Translate

Viser opslag med etiketten The Twilight Zone. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Twilight Zone. Vis alle opslag

fredag den 8. april 2022

Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016)


NÅR GUDERNE VIL STRAFFE OS
De gamle vil være unge igen 

Af BO GREEN JENSEN

FOR Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er tilværelsen blevet et spørgsmål om, hvem der snitter løg til salaten og hvem der går i haven for at gøre klar til vinteren. Da sønnen Esben (Anton Honik) flytter hjemmefra, efterlader han sig et gabende hul. Parcelhuset er med ét alt for stort.
   Vibeke river bladene sammen og hælder dem ud på jorden igen. Kjeld finder gamle fotos i kælderen og forsvinder ind i tanker om, hvor glade og unge de var tredive år før, da de boede i den første utætte kvistlejlighed.
   I Forældre er der ikke langt fra A og B til C. Før nogen kan nå at tænke sig om, har Kjeld købt den selvsamme lejlighed – nu et attraktivt forældrekøb i indre by – hvor de nød at være sammen og havde tiden for sig. Til og med ligger den »kun syv minutter på gåben« fra Esben, der undrer sig over de gamle.



DET var vist nok karmeliternonnen Sankt Teresa – hende fra Berninis skulptur – som sagde, at der fældes flere tårer over opfyldte ønsker, end over bønner, der ikke bliver hørt. Oscar Wilde varierede budskabet: »Når guderne vil straffe os, besvarer de vore bønner.« Truman Capote kaldte af samme grund sit (meget) ufuldendte hovedværk for Answered Prayers.
   Kjeld længes så længe og drømmer så stærkt, at han og Vibeke en morgen vågner op og er tilbage. Parret på 22 bliver spillet af Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel. Kjeld vil holde fjumreår og nyde, at de er unge igen. Vibeke vil være fri og studere psykologi. Så mens lejligheden slår sprækker i regnen, der er mere intens, end den var i 1980erne, begynder Kjeld i det små at få anfægtelser.



CIRKA så langt er der ingen problemer i Christian Tafdrups Forældre. Historien kunne være en moralitet fra The Twilight Zone (1959-1964), Rod Serlings sagnomspundne tv-serie, hvor karaktererne altid kom ud for den slags. Eller et udkast til en dansk version af Sam Mendes' American Beauty (1999).
   Stoffet kan bære en tæt vignet, som dramatiserer forholdet mellem årsag og virkning. Spillefilmsformen kræver en tredje akt, hvor ideen bliver udviklet. Det bliver en narrativ nødvendighed at etablere en hverdag i eksperimentet. Der må ganske enkelt ske noget mere.



OG hér begynder budcyklen at slingre. Det er måske en interessant idé at lade Vibeke flytte sammen med sin søn – vel vidende, at det er hendes søn –
 mens Kjeld bare drukner i dommedagsregn. Men det passer ikke til de karakterer, som filmen har præsenteret, hverken i ung eller ældre version.
   Det kaster heller ingen interessante reaktioner af sig, at de unge fra dengang skal møde de nye fra nu. En housewarmingscene hos Esben er mere eller mindre tabt på gulvet.
   Det bliver stadig mere uklart, hvad filmen egentlig vil. Måske skal der skabes utryghed for utryghedens skyld, som i en mareridtsfabel af David Lynch. Men dertil er filmen så alligevel for ordentlig. Alt hænger nydeligt sammen.



KÆDENS svageste led er den stilhed, som efterlønsparret ikke kan fylde, da omdrejningspunktet er fløjet fra reden.
   Her bliver Forældre en katalog af yngre menneskers fordomme om, hvordan ældre mennesker lever. Det er noget med at få tiden til at gå, mens man venter på døden og hører gammel pop på slidt vinyl. Der mangler sådan set kun bankospillet.
   Søren Malling er god som nostalgiker, og Bodil Jørgensen demonstrerer atter sin flair for lattermild kaoshumor. Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel slipper rigtigt godt fra at reproducere nogle af Mallings og Jørgensens manierismer. Christian Tafdrup leverer selv en præcis parodi på den smarte ejendomsmægler.
   Det er sødt at se de gamle unge indrette sig, og der er kuriøse sange fra dengang, Anne Linnett ville være noget på engelsk. Men som færdig film er Forældre ikke helt vellykket. Der er på én gang både for lidt og for meget i Tafdrups sælsomme skæbnefortælling.



