Translate

Viser opslag med etiketten Cinema. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cinema. Vis alle opslag

tirsdag den 5. oktober 2021

Julie Bertuccelli: At glemme er farligt [2019] | Et interview


VI MÅ KENDE VORES PLADS I HISTORIEN
Et møde med filmskaberen Julie Bertuccelli

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2019 – DET ER er tredje gang, jeg taler med Julie Bertuccelli. Første gang var i 2004, da hun præsenterede spillefilmen Da Otar rejste (2003). Filmen fulgte tre kvinder fra Tblisi i Georgien, som havde svært ved at omstille sig efter Sovjet-tiden. Hun havde allerede lavet en tv-dokumentar, Un monde en fusion (2001), som beskrev den nye virkelighed i Europa.
   Bertuccelli var højgravid, ivrig og stolt af sin film. Hun debuterede efter ti år som assistent for sin far, Jean-Louis Bertuccelli (på hans sidste film, Måske i dag), og koryfæer som Krzysztof Kieslowski (Tre farver: Blå og Tre farver: Hvid), Bertrand Tavernier (Lokkeduen) og Otar Ioselliani (Briganter). Georgieren Ioselliani blev en personlig rollemodel. Hun vaklede mellem at fremhæve sit eget talent og give ham æren for alt.
   Seks år senere talte vi om The Tree (2009), som Bertuccelli indspillede i Australien. Iveren var væk. Hun havde været adskilligt igennem. Hendes mand fik kræft og døde i 2006. Det blev derfor en særpræget oplevelse at instruere The Tree, hvor Charlotte Gainsbourg som enken Dawn slår sig ned i Queensland med fire børn. Døtrene mener, at deres far bor i træet, som begynder at angribe huset. Dawn vil skabe et nyt liv, og det lykkes.


NU er filmskaberen 51 og har lavet La dernière folie de Claire Darling, hvor en mor og hendes datter mødes efter årtier med afstand. Iveren er tilbage og ligner nu ren arbejdsglæde. Der er varme og virkelig genkendelse.
   Hun har i mellemtiden engageret sig i fagligt arbejde – Bertuccelli er formand for SCAM, den franske Autorforening – og lavet to dokumentarfilm. School of Babel (2013) følger årets gang på en skole for indvandrerbørn. Latest News from the Cosmos (2016) er et portræt af Hélène Nicolas, den autistiske digter, som arbejder under navnet Babouillec Sp (sp står for »sans parole«, dvs. uden tekst).
   – Det er din første spillefilm siden The Tree. Hvorfor gik der så længe?
   »Jeg lader mig styre af, hvad jeg har lyst til, og for mig er der ingen særlig forskel på fiktion og dokumentar. Eller jo, der er forskel, men begge dele er film. Jeg mødte en lærer fra La Grange aux Belles-skolen og lavede School of Babel. Det var fantastisk at følge de børn i et år. Det ville være tåbeligt at lave en fiktionsfilm ud af det, for virkeligheden var så stærk i sig selv. Den anden dokumentar handlede om en autistisk forfatter. En rekonstruktion med en skuespiller var utænkelig.
   Claire Darling fandt jeg, fordi en ven anbefalede bogen. Jeg blev meget optaget af den. Der står så mange kloge ting om ejendom og ejendele. Tiden, som går, uanset om vi holder fast eller glemmer. Jeg kunne se en masse muligheder i forholdet mellem mor og datter. Jeg fik lyst til at føje flere ting til. Alting var tæt på. Det kunne kun komme ud i fiktionsform.«



