Translate

Viser opslag med etiketten Elliott Crosset Hove. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Elliott Crosset Hove. Vis alle opslag

torsdag den 21. marts 2024

Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022)


BESINDELSESDAGE
Hver eneste fordom bliver gjort til skamme

Af BO GREEN JENSEN

DET er endelig blevet tiden for Silje. Efter oplæring i klostret, hvor Søstrene af Det Evige Lys lever enkelt og stille, skal novicen bekræfte sit kald. Nu er der bare de sidste »besindelsesdage«. Så kan hun give sig hen til afsavnet. Der vil være indre fred og fast struktur. Hun får endda en ny identitet. Efter 29 år som Silje, skal hun genfødes som søster Alma.
   Katrine Brocks’ fine debutfilm signalerer adskillige ting med sin titel. Det er noget med nonner og åndelighed, og som tilskuer tror man måske, at der venter en æstetisk oplevelse af de store. Det gør der, men ikke i »udsøgt« forstand. Virkeligheden trænger sig på fra første scene. Klostret bliver renoveret efter en fugtskade, og alt foregår i konstant byggestøj.
   Der er grænser for verdensfjernheden. Håndværkerne bliver betalt i kontanter. Priorinden Miriam (Karen-Lise Mynster), som holder sammen på den smuldrende orden med de yderste led på sine fingre, ville ønske, at arbejdet ikke skulle aflønnes sort. Men ellers passer pengene ikke.
   

DET fremgår, at de penge stammer fra arven efter Siljes far. Den unge kvinde, som spilles med absolut indlevelse af norske Kristine Kujath Thorp, har en historie med klostret, men hun ønsker ikke at dvæle ved fortiden. Heller ikke Miriam vil rippe op i noget. Det er kun søster Dorothea (Petrine Agger), som borer i stoffet ved hver lejlighed. Silje selv vil realisere idealet. Hun glæder sig usigeligt til at synke ind i den store stilhed.
   Somme tider ser filmen på livet i klostret sammen med Silje. I andre afsnit kaster den et mere objektivt blik. Det bliver klart, at alting ikke er så mildt og blidt, som Silje foregiver. Vi ser, at hun er selvskader. Når hun står med strygejernet, kan hun pludselig brænde en streg i sin hud. Hendes arme er tatoveret med ar.
   Nu er selvtugt et stort tema i klostergenren, især når den dyrkes af kyniske sjæle. Man tænker da, om det skal være sådan en film. Eller muligvis noget med misbrug og barndom. Tonen er for resten ikke uden humor. De kan alle le med Miriam, da hun har købt høreværn, som bliver omdelt. »Alle« er bare seks nonner og en syvende søster, som er dement og bliver plejet af Silje. Guds lille flok bliver mindre hver dag.


DET lykkes at holde facaden. Så ankommer Siljes fortabte bror Erik. Han bliver spillet af Elliott Crosset Hove med mange nuancer af spydig og overbærende skepsis, fornøjet forundring, svigtet og knust kærlighed. Når han ringede, har hun lagt på. Erik er netop ude af rehab. Mor Miriam lader ham blive. Silje kan næsten ikke være i sig selv for vrede og frustration.
   Erik er en forstyrrende faktor. Søster Martha (Diêm Camille) begynder at spørge interesseret til hans fortid. »Man skulle tro, at du var vild med ham,« bider Silje. Men Den store stilhed handler heller ikke om seksuel fortrængning. Det er hverken Michael Powells Black Narcissus (1947) eller Paul Verhoevens Benedetta (2021). Der er ingen eksorcismer i syne. Faktisk bruger Brocks ikke én af klosterfilmens fortærskede troper.*
   Vi vil se, hvad skete for Erik og Silje. Den store stilhed er god til at vise troens farver, men det er ikke en film om troens væsen. Det handler om soning og tilgivelse. Erik vil ses og anerkendes igen af sin søster. Hvis de kan stå ved hinanden, kan de hjælpe hinanden. Processen virker både i verdslig og religiøs sammenhæng.


INSTRUKTØREN kommer selv, har jeg læst mig til, fra en kristen baggrund. Hun kender miljøet, som filmen skildrer med antropologisk omhu. Men Den store stilhed er ingen annonce for tro. Fotografen Mia Mai Dengsøe Graabæk stiller skarpt på et krucifiks, som hænger i kirkerummet, hvor nonnerne synger. På den flimrende baggrund bliver virkningen som i et stereogram. Filmen skildrer troen som et fiksérbillede: Man ser motivet tydeligt – eller fanger det slet ikke.