Forældre. Instr. & manus: Christian Tafdrup. Foto: Maria von Hausswolff. 86 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.


Fotos: Nordisk Film/ Søren Kirkegaard/ Maria von Hausswolff/ DFI/ CineMaterial
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, SF Anytime, Viaplay Store
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.11.2016.

onsdag den 23. marts 2022

To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]


TILBAGE TIL ABERNES PLANET
En miskendt version af fremtidslegenden

Af BO GREEN JENSEN

CALIMA er abernes navn for de hellige ruiner, som indtager en central position i religionen på deres planet. Stedet er knyttet til myten om Semos, den rebelske Messias-chimpanse, som trak en streg i sandet og én gang for alle gjorde op med abernes forhold til menneskene.
   Vist fortaber historien sig i legendernes tid. Vist betragter de sofistikerede orangutaner og de videnskabeligt orienterede chimpanser Semos-kulten med en overbærenhed, der minder påfaldende om vores egen holdning til kristendommens grundmateriale. Men for de harniskklædte gorillakrigere er troen på Semos en levende kraft.
   Det bliver da også med den, at planetens skæbne står og falder i Tim Burtons med spænding imødesete udgave af 60er-klenodiet Planet of the Apes.
   Der er ingen grund til at røbe den anstrengt overrumplende pointe, som prøver at matche styrken i førsteudgavens slutbillede. Derimod kan man ikke skrive om de justeringer, som er foretaget i forhold til den oprindelige kontekst, hvis man ikke røber lidt om Calima. Filmen selv gør det midtvejs og udløser således spændingen om, hvordan man vil give en forklaring på kloden, som måske/måske ikke er Jorden.*

1. Vejen til Calima

I BEGYNDELSEN af filmen, da astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) endnu ikke har fulgt chimpansen Perikles gennem det magnetiske stormfelt, som fører ham til Abernes planet, ser vi besætningen arbejde om bord på rumfartøjet Oberon. Demonstrativt rettes blikket mod et skilt med ordene CAUTION LIVE ANIMALS. 
   En god spilletime senere er Davidson blevet anfører for de sidste vilde mennesker på Abernes planet, hvor den fanatiske general Thane (Tim Roth), en kolerisk og stærkt Hitler-lignende chimpanse, kun anerkender udrensning som en løsning på det menneskelige problem. Davidson styrer da mod de signaler, som kommer fra Calima i den forbudte zone.



HVERKEN menneskene, som er med ham, eller forskeraben Ari (Helena Bonham Carter), en særdeles charmerende hun-chimpanse, er trygge ved at træde ind i Calima, men Davidson insisterer, og det lykkes at slippe forbi gorillahæren. Endelig når karavanen da midten af det golde landskab, som en fjern katastrofe har ødelagt.
   Ifølge Davidsons søger befinder man sig nær moderskibet Oberon (filmen er fuld af Shakespeare-henvisninger; forløbet af slaget i slutningen minder i slående grad om Henry V). På en støvet væg af rustent jern står der CA-LI-MA. Davidson stryger støvet væk, læser skiltet og forstår, at han virkelig er tilbage på skibet, men ikke i sin egen tid.



LÆNGE er gode råd dyre. Abehæren er større og stærkere end menneskene, selvom disse jagede kræ (der alle taler lydefrit engelsk, som man nu engang gør det i abernes stat) til lejligheden har retableret de dræbende teknologier, som også hér er artens specialitet. Omsider er der ingen rimelig grund til at håbe og tro, men Davidson kan ikke lade være.
   Det kunne astronauten i den gamle version af fremtidslegenden. I Beneath the Planet of the Apes (1970, da. Flugten på abernes planet), den første film i serien af fortsættelser, trak mennesket Taylor selv i det håndtag, som udløste arsenalet af kernevåben. Han gjorde det endda beslutsomt, i vrængende væmmelse og med en grimasse, som kun Charlton Heston kunne skære.


 

SÅ dyb bliver Davidson aldrig, og så skarp i sin stille kritik af vor samtid er den nye filmudgave slet ikke. Den gamle Planet of the Apes var autentisk science fiction, et fabulerende stykke spekulativ fiktion, som tog sin præmis og dens parametre alvorligt, fordi man ville tale til og om sin egen tid.
   Den nye Planet of the Apes er snarere løssluppen fantasy, et mørkt eventyr om en mulig verden, hvor aber regerer. Til slut skal vi se det store skred, som er sket i balancen mellem de trods alt forbundne virkeligheder, men det virker som en påhægtet gimmick. Derimod løftes noget på plads, og det føles dybt befriende, da profetien om Semos’ genkomst på sæt og vis går i opfyldelse.

