Translate

Viser opslag med etiketten Pornografi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pornografi. Vis alle opslag

søndag den 15. september 2024

Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)


PROFANE MIRAKLER
Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.
   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.
   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.



IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.
   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.
   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.



PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.
   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.
   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.
   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.
   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.


TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«
   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.
   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.



DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*
   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«


DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.
   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.
   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.


*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.
   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 
   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.


NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.
   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.
   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   
   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 
   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 
     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.
   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.
   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).
   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.


Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 
Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022
The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 
Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

lørdag den 12. juni 2021

Gaspar Noé: LOVE (2015)


ET ÆRLIGT SYNSBEDRAG
Fallisk livskraft i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

HER er en af de få 3D-film, som ikke er lavet til hele familien. Gaspar Noé (f. 1963) har i årevis leveret en duft af sensation og skandale, når han præsenterede sine film på de store festivaler, først og fremmest dén i Cannes.
   Det skyldes som regel, at han blander et uafviseligt talent for at skabe store billeder med ekstreme skildringer af vold og sex i alle afskygninger.
   Hertil kommer »filosofien«. Budskabet var i de første film nihilistiske betragtninger om, at intet giver mening. Og man kan lige så godt selv rive livet i stykker, når tiden alligevel river alting i stykker.
   Noé har en stor fanbase blandt yngre humanister. I kritikerkredse bliver han betragtet som en blanding af guilty pleasure og regressiv enfant terrible. Flere har kaldt Noé en uægte fætter til Lars von Trier, og sammenligningen er ikke skæv. Triers film er bare lidt bedre.



MEN man skal ikke tage fejl af Noé. Han har skabt én film, som kan ses igen og igen, og hvor alting virkelig lykkes. Det er Irréversible fra 2002, hvor tiden er vendt om, så filmen begynder nede i mørket og slutter med en svimlende kamerarejse op i himlen.
   Sådan kommer man gennem en dag, hvor den nygravide Monica Bellucci midtvejs bliver mishandlet i en fodgængertunnel af en dopet gangster. Scenen varer 12 minutter og er bogstaveligt ubærlig.
   Kæresten Vincent Cassel bruger natten på at finde voldtægtsmanden. Det lykkes (måske) i natklubben Rectum. I hvert fald får en af gæsterne sit ansigt knust med en ildslukker.
   Nede i helvede pumper musikken i rødt. Oppe i himlen, hvor filmen slutter ved begyndelsen, er den komponeret af Gustav Mahler. Til slut bliver lærredet hvidt og blinker stroboskopisk. Så fyldes det ud af en kæmpestor tekst: LE TEMPS DETRUIT TOUT.
   »Tiden ødelægger alt,« er også det første (eller sidste), der bliver sagt ved begyndelsen (altså slutningen) to timer før. Få film har udtrykt ideen om livets skrøbelighed mere effektivt eller personligt. Der er naturligvis også en masse sex, som ikke bliver simuleret.

NOÉ har aldrig nået disse stormfulde højder igen. Enter the Void fra 2009 var en næsten stilfærdig film om en amerikansk narkohandler, som selv tager for sig af varerne i Tokyos neonvildnis. Da han er død, går vi med ham og følger efter, mens steder fra dagene folder sig ud. Oscar (Nathaniel Brown) vender altid ryggen til.
   Filmen varer næsten tre timer og præsterer aldrig at klippe, fordi kameraet altid finder et afløb, et kighul, et rør eller noget andet rundt at cirkle om og søge ned i. Det er den film, som Nicolas Winding Refn takker Noé for i sin egen Only God Forgives (2013)
   I 2015 er Noé tilbage med LOVE, der indeholder filmhistoriens første ejakulation i 3D. Alle i salen venter på sæden, der virkelig synes at ramme én midt i synet. Denne gimmick redder dog ikke en film, som har gode intentioner, men aldrig for alvor når nogen vegne, selv om den bliver ved og ved.



DET er en atypisk positiv film for Noé, og den er vist nok også selvbiografisk. Filmskaberen Murphy (potente Klaus Glusman) ligger ved siden af Omi (danske Klara Kristin) og er ved at skrige over lejligheden, deres baby og kærestens sved, som han helt har mistet lysten til.
   To år før boede Murphy sammen med Electra (Aomi Muyock), som han elskede, da den spændende Omi flyttede ind ved siden af. De havde længe en lykkelig trekant, som Murphy selv ødelagde. Nu ringer Electras mor og er bekymret for sin datter. Murphy går ud og leder, mens han ser tilbage. Også publikum er tvangsindlagt til at genopleve forløbet.
   Der er flere naive og pinlige scener. Og virkelig megen sund sex i 3D. Det bliver aldrig for alvor erotisk, måske fordi det fylder så meget, og den litterære udviklingsskitse ligner en gymnasieelevs fantasier. Det er faktisk fantastisk, hvor lidt der bliver sagt, når Murphy meddeler sig i voice over.



