Translate

Viser opslag med etiketten Maria von Hausswolff. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Maria von Hausswolff. Vis alle opslag

fredag den 7. april 2023

Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022)


I EN STYRTREGN AF STJERNER
En tidsrejse til oprindelsens Island

Af BO GREEN JENSEN

VI er ved slutningen af 1800-tallet, da den danske pastor Lucas (Elliott Crosset Hove) bliver sendt til Island. Det sker ved en uformel frokost hos Vincent (Waage Sandø), som også er præst og kunne være hans far. Den unge mand skal ikke missionere. Opgaven er at bygge en kirke og assistere menigheden i et fjernt hjørne af kolonien, som fra 1814-74 var suverænt på danske hænder.*
   Vincent forbereder Lucas på is og hård regn; et vildnis af klipper, vulkanudbrud, midnatssol og hævede floder, der gør det svært at orientere sig. Han siger, at han selv var som Lucas 30 år før, lige så tændt og videbegærlig. Lucas lytter med den svært aflæselige mine, han for det meste viser verden. Det er først til sidst på Island, at trækkene lukker sig op.
   Vi bemærker, at mændene taler på nudansk, uden forsøg på historisk diktion. Det er strategien i Vanskabte Land. Filmen vil ikke rekonstruere. Stoffet er levet og skrevet. Den vil sende sin tilskuer fysisk tilbage.


LUCAS er en kompleks karakter. Før afrejsen fotograferer han Vincent. Dét er, hvad han brænder for: at eksperimentere med fotoudstyret, som han siden bærer tværs over Island.
   Da Lucas har taget portrættet, bringer filmen sin første skærmtekst: »En trækasse blev fundet på Island, med syv wet plate-fotografier taget af en dansk præst. Disse billeder er de første, der eksisterer af den sydøstlige kyst. Denne film er inspireret af disse fotografier.«
   Det er med andre ord muligt at vælge, om man vil betragte filmen som en autentisk baseret skæbnefortælling eller en fabel om modernitet. Historien selv har ingen mening om sagen. Den vil os det hverken godt eller ondt.


HLYNUR Pálmason (f. 1984) er uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to forbavsende stilrene film markeret sin originale vision. Vinterbrødre (2017) forvandlede Faxe Kalkbrud til et hårdt, ubestemmeligt sneland. Også dén film gav Hove en stærk hovedrolle og blev prompte belønnet med Bodil og Robert. Nutidsthrilleren En hvid, hvid dag (2019) fulgte med en islandsk politibetjent, formidabelt fremstillet af Ingvar Sigurðsson, der søgte bagudrettet hævn for en utroskab, som først blev klar efter hustruens død.
   Vanskabte Land er bekræftelsen. Instruktøren har fortalt, at han udviklede alle tre film på en gang, da han skulle sikre fremtiden for sin familie. Han er selv spændt på, hvad han nu skal i gang med. Kortfilmen Nest (2022) blev vist på Berlinalen. Her bygger Pálmasons tre børn en træhytte, som kameraet bliver på i to år. Nest kan ses på streamingtjenesteen MUBI.


PÅ DEN FØRSTE del af sin rejse bliver Lucas skolet i islandsk af tolken (Hilmar Guðjónson), som lærer ham, at bøger hedder bækur, og bátur betyder båd. Lucas kan næppe se for søsyge. Regn hedder rigning, men han forstår, at der på islandsk findes lige så mange ord for regn, som inuitisk har navne for sne. »Og det er regnvejr alt sammen? Beslut jer dog,« siger Lucas.
   Han vælger selv at gå i land fjernt fra målet. Lucas vil krydse vildmarken og tage billeder af den fysiske verden. Naturen er vildere, end han har forestillet sig, men han holder stædigt fast i kasserne med kamera, trefod og glasplader. Alle poserer ofte og gerne. Da tolken drukner, sørger Lucas over sin ven. Han er nu prisgivet spejderen Ragnar, der fører karavanen af heste og mænd.
   Pálmason caster atter Ingvar Sigurðsson som den arketypiske islandske mand. Han færdes hjemmevant i den barske og – ja – gudsforladte natur. I en western ville han være stifinderen, en hjortedræber i pagt med naturen. Der er en scene, hvor Lucas vågner og ser til fra teltet, mens Ragnar dyrker yoga i bar overkrop og tai-chi-stil. Han stamper vand op af mosset med sine fødder.

   
LUCAS er utryg ved urting. Ved bålet fortæller mændene skrøner om ålens elektriske sange og elskende kvinders hengivne lyd. Præsten føler sig fanget og truet. Omvendt er han god til ting, som de andre ikke begriber. Der er et stand-off mellem sprogene. Ragnar taler dansk, når han vil. Troen er egentlig aldrig i spil. Konflikterne har at gøre med køn og kolonialisme.
   Der er to lange akter i Vanskabte Land. I midten er mødet med Anna (Vic Carmen Sonne). Hun er ældste datter af danskeren Carl (Jacob Hauberg Lohmann), som mistror Lucas fra begyndelsen. Kun Carls yngste datter, Ida, ser forstillelsen. Hun er glæden og lyset i levende live og bliver på passende vis inkarneret af Ida Mékkin Hlynsdóttir.