2. En bismag af apokalypse

VIL man repetere baggrunden og gense de gamle film i serien, der blev en af 70ernes store biografsucceser, bør man ikke tøve med at anskaffe det boxsæt, som samler hele sagaen under fællestitlen Planet of the Apes – The Evolution. Her findes også en overordnet indføring i tidens tendenser, som de yngste tilskuere – Burtons films primære målgruppe – formentlig kun kender som løse rygter fra skolen, tv og andre film.

   Det er jo ikke tilfældigt, at man i kampåret 1968 fandt det naturligt at skabe så markant en mainstreamfilm som den genuint visionære førsteudgave af Abernes planet. I 60erne tog man nærmest for givet, at Jorden ville gå under en dag. Hvornår var ikke til at sige, men tiårets mange forestillinger om en verden, der lever videre efter atomragnarok, har som regel en tidshorisont, der begynder ved årtusindeskiftet, vi nu har passeret.
   Tiden elskede sine mørke profetier lige så meget, som den frygtede en tredje verdenskrig. Selv de letteste, mest kulørte fremtidsdrømme har en bismag af apokalypse.


FRANKLIN J. Schaffners Planet of the Apes (1968) havde premiere samme år som 2001: A Space Odyssey (da. Rumrejsen år 2001). Stanley Kubricks visionære værk kaster længere skygger, men i første omgang havde Abernes planet større gennemslagskraft. Filmen var en sensation, som mange gik ind og så flere gange, fordi slutbilledet gav dem gåsehud.
   Det er da også en mageløs slutning. I to timer har vi fulgt astronauten George Taylor (Heston), der nødlander på en planet, hvor aber har taget menneskets plads. Han er blevet ydmyget og eksperimenteret med, men har også fundet venner i chimpanserne Dr. Zira (Kim Hunter) og Cornelius (Roddy McDowall), der begge forsker i menneskets væsen.
   Sammen med Nova (Linda Harrison) – en kvinde uden sprog var stadig det seksuelle ideal – rider Taylor langs stranden, kun iført riffel, lændeklæde og Hestons signatursmil. Da ser han en kæmpemæssig figur, som er halvvejs begravet i sandet. Han falder på knæ og forbander sine artsfæller, som »virkelig gjorde det denne gang.« Endelig zoomes der ud, så også publikum kan se figuren. Det er den amerikanske Frihedsgudinde.


DET er svært at sige, hvorfor øjeblikket virker så stærkt. Abernes planet bygger på franskmanden Pierre Boulles roman La planète des singes (1963). Denne er ikke så bogstavelig som filmen, har ikke nogen trickslutning og interesserer sig mest for at spejle menneskets verden i abernes samfund.
   Rod Serling, som skabte tv-serien The Twilight Zone (1959-65), bearbejdede i flere omgange Boulles bog, før Michael Wilson skrev det endelige manuskript. Serling genbrugte da pointen fra Twilight Zone-episoden »I Shot an Arrow in the Air« (1960), hvor amerikanske astronauter i et afsvedent kraterlandskab ser to forvitrede vejskilte og begriber, at de er strandet på Jorden i fremtiden.



EFFEKTEN er langt stærkere i filmen, men uden Serlings inspirerede genbrug ville der næppe være produceret fire sequels, to tv-serier (den ene animeret) og diverse andre fortsættelser til Planet of the Apes. Hovedsagen i sagaen er dog ikke, hvad menneskene har gjort ved hinanden. Det er forholdet mellem de herskende aber og de sidste mennesker. Og hvordan ville abernes verden se ud? Orangutanger tænker og regerer; gorillaer kæmper og kontrollerer; chimpanser forsker og føler. Vel er præmissen original, men magtfordelingen i abesamfundet er forudsigelig og ordinær.



I DET store hele står de gamle film flot. Man rådede ikke over digitale teknikker. Alt er derfor gjort med pap, sminke, gummi og plast. Slutningen viser et glasmaleri, og John Chambers’ abe-makeup er ikke så imponerende, som man husker den. Alligevel fungerer illusionen. Man vænner sig til at være på abernes planet, og man begynder at føle med Zira og Cornelius, som sammen med sønnen Caesar bliver gennemgående skikkelser.


