Translate

Viser opslag med etiketten Spanien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spanien. Vis alle opslag

tirsdag den 12. juli 2022

Ken Loach: Land and Freedom (1995)


DEN SPANSKE JORD
Social romantik og realpolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal aldrig sige aldrig. Det plejer ikke at være internationale koproduktioner, oven i købet med slagscener og andre sætstykker i, som realisten og minimalisten Ken Loach instruerer.
 Hans stærke og sjældent stringente film fra Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) skildrer da også sin centrale konflikt på en mere analytisk måde, end man er vant til at se, men om doceren er der aldrig tale.
   Formen er episk og traditionel. Loach og manuskriptforfatteren Jim Allen vil huske de britiske frivillige, som rejste til Spanien for at kæmpe i de internationale brigade, men især vil de belyse de interne kampe og forræderier på antifascisternes side.*
   Det var den del af historien, som Ernest Hemingway stort set fortiede i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for?), som en desillusioneret George Orwell lagde frem i Homage to Catalonia (1938, da. Hyldest til Catalonien (1938) og som John Dos Passos skrev udtryksløst fast i romanen Adventures of a Young Man (1939, da. En ung mands eventyr).
   Det er historien om, hvordan kommunistpartiet brugte den større konflikt til at nedkæmpe de rivaliserende socialistiske og anarkistiske fraktioner. Om brodermord, med andre ord, men også om overbevisningens pris.


I 1936 går David Carr omkring i Liverpool og brænder efter at komme i gang. Han er nyforlovet, arbejdsløs og glødende socialist. Han tager derfor springet og rejser til Spanien for at melde sig som frivillig. Han optages i den autonome milits, der hører under socialistpartiet POUM –
 Partido Obrero de Unificación Marxista – og derfor opfattes som en halv fjende af anarkisterne og stalinisterne, som bruger borgerkrigen til at rense ud i egne rækker.
   David, der spilles med afvæbnende overbevisning af Ian Hart, er i begyndelsen politisk uskyldig, for ikke at sige naiv. Han mener, at lederne altid ved bedst. David forelsker sig i medsoldaten Blanca (Rosana Pastor), og de bliver for alvor et par, da hendes kæreste, ireren Coogan, dør. Det sker i en af filmens to centrale træfninger, da militsen erobrer en landsby, som regeringstropperne har behersket.
   Her ligger filmens dramatiske centrum, og det bryder så totalt med alle regler for, hvad man kan og ikke kan på film, at man et øjeblik tror Land and Freedom vil kuldsejle.


EFTER kampene sætter landsbyens indbyggere sig til at diskutere, om de skal kollektivisere jorden. Diskussionen er langvarig, selvsagt ordrig og i sagens natur meget ophidset. Scenen varer vel 10-12 minutter. Imens klipper Barry Ackroyds kamera fra den ene til den anden taler, uden at vælge side. Amerikaneren Gene, der senere svigter sine fæller i POUM og vælger kommunisternes side, fremlægger ved samme lejlighed stalinisternes hensyns- og hæmningsløse ideologi i koncentrat. Det er en forbløffende scene, ren, statisk, mærkværdigt bevægende og alligevel uden melodramatisk pynt af nogen art. Her falder Land and Freedom for alvor i hak, og man forstår filmens egentlige ærinde.
   Dette er ikke i første række at skildre kampen, kærligheden, loyaliteten og forræderiet i 1930ernes Spanien. Det er snarere at vise os, hvordan engagement til alle tider ser ud, når mennesker føler, at kampen kan nytte; at tingene står til at ændre og de selv har en rolle at spille. Når politik bliver hverdag og virkelighed, kan ideologien afprøves i praksis. Det er herom, at Land og Freedom fortæller, og det gør den med ganske klar adresse til den apati og rådvildhed, som hersker i Europa nu, i England såvel som herhjemme.



