Translate

Viser opslag med etiketten debutfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten debutfilm. Vis alle opslag

søndag den 20. november 2022

Ruben Östlund: Play (2011)


GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.


I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.
   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.
   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.



FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.
   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.


RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   
ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.
   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.


*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.
   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.
   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 


Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.


Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Draken Film, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Curzon Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2004-2022 | 6 Movies] 07.08.2023
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

fredag den 29. april 2022

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017)


KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut

Af BO GREEN JENSEN

HER er en sne- og kalkdækket verden, hvor mænd går i minen med udslukne blikke og leger med døden, når de har fri. Det er et ærketypisk arbejdsssted. Der er en skov med nøgne træer, og der må være en by i nærheden, men for det meste findes kun fabrikken og barakkerne.
   Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.
   Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.
   De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.



JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.
   Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).
   Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.



FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed.
 Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.
   Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.


SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.
   Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!



DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtog instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.
   På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal. 
   Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.



Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

 

Fotos: Masterplan Pictures/  KimStim/ Join Motion Pictures/ New Danish Screen/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Ingen Blu-ray udgivelse - DVD fra Angel Films 19.04.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.

fredag den 17. december 2021

J.J. Abrams: Super 8 (2011) [Sci-Fi 100]


CINEASTER I DERES UNGDOM
Et kærligt flashback til de første visioner

Af BO GREEN JENSEN

OHIO, 1979. Det er sommertid i Amerikas hjerte, hvor seks store børn bruger ferien på at optage en ambitiøs amatørfilm, der blander zombiegyser med et noir-krimiplot.
   Med lidt held kan filmen – som kommer til at hedde The Case – blive udtaget til en scifi-festival i Cleveland senere på året. Det kræver dog, at den bliver færdig til tiden. Projektets primære drivkraft er Charles (Riley Griffith), som vejer for meget, men brænder for sagen og gør sig modne æstetiske overvejelser.
   Joe (Joel Courtney), der samme år har mistet sin mor i en arbejdsulykke på stålvalseværket, hvor de fleste voksne i byen er ansat, lader sig hyre som sminkør. Det gør han nok for Charles’ skyld, men især fordi han på den måde kan komme tæt på filmens stjerne, den to år ældre Alice (Elle Fanning) på 14, som han sværmer inderligt for.


TIDEN er skildret kærligt og grundigt med varme detaljer og nostalgisk præcision. Det er før computere og digital video. Mediet er Super 8, og selv amatørfilm kræver en masse teknik.
   TV-nyhederne taler om et radioaktivt udslip på Tremileøen. To år før har Steven Spielberg instrueret Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad), som er en af de fantastiske nyklassikere, der har inspireret Super 8. Der vil gå tre år mere, før E.T. (1982) får premiere, og først i 1985 kan man se Richard Donners The Goonies (da. Goonierne), det eventyr om og for store børn, som Super 8 i mange henseender er en opdateret udgave af.


I 1979 koster det blod, sved og tårer at få en lille film til at se stor ud. Da børnene optager en natscene ved jernbanen, kommer et miltærtog pumpende og forulykker spektakulært. Vist er effekterne en foræring, men børnene bliver alligevel bange.
   En lærer fra skolen har afsporet toget. Dagen efter er byen fuld af soldater, som holder byens sheriff – Joes far – hen med snak. I mørket bumler et væsen rundt og kaster med biler og huse, som var de sætstykker i zombiefilmen. Der er sikkert et uhyre løs. Der er helt sikkert også en kærlighed, som blomstrer mellem Alice og Joe.


SUPER 8 er rigtigt god meget længe. Først til slut, da man ser magnetedderkoppen, og der går generisk kampzone i filmen, begynder tiden at føles lang. Ellers er det længe en dyb, varm øvelse i erindring, der samtidig fungerer som en ægte horrorfilm uden filter, skønt målgruppen er de samme pubertetsdrenge og piger, som lever deres sommer i Lillian, Ohio. Især glæden ved film er smukt eksponeret.
   J.J. Abrams (f. 1966) var selv 13 år i sommeren 1979. Han har ikke glemt, hvordan det var, og han husker også sin kærlighed til Steven Spielbergs univers. Spielberg har selv produceret Super 8, der kan ses som en hyldest til Nærkontakt, E.T. og Goonierne. Det var jo ham, der som filmnørdet teenager begyndte med skole/venner-produktionen Firelight (1964).


