Translate

Viser opslag med etiketten Erotisk Film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Erotisk Film. Vis alle opslag

lørdag den 12. juni 2021

Gaspar Noé: LOVE (2015)


ET ÆRLIGT SYNSBEDRAG
Fallisk livskraft i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

HER er en af de få 3D-film, som ikke er lavet til hele familien. Gaspar Noé (f. 1963) har i årevis leveret en duft af sensation og skandale, når han præsenterede sine film på de store festivaler, først og fremmest dén i Cannes.
   Det skyldes som regel, at han blander et uafviseligt talent for at skabe store billeder med ekstreme skildringer af vold og sex i alle afskygninger.
   Hertil kommer »filosofien«. Budskabet var i de første film nihilistiske betragtninger om, at intet giver mening. Og man kan lige så godt selv rive livet i stykker, når tiden alligevel river alting i stykker.
   Noé har en stor fanbase blandt yngre humanister. I kritikerkredse bliver han betragtet som en blanding af guilty pleasure og regressiv enfant terrible. Flere har kaldt Noé en uægte fætter til Lars von Trier, og sammenligningen er ikke skæv. Triers film er bare lidt bedre.



MEN man skal ikke tage fejl af Noé. Han har skabt én film, som kan ses igen og igen, og hvor alting virkelig lykkes. Det er Irréversible fra 2002, hvor tiden er vendt om, så filmen begynder nede i mørket og slutter med en svimlende kamerarejse op i himlen.
   Sådan kommer man gennem en dag, hvor den nygravide Monica Bellucci midtvejs bliver mishandlet i en fodgængertunnel af en dopet gangster. Scenen varer 12 minutter og er bogstaveligt ubærlig.
   Kæresten Vincent Cassel bruger natten på at finde voldtægtsmanden. Det lykkes (måske) i natklubben Rectum. I hvert fald får en af gæsterne sit ansigt knust med en ildslukker.
   Nede i helvede pumper musikken i rødt. Oppe i himlen, hvor filmen slutter ved begyndelsen, er den komponeret af Gustav Mahler. Til slut bliver lærredet hvidt og blinker stroboskopisk. Så fyldes det ud af en kæmpestor tekst: LE TEMPS DETRUIT TOUT.
   »Tiden ødelægger alt,« er også det første (eller sidste), der bliver sagt ved begyndelsen (altså slutningen) to timer før. Få film har udtrykt ideen om livets skrøbelighed mere effektivt eller personligt. Der er naturligvis også en masse sex, som ikke bliver simuleret.

NOÉ har aldrig nået disse stormfulde højder igen. Enter the Void fra 2009 var en næsten stilfærdig film om en amerikansk narkohandler, som selv tager for sig af varerne i Tokyos neonvildnis. Da han er død, går vi med ham og følger efter, mens steder fra dagene folder sig ud. Oscar (Nathaniel Brown) vender altid ryggen til.
   Filmen varer næsten tre timer og præsterer aldrig at klippe, fordi kameraet altid finder et afløb, et kighul, et rør eller noget andet rundt at cirkle om og søge ned i. Det er den film, som Nicolas Winding Refn takker Noé for i sin egen Only God Forgives (2013)
   I 2015 er Noé tilbage med LOVE, der indeholder filmhistoriens første ejakulation i 3D. Alle i salen venter på sæden, der virkelig synes at ramme én midt i synet. Denne gimmick redder dog ikke en film, som har gode intentioner, men aldrig for alvor når nogen vegne, selv om den bliver ved og ved.



DET er en atypisk positiv film for Noé, og den er vist nok også selvbiografisk. Filmskaberen Murphy (potente Klaus Glusman) ligger ved siden af Omi (danske Klara Kristin) og er ved at skrige over lejligheden, deres baby og kærestens sved, som han helt har mistet lysten til.
   To år før boede Murphy sammen med Electra (Aomi Muyock), som han elskede, da den spændende Omi flyttede ind ved siden af. De havde længe en lykkelig trekant, som Murphy selv ødelagde. Nu ringer Electras mor og er bekymret for sin datter. Murphy går ud og leder, mens han ser tilbage. Også publikum er tvangsindlagt til at genopleve forløbet.
   Der er flere naive og pinlige scener. Og virkelig megen sund sex i 3D. Det bliver aldrig for alvor erotisk, måske fordi det fylder så meget, og den litterære udviklingsskitse ligner en gymnasieelevs fantasier. Det er faktisk fantastisk, hvor lidt der bliver sagt, når Murphy meddeler sig i voice over.



DER kan man så sidde og blive nostalgisk ved tanken om perversiteterne i Seul contre tous (1998), hvor Philippe Nahon var den ækle anti-helt med kælenavnet Slagteren. Alligevel er der en mærkelig ømhed forbundet med ubehjælpsomheden. Det er næsten rørende, at Noé vil vise det hér.
   Han siger selv, at seksualiteten får den plads, som den har i en ungdom. Så det er »Those Were the Days« med pornografiske indklip. Faktisk meget som Henry Miller kunne skrive, når han var værst. Det havde sin charme. Det samme har LOVE. I hvert fald udgør filmen et ærligt synsbedrag.



LOVE. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 135 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.