– CLAIRE sælger ud af sit liv. Alt skal væk. Minimalisme er jo moderne. Men datteren Marie er forfærdet.
   »Minimalisme ligger i tiden. Men hele mit liv har jeg beskæftiget mig med vores forhold til møbler og kunstgenstande. De ting er så fulde af os og rummer vores følelser og historier. Vi behøver dem for at holde fast i vores erindring. Det kan være fristende at kassere det hele. Men det er ikke godt at glemme fortiden. At beholde for meget, kan være besværligt, men det hjælper os på andre måder. At kassere fungerer ikke for mig.
   Vi er omgivet af objekter og støj. Hvis vi ikke gemmer én lille ting, der minder os om en bestemt person eller et stykke fortid, bliver det let at glemme dem. At glemme er farligt. Vi må finde en middelvej. Vi har brug for at tømme hovedet somme tider. Men pas på, for vores samfund og vores kultur elsker glemsel. Vi tror, vi fortæller nye historier, men de fleste er fortalt mange gange. Vi må kende vores plads i historien.«
   – Claire Darling er meget forskellig fra The Tree, som igen var forskellig fra Da Otar rejste, hvor fiktion og dokumentar mødtes. Har du fået mere selvtillid i årenes løb? Er du blevet en bedre håndværker?
   »Det er jo svært for mig at bedømme. Ja, jeg synes, jeg ved mere nu. Men det bliver sværere for hver film, fordi der er så mange muligheder. Jeg kan se mange måder at gøre det på. Det kunne jeg ikke i begyndelsen. Det er et højt bjerg, der skal bestiges. Jeg ved, hvad der venter, når jeg står dér og betragter det igen. Det gjorde jeg ikke første gang. Så man får mere styrke, men man mister naiviteten, som også har kvaliteter. Jeg ved ikke, om jeg vil lave en stor film igen. Vi får se.«



– DU var din egen fotograf på dokumentarerne. Irina Lubtchansky er fotograf på Claire Darling. Giver det dig mere frihed?
   »Ja, men det er ikke den samme slags frihed. I fiktionen er man friere stillet i det hele taget. Du bestemmer selv, hvordan virkeligheden skal se ud. Hvilken farve har bordet? Folk stiller dig hundrede af den slags spørgsmål hver dag, og du skal træffe hurtige beslutninger. Samtidig er du styret af, hvor mange penge, der er til produktionen. Men du er fri. Du konstruerer selv karakterernes verden. Du er din egen gud.
   I dokumentarerne hersker en anden slags frihed. Jeg er alene, måske sammen med en lydtekniker, men jeg kan bevæge mig fuldkommen frit, og der er ingen stram produktionsplan. Jeg kan bruge et år eller to på at følge med personerne og lære dem rigtigt at kende. På et filmset er der så og så mange dage. Vi kan ikke tage hensyn til, om skuespillerne er i dårligt humør eller vejret er dårligt. Der er to måneder til det hele. En stor spillefilm er som at genskabe verden. Faktisk er det en krig. En dokumentar er mere fredelig. Man tager sig tid til at udforske verden.
   I dokumentarer bruger man megen tid på at vente. Der går uger, og der sker ingenting. Man synes, alt er forgæves. Så sker miraklet pludselig, og det er bare at trykke på optageknappen. Spillefilmen er en subjektiv konstruktion. Det er verden set med mine øjne. Det er mit blik, der skaber en verden. Jeg kan godt lide begge måder, og jeg har brug for begge måder.«



– CATHERINE Deneuve og Chiara Mastroianni spiller mor og datter. De er også mor og datter i virkeligheden. Var det planen fra begyndelsen?
   »Det giver filmen et ekstra lag, men det var ikke skrevet sådan. Jeg spurgte først Deneuve, og jeg var heldig, for hun sagde ja. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Samtidig blev det en udfordring at finde en skuespiller, der kunne spille Deneuve som yngre, fordi hun er så ikonisk for os. Heldigvis havde vi Alice Taglioni. Hun ligner måske ikke den unge Deneuve i Dagens skønhed, men hun kunne godt blive gammel og ligne Claire Darling.
   Der var meget at tage hensyn til. Deneuve og Mastroianni har spillet mor og datter i andre film. I begyndelsen var jeg bange for, at det ville blive svært at få publikum til at se karaktererne i stedet for Catherine og Chiara. Men ligesom jeg kan lide at blande dokumentar og fiktion, gav det noget særligt at have denne organiske autenticitet. Jeg brugte en masse af mig selv og mine egne familiehistorier.«