 ANDRE elementer røber filmenes tilblivelsestid. Der blev zoomet utrolig meget i 60ernes og 70ernes actionfilm. Det er derfor en næsten psykedelisk oplevelse at jage gennem terrænet. I dag er virkningen lige så svær at abstrahere fra som de dobbelte skygger, man dengang kastede i interiørscener.
   Ted Post instruerede den første forsættelse, Beneath the Planet of the Apes (da. Flugten på abernes planet), i 1969. Den er mørkere, men også mere latterlig end originalen. Filmen følger de astronauter, som skal finde Taylor og hans besætning. Nogle af de sidste mennesker har dannet en kult, som dyrker Bomben og holder til i resterne af New York Citys undergrundsbane. Det ville være perspektivrigt, hvis alting ikke var udført så kitschet.


SIDEN faldt niveauet støt, og der gik næsten soap opera i den fortsatte historie. Bedst er Escape from the Planet of the Apes (1971, da.
Truslen fra abernes planet), hvor Zira og Cornelius rejser tilbage til USA i 1970erne. Don Taylor instruerede dette kapitel, der har Sal Mineo og Ricardo Montalban som gæstestjerner.
   Både fjerde og femte afsnit, Conquest of the Planet of the Apes (1972, da. Oprør på abernes planet) og Battle for the Planet of the Apes (1973, da. Kampen om abernes planet) blev instrueret af veteranen J. Lee Thompson. De er kun af interesse for den, som har set de første tre kapitler og længes meget stærkt efter mere.


DET flotte boxsæt blev udsendt i en såkaldt Limited Edition på 100.000 eksemplarer. Man er sikkert ikke løbet helt tør endnu. Den sjette disc indeholder dokumentaren Behind the Planet of the Apes. Det er produceret i 1998, umiddelbart før skuespilleren Roddy McDowalls død. McDowall medvirkede i fire af de fem biograffilm og var også hovednavnet i tv-serien, som levede i to sæsoner fra 1974-76. Han er derfor den oplagte turguide. Dokumentaren varer to timer og koncentrerer sig fornuftigvis om den første film.

3. Forstemmende futilitet

ALTSÅ hverken en helt ny fortælling eller en ordinær genindspilning, men en gendigtning, en såkaldt »re-imagining« af den første film om menneskets skæbne i fremtidens mørke på Abernes planet. Dét er konceptet, som ligger til grund for Tim Burtons store modernisering.
   Når der er tænkt så meget over en dækkende betegnelse, har det vel at gøre med »Adel forpligter«-princippet. Richard Zanuck, der som nybagt studiechef hos 20th Century Fox gav grønt lys for Schaffners original, har også produceret versionen, som beviser, hvad Poul Nesgaard har sagt mange gange: at mennesket er en efterabe.
   Burtons film er en mærkelig størrelse, men ikke på den frodige måde, som vi ellers forbinder med instruktøren af Batman, Edward Scissorhands, Ed Wood og Sleepy Hollow.
   »Gentænkningen« giver kun mening, hvis man kender den første filmatisering af Boulles satiriske dystopi. Omvendt er det ingen ubetinget fordel at have denne baggrund. Alt for megen mental energi brændes af på at reflektere over sammenfald og forskelle mellem de to film. Uvisheden om planetens skæbne, som burde være hovedsagen, bliver noget rent formelt, mens den egentlige spænding knytter sig til, hvordan Burton og de tre krediterede manuskriptforfattere vil bære sig ad med at skrive en slutning, der kan måle sig med fremtidschokket i den gamle film, som endnu er pletfri efter 33 år.



SNART sagt ingen sammenligning falder ud til den nye films fordel. Vist kan teknikken mere, og vist er Rick Bakers abe-makeup mere livagtig, men i de fleste andre forhold falder Burtons film igennem. Der skabes aldrig et overbevisende billede af hverdagen i abernes samfundsorden. De sidste mennesker er rene karikaturer, fra Kris Kristoffersons grånende Karubi til Estella Warrens smægtende Daena, der i bedste B-filmstil bærer læbestift, lændeklæde og bobbet blond hår. Tim Roths hysteriske despot er imponerende, men også umådeligt anstrengende, og helt ude på det campede overdrev spiller Charlton Heston hans døende far.



