Translate

Viser opslag med etiketten Nordisk Råds Filmpris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nordisk Råds Filmpris. Vis alle opslag

tirsdag den 14. januar 2025

Aki Kaurismäki: Manden uden fortid | The Man Without a Past (2002)


SE DISSE MENNESKER
Aki Kaurismäkis solidariske blik

Af BO GREEN JENSEN

EN tavs, mørk fremmed kommer til byen i de første scener af Manden uden fortid. Vi kender ham ikke, kan bare se, at det må være ham, der bærer handlingen, for det er ikke til at tage fejl af Markku Peltonas mejslede træk, der i regelen lægger bunden hos filmskaberen Aki Kaurismäki. Det kan derfor kun være et spørgsmål om tid, før Kati Outinen toner frem et sted i billedet. Præmissen kan variere, men de to danner altid par hos finsk films mest originale auteur.
   Så lad os følges med den fremmede. Han sidder i toget; ryger tæt med dybe, rugende sug; bærer tunge arbejdsstøvler og har en svejsehjelm med sig. Han kan i øvrigt have al sin bagage i en brun papkuffert af den klassiske model, som karaktererne pakker på få minutter i gamle film. Han sidder på bænken i parken og ryger, da tre brutale lømler for det første slår ham bevidstløs, for det andet sparker ham til plukfisk. De har endda musik til arbejdet.
   Bøllerne tænder en lille transistor, som ligger i den fremmedes kuffert, og filmens symfoniske score vælder op. Endelig er gorillaerne mætte. De giver den blødende mand svejsehjelmen på og dækker ham til med den flænsede kuffert. Det er godt nok en ond, udeltagende verden.


NATURLIGVIS viger alle til side, da den blødende mand stavrer ind og besvimer på herretoilettet på banegården i Helsinki. På hospitalet vikles han ind i bandager og stives af med gips overalt, men lægen og sygeplejersken må alligevel opgive ham med en hovedrysten, da de for syns skyld har virket en tid ved hans side. »Trods alt er det måske bedre end et liv som grøntsag,« lyder en af de første, herligt klichébelagte replikker fra lægen. De kendte ikke manden. Det kræver ingen overvindelse at afskrive en fremmeds liv.
   Men Peltona rejser sig, krænger næsen på plads med en skrækkelig lyd og flygter fra hospitalet. Vi kan lige så godt kalde ham M – det gør de credits, som kører efter filmen – og erkende, at vi på nuværende tidspunkt har oparbejdet betydelig respekt for manden, der tydeligvis er ukuelig. Det skærer os derfor i hjertet, da daggryet finder ham liggende med hovedet i noget brakvand. Vi har nået barakbyen i udkanten af byen. Det er hér, at de udstødte lever i containere og sammenflikkede skure.
   Der er ingen ende på nedrigheden, og der er åbenbart ingen ære blandt tyve. En forbipasserende stjæler M’s støvler. Indtil nu er der bare blevet taget og taget fra det stakkels menneske, som ikke har mælet en lyd. Guds retfærdighed råder i himlen, men hernede må man sørge for sig selv. Da kommer to drenge heldigvis gående. De kalder på de voksne. En familie tager M ind i sin stue i containeren. Kvinden tvinger lidt suppe gennem bandagerne. Omsider har M nået bunden. Fra nu af må det vende – og gå op.