FOR at understrege dette, har Loach lagt en samtidsramme om filmen. I 1994 sidder Davids barnebarn, Kim, og rydder op i sin morfars efterladte ting. Himlen er om muligt mere grå end de huse, som Liverpool er fyldt med. Mellem Davids effekter finder pigen en stak udklip, nogle breve fra Katalonien og et rødt tørklæde med en håndfuld af den spanske jord. På bygningen, hvor David døde, har ekstremisterne fra National Front malet deres logo. Kun disse to symboler har farve i sig selv.
   Havde dette været en Hollywood-film, kunne en pædagogisk fortæller passende citere William Butler Yeats’ berømte diagnose: »The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity« fra digtet om »The Second Coming« (1920) [»De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«] Digtet blev skrevet om den irske Påskeopstand, men fyndordet passer på de fleste konflikter, hvor gode kræfter kommer til kort.  
   Land and Freedom ligger dog langt fra Hollywood. Vist akkumuleres summen af forrådelser og fortrædelser så stærkt, at vi mod slutningen får gåsehud, da man afsynger »Internationale«, og hvem ville have troet det, i denne tid og på denne afstand?


MEN bevægelsen afstedkommes netop i kraft af den emotionelle underdosering. Loach tager sin kendte kliniske tone med til skildringen af de komplekse konflikter, der styrede denne generalprøve på verdenskrigen og den ideologiske koldkrig, som fulgte efter. Hans strategi ser tvivlsom ud i begyndelsen, men giver gevinst i filmens sidste halvdel, hvor en mere melodramatisk stemt instruktør ville løbe tør for gribende virkemidler, efterhånden som tragedierne overgik hinanden.
   For tragisk ender historien. David bliver såret, på prosaisk og lidet heroisk vis, da en af de gamle tyske rifler, som POUM-militsen må tage til takke med, giver bagslag under øvelsen med at oplære nye rekrutter. Han tager til Barcelona for at rekonvalescere og genforenes her med Blanca. De når lige at elske før skænderiet: Davids uniform er nu republikanernes, og den unge englænder mener stadig, at målet helliger midlerne.


SOM medlem af kommunisternes internationale brigade beordres David til at deltage i nedkæmpningen af en anarkistisk bastion, for stalinisterne betragter deres moderate allierede som »sociale fascister«, der må tages i opvæksten. Omsider må han vælge selv og vender da tilbage til POUM og Blanca. Her har tingene ændret sig. Kvinderne må ikke længere bære uniform, og militsen hører nu under republikanerne. I den sidste lakonisk skildrede træfning er fjenden ikke Francos tropper: det er kommunisterne, som kræver socialisternes kapitulation.
   Verden er da vendt på hovedet. Rigtigt er forkert og omvendt, og med Blancas død mister David det sidste, der binder ham til den spanske sag. Alligevel fortryder han aldrig. Han lever endnu 48 år, stille og roligt, skønt han forbliver socialist til det sidste. Men han føler sig aldrig siden så levende, som han gjorde i foråret ’37, da livet og døden var alvor i Spanien og tingene stod til at ændre.


MAN kan mene, hvad man vil, om Loachs budskab, men han tegner konflikten og skildrer dens mennesker sobert, redeligt og prisværdig klart. Han får os til at føle som og med dem. Han får os til at håbe på kærligheden, som David og Blanca deler en tid, og han får os en sidste gang til at tænke over, hvad det egentlig var, der døde i Spanien og alle senere konflikter, som ligner brodermordet i Katalonien.
   Samtidig glemmer han aldrig, at fortællingens medium er billeder, og at sagen, det gælder, er levende film. Land and Freedom beviser, at det fortsat er muligt at lave politiske film, som bevæger uden at sentimentalisere. Filmen blev forbigået, da hovedkonkurrencens jury fordelte sine priser ved forårets Cannes-festival. Til gengæld blev den kåret som bedste film i kritikernes afstemning og fik også den økumeniske pris.
   I dét er der smuk overensstemmelse. Det, som lykkes for Loach og Jim Allen, er netop det svære: at forene kunsten og engagementet. En sober, klar og bevægende film, der indskriver sig som et hovedværk i en produktion, hvor bagatellerne i forvejen er spredte og få.