– DENEUVES karakter blander virkelighed og fortid og fantasi. Vi ved aldrig, om hun drømmer eller digter eller husker noget virkeligt. Hun lever et sted midt imellem.
   »Det er sandt. Det er meningen med det. Hele historien udspiller sig i hendes hoved. Dele af den er drøm og konstrueret erindring. Andet skete faktisk, men måske ikke helt på den måde. Hun ser jo tilbage og tænker over tingene, fordi hun tror, at det er hendes sidste dag. I bogen har hun Alzheimer, men jeg ville ikke lægge mig fast på demens. Sygdommen er et stærkt billede. Den får mennesker til at se verden på en særlig måde, og man kan bruge det blik i fiktionen. Jeg ville give hende visioner. Hun ser brudepigerne, der venter. Der hænger cykler i træerne. Det er måden, vi ser på i drømme, men Claire ser sådan, mens hun er vågen.
   Jeg ville blande nutid og fortid sådan. Vi husker jo ikke i fotografiske flashbacks. Vi er ikke tilbage i en 1:1-virkelighed. Erindringen arbejder videre og føjer til og forandrer. Vi står et sted og husker en anden situation fra det sted, og lagene glider sammen. I filmen er der scener, hvor hun kan se og møde sig selv som yngre. Det er den måde, jeg selv husker fortiden på. Vi husker ikke virkeligheden.«
   – Arbejder mor og datter forskelligt?
   »Det tænkte jeg ikke så meget over. De spiller begge to meget enkelt og realistisk. De overspiller ikke, og de er sig selv. De ligner heller ikke hinanden som to dråber vand. Chiara minder mere om sin far. De er gode til at holde tingene inde. De kan bruge blikket og stilheden. Måske er fysikken den største forskel. Deneuve bevæger sig mere nervøst. Chiara bevæger sig ikke så meget. Hun bruger hovedet mere end kroppen.«



– DU er født i 1968. Deneuve må have været der hele dit liv?
   »Ja. Der var eventyrfilmen Æselhud og alle Jacques Demys andre film. Min egen datter har det ligesådan. Hun elsker Pigen med paraplyerne og Pigerne fra Rochefort. Hun må have set Æselhud 100 gange. Deneuve er en legende, men jeg kan ikke huske første gang, jeg så hende. Jeg voksede op med så mange film fra den tid. Truffaut, Godard, Chabrol, Rohmer. Som ung er man betaget af ikoner. Først som voksen kunne jeg se, at Deneuve er et mesterværk i sig selv.«


– JEG har ikke læst bogen. Det er en amerikansk roman?
   »Ja. Faith Bass Darling’s Last Garage Sale af Lynda Routledge. Den foregår i Texas. Jeg lavede mange ting om. I en filmatisering er man nødt til at forråde forlægget, tage ting ud og føje andre til, hvis det skal fungere. Så jeg skar en masse ud. Jeg brugte antikviteter, som jeg elsker. De mekaniske dukker er ikke med i bogen. Vi optog filmen i min bedstemors hus. Jeg voksede op mellem alle de ting. Jeg viste produktionsdesigneren fotos fra huset i gamle dage. Vi havde lyst til at skrue tiden tilbage. Det var en måde at genskabe fortiden på.«
   – Og du kunne bruge din egen historie?
   »Det var jo derfor, jeg valgte bogen. Man finder ikke historier i blinde. Det er ikke så meget forholdet mellem min mor og mig, men måske forholdet mellem min mor og min mormor. Der var meget, som gav genlyd. Men det var en blanding af mange ting. Og mere en atmosfære. Der var ikke samme drama i min barndom. Og der skal være en distance. Det var lige sådan i The Tree. Jeg mistede ikke min mand på den måde, men jeg kendte følelsen. Jeg kunne bruge min erfaring og mine børns reaktioner. Jeg vil ikke lave autofiktion. Det skal ikke være sådan, at publikum synes, de ser på mit liv. Historien skal stå alene.«



Julie Bertuccelli blev interviewet på Hôtel le Collectionneur i Paris den 19. januar 2019

Fotos: Society of Audovisual Authors/ Matthieu Raffard (top portrait)/ Festival International de Cine de Morelia (atrium portrait); New Images Festival (black and white portrait)/ Les Films du Poisson/ 41Shadows/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Claire Darling streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 26.07.2019

søndag den 26. september 2021

Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011)