Fotos: Les Cinémas de la Zone/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ UIP/ Festival de Cannes
Filmen streames (i 2D) på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV og SF Anytime
2K Blu-ray fra Wild Side Video [i 4-disc bokssæt Coffret Gaspar Noé] 09.11.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2018

søndag den 28. marts 2021

Peter Strickland: The Duke of Burgundy (2014)


SKYER FOR SOLEN
En filmskabers sans for bizarre detaljer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE filmskabere er fødte enere, æstetiske mavericks, som har held til at finde en skare af fans, der vil følge dem uanset hvad. Englænderen Peter Strickland (f. 1973) har med tre særegne produktioner – og koncertfilmen Björk: Biophilia Live – etableret en ivrig og eksklusiv kult, som han oven i købet fortjener.

   Strickland bor i Ungarn og markerede sig først med Katalin Varga, et hævndrama fra Transsylvanien, som fik premiere på Berlinalen i 2009. Skuespillerne talte rumænsk og ungarsk, og det lignede en lokal produktion, som gjorde status efter krigen på Balkan.
   I Berbarian Sound Studio (2012) kom en britisk lydtekniker (Toby Jones) til Rom for at arbejde med soundtracket til en af de internationalt vinklede produktioner, her en horrorfilm i giallo-genren, som Italien var storleverandør af i 1960erne og 70erne. Han forstod ikke sproget, sad i et lille rum uden vinduer og brugte hovedparten af sin tid på at diskutere en betaling, som aldrig nåede frem.
   Teknikerens fremmedgjorthed var så fuldkommen, at man blev usikker på, om han drømte. Genistregen var, at man hørte hele scener fra filmen, som han arbejdede på. Det fiktive score, af duoen Broadcast, var en pastiche på komponister som Nicola Piovanni og den yngre Ennio Morricone. Bagefter føltes det faktisk, som havde man set Il vortice equestre (titlen på filmen-i-filmen) med egne opspilede øjne.



OGSÅ The Duke of Burgundy henter inspiration i 1970ernes genrelandskab. Fra de første lyriske billeder af Chiara d’Anna, der cykler gennem skoven, mens luftig, lounge-agtig sang fylder lydporet, er Stricklands film en hyldest til de bløde erotiske spekulationsfilm, som var store før den pornografiske syndflod.
   Chiara d’Anna sætter cyklen og ringer på i et smukt forvitrende palæ. Døren bliver åbnet af Sidse Babett Knudsen i lad og striks herskerinde-modus. »Du kommer for sent,« skænder hun. De to kvinder, Cynthia og Evelyn, begynder at gennemspille et sadomasochistisk scenarie, som Evelyn har skrevet ned i monomane detaljer.
   Ritualet bliver siden vist mange gange. Cynthia drikker vand og konsulterer sin tjekliste. Evelyn skal gøre rent og vaske hendes undertøj. Da hun ikke gør det godt nok, trækker Cynthia hende ud på badeværelset, hvor slaven får sin straf og belønning. Af lydsiden kan man udlede, at Evelyn bliver brugt som toilet.



KVINDERNE er lepidopterologer, og filmen svirrer af sommerfugle. Cynthia forelæser for kolleger, der er klædt i den samme fetichistiske retrostil. Der er slet ingen mænd i historien. Til gengæld ser man flere Georges Franju-inspirerede voksmannequiner blandt tilhørerne. Hverken de eller noget andet surrealistisk ornament bliver forklaret.
   Alle taler videnskab, men atmosfæren er erotisk. Krisen i forholdet kommer, da Evelyn bliver interesseret i Dr. Fraxini med de sorte støvler, som hun sniger sig til at pudse, mens Cynthia er på instituttet for at læse op på metalmærkers adfærd.
   Duke of Burgundy er det engelske navn for Hamearis lucia, som på dansk hedder terningsommerfuglen. Filmen foregår i et fantasiunivers, hvor alle er smukke insektforskere med hang til SM og toiletsex. Det er som at følge en soft core-version af de bizarre scenarier i bondagekunstneren John Willies univers.



DET ville ikke være en film af Peter Strickland, hvis fortællingen tog let på sine symboler. Som regel er sommerfuglene smukke, men i kvælende drømme bliver de en snerrende strøm, som trænger ind og sætter sig fast alle vegne.
   Det fremgår efterhånden, at Evelyn er den aggressive i forholdet. Faktisk har den ældre Cynthia svært ved at være streng på kommando. Hun får også ondt i ryggen og har en uheldig tilbøjelighed til at snorke. Maj bliver træt af september, og forholdet drukner næsten i vane. I hvert fald går der en stor sky for solen.
   Filmen fascinerer allerede ved sin form, men det er, da facaden krakelerer, og det bliver klart, at kvinderne elsker hinanden, at The Duke of Burgundy skinner for alvor. Det er også her, at Sidse Babett Knudsen kommer til sin ret som skuespiller.