AKI Kaurismäki (f. 1957) er en ener. Få moderne instruktører arbejder med så minimale virkemidler og gør det så tæt på den rene film, stumfilmen, der skaber store følelser ved hjælp af lys og skygge, lidt musik, nogle spillere og et manuskript, der helst skal være så enkelt som muligt. Faktisk var Juha (1999), Kaurismäkis forrige opus, en regulær stumfilm, der uden at blinke foldede et stort melodrama, naivt og patetisk, men også mærkeligt bevægende og aldrig selvironisk, ud over lærredet i fuld bredde.
   Manden uden fortid var en publikumsfavorit på årets Cannes Festival, hvor filmen modtog en Grand Prix – dvs. sølvmedaljen – og Kati Outinen fik prisen som Bedste Skuespillerinde. Det er da også en sjældent tilfredsstillende oplevelse at følge mennesket M’s genrejsning.
   Kaurismäki har lavet film, som var sjovere på samme sindssygt lakoniske måde. For eksempel er Pas på dit tørklæde, Tatjana (1994), en skæv og tjekket road movie, svær at hamle op med, når det gælder excentrisk finsk-russisk latter af den mørkeste beskaffenhed.
   Samspillet mellem Peltona og Outinen var om muligt finere afstemt i Drifting Clouds (1996), hvor de åbnede en restaurant, som absolut ingen besøgte, og vil man endelig have lommetørklædet frem, må Pigen fra tændstikfabrikken (1990) være et rimeligt tudestykke. Den fåmælte finne står også bag serien af koncertfilm med de gakkede Leningrad Cowboys.
   Der er for så vidt intet nyt i Manden uden fortid. Snarere samler den filmværkets tråde og får de faste temaer til at balancere optimalt. Der er mørk humor under det hele, men også ægte romantik, dybfølt patos, skær realisme og en velsignet evne til at formulere og forsvare det naive. Kaurismäki er en mand i ét stykke, ganske som karaktererne i hans film. Man æder ham med hud og hår eller man kan ikke bruge ham til noget. Denne gang vil alle have en bid.



TILBAGE i barakbyen ved lossepladsen begynder tingene at lysne for M. For så vidt som Kaurismäki har et budskab, er det jo netop, at der findes ære blandt tyve; at i det mindste samfundets randeksistenser nægter at hylde den grådighed, som regerer i borgerligheden.
   Både Aki og storebror Mika Kaurismäki (f. 1955) er rundet af 1970erne, og det ses. Et eksempel på M’s deroute er, at han tabte sine LP’er ved at spille blackjack. Så er man langt ude, men det kræver en vis alder at begribe, hvor tragisk sådan et tab kan være. Det er jo ikke bare et par opsamlingscd’er, der er røget. Det er hele skatten af vinyl.
   M er et stærkt og retskaffent menneske, som blomstrer når han har medgang. Snart kan han lægge bandagerne, flytte ud af familiens container og indrette sig i en anden, som stilles til rådighed af opsynsmanden, der ganske vist taler hårdt til alle, men faktisk er et hjertensgodt menneske, der har det meste i munden. Han advarer alle mod dræberhunden Hannibal, men denne er blid som et lam. Den vil hellere være hos M, og så er dét vel også i orden.



M ved stadig ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han ville gerne vide det, men er samtidig i stand til at se hukommelsestabet som en chance for at få et nyt liv. Kun Frelsens Hær vil give ham arbejde, og M kan omsider forelske sig i frelserpigen Irma, der spilles af Kati Outinen. Han installerer jukebox hjemme i containeren og lærer Frelserbandet at spille rock. Det går stærkt og rigtig godt med kærligheden mellem Irma og M. Havde det handlet om Charlie Chaplin og Paulette Goddard, kunne selvfølgeligheden ikke have været større.
   Man er nødt til at have et nummer i systemet. M forsøger at åbne en lønkonto, men netop dén dag er bankens sidste – forretningen er solgt til Korea – og i stedet indblandes han i et bankrøveri, der på sindrig vis fører til opklaringen af identitetsmysteriet. Jo, han var svejser; ja, han havde en hustru engang. Han tager afsked med Irma og rejser tilbage, men kan det virkelig være for altid? Naturligvis kan det ikke dét. Manden uden fortid er et stilrent melodrama. Ikke én romantisk forventing bliver skuffet, og konventionerne drejes, men de bliver aldrig brudt.


HER er alt, hvad der skal være af lunt underspil og varme digressioner. Her er kejtede dialoger mellem Peltona og Outinen; barokke bipersoner, der alle som én bliver fremstillet solidarisk; lune, ironiske randbemærkninger. Flere scener er rendyrket stumfilm i ånden fra Kaurismäkis erklærede helte, Mauritz Stiller og F.W. Murnau. Med havet og solen i ryggen lægger vor helt symbolske kartofler i køkkenhaven ved sin container. Det sker enten til de svulmende toner af Leevi Madetojas Symfoni nr. 3 i a-dur, opus 55, eller nyskreven skæbnemusik af Antero Jakoila, for på krøllet finsk vis stikker der også en nationalromantiker i Aki Kaurismäki.