KUN Michael Clarke Duncans ærefrygtindgydende krigergorilla Attar og Helena Bonham Carters nænsomme, nysgerrige Ari gør indtryk, man vil bære med sig. Ligesom i de gamle film fremlægges en række etniske analogier. Vores racisme bliver set i et spejl, kan man sige.
   Hos Burton fornemmer man tydeligt, at de brave gorillaer er afrikansk-amerikanske. En tid lang synes filmen at lege med en mulig romance mellem Davidson og Ari. Allerede englænderen Poul Dehn lod en hybrid af abe og menneske komme til verden i sit første manuskript til Flugten på Abernes Planet, men studiet nedlagde veto.
   Så ikke meget har ændret sig. I 1968 frygtede man Bomben. I 2001 synes etnisk udrensning at være det store tema, som nærer vor angst. Planet of the Apes er Tim Burtons mest ansigtsløse arbejde til dato, men rent formalistisk, som en gennemført mainstream-stiløvelse, fungerer filmen til husbehov. Vist er der gode detaljer. Vist gør man sig tanker på vejen til Calima, men i det lange løb føles projektet mest af alt som et futilt supplement.




*) I Pierre Boulles roman bliver der leget mere med tiden og de store overraskelser, som forrykker og korrigerer perspektivet. Et ungt par holder ferie i rummet og læser fortællerens beretning om planeten, hvor forholdet mellem aber og mennesker er vendt.
   Ved slutningen vender fortælleren tilbage til Jorden sammen med kvinden Nova, som i mellemtiden har født deres søn. De lander i Paris, hvor Eiffeltårnet stadig står. En lastbil standser og samler dem op. Fortælleren får et chok, som ligner overraskelsen i Schaffners film, da han ser, at chaufføren er en gorilla.
   Men hvem er det egentlig, som læser i bogen med journalistens historie? Hos Boulle har parret svært ved at tage fortællingen alvorligt. En verden, hvor mennesker tænker som aber og kan skrive og selv regne tingene ud? Den må du længere ud på landet med, mener både Jinn og Phillys, som er forelskede chimpanser. 
   The Folio Society genudgav Planet of the Apes i 2020. Biologen og antropologen Frans de Wall har skrevet et forord, som tager præmissen alvorligt. David De Las Heras, den spanske kunstner og illustrator, har formgivet bogen og skabt syv nye grafiske arbejder. Oversættelsen er Xan Fieldings version fra 1964. I førsteudgaven fra 1963 var den engelske titel Monkey Planet.



Planet of the Apes. Instr.: Tim Burton. Manus: William Broyles Jr., Lawrence Konner, Mark Rosenthal. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. USA 2001. Dansk premiere: 24.08.2001.

Planet of the Apes (Abernes planet). Instr. Franklin J. Schaffner. Manus: Michael Wilson, Rod Serling. Foto: Leon Shamroy. 112 min. USA 1968. Dansk premiere: 23.05.1968.

Planet of the Apes - The Evolution (1967-73). Instr.: Franklin J. Schaffner, Ted Post, Don Taylor, J. Lee Thompson. 6 disc-boxsæt. 20th Century Fox Home Entertainment.

Pierre Boulle: Planet of the Apes. Oversat efter »La Planète de singes« (1963) af Xan Fielding. Introduced by Frans de Waal. 172 s. London: The Folio Society, 2020


Fotos: 20th Century Fox/ Twentieth Century Studios/ CBS/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets, LLC/ The Folio Society
Planet of the Apes (2001) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2007
Planet of the Apes (1968) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+,Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray Planet of the Apes 5-Film Collection | 1968-1973 | 5 Mvies, 7 Cuts | fra 20th Century Fox 11.10.2011
Teksten stod [med rubrikken »Vejen til Calima«] i Weekendavisen Kultur 24.08.2001.

torsdag den 10. september 2020

Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013


DØDEN OG TIDEN
Richard Matheson 1926-2013

Af BO GREEN JENSEN

DET fulde arsenal af digitale effekter bliver som regel brugt i film, der bevæger sig hurtigt og fokuserer på fysiske ting. Det er derfor befriende, når der males med andet end action og dystopisk fremtid for øje.
   I 1998 lykkedes det endelig producerne Stephen Simon og Barnet Bain at realisere et projekt, som Simon havde båret med sig og brændt for siden 1978, da han læste en korrekturkopi af Richard Mathesons romantiske fabel What Dreams May Come.
   Simon havde netop færdiggjort sin første store produktion, Somewhere in Time (1980), som Jeannot Szwarc instruerede efter en anden af Mathesons romaner. Han faldt pladask for What Dreams May Come, men tiden var – fortæller han i en efterskrift til filmudgaven af bogen – ikke moden. For man havde ikke teknikken endnu.