STRICKLAND citerer mange husguder, fra pornografiske pirater som Jess Franco til kulturelle koryfæer som Stan Brakhage. Han peger selv på Buñuels Belle de jour (1967). Den mest oplagte pendant til kvindernes forhold er dog Petra von Kants bitre tårer (1972). Hos Fassbinder findes den samme slags ømhed under kynismen.
   I SM-lege skal der være et stopord. Det lyder som be nasty, men faktisk er det pinastri, som Evelyn hvisker fra kisten, hvor hun ligger om natten. Pinastri er en familie af natsværmere. The Duke of Burgundy er erotisk teater, men også en sært bevægende film om kærlighedens sårbarhed og mange forskellige former.
   Strickland viderefører sit genrearbejde i den lige så udsøgt kuraterede In Fabric (2018). En forbandet rød kjole tager livet af sine ejere – kundekreds og personale i et stormagasins kvindeafdeling – efter tur. Da en brand har ødelagt forretningen, ligger kjolen tilbage i asken. Mon ikke nogen samler den op?
    


The Duke of Burgundy. Instr. & manus: Peter Strickland. Foto: Nicholas D. Knowland. 104 min. UK-Ungarn 2014. Dansk premiere: 21.05.2015


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmGrab/ Rook Films/ Reel Pictures

Filmen streames i DK (juni 2025) på Blockbuster, SF Anytime, SkyShowtime; i UK på Amazon Store, Amazon Prime | BFI Player, Apple TV, Chili, Rakuiten TV, TUBI 
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 27.04.2015
2K Blu-ray i Peter Strickland: A Curzon Collection | 2009-2022 | 5 Movies | Limited Edition 15.07.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.05.2015

onsdag den 17. marts 2021

Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016)


DET VILDE OMRÅDE
Efter alien sex vil du ikke tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DENNE mexicanske fabel kom som en stor overraskelse, da den blev vist på Venice Film Festival i 2016. Den kom også som en god overraskelse. Det var ikke egentlig så skævt, at Amat Escalante modtog juryens instruktørpris.
   Escalante har i tre tørre forsøg gnavet stadig mere genrefedt af sin grundfortælling om småfolk, der kommer i klemme i narkokartellernes krige. Sangre (2005), Los bastardos (2008) og – især – Heli (2013) er rene, rå og forstemmende film, der skildrer den kriminelle hverdag og de sociale processer med et ubønhørligt overblik, som aldrig taber bolden af syne.
   Når Escalante præsenterer en film med titlen La región salvaje – »det vilde område« – forventer man automatisk at se de sædvanlige emner med den samme slags blik. The Untamed er imidlertid noget andet. Filmen kunne være resultatet af et samarbejde mellem Alejandro Jodorowsky, den chilenske kultmester, og mexicaneren Carlos Reygadas, når denne er mest udfordrende.


DET begynder med et glimt af en ung kvinde, som masturberer i mørket. Først er beskæringen tæt. Da den udvider sig, kommer en fangarm til syne. Den borer sig ind. Den borer sig også igennem. Der er desorienterende snak i baggrunden. Kvinden er henført. Det kunne sagtens være en erotisk drøm.
   Så følger en naturmystisk scene af den slags, som Reygadas åbnede Post Tenebras Lux (2012) med. Kvinden fra før kommer løbende gennem landskabet, våd og forslået, mens himmel og jord står i ét.
   Klip til hospitalet i Guanajuato, hvor normaliteten er travl og overbelyst. Véronica (Simone Bucio) bliver tilset af sygeplejersken Fábian (Eden Villavicencio), en omsorgsfuld mand, som selv er til mænd. Samtidig introduceres hans søster, Alejandra (Ruth Ramos), som havde ventet sig mere af livet end den hverdag, hun har med Angel (Jésus Meza).
   Angel er en umoden mændenes mand, som drikker for meget og hader sit job. Han er demonstrativt homofobisk, skønt han selv dyrker LGBT-miljøet. Parret har to børn, og lavpraktikken hænger på Ale. Sporene føres endelig sammen i en svedig, uskøn scene, hvor Fabian og Angel har hurtig, hård sex.



DER er forskellig narrativ uro. Filmen kaster – som Veronica – et adspredt blik på de frustrerede relationer, der er blevet trivielle og irrelevante for hende. Hun savner huset i det vilde område, som hun flygtede fra i begyndelsen. Her lever egnens kloge mand og hans kone. De tager sig sammen af tingen, det fremmede væsen, som for alvor fortjener betegnelsen utæmmet.
   De skal ikke læse videre, hvis De nødigt vil vide, hvad der bor i laden hos healerparret. Men sagen er klar allerede på filmens plakat. Skønt filmen venter med at vise kønsakten i fuld udstrækning, er tentaklerne fremme allerede i begyndelsen, hvor Véronica bliver tilfredsstillet, så hun er nær ved at dø.*
   The Untamed er en genremæssig hybrid, som blander samtidskritisk socialrealisme med mørk fantasy og seksuel horror. Skal filmen så være en fabel om sanselighed og fortrængning, en moralitet om prisen for at give sig hen, et øjebliksbillede af den mexicanske hverdag eller hvordan?
   Velsagtens det hele og lidt mere til. Det fremmede væsen er rendyrket drift. Det lever af sex, som fortærer. Det spiller ingen rolle, om fryden bliver fodret med mænd eller kvinder. At begæret er en naturlov, mens kønnet og arten er irrelevant, kunne være én måde at se The Untamed på.



