Translate

tirsdag den 3. januar 2023

Ib Michael: Den tolvte rytter (1993)

 

STYRTEDE GENER
Familiehistorien falder på plads

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 1993: »
SOLDATEN kom ind i mit liv,« slutter Ib Michael det virtuose første kapitel af anden bog i slægtskrøniken, som begyndte i 1991 med den magiske erindringsroman om Vanillepigen.
   Åbningsridset hedder »Brandstifter«. Det skildrer, hvordan den spanske lejesoldat Gómez får for meget af kulden og fugten i pænhedens land, hvor en dukkeagtig orden hersker og en mand kan få skimmel i sjælen af lutter mangel på varme og luft.
   En anarkistisk djævel stikker i lejesvenden. Systematisk knuser han møblerne i vagtstuen på Koldinghus, hvor tropperne er indlogeret. Dernæst ryger støvler, bøger og billeder med. »Han rummer én tanke: At drive den forbistrede dødningeklamhed af knoglerne, så han kan ånde frit og få smørelsen tilbage i sine lemmer«.
   Gómez Arroyo gør ikke noget halvt. Han ler og danser foran kaminen, indtil løbesoden fænger og sender en eksplosion op gennem skorstenen. »Et pludseligt tårn af ild løber op i natten og sætter brand til himlen, så den får stjerner igen«.
   Besat af sin gerning løber Gómez ud i Kolding by, opsøger sin danske kæreste Ane Catrine og bestormer hende med kejserlig rejsning. Vi skriver marts 1808, og Napoleons eventyr i Danmark er ved at være forbi. To dage og tre nætter varer branden på Koldinghus. Så rejser den franske marskal Bernadotte videre til Hindsgavl Slot.


PÅ selve ildens nat har Ane Catrine undfanget. På den måde bliver hun fortællerens tip-tipoldemor, men der er ingen ende på soldatens drift. Han deserterer og driver mod syd, men fejrer allerede i skoven ved Hindsgavl sin flugt med at voldtage den unge frøken Adeler.
   Også Edelheid undfanger, og mens den frugtsommelige Ane Catrine sendes til Roskilde for at føde »vildbarnet« Ingrid Marie Gómez-Jørgensen, nedkommer Edelheid med drengen Edvard, som straks efter fødslen bortadopteres til familien Langberg. Hun gifter sig med Baron Eggers og bliver nådigfrue på Junkersholm.
   Gómez bliver sat i tugthus for at rådne, men en videbegærlig degn og en sadistisk, homoseksuel fangevogter sætter hver for sig deres mærke i historien. 15 år efter løber strømmene atter sammen. Vildbarnet Rie forelsker sig i kandidaten fra Sorø Akademi, Edvard Emil Langberg, som til gengæld begærer »søsteren« Rikke. Og således, ved voldtægt, pyromani og incest, får soldaten – som grundlæggende er et regulært menneske  på stammens vegne sat »sin første udløber i det danske«.


DET tager 200 sider at følge sporet efter Gómez til ende, fra Koldinghus til den voldsomme slutning under kastanien, hvor hans drøm om udødeligheden brister. Gómez' historie bærer mange flere med sig, Ane Catrine og Ries, Edelheid og Barons, Edvard og Rikkes og Henriks, og den fører i sidehandlingerne gennem rum og situationer, der ikke er til skelne fra den pastiche og de tableauer, man møder i mere traditionelle historiske romaner.
   Vi drikker dus med soranere. Vi er til soiré med Rahbeks fra Bakkehuset. Vi er til maskerade på Frederiksberg Slot, og læseren føler iblandt og måske, at Ib Michael fjerner sig for langt fra den gavmilde erindringsmytologi i Vanillepigen. Dog er der rå pågåenhed i kapitlet, hvor Gómez vender voldtægten mod sin fangevogter, skalperer, flår ham og flygter med et andet ansigt over sit eget, og konstant er der slægtsdokumentet til at binde trådene sammen.


