Translate

Viser opslag med etiketten Stumfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stumfilm. Vis alle opslag

tirsdag den 14. januar 2025

Aki Kaurismäki: Manden uden fortid | The Man Without a Past (2002)


SE DISSE MENNESKER
Aki Kaurismäkis solidariske blik

Af BO GREEN JENSEN

EN tavs, mørk fremmed kommer til byen i de første scener af Manden uden fortid. Vi kender ham ikke, kan bare se, at det må være ham, der bærer handlingen, for det er ikke til at tage fejl af Markku Peltonas mejslede træk, der i regelen lægger bunden hos filmskaberen Aki Kaurismäki. Det kan derfor kun være et spørgsmål om tid, før Kati Outinen toner frem et sted i billedet. Præmissen kan variere, men de to danner altid par hos finsk films mest originale auteur.
   Så lad os følges med den fremmede. Han sidder i toget; ryger tæt med dybe, rugende sug; bærer tunge arbejdsstøvler og har en svejsehjelm med sig. Han kan i øvrigt have al sin bagage i en brun papkuffert af den klassiske model, som karaktererne pakker på få minutter i gamle film. Han sidder på bænken i parken og ryger, da tre brutale lømler for det første slår ham bevidstløs, for det andet sparker ham til plukfisk. De har endda musik til arbejdet.
   Bøllerne tænder en lille transistor, som ligger i den fremmedes kuffert, og filmens symfoniske score vælder op. Endelig er gorillaerne mætte. De giver den blødende mand svejsehjelmen på og dækker ham til med den flænsede kuffert. Det er godt nok en ond, udeltagende verden.


NATURLIGVIS viger alle til side, da den blødende mand stavrer ind og besvimer på herretoilettet på banegården i Helsinki. På hospitalet vikles han ind i bandager og stives af med gips overalt, men lægen og sygeplejersken må alligevel opgive ham med en hovedrysten, da de for syns skyld har virket en tid ved hans side. »Trods alt er det måske bedre end et liv som grøntsag,« lyder en af de første, herligt klichébelagte replikker fra lægen. De kendte ikke manden. Det kræver ingen overvindelse at afskrive en fremmeds liv.
   Men Peltona rejser sig, krænger næsen på plads med en skrækkelig lyd og flygter fra hospitalet. Vi kan lige så godt kalde ham M – det gør de credits, som kører efter filmen – og erkende, at vi på nuværende tidspunkt har oparbejdet betydelig respekt for manden, der tydeligvis er ukuelig. Det skærer os derfor i hjertet, da daggryet finder ham liggende med hovedet i noget brakvand. Vi har nået barakbyen i udkanten af byen. Det er hér, at de udstødte lever i containere og sammenflikkede skure.
   Der er ingen ende på nedrigheden, og der er åbenbart ingen ære blandt tyve. En forbipasserende stjæler M’s støvler. Indtil nu er der bare blevet taget og taget fra det stakkels menneske, som ikke har mælet en lyd. Guds retfærdighed råder i himlen, men hernede må man sørge for sig selv. Da kommer to drenge heldigvis gående. De kalder på de voksne. En familie tager M ind i sin stue i containeren. Kvinden tvinger lidt suppe gennem bandagerne. Omsider har M nået bunden. Fra nu af må det vende – og gå op.



AKI Kaurismäki (f. 1957) er en ener. Få moderne instruktører arbejder med så minimale virkemidler og gør det så tæt på den rene film, stumfilmen, der skaber store følelser ved hjælp af lys og skygge, lidt musik, nogle spillere og et manuskript, der helst skal være så enkelt som muligt. Faktisk var Juha (1999), Kaurismäkis forrige opus, en regulær stumfilm, der uden at blinke foldede et stort melodrama, naivt og patetisk, men også mærkeligt bevægende og aldrig selvironisk, ud over lærredet i fuld bredde.
   Manden uden fortid var en publikumsfavorit på årets Cannes Festival, hvor filmen modtog en Grand Prix – dvs. sølvmedaljen – og Kati Outinen fik prisen som Bedste Skuespillerinde. Det er da også en sjældent tilfredsstillende oplevelse at følge mennesket M’s genrejsning.
   Kaurismäki har lavet film, som var sjovere på samme sindssygt lakoniske måde. For eksempel er Pas på dit tørklæde, Tatjana (1994), en skæv og tjekket road movie, svær at hamle op med, når det gælder excentrisk finsk-russisk latter af den mørkeste beskaffenhed.
   Samspillet mellem Peltona og Outinen var om muligt finere afstemt i Drifting Clouds (1996), hvor de åbnede en restaurant, som absolut ingen besøgte, og vil man endelig have lommetørklædet frem, må Pigen fra tændstikfabrikken (1990) være et rimeligt tudestykke. Den fåmælte finne står også bag serien af koncertfilm med de gakkede Leningrad Cowboys.
   Der er for så vidt intet nyt i Manden uden fortid. Snarere samler den filmværkets tråde og får de faste temaer til at balancere optimalt. Der er mørk humor under det hele, men også ægte romantik, dybfølt patos, skær realisme og en velsignet evne til at formulere og forsvare det naive. Kaurismäki er en mand i ét stykke, ganske som karaktererne i hans film. Man æder ham med hud og hår eller man kan ikke bruge ham til noget. Denne gang vil alle have en bid.