ABRAMS skabte kultserien Lost (2004-2011), før han med sikker hånd instruerede Mission Impossible 3 (2006) og to solide bidrag til genstarten af Star Trek-sagaen. Han skrev i øvrigt også adventure-romanen S. (2013), der er en litterær kunstgenstand med fysiske bilag og specielle effekter i Michael Chabon/ McSweeney's/ House of Leaves-traditionen.*
   Så Abrams har flair for at modernisere og genstarte klassiske serier. Han gør det kærligt og kompetent, med sans for kommerciel bæredygtighed. Det har derfor været mange opgaver og lukrative tilbud. Svendestykket var Star Wars: Episode VII –The Force Awakens (2015) og Star Wars: Episode IX –The Rise of Skywalker (2019) til den mægtige cyklus.
   Drengen fra begyndelsen er næsten forsvundet i andres projekter. Men den unge mand nåede at sætte sit stempel i Super 8. 


*) Abrams skrev S. sammen med Doug Dorst. Det er en forunderlig bog. Man bryder cigarkasse-seglet med aben og forfatternes navne. I den sorte kassette med bogstavet S ligger et slidt eksemplar af romanen Ship of Theseus, som er skrevet af V.M. Straka. Der er et fint præget bind i khakikulør. Af klistermærket på ryggen og udlånsstemplerne fremgår, at bogen har stået på skolebiblioteket på Laguna Verde High School.
   Bogen er udgivet på Winged Shoes Press i New York i 1949. Den var første gang udlånt i 1957, sidste gang i oktober 2000. Strakas tekst er pakket ind i flere andre tekster. To læsere, Eric og Jen, begynder at kommentere og kommunikere i håndskrevne beskeder. Der er stukket alt muligt ind mellem siderne: attester, breve og postkort; fotos, landkort og en kodeaflæser. Udstyrsmæssigt ligner S. en blanding af brætspil og luksusboxsæt.
   V.M. Straka viser sig at være et aldrig afsløret alias (som pseudonymforfatteren B. Traven, der skrev The Treasure of Sierra Madre og Dødsskibet). Ingen ved, hvem han var. Fortællingen følger en mand med hukommelsestab, som prøver at opklare identiteten. Det samme gør Eric og Jen – gerne hurtigt, for Erics lærer er også på sagen.
   S er det 19. bogstav i alfabetet. Ship of Theseus er Strakas 19. og sidste bog. Den er forsynet med et forord af F.X. Caldeira, som har oversat og skrevet fodnoter. Der er flere sideløbende spor. S. er en bog i en bog i en bog. Metafiktion i megaformat.
   S. blev et samlerobjekt med det samme og taler til alle, der holder af glemte bøger og nostalgisk adventure. Jeg er glad for mit eksemplar. En stille indvending kunne være, at selve historien forsvinder i udenværker. Man fortaber sig i de eksotiske indstik og når aldrig rigtigt ind i historien. Til gengæld bliver læsningen en skattejagt.
   Abrams fik ideen. Dorst har skrevet tingene ned. Udgivelsen er tilrettelagt af Paul Kepple fra Headcase Design i Philadelphia. 


Super 8. Instr. og manus: J.J. Abrams. Foto: Larry Fong. 112 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.07.2011. 


Fotos: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Teksten tager afsæt i en Filmrevy - med rubrikken 'Cineaster' - fra Weekendavisen Kultur 29.07.2011

fredag den 19. november 2021

Roy Andersson: En kærlighedshistorie (1970)


