Translate

Viser opslag med etiketten Libanesisk film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Libanesisk film. Vis alle opslag

mandag den 27. september 2021

Nadine Labaki: Kapernaum (2018)


MIRAKLET I BEIRUT
Labaki som magisk socialrealist

Af BO GREEN JENSEN

I EN retssal i Beirut begynder den mest utrolige sag. En dreng har stævnet sine forældre, fordi de bragte ham ind i en verden, hvor livet ikke er værd at leve. De kunne have sagt sig selv, at han ville havne i det fængsel, hvor han afsoner en straf på fem år.
   Der er vildt postyr i salen. Det er ikke hver dag, at børn gør den slags. Journalister fra hele verden er kommet. Også CNN og BBC.
   Zain er vist nok 12 år – forældrene fik aldrig hans fødsel registreret. De har svært ved at klare dagen og vejen, men er trods alt bedre stillet end de illegale og flygtningene, som bor i skure og telte.
   Familien har en trang lejlighed. Da husværten beder om Zains søster, føjer de ham. Pigen er elleve år, manden er gammel. Zain bliver rasende. Han vil ikke ofre sin søster, og han kan ikke tilgive sin far og mor. Derfor går han hjemmefra og gemmer sig i mængden.



KAPERNAUM er Nadine Labakis tredje film som instruktør. Hun er selv skuespiller, men det er kvindebillederne i Caramel (2007) og Hvad gør vi nu? (2011), der er nået vidt omkring. Begge fik også dansk premiere.
   Labaki er født i 1974. Hun tilhører en generation, der har set begge sider af Beirut. Krigen er fortid i Caramel, hvor fire kvinder åbner en skønhedssalon, men brændende aktuel i Hvad gør vi nu?, hvor kvinderne importerer ukrainske sexarbejdere for at pacificere landsbyens mænd.
   Labakis film er altid lokale succeser. Både Caramel og Hvad gør vi nu? blev libanesiske Oscar-kandidater. Også Kapernaum var på årets kortliste, og i Cannes fik den Juryens Pris. Til Weekendavisen sagde hun engang:
   »Nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier.«
   Labaki har bestemt efterlevet devisen.



ZAIN bliver et gadebarn, der forstår sig på at overleve. Han udforsker markedet ved den teltby, hvor de illegale bor under kummerlige vilkår, men ikke uden livsmod. Kaos er et farverigt sted. Han får nej og bliver skubbet væk alle vegne, indtil han møder Rahil fra Etiopien, som skal bruge en babysitter til sønnen Yonas.

   En dag kommer Rahil ikke tilbage – vi ser hvorfor, men Zain ved intet og må bare tro, at de voksne svigter igen. Så er det Zain og Yonas mod hele verden, indtil skæbnen indhenter dem. Det ender i retssalen, hvor det begyndte. Drengens advokat bliver for resten spillet af Nadine Labaki.


   
JEG har set mange bud på, hvad titlen betyder. Måske forbinder Mellemøsten bynavnet med babylonisk forvirring. Labaki bruger ordet i betydningen rod eller kaos. Men kaos er frodigt, og rodet kan blomstre. Filmen er fuld af optimisme, selv om de voksne skyder den ned.
   Den 12-årige Zain Al Rafeea er en hjerteknuser i rollen som Zain. Han flitrer gennem gaderne og ser på de voksnes verden fra hoftehøjde. Kapernaum har stolte aner, især i slumskildringer som Vittorio de Sicas Miraklet i Milano (1951), Hector Babencos Pixote (1981), Walter Salles’ Central Station (1998) og Fernando Meirelles’ City of God (2002).
   I sit hjerte er Kapernaum en picaresk fortælling og en hyldest til børn alle vegne. Labaki filmer håndholdt og springer i tiden. Hun bruger tryllestøv og sentimentale tricks, men det eneste, som forekommer fantastisk, er i grunden den opsigtsvækkende retssag.
   Det er helt nyt land for Labaki, der springer ud som magisk socialrealist og en revser, der også kan smile.



