Translate

Viser opslag med etiketten kolonialisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kolonialisme. Vis alle opslag

fredag den 7. april 2023

Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022)


I EN STYRTREGN AF STJERNER
En tidsrejse til oprindelsens Island

Af BO GREEN JENSEN

VI er ved slutningen af 1800-tallet, da den danske pastor Lucas (Elliott Crosset Hove) bliver sendt til Island. Det sker ved en uformel frokost hos Vincent (Waage Sandø), som også er præst og kunne være hans far. Den unge mand skal ikke missionere. Opgaven er at bygge en kirke og assistere menigheden i et fjernt hjørne af kolonien, som fra 1814-74 var suverænt på danske hænder.*
   Vincent forbereder Lucas på is og hård regn; et vildnis af klipper, vulkanudbrud, midnatssol og hævede floder, der gør det svært at orientere sig. Han siger, at han selv var som Lucas 30 år før, lige så tændt og videbegærlig. Lucas lytter med den svært aflæselige mine, han for det meste viser verden. Det er først til sidst på Island, at trækkene lukker sig op.
   Vi bemærker, at mændene taler på nudansk, uden forsøg på historisk diktion. Det er strategien i Vanskabte Land. Filmen vil ikke rekonstruere. Stoffet er levet og skrevet. Den vil sende sin tilskuer fysisk tilbage.


LUCAS er en kompleks karakter. Før afrejsen fotograferer han Vincent. Dét er, hvad han brænder for: at eksperimentere med fotoudstyret, som han siden bærer tværs over Island.
   Da Lucas har taget portrættet, bringer filmen sin første skærmtekst: »En trækasse blev fundet på Island, med syv wet plate-fotografier taget af en dansk præst. Disse billeder er de første, der eksisterer af den sydøstlige kyst. Denne film er inspireret af disse fotografier.«
   Det er med andre ord muligt at vælge, om man vil betragte filmen som en autentisk baseret skæbnefortælling eller en fabel om modernitet. Historien selv har ingen mening om sagen. Den vil os det hverken godt eller ondt.


HLYNUR Pálmason (f. 1984) er uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to forbavsende stilrene film markeret sin originale vision. Vinterbrødre (2017) forvandlede Faxe Kalkbrud til et hårdt, ubestemmeligt sneland. Også dén film gav Hove en stærk hovedrolle og blev prompte belønnet med Bodil og Robert. Nutidsthrilleren En hvid, hvid dag (2019) fulgte med en islandsk politibetjent, formidabelt fremstillet af Ingvar Sigurðsson, der søgte bagudrettet hævn for en utroskab, som først blev klar efter hustruens død.
   Vanskabte Land er bekræftelsen. Instruktøren har fortalt, at han udviklede alle tre film på en gang, da han skulle sikre fremtiden for sin familie. Han er selv spændt på, hvad han nu skal i gang med. Kortfilmen Nest (2022) blev vist på Berlinalen. Her bygger Pálmasons tre børn en træhytte, som kameraet bliver på i to år. Nest kan ses på streamingtjenesteen MUBI.


PÅ DEN FØRSTE del af sin rejse bliver Lucas skolet i islandsk af tolken (Hilmar Guðjónson), som lærer ham, at bøger hedder bækur, og bátur betyder båd. Lucas kan næppe se for søsyge. Regn hedder rigning, men han forstår, at der på islandsk findes lige så mange ord for regn, som inuitisk har navne for sne. »Og det er regnvejr alt sammen? Beslut jer dog,« siger Lucas.
   Han vælger selv at gå i land fjernt fra målet. Lucas vil krydse vildmarken og tage billeder af den fysiske verden. Naturen er vildere, end han har forestillet sig, men han holder stædigt fast i kasserne med kamera, trefod og glasplader. Alle poserer ofte og gerne. Da tolken drukner, sørger Lucas over sin ven. Han er nu prisgivet spejderen Ragnar, der fører karavanen af heste og mænd.
   Pálmason caster atter Ingvar Sigurðsson som den arketypiske islandske mand. Han færdes hjemmevant i den barske og – ja – gudsforladte natur. I en western ville han være stifinderen, en hjortedræber i pagt med naturen. Der er en scene, hvor Lucas vågner og ser til fra teltet, mens Ragnar dyrker yoga i bar overkrop og tai-chi-stil. Han stamper vand op af mosset med sine fødder.