*) James »Jim« Allen (1926-1999) var blandt de førende politiske dramatikere i sin generation. Han blev født i Manchester, kom på fabrik som 13-årig og gjorde tjeneste i 2. verdenskrig. Han blev litterært vakt (af Jack London og Charles Dickens) under et fængselsophold. Efter krigen blev han minearbejder og engagerede sig fagligt. Han begyndte at skrive om dagen, mens han havde natarbejde som rengøringsassistent på St. Barts Hospital i London.
   Allen var erklæret og urokkelig socialist. Lige så urokkeligt tog han afstand fra statskommunismen i Sovjetunionen. Fra 1958 var han aktiv i Socialist Labour League (og redigerede The Miner), som siden blev til Workers’ Revolutionary Party (WRP), der var en selvstændig enhed i The Labour Party. Allen blev senere ekskluderet fra Labour.
   WRP brugte mest energi på at modarbejde CPGB – The Communist Party of Great Britain – som dominerede og dikterede taktikken i NUM (National Union of Mineworkers). Allens hovedtema er fra begyndelsen de interne krige og forræderier på venstrefløjen – i Den Spanske Borgerkrig såvel som blandt britiske socialister.
   Allen var strategisk placeret, da tv-mediet blev almindeligt udbredt i 1950erne og 60erne. Han lærte grammatikken gennem to år som manuskriptforfatter på Coronation Street, som ITV begyndte at sende to gange ugentligt i 1960. 62 år senere er Coronation Street stadig en britisk tv-institiuton med 6 mio. seere pr. episode. Der er til dato produceret 10.686 episoder.
   Allen og Loach skabte sammen tv-spillet The Big Flame, som Tony Garnett producerede for BBC i 1969. De fortsatte samarbejdet med The Rank and File (1971), og Loach brugte Allen som forfatter på Hidden Agenda (1990), Raining Stones (1995) og Land and Freedom. Parrets største bedrift var dog Days of Hope - »A series of four films from the Great War to the General Strike« - som i fire afsnit af spillefilmslængde fortæller en families historie fra Første Verdenskrig til Generalstrejken i 1926 (som fagbevægelsen måtte opgive efter ni dage). Miniserien blev sendt på BBC One i september/oktober 1975. Den blev også vist i dansk TV. Det var fremragende politisk tv, som formåede at få tiden i tale.
   Allen skrev både for scene og skærm (hans eneste roman er en »tv tie-in« udgave af Days of Hope). I 1989 var Loach instruktør på skuespillet Perdition, som blev aflyst et døgn før premieren p.g.a. sit anti-zionistiske tema. Allens tekst beskriver, hvor jødiske ledere gør indrømmelser til gengæld for oprettelsen af staten Israel.
   Allen skrev to manuskripter til Thirty Minute Theatre, to til The Wednesday Play og fem til Play for Today. Han bidrog også til ITVs retssalsdrama Crown Court (1972-1984). Samarbejdet med Loach var signaturarbejdet, men navnene på Allens instruktører giver et indtryk af, hvor vigtigt tv-mediet var i den store tid med få stationer og høje ambitioner. Hans første tv-spil, The Hard Word (1966), blev instrueret af Ridley Scott; Roland Joffé (The Mission) instruerede The Spongers (1978) og United Kingdom (1981).
   Det var og blev Loach, som han trivedes med. Loach selv betragter The Big Flame – dramadokumentarisk fremstilling af et strejkeforløb i stor skala – som »Jim's definitive script«. Han beklager, at han ikke instruerede det bedre. Days of Hope er definitiv for begge mænd. I den første film, »1916: Joining Up«, bliver militærnægternes politik lagt frem i diskussionsform som i Land and Freedom. En af mændene understreger, at han ikke er pacifist. Men han vil kun kæmpe »i den eneste krig, som har betydning«. Det er »The Class War«.
   Jim Allen var lige så vigtig for Loach i tidlig fase, som Paul Laverty blev i den sene periode. Så i Land and Freedom ser vi en stafet skifte hænder. Blandt skuespillerne er Laverty, som stadig praktiserede jura. I 1996 skrev han sit første filmmanuskript, Carla's Song, til Ken Loach. Loach og Laverty har siden skabt 16 film sammen.