TILBAGE i barakbyen ved lossepladsen begynder tingene at lysne for M. For så vidt som Kaurismäki har et budskab, er det jo netop, at der findes ære blandt tyve; at i det mindste samfundets randeksistenser nægter at hylde den grådighed, som regerer i borgerligheden.
   Både Aki og storebror Mika Kaurismäki (f. 1955) er rundet af 1970erne, og det ses. Et eksempel på M’s deroute er, at han tabte sine LP’er ved at spille blackjack. Så er man langt ude, men det kræver en vis alder at begribe, hvor tragisk sådan et tab kan være. Det er jo ikke bare et par opsamlingscd’er, der er røget. Det er hele skatten af vinyl.
   M er et stærkt og retskaffent menneske, som blomstrer når han har medgang. Snart kan han lægge bandagerne, flytte ud af familiens container og indrette sig i en anden, som stilles til rådighed af opsynsmanden, der ganske vist taler hårdt til alle, men faktisk er et hjertensgodt menneske, der har det meste i munden. Han advarer alle mod dræberhunden Hannibal, men denne er blid som et lam. Den vil hellere være hos M, og så er dét vel også i orden.



M ved stadig ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han ville gerne vide det, men er samtidig i stand til at se hukommelsestabet som en chance for at få et nyt liv. Kun Frelsens Hær vil give ham arbejde, og M kan omsider forelske sig i frelserpigen Irma, der spilles af Kati Outinen. Han installerer jukebox hjemme i containeren og lærer Frelserbandet at spille rock. Det går stærkt og rigtig godt med kærligheden mellem Irma og M. Havde det handlet om Charlie Chaplin og Paulette Goddard, kunne selvfølgeligheden ikke have været større.
   Man er nødt til at have et nummer i systemet. M forsøger at åbne en lønkonto, men netop dén dag er bankens sidste – forretningen er solgt til Korea – og i stedet indblandes han i et bankrøveri, der på sindrig vis fører til opklaringen af identitetsmysteriet. Jo, han var svejser; ja, han havde en hustru engang. Han tager afsked med Irma og rejser tilbage, men kan det virkelig være for altid? Naturligvis kan det ikke dét. Manden uden fortid er et stilrent melodrama. Ikke én romantisk forventing bliver skuffet, og konventionerne drejes, men de bliver aldrig brudt.


HER er alt, hvad der skal være af lunt underspil og varme digressioner. Her er kejtede dialoger mellem Peltona og Outinen; barokke bipersoner, der alle som én bliver fremstillet solidarisk; lune, ironiske randbemærkninger. Flere scener er rendyrket stumfilm i ånden fra Kaurismäkis erklærede helte, Mauritz Stiller og F.W. Murnau. Med havet og solen i ryggen lægger vor helt symbolske kartofler i køkkenhaven ved sin container. Det sker enten til de svulmende toner af Leevi Madetojas Symfoni nr. 3 i a-dur, opus 55, eller nyskreven skæbnemusik af Antero Jakoila, for på krøllet finsk vis stikker der også en nationalromantiker i Aki Kaurismäki.

   
I Manden uden fortid samler han sine kort på én hånd. Og når finurligheden, de excentriske islæt og det rituelle tilbehør er afviklet, har filmen fortsat luft til at være en ærlig og redelig fremstilling af et menneskes heroiske kamp for at skabe sig en værdig tilværelse.
   Kaurismäkis trumf er som altid hans totale solidaritet med de mindste og mest udsatte eksistenser. Trods alt bliver det gode i mennesket hyldet; trods alt får fjenden sin rette bekomst. Den tavse mand får sin frelserpige til slut, og måske er Gud kommet hjem til sin himmel.
   I hvert fald går Aki Kaurismäki rundt i Finland og skaber små verdensfilm af unik beskaffenhed.

Manden uden fortid modtog Nordisk Råds Filmpris (som var nyindstiftet i 2002) og var i 2003 det officielle finske Oscar-bidrag. I Sverige fik den Guldbagge som årets bedste udenlandske film. I DK blev filmen nomineret til både Bodil og Robert. I hjemlandet modtog den 6 Jussi Awards.  


Manden uden fortid (Mies vailla menneisyyttä). Instr. og manus: Aki Kaurismäki. Foto: Timo Salminen. 97 min. Finland 2002. Dansk premiere: 18.10.2002.


