Translate

Viser opslag med etiketten Victoria Carmen Sonne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Victoria Carmen Sonne. Vis alle opslag

torsdag den 11. januar 2024

Daniel Dencik: Miss Osaka (2021)


AT DRUKNE I NORDLYS
Daniel Denciks lyriske modernitet 

Af BO GREEN JENSEN

DANIEL Denciks film har en særlig flygtig kvalitet, en porøsitet i det narrative anslag, som bryder med tidens kompakte tendenser. I referat kan de lyde som standardhistorier: Guldkysten (2015) skildrede den danske kolonimagtstid; Miss Osaka er et portræt af en kvinde, som prøver at skifte identitet. I praksis er de som akvareller i en hovedstrøm, hvor klare linjer og faste billeder dominerer.
   Miss Osaka har mere tilfælles med litterær modernisme og amerikanske independentfilm af Sundance-skolen end med andre nudanske film. Jeg ved ikke, om Dencik hører til Michelangelo Antonionis disciple, men Miss Osaka minder flere steder om The Passenger (1975, da. Profession: reporter), hvor Jack Nicholsons karakter skifter liv og land og navn på samme måde. Jeg taler ikke om inspiration eller efterligning. Jeg taler om sammenfald i mentaliteten og sensibiliteten.



INES er i Norge med sin kæreste, Lucas, en dynamisk iværksættertype, der arbejder med vedvarende energi. Han har en stor vision om »at høste midnatssolen« – og velsagtens blive rig undervejs i processen.
   I restauranten får Ines øjenkontakt med Maria, der kommer og sætter sig til champagne. Hun synes meget fortrolig med Lucas, men det er Ines og Maria, som knytter et bånd. Vi hører senere om de strategier, som Maria anvender i sit arbejde på klubben »Miss Osaka« hjemme i Japan. Første regel er at spørge til mandens projekter og smile med store, nysgerrige øjne.

   

MARIA er et betagende væsen af typen, som næsten kun findes på film. Hun har japansk-canadiske forældre. Hun flagrer ind og ud af flygtige forhold. Hun drømmer om at bade i nordlys. Snart gør kvinderne endnu flere filmting sammen: spiller tennis uden bold og drikker sig svimle i vodka, mens landroveren skrider af vejen. De kysser med vidtåbne munde, mens sneen falder tæt over floden.
   I næste billede vågner Ines og ser, at floden har taget Maria. Så rejser hun til Japan for at leve den andens liv, mens Lucas fører beklemte samtaler med det norske kriminalpoliti. Hvordan vil han beskrive Ines? »Hun var meget usikker.« »Hvordan forholdt du dig til hendes usikkerhed?« »Nok ikke så godt,« svarer Mikkel Boe Følsgaard i rollen som manden, noget går op for.



DER er mange ting i filmen, som irriterer mere, end de befordrer. I Osaka bliver Ines værtinde i klubben, hvor mænd kommer ind for at glemme deres hverdag. Hun har intet talent for arbejdet. Så husker hun, hvad Maria fortalte, og nummer to i klubben, Ayano (Junko Abe), supplerer med nyttige tips.
   Ines er mest interesseret i manden, som var besat af Maria. For ham vil hun blive og være (d)en anden. Det er et næsten nekrofilt projekt, men de har en god dag på væddeløbsbanen – igen af typen, man mest ser på film. I baggrunden skildres kultursammenstødet med antropologisk årvågenhed. Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) møder Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), men igen er det ikke helt den slags film.



VICTORIA Carmen Sonne (Holiday, Usynligt hjerte, Psykosia)– som fra og med Vanskabte Land (2022) officielt bærer fornavnet Vic – giver ikke meget fra sig i rollen som Ines, men investerer som altid sin fysik. Som Maria er Nagisa Morimoto hendes komplementære modsætning. De bedste scener viser fri leg mellem de to.
   Mændene er bare mænd. Det er uklart, hvad historien vil, men Dencik er god til at male stemninger frem. Måske er der kun flygtigheden. Det er ikke en film for fastholdere, men er man til undrende impressionisme, kan Miss Osaka anbefales.