   
I Manden uden fortid samler han sine kort på én hånd. Og når finurligheden, de excentriske islæt og det rituelle tilbehør er afviklet, har filmen fortsat luft til at være en ærlig og redelig fremstilling af et menneskes heroiske kamp for at skabe sig en værdig tilværelse.
   Kaurismäkis trumf er som altid hans totale solidaritet med de mindste og mest udsatte eksistenser. Trods alt bliver det gode i mennesket hyldet; trods alt får fjenden sin rette bekomst. Den tavse mand får sin frelserpige til slut, og måske er Gud kommet hjem til sin himmel.
   I hvert fald går Aki Kaurismäki rundt i Finland og skaber små verdensfilm af unik beskaffenhed.

Manden uden fortid modtog Nordisk Råds Filmpris (som var nyindstiftet i 2002) og var i 2003 det officielle finske Oscar-bidrag. I Sverige fik den Guldbagge som årets bedste udenlandske film. I DK blev filmen nomineret til både Bodil og Robert. I hjemlandet modtog den 6 Jussi Awards.  


Manden uden fortid (Mies vailla menneisyyttä). Instr. og manus: Aki Kaurismäki. Foto: Timo Salminen. 97 min. Finland 2002. Dansk premiere: 18.10.2002.


Fotos: Sputnik/ YLE TV-1/ Pandora Filmproduktion/ ZDF/Arte/ Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Pyramide Productions/ Arte France Cinéma/ CAnal+/ Centre National du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Bavaria Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Sony Pictures Classics trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon [i 10-disc bokssættet The Aki Kaurismäki Collection | 17 Movies | 1983-2017] 20.11.2017 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2002

søndag den 20. november 2022

Ruben Östlund: Play (2011)


GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.


I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.
   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.
   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.



FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.
   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.


RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   
ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.
   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.


*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.
   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.
   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 


Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.


Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Draken Film, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Curzon Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2004-2022 | 6 Movies] 07.08.2023
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

torsdag den 5. december 2019

Dronningen [Bedste biograffilm 2019 nr. 8]


SOMMEREN FØR MØRKET
Tabu, overgreb, hemmeligheder

Af BO GREEN JENSEN

HUN har det hele – lidt til og meget mere, som det hedder i den gamle sang fra Mig & Charly. Anne (Trine Dyrholm) er en kompetent og dedikeret advokat, som fører de rigtige sager. Hun er gift og har fine tvillingepiger med svenskeren Peter (Magnus Krepper), som vist nok er læge i virologi.
   Første gang, vi hører parret tale sammen, handler det om, at Anne igen har ladet en af sine klienter overnatte. Peter kan ikke lide, at hun blander familie og arbejde sammen. Hun siger, at de blev enige. »Nej, vi havde en meningsudveksling, som sluttede med, at du sagde sådan-og-sådan. Tænk, hvis du for en gangs skyld sagde: Ja, du har ret, søde Peter«. Det siger Anne så ironisk og får demonstreret, hvem der skriver husreglerne.
   Familien bor enkelt, lyst og smagfuldt i et hus af glas og træ. Der er indmuret pejs i perfekt øjenhøjde. Leveområderne glider i ét, både inde og ude. Haven strækker sig ind i en skov. I bunden ligger en glitrende sø. Der er ikke en nabo, så langt øjet rækker. Det er ideelle rammer for en moderne mønsterfamilie. Anne regerer midt i det hele.
   I den allerførste indstilling ser vi efterårshimlen indrammet af træernes toppe. Først da kameraet begynder at dreje med den dryppende, minimalistiske musik, som Jon Ekstrand har komponeret til Dronningen, bliver tilskueren opmærksom på, at billedet vender på hovedet.
   Det giver et sug i maven, en fornemmelse af akut svimmelhed, da fotografen Jasper Spanning drejer kameraet nedad, i retning mod uret, indtil landskabet er i niveau. Vi er fra starten på usikker grund i en verden, hvor der bliver vendt op og ned på vedtagne størrelser.
   For at sætte publikum yderligere i stemning, læser Anne højt af Alice i Eventyrland for sine piger. Afsnittet om, hvordan Alice falder ned gennem kaninhullet i langsomt tempo, så hun kan overveje sine indtryk på vejen, er nyoversat til lejligheden. Der er i stramme rammer gjort alt for at vise, at ingenting ligger fast. Om lidt forsvinder Jorden under Annes fødder.