UNGE ANDERSSON
Filmskaberen har sin første succes 

Af BO GREEN JENSEN

DET er en lille åbenbaring at gense Roy Anderssons første spillefilm. Med enestående hudløshed fremstiller den 13-årige Ann-Sofie Kylin og den 15-årige Rolf Sohlman deres figurer, lærlingen Pär fra en arbejderfamilie og pigen Annika fra et glædesløst funktionærmiljø.
   Det bliver somme tider sagt, at en film ser mere i øjeblikket, end de skabende kræfter gør sig klart, mens de arbejder. Den registrerer noget, vi ikke kan se, fordi vi lever mellem træerne og har svært ved at se hele skoven. Først mange år senere kan vi se det. Eller de, der kommer efter os, kan se, hvad der var væsentligt. En kärlekshistoria underbygger teorien. Selve farven og følelsen er fastholdt i Anderssons film. Det var sådan, den nordiske virkelighed så ud for unge mennesker i 1969.
   Filmen åbner med en kollektivscene, som i flimrende sol præsenterer personkredsen. De unge mødes i periferien og udvikler et forhold, som går længere end sædvanlige teenageforelskelser og er gjort af mere slidstærkt stof.



DET er skiftevis til at juble af og tude over; så megen fortættet følelse af ungdom har Andersson investeret i Pärs æblekinder og Annikas intuitive erfaring.
   En tid vil han ikke vide af hende, da hun har set ham blive ydmyget. I filmens centrale scene forlader han hende på fodboldbanen, for så at vende tilbage og omfavne hende i et billede, der med rette har skrevet svensk filmhistorie. Målt med nutidens alen er det uhørt levende filmkunst, man ser i de store børns scener.
   Kritikken af de voksnes virkelighed synes mere skabelonpræget, men er i det mindste uhyre konsekvent. Sangerinden Anita Lindblom (1937-2020) havde medvirket i en stribe svenske 60er-film, men fik ny opmærksomhed og respekt for sin rolle som Annikas mor. Begges familier velsigner forbindelsen, men ingen af de voksne par er lykkelige. Konklusionen må være, at det sikkert går Pär og Annika ligesådan, og dét er næsten ikke til at bære.


ANDERSSON var kun 26, da han skabte En kärlekshistoria. I 1990erne udviklede han den karakteristiske tableaustil, som kulminerer i Sånger från andra våningen (2000, da. Sange fra anden sal), Du levenda (2007, da. Du levende) og En duva satt på en gren och funderade på tillvaron (2014, da. En due sad på en gren og funderede over tilværelsen), før Om det uändliga (2019, da. Om det uendelige) slår en cirkel om trilogien og afrunder værket.
   En kärlekshistorie ligger langt fra de sene films kalkede masker. Andersson var inspireret af samtidens tjekkiske film, især Blondinens kærlighed (1965) af Milos Forman, men reagerede også på Bo Widerbergs Elvira Madigan (1965), da han og fotografen Jörgen Persson lod de unge mennesker mødes. Persson var Widerbergs husfotograf. Andersson var instruktørassistent på Ådalen 31 (1969). Han havde beundret Widerbergs Kvarteret Korpen (1963, da. Ravnekvarteret), men fandt Elvira Madigan parfumeret og mildt dekadent.



EN kärlekshistoria havde premiere i april 1970 og vandt en Sølvbjørn i Berlin. Genkomsten i 2005 skyldtes en svensk repremiere og en dvd-udgivelse af filmen i restaureret version. Den er værd at se for Anderssons kommentarspor og gensynet med spillerne, som er blevet midaldrende. En kärlekshistoria må dog opleves i biografen, hvor man får en chokerende god filmoplevelse. Det var lige før, for længe siden, at nordiske film kunne være så friske.


En kärlekshistoria (En kærlighedshistorie). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: Jörgen Persson. 114 min. Sverige 1969. Dansk premiere: 28.08.1970; repremiere 21.10.2005.


Fotos: Europa Film/ Studio 24/ Roy Andersson Filmproduktion AB/ TriArt/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streames ikke i Skandinavien - men i UK og EU bl.a. på Amazon Store, Apple TV, MUBI, YouTube Film
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) i The Roy Andersson Collection | 1970-2020 | 6 Movies 28.11.2022
Anmeldelsen er en [let ajourført] Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 21.10.2005

tirsdag den 28. september 2021

Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008] | Et interview

 

