Translate

Viser opslag med etiketten Mellemøsten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mellemøsten. Vis alle opslag

mandag den 27. september 2021

Nadine Labaki: Kapernaum (2018)


MIRAKLET I BEIRUT
Labaki som magisk socialrealist

Af BO GREEN JENSEN

I EN retssal i Beirut begynder den mest utrolige sag. En dreng har stævnet sine forældre, fordi de bragte ham ind i en verden, hvor livet ikke er værd at leve. De kunne have sagt sig selv, at han ville havne i det fængsel, hvor han afsoner en straf på fem år.
   Der er vildt postyr i salen. Det er ikke hver dag, at børn gør den slags. Journalister fra hele verden er kommet. Også CNN og BBC.
   Zain er vist nok 12 år – forældrene fik aldrig hans fødsel registreret. De har svært ved at klare dagen og vejen, men er trods alt bedre stillet end de illegale og flygtningene, som bor i skure og telte.
   Familien har en trang lejlighed. Da husværten beder om Zains søster, føjer de ham. Pigen er elleve år, manden er gammel. Zain bliver rasende. Han vil ikke ofre sin søster, og han kan ikke tilgive sin far og mor. Derfor går han hjemmefra og gemmer sig i mængden.



KAPERNAUM er Nadine Labakis tredje film som instruktør. Hun er selv skuespiller, men det er kvindebillederne i Caramel (2007) og Hvad gør vi nu? (2011), der er nået vidt omkring. Begge fik også dansk premiere.
   Labaki er født i 1974. Hun tilhører en generation, der har set begge sider af Beirut. Krigen er fortid i Caramel, hvor fire kvinder åbner en skønhedssalon, men brændende aktuel i Hvad gør vi nu?, hvor kvinderne importerer ukrainske sexarbejdere for at pacificere landsbyens mænd.
   Labakis film er altid lokale succeser. Både Caramel og Hvad gør vi nu? blev libanesiske Oscar-kandidater. Også Kapernaum var på årets kortliste, og i Cannes fik den Juryens Pris. Til Weekendavisen sagde hun engang:
   »Nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier.«
   Labaki har bestemt efterlevet devisen.



ZAIN bliver et gadebarn, der forstår sig på at overleve. Han udforsker markedet ved den teltby, hvor de illegale bor under kummerlige vilkår, men ikke uden livsmod. Kaos er et farverigt sted. Han får nej og bliver skubbet væk alle vegne, indtil han møder Rahil fra Etiopien, som skal bruge en babysitter til sønnen Yonas.

   En dag kommer Rahil ikke tilbage – vi ser hvorfor, men Zain ved intet og må bare tro, at de voksne svigter igen. Så er det Zain og Yonas mod hele verden, indtil skæbnen indhenter dem. Det ender i retssalen, hvor det begyndte. Drengens advokat bliver for resten spillet af Nadine Labaki.


   
JEG har set mange bud på, hvad titlen betyder. Måske forbinder Mellemøsten bynavnet med babylonisk forvirring. Labaki bruger ordet i betydningen rod eller kaos. Men kaos er frodigt, og rodet kan blomstre. Filmen er fuld af optimisme, selv om de voksne skyder den ned.
   Den 12-årige Zain Al Rafeea er en hjerteknuser i rollen som Zain. Han flitrer gennem gaderne og ser på de voksnes verden fra hoftehøjde. Kapernaum har stolte aner, især i slumskildringer som Vittorio de Sicas Miraklet i Milano (1951), Hector Babencos Pixote (1981), Walter Salles’ Central Station (1998) og Fernando Meirelles’ City of God (2002).
   I sit hjerte er Kapernaum en picaresk fortælling og en hyldest til børn alle vegne. Labaki filmer håndholdt og springer i tiden. Hun bruger tryllestøv og sentimentale tricks, men det eneste, som forekommer fantastisk, er i grunden den opsigtsvækkende retssag.
   Det er helt nyt land for Labaki, der springer ud som magisk socialrealist og en revser, der også kan smile.



Kapernaum (Capharnaüm). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Michelle Keerwany, Georges Khabbaz, Khaled Mouzenar, N. Labaki. Foto: Christopher Aoun. 121 min. Libanon-USA-Frankrig 2018. Dansk premiere: 07.02.2019


Fotos: Mooz Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 29.07.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.02.2019

søndag den 26. september 2021

Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)


KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. 
Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.
   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.
   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.