FØRST med 90ernes computergenererede billeder blev det muligt at skabe de bjergtagende efterlivsuniverser, som er den store – og desværre også eneste – attraktion ved filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I newzealænderen Vincent Ward, der havde arbejdet med store billeder og mærkelige baggrunde i middelaldervisionen The Navigator (1988) og den bevægende A Map of the Human Heart (1993), fandt Simon en kongenial instruktør, som var villig til gå fuldt ind for sagen.
   Robin Williams spiller lægen Chris Nielsen, som omkommer i en trafikulykke, men inden længe erfarer, at døden ikke er slutningen. I en verden, som til stadighed skifter form og farve, får han selskab af englen Albert (Cuba Gooding, Jr.), der skal hjælpe den desorienterede pilgrim med at akklimatisere sig til efterlivet.
   En magisk vandring fører gennem fantastiske egne i stadig forvandling. Det er oplagt at se Chris og Albert som moderne versioner af Dante og Vergil i Den guddommelige komedie.* Efterhånden går det op for Williams, at den kulørte skærsild tager farve efter de motiver, som hans endnu levende hustru, kunstneren Annie (Annabella Sciorra), arbejder med i sit atelier.
   Senere bliver filmen en Orfeus-myte om at stige ned i selve helvede. Koryfæer som Max von Sydow optræder. Der er ædel smerte og inderlig længsel. Da Annie tager sit liv for at være sammen med Chris igen, går der grådkvalt tv-film i noget, der begyndte som en original vision.
   Billedsiden bliver dog ved med at skifte og fascinere. Der er enestående digitale malerier og levendegjorde drømmelandskaber. Så hvorfor er jeg egentlig skuffet? Fordi det ikke er en hvilken som helst kristen drømmer, der forestiller sig efterlivet. Dette er Richard Mathesons Paradiset.



BÅDE som prosaist og manuskriptforfatter har Richard Matheson præget skyggelandet mellem sci-fi, horror og fantasy i højere grad, end de fleste gør sig klart. Han var 24 år, da det lykkedes ham at få novellen »Born of Man and Woman« (1950) trykt i The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Den gav siden titel til hans første bog, en novellesamling, som udkom i 1954. I dag er den bedre kendt som Third From the Sun.
   Someone is Bleeding (1953) og Fury on Sunday (1953, da. Skrækkens nat) var regelrette (for ikke at sige trivielle) krimier. Så fulgte de fantastiske romaner, som Mathesons berømmelse for alvor hviler på. Fortælleren i I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) er det sidste vågne menneske på en planet, hvor man bliver forvandlet til vampyr, hvis man falder i søvn. Romanen er filmatiseret tre gange: som The Last Man on Earth (1964) med Vincent Price; som The Omega Man (1971) med Charlton Heston; senest som I Am Legend (2007), hvor Will Smith spiller overleveren Neville.
   Med den originale og meget bevægende fabel om The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen) slog Mathesons styrke som myteskaber for alvor igennem. Han skrev selv manuskriptet til Jack Arnolds klassiske filmatisering, The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre).
   Skønt effekterne ikke holder i dag, får man stadig kuldegysninger over historien om Robert Scott Carey, der bliver mindre og mindre, før han endelig falder gennem maskerne i selve molekylestrukturen. Alligevel kan han til slut konstatere, at »smaller than the smallest, I meant something too! To God, there is no zero. I still exist!«