Kapernaum (Capharnaüm). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Michelle Keerwany, Georges Khabbaz, Khaled Mouzenar, N. Labaki. Foto: Christopher Aoun. 121 min. Libanon-USA-Frankrig 2018. Dansk premiere: 07.02.2019


Fotos: Mooz Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 29.07.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.02.2019

lørdag den 25. september 2021

Nadine Labaki: Caramel (2007)


BRÆNDENDE SUKKER
Et feminint fristed i Beirut

Af BO GREEN JENSEN

I MELLEMØSTEN bruger man karamel – ikke voks eller plaster – til at fjerne skæmmende kropshår. Ellers er processen den samme. Det gælder også smerten ved behandlingen. At kvinder lider for deres skønhed, må være et menneskeligt grundvilkår. Mændene virker værre end hér, men kvinderne kan man kende. Det er derfor ikke som spiselig slik, men i form af brændt eller skoldende sukker, at den klistrede masse giver tema og titel til Nadine Labakis første film.
   Året er 2006 – for en sjælden gangs skyld skildres Beirut i fredstid. Her driver Layale (spillet af Labaki) »Si Belle«, en slidt men velbesøgt skønhedssalon. For tiden er hendes hjerte ikke i arbejdet, fordi hun har forelsket sig i en gift mand. Han ringer, når han har fem minutter, og Layale lægger alting fra sig og går. Der er dage, hvor han ikke ringer, og hun venter forgæves, på ydmygende vis. Med tiden bliver det vigtigt for Layale at lære elskerens hustru at kende. Kvinden har så travlt med at længes, at hun ikke lægger mærke til trafikbetjenten, som følger hende ivrigt fra vinduet i sit kontor overfor.


HOS Layale arbejder gode kvinder som Nisrine (Yasmine Al Masri), der endelig skal giftes, men har problemer i forhold til sin musliske svigerfamilie, fordi hun ikke er jomfru. Rima (Joanna Moukarzel), som vasker kundernes hår, er lesbisk orienteret og markerer sig ved en hård facon. Men hun bliver stille, når kvinden med det lange hår (Siham Fatmeh Safa) kommer ind. Denne kunde, som aldrig får et navn, repræsenterer et feminint ideal.
   Ellers er kunderne skuffede kvinder, som bliver ved med at leve i håbet. Den aldrende skuespillerinde Jamale (Gisèle Aoud) har brug for at skinne ved modløse castings. Syersken Rose (Siham Haddad) har aldrig fået sin egen familie, fordi hun må passe sin storesøster, som nu er i firserne, nidkær og dominerende svag. Rose indleder en forsigtig romance med en distingveret enkemand. Hun må derfor gøre sig grundigt i stand, skønt hun stadig – og med god grund – tøver over for kærligheden.



NÅR kvinderne er sammen, har de hinandens fortrolighed. Linjen mellem personale og kunder er sløret. Man gør megen stads af mandlige gæster, og der går et gys gennem hele salonen, når Layales mobiltelefon ringer eller elskerens hustru kommer ind. Hver kvinde har sit distinkte spor, som kunstfærdigt flettes ind i de øvrige. Herved løfter filmen sig til noget mere. Det er klart, at kvinderne repræsenterer forskellige grundtyper i det moderne Libanon. De er dog også individer med unikke psykologiske træk.
   I sine bedste øjeblikke er historien universel. Jo, der er lokale særpræg, som har at gøre med etniske forskelle, men Layale venter lige så hudløst som kvinden i »Det var en lørdag aften«, og Rose kunne være en flygtning fra en novelle af Herman Bang. Jamale synes decideret inspireret af karakterer hos Pedro Almodóvar, og »Si Belle« kunne for den sags skyld ligge i Valby. Caramel er nok ikke en stor film, men den skaber et fortroligt rum og er fuld af en sanselig realisme, som mange vil forbinde med feminin écriture, skønt Labaki har skrevet historien sammen med to mænd, Rodney Al Haddad og Jihad Hojeily.


FILMEN er forventeligt ujævn. Der er nænsomme scener med de enkelte kvinder og farceagtige fællesoptrin. Både glæden og sorgen er larger than life, men i helheden opstår en større balance, og der er flere magiske filmøjeblikke. Et eksempel er åbningsscenen, som med enkle midler præsenterer Layale. Hun kommer til salonen, låser sig ind og gør klar til at åbne, mens hun taler i telefon. Manden, som begærer hende på afstand, ser til. Et pragtfuldt billede viser Labaki, som står i varmt modlys, med ryggen til, foran det runde vindue. Ingen dialog er nødvendig. Caramel har mange af den slags steder.



Karamel (Sukkar banat/ Caramel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08


Fotos: Les Films des Tournelles/ CineMaterial/ Allociné/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på Apple TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra BAC Films (Frankrig) 17.08.2010
2K Blu-ray fra Alamode Films (Tyskland) 17.06.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 11.04.2008