FØRST bliver den blide Fabian taget under behandling. Det giver ham så megen glæde, at han taber interessen for Angel, som bombarderer ham med vrede sms’er. Fabian bliver kasseret og fundet i en grøft. Hans søster ser beskederne, lægger to og to forkert sammen og angiver sin mand.
   Angel får en ynkelig skæbne. Derimod er Alejandra og væsenet i laden som skabt for hinanden. Her tager filmen beskyttelsesbrillerne af. For første gang viser Escalante den blæksprutteagtige skabning med fangarme, der kan trænge ind i alle kropsåbninger. Har man én gang prøvet alien sex, vil man ikke tilbage. Den ellers fornuftige Ale bliver snart en fast gæst i vildnisset.


DER er en ret overflødig forklaring på, hvordan det fremmede liv kom til jorden. Den er irrelevant, men interessant, fordi den – som alt andet i fortællingen – bliver afleveret så lidenskabsløst.
   Filmens visuelle klimaks – the money shot – viser den drejende, suttende, skærende skabning i al sin rejste glans og slimede vælde. Det bizarre samleje ser virkeligt ud, og The Untamed bliver i hvert fald en kultfilm i Asien, hvor sex med kæmpeblæksprutter i forvejen hører til de pornografiske troper.
   Jeg nævnte Jodorowsky og Reygadas som beslægtede eksempler. Escalante var i øvrigt instruktørassistent på landsmandens Batalla en el cielo (2005). Der er også noget Tarkovskij à la Stalker, lidt Lynch som i Eraserhead, en smule Lars von Trier’sk Antichrist og Almodóvar i Tal til hende over det hele.


TIL slut takker Escalante selv den polske filmskaber Andresz Zulawski. Det manglede bare. Både væsenet og meget af tematikken, som sætter lighedstegn mellem frihed og sex, findes magen til i Zulawskis Possession (1981), en koldkrigstidsfabel med Isabelle Adjani og Sam Neill, som aldrig fik dansk premiere. Den lever til gengæld stort i kultkredse.
   Det er nok også her, at The Untamed har en fremtid, når nyhedens interesse har lagt sig. Den mexicansk-danske co-produktion er æstetisk konsekvent og fascinerende uforudsigelig. Værd at gå ind i med vidtåbne sanser.


The Untamed (La région salvaje). Instr.: Amat Escalante. Manus: Amat Escalante og Gibran Portela. Foto: Manuel Alberto Claro. 100 min. Mexico-Danmark-Frankrig-Tyskland-Norge-Schweiz 2016. Dansk premiere: 25.12.2016.


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ ØFP/ DFI/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Arrow Academy (UK) 09.10.2017
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 30.12.2016

torsdag den 9. juli 2020

Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017)



KÆRLIGHEDEN KENDER DIT NAVN
Marcel Proust på Brokeback Mountain

Af BO GREEN JENSEN

HVERT år kommer en gæst til Italien for at hjælpe professor Perlman med hans forskning i Antikkens kultur. I sommeren 1983 er det Oliver, en 24-årig amerikaner, der flytter ind i familiens klassiske villa. Sønnen i huset, Elio på 17, står netop og ser på bilen med den amerikanske gæst, da Call Me by Your Name begynder. »Så dér er tronraneren«, siger han til kæresten Marzia. For de fremmede sover altid i Elios værelse.
   Netop denne sommer er Elio ved at åbne sig seksuelt. Han springer ud som menneske og afprøver kønnets forskellige muligheder. Elio forelsker sig i den selvsikre Oliver, som først holder afstand og virker arrogant. Så begraver de elskende sig i hinanden og deler en livsændrende kærlighed.
   I hvert fald bliver Elio aldrig den samme. Oliver rejser hjem efter planen. I filmen er det vinter, da han ringer. I André Acimans roman går der et halvt liv, før de mødes igen. »Call me by your name and I’ll call you by mine,« har Oliver sagt. Det er det, de gør i telefonen.


CALL Me by Your Name er en veludført balanceakt. Alt ved den genkaldte sommer er lækkert og drypper af så megen sanselighed, at det nemt kunne kamme over. Elio er moden som de tunge abrikoser i frugthaven. Han bruger en bristende fersken som erstatning for sin elskede, da passionen er mest indeklemt. Han er også stakåndet sammen med Marzia og kommer så hurtigt, at begge må le.
   Det lange forspil er bredt ud i en vifte af cykel- og svømmeture. Fans af Italien vil sukke og længes, men det er aldrig nogen lummer film. Luca Guadagnino brugte Tilda Swinton som begærets kilde og mål i den milanesiske I Am Love (2009) og den solgennembagte A Bigger Splash (2015). Her er mændenes kærlighed mere end nok.
   Call Me by Your Name rammer lige så rent, som Ang Lee havde held til i Brokeback Mountain (2005). Men de ensomme cowboys på Brokeback mødte fjender alle vegne, da de kom ned. I Call Me By Your Name er der faktisk ingen modstand. Både Marzia og Elios forældre forstår den store lidenskab, hvis de ikke velsigner den aktivt.
   Det sker uhyre sjældent, at kærligheden kalder os ved navn. I filmens mest ordrige scene taler Elios far (Michael Stuhlbarg) til sin søn om at elske. Han siger, at et hjerte bliver slidt over tid. Måske er de bedste år brugt allerede.