VISUELT ER FILMEN en bedrift. Pálmason har hver gang brugt vejret, tiden og topografien som udtryk for indre kræfter, der raser uanfægteligt. Her er skabelsen og fortabelsen skildret, så ingen dialog er nødvendig. Det er atter Maria von Hausswolff, som tilrettelægger billedsiden og varierer sin æstetiske strategi fra Pálmasons første to film. Hun er blandt de bedste i faget.**
   Nøjagtigt én time inde kommer Annas ansigt i fokus. Vi er nu i en mere genkendelig verden, men konflikten mellem Ragnar og Lucas har sat sig. Der er et irrationelt had og et skæbnefællesskab, som ingen af mændene vil tage på sig. Der er også en mere ordinær East of Eden-agtig historie.


FILMEN har mange fætre og kusiner. Første del er som en episk western, der udforsker det mytologiske landskab og undrer sig over, hvor let vi går til. Der er præster, som færdes i en fjendtlig kultur – som i Bruce Beresfords Black Robe (fra 1991, efter romanen af Brian Moore) eller Martin Scorseses Silence (fra 2016, efter romanen af Shusako Endo].
   Der er stræberen med den umulige drøm: Werner Herzogs afsindige pionerer i Aguirre, den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982). Der er eneren, som overlever, indtil han ikke overlever mere: manden og bjørnen alene i The Revenant (2015).
   Kærlighedshistorien er både Frantz-Jacobsens færøske Barbara, Halldor Laxness og Sjón i en styrtregn af stjerner og en grynet film noir, som James M. Cain kunne have skrevet, hvis han var i det rette saga-humør: Danskerens hest flygter altid to gange.


FILMEN forstærker sin tidsrejsevirkning ved brug af academyformatet, dvs. næsten kvadratiske billeder i størrelsesforholdet 1:33:1. Argentinske Lisandro Alonso brugte samme klassiske beskæring – med sirligt afrundede hjørner – da han instruerede Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Jauja (2014). Jauja var en øvelse i slow cinema. Vanskabte Land fastholder forskellen på dansk facade og islandsk oprindelighed.
   Her er slutfotos af de forvitrende døde. Det er betagende stærkt billedstof.


*) Først i 1918 blev Island en uafhængig nation. Før da var man underlagt kolonimagten Danmark. Titlen er for resten hentet hos digteren Matthias Jochumsson, som levede fra 1835 til 1920. Han skrev den islandske nationalsang, »Löfsöngur« – dvs. »Lovsang« – i 1874, da landet fyldte 1000 år og fik et vist hjemmestyre i dagens anledning.

**) Maria von Hausswolff modtog sin tredje Bodil (på seks år) for Vanskabte Land. Elliott Crosset Hove modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurðsson fik prisen for Bedste mandlige birolle. Vanskabte Land var endvidere nomineret i kategorierne Bedste danske film og Bedste kvindelige birolle (Ida Mekkin Hlynsdóttir). 

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019).


Vanskabte Land (Volaða land). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 143 min. Danmark-Island-Frankrig-Sverige 2022. Dansk premiere: 01.12.2022.


Foto: Snowglobe Films [Maria von Hausswolff/ Hlynur Pálmason]/ Join Motion Pictures/ ;Aneki Films/ Garagefilm International/ Film i Väst/ DFI/ Icelandic Film Center/ CNC/ Scanbox Entertainment/ Curzon (UK trailer)
Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 01.12.2022.

lørdag den 30. april 2022

Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/ A White, White Day (2019)


NÅR HIMMEL OG JORD STÅR I ÉT
Der er blod i sneen og mørke i verden

Af BO GREEN JENSEN

»PÅ sådanne dage, hvor alting er hvidt, og der ikke længere er nogen forskel på jorden og himlen, da kan de døde tale til os, som stadig lever.«
   Betragtningen står på lærredet forrest i Hlynur Pálmasons opfølger til Vinterbrødre. Den tilskrives en ukendt forfatter. Måske er det Palmáson selv. I hvert fald forstår vi, at det er alvor, da titlen senere bliver klippet ind over skinger strygermusik: Hvítur, hvítur dagur. Herefter standser musikken. Nu er der bare lyden af vind.
   En bil kører hurtigt ad snoede veje gennem den drivende tåge. Den klarer flere risikable sving, og vi tænker, at chaufføren må være stedkendt. Så drejer vejen igen, men bilen følger ikke med krumningen. I støt fart kører den gennem autoværnet og forsvinder ned i kløften.