KVINDERNES OPRØR
Bollywood på libanesisk

Af BO GREEN JENSEN

DER findes ingen lov, som siger, at muslimer og kristne skal hade hinanden. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes verden. 
Det står heller ikke skrevet, at en religiøs tematik for enhver pris må skildres i tragisk belysning. Dog bliver det for det meste sådan i mændenes kunst.
   Den libanesiske filmskaber Nadine Labaki (f. 1974) undersøger i Et maintenant on va où?, hvordan sagen ville og kunne se ud, hvis kvinder fra begge sider stod sammen og søgte at rette mændenes fejl.
   Filmen udspiller sig i en landsby, hvor tiden har stået stille, også under de lange krige i landet. Skønt jorden i bakkerne er mineret, ligger byen relativt uberørt hen, som et libanesisk Sleepy Hollow, ikke fordi man er mildere stemt, men fordi man har været afskåret fra den internationale nyhedsstrøm. Man har derfor dyrket en praktisk hverdag, baseret på værdier som tolerance, respekt og godt naboskab.



I FØRSTE scene lykkes det byens unge mænd at finde et sted, hvor tv-signaler kan modtages. Borgmesterens hustru stiller sit apparat til rådighed, og byen kan holde sin første fjernsynsaften på stedet, hvor Amale (Labaki) driver café og udveksler ærbart forelskede blikke med håndværkeren Takla (Claude Baz Moussawbaa). Takla bruger megen tid foran spejlet, hvor han plukker grå totter ud af sit hår. Med andre ord har tingene været sådan i en længere årrække.


DET er en by, hvor det lykkes kristne, muslimer og jøder at sameksistere på fredelig vis. Idyllen kan dog ikke vare. I tv bliver der talt om krig. I byen ulmer mindre konflikter. Man kaster affald ind til hinanden, og børn bliver slået af voksne, som burde vide bedre. Prologen viser begravelsestoget, der skal jordfæste en af de unge mænd. Det er den muntre historie om kvinders forsøg på at gøre en forskel. Man er dog aldrig i tvivl om, at kvindernes fred ikke holder i længden.
   Det er først og fremmest formen, som gør fablen om tro så charmerende varm. Labakis første film, Caramel (2007), var en Beirut-baseret fortælling om sofistikerede kvinder fra instruktørens egen generation, dvs. de libanesiske krigsbørn. Tematikken var moderne. Et maintenant on va où? har et bredere sigte og er for så vidt en tungere, gammeldags film. Med sit højstemte mix af farce og patos – og især sine indlagte sange – kan den føles som Maghreb-kulturens svar på en Bollywoodfilm.


DER er også reminiscenser af Emir Kusturicas Underground (1995), et eventyrligt requiem for landet, som var Jugoslavien. Mest af alt minder billedet dog om den italienske landsby, hvor komikeren Fernandel spillede præsten Don Camillo over for Gino Cervis kommunistiske borgmester. Le petit monde de Don Camillo (1951) fik fem fortsættelser og var en fascinerende kærlig fremstilling af tidens kamp på værdier. Disse film lever stadig i Frankrig, hvor Nadine Labaki bor til hverdag.



I VIRKELIGHEDEN har der nok aldrig været et libanesisk Lidenlund så elskeligt. Her går præsten og imamen hånd i hånd. En bus med ukrainske danserinder forstyrrer mændenes vrede. Kvinderne bager en cannabiskage og synger »Hashishit Amale« imens. Endelig bytter de tro. Aristofanes’ klassiske løsning – at nægte mændene sex, som det sker i Lysistrate – bliver aldrig forsøgt, måske fordi dét var temaet i Radu Mihaileanus La Source de femmes (2011), et tragikomisk syngespil fra samme egn og samme år, tiltænkt den samme målgruppe.*
   Der er grove træk i Labakis film. Egentlig lykkes det aldrig at få sorgen og glæden til at hænge sammen. Imidlertid smiler man ofte og ægte, mens filmen gennemspiller sin lille tragedie. Det kan alt i alt ikke undre, at den modtog publikumsprisen på sidste års filmfestival i Toronto. Man bliver glad af at se Hvad gør vi nu?