Land and Freedom. Instr.: Ken Loach. Manus: Jim Allen. Foto: Barry Ackroyd. 109 min. UK-Spanien-Tyskland-Italien 1995. Dansk premiere: 27.10.1995.


Fotos: ARD Degeto Film/ BIM Distribuzione/ BBC/ British Screen Productions/ Canal + España/ Canal+/ Diaphana Films/ Eurimages/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Messidor Films/ Parallax Pictures/ Polygram/ Road Movies Dritte Produktionen/ TVE/ Working Title Films/ CineMaterial/ MUBI
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.1995 [Noten om Jim Allen er ny].

søndag den 8. maj 2022

Carla Simón: Sommeren 1993/Estiu 1993 (2017)


EN LILLE FORÆLDRELØS PIGE
En catalansk barndom i voksen optik

Af BO GREEN JENSEN

TRODS dateringen er det en tidløs historie. Frida på 6 år mister sin mor og skal bo hos sin onkel og tante på landet. Hun er vokset op i Barcelona, hvor forældrene førte et hårdt liv, som familien nu og da nævner, når de tror, at Frida ikke hører det. Så har årstallet alligevel betydning: Fridas mor var HIV-positiv og døde af en almindelig lungebetændelse.
   For den forældreløse pige gør årsagen hverken fra eller til. Hun savner sin mor og skal samtidig lære et fremmed sted at kende. Esteve, Fridas morbror, og hustruen Marga driver en lille restaurant i la Garrotxa. De har en datter, Anna, på 4 år, som Frida skal behandle som sin lillesøster. Hun bliver også bedt om at sige Mor til Marga og Far til Esteve.
   På en måde er det enkelt. Alligevel er det slet ikke let. Marga og Esteve tager imod Frida med åbne arme. De behandler hende som deres datter fra begyndelsen og stiller derfor også krav. Der er ingen vej tilbage, men alligevel spørger Frida håbefuldt til sit gamle hus i Barcelona, når bedsteforældrene er på besøg. Hun håber mod alt håb at vende tilbage.


DER venter en vanskelig sommer. Frida er ikke altid sød mod den tillidsfulde Anna, som ser op til sin nye storesøster. Flere gange kommer Anna til skade. Marga forstår, hvad der rører sig i Frida, men alligevel bliver hun bekymret og vred.
   Frida føler, at Anna er lidt mere elsket. Det er hun sikkert også. Omvendt går Marga i brechen for Frida, da pigen slår knæet og bløder. Landsbyens mødre går i panik. Alle ved, at Fridas mor havde AIDS.
   Det er catalanske Carla Simóns første lange spillefilm. Hun fortæller sin egen historie, og det var vigtigt for hende at filme i la Garrotxa, i det selvsamme hus, hvor hun voksede op. Sommeren 1993 er tilegnet mindet om den døde mor.

   
TRODS alt falder pigen til over tid. Vist er der en aften, hvor hun vil gå hjemmefra og helt til Barcelona, men Esteve og Marga reagerer så tilpas opskræmt, da de ikke kan finde hende, at Frida kommer frem fra sit skjul og bekendtgør, at hun vil vente til næste dag, når det er blevet lyst.
   Der er flere vendepunkter, men aldrig det store kram og den forløsende scene, man ville se i en mere konstrueret sammenhæng. Simon lader mange sår være åbne. Flere af dem er sikkert ikke helt lægt endnu.
   Sommeren 1993 er en af de film, som snyder voksne tilskuere, fordi de handler om børn og bliver i barnets perspektiv, men er henvendt til forældre, der kan huske, hvordan barndommen var. Der er små uskyldstab og tilløb til en udviklingssskildring, men filmen får sin sprøde saglighed ved at blive i sommeren. Og Simón er aldrig sentimental.