   
LUCAS er utryg ved urting. Ved bålet fortæller mændene skrøner om ålens elektriske sange og elskende kvinders hengivne lyd. Præsten føler sig fanget og truet. Omvendt er han god til ting, som de andre ikke begriber. Der er et stand-off mellem sprogene. Ragnar taler dansk, når han vil. Troen er egentlig aldrig i spil. Konflikterne har at gøre med køn og kolonialisme.
   Der er to lange akter i Vanskabte Land. I midten er mødet med Anna (Vic Carmen Sonne). Hun er ældste datter af danskeren Carl (Jacob Hauberg Lohmann), som mistror Lucas fra begyndelsen. Kun Carls yngste datter, Ida, ser forstillelsen. Hun er glæden og lyset i levende live og bliver på passende vis inkarneret af Ida Mékkin Hlynsdóttir.


VISUELT ER FILMEN en bedrift. Pálmason har hver gang brugt vejret, tiden og topografien som udtryk for indre kræfter, der raser uanfægteligt. Her er skabelsen og fortabelsen skildret, så ingen dialog er nødvendig. Det er atter Maria von Hausswolff, som tilrettelægger billedsiden og varierer sin æstetiske strategi fra Pálmasons første to film. Hun er blandt de bedste i faget.**
   Nøjagtigt én time inde kommer Annas ansigt i fokus. Vi er nu i en mere genkendelig verden, men konflikten mellem Ragnar og Lucas har sat sig. Der er et irrationelt had og et skæbnefællesskab, som ingen af mændene vil tage på sig. Der er også en mere ordinær East of Eden-agtig historie.


FILMEN har mange fætre og kusiner. Første del er som en episk western, der udforsker det mytologiske landskab og undrer sig over, hvor let vi går til. Der er præster, som færdes i en fjendtlig kultur – som i Bruce Beresfords Black Robe (fra 1991, efter romanen af Brian Moore) eller Martin Scorseses Silence (fra 2016, efter romanen af Shusako Endo].
   Der er stræberen med den umulige drøm: Werner Herzogs afsindige pionerer i Aguirre, den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982). Der er eneren, som overlever, indtil han ikke overlever mere: manden og bjørnen alene i The Revenant (2015).
   Kærlighedshistorien er både Frantz-Jacobsens færøske Barbara, Halldor Laxness og Sjón i en styrtregn af stjerner og en grynet film noir, som James M. Cain kunne have skrevet, hvis han var i det rette saga-humør: Danskerens hest flygter altid to gange.


FILMEN forstærker sin tidsrejsevirkning ved brug af academyformatet, dvs. næsten kvadratiske billeder i størrelsesforholdet 1:33:1. Argentinske Lisandro Alonso brugte samme klassiske beskæring – med sirligt afrundede hjørner – da han instruerede Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Jauja (2014). Jauja var en øvelse i slow cinema. Vanskabte Land fastholder forskellen på dansk facade og islandsk oprindelighed.
   Her er slutfotos af de forvitrende døde. Det er betagende stærkt billedstof.


*) Først i 1918 blev Island en uafhængig nation. Før da var man underlagt kolonimagten Danmark. Titlen er for resten hentet hos digteren Matthias Jochumsson, som levede fra 1835 til 1920. Han skrev den islandske nationalsang, »Löfsöngur« – dvs. »Lovsang« – i 1874, da landet fyldte 1000 år og fik et vist hjemmestyre i dagens anledning.

**) Maria von Hausswolff modtog sin tredje Bodil (på seks år) for Vanskabte Land. Elliott Crosset Hove modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurðsson fik prisen for Bedste mandlige birolle. Vanskabte Land var endvidere nomineret i kategorierne Bedste danske film og Bedste kvindelige birolle (Ida Mekkin Hlynsdóttir). 