*) Festival de Cannes 21.05.2011: »Radu Mihaileanu, den i Frankrig bosatte rumæner, som skildrede de etiopiske jøders svære diaspora-status i Va, vis et deviens (2004, da. Gå og bliv den du er) og siden fik en lidt letkøbt succes med Le Concert (2008), er igen ude med noget stort, musikalsk og folkloristisk. Den til overflod hjertevarme La Source des femmes lader kvinderne i en nordafrikansk landsby gå i kærlighedsstrejke, da deres dovne mænd kun vil holde dem nede. Recepten fra Aristofanes holder stadig, og mange var glade for filmen, der virkelig synes at indvarsle kvindernes oprør i den arabiske verden. Det er dog også en begrænsende glæde. Filmen kunne være lavet for børn.« [Weekendavisen Kultur 27.05.2011]


Hvad gør vi nu? (Et maintenant on va où?). Instr.: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Hadid, Jihad Hojeily, Nadine Labaki og Sam Mounier. Foto: Christophe Offenstein. 110 min. Libanon-Frankrig 2011. Dansk premiere: 07.06.2012.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures (US) 11.09.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2012 

fredag den 24. januar 2020

Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999


ALLE STANLEYS ÆSKER
På tur i filmskaberens rejseudstilling 

Af BO GREEN JENSEN

KULDE, klarsyn, perfektionisme. Nogle ord bliver altid brugt, når der skrives om Stanley Kubrick. Det er S for satire og K for kontrol. Der er ti monumentale film, som forstærker myten om et geni. Det er med Kubrick som med Orson Welles og Alfred Hitchcock: for hvert år bliver klassikerne større.
   Det er forståeligt, hvis den stadige fejring blokerer for unge filmelskeres trang til at komme i gang. Der er ofte også malurt i kruset. Kubrick var sær; han forstod ikke kvinder; ordensmanien fortrænger al varme. Det er forståeligt, hvis man tænker, at Kubrick må være gammelmandsstof.
   Så er det, at endnu en skeptiker ser 2001, A Clockwork Orange eller The Shining. Og fortsætter tilbage til Paths of Glory, Spartacus og Lolita. Eller går frem i tiden mod Barry Lyndon og Full Metal Jacket. Så er der ingen vej udenom. Det bliver nødvendigt at udforske landet.


STANLEY Kubrick blev født i New York City i 1928 og døde 70 år senere i sit hus i Hertfordshire i England. Det var den 7. marts 1999, kun seks dage efter den første visning af Eyes Wide Shut, som blev præsenteret for ledelsen på Warner Brothers, vist nok endnu før den var færdig.
   Der bliver stadig skrevet artikler, som diskuterer kvaliteten af sound design og color grading i kopien, der fik premiere samme sommer. I det hele taget bliver der skrevet, forsket og ikke mindst lavet videoessays om Kubrick. Målt på kritisk interesse er han uden tvivl den største af de store.
   Studiet havde ventet i ti år på det erotiske drama med Tom Cruise og Nicole Kidman. Optagelserne stod på i 400 dage. Warner finansierede Kubricks liv og virke i 40 år. Hvis Eyes Wide Shut blev hastebehandlet, kan det i og for sig ikke undre. Det er bare slet ikke i Kubricks ånd.
   Filmskaberen blev berømt og berygtet som instruktøren, der havde fingrene nede i alle aspekter og ikke helmede, før hver detalje sad i skabet. Han var både komponisten og dirigenten. Manden, der fandt ædelt metal på de laveste steder, i genrer som krimi, science fiction og horror, misantropen med the Midas touch.


KUBRICK var også kendt for at føre regnskab og skabe systemer. Han gemte alle effekter, papirer og planer i særligt fremstillede papæsker.
   Efter hans død – og på familiens foranledning - blev æskerne åbnet af Hans-Peter Reichmann fra Deutsches Filmmuseum. Benedikt Taschen udgav The Stanley Kubrick Archives og fulgte kæmpeværket op med en bog, som dokumenterer Kubricks arbejde med Napoleon-filmen, der aldrig blev realiseret.
   Det omfattende materiale blev første gang vist i Frankfurt. Stanley Kubrick – The Exhibition har siden besøgt mange byer. Jeg så den første gang i Berlin i 2004, hvor man måbede over at kunne stå i urlandskabet fra 2001. Det er den samme udstilling, der åbner i New York i 2020. Der er dog kommet nyt stof til undervejs, og især er iscenesættelsen – passende nok – blevet finsleben til det perfekte.
   Der er cirka et rum til hver film. Der er fotos, plakater, modeller og skærme: et visuelt overflødighedshorn. Alligevel er det mest fascinerende at se de prosaiske effekter, som er blevet filmhistoriske relikvier. Bowmans hjelm fra 2001, et brev fra Vladimir Nabokov, Kubricks eget skakspil og stolen, som han sad i under indspilningen af Ærens vej.