FOTOGRAFEN Santiago Racaj følger med Frida, bliver på hendes ansigt og filmer i pigens øjenhøjde, så man mindes tidlige værker af iraneren Abbas Kiarostami, film som Hvor er vejen til min vens hus? (1987). Alligevel siver mange af de voksnes konflikter igennem.
   Det er sikkert muligt at mærke både Victor Erices (Ånden i bistadet) og Guillermo del Toros (Pans labyrint) klassiske pigeskildringer. Eller også er det et synsbedrag, som kommer af den spanske baggrund.
   Under alle omstændigheder er det en løfterig og næsten prunkløs debutfilm. Den ender cirka modsat dér, hvor hjertevarme familiefilm plejer at tage afsked. Til og med er der endelig tårer, men Marga hjælper pigerne med gøre skolebøgerne klar. Frida stiller svære spørgsmål og får ærlige svar. Vi tænker, at det nok skal gå. Selv er hun ikke så sikker.


DAVID Verdaguer og Bruna Cusi er gode som forældrene, de progressive neo-ruralister, der vil genfinde ægte værdier på landet. Men det er børnene Laia Atigas og Paula Robles, som Carla Simón får store ting ud af. Deres samspil er fuldkommen overbevisende.
  Det er næsten som at se en film om drenge af Nils Malmros. Intet er grebet i flugten. Alt er omhyggeligt rekonstrueret.

Estiu 1993 (Verano 1993) var Spaniens officielle Oscar-kandidat i 2018. Instruktørens næste spillefilm, Alcarrás, modtog Guldbjørnen på Berlinalen 2022. Carla Simón er født i Barcelona i 1986.


Sommeren 1993 (Estiu 1993). Instr. og manus: Carla Simon. Foto: Santiago Racaj. 97 min. Spanien (Catalonien) 2017. Dansk premiere: 07.06.2018.


Fotos: Avalon/ Creative Europe MEDIA/ Fundación SGAE/ Inicia Films/ Institut Català de les Empreses Culturals/ ICO/ ICAA/ Media/ Movistar+/ Producciones Cinematográficas Cima/ RTVE/ Sources 2/ Televisió de Catalunya/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2018

mandag den 21. marts 2022

Pedro Almodóvar: Kika (1993)


DAGENS RÆDSLER
Opus 10 omfavner konsumerismen

Af BO GREEN JENSEN

AUGUST 1994: I en international filmindustri, hvor der bliver færre auteurs efter gammel model, er det spanske enfant terrible Pedro Almodóvar (f. 1949) et forfriskende bekendtskab.*
   Med den samme begrænsede kreds af aktører og med det samme lille sæt fikse ideer laver han film efter film af den mest mondænt bizarre slags, en slags stiliserede kammerspil, hvor provokerende politiske understrømme kappes med boblende humor og en demonstrativt kælen perversitet, der kunne være resultatet af en promiskuøs alliance mellem tidlig Andy Warhol og Rainer Werner Fassbinder i Satans yngel-perioden.
   Blikfanget er altid seksuelt. Æstetikken er tegneseriens, stiliseringen er på pop art-niveau og den pornografiske flirt er nærmest godmodig. Det mærkeligste og mest opmuntrende ved Almodóvar-fænomenet er dog den succes, som hans underlige film oplever.
   Siden Kærlighedens matadorer (1986) og Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988) har han været en af de ganske få europæiske instruktører, der har et stort publikum på det kommercielle amerikanske marked, og en stjerne som Antonio Banderas ville aldrig været blevet født, hvis ikke han havde været fast fyr og tyr i Almodóvars ekstravagante persongalleri.



OGSÅ herhjemme var der rigtig mange nyfigne biografgængere, som løste billet til Bind mig elsk mig (1989) og Høje hæle (1991), de seneste to kindkys fra den lune og luftige småanarkist. Hans opus ti får derfor en lancering, der ligner de store underholdningsfilms. Det er med andre ord længe siden, at Almodóvar tilhørte avantgarden. Tværtimod bliver det stadig mere fristende at se ham som kunstfilmens svar på Steven Spielberg.
   Kika er Almodóvars hidtil mest ambitiøse og formentlig også svageste værk. Problemet er dog primært, at alt i filmen er set, hørt og gjort før. Der er udmærkede episoder i Kika, og har man ikke set de forrige ni udstyrsstykker, vil man muligvis også føle sig løftet af den friskhed og respektløshed, som instruktøren skrider til værket med. Men havde det ikke været for Victoria Abril, hans faste kvindelige stjerne, ville resultatet have været pinligt.