DER er stadig ingen mennesker i billedet. Næste scene viser to lave, indhegnede bygninger, som står isoleret i landskabet. Vi ser dem i vinter, forår og sommer, altid fra den samme vinkel og på samme neutrale afstand. De første fem minutter af En hvid, hvid dag er uden dialog og forklaring. Men siger alt i urbilleder.
   Små heste går og græsser. Husene synes at trykke sig ned. Endelig kommer der biler, og vi hører en mand og en pige, der taler. Han viser hende, hvor hun skal være, når han er færdig. Han sikrer strukturen mod alle slags fjender. Det bliver verdens tætteste hus. Hverken Vinden eller Ulven kan hyle det omkuld. Manden bygger huset til sin datter og sit barnebarn. De skal ikke berøves af skæbnen igen.



POLITIBETJENTEN Ingimundur har orlov efter sin hustrus død. Han er vred og i chok over ulykken. Han går til pligtsamtaler hos psykologen, for det har han fået besked på, men han giver ikke meget for terapien. Han bider tænderne sammen og bygger sit hus. Kun når barnebarnet Salka er med, kan han smile.
   En hvid, hvid dag træder langsomt i karakter. Det er en islandsk skæbnefortælling, som arbejder på at blive til film noir, selv om der længe er humor i bunden. Ingimundur lever med savnet. Han kigger i sin kones ting. Han snuser til hendes tøj. Han finder en bog, som ligger i kassen, og ryster på hovedet over omslagscitaterne med anmelderskamros. Så går noget op for ham, og de døde begynder at tale for alvor.



EN hvid, hvid dag er en studie i jalousi. Den er bagudrettet og svær at bearbejde. Reaktionen bliver derfor mere irrationel. Ingimundur får sine værste anelser bekræftet, da han finder hustruens kamera. Samtidig bliver hun levende for ham. Det er en lille by, hvor man kender hinanden. Hver dag ser han manden, som hun var ham utro med. Når de spiller fodbold sammen, bliver der virkelig tacklet igennem.
   Det er bare ikke nok. Jalousi er en selvforstærkende djævel, og frustrationen må forløses i vold. Ingimundur planlægger sin hævn. Han kan ikke tænke på andet. Vi har vænnet os til hans væsen og regner med, at det går over. Han eksploderer hos psykologen og sætter sine kollegaer i arresten efter et klodset, lavkomisk slagsmål. Men også publikum indser, at noget er galt, da Ingimundur bider ad Salka.



HLYNUR Pálmason er en sikker fortæller med en personlig og effektiv stil. Han taler bedst i billeder og forklarer sig aldrig i dialog. I Vinterbrødre kunne det sære miljø bære mange manerer. Her er der mere realisme end myte. Men også En hvid, hvid dag kulminerer i et opgør mellem det bedste og det værste i manden.
   Jeg skal ikke røbe, hvordan det går til, at manden og pigen når det sted, hvor de knuger hinanden på filmens plakat. Det er dog ikke en spændingsfilm på dén måde. Snarere en sej udstedskrimi. Man håber, at barnet kan slukke ilden i manden og få smerten til at gå væk. Det er også den vej, det går – indtil sjuften, som gjorde Ingimundur til hanrej, beslutter selv at tage hævn.



DET er en floskel at fremhæve sagakvaliteten i islandske fortællinger, men filmen har dette særegne snit. Der er blod i sneen og mørke i verden, skønt nutidens udsatte mænd bor i huse, der afviser alle slags rasen.
   Ingimundur og Salka bærer filmen. De bliver fremragende spillet af Ingvar Sigurdsson og Ída Mekkín Hlynsdóttir. Andre karakterer kommer aldrig i fokus. Og fra første scene ved vi, at det skal ende, hvor det begyndte, på vejen, hvor himmel og jord står i ét.
   Med Vinterbrødre satte Hlynur Pálmason sig i respekt. I En hvid, hvid dag bliver han en moden fortæller, som taler med dybde og autoritet.



En hvid, hvid dag (Hvitúr, Hvitúr Dagúr). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 109 min. Island-Danmark-Sverige 2019. Dansk premiere: 05.12.2020.


Fotos: Joint Motion Pictures/ DFI/ DR/ Film i Väst/ Glassriver/ Icelandic Film Center/ Swedish Film Institute/ Snowglobe Films/ Sena/ RÚV/ Kukl/ MEDIA/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Peccadillo Pictures/ Øst for Paradis Distribution
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Peccadillo Pictures (UK) 05.10.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.12.2020

fredag den 29. april 2022

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017)


KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut

Af BO GREEN JENSEN

HER er en sne- og kalkdækket verden, hvor mænd går i minen med udslukne blikke og leger med døden, når de har fri. Det er et ærketypisk arbejdsssted. Der er en skov med nøgne træer, og der må være en by i nærheden, men for det meste findes kun fabrikken og barakkerne.
   Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.
   Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.
   De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.



JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.
   Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).
   Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.



FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed.
 Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.
   Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.


SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.
   Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!



DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtog instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.
   På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal. 
   Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.



Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

 

Fotos: Masterplan Pictures/  KimStim/ Join Motion Pictures/ New Danish Screen/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Ingen Blu-ray udgivelse - DVD fra Angel Films 19.04.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.