   Nathaniel Hawthorne (1804-1864) skrev engang, at tro er som billedvinduet i en kirke. Set indefra er farverne stærke. Set udefra er det bare mat glas. Silje og Erik står på hver sin side af ruden. Det morer og skræmmer ham, at hun vil »giftes med Jesus«. Hun overvejer vel, om hendes fravalg af verdslighed er en flugt. Så kan de nå at se hinanden, før Siljes besindelsestid er forbi?**


DET er en fornem debut fra en filmskaber, som tydeligvis kan noget særligt med farver, stilhed og dyb eftertanke. Den store stilhed fik premiere på filmfestivalen i San Sebastian. Her blev Tea Lindeburgs Du som er i himlen vist i 2021, så Brocks’ værk blev set som mere godt stof fra en spirende skole.
   To krusninger gør ingen bølge, men tilføjer man Lisa Jespersens Hvor kragerne vender (2021) og Marianne Blichers Miss Viborg (2022), begynder modtagelsen at give mening. Der er virkelig noget andet i luften.


Den store stilhed var Bodil-nomineret i 6 kategorier og Robert-nomineret i 7. Det blev imidlertid Bastarden, som ryddede begge prishylder, da priserne for 2023 blev fordelt. Elliott Crosset Hove modtog en Bodil for Bedste mandlige birolle. Katrine Brocks blev præmieret for bedste instruktørdebut på Chicago International Film Festival og ved de Nordiske Filmdage i Lübeck. Oskar Arnfreds produktionsdesign var en skarp konkurrent til Henning Bahs Prisen for bedste scenografi ved Bodiluddelingen den 16. marts 2024. 


*) Der er til gengæld en film, som er i familie med Cæcilia Holbek Triers oversete Nonnebørn fra 1997. Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiske Black Narcissus, som bygger på en bog af Rumer Godden, blev i 2020 nyfortolket i en britisk-amerikansk miniserie, som er mere end bemærkelsesværdig. Gemma Arterton spillede rollen som Sister Clodagh, der i førsteudgaven blev fremstillet af Deborah Kerr. Charlotte Bruus Christensen var både instruktør og fotograf på Black Narcissus, som er forsvundet fra europæiske platforme – den lå på Disney+ i fem minutter  – men streames på Amazon, Apple TV, Google Play og Vudu i region A.

**) Forfatteren til The Scarlet Letter (1850), The House of the Seven Gables (1851) og The Blithedale Romance (1852) gør sig disse tanker i The Marble Faun; or, the Romance of Monte Beni (1860). »
All this,« thought the sculptor, »is a most forcible emblem of the different aspect of religious truth and sacred story, as viewed from the warm interior of belief, or from its cold and dreary outside. Christian faith is a grand cathedral, with divinely pictured windows. Standing without, you see no glory, nor can possibly imagine any; standing within, every ray of light reveals a harmony of unspeakable splendors.« I kapitel 33, »Pictured Windows«, fører amerikaneren Kenyon og italieneren Donatello en samtale om tro og arkitektur, mens de går omkring i en gotisk katedral.  Hans-Jørgen Birkmose gjorde et beundringsværdigt arbejde, da han nyoversatte Det skarlagensrøde bogstav (2021), Huset med de syv gavle (2016), Blithedale (2018) og et fyldigt bind – Præstens sorte slør og andre fortællinger (2014) – med vigtige noveller. Alle titlerne udkom på forlaget Klim. Han nåede desværre ikke til Marmorfaunen, som aldrig er oversat, skønt teksten formulerer en række af forfatterskabets centrale motiver og så at sige runder det af. Romanen åbner »Innocents Abroad«-temaet, som senere er knæsat hos Mark Twain og Henry James. Sidstnævnte skrev om forbilledet i monografien Hawthorne (1879). 

Den store stilhed. Instr.: Katrine Brocks. Manus: Marianne Lentz, Katrine Brocks. Foto: Mia Mai Dengsøe Graabæk. 95 min. Danmark-Norge 2022. Dansk premiere: 12.01.2023.