Fotos: Sputnik/ YLE TV-1/ Pandora Filmproduktion/ ZDF/Arte/ Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Pyramide Productions/ Arte France Cinéma/ CAnal+/ Centre National du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Bavaria Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Sony Pictures Classics trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon [i 10-disc bokssættet The Aki Kaurismäki Collection | 17 Movies | 1983-2017] 20.11.2017 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.10.2002

torsdag den 10. februar 2022

Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]


DRAGESKÆL OG ULVETAND
Joel Coen fravælger humorens airbag

Af BO GREEN JENSEN

VI taler på dansk om »det hvide lærred« i biografen. På engelsk siger man the silver screen. De store stumfilm fra mediets første 30 år havde virkelig et sølvskær. Der var tyngde og krop i de mejslede billeder. Uden for studiet kom teknikken til kort, men indenfor kunne man skabe fuldendte verdener.
   Joel Coen, fotografen Bruno Delbonnel og scenografen Stefan Dechant går efter selve filmens grundstof i deres nye fortolkning af Macbeth. Den historiske Macbeth var konge af Skotland fra 1040 til sin død i 1057. William Shakespeare skrev stykket i 1606, da den engelske konge var skotsk. Macbeth er mange ting på en gang, bl.a. en tekst om realpolitik.
   Denzel Washington og Frances McDormand har lejlighed til at spille mod deres typer. Washington var for 30 år siden en stærk Don Pedro i Kenneth Branaghs filmatisering af Much Ado about Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting). Det var i perioden, hvor Branagh klædte alle Shakespeares skikkelser i hvide uniformer. Hans monumentale og højpoetiske Hamlet fra 1996 er stadig en stor milepæl.


DA The Tragedy of Macbeth blev vist første gang – på New York Film Festival i november i fjor – fortalte Denzel Washington, at han begyndte i faget som Othello på et teater kun to gader væk. At det havde været en forunderlig rejse og at han omsider havde erfaringen til at forstå de smukke replikker.
   McDormand er kendt for en kombination af snusfornuft, handlekraft og empati. Signaturrollerne er sheriffen i Fargo (1996), hævnersken i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017), den skuffede titelperson i Olive Kitteridge (2014), den strejfende kvinde i Nomadland (2020).
   Hun begyndte i brødrene Coens Blood Simple (1984). McDormand og Joel Coen danner par. Macbeth skal især være hendes projekt. Måske er det derfor, at Coen for første gang arbejder uden sin bror. Det gør en stor forskel. The Tragedy of Macbeth ligner ikke nogen af Coen-brødrenes film.


JEG er næppe den første skribent, som bemærker, at Macbeth er en forløber for film noir. Der er en tidløs og evigt moderne kvalitet i tronranernes rå magtbegær. Som typer kunne de være politikerparret i House of Cards. Eller personer i brødrene Coens The Man Who Wasn't There (2003).
   De deler en skyld og fortjener hinanden. For Shakespeare er pointen, at magt korrumperer; at mere vil have mere; at tabt integritet ikke genvindes. De fleste versioner gør Lady Macbeth til en passiv aggressor, der presser sin svage mand frem. Men i teksten er de fuldkommen jævnbyrdige.
   Hun bukker under før ham. Hun kan ikke vaske blodet af sine hænder, for det sidder i hendes tvangsforestilling. Da Macbeth har myrdet søvnen, kan han bære det bedre end hun. Han ser ikke væk. Han tror sig usårlig, fordi heksene har lovet, at ingen mand, der er født af en kvinde, kan slå ham ihjel. Og fordi enhver kan regne ud, at skovens træer aldrig vil give sig til at gå.


JOEL Coen har bestræbt sig på at skabe en film. Han vil ikke reproducere teatret, finde nye rum i huset eller sætte Macbeth på museum. Filmen skal stå som et stærkt billeddigt. Der er skåret, men ikke ændret i teksten.
   Denzel Washington og Frances McDormand fremsiger den i et tonefald, som tilstræber en realistisk dialog. Rytmen er brudt, poesien nedtones. Det er dét, der fungerer dårligst i filmen. Især McDormand er atypisk usikker.
   Det er Kathryn Hunter i rollen som alle tre hekse, der har en fest i sprogets teater. Hun får hver dråbe grise- og abeblod med. Lige dét motiv er ikke tonet ned: »By the pricking of my thumbs/ Something wicked this way comes«. Det bliver skrevet og sagt fire gange, mens Hunter vrider sig som en kontortionist.