MATHESONS prosastil er ujævn, men hans bedste ideer er nye og stærke. Det var forfatterens held, at der fandtes en platform, som passede perfekt til hans særlige kvaliteter. Magasinmarkedet tyndede ud; sci-fi og horror på film var små produktioner. Til gengæld havde tv-mediet sine boom-år, hvor der blev taget store chancer. En række genrer og grammatikker blev udviklet i fællesmængden af høj popkunst og kommerciel sponsorering.
   Matheson var på førsteholdet, da Rod Serling producerede sin skelsættende antologiserie om The Twilight Zone (1959-1964). Matheson skrev 16 af de originale episoder, bl.a. den ikoniske »Nightmare at 20,000 Feet« (S05, E03), hvor William Shatner er passageren med flyskræk, som ser – eller forestiller sig, at han ser – en hujende gremlin på vingen i stormen.
   I begyndelsen ville Serling selv overkomme det hele. Han bearbejdede to af Mathesons noveller, »And When the Sky Was Opened« og »Third from the Sun«, der blev sendt som episode 11 og 14 i december 1959 og januar 1960. Matheson skrev selv manuskriptet til »A World of His Own«, som lukkede seriens første sæson den 1. juli 1960.**
   Han skrev også genrestykker til serier som Cheyenne, Have Gun – Will Travel, Star Trek og The Alfred Hitchcock Hour, men det er i The Twilight Zone, at han færdes naturligt. På bagsiden af Shock I (1979), et udvalg af hans 50er-noveller, bliver Matheson beskrevet som »the celebrated Discoverer of the far side of Strange«.
   Den fejrede opdager/udforsker af landet hinsides Det Sære. Det er ikke bare salgslyrik. Matheson og en kreds af kolleger skabte nye genrer ved at ophæve grænserne mellem de gamle. De nye fantastikere havde ligefrem en (løs) sammenslutning: også Ray Bradbury, Charles Beaumont og William F. Nolan var medlemmer af The Southern California Sorcerers. Eller som Rod Serling ville sige det:

You unlock this door with the key of imagination. Beyond it is another dimension: a dimension of sound, a dimension of sight, a dimension of mind. You’re moving into a land of both shadow and substance, of things and ideas; you’ve just crossed over into the Twilight Zone...***  
    
MATHESON blev med årene stadig mere orienteret mod det okkulte og paranormale. A Stir of Echoes (1958, da. Hjemsøgt af et ekko) lader mørkets kræfter vinde indpas i en forstadsnormalitet af samme slags, som satte scenen i The Shrinking Man. Hell House (1971) er summen af alle hjemsøgte huse fra Horace Walpole til Shirley Jackson. Det er også en forløber for found footage som Paranormal Activity-serien.



I 1970erne blev Matheson optaget af at læse om efterdødsoplevelser. I hans egne arbejder begynder en monoman kredsen om ét stadigt tema: kærligheden, der er stærk nok til at overvinde både døden og tiden. What Dreams May Come er et udtryk for denne fiksering, men hovedværket er Bid Time Return (1975).
   En moderne forfatter forelsker sig i kvinden på et gammelt foto og får mulighed for at rejse tilbage til begyndelsen af århundredet, hvor han møder og forenes med sin store kærlighed. Rejsen foretages alene ved sindets egen kraft. Intet i omgivelserne må minde forfatteren om nutiden, og drømmen går derfor i stykker, da en mønt fra 1970erne pludselig ligger i tøjet fra 1912.
   Det var Bid Time Return, der i 1980 blev til filmen Somewhere in Time. Christopher Reeve og Jane Seymour spillede de tidsadskilte elskende. Ved premieren var der kritikere, som foragtede filmen. Den fik siden romantisk kultstatus. Man forstår begge sider af bordet.
   Jeg så Somewhere in Time på amerikansk kabel-tv, alene midt om natten og uden anelse om, hvad der ventede. Oplevelsen blev bestemmende, og det var ved den lejlighed, at jeg første gang bed mærke i Mathesons navn. Jeg opdagede forbindelsen til The Incredible Shrinking Man, som jeg kendte i forvejen, og læste I Am Legend, som er en afsindigt spændende bog.
   Vil det lykkes den sidste mand på vampyrernes planet at holde sig vågen? Naturligvis ikke, og Mathesons tidlige værker er så langt de mest tilfredsstillende, fordi mørket gør det ud for en slags realisme. Den evangeliske resonans i What Dreams May Come og sene, metafysiske traktater som The Path (1993) ligger derimod faretruende tæt på forklarelsen hos Scientology-medlemmer.
   I 1990erne begyndte Matheson igen at skrive westerns: Journal of the Gun Years (1992), The Gunfight (1993), Shadow on the Sun (1994) og The Memoirs of Wild Bill Hickok (1996). Han har måske haft behov for at arbejde i et tørt, neutralt terræn, hvor der ikke var paranormale sirener. Sjovt nok genopdager han genren, netop som Elmore Leonard forlader den helt.
   Efter 2000 bliver Mathesons bøger for alvor svære at læse. Han er afgjort mest interessant i 50erne og 60erne, hvor genreformatet skaber struktur og giver fokus. Bid Time Return er en isoleret arie. Bedst fra de sidste årtier er 7 Steps to Midnight (1992), en solid drømmethriller, hvor detektiven erfarer, at alle de plots, som han arbejder i, stammer fra krimier, gysere og science fiction-historier, han har læst.