DET giver et særligt raffineret gys at se skrivemaskinen fra The Overlook Hotel i The Shining. For vist gør det indtryk, da Jack Nicholson slår døren ind med en økse og melder, at »He-e-ere’s Johnny!« Vist virker slutningens spøgelsesfoto. Men intet overgår den isnende fornemmelse, man får som tilskuer, da det bliver klart, at forfatteren har skrevet den samme linie igen og igen: »All work and no play makes Jack a dull boy«.
   Det klaustrofobiske hotel er en perfekt metafor, som koncentrerer Kubricks univers og metode. Alle Stanleys æsker bliver åbnet på The Exhibition. Udstillingen er et godt sted at begynde på Kubrick, men den fungerer sikkert allerbedst, hvis man kender historien på forhånd.



KUBRICK voksede op i The Bronx. Hans familie var jødisk med polske og østrigske rødder, men praktiserede ikke religion. Han begyndte tidligt at fotografere. Stanley var kun 16 år, da han solgte sit første foto til magasinet Look – et ikonisk portræt af en kioskejer, som sælger aviser med nyheden om præsident Roosevelts død.
   Look blev Kubricks første arbejdsgiver. Han tog især mange fotos af boksning og jazz. Kortfilmen Day at the Fight (1951) bygger på denne baggrund. Han lavede den som et visitkort, mens han rejste penge til at optage Fear and Desire (1953), den første spillefilm, som siden blev slettet af værklisten.
   Frygt og begær blev i det mindste set af produceren James B. Harris, som Kubrick indgik partnerskab med. Så i 1955 var der premiere på Killer’s Kiss, en film noir fra boksemiljøet, der af Kubrick blev betragtet som den egentlige debut.
   Den sidste af de tidlige film, som udgør en lang ouverture, er The Killing (1956). Det er endnu en mørkegrå gangsterfilm om et kup, der giver bagslag. Filmen, som havde Sterling Hayden i hovedrollen, var baseret på romanen Clean Break af Lionel White. Kubrick overtalte Harris til at hyre Jim Thompson som manuskriptforfatter og arbejdede selv uden beregning, så der også var råd til at ansætte stjernefotografen Lucien Ballard.
   Det var, hvad man kalder et klogt træk. Af dem var der flere i Kubricks karriere. Hans evne til at vælge kategorisk, til at overveje mange muligheder, før han sagde ja eller nej og stod ved sin beslutning, var også ifølge ham selv en egenskab, han havde fra skak. Kubrick spillede skak hele livet. I perioder også for pengenes skyld.


I 1957 fik Kubrick Kirk Douglas til at spille hovedrollen i Paths of Glory. Ærens vej blev fra begyndelsen set som en klassisk antikrigsfilm. I hvert fald giver den generalerne skylden og taler de meniges sag. Den var forbudt i Frankrig frem til 1974.
   I slutningen bliver en ung tysk kvinde trukket ind på scenen for at synge for de hujende soldater. Da hun gør det, bliver de stille. Skuespillerinden er krediteret som Susanne Christian og hed i virkeligheden Christiane. Hun og Stanley blev gift i 1958.