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019).


Vanskabte Land (Volaða land). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 143 min. Danmark-Island-Frankrig-Sverige 2022. Dansk premiere: 01.12.2022.


Foto: Snowglobe Films [Maria von Hausswolff/ Hlynur Pálmason]/ Join Motion Pictures/ ;Aneki Films/ Garagefilm International/ Film i Väst/ DFI/ Icelandic Film Center/ CNC/ Scanbox Entertainment/ Curzon (UK trailer)
Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 01.12.2022.

mandag den 2. januar 2023

Ib Michael: Vanillepigen (1991)


RETUR TIL BARNDOMMEN
En øvelse i anvendt erindring

Af BO GREEN JENSEN

EFTERÅR 1991: EN novemberaften sent i århundredet ankommer en mand til Roskilde, indlogerer sig på Hotel Prindsen, fryser og skutter sig i den mørke danske regn. Han sætter sig til at granske en stak breve og nogle tropiske fotografier fra den første tredjedel af århundredet. Denne mand er fortælleren, og vintermørket bekommer ham dårligt. »Endnu har han Sydhavets lys svejset til kroppen, endnu er han mager og uden erindring.« Han skal til at skrive sit ansigt frem. Og hjernen skinner så forbandet.
   I romanen om Vanillepigen genkalder Ib Michael sig, med en stærk duft af eventyr og magisk dansk realisme, en barndom i Roskilde, »for hundrede år og en sommer siden«, længe før erindringen begyndte »at afløse sansernes fest«. Det er først i 1950'erne, ærketypisk efterkrigstid, og det er året, før drengen begynder i skole, bliver opslugt af den sorte tavle og forsvinder i den første af de voksnes destruktive rutiner.
   Med forbløffende erindringsfylde begynder manden at fortælle om, hvordan drengen fandt et skelet i haven bag det slotsagtige hus. Hvordan faderen, Philip Alexander Michael, bedækkede skiftende piger i huset, med brunstige udbrud og »bremsespor i underbukserne«. Hvordan moderen gik i krise over det, og hvordan det for drengen blev til, at de kasserede piger blev slået ihjel og begravet i haven. Et svimlende univers pibler frem af erindringen. Alle indtryk løber i ét. Endnu ligger verden kun flydende fast.


MIDT i alt dette er Vanillepigen et fikspunkt. Hun er sydhavsprinsessen på de fotos, som moderens mytologiske Onkel Viggo har sendt hjem fra sit rige et sted langt væk, men hun er også ansigtet på spisekammerets duftende vanilleposer. For drengen flyder drøm og virkelighed sammen i en frodig og fantastisk grænsezone, og krydderiernes dronning bor i spisekammeret:

»Hendes flag er grønt og hvidt og vajer over øen. I levende live ville hendes lemmer være af samme smidighed og kulør, som man kan se i stænglen. Men fulde og glinsende, gennemstrømmet af vanilleblod. Hun er barnepige i min hemmelige verden for hos hende skal man aldrig vaskes, og enhver af hendes berøringer forvandler smerte til fløjl.«*

Da den polioramte lillesøster, Lulú, til hvem romanen er dediceret, kommer tilbage fra hospitalet, bliver det i »Nattens fortællinger« om Vanillepigen, at den lægende styrke og børnenes forbindelse bor. Når Lulú kan gå igen, vil drengen vise hende stedet, hvor soldaten er begravet, og alt skal blive godt.



KAPTAJN Viggo Rasmussen, der stak til søs som 14-årig, sejlede syv have tynde og slog sig ned på Penrhyn Island, hvor han endte sine dage som guvernør, spillede en betydningsfuld birolle i forfatterens forrige roman Kilroy Kilroy (1989). Familien overlod Ib Michael hans papirer, og Vanillepigen kommer også til at dreje sig om denne meget danske mands yderst udanske skæbne. Han ægtede først kvinden Kuraiti og siden hendes søster, Lelemata, var lykkelig med dem begge, og levede og døde på sin lysegrønne ø i 1947.**
   Med gennemgangen af Viggos breve er der givet los for en mere spredt vifte af anekdoter om de voksne. Om arktisk galskab og skibet »Stella Polaris«. Om moderen, som rejste til Afrika i protest mod faderens Casanova-manerer; om faderen, der på Elleore lader sig krone til sydhavskonge til ære for Hakon Mielche og Billed-Bladets kamera. Om Ib og kammeraten Olaf, der næsten går ned på robådsrejsen til deres skatteø, men kommer sikkert frem på grund af Ibs snarrådige sømandskab.



