Translate

Viser opslag med etiketten Udstilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Udstilling. Vis alle opslag

onsdag den 12. februar 2020

Leonard Cohen: A Crack in Everything [Expo 2019]


ET HUS MED MANGE VÆRELSER
Skønhed og skrammel til mesterens ære

Af BO GREEN JENSEN

DU har sikkert bemærket de gule plakater, som træder ud af det grå alle vegne i byen. A Crack in Everything, den store Leonard Cohen-udstilling, som vises i Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal, er blevet heftigt og inderligt promoveret.
   Du har sikkert også undret dig. For handler det om Cohens kunst, mandens liv og tid, hans sange og digte? Eller gælder det andres hyldest til værket, som han skabte på 82 år?
   Svaret er et stort både-og. Udstillingen præsenterer nye arbejder af internationale kunstnere, der er blevet inspireret af Cohen. Men den er også en biografisk portal, som fører tilskueren dybt ind i værket og tiden.


UDSTILLINGEN er struktureret som et hus med mange værelser. Allerførst er der et indgangsparti. Her har Chantal Ringuet udvalgt ti øjeblikke i Cohens liv og beskrevet dem på paneler med tekst, der fungerer som en gylden hovednøgle.
   I entreen står også en montre med The New York Times fra fredag den 11. november, 2016. Nyheden om Cohens død er på forsiden. Det ligner nekrologen over en statsmand. Kunstneren Taryn Simon har forseglet avisen i klart plexiglas.
   Udstillingen var undervejs allerede i 2015, og Cohen gav selv projektet sin velsignelse. A Crack in Everything åbnede i Montreal i 2017 og har siden været på The Jewish Museum i New York. Der er langt mere stof, end jeg havde forventet, og det meste er godt, til og med.


MUSEER kører ikke film, de viser videoinstallationer. Det er et vidt begreb og en rummelig form. Alligevel er det svært se forskel.
   På A Crack in Everything dækker betegnelsen både arbejder som George Foks Passing Through, der er en gavmild indføring i Cohens liv og karriere, og et autentisk avantgardeværk som I’m Your Man (A Portrait of Leonard Cohen) af Candice Breitz. Det vises på 19 storskærme og fylder det meste af en etage.
   Breitz har bedt 18 mænd over 65 år om at synge albummet I’m Your Man (1988) i sin helhed og a cappella. Det gør de med nænsom entusiasme på hver sin vertikalt vendte skærm. Nogle har endda klædt sig som Cohen.



BUNDEN under stemmerne lægges af Shaar Hashomayim Synagogue Choir fra Westmount i Montreal. Det er sangerne fra synagogen, hvor Cohen kom i sin barndom. Koristerne ses på en særligt stor skærm, som er anbragt uden for indgangen. Cohen brugte selv Shaar Hashomayim på det sidste album, You Want It Darker, der udkom kort før hans død.
   Breitz er interesseret i fankulturen som antropologisk fænomen. Det handler vel om gamle mænd og deres helte. Det er morsom, varm og kærlig kunst med en bismag af hjemmestrik og amatørisme. Meget som Cohens egne portrætter. Det føjer intet til musikken, men viser endnu en side af Cohen som kulturelt univers.



FOKS Passing Through har en helt anden tilgang. Målet er at give en såkaldt »immersive experience«, dvs. en altomsluttende oplevelse af Cohens person og hans lange liv i kunst. Filmen varer 53 minutter, som kører i sløjfe og klipper rundt i koncerter og tv-interviews fra alle årene.
   Værket er smukt skruet sammen. Det fungerer både som information og som kunst. Fok citerer fra kilder som Tony Palmers Bird on a Wire og koncertfilmen Leonard Cohen Isle of Wight 1972. Han bruger splitscreen i op til fire paneler. Det er som at gense The Thomas Crown Affair eller The Parallax View. 60rne og 70rne lever. Det er godt sted at begynde på udstillingen, og det lønner sig at sidde stille.
   Især 70er-klippene fra Tyskland og Israel er fænomenale. Dengang optrådte Cohen uden sikkerhedsnet. På det sidste triumftogt, som også citeres, blev det til en ufravigelig sætliste, den samme small talk i samtlige byer. Men den mørke stemme var varm til det sidste.


I FELTET mellem Fok og Breitz ligger mere fokuserede installationer. Kara Blakes The Offerings varer 35 minutter og stiller skarpt på den skrivende digter. Bag et forhæng i Nikolaj Kunsthal venter installationen Cuba in Cohen, som Christophe Chassol har skabt med fragmenter af kortfilmen Ladies and Gentleman … Mr. Leonard Cohen (1965).
   Cohen læser »Den eneste turist i Havana« fra samlingen Blomster til Hitler (1964) og forklarer, hvordan han kom til Cuba lige før invasionen i Svinebugten. »Jeg kæmpede på begge sider,« siger han med Tom Lehrersk stemmeføring.