DET er her, at skaktrækket kommer. Efter Paths of Glory blev Kubrick kontaktet af Marlon Brando, som bad ham instruere den western, der senere blev til One-Eyed Jacks (1961). Brando instruerede selv filmen, han havde skrevet sammen med Sam Peckinpah.
   Kubrick var endnu ikke fyldt 30, og det må have været et fristende tilbud. Han valgte i stedet at overtage instruktionen af Spartacus, som Kirk Douglas producerede og havde titelrollen i. Douglas syntes ikke, at der var nerve nok i veteranen Anthony Mann.
   Spartacus var en kolossal produktion, som Kubrick gjorde større endnu ved at tilføje episke slagscener. Han instruerede legender som Laurence Olivier og Charles Laughton, der ikke kunne fordrage hinanden. Han satte sig i dyb respekt og leverede en kassesucces.
   Spartacus lærte Kubrick, hvor vigtigt det er at have fuld kontrol. Det fik han siden på alle sine produktioner. Han brændte især for at filmatisere Vladimir Nabokovs Lolita, som var årets litterære sensation. Den erotiske bog blev i hans version til en sort komedie med James Mason, Sue Lyon, Shelley Winters og Peter Sellers.
   Filmen var kontroversiel, men den blev en kritisk og kommerciel succes. Warner Brothers producerede og distribuerede. Studiet fik herefter eneret på Stanley Kubrick. Han skrev under på kontrakten, som alle siden har misundt ham.



VI er nu i kendt territorium. Efter Lolita fulgte syv film, der alle fik mesterstatus. Nogle øjeblikkeligt, andre efter en inkubationstid. Der var aldrig ligegyldighed, hverken fra publikum eller kritikken.
   Dr. Strangelove; or, How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964) var en funklende sort komedie om koldkrigsårenes våbenkapløb, gammel nazisme og verdens atomare undergang. 2001: A Space Odyssey (1968) var grænseafsøgende science fiction og alt andet lige det Kubrick-værk, som vil blive stående længst.
   


JEG skulle begynde i gymnasiet, da A Clockwork Orange (1971) fik premiere. Den stilskabende filmatisering af Anthony Burgess’ dystopiske hypersatire – som egentlig ikke handler om ultravold, men om retten til at vælge frit og forkert – var en film, som vi så igen og igen. Malcolm McDowell blev et stilikon, og Burgess fandt sin plads i reolen mellem Tolkien, Orwell og Vonnegut. Det er den af Kubricks film, som jeg har dyrket mest og set flest gange. Alligevel synes jeg ikke, at den står så rent som 2001.
   Barry Lyndon (1975) var en underskøn kostumefilm, som man skulle have en vis alder til. Kubrick lavede den, fordi han var interesseret i periodens sociale normer og kontrakter, men især fordi han måtte opgive Napoleon, da Sergei Bondarchuks Waterloo (1970) kom i vejen.
   Også holocaustfilmen Aryan Papers blev aflyst. Det skete, da Kubrick opdagede, at Steven Spielberg var ved at optage Schindler’s List (1993).
   Kubrick brugte mange eftermiddage sammen med den britiske science fiction-forfatter Brian Aldiss. De blev uvenner, mens de skrev manuskriptet til A.I. - Artificial Intelligence (2001), som bygger på Aldiss-novellen »Super-Toys Last All Summer Long«.
   Kubrick endte med at overlade filmen til Steven Spielberg. Man tror uvilkårligt, at Pinocchio-motivet og Den Blå Fe, som giver fablen om den kunstige dreng en eventyrlig slutning, må være noget, som kommer fra Spielberg. Men Pinocchio og Feen var Kubricks idé.



KUBRICK filmatiserede The Shining (1980) af samme grund, som Alfred Hitchcock havde lavet Psycho tyve år før. De var trætte af at skabe kultiverede succeser, som nød kritisk respekt, men kun nåede ud til et aldrende stampublikum. Begge brød deres signaturstil og skabte vild og for alvor skræmmende horror af den fineste, cerebrale karat.
   Stephen King syntes ikke om Kubricks version og skrev senere selv manuskriptet til en todelt tv-udgave, der følger bogen nøje. Den når ikke Kubricks The Shining til livet.