LIBANON ER SOM EN LANDSBY
Et interview med filmskaberen Nadine Labaki

PARIS 2008: DET er altid distraherende, når instruktøren selv er stjerne i filmen, man skal tale om. Det kan gå, hvis det gælder berømtheder, som man nærer en illusion om »at kende«. Da handler det snarere om at forvinde benovelsen ved at se giraffen up close. Men er der kun én film at forbinde ansigtet med, falder man let i den klassiske tilskuerfælde: at sætte lighedstegn mellem rolle og spiller.
   Det er lidt sådan med Nadine Labaki (f. 1974), den debuterende libanesiske filmskaber, som vi møder på Le Grand Hotel. Vi har netop set hende som Layale, en moderne kristen kvinde, der ejer en skønhedssalon i Beirut. Hun havde problemer med sine mænd, sine ansatte, sine forældre og hele kulturen. Vi følte virkelig med hende. Hun lærte dog også at gøre sig fri, sige fra og komme videre, ikke mindst i forhold til manden, som var udmærket gift med en anden. Ham gav vi ikke meget for på den nordiske række i biografen.
   »Vi« er jeg selv, Politikens Kim Skotte og en yngre finsk kollega. Vi betragter kvinden med den gyldne hud og dybe mandeløjne. Vi er vintermænd fra Skandinavien. Om det så er vore stemmer, runger de om kap i bunden af registret. Labaki taler kvidrende engelsk og smiler. Hun ligner klichéforestillingen om den arabiske kvinde, der gør kolde mænd til varme orientalister. Sheherezade møder hundene fra »Fyrtøjet«. Vi har øjne som suppetallerkener. Vi formulerer vore guldkorn og forelsker os helt efter planen. 


CARAMEL er den første libanesiske film i en menneskealder, som ikke taler om krigen og fortiden. Labaki skrev den på seks måneder, som hun tilbragte i Cannes Festivalens stipendielejlighed i Paris. Adskillige på holdet er familie og bekendte. Hendes søster har tegnet kostumer, og sangene er skrevet af Khaled Mouzanar, der er gift med instruktøren. Med undtagelse af Labaki selv, er alle de medvirkende amatører.
   Resultatet er en gennemført og forbløffende virkningsfuld miniature. Caramel bruger skønhedssalonen som et socialt og kønspolitisk prisme på samme måde, som Tonie Marshall gjorde i den franske Vénus Beauté (Institut) (1989) og Herbert Ross i den amerikanske Steel Magnolias (1989), en overset sydstatskomedie med Sally Field, Dolly Parton og den unge Julia Roberts.
   Samtidig udmærker Caramel sig ved at skabe blide øjeblikke, som kun kan opstå i en kontekst, hvor fremmede rører intimt ved hinanden. Mens karamelterapien foregår, eller når Rima vasker kundernes hår, er Labakis film både i stil og på niveau med tilsvarende hjertesteder i Patrice Lecontes Le Mari de la Coiffeuse (1990, da. Frisøsens mand) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000). Her har Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen en så godt som ordløs scene, hvor meget foregår under huden. Med ét bliver nærheden meget konkret. Det samme sker for Rima og kvinden med det lange hår.

   
Beirut og Cannes

FØRST og sidst er Caramel en tilidserklæring til fremtiden og det multietniske Beirut, hvor kristne, muslimer og jøder lever virksomt og fredeligt sammen. Labaki var 17 år, da borgerkrigen sluttede i 1990. At tale om landets traumatiske fortid havde derfor ikke høj prioritet, da hun fik mulighed for at arbejde med sin egen spillefilm.
   Det skete ved fransk mellemkomst. Produceren Anne-Dominique Toussaint mødte Labaki i 2003, da hun besøgte filmfestivalen i Beirut. Labaki var kendt for sine musikvideoer, men gjorde indtryk på Toussaint, da hun fortalte om sine filmideer. Toussaint fik Labaki til at søge et stipendieophold i Cannes Festival Résidence, hvor unge filmskabere har fred til at arbejde og adgang til professionel bistand. Her skrev Labaki sin film i foråret 2005. Karamel blev optaget i Beirut fra maj til juli 2006, og i 2007 blev den præsenteret i Cannes i Quinzaine des Réalisateurs (»Directors’ Fortnight«), en festival i festivalen.
   Labaki siger selv om processen: »Man kan næppe tale om en libanesisk filmindustri, ikke i begrebets egentlige betydning. Der bliver ikke lavet ret mange film. I stedet har man en serie små eventyr. Hver instruktør har sin måde at få projekterne gennemført på. Det er vanskeligt nok for en mand, men det er særlig svært for en kvindelig filmskaber. Jeg følte virkelig problemerne i forbindelse med denne film. Men jeg var heldig. Jeg arbejdede med musikvideoer og tv-reklamer, og jeg ville gerne lave en spillefilm. Min producer er fransk, og hun var interesseret i mig, endnu før jeg havde en klar idé. Hun fik mig til at skrive filmen, og hun var der hele tiden for mig. Sådan var det. Jeg ved, at det ikke går så let for andre mennesker.«