DA moderen kommer hjem, sker miraklet. Lulú kaster sygdommen af sig og løber hende i møde, men det er en ynkelig bue, som moderen har med sig hjem, og Lulú mener også, at puslespilsgaven er en parodi. Så kan de sammen finde soldatens sted i haven, og et afsnit i livet er omme med dét.
   Imens skrumper verden ind dag for dag. Barndommens store slot bliver til tre prosaiske stuer i Bredgade, og i skolen opsluges drengen af den sorte tavle, »der har suget lys så længe nogen kan huske og udskilt det igen som formler og ABC'er tegnet med kridt. Snart skal jeg lære at læse og skrive. Tanken gør mig inderlig træt.«


I EPILOGEN er manden pludselig Kilroy, piloten som fødtes i en eksplosion og et hukommelsestab over netop Penrhyn Island i Kilroy Kilroy. Men han er også forfatteren, der lægger låg på et afsnit af barndommens film og rider søvnløsheden ind til nye tider i den fortsættelse, som er bebudet.
   Ib Michaels barndomsskildring er i slægt og på niveau med de rigeste drengetidsskildringer i dansk litteratur, med især Niels Lyhne og Jørgen Stein i stærk erindring, men Vanillepigen er i sin sansefortumlede skabelsesrus også noget helt særligt, fortrolig og fremmed på én gang. Der er netop »hundrede år og en sommer« holdt fast i denne dejlige roman. Gang på gang måber man med lykkelig genkendelse, og hvis Vanillepigen er begyndelsen på et flerfløjet romanværk, er der grund til at følge det nøje.
   Efter grusomhedstogtet i Kilroy Kilroy viser Ib Michael sig her fra en mindre storladen side. Han ligner mere end nogensinde Skandinaviens oplagte bud på en magisk realist, af gudernes nåde og Vanillepigens duftende gunst.

Se også Ib Michael: Den tolvte rytter (1993) og Ib Michael: Brev til månen (1995).


*) Ib Michael (eller fortælleren, som er hans stand-in) tænker på den ikoniske, turbanklædte figur, der for både hans (f. 1945) og min (f. 1955) generation var lige så allestedsnærværende som Solgrynspakken med motivet, der evindeligt gentager sig selv i miniature.
   Det er en bittersød pointe, at drengen afkoder illustrationen forkert og konstruerer sin egen eksotiske mytologi. For ansigtet fra illustrationen på Vanilla, vaniljesukkerproduktet fra Tørsleffs, tilhører en mand, og det er ikke svært at se, hvis man først ser efter, vel at mærke.
   To bøger senere, i Brev til Månen (1995), som afslutter »Vanilletrilogien«, bliver fejltagelsen korrigeret, da kunstneren Olaf (fortællerens store ven og Peter Severin-inspirerede rejsefælle), en passant konstaterer, at vanillepigen er en mand:

Jeg rejser mig og begynder at vandre op og ned ad gulvet. På en af køkkenhylderne finder jeg en fugtskjoldet pakke med Tørsleff’s Vanilla. Da jeg åbner den for at drysse pulveret ud i håndfladen, piler en kakerlak ud ad pegefingeren og forsvinder op i mit ærmegab. Jeg ryster den ud i køkkenvasken og får den kvast. Olaf rækker ud efter pakningen med det turbanklædte hoved og bambusstængerne, der falder som grønne striber af regn. Jeg rækker ham den, og han giver sig til at rive pappet op i øer.
   – Hey, ta’ lige og la’ vær’, siger jeg, – det er vanillepigen.
   Han kaster et blik på hende.
   – Det er en mand, konstaterer han tørt og pulveret bliver til sten i pakken, mens jeg stirrer vantro på det ansigt, jeg har kendt så længe jeg kan huske.
   – Men øreringene – en mand går sgu da ikke med øreringe!
   – Han gør, siger Olaf, – han er inder, kan du ikke se det?
   – Joo…
   Der går en prås op for mig. Mens Olaf forvandler resterne til en collage, der omsider samler farverne på sølvpapiret, synker barndommens ø i havet. Udenfor tager regnen til og slår mod ruderne, mens vinden stiger til brændingsbrusen. [Brev til Månen, ss. 176-77]