DET første flashback fortsætter. Anne går i skoven med en hund. Da hun kommer hjem til huset, er Peter i færd med at pakke. Politiet har ringet fra Stockholm og bedt ham komme derop. Himlen er lysegrå. Anne ser ud på de nøgne træer, og kameraet fokuserer på en grenformation. Det zoomer ind, så man føler sig hensat til naturmystikken i en film af russeren Andrei Zvjagintsev. Da der klippes, er vi tilbage i tiden, før sommeren hvor riget sank i grus.
   Anne er anklager i en voldtægtssag. Hun hjælper en ung kvinde med at gennemprøve forløbet i retten. I huset er der uro og forventning. Gustav, som er Peters søn fra ægteskabet med Rebekka, kommer til Danmark for at bo hos sin far. Tvillingepigerne har lavet små gaver. Anne får ordnet negle hos søsteren Lina (Stine Gyldenkerne), som er kosmetolog. »Hvad siger Peter?« spørger hun. »Han glæder sig vist,« svarer Anne.
   Anne glæder sig ikke. Skal der være uro i huset, vil hun selv være kilden. Og 17-årige Gustav er i begyndelsen bare en mut ung mand, der hader alt ved at være tvangsanbragt hos sin fremmede far med den irriterende postkortfamilie. Han opfører sig som en hotelgæst.
   Det begynder at vende i scenen, hvor der pludselig er en gnist af kontakt. Anne kommer hjem og samler rod op på Gustavs værelse. Hun kigger i hans ting. Han læser i En mand af Oriana Fallaci. I det samme kommer Gustav ind fra brusebadet. I et øjeblik ser de hinanden.
   Sagen i retten går Anne imod. Efter frifindelsen står gerningsmanden, et slipsedyr af guldflippertypen, og praler i parkeringskælderen. Anne har trøstet sin grædende klient. Hun skælder manden ud. »Står du der og har en fest?« Det er meget uprofessionelt. Som sagt går hun op i sit arbejde.
   Hjemme har der været indbrud. Anne opdager, at Gustav var tyven. Hun stiller ham et ultimatum. Enten tager han sig sammen og melder sig ind i familien. Eller hun siger det til Peter og politiet. Der er igen et øjeblik med kontakt. En ny forståelse bliver etableret.
   

JEG indsætter her, hvad man kalder en spoiler alert, en advarsel om, at der nu vil blive røbet detaljer, som man muligvis ikke har lyst til at kende, når man skal opleve Dronningen selv. Imidlertid er der forbehold, som jeg kun kan beskrive ved at gå i detaljer.
    De ved utvivlsomt allerede, at Anne og Gustav indleder et seksuelt forhold, som får vidtrækkende konsekvenser. Anne tager initiativet og styrer relationen hele vejen, indtil flere faktorer - og moralen i det meget velskrevne manuskript – gør, at sagen kommer for en dag og eksploderer i Dronningens ansigt.
   Da det sker, reagerer hun uventet hårdt. Hun afviser Gustavs forklaring som opspind. Hun udnytter hans sårbarhed. Hun støder ham fra sig, benægter og lyver. Hun spytter på alt, hvad de havde, og forråder hver af sine værdier. Hun synes næsten at tro på sin egen version.
   Man forstår vel den første skam og panik, men ikke den vedblivende grusomhed. Jeg er med på, at filmen giver et portræt af en kvinde, som føler en længsel, følger en drift og udlever et eller andet behov. Hun giver efter for fristelsen på en måde, som også overrasker hende selv. Jeg forstår, at »vi mennesker gør sådan noget«.
   Alligevel kan jeg simpelt hen ikke få Anne fra begyndelsen til at hænge sammen med Anne i slutningen. Manuskriptet antyder forhold i hendes opvækst, mulige overgreb, men Anne fra begyndelsen ville ikke kunne leve med at forråde sine klienter. Hvis hun svigtede dem, som hun svigter Gustav, ville hun gå i stykker. I stedet bliver der lagt låg på det hele. Den forpinte Peter hjælper endda med at skrue det ekstra godt fast.
   Instruktøren May el-Toukhy fortæller, at hun fik den første idé til Dronningen i en periode, hvor flere bekendte gik bort. Hver gang det skete, kom en hemmelighed frem. Hun begyndte at undre sig over, »hvornår og hvordan en familiehemmelighed opstår. Og ikke mindst hvordan den bevares.«
  På dét punkt leverer filmen for alvor. Den viser, hvordan en hemmelighed bliver til. I slutbilledet er den låst fast, simpelt hen.