ABRIL er denne gang ikke i fokus, men lyser gevaldigt op i rollen som mediepersonen Andrea Caracortada –
 Andrea Snitsår eller Andrea Scarface – en poppsykolog som i TV-programmet Dagens rædsler diverterer sit publikum med autentiske videobilleder af de mest hårrejsende og/eller slibrige hændelser, som er passeret i løbet af døgnet.
   Hun gør det iført opsigtsvækkende horrorkostumer af spektakulær og smagløs beskaffenhed, påmalede kvæstelser, blottede bryster, blinkende fremhævning af kønsdelene, og når hun som en anden rullende tabloidavis er ude at researche på sin motorcykel, er hun iført kropsnært læder og har et videokamera monteret på sin styrthjelm.
   Andrea Snitsår ligner et rumvæsen og er i Almodovars satiriske udlægning skildret som et menneske uden skrupler af nogen art. Mens figuren er malerisk nok, forekommer satiren imidlertid tam. Vi kan alle se værre eksempler på mediernes hæmningsløshed i det »rigtige« tv hver eneste dag.



PLOTTET i Kika begynder dog et helt andet sted. Peter Coyote, der senest spillede en pervers Casanova i Roman Polanskis Pascal Bruckner-filmatisering Bitter måne (1992), skal her forestille en seriemyrdende amerikansk forfatter, der slog sin første kone ihjel og på den måde fik et anstrengt forhold til stedsønnen Ramon (Alex Casanova), som er fotograf og stadig bærer på en udtalt moderbinding.
   Det er forfatteren, som forfører sminkøsen Kika, men det er Ramon, som gifter sig med den frejdige, kronisk sludrende figur, der vist nok skal være spontan og uimodståelig. I skikkelse af Veronica Forqué (1955-2021) irriterer hun mindst lige så meget, som hun bevæger.



KIKA vil i seksuel henseende strække sig meget langt for at gøre mændene omkring sig tilfredse. Hun er Almodóvars hidtil mest excentriske figur – det siger virkelig en del – og hun bærer i øvrigt flere slående ligheder med superkvinden Patty Diphusa, som i begyndelsen af 80erne var en gennemgående skikkelse i instruktørens satiriske magasinskriverier. Snart har Almodovar etableret en kryptisk og prekær hårdknude af personlige relationer: Kika er Ramon utro med svigerfaderen, der på sin side har masser af lig i lasten, men også den voyeuristiske fotograf har flere skeletter i skabet.



I PERIFERIEN lusker Andrea Snitsår rundt med sin falliske camcorder, og for at fuldende den melodramatiske baggrund, lader Almodóvar sin faste, talismanske primadonna, Rossy de Palma, fungere som tjenestepige i fortrængningernes hus. Hendes bror er den debile voldtægtsforbryder Pablo (Santiago Lajustica, der overtog Banderas plads i instruktørens univers), som hun naturligvis deler en incestuøs fortid med og gerne »giver et knald« for at pacifere. Blandt de øvrige marionetter skal nævnes Anabel Alonso som Kikas veninde Amparo og Bibi Andersen som mystisk mexicansk blondine.



VIST er der pirrende islæt for øjet, og man kan ikke frakende historien en kvalmende uimodståelighed, som ligner skandalenyhedernes tiltrækningskraft. Filmens bedste scene skildrer den retarderede Pablos voldtægt af Kika, som står på i timevis og som hverken en bodfærdig søster eller to korrupte politifolk kan afbryde. Da det endelig lykkes at hale Pablo væk fra sengen, springer han op på altankanten for at gøre sig færdig. Nedenfor står Andrea Snitsår og ser op mod lejligheden. En sæddråbe falder på hendes kind, og kameraet kæler for dette møde, som var tale om tårer eller svaret på en bøn om sne.