FAMILIEN Perlman er jødisk og taler fem sprog. André Aciman (f. 1951) kommer selv fra en sefardisk jødisk baggrund i Egypten og Italien. Han flyttede til USA som 17-årig og har undervist i litteratur, først og fremmest Marcel Proust, mange steder. Hans egne bøger er ikke kopier, men nærer klart en ambition om at skabe tilsvarende erindringskunst.
  Efter Call Me by Your Name (2007) har han bl.a. skrevet romanen Enigma Variations (2017), hvor et biseksuelt liv genopleves i mindet om fem bestemmende forhold i fem perioder. Det er den samme slags fortæller, der leder efter sin tabte uskyld.
   Hverken drengens begær eller tekstens visdom er postuleret. De moderne elskende befolker det samme paradisiske landskab som Antikkens guder og helte. I en vis forstand er de af samme støbning.
   James Ivory var 89 år, da han bearbejdede Acimans bog. Han modtog en Oscar for manuskriptet, som genskaber ungdommen uden at blinke. Instruktøren af de bedste Henry James-film fanger alle dobbelte motiver og betydninger. I bogen er Elios far filolog. Det var Ivorys idé at gøre ham til klassisk kunsthistoriker. I en særligt god scene står Elio og Oliver ved Gardasøen  med en bronzestatues afrevne arm. De har skændtes og bliver venner igen. Mediet er en romersk kopi af en græsk Praxiteles-statue.
   Filmen er meget smukt fotograferet. Timothée Chalamet og Armie Hammer er indbegrebet af to unge mænd. Aciman medvirker selv i en lille rolle som husgæst. I 2019 udkom Find Me, den længe ventede fortsættelse, som fortæller, hvad der blev af Elio og Oliver. Aciman siger, at det var filmen, som fik ham til at indse, at han ville være sammen med karaktererne igen. Han ville vide, hvordan deres liv var forløbet. En filmatisering er i forproduktion. Det er uklart, om Guadagnino skal instruere.
   Man kan have modstand på film, som andre knuselsker og hyper ihærdigt. Men denne hér lever op til ry.



Call Me by Your Name. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: James Ivory. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 132 min. Italien-Frankrig-Brasilien-USA 2017. Dansk premiere: 02.02.2018.

André Aciman: Call Me by Your Name. 248 s. Farrar, Straus and Giroux, 2007.

André Aciman: Call Me by Your Name. Oversat af Niels Lyngsø. 302 s. Rosinante, 2018.


Fotos: Frenesy Film Company/ La Cinéfacture/ RT Features/ Water's End Productions/ M.Y.R.A. Entertainment/ MiBACT/ Lombardia Film Commission/ Memento Films/ UIP DK/ CineMaterial/ Farrar, Straus and Giroux
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies 
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.02.2018

lørdag den 25. april 2020

To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]



AT OPFINDE AMERIKA
To filmatiseringer af Vladimir Nabokovs klassiker

Af BO GREEN JENSEN

VLADIMIR Nabokovs Lolita har altid været kontroversiel. Efter »den første lille trækning af Lolita« skrev Nabokov i 1939 den lange novelle Fortrylleren på russisk, men kunne ikke slippe stoffet igen. Ti år senere, »omkring 1949«, »begyndte den sitren, der aldrig helt var hørt op, at plage mig igen«, fortæller forfatteren i apologien »Om en bog ved navn Lolita«, som de fleste udgaver aftrykker. Denne gang skrev han på engelsk, ovenikøbet med luftspejlingen Amerika som et ikke uvæsentligt sidemotiv: »Det havde taget mig fyrre år at opfinde Rusland og Vesteuropa, og nu stod jeg over for dette: at skulle opfinde Amerika«.*
   En stor del af odysseen, som Humbert Humbert og hans Lolita foretager sammen, fordi deres umulige forhold kun fungerer i motellernes navnløse neonvildnis, blev derfor gjort efter af forfatterens og hans hustru. Det kom af samme grund bag på Nabokov, at man ved førsteudgivelsen i 1955 ikke alene fandt romanen utugtig, men også anti-amerikansk:
   »Jeg valgte kun amerikanske moteller i stedet for schweiziske hoteller eller engelske landevejskroer, fordi jeg prøver at være en amerikansk forfatter og kun gør krav på de samme rettigheder, andre amerikanske forfattere nyder. Derimod er min skabning Humbert udlænding og anarkist, og der er mange ting, foruden smånymfer, om hvilke jeg er uenig med ham«.



