinger musik, mens the final girl flygter gennem gaderne. Efter visningen bliver Tony rost for fascinationskraften i »everything you do«. Tony Sanders er en etableret auteur. Chris er yngre og arbejder mere ubemærket.



NU er hun træt af at vente. »Din Q & A blev ved i evigheder« skriver hun i sms’en til Tony, der må tage alene med turbussen på den officielle »Bergman Safari«. Chris går på opdagelse sammen med Bergman-eksperten Hampus Nordenson, der ligesom Stig Björkman spiller sig selv. De kommer gennem Bergmans historie og røber lidt om sig selv for den anden.
   Hampus og Chris lagde mærke til hinanden, da han solgte hende et par solbriller magen til dem, som Bibi Anderson bærer i Persona. Bibis briller koster 800 kroner i Centrets travle gaveshop. Alt på Fårö har relation til Ingmar Bergman (1918-2007), som ganske vist kom sent til øen, men blev og gjorde den til sit sted. Er forbindelsen skrøbelig, kan den forstærkes.



FILMSKABEREN Mia Hansen-Løve (f. 1981), som er fransk ind til benet, skønt navnet er norsk, boede selv i Fårö-refugiet med sin daværende partner, Olivier Assayas, da hun begyndte på at skrive Bergman Island. Der er en smule mild satire over den kommercielle udnyttelse, men hun deler betagelsen og atmosfæren. Alle på øen takkes til slut.
   Chris og Tony bor i huset ved siden af Bergmans private biograf, hvor han så en film klokken tre hver eftermiddag. Sædet med fåreskindspuden skal være tomt. Det er jo hér, at mesterens genfærd skal sidde. De sover i værelset, hvor Scener fra et ægteskab (1973) blev optaget. Chris spørger forsigtigt til forholdet mellem Bergman og de ni børn, han fik med seks kvinder. Hun gør det fra en #metoo-vinkel, som alle eksperterne taler hen over.



TONY skriver støt og godt. Chris bladrer i hans arbejdsbog, som er fuld af sirlige notater og skitser af en kvinde i sadomasochistiske positioner. »Er hun dig eller mig?« står der på sidste side. Vi kan se på Chris, at filmen er typisk for Tony Sanders. Hun er en smule irriteret på hans facon. I hvert fald har Chris irriteret stemme, da hun ringer hjem og taler på tysk.
   Chris kan ikke komme videre med sin egen idé. Da hun fortæller den til Tony, begynder fiktionerne at blande blod. Det er en time inde i filmen. Mia Hansen-Løve er naturligt optaget af Bergmans myte, men hun nærmer sig meta- og autofiktionen med den samme slentrende tilgang, som præger karaktererne i Eden (2014) og L'avenir (2016, da. Dagen i morgen).
   I Chris’ film – som hedder The White Dress – kommer Amy (australske Mia Wasikowska) til Fårö for at deltage i veninden Nicolettes bryllup med Jonas (Joel Spira). Han er den eneste fra øen, som har et andet take på legenden. Det er faktisk forløsende, da Jonas udbryder: »Fuck Bergman!«. Amy er mere interesseret i gensynet med Joseph (norske Anders Danielsen-Lie). De har en forhistorie.



DER ER INTET KLART SKEL mellem de fiktive kategorier. Virkelighederne flyder sammen, da Hampus fra rammehistorien optræder i Chris’ genfortælling. Hun og Danielsen-Lie (nu som »Anders«) spiller Ludo i køkkenet, da optagelserne til filmen-i-filmen (som måske/måske ikke bliver lavet) er forbi.
   Chris’ egen film er stærk. Optikken er i Bergmans ånd, men hendes metode er noget nær modsat. Fårö og Bergman er godt, givent stof. Man fornemmer, at Hansen-Løve selv er overrasket over, hvordan hun får stedet foræret. Bergman Island er filmen, der skriver sig selv. Hun skal blot hælde vand på den tørrede kaffe. Alle smagsstofferne i historien er der i forvejen og mere til.



INGMAR Bergman beskriver i erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvordan han kom til Fårö i 1960, da han skulle indspille Som i et spejl. Han ville optage på Orkney-øerne, men producenten ville blive i Sverige. Han og husfotografen Sven Nykvist besøgte Fårö for at kunne insistere på Orkney med overbevisning. Men topografien var simpelt hen hans:

   »Det gamle hus skulle ligge i en lille have med gamle æbletræer. Vi fandt haven, huset kunne vi bygge. Der skulle være en stenet strand, vi fandt en stenet strand, som vendte ud mod evigheden (...) Egentlig ved jeg ikke, hvad der skete. Hvis man vil være højtidelig, kan man sige at jeg har fundet mit landskab, mit virkelige hjem. Vil man være morsom, kan man tale om kærlighed ved første øjekast.«



CHRIS er hele tiden slået af den store diskrepans mellem harmonien i naturen og den dæmoniske rugen i filmværket. Men hvad hun gør med Fårö, stemmer helt overens med mesterens egen udlægning:
   »Min bundethed til Fårö har flere grunde: først kom der signaler fra min intuition: Det her er dit landskab, Bergman. Det svarer til dine inderste forestillinger om former, proportioner, farver, horisonter, lyde, stilheder, lys og reflekser. Her er der tryghed. Spørg ikke hvorfor, forklaringer bliver kluntede efterrationaliseringer. Sådan her for eksempel: I dit arbejde søger du forenkling, proportion, anspænding, afspænding, åndedrag. Fårö-landskabet giver dig alt dette i rigt mål.«



CHRIS og Tony gennemlever vel en lys version af Ulvetimen. Hansen-Løve har slet ikke Bergmans strenghed. Hun vil heller ikke have den. Bergmans ø er en eftertænksom film, der handler om kemien i et kunstnerpar og forholdet mellem kvinder og mænd. Datteren June bærer daggryet med sig, da hun endelig kommer med virkelighed.



Bergman Island (Bergmans ø). Instr. & manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-Sverige-Tyskland 2021. Dansk premiere: 13.04.2022.


Fotos: Arte France Cinéma/ Barnstormer Productions/ CG Cinéma/ Dauphin Films/ Film Capital Stockholm/ Gotlands Filmfond/ Neue Bioskop Film/ Plattform Produktion/ RT Features/ Scope Pictures/ Swedish Film Institute/ Swedish Television/ Talipot Studio/ Kinology/ Angel Films/ Cineuropa/ CineMaterial/ Filmaffinty/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra MUBI 19.09.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.