DET var billedkunstneren Henrik Hansen Laub (1902-1980), som udførte illustrationen og formgav salgsmaterialet for Tørsleffs. Firmaet brugte motivet i stadig mere stiliserede versioner fra 1935 til 2021. I 2011 moderniserede designeren Stine Engels Holm både vaniljemanden og den kinesiske kok fra de lige så traditionsbærende flasker med syltemidlet Atamon, samt forsiderne på de klassiske hæfter med opskrifter og anvisninger, som Tørsleffs har udgivet i flere menneskealdre.


MIDT i 2010’erne voksede kritikken af ikonografien i takt med en ny bevidsthed om og erkendelse af Danmarks fortid som kolonimagt. Tørsleffs tog konsekvensen og tilpassede sig. Man valgte at imødekomme en politisk læsning af illustrationen som udtryk for latent racistisk tankegang, kulturel imperialisme og »kolonial afasi«, snarere end som den garant for kontinuitet, kærlig traditionsbevidsthed og »restorativ nostalgi«, der var fabrikkens motiv for at holde ved den. I dag er tegningen af »Inderen« afløst af en vignet, som viser en vaniljestængel, mens Atamon-flaskerne viser en bunke blandede bær.

DISSE ændringer udløser ofte en uforholdsmæssigt stærk reaktion. Mathias Danbolt fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet begyndte i 10’erne at forske målrettet i »racismens ufærdige historier«. I 2015 formulerede han begrebet »retroracisme« og argumenterede overbevisende for nødvendigheden af, hvad der kan opfattes som trivielle og pedantiske korrektioner i den historiske tradition:
   »I de fleste andre lande har man ændret den billedkultur, men i Danmark holder man fast ved det. Kolonialvarerne og deres æstetik dyrkes med en nostalgi, som knytter sig mindre til kolonialismen som sådan, men snarere til en imaginær fortid præget af uskyld, enhed og samhørighed, hvor kolonialismens racistiske fortolkning af forskellighed var så normaliseret, at den ikke stod til diskussion,« [Dagbladet Information 03.01.2015].


Det er omvendt måske også muligt at strække betænkeliggørelsen for vidt. Fire kandidater fra Kultur- og sprogmødesstudier på RUC prøver i gruppearbejdet »Der hvor vaniljen gror: en undersøgelse af Tørsleffs brug af Vaniljemanden« (2018) at komme til bunds i tilblivelseshistorien. Tørsleffs har traditionelt fortalt historien om, hvordan Henrik Hansen brugte den indiske elefantpasser Jena Zena »og hans hjælper Abu« som inspiration. 
   De studerende fæster sig ved ligheder mellem Vaniljemanden og avistegninger af en samisk familie, som Henrik Hansen i samme periode [februar 1934] udførte for Aarhus Stifttidende. De ser en tendens til at karikere i materialet og henviser til Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen: Menneskeudstilling – Fremvisning af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli (Tiderne Skifter, 2011).
   Menneskeudstilling er en fremragende bog. Andreassen og Henningsen formidler historien om de »levende etnografiske udstillinger«, som fra 1878 til 1909 hørte til attraktionerne i zoologiske haver, cirkus og forlystelsesparker. Blandt illustrationerne er et foto fra Zoologisk Have, som fra juli til oktober 1901 viste »Indere« frem med så stor succes, at folkeudstillingen efterfølgende besøgte Aarhus Zoologiske Have.
   Teksten fortæller i øvrigt, at Johannes Madsen, som arrangerede en lang række af disse udstillinger, til stadighed havde problemer med at finde individer, som var »uspolerede« nok – og at han selv blev karikeret for sin påtagne globetrotterfacon. Man kan sagtens se forlægget for Vaniljemanden på sådan et foto. Det er taget året, før Henrik Hansen blev født.