FØR den mørke tredje akt, hvor vi som publikum mister alt for Anne, fordi hun ikke er Anne mere, ligger selve skildringen af forførelsen, som Gustav og Anne er næsten lige gode om. Det er hele tiden hende, som sætter tingene i gang. Der er to præcise, udførlige sexscener, én med Gustav og én med Peter, der definerer Anne som identitet.
   Imens forløber en pragtfuld sommer i Edens have. Gustav stryger Annes arm, da familien leger skjul i haven. En tid lang er hver berøring elektrisk. Da Anne bader alene i søen, glitrer vandet hvidgyldent. Det er lige før syndefaldet. For skønt May el-Toukhy henviser til sagnet om Fædra, er Dronningen især en syndefaldsmyte.
   Dyrholms Anne nedstammer fra Madame Bovary og er i familie med anti-heltinder som Anne Bancrofts Mrs. Robinson (fra Fagre voksne verden), Cloris Leachman (trænerens hustru i The Last Picture Show), Kate Winslet som Hanna i The Reader, Kim Basinger som Marion i The Door in the Floor. Måske er den nærmeste nordiske slægtning ikke Fru Junkersen (i Den kroniske uskyld), men lærerinden i Bo Widerbergs Lust och fägring stor.
   Alle disse kvinder havde deres grunde. Det er sandt, at de som regel blev set med mandens øjne, kønnets melankolske blik, bagefter. Anne er hudløs, rå og ekstremt sammensat. En karakter så kompleks, at den føles konstrueret. Eller også er jeg bare en uempatisk filmskribent, der ikke ved noget om rigtige kvinder.


GUSTAV Lindh er fremragende som den unge mand. Da han er faldet til, får han en vane med at interviewe alle om deres baggrund. Han udspørger Anne, når de har elsket. »Hvem var den første, du var sammen med?« Det vil hun ikke tale om. »Somme tider er dét, der sker, og dét, der ikke må ske, det samme.« »Altså lidt som med os to?« siger Gustav. Det er en meget skrevet scene. El-Toukhy eksponerer adskilligt sådan.
   Dronningen lever og ånder i kraft af Trine Dyrholms indlevelse. Anne er en af de bedste karakterer i et imponerende stort galleri – fra den indsatte mor i Forbrydelser og drankerens datter i Lille Soldat til det kvæstede kærlighedsoffer i Kollektivet og titelrollen i Nico 1988. Dyrholm er altid totalt solidarisk med sine karakterer. Denne evne må i Dronningen have været strakt til sin yderste grænse.
   Det er en stofrig, eftertænksom og æstetisk meget gennemført film. Et pointillistisk portræt af en paradoksal kvinde og et indlæg i #MeToo-opgøret med normer og grænser for overgrebets væsen. En erkendelse af psykisk vold i fysisk form. »Du var jo ikke ligefrem uinteresseret,« håner Anne Gustav, da hun når sin mest monstrøse fase.
   Karakteren er et resultat af mange overvejelser og manuskriptmøder, tror jeg. Man reagerer forventeligt, da det slutter. Men inde i midten, i selve hjertet, er det en film, som man lever med i og mærker. Før mørket begynder, står verden vidt åben. Dronningen skal ses for sin rene skildring af det erotiske forhold. Ikke for al den moralske indpakning.


Dronningen modtog Nordisk Råds Filmpris 2019 og er Danmarks officielle bidrag i Best International Feature-kategorien ved Oscar-uddelingen i 2020. På årets Göteborg Festival modtog May el-Toukhy og Trine Dyrholm to hovedpriser, og Dronningen fik publikumsprisen.


Dronningen. Instr.: May el-Toukhy. Manus: Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Foto: Jasper Spanning. 127 min. Danmark-Sverige 2019. Dansk premiere: 28.03.19


Fotos: Rolf Konow/ Nordisk Film Production/ DFI/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DR/ SVT/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2019