MANGE forlag afviste, hvad de betragtede som Cornell-professorens slibrige digression. »Visse tekniske midler i begyndelsen af Lolita (f.eks. Humberts dagbog) forledte nogle af mine første læsere til at tro, at dette ville blive en utugtig bog. De ventede en stigende rækkefølge af erotiske scener; da disse standsede, standsede læseren også, kedede sig og følte sig svigtet. Jeg har en anelse om, at dette er en af grundene til, at ikke alle de fire forlag læste manuskriptet til ende«.
   Efter mange forviklinger udkom romanen endelig i Paris hos Maurice Girodias’ Olympia Press, der havde stor erfaring med intellektuelle skandalesucceser. Og en sådan blev bogen i høj grad. Vist var den forkætret, og vist blev den fordømt fra snart sagt alle lejre i det litterære kredsløb, men da den endelig udkom »for alvor« hos forlaget Putnam’s i 1958, købte læserne 100.000 eksemplarer på mindre end tre uger, en succes som dengang kun havde ét fortilfælde, nemlig Margaret Mitchells Gone With the Wind (1936).
   Der er næppe tvivl om, at måden Lolita blev læst på i høj grad var en gentagelse af de afvisende forlagskonsulenters. Man skimmede Humberts svimle beretning for pornografiske godbidder, ledte forgæves og mistede interessen. Romanen har dog til stadighed været i handelen, og da Stanley Kubrick filmatiserede den i 1962, oplevede skriftet den første af mange renæssancer i sit lange efterliv.



ROMANEN har været genstand for mere tvivlsom efterbehandling, end den får i Adrian Lynes 1997-filmatisering. For eksempel fik en scenemusical – Lolita, My Love var resultatet af et enkeltstående samarbejde mellem komponisten John Barry og librettisten Alan Jay Lerner – premiere i Philadelphia i 1971. Den blev ingen succes og kom aldrig til Broadway.
   Når man har kastet sig særlig vredt over Lynes version, skyldes det en kombination af pædofili- og blodskamsmotivet – den fremmelige smånymfe siger selv ordet, i romanen såvel som i filmudgaven: »The word is incest« – og instruktørens blakkede karriere. Vist har englænderen lavet én god film – Jacob's Ladder fra 1990 – siden han kom til USA i 1980, men det er og bliver opportunistisk drejede sexstykker som 9½ uge (1986), Fatal Attraction (1987) og Indecent Proposal (1993), man forbinder med navnet Adrian Lyne.**
   Cineaster så det som blasfemi, at en filmskaber af Lynes beskaffenhed skulle pille ved kapaciteten Kubricks version. Og det massive moralske flertal, der nok kan være tavst i perioder, men i regelen formulerer sig særdeles højrøstet og håndfast, havde på forhånd sagt fra over for, hvad man opfattede som en annonce for incestuøs pædofili. Derfor kunne den kostbare film ikke finde nogen amerikansk distributør – den fik tv-premiere på betalingskanalen Showtime – og derfor blev der i Storbritannien diskuteret længe og hidsigt, før Lolita fik biografpremiere. Da havde filmen gået et halvt år i Frankrig, hvor ingen tog anstød af noget. I Italien blev den modtaget som en bedre film end Kubricks og en anledning til at læse Nabokov igen.
   Den danske variation af kontroversen er vel repræsentativ for vort forhold til film. Lolita blev distribueret i to kopier. Ingen løftede et øjenbryn, og den i bund og grund sobre fremstilling af en svag sjæls fortabelse forsvandt hurtigt ud i videomørket. I 2004 kunne musikkæden TP (lukket, ja, men ikke glemt) sælge dvd’en som månedens »Lokkemad«, et slagtilbud til 25 kroner. I 2020 er den filler, der ligger fremme til fri streaming.



DER er mange vellykkede scener i den nye Lolita. Ikke mindst er Clare Quilty-figuren, som Peter Sellers fik et komisk nummer ud af hos Kubrick, blevet både faretruende og mere flygtig i Frank Langellas ekstravagante fremstilling.
   Særlig fin er scenen, hvor Humbert drysser rundt og tager mod til sig, før han går op til Lolita og er sammen med hende for første gang, helt uden nogen onkel/stedfar-fiktion. Det er en lummer sommeraften, og vi befinder os et sted i Syden. Quilty sidder i tusmørket og nipper til sin whisky. Han chokerer Humberts akutte skyldfølelse med spørgsmålet: »Hvor fanden har De fået hende fra?« »Hun er min datter«, svarer Humbert, der filmen igennem klynger sig til denne tekniske detalje. You lie - she's not! snerrer Quilty.
   Den rystede Humbert tror ikke sine egen øren og beder den fremmede gentage. Hvilket Quilty gør med en blødere stemme, før han undskylder sin berusede tilstand. Og i anden omgang er replikken ganske uskyldig: I said, July was hot. »Jeg sagde, at juli var varm«. I Mogens Boisens 1957-oversættelse er dialogen skrevet om til: »Hvem er pigen?« »Min datter«. »Det er bare løgn«. »Hvadbehager?« »Jeg sagde: det er nogle varme døgn. Hvor er hendes mor«?
   Humbert ånder lettet op, men er samtidig usikker på, om Quilty sagde det ene eller det andet. Det samme er tilskueren, og denne ambivalens er meget konsekvent gennemført. Vi bringes med alle midler til at identificere os med Humbert, hvilket vel er det træk ved Nabokovs roman, som samtiden for alvor fandt foruroligende. Det er jo ikke emnet, man har reageret på i forbindelse med samtlige udgaver af Humbert Humberts historie. Det er graden af indlevelse, solidariteten med den traumatiserede mand.