SENERE sidder heksene som sorte fugle på høje spær, der lukker sig over Macbeth. Alle modstanderne er udrenset. Thanen er nu blevet konge. Han har fået, hvad han ville, men sejren har en bitter smag. I samme øjeblik dør hans dronning, og Birnam-skoven begynder sin vandring mod Dunsinane Slot.
   Det har altid været Macbeths reaktion, der vinder tilskueren for ham. Han fremsiger monologen om al vores flygtige tid og tåben, der larmer og buldrer. Han siger, at vi alle er spillere på en scene. Han skyder intet fra sig. Da det kommer til stykket, er det Macbeth, som sætter pris på den tragiske ironi.


»THE Scottish Play« blev senest filmet i 2015, da australieren Justin Kurzel instruerede Michael Fassbender og Marion Cotillard. Accenten var da på fuld realisme og historisk håndgribelighed. Filmen »forklarede« Lady Macbeths karakter og forsvandt ganske hurtigt i tågen.
   Coen lader dramaet udspille sig i en geometrisk dekoration, der fremhæver den rituelle kvalitet. Det ligner sætstykker fra Carl Th. Dreyer, Robert Wiene, Bertolt Brecht, Fritz Lang, Peter Brook, Orson Welles. Welles instruerede sig selv i Macbeth (1948). Hans berømte teateropsætning fra 1936 – med caribisk cast og øgenavnet »Voodoo Macbeth« – blev desværre kun filmet i bidder.
   Denzel Washingtons læderrustning minder om brynjen, som Toshiro Mifune bar i Blodets trone (1957) – Akira Kurosawas japanske version af Macbeth.


DEN bedste filmudgave er stadig Roman Polanskis Macbeth (1971). Jon Finch og Francesca Annis er nok for unge som parret i midten, men her balancerer samtlige dele: realisme, poesi, psykedelisk mareridt. Den sære musik af Third Ear Band bryder reglerne for harmoni og dissonans. Macbeth er svag og rådden til benet. Men også den sidste fornuft i et skævt univers.
   Coens film scorer højt på sin rene æstetik. Tragedien bliver et febersyn. Der er i alle brødrene Coens film – selv de mørkeste og mest voldsomme stykker – en undertone af humor. Det er en del af uforligneligheden. Joel Coen prøver i sin Macbeth at arbejde uden den humor. Det er det mest radikale ved filmen.


The Tragedy of Macbeth er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actor (Denzel Washington); Best Cinematography (Bruno Delbonnel) og Best Production Design (Stefan Dechant - set decoration: Nancy Haigh).



The Tragedy of Macbeth. Instr. og manus: Joel Coen. Foto: Bruno Delbonnel. 105 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.01.2022 (streaming); 16.01.2022 (bio).


Fotos: A24/ IAC Films/ Apple TV+/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV+
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.01.2022

tirsdag den 1. juni 2021

Pablo Berger: Blancanieves (2012)


SNEHVIDE PÅ SPANSK
Eventyret som stumt melodrama

Af BO GREEN JENSEN

DEN moderne stumfilm har sine blomstringsperioder. Det er aldrig til at sige, hvornår formen appellerer bredt. I 1999, da Aki Kaurismäki lavede Juha, var interessen behersket. I 2012, da Michel Hazanavicius fik fem Oscars for The Artist, var der kø ved biograferne. For spanieren Pablo Berger (f. 1963) betød det, at han endelig fik midler til at realisere sin drøm om en stum tyrefægterversion af Snehvide.
   Blancanieves følger historien fra brødrene Grimm, men moderniserer motivet. I 1910 bliver matadoren Antonio Villalta (Daniel Giménez Cacho) stanget ned af dagens femte tyr. Mens han bliver opereret, føder hustruen Carmen deres datter og dør. Sygeplejersken Encarna (Maribel Verdú) ser sin chance for at blive rig og feteret. Hun gifter sig med den invalide matador, parkerer ham i et kvistværelse og lever livet i dekadent luksus.



IMENS vokser Carmencita (Sofia Oria) op hos sin bedstemor, Dona Concha (Angela Molina). Pigen savner den legendariske far, men har ellers en lykkelig barndom. Efter Conchas død bliver hun installeret i Villalta-palæet. Encarna giver hende husets mørkeste rum og de fleste rengøringspligter. En tam hane gør hende selskab. Da den forvilder sig op i tårnværelset, bliver far og datter forenet.
   Matadoren instruerer sin datter i tyrefægtningens kunst, mens Encarna forlyster sig med chaufføren. Filmen excellerer i kvæstet og karikeret machismo. Encarna tvinger pigen til at spise sit kæledyr. Hun ser ikke siden sin far. Chaufføren lokker hende med i skoven, men distraheres af hendes skønhed, da han skal drive nådesstødet ind.