Et feminint fristed

– »Karamel« bruger skønhedssalonen som et kvindeligt helle. Der var en fransk film, »Venus Beauté«, og en amerikansk film, »Steel Magnolias«, som gjorde noget lignende. Har du set de film, og hvordan fik du ideen?
   »For det første ville jeg tale om libanesiske kvinders vilkår. Jeg ville vise, hvad en libanesisk kvinde gennemlever lige nu, og undersøge denne tilsyneladende frihed, hun har. Til en vis grad er den illusorisk. Jeg lever selv den frihed, og det samme gør kvinder omkring mig. Der er samtidig mange hensyn at tage i forhold til samfund og religion, uddannelse og familie. Hver kvinde må indrette sig efter modstridende krav og forventninger.
   Jeg ville tale om denne grundlæggende modsætning i libanesiske kvinder. Jeg valgte at bruge en skønhedssalon, fordi dét sted virkelig er vigtigt for en kvinde. Man kommer der for at blive smukkere, så man træder ind i en stemning af håb og forventning. Og det er et sted, hvor kvinder føler sig trygge, fordi de er væk fra samfundet og kan tale på lige fod med hinanden. Du får et særligt forhold til kvinden, som prøver at gøre dig smuk. Hun ser dig uden maske, i din nøgenhed, i dit sande jeg. Det er et meget interessant sted. Det er også fascinerende for mænd. De gør sig mange tanker om, hvad der foregår i en skønhedssalon...«


   – Den feminine mystik?
   »Ja. Derfor valgte jeg et skønhedsinstitut. Jeg tror, at kvinder tænker ens alle vegne. Man er besat af fysisk skønhed, og denne stræben efter det smukke og fuldkomne er universel. Jeg så både Steel Magnolias og Venus Beauté, men jeg kan ikke finde andre fællestræk end det oplagte, at alle tre film foregår i en skønhedssalon.«
  – Karaktererne befinder sig mellem den vestlige og den arabiske verdens værdier. Er det situationen for libanesiske kvinder?
   »Præcis. Disse kvinder er delt mellem to kulturer. Vi prøver stadig at finde den fine balance mellem forskellige værdisæt. Vi var heldige, fordi vi fik begge muligheder. Det er godt at have vestlig frihed, men man behøver ikke af den grund at glemme de kulturelle forudsætninger, som gør os specielle. Jeg tror, vi vil begå mange fejltagelser på vejen til den balance. Der vil være ting, vi overdriver. Det er dét, som sker i øjeblikket. Man vil være fri, så man lever friheden ud i det ekstreme. Eller man går den modsatte vej og bliver mere lukket og konservativ. Vi søger stadig den optimale balance, den unikke identitet.«