DER kan man så sidde og blive nostalgisk ved tanken om perversiteterne i Seul contre tous (1998), hvor Philippe Nahon var den ækle anti-helt med kælenavnet Slagteren. Alligevel er der en mærkelig ømhed forbundet med ubehjælpsomheden. Det er næsten rørende, at Noé vil vise det hér.
   Han siger selv, at seksualiteten får den plads, som den har i en ungdom. Så det er »Those Were the Days« med pornografiske indklip. Faktisk meget som Henry Miller kunne skrive, når han var værst. Det havde sin charme. Det samme har LOVE. I hvert fald udgør filmen et ærligt synsbedrag.



LOVE. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 135 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.


Fotos: Les Cinémas de la Zone/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ UIP/ Festival de Cannes
Filmen streames (i 2D) på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV og SF Anytime
2K Blu-ray fra Wild Side Video [i 4-disc bokssæt Coffret Gaspar Noé] 09.11.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2018

lørdag den 4. april 2020

Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997)


DANSEN OM GULDKALVEN
I begyndelsen var Boogie Nights

Af BO GREEN JENSEN 

DER var engang en verden – i 1970ernes Californien – hvor hedonismen havde sejret. Ungt var in, frisindet florerede, selv i de mest konforme samfundslag, og der syntes ingen ende at være på solen, stofferne og kødets lyst. Musikscenen havde Saturday Night Fever hele ugen, og hver nat satte skarer af samkvemssøgende singles kurs mod discotekernes similisole, på jagt efter det uforpligtende one night stand, som måske denne gang ville leve op til illusionen om the zipless fuck, som ikke mindst Erica Jong promoverede.
   Det var en verden, hvor man tog hvad man ville, uden at tænke særligt over, hvor og ved siden af hvem man vågnede næste dag. Ingen havde AIDS endnu, ingen blev gravide mere, bordet fangede aldrig. Det var solskin i Sodoma og Gomorra, og tilsyneladende var der denne gang virkelig ingen omkostninger forbundet med dansen om guldkalven.
   Af samme grund virkede nedturen hårdere, da bølgen knækkede først i 80'erne. Intet sted var man hurtigere ude med bibelske allegorier om guddommelig gengældelse end netop i Californien.




DET var også i 70erne, at pornofilmen havde sin første storhedstid. I en halv parodi på det gamle studiesystem sprang pornoen ud som en semi-respektabel subkultur med sine egne konger og dronninger. Som Eddie Adams, hovedpersonen i Boogie Nights, udtrykker det: »Everyone has one special thing«. Selv råder han over en penis, som måler 33 centimeter i erigeret tilstand. Han tager derfor kunstnernavnet Dirk Diggler.
   I 1972 skulle også ærbare par se Linda Lovelace i Gerard Damianos berømte Deep Throat, der som noget ganske nyt havde et plot og en stil. Ingen mistænkte dog æstetikken for at være det primære salgsargument: på dansk hed filmen Langt ned i halsen. Damiano signerede siden The Devil in Miss Jones (1973) og var med til at bane vejen for beslægtede auteurer som brødrene Mitchell (Behind the Green Door) og Henry Paris, hvis lifligt betitlede The Opening of Misty Beethoven (1976) betragtes som et af genrens sidste kunstværker.
   For også pornobranchen tog tælling i 80'erne. Måske kunne man forsone sig med hiv-smittens nye version af pesten, men kokainmisbruget slog mange ihjel, og glæden ved filmhåndværket trådte i baggrunden, efterhånden som videoteknologien blev almindelig udbredt. Skal man tro Paul Thomas Andersons sært fascinerende film om miljøet, var det hverken coke eller AIDS, som slog branchen ihjel. Det var VHS-systemet, som for det første fik folk til at blive væk fra biograferne og for det andet åbnede sluserne for en syndflod af talentløse amatører.




DET ville være forkert at kalde Boogie Nights en kærlighedserklæring til pornoindustrien eller et egentlig nostalgisk tilbageblik på 70erne. Vist er Andersons skikkelser nænsomt tegnet, og vist er kameraet åbenlyst lige så forelsket i periodens ekstravagante tøjstil, som lydsiden er i de dunkende hits fra dengang, men dommen som fældes er hård, og den spontane glæde, som en kort tid faktisk florerer i miljøet, da man indser, at det kan lade sig gøre at lave rigtige film, får aldrig lov at stå uimodsagt.