Fotos: Monolit Film [Mia Mai Dengsøe Graabæk]/ New Danish Screen/ TrustNordisk/ Scanbox Entertainment/ Library of America/ YouTube [trailer]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.01.2023.

fredag den 7. april 2023

Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022)


I EN STYRTREGN AF STJERNER
En tidsrejse til oprindelsens Island

Af BO GREEN JENSEN

VI er ved slutningen af 1800-tallet, da den danske pastor Lucas (Elliott Crosset Hove) bliver sendt til Island. Det sker ved en uformel frokost hos Vincent (Waage Sandø), som også er præst og kunne være hans far. Den unge mand skal ikke missionere. Opgaven er at bygge en kirke og assistere menigheden i et fjernt hjørne af kolonien, som fra 1814-74 var suverænt på danske hænder.*
   Vincent forbereder Lucas på is og hård regn; et vildnis af klipper, vulkanudbrud, midnatssol og hævede floder, der gør det svært at orientere sig. Han siger, at han selv var som Lucas 30 år før, lige så tændt og videbegærlig. Lucas lytter med den svært aflæselige mine, han for det meste viser verden. Det er først til sidst på Island, at trækkene lukker sig op.
   Vi bemærker, at mændene taler på nudansk, uden forsøg på historisk diktion. Det er strategien i Vanskabte Land. Filmen vil ikke rekonstruere. Stoffet er levet og skrevet. Den vil sende sin tilskuer fysisk tilbage.


LUCAS er en kompleks karakter. Før afrejsen fotograferer han Vincent. Dét er, hvad han brænder for: at eksperimentere med fotoudstyret, som han siden bærer tværs over Island.
   Da Lucas har taget portrættet, bringer filmen sin første skærmtekst: »En trækasse blev fundet på Island, med syv wet plate-fotografier taget af en dansk præst. Disse billeder er de første, der eksisterer af den sydøstlige kyst. Denne film er inspireret af disse fotografier.«
   Det er med andre ord muligt at vælge, om man vil betragte filmen som en autentisk baseret skæbnefortælling eller en fabel om modernitet. Historien selv har ingen mening om sagen. Den vil os det hverken godt eller ondt.


HLYNUR Pálmason (f. 1984) er uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to forbavsende stilrene film markeret sin originale vision. Vinterbrødre (2017) forvandlede Faxe Kalkbrud til et hårdt, ubestemmeligt sneland. Også dén film gav Hove en stærk hovedrolle og blev prompte belønnet med Bodil og Robert. Nutidsthrilleren En hvid, hvid dag (2019) fulgte med en islandsk politibetjent, formidabelt fremstillet af Ingvar Sigurðsson, der søgte bagudrettet hævn for en utroskab, som først blev klar efter hustruens død.
   Vanskabte Land er bekræftelsen. Instruktøren har fortalt, at han udviklede alle tre film på en gang, da han skulle sikre fremtiden for sin familie. Han er selv spændt på, hvad han nu skal i gang med. Kortfilmen Nest (2022) blev vist på Berlinalen. Her bygger Pálmasons tre børn en træhytte, som kameraet bliver på i to år. Nest kan ses på streamingtjenesteen MUBI.


PÅ DEN FØRSTE del af sin rejse bliver Lucas skolet i islandsk af tolken (Hilmar Guðjónson), som lærer ham, at bøger hedder bækur, og bátur betyder båd. Lucas kan næppe se for søsyge. Regn hedder rigning, men han forstår, at der på islandsk findes lige så mange ord for regn, som inuitisk har navne for sne. »Og det er regnvejr alt sammen? Beslut jer dog,« siger Lucas.
   Han vælger selv at gå i land fjernt fra målet. Lucas vil krydse vildmarken og tage billeder af den fysiske verden. Naturen er vildere, end han har forestillet sig, men han holder stædigt fast i kasserne med kamera, trefod og glasplader. Alle poserer ofte og gerne. Da tolken drukner, sørger Lucas over sin ven. Han er nu prisgivet spejderen Ragnar, der fører karavanen af heste og mænd.
   Pálmason caster atter Ingvar Sigurðsson som den arketypiske islandske mand. Han færdes hjemmevant i den barske og – ja – gudsforladte natur. I en western ville han være stifinderen, en hjortedræber i pagt med naturen. Der er en scene, hvor Lucas vågner og ser til fra teltet, mens Ragnar dyrker yoga i bar overkrop og tai-chi-stil. Han stamper vand op af mosset med sine fødder.

   
LUCAS er utryg ved urting. Ved bålet fortæller mændene skrøner om ålens elektriske sange og elskende kvinders hengivne lyd. Præsten føler sig fanget og truet. Omvendt er han god til ting, som de andre ikke begriber. Der er et stand-off mellem sprogene. Ragnar taler dansk, når han vil. Troen er egentlig aldrig i spil. Konflikterne har at gøre med køn og kolonialisme.
   Der er to lange akter i Vanskabte Land. I midten er mødet med Anna (Vic Carmen Sonne). Hun er ældste datter af danskeren Carl (Jacob Hauberg Lohmann), som mistror Lucas fra begyndelsen. Kun Carls yngste datter, Ida, ser forstillelsen. Hun er glæden og lyset i levende live og bliver på passende vis inkarneret af Ida Mékkin Hlynsdóttir.