Labaki og Layale

– Er kvinderne tænkt som repræsentative karakterer? Er der tale om gennemsnitstyper eller individer, som du kender fra din egen hverdag?
   »Jeg er inspireret af mennesker, som jeg kender, men naturligvis er der mere end én model for karaktererne i filmen. De kombinerer træk fra forskellige kvinder. Det er en blanding af ting, jeg har hørt, mennesker jeg kender, historier som de har fortalt mig. Så ja, filmen tager afsæt i mine omgivelser.«
   –  Vidste du fra begyndelsen, hvilken rolle du selv ville spille?
   »Ja, for Layale er meget, som jeg selv er. Naturligvis er hendes historie forskellig fra min, men hendes personlighed ligger tæt på min egen. Hun er delt mellem, hvad hun ser som sin pligt, og dét, som hun gerne vil med sit liv. Hun vil gerne gå ind i det forbudte forhold til denne mand. Samtidig er det svært for hende, da hun stadig bor hos sine forældre. Hun vil ikke svigte dem, og hun vil ikke svigte sin religion. På de måder er jeg meget som hende.
  Endvidere ligner Layales situation min egen som instruktør. Jeg er forbindelsen mellem skuespillerne og filmholdet. Jeg kender alle problemerne. Jeg skal finde løsninger, som får helheden til at fungere, så jeg må indrette mig efter de andre. Layale er lige sådan, fordi hun ejer skønhedssalonen. Hun er forbindelsen mellem kunder og personale. Også hun må finde praktiske løsninger, som bedst muligt tilgodeser alle behov. I de øvrige roller bruger jeg skuespillere, som ikke er professionelle. Jeg valgte med vilje personer, som ligner rollen de spiller. Det samme gælder mig selv og Layale.«

At leve med krigen

 – Krigen begyndte en uge efter slutningen på optagelserne. Var filmen blevet en anden, hvis I havde lavet den tre måneder senere?
   »Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svaret. Jeg ved det virkelig ikke. Da jeg skrev filmen, var krigen noget, som vi havde lagt bag os. Jeg kunne ikke forestille mig, at den nogen sinde ville begynde igen. Så jeg lavede en farvestærk film, der er fuld af maleriske mennesker, som koncentrerer sig om at se fremad. Det var dét billede af mit land, som jeg ville vise til resten af verden. Desværre brød krigen ud igen ni dage efter optagelsernes slutning. Så jeg kender ikke svaret. Jeg ved ikke, om jeg ville have skrevet filmen anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan situationen ville udvikle sig.«
   – Du voksede op, mens der var krig i Libanon. Det gjorde jeg også, skønt jeg er tyve år ældre. Beirut, som blev bombet i stykker, var simpelt hen, hvad man forbandt med det sted. Gjorde det libanesiske unges opvækst til noget særligt? Fik I en stærkere lev nu-attitude?
   »Naturligvis. Og man føler det virkelig nu. Der er en generation af unge, som ikke fik lov at være teenagere. De lever deres ungdom nu, og de lever den med eftertryk. Vi har udviklet en fantastisk tilpasningsevne. Ofte er det en styrke, men det kan også være farligt. De unge er tilbøjelige til at glemme, hvad der foregår omkring dem. De vil bare leve deres liv. Det er dét, der slår én, hvis man kommer til Libanon udefra. Man ser, hvor sorgløst ungdommen lever, og man har svært ved at fatte, at dette land er i krig. De unge har vænnet sig til, som du siger, at leve nu og og så stærkt som muligt, for måske forsvinder det hele om lidt. Det har utvivlsomt noget at gøre med, at vi har levet med krigen så længe. Måske er det også derfor, jeg valgte at lave en film, som ikke taler om krigen. Endelig fik jeg en mulighed for at udtrykke mig, og jeg ville ikke bruge den på at tale om krigen. Jeg ville ikke leve alt dét igen.«


Modernitet og tradition

– Kvinderne i filmen gør sig smukke for mændene, men også for at overholde de konventioner og krav, som deres familier og samfundet stiller. Mange regler virker absurde og begrænsende. Alligevel virker kvinderne ikke for alvor opsatte på at forandre dem. De synes at acceptere disse koder og systemet, som de er en del af –
   »Jo, de prøver skam at ændre det! Men det vil tage tid. Om man kan lide det eller ej, må man se i øjnene, at man lever i et samfund, i et socialt fællesskab. Familiebånd er meget stærke. Man flytter ikke hjemmefra, før man bliver gift. Sådan er det. Libanon er som en landsby. Man lever tæt på hinanden, og det skaber et stærkt socialt pres. Men det går langsomt i den rigtige retning. Jeg tror ikke, at den næste generation vil have de samme problemer i forhold til modsætningen mellem modernitet og tradition. Vi vil ikke behandle vore børn så strengt, som vore forældre behandlede os.«
   – I filmen er det vigtigt, at man er jomfru, når man bliver gift. Vil dét ændre sig?
   »Jeg tror, at det vil ændre sig. Mange bekymrer sig slet ikke om det. De lever et almindeligt liv, og emnet vil være lidt latterligt for dem. Men samtidig er der en stadig større gruppe, som holder fast i traditionen, og for dem er problemet meget konkret. Jeg ved det, for jeg undersøgte forholdene omkring den operation, som bliver beskrevet i filmen. Man får sin mødom retableret mod betaling. Der er virkelig mange unge kvinder, som får foretaget den operation. Så for dem må det være et rigtigt problem.«
   – Er det noget, man taler offentligt om?
   »Nej, faktisk ikke. Vi taler slet ikke om det.«