HANSEN og Tørsleffs var næppe mere racistiske end hovedparten af danske i tiden. Det er naturligvis også rigeligt. Men tegningerne af familien fra Lapland er neutrale – den paternalistiske tone og karikaturpræget er derimod markant i den ledsagende tekst. Under alle omstændigheder havde Henrik Hansen sin daglige gang i Aarhus Zoologiske Have i perioden, da han var i gang med at formgive emballagen til en serie med krydderier for Tørsleffs. Motiverne var tukan, kakadue og andre tropiske fugle.
   Henrik Hansen Laub udførte en lang række tegninger, malerier og illustrationer i alle genrer. Han er kendt for de kitschede forsider til julenummeret af Familie-Journalen, som han udførte fra 1942 til 1979. En postkortserie med spejderdrenge fra FDF (Landsforbundet Frivilligt Drenge Forbund) tangerer nationalromantisk, konservativ kitsch. Derimod er stregen skarp og klar i den grafiske designers materiale.


MATHIAS Danbolt og Emil Eggert Scherrebeck peger på, at Aage Sikker-Hansens kaffepige så sent som i 2004 blev lovprist for sin ideale tidløshed, da Dansk Design Center uddelte præmier: »Den smukke sorte pigeprofil på Cirkel Kaffe fra Brugsen får klassikerprisen for gennem 49 år at have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag. Cirkelpigen er dårende dejlig og enkel. Hun fungerer stadig perfekt efter hensigten her et halvt århundrede efter sin fødsel.«
   Man kan tilføje samme højt agtede kunstners reklametegning for FDBs egne tobaksprodukter og den idylliske tegning af lyse nordiske piger, der i samme og ikke mindre kulturstereotypiske ånd reklamerer for morgenmadsproduktet Davre Gryn. Det er effektiv plakatkunst, men det er ikke politisk uskyldige tegninger:
   »Der er investeret en masse følelser i de her billeder, og de er uløseligt forbundet med kolonialistiske forståelser af forskellighed og magt, som lever videre den dag i dag, om end i nye og andre former.«



SOM Danbolt udtrykker det: »Når hvide mennesker er afbildet på forskellige produkter, er det altid tydeligt, at det er dem, der indtager og nyder produktet. Men det er ret tydeligt, at det ikke er det sorte kvindehoved på kaffepakken, der nyder kaffen. Hendes rolle er at være kaffen. Hendes funktion er at være repræsentant for en smuk, dejlig og eksotisk sanselighed, som danskerne har fået ind i stuerne igennem mange år, og som de stadig samler sig om og hygger sig med.«
   Hvis vi og Ib Michaels fortæller er ærlige, er det jo denne eksotiske sanselighed, som den etniske dansker forbinder med vanillepigens »hemmelige verden«. Det er den, der driver mellemkrigstidens kulturradikale begejstring for »oprindelig« kunst og for »primitiv« jazz – som eksemplificeret i Poul Henningsens heroiske valorisering af Josephine Baker, som man nok også når til at tage i skole en dag.
   De studerende fra RUC skyder over målet, når de mistænker Henrik Hansen for overlagt racisme. Men de ser fuldkommen rigtigt, når de bruger begreberne kolonial afasi (fra Ann Laura Stoler: »Colonial Aphasia: Race and Disabled Histories in France«, 2011) og retroracisme i forbindelse med det danske blik på kolonitidshistorien.
   Den leende kok, den milde kaffepige, varemærker som Kæmpe-Eskimo og sliknavne som »negerkys« har aldrig været ondt tænkt, men forekommer af samme grund så meget mere overbærende, paternalistiske og racistiske. I 2022 er Danmark stadig ikke tryg ved at påtage en rolle som imperialistisk slavenation. Vi synes at se »vores« kolonitid som en blødere og mindre alvorlig version af de europæiske stormagters. Og vi havde endnu ikke erkendelsen i 1991, da Ib Michael skrev sin roman.