VISUELT ER FILMEN en bedrift. Pálmason har hver gang brugt vejret, tiden og topografien som udtryk for indre kræfter, der raser uanfægteligt. Her er skabelsen og fortabelsen skildret, så ingen dialog er nødvendig. Det er atter Maria von Hausswolff, som tilrettelægger billedsiden og varierer sin æstetiske strategi fra Pálmasons første to film. Hun er blandt de bedste i faget.**
   Nøjagtigt én time inde kommer Annas ansigt i fokus. Vi er nu i en mere genkendelig verden, men konflikten mellem Ragnar og Lucas har sat sig. Der er et irrationelt had og et skæbnefællesskab, som ingen af mændene vil tage på sig. Der er også en mere ordinær East of Eden-agtig historie.


FILMEN har mange fætre og kusiner. Første del er som en episk western, der udforsker det mytologiske landskab og undrer sig over, hvor let vi går til. Der er præster, som færdes i en fjendtlig kultur – som i Bruce Beresfords Black Robe (fra 1991, efter romanen af Brian Moore) eller Martin Scorseses Silence (fra 2016, efter romanen af Shusako Endo].
   Der er stræberen med den umulige drøm: Werner Herzogs afsindige pionerer i Aguirre, den gale erobrer (1972) og Fitzcarraldo (1982). Der er eneren, som overlever, indtil han ikke overlever mere: manden og bjørnen alene i The Revenant (2015).
   Kærlighedshistorien er både Frantz-Jacobsens færøske Barbara, Halldor Laxness og Sjón i en styrtregn af stjerner og en grynet film noir, som James M. Cain kunne have skrevet, hvis han var i det rette saga-humør: Danskerens hest flygter altid to gange.


FILMEN forstærker sin tidsrejsevirkning ved brug af academyformatet, dvs. næsten kvadratiske billeder i størrelsesforholdet 1:33:1. Argentinske Lisandro Alonso brugte samme klassiske beskæring – med sirligt afrundede hjørner – da han instruerede Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Jauja (2014). Jauja var en øvelse i slow cinema. Vanskabte Land fastholder forskellen på dansk facade og islandsk oprindelighed.
   Her er slutfotos af de forvitrende døde. Det er betagende stærkt billedstof.


*) Først i 1918 blev Island en uafhængig nation. Før da var man underlagt kolonimagten Danmark. Titlen er for resten hentet hos digteren Matthias Jochumsson, som levede fra 1835 til 1920. Han skrev den islandske nationalsang, »Löfsöngur« – dvs. »Lovsang« – i 1874, da landet fyldte 1000 år og fik et vist hjemmestyre i dagens anledning.

**) Maria von Hausswolff modtog sin tredje Bodil (på seks år) for Vanskabte Land. Elliott Crosset Hove modtog prisen for Bedste mandlige hovedrolle, Ingvar Sigurðsson fik prisen for Bedste mandlige birolle. Vanskabte Land var endvidere nomineret i kategorierne Bedste danske film og Bedste kvindelige birolle (Ida Mekkin Hlynsdóttir). 

Se også Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/Winter Brothers (2017); Hlynur Pálmason: En hvid, hvid dag/A White, White Day (2019).


Vanskabte Land (Volaða land). Instr. & manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 143 min. Danmark-Island-Frankrig-Sverige 2022. Dansk premiere: 01.12.2022.


Foto: Snowglobe Films [Maria von Hausswolff/ Hlynur Pálmason]/ Join Motion Pictures/ ;Aneki Films/ Garagefilm International/ Film i Väst/ DFI/ Icelandic Film Center/ CNC/ Scanbox Entertainment/ Curzon (UK trailer)
Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ GRAND HJEMMEBIO/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 01.12.2022.

fredag den 29. april 2022

Hlynur Pálmason: Vinterbrødre/ Winter Brothers (2017)


KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut

Af BO GREEN JENSEN

HER er en sne- og kalkdækket verden, hvor mænd går i minen med udslukne blikke og leger med døden, når de har fri. Det er et ærketypisk arbejdsssted. Der er en skov med nøgne træer, og der må være en by i nærheden, men for det meste findes kun fabrikken og barakkerne.
   Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.
   Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.
   De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.



JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.
   Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).
   Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.



FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed.
 Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.
   Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.


SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.
   Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!



DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtog instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.
   På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal. 
   Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.



Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

 

Fotos: Masterplan Pictures/  KimStim/ Join Motion Pictures/ New Danish Screen/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Ingen Blu-ray udgivelse - DVD fra Angel Films 19.04.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.

fredag den 8. april 2022

Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016)


NÅR GUDERNE VIL STRAFFE OS
De gamle vil være unge igen 

Af BO GREEN JENSEN

FOR Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er tilværelsen blevet et spørgsmål om, hvem der snitter løg til salaten og hvem der går i haven for at gøre klar til vinteren. Da sønnen Esben (Anton Honik) flytter hjemmefra, efterlader han sig et gabende hul. Parcelhuset er med ét alt for stort.
   Vibeke river bladene sammen og hælder dem ud på jorden igen. Kjeld finder gamle fotos i kælderen og forsvinder ind i tanker om, hvor glade og unge de var tredive år før, da de boede i den første utætte kvistlejlighed.
   I Forældre er der ikke langt fra A og B til C. Før nogen kan nå at tænke sig om, har Kjeld købt den selvsamme lejlighed – nu et attraktivt forældrekøb i indre by – hvor de nød at være sammen og havde tiden for sig. Til og med ligger den »kun syv minutter på gåben« fra Esben, der undrer sig over de gamle.



DET var vist nok karmeliternonnen Sankt Teresa – hende fra Berninis skulptur – som sagde, at der fældes flere tårer over opfyldte ønsker, end over bønner, der ikke bliver hørt. Oscar Wilde varierede budskabet: »Når guderne vil straffe os, besvarer de vore bønner.« Truman Capote kaldte af samme grund sit (meget) ufuldendte hovedværk for Answered Prayers.
   Kjeld længes så længe og drømmer så stærkt, at han og Vibeke en morgen vågner op og er tilbage. Parret på 22 bliver spillet af Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel. Kjeld vil holde fjumreår og nyde, at de er unge igen. Vibeke vil være fri og studere psykologi. Så mens lejligheden slår sprækker i regnen, der er mere intens, end den var i 1980erne, begynder Kjeld i det små at få anfægtelser.



CIRKA så langt er der ingen problemer i Christian Tafdrups Forældre. Historien kunne være en moralitet fra The Twilight Zone (1959-1964), Rod Serlings sagnomspundne tv-serie, hvor karaktererne altid kom ud for den slags. Eller et udkast til en dansk version af Sam Mendes' American Beauty (1999).
   Stoffet kan bære en tæt vignet, som dramatiserer forholdet mellem årsag og virkning. Spillefilmsformen kræver en tredje akt, hvor ideen bliver udviklet. Det bliver en narrativ nødvendighed at etablere en hverdag i eksperimentet. Der må ganske enkelt ske noget mere.



OG hér begynder budcyklen at slingre. Det er måske en interessant idé at lade Vibeke flytte sammen med sin søn – vel vidende, at det er hendes søn –
 mens Kjeld bare drukner i dommedagsregn. Men det passer ikke til de karakterer, som filmen har præsenteret, hverken i ung eller ældre version.
   Det kaster heller ingen interessante reaktioner af sig, at de unge fra dengang skal møde de nye fra nu. En housewarmingscene hos Esben er mere eller mindre tabt på gulvet.
   Det bliver stadig mere uklart, hvad filmen egentlig vil. Måske skal der skabes utryghed for utryghedens skyld, som i en mareridtsfabel af David Lynch. Men dertil er filmen så alligevel for ordentlig. Alt hænger nydeligt sammen.



KÆDENS svageste led er den stilhed, som efterlønsparret ikke kan fylde, da omdrejningspunktet er fløjet fra reden.
   Her bliver Forældre en katalog af yngre menneskers fordomme om, hvordan ældre mennesker lever. Det er noget med at få tiden til at gå, mens man venter på døden og hører gammel pop på slidt vinyl. Der mangler sådan set kun bankospillet.
   Søren Malling er god som nostalgiker, og Bodil Jørgensen demonstrerer atter sin flair for lattermild kaoshumor. Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel slipper rigtigt godt fra at reproducere nogle af Mallings og Jørgensens manierismer. Christian Tafdrup leverer selv en præcis parodi på den smarte ejendomsmægler.
   Det er sødt at se de gamle unge indrette sig, og der er kuriøse sange fra dengang, Anne Linnett ville være noget på engelsk. Men som færdig film er Forældre ikke helt vellykket. Der er på én gang både for lidt og for meget i Tafdrups sælsomme skæbnefortælling.



Forældre. Instr. & manus: Christian Tafdrup. Foto: Maria von Hausswolff. 86 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.


Fotos: Nordisk Film/ Søren Kirkegaard/ Maria von Hausswolff/ DFI/ CineMaterial
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, SF Anytime, Viaplay Store
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.11.2016.