Muslimer og kristne

– Mens du og din generation bliver friere, vinder islamismen indpas. Kan fundamentalismen og friheden sameksistere?
   »Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget færdigt svar. Islamismen udgør en fare for hele verden. Libanon er et land, hvor kristne og muslimer lever sammen. Fordi det foregår frit og fornuftigt og almindeligt, føler vi ikke den fundamentalistiske bølge. Den er ikke stærk i Libanon. Vi er muslimer og kristne, som finder ud af det sammen. Kan det lykkes os at leve fredeligt sammen, uden at alting springer i luften, vil vi være et eksempel for resten af verden. Det er det libanesiske folks ønske. Vi vil vise verden, at det fungerer. Libanon er et lille land, men der sker nogle afgørende ting i det land.«
   – Politiets opførsel i filmen – det kontrollerer de unge og arresterer et par, som sidder og kysser i bilen – er den virkelig realistisk?
   »Ja. Det er meget op og ned. Beirut er et kaotisk sted. I nogle kvarterer kan man gøre, som man vil. Andre steder kommer der straks en betjent og spørger, hvorfor man sidder og kysser i bilen om natten. Man kan aldrig vide. Der er ingen regler. Sådan er det med modsætningerne i mit land.«
   – Havde »Karamel« problemer i forhold til censuren?
   »Karamel gik glat igennem, fordi den siger tingene blødt og behandler problemerne taktfuldt. Havde filmen været mere provokerende, kunne den godt blive censureret.«
   – Din film bliver distribueret over hele verden. Den var Libanons officielle kandidat til en Oscar, og den har haft amerikansk premiere...
   »Ja. Det er fantastisk. Jeg havde aldrig forestillet mig, at filmen ville blive så stor. Det er en lille film uden kendte skuespillere, men det er gået den godt hele vejen. En debuterende instruktør, en debuterende alting. Jeg er ved at skrive en film mere.«


Verdens tilstand

– Der er en optimistisk grundtone i filmen. Har du været i stand til at bevare den? Du skrev filmen i Frankrig, og du har fået fristende tilbud fra USA. Har du somme tider lyst til at rejse?
   »Nej. Min følelse for Libanon er om muligt stærkere nu. Jeg har fået en plads i denne filmverden, og jeg føler på en måde, at det er min mission at fortælle om mit land. Film er et fantastisk magtfuldt medium. En film kan ændre verdens tilstand og påvirke menneskers tanker. Flere instruktører burde gøre sig klart, at man somme tider virkelig kan lave tingene om med sin film. De burde indse det og handle derefter.
   Så nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier. Jeg er forbundet med mit land, men det er et had/kærlighed-forhold. Det er svært at leve i det, men man kan ikke leve uden – «
   - Det er det samme i Skandinavien...
   »Okay.«



Caramel (Sukkar banat/ Karamel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Nadine Labaki blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 12. januar 2008


Fotos: Festival de Cannes (Tristan Fewings, Cannes 2015)/ Les Films des Tournelles/ Miracle Film Distribution/ Filmgrab
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.04.2008

lørdag den 25. september 2021

Nadine Labaki: Caramel (2007)