HVER udgave har derfor truffet sine forholdsregler, når det gjaldt om at formilde læseren eller tilskueren, som lytter til Humberts version. Nabokov lagde et ironisk filter mellem Humbert og hans historie ved at lade en vis dr. phil. John Ray, Jr., en karikeret amerikansk pop-psykolog, præsentere det hele som en bizar, men instruktiv case story.
   Både romanens forord og det manuskript, som Nabokov skrev til Kubricks filmatisering (trykt i Library of America-udgaven af Novels 1955-1962) præsenterer derfor »H.H.« som »et lysende eksempel på moralsk spedalskhed« og konkluderer, at »var vor sindssyge diarist i den skæbnesvangre sommer 1947 gået til en dygtig psykiater, ville der ikke være sket nogen katastrofe«.
   John Rays stemme er fra Nabokovs side lagt frem som en sublim, men præcis parodi. »Eksperten«, der tydeligvis ikke har forstået Humbert overhovedet, afrunder således forordet:
   »Endnu vigtigere for os end videnskabelig betydningsfuldhed og litterær værdi er det stærke etiske indtryk, som bogen bør gøre på den alvorlige læser; for i denne magtfulde, personlige analyse skjuler der sig også en almindelig lære; det lunefulde barn, den egoistiske moder, den stønnende galning – disse er ikke blot levende skildrede personer i en højst ejendommelig historie: de advarer os mod farlige tendenser og påpeger frygtelige onder. »Lolita« bør få os alle – forældre, socialarbejdere, pædagoger – til med endnu større årvågenhed og fremsynethed at arbejde på at opdrage en bedre slægt i en tryggere verden«.



STANLEY Kubrick krediterede Nabokov, men brugte ikke hans manuskript og gav i stedet sit eget bud på en form, der får os til på én gang at føle med Humbert og tage afstand fra hans forkrøblede væsen. Kubricks Lolita, der faktisk er tyve minutter længere end Lynes, skønt man husker den som kort, mørk og meget præcis, præsenterer »sygehistorien« som en sort komedie fuld af kosmiske fejltagelser, gennemført usympatiske mennesker og forvreden ironi.
   Kubrick lader James Mason grimassere sig gennem filmen og finder ingen forsonende træk, hverken ved Charlotte Haze – der af Shelley Winters fremstilles hysterisk og direkte frastødende – eller Lo/Lola/Dolly/Dolores/Lolita, der som skildret af Sue Lyon virker smådum, lidt beregnende og frem for alt rystende ordinær. Humbert har svært ved at tilgive skæbnen de banale træk ved sin besættelse. Dét aspekt får Kubrick frem i sin misantropiske versionering.



LYNE og manuskriptforfatteren Stephen Schiff går en anden vej. For det første giver de Humbert meget af værdigheden igen og lader hans fortælling stå tilbage med det skær af skæbne og stort melodrama, han meget af tiden anskuer den i. Han er atter født i 1910, fører selv det store ord og deler Nabokovs blanding af forelskelse, fascination og foragt i forhold til det trivielle amerikanske vildnis af moteller, cola-cola, tyggegummi og tvivlsomme popsange, der af samtiden regnes for salmer. Tidsrammen er atter 1947, hvilket Jon Hutmans lækre produktionsdesign aldrig lader os være i tvivl om. Det er i øvrigt mesteren Ennio Morricone, der har skrevet filmens yppige score.
   Jeremy Irons er en langt blødere og i en vis forstand også mere almindelig mand, der ved en grum skæbnekrølle – tabet af sine drengeårs Annabella – er blevet sat uden for det menneskelige fællesskab. Hans ønske om at komme til bunds i historien, hans forsøg på at skrive en apologi, skal tages for pålydende, og selv om det er meget af en satsning af dvæle ved forførelsen og vise os Humbert som en forelsket mand, fungerer skildringen af forholdet forbavsende godt. Det samme gør de små ritualer, hverdagen som Humbert og Lolita udvikler sammen på deres togt fra motel til motel. Charlotte Haze, dvs. Mrs. Humbert, er i Melanie Griffiths skikkelse blevet mere patetisk og sympatisk.




DEN 16-årige Dominique Swain er mindre koket og fatal som »nymfetten«, der i en periode udnytter og lader sig udnytte af den bedrøvede mand med den mærkelige fetich. Lynes version giver os derfor en langt mere konkret fornemmelse af, hvad Humbert har gjort ved sin steddatter. Da han endelig fortæller Dolores om moderens død, føler vi den fulde vægt af Lolitas situation med en dybde, som Kubricks version nærmest undgik med vilje. I romanen er det stedet, som slutter første del: »På hotellet havde vi hver sit værelse, men midt om natten kom hun grædende ind til mig, og vi forsonedes meget blidt. Ser De – hun havde absolut ikke noget andet sted at gå hen«.