EDDIE (Mark Wahlberg) fra Torrance er 17 år og arbejder som opvasker i natklubben Boogie Nights, da pornoinstruktøren Jack Horner (Burt Reynolds) får øje på hans betragtelige »talent«. Den behagesyge Eddie introduceres til miljøet ved en fest omkring Horners swimmingpool, og vi lærer »familiens« øvrige medlemmer at kende: den modne diva Amber Waves (Julianne Moore) og skolenymfen Rollergirl (Heather Graham), som aldrig tager sine rulleskøjter af. Derfor får hun Melanie Safkas »Brand New Key« som sit musikalske ledemotiv.


   
END ikke hér, i den lyse begyndelse, er idyllen i Sodoma helt uden skygger. Amber er skilt fra sin mand og må ikke se sin datter. Rollergirl prøver at gå til eksamen, men kan ikke få lov at sidde i fred. Det går efterhånden op for os, hvor marginaliserede disse mennesker er. Af samme grund imiterer de instinktivt og ubehjælpsomt de traditionelle familiemønstre. Amber Waves er Rollergirls »mor« og vil være det samme for Eddie, som detroniserer den gamle førsteelsker Reed Rothchild, hvis rigtige navn ingen længere husker.
   Jack Horner er en gudfar for dem alle, men begyndelsen til enden anes allerede ved den første fest. Lyssætteren Little Bill (William H. Macy) kan i længden ikke leve med sin kones promiskuøsitet. Da det bliver nytårsaften 1980 sætter han en effektiv stopper for hendes udskejelser og sin egen selvhadske afmagt. Herfra går det støt ned ad bakke, og skønt filmen aldrig fordømmer menneskene i miljøet, har den intet godt at sige om rammen. De vil alle tage tælling. De vil alle gå ned. Det er i og for sig blot et spørgsmål om tid.



ANDERSON peger selv på tre inspirationskilder. For det første er Jack Horner-skikkelsen og dennes film baseret på ovennævnte Henry Paris' produktion. For det andet er det umuligt ikke at læse et halvt portræt af pornostjernen John Holmes ind i Mark Wahlbergs rørende Dirk Diggler-figur. For det tredje var det instruktørens erklærede ambition at skildre pornomiljøet i en kollektivform, som blandede de bedste sider af Robert Altmans myldrende Nashville og Martin Scorseses paranoide Goodfellas. Det hele er lykkedes ham ganske godt.
   Filmens eneste fejl er dens længde. Over to timer og fyrre minutter får man trods alt rigeligt af dette lurvede liv, og mod slutningen trækkes flere pointer urimeligt i langdrag. En dommedagsklokke runger i bunden af hele 80er-afsnittet, hvor det slår klik for både Dirk Diggler og Rollergirl.



ENDELIG giver Anderson dog idyllen en chance og lader den fortabte søn vende hjem til familien. Ved vejs ende sidder Dirk Diggler atter ved spejlet og prøver at booste sit selvværd. At han i sin tid var Eddie Adams fra Torrance, er sikkert ikke noget han husker overhovedet.
   Nu følger filmens eneste »blå« skud, og som hele tonen i Boogie Nights er det mærkeligt gribende. Før Dirk går på, lyner han bukserne ned og kærtegner sit køn, som også vi længe gransker i spejlet. Han taler til det. Han har bogstavelig talt ikke anden identitet tilbage end den, der sidder i hans »særlige ting«.
   Boogie Nights er en stærk film, som trods emnet aldrig føles flov eller beregnende. Tværtimod lykkes det Anderson at formidle den paradoksale renfærdighed, som disse mennesker lever i og med. Især Wahlberg, Reynolds og Moore yder godt spil i vanskelige roller, men samtlige typer ser rigtige ud.



Boogie Nights. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 155 min. USA 1997. Dansk premiere: 06.06.1998


Fotos: New Line Cinema/ Lawrence Gordon Productions/ Ghoulardi Film Company/ Warner Bros./ YouTube [1997 Trailer + MAX Modern Trailer]
Filmen streames (i DK) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra New Line Cinema 03.05.2011; 2K Blu-ray fra Warner Bros. 20.11.2024
Teksten står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante 1999) og bringes her for at gøre Anderson-temaet komplet. Mere om bogen på www.bogreenjensen.dk