Miss Osaka. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Aske Foss. 90 min. Danmark-Norge-Japan 2021. Dansk premiere: 09.09.2021.



Foto: Haslund / Dencik Entertainment/ Rein Film/ C&I Entertainment/ Øst for Paradis Distribution
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

fredag den 7. april 2023

Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022)


I EN STYRTREGN AF STJERNER
En tidsrejse til oprindelsens Island

Af BO GREEN JENSEN

VI er ved slutningen af 1800-tallet, da den danske pastor Lucas (Elliott Crosset Hove) bliver sendt til Island. Det sker ved en uformel frokost hos Vincent (Waage Sandø), som også er præst og kunne være hans far. Den unge mand skal ikke missionere. Opgaven er at bygge en kirke og assistere menigheden i et fjernt hjørne af kolonien, som fra 1814-74 var suverænt på danske hænder.*
   Vincent forbereder Lucas på is og hård regn; et vildnis af klipper, vulkanudbrud, midnatssol og hævede floder, der gør det svært at orientere sig. Han siger, at han selv var som Lucas 30 år før, lige så tændt og videbegærlig. Lucas lytter med den svært aflæselige mine, han for det meste viser verden. Det er først til sidst på Island, at trækkene lukker sig op.
   Vi bemærker, at mændene taler på nudansk, uden forsøg på historisk diktion. Det er strategien i Vanskabte Land. Filmen vil ikke rekonstruere. Stoffet er levet og skrevet. Den vil sende sin tilskuer fysisk tilbage.


LUCAS er en kompleks karakter. Før afrejsen fotograferer han Vincent. Dét er, hvad han brænder for: at eksperimentere med fotoudstyret, som han siden bærer tværs over Island.
   Da Lucas har taget portrættet, bringer filmen sin første skærmtekst: »En trækasse blev fundet på Island, med syv wet plate-fotografier taget af en dansk præst. Disse billeder er de første, der eksisterer af den sydøstlige kyst. Denne film er inspireret af disse fotografier.«
   Det er med andre ord muligt at vælge, om man vil betragte filmen som en autentisk baseret skæbnefortælling eller en fabel om modernitet. Historien selv har ingen mening om sagen. Den vil os det hverken godt eller ondt.


HLYNUR Pálmason (f. 1984) er uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to forbavsende stilrene film markeret sin originale vision. Vinterbrødre (2017) forvandlede Faxe Kalkbrud til et hårdt, ubestemmeligt sneland. Også dén film gav Hove en stærk hovedrolle og blev prompte belønnet med Bodil og Robert. Nutidsthrilleren En hvid, hvid dag (2019) fulgte med en islandsk politibetjent, formidabelt fremstillet af Ingvar Sigurðsson, der søgte bagudrettet hævn for en utroskab, som først blev klar efter hustruens død.
   Vanskabte Land er bekræftelsen. Instruktøren har fortalt, at han udviklede alle tre film på en gang, da han skulle sikre fremtiden for sin familie. Han er selv spændt på, hvad han nu skal i gang med. Kortfilmen Nest (2022) blev vist på Berlinalen. Her bygger Pálmasons tre børn en træhytte, som kameraet bliver på i to år. Nest kan ses på streamingtjenesteen MUBI.


PÅ DEN FØRSTE del af sin rejse bliver Lucas skolet i islandsk af tolken (Hilmar Guðjónson), som lærer ham, at bøger hedder bækur, og bátur betyder båd. Lucas kan næppe se for søsyge. Regn hedder rigning, men han forstår, at der på islandsk findes lige så mange ord for regn, som inuitisk har navne for sne. »Og det er regnvejr alt sammen? Beslut jer dog,« siger Lucas.
   Han vælger selv at gå i land fjernt fra målet. Lucas vil krydse vildmarken og tage billeder af den fysiske verden. Naturen er vildere, end han har forestillet sig, men han holder stædigt fast i kasserne med kamera, trefod og glasplader. Alle poserer ofte og gerne. Da tolken drukner, sørger Lucas over sin ven. Han er nu prisgivet spejderen Ragnar, der fører karavanen af heste og mænd.
   Pálmason caster atter Ingvar Sigurðsson som den arketypiske islandske mand. Han færdes hjemmevant i den barske og – ja – gudsforladte natur. I en western ville han være stifinderen, en hjortedræber i pagt med naturen. Der er en scene, hvor Lucas vågner og ser til fra teltet, mens Ragnar dyrker yoga i bar overkrop og tai-chi-stil. Han stamper vand op af mosset med sine fødder.