OGSÅ filmens coda følger romanens og lader Humbert tage afsked med en akut bevidsthed om, hvad han har gjort. Efter mordet på Quilty og besøget hos Lolita, som understreger, at hendes nye mand ikke kender noget til »all that stuff«, parkerer Humbert sin bil på en bakke med udsigt til byen. Han lytter til »melodien af børn, som leger, intet andet«, og erkender da for første gang sin forbrydelse. At han er som han er, har han aldrig haft problemer med at acceptere, men han indser, at han har stjålet Dolores’ barndom:
   »Jeg stod og lyttede til den musikalske sitren fra min ophøjede bjergskråning, til disse glimt af særskilte råb med en slags ærbar hvisken som baggrund, og så blev jeg klar over, at det håbløst bitre og knugende ikke var Lolitas fraværelse fra min side, men hendes stemmes fraværelse i denne samklang«.
   Humbert Humberts stemme er fra Nabokovs side viklet ind i så mange lag af ironi, at man aldrig kan vide, om han taler sandt eller ønsker at manipulere med og behage sit publikum, det imaginære nævningeting, han til stadighed henvender sig til i snedige indskud og digressioner. Der files også meget på slutningen af romanen: »Dette er da min historie. Jeg har læst den på ny (...) I visse af dens evolutioner føler jeg, at mit glatte jeg smutter fra mig, glider ud på mørkere og dybere vande, end jeg bryder mig om at udforske«.
   Slutningen på den nye Lolita er derimod klokkeren. Vi lytter til lyden af stemmen, som mangler, og føler en sidste smertelig sympati for fortælleren.




ADRIAN Lynes Lolita er mere trofast mod sit forlæg, end Stanley Kubricks fortolkning havde nogen intention om at være. Modsat Kubrick tager Lyne og Schiff – der har gjort et formidabelt stykke arbejde – nemlig Humbert på ordet: »Jeg prøver på at skildre disse ting, ikke for at genopleve dem i min nuværende grænseløse elendighed, men for at adskille helvedes og himlens bestanddele i den sælsomme, frygtelige, afsindiggørende verden, der hedder smånymfekærligheden. Det skønne og det dyriske flød over i hinanden, smeltede sammen på ét punkt, og det er denne grænse, som jeg gerne vil bestemme, og jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor«?
   Hvad der lykkedes for Kubrick, var at vise Humberts historie som en sort, forvrænget sædekomedie, i hvilken vi til stadighed tog os selv i at holde med Humbert og håbe, at hans giftige forehavende lykkedes, fordi han dog var den mindst frastødende af personerne i det trivielle inferno, som omgav og endelig opslugte ham. Hvad der lykkes for Lyne er at reproducere den skyldige Humberts bedrøvede og selvsagt retoriske spørgsmål: Jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor?

  

HVOR Kubrick gik efter hån og sarkasme, forsøger Lyne og Schiff at forlene Humberts skæbne med et tragisk skær, som sikkert vil støde flere fra sig, end et stykke godtkøbsspekulation ville have gjort. Vi må forholde os til Humbert, hans væsen og hans handlinger, på en måde som vi aldrig blev bedt i Kubricks version. Derfor kan vi næsten ikke bære at se historien fortalt i så smukke billeder, som Howard Atherton har skabt til lejligheden. Vi er langt mere trygge i mørket og hånlatteren hos Stanley Kubrick.
   Dommen må derfor blive denne: Lynes version er mere loyal, mere kompleks i sin persontegning og mere interessant. Men Kubricks sort-hvide nyklassiker er og bliver mere effektiv. Den lader Humbert spidde sin verden på kniven, før denne endelig spidder ham selv. Men hvem er den mest troværdige Humbert? Det er så afgjort Jeremy Irons.


*) Kortromanen »Volshebnik« fandtes ikke på engelsk, da Nabokov skrev sin efterskrift (»Om en bog ved navn Lolita«) til den amerikanske udgave af Lolita. Den blev oversat af forfatterens søn, Dmitri Nabokov, og forlaget G.P. Putnam's Sons udgav The Enchanter i 1987. Samme år udkom Fortrylleren på Gyldendal i Johannes Riis' oversættelse. Jesper Wetterslevs tidstypiske omslag gør ikke teksten nogle tjenester. Lolita er citeret efter Mogens Boisens 1957-oversættelse. Romanen blev nyoversat af Claus Bech i 2011.

**) Adrian Lyne (f. 1941) instruerede Diane Lane og Richard Gere i Unfaithful (2002), men har ellers været stille siden Lolita. Unfaithful var en genindspilning af Claude Chabrols La femme infidèle (1969), som på dansk hed Den utro hustru. Lynes version blev godt modtaget og sikrede Diane Lane en Oscar-nominering. Lyne har i 2020 instrueret Deep Water, som bygger på Patricia Highsmiths roman fra 1957, der på dansk hedder Det stille vand (Rosenkilde og Bahnhof genudgav den i 2013). Lynes film er værd at se og genopdage. Jacob's Ladder har alle sine farver endnu. 

Lolita. Instr.: Adrian Lyne. Manus: Stephen Schiff. Foto: Howard Atherton. 137 min. Frankrig-USA 1997. Dansk premiere: 26.06.1998

Lolita. Instr.: Stanley Kubrick. Manus: Vladimir Nabokov. Foto: Oswald Morris. 153 min. UK-USA 1962. 02.03.1963


Foto: Filmaffinity/ Filmgrab [+]/ Screen Musings
Stanley Kubricks Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.03.2008
Adrian Lynes Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film 
2K Blu-ray (region B) fra Warner Bros.24.05.2011
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 26.06.1998