FORTÆLLERENS fejlerindring kan være præget og forstærket af andre ilustrationer fra de første år af lanceringen af Vanilla. I annoncerne optræder faktisk to kvinder, som ganske vist ikke er mindre stereotypiske i kulturel henseende, tværtimod, men som er lettere at forbinde med dagdrømmen om smidighed og kulør og vanilleblod. Hvad der taler imod, er især erindringen om flaget, som »er grønt og hvidt og vajer over øen.« De distinkte grønne og hvide striber indgår kun som baggrund i den bærende illustration.

**) Penrhyn Island er det engelske navn for Tongareva, den nordligste, største og mest folkerige af 15 atoller i øgruppen Cook Islands. Navnet koncentrerer regionens kolonialistiske historie. Lady Penrhyn var et slaveskib, et af 11 fartøjer i den britiske First Fleet to Australia, som i 1786 sejlede 104 kvindelige straffefanger til New South Wales i Australien. Skibet nåede Botany Bay den 20. januar 1788. På rejsen tilbage kastede skibet anker ved Tongareva. Ved hjemkomsten, i august 1989, blev skibet solgt til et privat handelsfirma og brugt til at sejle slaver og sukker mellem Jamaica og England. I juli 1818 blev skibet taget af franske fribyttere ved Grenada. Lady Penrhyn blev stukket i brand og sænket.
 

Ib Michael Vanillepigen. 272 s. København: Gyldendal, 1991.


Fotos: Gyldendal (Vanillepigen + Kilroy Kilroy omslag: Peter Severin; Vanilletrilogien omslag: Poul Lange)/ Tørsleffs (Atamon + Vanilla salgsmateriale: Henrik Hansen; redesign 2011: Stine Engels Henriksen)/  Forlaget Tiderne Skifter)/ National Library of New Zealand (Pearl Divers at Penrhyn Island, 1900)/ Linn's Stamp News (Article on Penrhyn Island: Janet Klug)/ Coop (Cirkel Kaffe, FDB Tobak, Davregryn: Aage Sikker Hansen)/ Se og Hør #33 1995 [Elleore-reportage gengivet efter Kristian Himmelstrup: Den udødelige soldat - og jeg. Ib Michael og hans forfatterskab (Museum Tusculanums Forlag, 2000)]/ Familie-Journalen (Henrik Hansen 1977 via Danske Postkostkunstnere [piaper@stofanet.dk v/ Per Sørensen].
Vanilletrilogien udkom samlet i 2005
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 18.10.1991

lørdag den 7. maj 2022

Yulene Olaizola: Tragic Jungle | Selva trágica (2020)


NÅR FUGLEKVINDEN KYSSER DIG
Psykedelisk latinamerikansk feminisme

Af BO GREEN JENSEN

VERDEN er grøn, luften er fugtig og hed. Året er 1920, og to kvinder flygter ind i junglen sammen med en stifinder. Begge bærer hvidt tøj, har brun hud og taler engelsk. Vi er ved floden Hondo på grænsen mellem Mexico og Honduras, det nuværende Belize, som før 1981 var en britisk koloni.
   Yulene Olaizolas Tragisk jungle begynder konventionelt. Atmosfæren er mystisk, men vi kender anslaget: »civiliserede« mennesker rejser ind i et terra incognita, som vil ændre og opsluge dem. Det ligner Mørkets hjerte. Men det er så bare det første kvarter i Olaizolas nye take på materialet.


DER er tre niveauer af virkelighed, som siver ind i hinanden. Først er søstrene Agnes (Indira Rubie Andrewin) og Florence (Shantai Obispo) på flugt fra den jordejer, som Agnes er forlovet med. Sygeplejersken Florence siger, at hun ville have taget englænderen og givet ham følelsen af at bestemme. For sådan er mænd.