   
LUCAS er utryg ved urting. Ved bålet fortæller mændene skrøner om ålens elektriske sange og elskende kvinders hengivne lyd. Præsten føler sig fanget og truet. Omvendt er han god til ting, som de andre ikke begriber. Der er et stand-off mellem sprogene. Ragnar taler dansk, når han vil. Troen er egentlig aldrig i spil. Konflikterne har at gøre med køn og kolonialisme.
   Der er to lange akter i Vanskabte Land. I midten er mødet med Anna (Vic Carmen Sonne). Hun er ældste datter af danskeren Carl (Jacob Hauberg Lohmann), som mistror Lucas fra begyndelsen. Kun Carls yngste datter, Ida, ser forstillelsen. Hun er glæden og lyset i levende live og bliver på passende vis inkarneret af Ida Mékkin Hlynsdóttir.


VISUELT ER FILMEN en bedrift. Pálmason har hver gang brugt vejret, tiden og topografien som udtryk for indre kræfter, der raser uanfægteligt. Her er skabelsen og fortabelsen skildret, så ingen dialog er nødvendig. Det er atter Maria von Hausswolff, som tilrettelægger billedsiden og varierer sin æstetiske strategi fra Pálmasons første to film. Hun er blandt de bedste i faget.**
   Nøjagtigt én time inde kommer Annas ansigt i fokus. Vi er nu i en mere genkendelig verden, men konflikten mellem Ragnar og Lucas har sat sig. Der er et irrationelt had og et skæbnefællesskab, som ingen af mændene vil tage på sig. Der er også en mere ordinær East of Eden-agtig historie.


FILMEN har mange fætre og kusiner. Første del er som en episk western, der udforsker det mytologiske landskab og undrer sig over, hvor let vi går til. Der er præster, som færdes i en fjendtlig kultur – som i Bruce Beresfords Black Robe (fra 1991, efter romanen af Brian Moore) eller Martin Scorseses Silence (fra 2016, efter romanen af Shusako Endo].
   Der er stræberen med den umulige drøm: Werner Herzogs afsindige pionerer i Aguirre, den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982). Der er eneren, som overlever, indtil han ikke overlever mere: manden og bjørnen alene i The Revenant (2015).
   Kærlighedshistorien er både Frantz-Jacobsens færøske Barbara, Halldor Laxness og Sjón i en styrtregn af stjerner og en grynet film noir, som James M. Cain kunne have skrevet, hvis han var i det rette saga-humør: Danskerens hest flygter altid to gange.


FILMEN forstærker sin tidsrejsevirkning ved brug af academyformatet, dvs. næsten kvadratiske billeder i størrelsesforholdet 1:33:1. Argentinske Lisandro Alonso brugte samme klassiske beskæring – med sirligt afrundede hjørner – da han instruerede Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Jauja (2014). Jauja var en øvelse i slow cinema. Vanskabte Land fastholder forskellen på dansk facade og islandsk oprindelighed.
   Her er slutfotos af de forvitrende døde. Det er betagende stærkt billedstof.


*) Først i 1918 blev Island en uafhængig nation. Før da var man underlagt kolonimagten Danmark. Titlen er for resten hentet hos digteren Matthias Jochumsson, som levede fra 1835 til 1920. Han skrev den islandske nationalsang, »Löfsöngur« – dvs. »Lovsang« – i 1874, da landet fyldte 1000 år og fik et vist hjemmestyre i dagens anledning.

**) Maria von Hausswolff modtog sin tredje Bodil (på seks år) for Vanskabte Land. Elliott Crosset Hove modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurðsson fik prisen for Bedste mandlige birolle. Vanskabte Land var endvidere nomineret i kategorierne Bedste danske film og Bedste kvindelige birolle (Ida Mekkin Hlynsdóttir). 

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019).