JÆGEREN lader Snehvide gå og lyver for den forfængelige stedmor. Spejlet på væggen er erstattet af tabloidpressen. Da Carmencita vågner i skoven, har hun mistet sin hukommelse. Hun finder sin plads hos seks rejsende dværge, der optræder som tyrefægtere. Hun redder én fra at blive stanget. Han tilgiver aldrig den unge kvinde (Macarena Garcia), som nu bærer kunstnernavnet Blancanieves.
   Finalen er en opera værdig. Tyre forbyttes, et giftæble glinser, der er blod i sandet og død om eftermiddagen. Berger fortæller i en omhyggelig form, som lader fotografen Kika de la Rica digte med lys og skygge, mens et gennemkomponeret score af Alfonso de Vilallonga ledsager de lyriske billeder. Ligesom The Artist vælger Blancanieves at kulminere i 1929, da den stumme tid nærmer sig slutningen.



DET er en fornøjelse at følge de filmhistoriske henvisninger og afstemme oplevelsen med eventyret. Man venter dog på en særlig spansk vinkel. Den bliver endelig klar i epilogen, hvor den sovende Blancanieves vises frem i et gøglertelt. Sørgmodige mænd køber kys hos den brovtende udråber, mens en forelsket dværg gør Snehvide i stand. Det er uklart, om hun vil vågne. Da er Blancanieves næsten en nationalmyte.
   Berger har ladet sig inspirere af Erich von Stroheims Greed (1924) og de sene storværker af Murnau og Pabst, som blev produceret i stumfilmens tusmørkeår. Blancanieves er og bliver et kuriosum, men den fængsler og fascinerer med samme styrke som forløberne.


Blancanieves. Instr. og manus: Pablo Berger. Foto: Kika de la Rica. 104 min. Spanien 2012. Dansk premiere: 16.01.2014 [Cinemateket].


Fotos: Arcadia Motion Pictures/ Cohen Media Group/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK - i UK på Amazon Prime | STUDIOCANAL, Apple TV, Amazon Store
2K Blu-ray fra Cohen Media Group 03.09.2013
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 17.01.2014

mandag den 31. maj 2021

Michel Hazanavicius: The Artist (2011)


STUM KÆRLIGHED
En lutrende glæde ved filmen og livet

Af BO GREEN JENSEN

I DE første årtier var alle film stumme. De blev ikke vist uden lyd, men musikken blev fremført i biografen af et orkester, en organist eller en improviserende klaverbokser. Al dialog var skrevet på skilte. Det tog tid at finde balancen mellem for mange ord og for få. Jeg så fornyligt F.W. Murnaus Schloss Vogelöd (1921) på dvd. Filmen varer 81 minutter og følger, grundigt og trofast, en i forvejen snaksom roman af Rudolph Stratz. Der er alenlange scener med cigarrygende mænd, som taler evindeligt sammen. I alt 165 skilte med tæt dialog er sat ind.
   Siden fik man sans for rytmen og ramte den rette dosering. Murnau kunne til sidst fortælle helt uden ord. Der er tusindvis af tidlige storfilm, som alt for få ser alt for sjældent. Fra Giovanni Pastrones historiske helaftensepos til Charlie Chaplins sociale samtidskomedier; monumentale værker af Griffith, Ford og Vidor; Fritz Langs visionære Metropolis, Sergej Eisensteins revolutionære symfonier. Flere sene stumfilm besidder en skønhed, som aldrig er tangeret. Murnaus Sunrise, G.W. Pabsts to Lulu-film, Abel Gances Napoleon, Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc.



ALT blev skabt med skygger på væggen og publikums trang til at lade sig fange. I 2011 så jeg en restaureret kopi af Georges Méliès' Le voyage dans la lune (1902, da. En Tur til Maanen). Det er dén med manden i månen, som bliver ramt i øjet af ekspeditionens raket. Sandt nok kunne mange ting more. Men billederne levede på en afstand af 109 år, sådan cirka. Da er film for alvor en magisk ting og en stor tidsmaskine.
   Flere nye titler hylder de første 30 år af filmkunsten. I Martin Scorseses Hugo (2011) er Georges Méliès en vigtig karakter. Han bliver spillet af Ben Kingsley, og de klassiske trickfilm er genskabt i moderne 3D. Michel Hazanavicius’ The Artist er et sentimentalt melodrama i den store form fra Hollywoods guldalder. Men ikke mindre selvbevidst. Ved premieren i Cannes var den tænkt som et tilbud, der kunne more cineasterne. Imidlertid var reaktionen så varm, at filmen blev flyttet til hovedkonkurrencen. The Artist vandt siden over 200 priser, herunder tre Golden Globes, en Bodil for bedste internationale film og fem af de ti Oscars, som den var nomineret til.



DEN stumme metafilm forener det bedste af A Star is Born og Singin’ in the Rain. I 1927 er George Valentin (Jean Dujardin) en maskulin stjerne i traditionen fra Douglas Fairbanks. Han er – som hunden Uggy, der følger ham trofast – et ikon, da han møder stjernefrøet Peppy Miller (Bérénice Bejo). Med lyden vendes alt op og ned. Tiden vil have musicals, og Peppy bliver folkets favorit. Valentin er noget, man ler ad. Han satser sine sidste penge på at producere den film, som han selv helst vil se.