BRÆNDENDE SUKKER
Et feminint fristed i Beirut

Af BO GREEN JENSEN

I MELLEMØSTEN bruger man karamel – ikke voks eller plaster – til at fjerne skæmmende kropshår. Ellers er processen den samme. Det gælder også smerten ved behandlingen. At kvinder lider for deres skønhed, må være et menneskeligt grundvilkår. Mændene virker værre end hér, men kvinderne kan man kende. Det er derfor ikke som spiselig slik, men i form af brændt eller skoldende sukker, at den klistrede masse giver tema og titel til Nadine Labakis første film.
   Året er 2006 – for en sjælden gangs skyld skildres Beirut i fredstid. Her driver Layale (spillet af Labaki) »Si Belle«, en slidt men velbesøgt skønhedssalon. For tiden er hendes hjerte ikke i arbejdet, fordi hun har forelsket sig i en gift mand. Han ringer, når han har fem minutter, og Layale lægger alting fra sig og går. Der er dage, hvor han ikke ringer, og hun venter forgæves, på ydmygende vis. Med tiden bliver det vigtigt for Layale at lære elskerens hustru at kende. Kvinden har så travlt med at længes, at hun ikke lægger mærke til trafikbetjenten, som følger hende ivrigt fra vinduet i sit kontor overfor.


HOS Layale arbejder gode kvinder som Nisrine (Yasmine Al Masri), der endelig skal giftes, men har problemer i forhold til sin musliske svigerfamilie, fordi hun ikke er jomfru. Rima (Joanna Moukarzel), som vasker kundernes hår, er lesbisk orienteret og markerer sig ved en hård facon. Men hun bliver stille, når kvinden med det lange hår (Siham Fatmeh Safa) kommer ind. Denne kunde, som aldrig får et navn, repræsenterer et feminint ideal.
   Ellers er kunderne skuffede kvinder, som bliver ved med at leve i håbet. Den aldrende skuespillerinde Jamale (Gisèle Aoud) har brug for at skinne ved modløse castings. Syersken Rose (Siham Haddad) har aldrig fået sin egen familie, fordi hun må passe sin storesøster, som nu er i firserne, nidkær og dominerende svag. Rose indleder en forsigtig romance med en distingveret enkemand. Hun må derfor gøre sig grundigt i stand, skønt hun stadig – og med god grund – tøver over for kærligheden.



NÅR kvinderne er sammen, har de hinandens fortrolighed. Linjen mellem personale og kunder er sløret. Man gør megen stads af mandlige gæster, og der går et gys gennem hele salonen, når Layales mobiltelefon ringer eller elskerens hustru kommer ind. Hver kvinde har sit distinkte spor, som kunstfærdigt flettes ind i de øvrige. Herved løfter filmen sig til noget mere. Det er klart, at kvinderne repræsenterer forskellige grundtyper i det moderne Libanon. De er dog også individer med unikke psykologiske træk.
   I sine bedste øjeblikke er historien universel. Jo, der er lokale særpræg, som har at gøre med etniske forskelle, men Layale venter lige så hudløst som kvinden i »Det var en lørdag aften«, og Rose kunne være en flygtning fra en novelle af Herman Bang. Jamale synes decideret inspireret af karakterer hos Pedro Almodóvar, og »Si Belle« kunne for den sags skyld ligge i Valby. Caramel er nok ikke en stor film, men den skaber et fortroligt rum og er fuld af en sanselig realisme, som mange vil forbinde med feminin écriture, skønt Labaki har skrevet historien sammen med to mænd, Rodney Al Haddad og Jihad Hojeily.


FILMEN er forventeligt ujævn. Der er nænsomme scener med de enkelte kvinder og farceagtige fællesoptrin. Både glæden og sorgen er larger than life, men i helheden opstår en større balance, og der er flere magiske filmøjeblikke. Et eksempel er åbningsscenen, som med enkle midler præsenterer Layale. Hun kommer til salonen, låser sig ind og gør klar til at åbne, mens hun taler i telefon. Manden, som begærer hende på afstand, ser til. Et pragtfuldt billede viser Labaki, som står i varmt modlys, med ryggen til, foran det runde vindue. Ingen dialog er nødvendig. Caramel har mange af den slags steder.



Karamel (Sukkar banat/ Caramel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08


Fotos: Les Films des Tournelles/ CineMaterial/ Allociné/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på Apple TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra BAC Films (Frankrig) 17.08.2010
2K Blu-ray fra Alamode Films (Tyskland) 17.06.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 11.04.2008