Vanskabte Land (Volaða land). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 143 min. Danmark-Island-Frankrig-Sverige 2022. Dansk premiere: 01.12.2022.


Foto: Snowglobe Films [Maria von Hausswolff/ Hlynur Pálmason]/ Join Motion Pictures/ ;Aneki Films/ Garagefilm International/ Film i Väst/ DFI/ Icelandic Film Center/ CNC/ Scanbox Entertainment/ Curzon (UK trailer)
Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 01.12.2022.

lørdag den 28. maj 2022

Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)


VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.
   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.
   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.
   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.


DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.
   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.
   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.


FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.
   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.




PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.
   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.
   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.
   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.


PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.
   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.


*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.


Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019

fredag den 29. april 2022

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017)


KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut

Af BO GREEN JENSEN

HER er en sne- og kalkdækket verden, hvor mænd går i minen med udslukne blikke og leger med døden, når de har fri. Det er et ærketypisk arbejdsssted. Der er en skov med nøgne træer, og der må være en by i nærheden, men for det meste findes kun fabrikken og barakkerne.
   Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.
   Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.
   De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.



JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.
   Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).
   Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.



FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed.
 Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.
   Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.


SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.
   Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!



DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtog instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.
   På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal. 
   Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.



Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

 

Fotos: Masterplan Pictures/  KimStim/ Join Motion Pictures/ New Danish Screen/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Ingen Blu-ray udgivelse - DVD fra Angel Films 19.04.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.

lørdag den 11. januar 2020

Isabella Eklöf: Holiday (2018)


PRINSESSEN OG TROLDEN
Et #MeToo-eventyr om magt og jagten på identitet 

Af BO GREEN JENSEN

SASCHA lander ved Bodrum på den tyrkiske riviera. Hun er en spinkel kvinde først i tyverne. Hun klæder og fører sig som et billede på erfaring, men fordi hun er alene, kan man se, hvor udsat og usikker hun er. Det er ganske hjerteskærende.

   Holiday sætter sin tone med det samme. Filmen følger som regel med Sascha, men alting er vist i halve og hele totalbilleder, som ser tingene på en vis afstand. Fortællersynsvinklen er ikke empatisk. Der er en faktor af distance, som giver filmen et observerende præg. I begyndelsen virker den kynisk og hård.



MEN verden ser godt i solen. Sascha bliver ikke standset i tolden og drager et lettelsens suk. Hun ligner en hvilken som helst dansk feriepige, men i bagagen ligger 50.000 euro, som gangsteren Michael har ventet på. De skal enten vaskes hvide eller investeres i narkotika. Det er vist nok den slags handel, som Michael lever fyrsteligt af, men det kommer sig ikke så nøje. Det er Saschas film, og den handler om noget andet. Hvis hun ikke er interesseret, er tilskueren automatisk også lidt ligeglad.
   Sacha er ung, og hun vil noget andet. Først og fremmest vil hun fyre den af. Hun venter utålmodigt på hotellet, hvor to guider synger »Ostesangen« til ære for turisternes børn. Det hele er lidt tacky, synes Sascha. Hun er nødt til at låne af kassen, da hendes kreditkort bliver afvist. Senere får hun lussinger af mellemmanden. Sascha siger, at hun ved, det var dumt. Det må være hendes første tur som kurer.
   Snart bliver hun installeret i huset, hvor Michael lader nåde gå for ret og siger velkommen i familien. Det er ikke en rigtig familie. Den består af Michaels håndlangere, kiksede mænd i forskellige aldre, et par let brugte kvinder og nogle børn. Relationerne bliver aldrig forklaret. Igen er Sascha ikke så interesseret.
   Hun er til gengæld interesseret i Michael, der tager hende med i de dyre butikker på havnen og køber smaragdøreringe. Prinsessen fortjener det bedste, siger han. Michael er brutal og erfaren. I begyndelsen synes hun sikkert om den farlige aura, han udsender. De elsker på sengen. Alle tager stoffer og drikker i solen. Det er et helt andet liv end hjemme på Amager, hvor karaktererne vist nok kommer fra.