UNDER krisen går Valentins liv helt i stykker. Nu vil han allerhelst dø. Han drikker resterne af sin værdighed væk, mens Peppy i hemmelighed opkøber hans ting. De er aldrig holdt op med at elske hinanden, og endelig kræver hjertet sin ret.
   Peppy Miller og George Valentin bliver et syngende par som Ginger Rodgers og Fred Astaire. De danser ud af filmen og ind i vore hjerter. Da er der lyd, og det giver et lifligt sæt i Valentin. Publikum har glemt, hvor grænsen går. Til sidst er der bare en film om en mand og en kvinde. Som man får det fantastisk godt af at se.


DUJARDIN har et hvidt smil så bredt som Gene Kellys. Bejo emulerer flere divaer i scener, der citerer i flæng fra klassiske film. Som prosaisk studiechef ses John Goodman; som konservativ butler Malcolm McDowell; som empatisk chauffør den loyale James Cromwell. Luduvic Bourse har skrevet et pragtfuldt score, som er stemningsmusik med håndgribelig virkning. The Artist begynder som morskab og gimmick, men slutter som ren poesi.
   Fra tid til anden har der været forsøg på at genopdage stumfilmen med den store musik. Mel Brooks gjorde det for sjov i Silent Movie (1976). Luc Bessons Le dernier combat (1983, da. Den sidste kamp) var højbrynet scifi. Aki Kaurismäkis Juha (1999) var afgjort alvorlig. The Artist går hele vejen med glæde og synes at finde sit tema tilfældigt. Jeg vil tro, at De tror, man skal tage sig sammen, men denne film er en sjælden og gennemført glæde.


The Artist. Instr. og manus: Michel Hazanavicius. Foto: Guillaume Schiffman. 100 min. Belgien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 09.02.2012


Fotos: Studio 37/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012

torsdag den 16. januar 2020

Store stumfilm: Cabiria (1914)


TO ELEFANTER OG TUSIND STATISTER 
Den første historiske helaftensfilm

Af BO GREEN JENSEN

SIDSTE aften på Cannes Festivalen, maj 2006. Det gælder afsløringen af et rart klenodie, italieneren Giovanni Pastrones historiske helaftensepos Cabiria (1914), som altid indgår i omtale af filmens første årtier. I praksis har den været en død klassiker, dvs. en af de film, som alle har hørt om, men de færreste har set.

   Der er trods alt ikke tale om en verdenspremiere. Italiensk film fejrede sit 100-år i 2005, og den kostbare restaurering af Cabiria, som er foretaget af João de Oliveira, var det italienske filmmuseums fødselsdagsgave til nationen. Giovanni Pastrone (1883-1979) satsede alt på Cabiria og kunne aldrig helt slippe filmen, som han klippede om flere gange. I 1931 producerede han også en toneversion, som afviger markant fra 1914-udgaven.
   Oliveira etablerede definitive kopier af begge versioner, og projektet Cabiria & Cabiria blev præsenteret med piber og trommer i forbindelse med De Olympiske Vinterlege i Torino. 1914-udgaven blev vist i Teatro Regio den 20. marts, 1931-versionen den følgende aften i Cinema Massimo. Det skete med fuld symfonisk ledsagelse. I Cannes fremføres ledsagelsesmusikken af pianisten Stefano Maccagno, som rejser verden rundt med Cabiria.


MUSIKKEN er et kapitel for sig. Cabiria er en stor film efter enhver målestok. Den varer tre timer (kun fire minutter er gået tabt), involverer mange hundrede statister, byder på fem-seks regulært bjergtagende sætstykker og er overhovedet forløberen for de kolossale udstyrsstykker, der i 1950erne blev en signatur for amerikanske filmskabere som William Wyler og Cecil B. DeMille.
   Sidstnævnte var allerede aktiv, da Pastrone realiserede Cabiria. Ligesom kollegaen D.W. Griffith så han filmen og lærte forskelligt. I Cabiria indgår for første gang scener, der er optaget med et bevægeligt kamera. Til den store tempelscene, hvor Cabiria skal ofres til guden Moloch, konstruerede Pastrone en tidlig udgave af den dolly, som det snart blev standard at føre gennem sættet på skinner. Ofte krediteres Griffith for nyskabelsen, der bruges flittigt i storværkerne The Birth of a Nation (1915) og Intolerance (1916), men italieneren kom altså først.