JEG gør så meget ud af denne baggrund, fordi flere burde kende Mathesons bøger, men også for at give læseren et indtryk af, hvilke uforholdsmæssigt store forventninger, jeg havde til filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I en vis forstand blev de indfriet af Wards overdådige film. Der er næppe skabt smukkere forvandlingslandskaber end de levende malerier, som Robin Williams snubler igennem, da han kommer til livet på den anden side. Men af dybden og mørket, substansen hos Matheson, er der ikke meget tilbage. Filmen forspiser sig på sine effekter og ender med at virke banal.
   Landskaberne er hentet i malerier af John Martin, Vincent van Gogh, Claude Monet og Caspar David Friedrich. De er levendegjort med mirakuløs billedstyrke, og det er afgjort for dem, at filmen skal ses.
   Mathesons rejse mod åndelighed minder om den, man kan iagttage hos forfatterne Arthur Conan Doyle (Land of Mist) og Brian Moore (Cold Heaven) og filmskaberne Nicolas Roeg og Terrence Malick. For en skeptisk fan er det forstemmende stof. Andre med samme udgangspunkt går den stik modsatte vej. Graham Greene er et oplagt eksempel.
   At læse og genlæse Matheson er under alle omstændigheder indsatsen værd. I hyldestbogen The Twilight and Other Zones: The Dark Worlds of Richard Matheson (2009) har en række venner, kolleger og fans (bl.a. Harlan Ellison og Dean R. Koonz) bidraget med essays. Festskriftet indeholder en fortegnelse over de samlede arbejder i alle medier. Værklisten er på 146 sider. Han var altså også en produktiv mand.



*) Lars von Trier har den samme idé i The House that Jack Built (2018), hvor Bruno Ganz er Vergil-figuren, som fører seriemorderen Jack (Matt Dillon) gennem efterlivet på vej til Inferno.    

**) Episoden er ikke specielt mindeværdig. En manuskriptforfatter (Keenan Wynn) kan tale sine karakterer til live. Han flirter med den fiktive Victoria (Phyllis Kirk), hvilket gør hustruen Mary (Mary LaRoche) jaloux. Hun kaster båndet, hvor hun selv blev talt til live, i kaminen. Gregory skynder sig at skabe en ny ægtefælle. Han er fristet af at beskrive Victoria, men vælger at genskabe Mary. Serling og Matheson leger med metafiktionen. Episoden er instrueret af Ralph Nelson, som ti år senere scorede et verdenshit med Soldier Blue (1970), den kontroversielle folkemordswestern, som satte lighedstegn mellem krigen i Vietnam og drabet på de indfødte amerikanere.

***) Hver af de første fire sæsoner varierer ordlyden i Serlings intro. Jeg citerer Sæson 4 (1963), som Serling genbrugte i Sæson 5. Han skrev selv 92 af de originale 156 episoder. Det er ganske bemærkelsesværdigt.


What Dreams May Come. Instr.: Vincent Ward. Manus: Ronald Bass. Foto: Eduardo Serra. 113 min. New Zealand-USA 1998. Dansk premiere: 16.04.1999



Fotos:I am Legend Fandom WIKI [Richard Matheson portraits]/ Polygram Filmed Entertainment/ Interscope Communications/ Universal International Pictures/ CineMaterial/ Screenmusings (framegrabs)
What Dreams May Come streames ikke i DK – i UK på Amazon Store, Apple TV, NOW | Cinema, Rakuten TV, Sky Store – 2K Blu-ray fra Universal Pictures 28.08.2015
Somewhere in Time streames på Apple TV – 2K Blu-ray fra Final Cut Entertainment 18.04.2019
The Incredible Shrinking Man streames ikke i DK – 2K Blu-ray fra Arrow Academy 13.11.2017
The Twilight Zone streames på Pluto TV. De originale 5 sæsoner er restaureret og genudgivet adskillige gange
2K Blu-ray 24-disc bokssæt fra Mediumrare Entertainment 11.06.2018
Teksten er ny, men tager afsæt i en dvd-anmeldelse, som blev lagt på filmsitet Scope i december 1999. Udgivelsen var et overflødighedshorn fra mediets pionerår. I 2020 er attraktionen en alternativ slutning, som blev fravalgt af moralske hensyn.