DET er et billede, som forener humor, ironi og patos, og man ville ikke kunne fjerne ét af elementerne uden at vælte hele den tematiske ligning. Først og fremmest er det et udslag af så original en ikonografisk strategi, at man føler sig talt til og anfægtet trods alt. Siden udhuler filmen dog disse krasse, men vellykkede effekter ved at blive ved for længe og for rodet, mens Coyote og Forqué begge overspiller utilgiveligt. Der er for resten også en kær parodi på litteraturprogrammer i tv.



DET er tydeligt, at instruktøren bestræber sig på at levere de elementer, som han føler vi forventer af ham. Forteksterne præsenterer ikke Kika som en film, der er instrueret af Pedro Almodóvar, men simpelt hen som »en film af ALMODÓVAR«, som var der tale om et indregistreret varemærke. Man kunne godt ønske sig, at Almodovar arbejdede mindre på at ligne sig selv og mere på at overskride sine egne hæmninger. Det bliver stadig mere tydeligt, at den kitschede stil og campede charme ofte gør mere skade end gavn.



DER er scener, hvor filmen vil være alvorlig, for eksempel efter den udstrakte voldtægt, hvor vi skal føle det virkeligt fornedrende, at Andrea Snitsår ikke vil respektere Kikas ret til at føle sig skændet. Denne pludselige oprigtighed kan dog ikke sameksistere med de grundlæggende stereotypier, og scenen føles mislykket. Men at den er der, vidner om instruktørens usikkerhed. Midt i hånlatteren repræsenterer den et velkomment menneskeligt træk.

*) Jeg har dateret teksten, fordi den er fuld af floskler og fordomme, som jeg ikke ville bruge nu og håber at have lagt bag mig. Som et øjebliksbillede af, hvordan kulturen så ud, og hvordan Almodóvar blev opfattet i 1993-94, er den til gengæld ret nøjagtig.



Fotos: El Deseo/ Ciby 2000/ October Films/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 20.09.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.08.1994

lørdag den 19. marts 2022

Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999)


SMÅ BEFRIELSER
Med suveræn selvfølgelighed

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1999: DET var brødrene Jean-Pierre og Luc Dardennes Rosetta, en lille belgisk dogmefilm, som modtog Guldpalmen, og det var franske Bruno Dumonts L’Humanité, som imponerede juryformanden David Cronenberg mest ved årets Cannes Festival.
   Havde det stået til publikum – og det vil i Cannes sige kritikerne – ville Pedro Almodóvars Alt om min mor have fået stemplet som årets suverænt bedste film. Nu blev det »kun« til et palmeblad for bedste instruktion, men ved det pressemøde med les palmarès, som afvikles efter afslutningsceremonien, var der ingen tvivl om, hvem vinderen var. Almodóvar blev modtaget med stående bifald. Og gav sig i øvrigt til at sige en masse pæne ting om de andre film.


NÅR det skulle være sådan, var anerkendelsen til instruktøren velanbragt. Almodóvar har altid skrevet højspændt melodramatiske historier, som lever i og med en grad af stilisering, der gør det muligt for ham at blande humor og tragedie, kitschet sex og stærke, klare kulører i en sprængform, som ligger lige på kanten af, hvad man kan tillade sig. Han begyndte karrieren med ekstreme film som Passionens labyrint (1982), Dunkle drifter (1983) og Kærlighedens matadorer (1985), der er svær at finde en smilerynke i, men fandt sin form og fik sit gennembrud med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988), hvor Almodóvars uforlignelige tone klinger for første gang.