FØRSTE del hedder »Slægten«. Anden del hedder »Arven« og fører for første gang tilbage til manden på hotellet i Roskilde nu. Dog blot for at sende Edvard Langberg – Gómez' voldtægtsbarn med Edelheid – af sted til Amerika, Mexico, Maximilian, revolutionen og vanillepigen Seraphine.
   I hælene på ham følger Henrik Eggers – Edelheids sene kærlighedsbarn med Baron – som endnu en af rytterne i »Den udødelige Legion«. Dette skæbnespor udgør endnu en roman i romanen, hvis motto er: Jeg er den udødelige, jeg iagttager dig. Forrest i Vanillepigen stod der et tilsvarende: De drømmer om flyvemaskiner, og får kun vinger af strå.
   Det er med en følelse som lettelse, at vi 50 sider før slutningen endelig ankommer til »Kronprinsens« historie, til en rund og duftende erindring om sommeren med Maiken i Roskilde dengang, for længe siden lige før, da man hørte Bill Haley, Edith Piaf og Gerry Mulligan, mens tv viste The Flintstones og pigerne helst skulle ligne Brigitte Bardot. Her gentager Michael Henriks historie. Her hægtes vi atter på søsteren Lulús skæbne, og kronprinsen indvies seksuelt. Hjulene nulstilles, og historien kan gentage sig endnu en gang.


BOGEN er bygget af sætstykker og føles derfor mere ujævn end Vanillepigen. Fortællingens anker er fortsat den mand, der midtvejs på sin rejse gennem livsskoven ankommer til Roskilde, indlogerer sig på Hotel Prindsen og begynder at folde fotos, breve og slægtsdokumenter ud på bordet i det anonyme rum.
   Han føler kulden lige så bittert, som Gómez gør den nat, han sætter ild til historien, men i Vanillepigen førte erindringens veje os tilbage til lun, magisk barndom i Roskilde, for »hundrede år og en sommer siden«, og videre til sydhavsøen Penrhyn Island, hvor Michaels mors onkel Viggo Jørgensen levede sammen med sin vanillepige Lelemata som en meget dansk og lykkelig mand på et yderst udansk sted med stærke farver og klare behov.
   Michael holder af at trække linjer og mønstre gennem sit forfatterskab. Papa Viggo og Vanillepigen optrådte således første gang i Kilroy Kilroy, hvor endnu en inkarnation af den udødelige soldat blev født i et ildglimt og et hukommelsestab over Penrhyn Island.


I DEN forløsende drøm til slut i Den tolvte rytter kommer alle slægtens mytologiske ryttere ud af mønstret i tapetet på hotellet, hvor fortælleren vågner og rækker ud efter sine Camel. »Ansigterne farer over deres kindben som blæst«, og »Alle er de gengangere over én og samme kode«. Det tror pokker. De er fiktionens figurer, men de er også Ib Michaels bøger, spundet helt eller halvt over soldatens tema, ad rejsens og erindringens veje, fra En hidtil uset drøm om skibe (1970) og Den flyvende kalkundræber (1971) til Kejserfortællingen (1981), Kilroy Kilroy og Vanillepigen:

Den første bærer en gylden hjelm, den andet et sørgmodigt blik, den tredje fik solen i sold og spillede den væk, den fjerde har fået hesten af den dreng, jeg var engang, den femte fik besøg af stengæsten, den sjette red med lykken, den syvende var kejseren, den ottende voksede op i et hus, der hed glemsel, den niende kom fra Østen, den tiende bærer flyverbriller og den elvte er Papa Viggo på sin hvide hors af skum.

Alle hyler de i stormen, at den tolvte rytter er på vej.


DET er skelettet fra barndommens have i Vanillepigen, som får en historie i Den tolvte rytter, men romanen er samtidig Ib Michaels mest totale livtag med den skikkelse, der går igen og går igennem det meste af forfatterskabet. Det er krigeren, lejesvenden, kejsersoldaten, en mandemyte så evig som Jern-Hans eller den standhaftige tinsoldat, og både et broderbillede og en skræmmende totemfigur for forfatteren.*
   I den sidste historie i Den tolvte rytter er det soldatens rolle, som fortælleren viger tilbage fra at tage på sig, da den elskede beder ham slå og således forlænge voldtægten, gentage den fordringsløst, som det altid er blevet gjort i historien. Og dog arbejder romanen sig samtidig hen mod det sted i fortællingen, hvor den skrivende netop må tage soldatens væsen på sig.