   Flygtningene bliver indhentet. Florence forbløder, mens Agnes sidder ved træet og hallucinerer. Da det bliver morgen, tager Agnes søsterens tøj. Nu bærer hun sygeplejerskens uniform.
   Agnes flakker om og bliver fundet af en gruppe gummisamlere. Nogle taler spansk. De indfødte chicleros, som lever livet farligst, taler indbyrdes sammen på maya. De er alle interesseret i Agnes, som nu i højere grad er en passiv karakter, der bliver set udefra gennem mændenes blik.


PÅ lydporet begynder en stemme at henvende sig i fortrolig voice over. Den taler til hver enkelt, efterhånden som mændene fortrylles af fangen, har samleje med hende i drømme og derpå uvægerligt dør. Nogle bliver skudt. Andre falder fra træet under det farlige arbejde med at høste gummi.
   Stemmen tilhører gummisamleren Jacinto (Mariano Tun Xool). Fra tidløsheden taler han om Xbatay-kvinden, som i yucatansk folklore er en femme fatale, en sirene, der skifter væsen og bliver, hvad mænd helst vil se. Poesien har virkelig vægt. Til slut krediteres Antonio Mediz Bolio, som i 1922 skrev La tierra del faisán y del venado (»Fasanens og hjortens land«).*
   I tredje akt er Tragisk jungle en klassisk fabel om grådige mænd. Høsterne beslutter at sælge til de britiske kolonister. Alle bliver indhentet af skæbnen. Agnes bærer stadig hvid kjole og figurerer i dødsøjeblikket, men hun er nu en grotesk avatar. En af mændene ser hende gå på stien med kolossale fuglekløer. Hun vender sig og sender ham en parodi på et æggende blik.


MAN bemærker, at den fatalistiske slutning bruger troper fra John Hustons filmatisering af The Treasure of Sierra Madre (1948). Man taler nu og da om titler, som ændrer filmkunstens DNA, skønt de umiddelbart ikke syner af meget. Sådan én var Tre mænd søger guld, som Hustons film hed i Danmark.
   En forskel gjorde også Werner Herzogs tre junglefilm med Klaus Kinski: Aguirre – den gale erobrer (1972), Fitzcarraldo (1982) og Cobra verde (1987). Olaizola nævner selv Herzog. Hun ville lave en politisk film. Så blev hun »forelsket i at tænke på junglen som et levende væsen.«


TRAGIC Jungle er stemt i det samme psykedeliske register som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, John Boormans The Emerald Forest, Ciro Guerras Slangens favntag og James Grays The Lost City of Z. Men det gør en betydelig forskel, at stoffet er set med en kvindelig filmskabers blik.
   Yulene Olaizola (f. 1983) har lavet fem usædvanlige film. Det er befriende at se dybe historier, der er drevet af andet og mere end plot og som afviser logisk dramaturgi. Især på en platform som Netflix er Tragisk jungle et frodigt besværgende livstegn.

*) Mexicaneren Antonio Mediz Bolio (1884-1957) var forfatter, politiker, diplomat, dramatiker og journalist med særlig indsigt i mayafolkets historie og tilknytning til fødestedet Yucatan. Fra 1952 til sin død repræsenterede han Yucatan i det mexicanske senat. Bolio skrev romaner, digte, skuespil og essays, der havde betydning i den spansktalende verden, men kun prosadigtene i Fasanens og hjortens land (1922) er stadig en udbredt og levende tekst. Bolio er som en blanding af Octavio Paz, chileneren Pablo Neruda, guatamalaneren Miguel Asturias (der brugte mytestof på samme måde) og danskeren Ib Michael i sin tidlige Popol Vuh-fase. Førsteudgaven af La tierra del faisán y del venado var illustreret af Diego Rivera. 


Tragisk jungle (Selva trágica). Instr.: Yulene Olaizola. Manus: Rubén Imaz, Y. Olaizola. Foto: Sofia Oggioni. 96 min. Mexico-Frankrig-Colombia 2020. Dansk premiere: 09.06.2021 [streaming].


Fotos: Malacosa Cine/ Varios Lobos/ Manny Films/ Contravia Films/ NETFLIX
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2021