CABIRIA 
er en enkel fortælling i en mægtig indpakning. Filmen udspiller sig under den anden puniske krig 218-201 f.Kr. og begynder chokerende brat med at vise vulkanen Etnas udbrud, som knuser Cabirias fødeby Catania. Sammen med sin amme, Croessa, ender den romerske pige som slave i Karthago, hvor ypperstepræsten Karthalo vil ofre hende til Moloch. Imidlertid overtaler Croessa en adelsmand, Fulvio Axilla, der fungerer som romersk spion i Karthago, til at frelse pigen fra flammerne. Det gør Fulvio sammen med sin trofaste nubiske tjener og slave, som overhovedet er den, der får tingene gjort.

   Cabiria vokser op i Karthago hos Hasdrubal, feltherren Hannibals bror, og bliver datteren Sophonisbas husslave. Axillas tjener lægges i lænker og driver i tyve år et møllehjul rundt ene mand. Hannibal krydser Alperne og angriber Rom. Pastrone filmede faktisk i bjergene med to elefanter og tusind statister, skønt scenen kun varer få minutter.
   Siden besejres Hannibal ved Zana af romeren Scipio. Axilla, som deltager i slaget, lover Cabirias forældre at finde datteren, som de troede var død. Han tager tilbage til Karthago, befrier sin tjener og ordner sagerne sammen med ham. Endelig kan Cabiria, som nok er filmens mindst markante karakter, give sig hen til sin frelser og gifte sig med ham.


HISTORIESYNET er stærkt reduktivt, og filmen promoverer melodramaet som forklaringsmodel. Pastrone ville legitimere sin kunstart og skabe et filmværk, der tilbageviste al skepsis alene ved sin størrelse og moralske uangribelighed. De første historiske stumfilm svælgede i blod og hedonistiske orgier, men Cabiria er relativt ærbar.


   
PASTRONE tog den store pung frem og betalte to højt respekterede kunstnere, digteren Gabrielle D’Annunzio (1863-1938) og komponisten Ildebrando Pizzetti (1880-1968), for at knytte deres navne til filmen. Pizzetti nedlod sig til at levere en 11 minutter lang Symphonie du feu, som var tiltænkt tempelscenen, men endte som ouverture til filmen. Resten af musikken leverede Manlio Manza.
   D’Annunzio skrev filmens forklarende tekster, der er indsat på ornamenterede skilte. De er fantastisk pompøse og floromvundne – især en bøn til Månens gudinde er fæl – men han gav Pastrone lov til at bruge sit navn på filmens salgsmateriale. Der står derfor GABRIELE D’ANNUNZIO med versaler på alle de smukke plakater og lobby cards, som blev udført i forbindelse med filmen, men i praksis skrev Pastrone selv Cabiria, som er uhyre frit baseret på Gustave Flauberts roman Salammbo (1862).


DA toneudgaven skulle produceres, krævede Pizzetti sin »Ildsymfoni« taget ud. Et nyt score blev skrevet til lejligheden af komponisterne Avitabile og Ribas. D’Annunzio, som sagtens kunne se en værdi i reklamen, stod derimod ved sin kontrakt. Cabiria blev også som tonefilm en succes – men kun i hjemlandet. Lyd blev filmkunstens babelstårn. Den knækkede også én gang for alle Nordisk Films status som leverandør til hele verden.
   Det er 1914-udgaven, der vises i Cannes, til og med tintet i psykedeliske kulører efter en kompliceret, men autentisk proces. På en afstand af 100 år holder filmen sit publikum fast i tre timer. Sætstykkerne er stadig imponerende. Pastrone fik sin vilje. Med Cabiria fik filmen status som kunst.


NÅR disse strålende egenskaber er fremhævet, må det samtidig siges, at man ikke tager filmen alvorligt som menneskedrama. Alle spiller vildt karikeret i den høje stil, som man dyrkede i tiden. Man ruller øjne og slår stort ud med armene, ryster knytnæver ad himlen og etablerer hyppigt kontakt med tilskuerne ved at sende dem direkte blikke, et kontraktbrud som i filmens barndom var konvention. Først i tonefilmens tid begyndte man for alvor at lade, som om kameraet ikke var til.
   Særligt slem er Dante Testa i rollen som Karthalo, den karthaginiensiske ypperstepræst, som vil ofre Cabiria til Moloch. Der er sat fuld sensuel skrue på i portrættet af den indolente Sophonisba, som spilles af divaen Italia Almirante-Manzini. Ved det første møde ser hun smægtende ind i kameraet, mens hun med dovne bevægelser kærtegner en rastløs leopard. Lige så megen omhu, der er lagt i de spektakulære sætstykker, lige så lidt er der gjort ud af personernes fremtræden. Som det noble handlingsmenneske Fulvio Axilla ligner Umberto Mozzato mest af alt en fedladen mand i badesko og morgenkåbe.