FOR romanens store tema er Gentagelsen. Soldaten spreder død, voldtægt og ulykke, fordi det er i hans væsen, men han bærer også livet og historien med sig. Fortællingen anfægter ikke denne slags mand. Og romanens hjertested er og bliver brevet fra Tecum, den tolvte søn og den første rytter, søn af Vanillelandets erobrer, Pedro de Alvarado, som Gómez har båret med sig, og som fortælleren endelig tyder nu.
   Det er skrevet på mayaernes sprog Maya–Quiché, og koden brydes først, da fortælleren trykker på sin PC'ers »Søg-og-erstat« funktion. Dermed gives også motivet for det »tårn af fortællinger«, som fiktionskredsen er ved at bygge op:

Sådan bliver jeg ved. Jeg fletter simpelthen teksten igennem, prøver og erstatter, prøver påny. Én efter én sender jeg mine ryttere af sted. Det sner ned over skærmen i flydende krystal, alfabetet bryder sammen og bygger sig op igen. På overgangen opstår nye tegn, hvor elementerne blander sig vildt; en skrift, der varer i sekunder og ligner styrtede gener.

DEN tolvte rytter er ikke nostalgisk sødmefuld som Vanillepigen, i hvilken moderens stemme, der hviskede »Mors lille hjerte« i mørket, var som en nudansk Madeleinekage dyppet i erindringens lindeté. Romanen er en langt mere krævende og farlig fiktion, der samler centrale temaer i forfatterskabet og sætter samtidens strømme og farver på spidsen i et blændende ridt gennem historien og fortællingens rum.
   Det er selve koden som samler de styrtede gener, det gælder for den tolvte rytter. Hvad tredje bind vil bringe, er ikke til at gisne om. Ib Michael både bevæger sin læser, chokerer, forfører og bekræfter ham til slut i denne anden ombæring. Den tolvte rytter indfrier til fulde de løfter som Vanillepigen vakte. Den er gnistrende sprog, magisk realisme, mytologisk erindring og omhyggelig romantisk arkæologi. En gavmild og mageløs nudansk roman.


*)  Sen-80erne reagerede på de nye værdier og den generelle orientering mod venstre i 1970erne, hvor mange af de sager, som optager os i 2020erne – køn, klima, social ulighed og etnicitet – var lige så store og vigtige som nu. 70ernes feminisme og bevægelse mod ligestilling blev i 80erne og 90erne mødt med en ny bevægelse mod maskulin selvbevidsthed. Den bløde mand skulle genfinde urmennesket. Carl-Mar Møller tog danske mænd med på overlevelseskurser i skoven, og i guldflippersegmentet fødtes den systemiske misogyni, som #MeToo gjorde op med i 2010erne. Den unge Donald Trump er en rollemodel for Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ American Psycho (1991), der læses bedst som kultursatire, skønt den ligner seriøs horror. Man genlæste Eske Holms indsigtsfulde Den maskuline mystik (1975) – et opgør med kørsrollerne, som spejler sin titel i Betty Friedans The Femine Mystique (1963). En central figur var den amerikanske digter Robert Bly (1926-2021), som skrev Iron John: A Book About Men (1990) om »Den Vilde Mand i religiøs tradition, litteratur og folkeliv«. Bly selv forholdt sig især til Robert Graves’ The White Goddess: A Historical Grammar of Poetic Myth (1948, 1961), der på sin side var en aflægger af J.G. Frazers The Golden Bough (1890, 1922) og mytesynet hos Carl Gustav Jung.
   Ib Michael brugte krigerbilledet allerede i Den udødelige soldat, et radiospil i fire dele, som DR opførte i 1976. Motivet er eksemplarisk aflæst og udredt af Kristian Himmelstrup i Den udødelige soldat og jeg: Ib Michael og hans forfatterskab (Museum Tusculanums Forlag, 2000). Den tolvte rytter er virkelig et værk af sin tid. Henning Juul Madsen oversatte Blys antropologiske essay. Lindhardt og Ringhof udgav Jern-Hans – en bog om mænd i 1992.

Ib Michael Den tolvte rytter. 336 s. Gyldendal.


Fotos: Gyldendal (Den tolvte rytter-omslag Tove Krebs Lange med maleri af J.Th. Lundbye (1847); Vanillepigen + Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin, Vanilletrilogien-forside Poul Lange)/ Kongernes Samling Koldinghus/ Forlaget Rhodos/ History on the Net (Mayan Art)/ Wikimedia Commons/ Forlaget Lindhardt og Ringhof.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 02.04.1993

Ingen kommentarer:

Send en kommentar