I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.


DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.
   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.


DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.



I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*
   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?


*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]


Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures (US) 11.09.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012 

fredag den 24. september 2021

Ari Folman: Waltz with Bashir (2008)


KRIGEN I ERINDRINGEN
Om tegningers troværdighed

Af BO GREEN JENSEN

DENNE tegnede dokumentarfilm for voksne er en fuldkommen ener. Ari Folmans Waltz With Bashir reflekterer over 1980ernes krig i Libanon, hvor den israelske filmskaber selv gjorde tjeneste. I særdeleshed prøver Folman at huske, hvad der skete, hvor han var og hvad han gjorde, under massakrerne i Sabra og Shitala i 1982.
   Waltz with Bashir er animeret på samme måde som Richard Linklaters Waking Life (2001), A Scanner Darkly (2006) og barberingsafsnittet i Trier og Leths De Fem Benspænd (2003).* Man bearbejder live action-optagelser, så de fysiske særpræg bevares, men kan når som helst krydse over i konstruktiv fantasi. Folman valgte formen, fordi han ville have sin soldatertid ud af systemet, men ikke rådede over autentiske optagelser. Flere vidner ville godt lade sig interviewe til kamera, mens andre nødigt ville genkendes.



VED at tegne de talende ansigter, skaber Folman en ny troværdighed. Han kan også lade drømmene blomstre og skræmme. En soldat overlever eksplosionen på sit commandofartøj, fordi han har røget en ordentlig koger og driver rundt på maven af havets gudinde, da flammerne fortærer hans kammerater.
   Filmen åbner med et livagtigt mareridt. Folmans ven beskriver sin tilbagevendende drøm om 26 sorte hunde, der halser gennem byen for at hyle ved hans vindue. I Libanon skulle han dræbe de hunde, som kunne røbe soldaternes ankomst. Derfor véd han, at der var 26.



FØRST husker Folman intet om Sabra og Shitale, men vennens drøm bliver en katalysator. Efterhånden som Folman opsøger kammeraterne fra sit regiment, bliver der fyldt detaljer og krop på erindringen. Det var kristne falangister, som hævnede mordet på Bashir Gemayel, men ifølge Folman var de israelske myndigheder adviseret. Soldaterne forsøgte ikke at standse massakren. Tværtimod så de til, mens det skete.



TIL slut viser Folman autentiske tv-billeder af sørgende mødre. Flere mener, at dét er et stilbrud, og taler om følelsespornografi. Snarere fungerer sekvensen som et hængsel, der føjer filmen sammen med virkeligheden. Endelig er legeringen indkapslet i Max Richters musikalske glasur.
    Waltz with Bashir minder ofte om Anders Morgenthalers animationsfilm Princess (2006), et frontalangreb på pornoindustrien. Man glemte hurtigt Princess i Danmark, hvor tegnefilm må og skal være noget for børn. Det er Waltz with Bashir ikke. Men med sin radikale dokumentarisme var den en af de bedste film fra årtiet.

*) Virkningen er den samme, men Folman understreger altid, at hans film er animeret efter en enestående metode, som blev udviklet af Yani Goodman fra Bridgit Folman Film Gang, der er produktionsselskabet bag Waltz with Bashir. Linklaters A Scanner Darkly og Waking Life – som bl.a. indeholder et afsnit om parret fra Before-trilogien – er animeret af Bob Sabiston fra Austin, som udviklede softwareprogrammet Rotoshop, der er en digital videreudvikling af gammeldags rotoskopi. Waltz with Bashir bearbejder cutouts og analog animation i Adobe Flash-programmet. Folman og Yani Goodman har videreudviklet teknikken i Stanislaw Lem-filmatiseringen The Congress (2013), hvor Robin Wright er animeret som en virtuel version af sig selv, og holocaustskildringen Where is Anne Frank? (2021).


Waltz with Bashir. Instr. og manus: Ari Folman. 91 min. Frankrig-Tyskland-Israel 2008. Dansk premiere: 20.02.2009


Fotos: Bridgit Folman Film Gang/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på FILMSTRIBEN og MUBI
2K Blu-ray fra Sony Pictures 23.06.2009
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.2009.