KUN én karakter brænder helt igennem og træder frem for tilskueren lige så frisk, som han må have virket ved filmens urpremiere. Det er Fulvio Axillas tjener, den mægtige slave Maciste, som træder ind i sidste øjeblik og redder Cabiria fra at blive ofret til ilden. Maciste blev fremstillet af Bartomeleo Pagano (1878-1947), som tog navnet til sig og videreførte figuren i 24 meget populære seriefilm med titler som Maciste atleta (1917), Il Viaggio di Maciste (1920), Maciste imperatore (1924) og Maciste nella gabbia di leone (1926).
   Maciste-skikkelsen fik egenliv og kunne uden smålig skelen til tid og sted dukke op i mange historiske sammenhænge. I Maciste alpino (1916) gør han tjeneste i 1. verdenskrig, i den tysk producerede Maciste und die chinesische Truhe (1923) transplanteres han til Orienten, og andetsteds på titellisten finder man ham i Amerika og Afrika. I Guido Brignones klassiske Maciste all’inferno (1925) stiger han ned i Underverdenen og prøver kræfter med dødsguden Pluto. Federico Fellini så den som dreng og kaldte Maciste i Helvede »en af de ti bedste film nogensinde.« Navnet på Giulietta Masinas karakter i Le notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria) er ikke grebet ud af luften.

   
EFTER Paganos død levede Maciste videre i andre stærke mandsskikkelser, og figuren fik en stor renæssance i 1960erne, da den såkaldte »sværd-og-sandal«-genre blev en hel industri i Italien. Mere end tyve Maciste-titler blev produceret i årene 1960-65. De havde fantastiske titler som Maciste contro il Vampiro, Zorro contro Maciste og Maciste, il vendicatore dei Mayas.
   Flere af disse B-film kom også til Danmark, hvor de fungerede som broget fyld i dobbeltforestillinger lørdag midnat og søndag eftermiddag. De blev imidlertid ikke opfattet som italienske produktioner, for Maciste blev typisk fremstillet af amerikanere som Gordon Scott, Mitchell Gordon og Mark Forest.
   Også lydsporet var eftersynkroniseret, og for nemheds skyld oversatte man de italienske titler til en vilkårlig antik sammenhæng, som gav det hele et vagt klassisk skær. Atlas in the Land of the Cyclops (1961) hed i virkeligheden Maciste nella Terra dei Ciclopi, og Hercules against the Barbarians (1964) var identisk med Maciste nell'Inferno di Gengis Khan. Samson, Atlas, Goliat: i Italien hed de alle Maciste. Hans-Jürgen Panitz har lavet en ret forrygende dokumentar om fænomenet, Kino kolossal: Herkules, Maciste & Co. (2000).



JEG følger digressionen, fordi jeg så flere af de film som dreng, og fordi jeg ikke kendte Maciste-figurens historie, før jeg begyndte at læse forskelligt baggrundsmateriale om Pastrone og Cabiria. Man kan altid bruge de ældste film som et vindue og en vej ind i kulturhistorien. På samme måde bliver man klogere på menneskene ved at se film fra Iran, Bulgarien og Indonesien. Ikke mindst derfor er filmfestivalerne vigtige. 
   I sin introduktion til den restaurerede Cabiria prøver Martin Scorsese med vanlig entusiasme at ophøje filmen til en udødelig status på linje med D.W. Griffiths i øvrigt stærkt racistiske The Birth of a Nation (1915). Alberto Barbera nævner filmen i forbindelse med Griffiths Intolerance (1916)  – som var direkte inspireret af Cabiria – med Dreyers Jeanne d’Arc (1928), Eisensteins Potemkin (1925), Fritz Langs Metropolis (1927) og Abel Gances Napoleon (1927).
   I dét selskab hører den ærlig talt ikke hjemme, og det er også lidt af en tilsnigelse, når man forsøger at relancere Cabiria som det genfundne europæiske ur-epos. Alene i Italien var de første udgaver af Pompeis sidste dage (1908, 1913) og Enrico Guazzonis Quo Vadis? (1913) produceret allerede, da Pastrone gik i gang med Cabiria. Man kunne med lige så megen ret slå et slag for August Bloms to timer lange Atlantis, produceret hos Nordisk Film i 1913, som den første realistiske katastrofefilm i Europa. 


Cabiria. Instr.: Giovanni Pastrone. Manus: Giovanni Pastrone og Gabrielle D’Annunzio. Foto: Augusto Battaglio, Natale Chisano, Segundo de Chomón, Vincent Dénizot, Carlo Franzeri, Gatti og Giovanni Tomatis. 180 min. Italien 1914.


Fotos: Itala Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons/  Museo Nazionale del Cinema Torino/ Kinetoscopioita (YouTube clip)/ DFI
DVD fra Kino Korber(US) 07.11.2000 
DVD fra Tribanda Pictures (Spanien) 26.08.2010
Festivalreportage i Weekendavisen Kultur 23.06.2006