EFTER de stadig mere karikerede burlesker Bind mig, elsk mig (1990), Høje hæle (1991) og Kika (1993) kom Min hemmeligheds blomst (1995) som en lille befrielse. Det var et lavmælt, næsten Douglas Sirk'sk melodrama, som tog sine personer alvorligt og holdt sig til kvindernes synsvinkel, for en gangs skyld uden den neurotiske sex og den gæve transkønnethed, der siden instruktørens litterære debut med novellekredsen om Patty Diffusa havde været Almodóvars varemærke. I Kødet skælver (1997), en meget fri filmatisering af Ruth Rendells tætte thriller Live Flesh, var der endog blevet plads til at udvikle en slags politisk bevidsthed, og tonen nærmede sig ren realisme.
   Derfor kommer også Alt om min mor som en lille befrielse. Her er begyndelsens frodige unoder nemlig tilbage, og Almodóvar har alle billedkortene fremme: transvestitterne, det høje melodrama, de fortrolige kvinder og den neurotiske sex. Men også den modne alvor og livlinen til virkeligheden er bibeholdt. Det handler om store, rene følelser, som gør sig gældende på tværs af hensyn og fordomme, og strengt taget er det jo sådan.



DET er atter to af sine modne kvinder, Cecilia Roth og Marisa Paredes, som Almodóvar betror den kringlede historie. Lægen Manuela (Roth) har opdraget sønnen Esteban alene. De lever i en slags søskendeforhold, deler en kærlighed til gamle film som Joseph Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), der også hører til Almodóvars favoritter, og nyder generelt hinandens selskab. Esteban vil gerne skrive. Hans helt er Truman Capote, men det er Tennessee Wiliiams' klassiker A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis), som de fejrer hans 17-års fødselsdag med at se. Esteban er nemlig meget optaget af skuespillerinden Humo Roja (Paredes), som spiller Blanche DuBois i den opsætning, der gæster Madrid.



EFTER forestillingen venter de i regnen ved teatret, fordi Esteban vil bede Roja om hendes autograf. Divaen skændes med sin kæreste, den stimulansafhængige og kronisk kværulerende Nina (Candela Pena), og har ikke overskud til til fans. Drengen løber efter bilen og bliver påkørt af en taxi. Ligesom Kødet skælver er filmen i scopeformat, og Almodóvars fotograf Affonso Beato lader kameraet tilte 180 grader. Med den døendes øjne ser vi Manuela komme løbende i en verden, der bogstaveligt er knækket og væltet.



PÅ denne ubærlighed er filmen bygget. Det er savnet af Esteban, som styrer Manuelas handlinger, men nu investerer Almodóvar for alvor sin kærlige humor i skæbnekabalen. Manuela tager til Barcelona for at finde Estebans far, den transseksuelle Lola, som hun ikke har set i alle årene. I stedet finder hun en anden ven fra dengang, den ukueligt charmerende Agrado (Antonia San Juan), der »fik sine bryster« sammen med Lola. Manuela bliver også en reservemor for den gravide Søster Rosa (Penélope Cruz), er påklæderske for Huma og Nina, ja kommer endog selv til at stå på scenen i Omstigning til Paradis.



DET hele slutter stort, tragisk og meget livsbekræftende, men undervejs er det jo ikke dette skæbnemønster, som ligger os mest på sinde. Almodóvar tager sine mennesker alvorligt og gør os oprigtigt engagerede i historien på en måde, som man ikke var i Bind mig, elsk mig og Kika, men det er tonen i de situationer som opstår, der er filmens største kvalitet. En eftermiddag drikker den sørgende Manuela champagne med en neurotisk diva, en hiv-positiv nonne og en prostitueret transseksuel. De fire lér og snakker så ubesværet, at den gode stemning breder sig til hele salen.



OVERHOVEDET er det længe siden, at en film har inddraget tilskuerne så stærkt. Almodóvar er hinsides gisnen om, hvad hans publikum synes om og forventer. Han meddeler sig fuldkommen ubesværet og har med årene udviklet en sjette sans for at lave perfekte billeder. Det var publikum, der ville give ham prisen i Cannes, og i dét er der poetisk retfærdighed. Alt om min mor er nemlig publikums film, og den er fuld af små befrielser.



Alt om min mor (Todo sobre mi madre). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: Affonso Beato. 101 min. Spanien 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: El Deseo/ France 2 Cinéma/ Canal +/ Renn Productions/ Via Digital/ Sony Pictures Classics/ The Hollywood Reporter/ Variety/ Festival de Cannes/ YouTube (Coolidge Center Oriiginal Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 08.11.2021.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999.