MICHAEL Herr skrev en hel bog om Kubrick, da de bearbejdede Gustav Hasfords roman om The Short-Timers og kaldte resultatet Full Metal Jacket. Første del af Kubricks Vietnam-film er en maskulin sædekomedie, som umiddelbart minder mest om det krigsliderlige univers i Dr. Strangelove. Men faktisk er Barry Lyndon den oplagte parallel. Det er igen et fastlagt regelsæt, som Kubrick vælger at afkode og dykke ned i.
   I anden del er grundtonen klar og elegisk. Krigen får et mystisk skær, som foregriber både Terrence Malicks filmatisering af The Thin Red Line (1998) og Christopher Nolans kronologisk komplekse Dunkirk (2017). Overhovedet er det filmskabere som Malick og Nolan – og Fincher og von Trier – der ligger tættest på Kubrick i dag. 
   Produktionen havde praktiske udfordringer. Kubrick led af flyskræk og ville ikke rejse fra England. Hovedparten af filmen er optaget på et nedlagt gasværk uden for London. Det passer til rekrutskolen på Parris Island, men himlen er for kold til de scener, som foregår i Hue. Det bliver ufrivilligt komisk, at der står transplanterede palmer i asfaltlandskabet.



JURYEN voterer stadig med hensyn til Eyes Wide Shut. Det er Kubricks mest intime film, og jeg er stadig imponeret af symmetrien i strukturen: begyndelsens lumre balsekvens – som er det værste i filmen – varer 18 minutter. Da dr. Harford når frem til den sorte sexmesse i slutningen af drømmerejsen, varer det pornografiske maskebal også 18 minutter.
   Det er blevet sværere at tage de søgende samtaler mellem Cruise og Kidman – som dengang var et ægtepar – helt alvorligt. Men måske kan man bare ikke abstrahere fra spillernes egen historie. Det er derfor, at Keir Dullea fungerer perfekt i 2001. Man kender ham kun fra den film.
   Kubricks brug af György Ligetis musik er fantastisk. Den ungarske komponist – som døde i 2006 – fik tårer i øjnene, når han talte om Eyes Wide Shut. Kubrick brugte også Ligetis værker i 2001. Det er urmusikken, der ledsager abemenneskets kast med den flyvende knogle, som roterer i slow og bliver til et rumskib, da Richard Strauss’ Zarathustra-motiv overtager. Ligeti skrev musikken i 1950, som et subversivt knivstik i Stalins hjerte. Kubrick forvandlede den til kærlighedsmusik.
   Kubrick selv var lettet og meget tilfreds med Eyes Wide Shut. Den moderne version af Arthur Schnitzlers Traumnovelle (1926) var filmen, som han altid havde lovet Christiane. Det var endelig en samtidsfilm om kærligheden mellem mænd og kvinder, som han ikke havde rørt ved siden Lolita, da tiden og familien så anderledes ud.

   
UANSET hvad, så inspirerer Kubrick den dag i dag sine kolleger. Steven Spielberg, som blev Universals privilegerede wunderkind på samme måde, som Kubrick var Warners fastansatte husgeni, har sagt om »Stanley«, at han var »a conceptual illustrator of the human condition«.
   Woody Allen måtte se 2001 tre gange, før han kunne værdsætte den. Han sammenligner Kubrick med Orson Welles og siger: »I would put him in the pantheon of the absolute top film directors that the world has seen«.
   Som altid kommer den mest kvalificerede ros fra Martin Scorsese, der i detaljer kan forklare, hvordan hver scene rørte ham og hvordan boksefilmen Killer’s Kiss inspirerede hans egen Raging Bull.
   Der er bogstavelig talt ingen ende på Kubrick. Han skabte film som forener alle kunstarter og gjorde dem til noget større og særligt.

Se også Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut (1999); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen].

Stanley Kubrick – The Exhibiton blev vist første gang i 2003. Den er resultatet af samarbejde mellem Deutsche Filmmuseum og The Stanley Kubrick Archive. Nærværende artikel er skrevet i forbindelse med udstillingen i Kunstforeningen Gl. Strand 23.09.2017-14.01.2018. Jeg har senest set udstillingen på Design Museum i London i 2019. Fra 18. januar til 19. juli 2020 vises The Exhibition på Museum of the Moving Image i New York.




Fotos: Stanley Kubrick Archives/ Warner Bros./ Kunstforeningen Gl. Strand/ Deutsche Filmmuseum, Berlin/ Museum of the Moving Image, New York/ Benedikt Taschen Publishers/ BGJ / YouTube (Stanley Kubrick Official Channel, original trailers)
Artiklen trykt i Weekendavisen Kultur 29.09.2017