IMENS tager historien form i det stille. Holiday blander mange slags fortælling, fra eventyr og romantisk krimi til noget mere – meget mere - realistisk og absurd. Især er filmen en dannelsesskildring om tabet af uskyld og tilegnelsen af erfaring. Samt et moralsk lærestykke om, hvordan bordet fanger, før man ved af det.
   Der er reminiscenser af The Sopranos i surrogatfamiliens omgangsform. De bedste fællesscener er forrygende godt orkestreret. Når »familien« er på stranden og skræmmer andre badegæster væk. Når alle er på stripklub eller fester i grimt badetøj. Det er sådan nogle mænd, der går med sokker i sandalerne. Kvinderne prøver at ligne dyrt nips. Quentin Tarantino møder Michael Haneke, men især må Isabella Eklöf have set gangstere-i-solen film som Jonathan Glazers Sexy Beast (2000).


SASCHA begynder at kede sig lidt. I iskøen møder hun to hollændere. Den ene kunne sagtens være en prins. Trolden Michael har farlige sider. Han bedøver Sascha og arrangerer hendes krop i forskellige stillinger, hvor hun bare er en ting, en bizar slaskedukke. 
   Et familiemedlem dummer sig og bliver tortureret. Imens ser Sascha tegnefilm med børnene i huset. De skruer bare højere op for musikken.
   Midt i filmen sidder en voldsom sexscene, som ikke ser ud til at være fingeret. Det er efter torturen, som foregår off screen. Det er hende, der begynder, men han vil ikke holde op. Han slår, mens hun har ham i munden. Hun vil gerne gøre modstand, men tør ikke trodse den brunstige mand. Han tager hende, som var der tale om hævn.
   Holiday er blevet vist på mange festivaler, fra Sundance til London og Göteborg. Den vandt førstefilmsprisen på CPH PIX. Alle vegne er det dén scene, som publikum reagerer stærkt på. Den bliver set som kvindefornedrende pornografi. Eller lovprist for sin hudløshed.*
   Den er dog noget mere. Ikke siden den lange voldtægt i Gaspar Noés Irréversible (2002) har man følt et så akut ubehag. Og dog er det bare, som hård sex ser ud. Det er, fordi hun siger fra, og han ikke hører efter, at den insisterende scene bliver så betydningsfuld. Selve sjælen i #MeToo er bogstaveliggjort.
   


DER er stadig to akter tilbage. Sascha bliver glad for den hollandske prins, som er en fri og filosofisk sjæl. Trolden ser, at prinsessen er ved at trække sig ud. Det bliver farligt at være i Bodrum. Men alle får, hvad de fortjener. Selv Sascha. Det slutter et helt andet sted, end man tror.

   Holiday er en sylespids film, bitter, skarp og suverænt observeret. Victoria Carmen Sonne har den store rolle som Sascha, og hun bærer den uden at blinke. Hun er absolut begynder i en verden for erfarne. I trolden Michaels rolle er Lai Yde præcis så ubehagelig, som han skal være. 
   Isabella Eklöf har skrevet sammen med Johanne Algren og tilrettelagt de klare billeder i samråd med fotografen Nadim Carlsen. Det er gjort så elegant, at man vil genopfriske gamle begreber som auteur og mise-en-scène. Eventyr kan også handle om voldtægt og jagten på identitet. Det er den sikreste danske debutfilm siden Vinterbrødre.

*) Danske Filmkritikere kårede Holiday som Årets Bedste Danske Film 2018. Victoria Carmen Sonne modtog foreningens Bodil-pris for Bedste Kvindelige Hovedrolle, og Lai Yde vandt en Bodil for Bedste Mandlige Birolle. Nadim Carlsen modtog årets fotografpris. Danmarks Filmakademi nominerede Holiday i seks kategorier, men filmen modtog ingen Robert-priser.


Holiday. Instr.: Isabella Eklöf. Manus: Johanne Algren og Isabella Eklöf. Foto: Nadim Carlsen. 90 min. Danmark-Holland 2018. Dansk premiere: 11.10.2018


Foto: Jonas Lodahl/ Apparatur Film/ DFI/ REEL Pictures/ YouTube (Official Sundance Trailer)
Filmen streames (ijuni 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store
2K Blu-ray (regionsfri) fra Anti-Worlds (UK) 24.02.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.10.2018