I ALT 21 værker bliver vist. Nogle er store, andre er små. Udstillingen tager jo sin titel fra »Anthem« på The Future (1992), albummet med de profetiske sange om demokrati i Amerika, og hvordan det bliver at danse med døden, når lukketid nærmer sig lige om lidt.
   Cohen var dengang en knægt på knap 60, »just a kid with a crazy dream«, som kunne tage relativt let på det hele. Der er langt til alvoren på You Want It Darker, men »Anthem« har flere besværgende vers om at tro på miraklet. Du skal ikke vente på det perfekte, for det er altid senere, end du aner. Du skal gøre det, som er muligt lige nu:
   »Ring the bells that still can ring/ Forget your perfect offering/ There is a crack in everything/ That’s how the light gets in.«



MÅSKE er Poesimaskinen det mest forbløffende værk. Janet Cardiff og George Bures Miller har fyldt et Wurlitzer-orgel med software. Når man trykker en tangent ned, kan man høre Cohen læse en tekst fra Længslens bog (2006). Stemmen er tæt på og helt fortrolig.
   Der er 122 tangenter. Hvis man presser på flere ad gangen, vokser stemmerne til en kakofoni, som stadig er umiskendelig Cohen. Der er det samme stød i stemmen og en overordnet rytme. En samling umage højttalere fra den analoge tid er anbragt ved orglet. Der er tragter fra grammofonens urtid. Et persisk tæppe dæmper rumklangen. Midt i det hele står arbejdsstolen. Det er en fantastisk opstilling.
   I den anden ende af spektret ligger installationen I Heard There Was A Sacred Chord, som det canadiske designstudie Daily Tous Les Jours har skabt. I en ottekantet indhegning hænger der mikrofoner fra loftet. Et kor af stemmer nynner melodien til »Hallelujah«. Det er muligt at logge sig ind, nynne med og få del i harmonien. Men stemningen er steril og sakral. Det er ikke Davids varme akkord, som man hører.



OGSÅ VR-installationen Hallelujah af Zach Richter tager udgangspunkt i sangen fra Various Positions (1984). »Hallelujah« konkurrerer med »Suzanne« fra det første album, Songs of Leonard Cohen (1967), om at være det største af de stedsegrønne hits. 49 mio. har lyttet til sangen på Spotify. »Suzanne« ligger tæt på 60 millioner.
   I dét er der naturligvis en Cohensk ironi. Various Positions hører til de bedste album, men Columbia Records sagde nej til at distribuere det i USA, for Cohens aktie var ikke i kurs. Som Lars Knudsen skriver i sin nye bog om de sidste to plader: »Flere peger på, at hans arbejde med arrangement og instrumenter til tider var for sjusket. At for eksempel Various Positions lyder som noget, der er indspillet på Oslo-båden.«*


MEN det handler igen om det levende stof og det mulige offer. »Dance Me to the End of Love«, »Hallelulajah« og »If It Be Your Will« genrejste Cohen. Og »Coming Back to You« og »Night Comes On« må være blandt de dybeste af deep cuts. Der er næppe skrevet bedre sange noget sted.
   Det fører for vidt at gå ind i multimedierummet med installationen Listening to Leonard. Tyve internationale navne – fra Danmark Steen Jørgensen og Katinka Bjerregaard – har fortolket deres yndlingssange. The National og Sufjan Stevens leverer en stor »Memories«. Imens skifter farver og former på væggen.



NOGLE af de bedste rum er dedikeret til en enkelt sang, der bliver mødt og bearbejdet, så værkerne beriger hinanden.
   Mest i Cohens ånd er nok det undselige Ear on a Worm, som er udført af Tacita Dean. Man står i mørket og ser op på væggen, hvor en 16mm-film kører i sløjfe. En husfinke sidder på en telegraftråd. Fuglen flyver væk igen efter 3 minutter og 28 sekunder. Det er netop så længe, det tager at afspille »Bird on a Wire« fra Songs From a Room (1969).



ISRAELEREN Ari Folman er kendt for politiske animationsfilm som Waltz with Bashir (2008) og The Congress (2011). Jeg troede egentlig, at det var ham, som havde arbejdet med animationen af den unge digter, som fortæller en absurd anekdote i Ladies and Gentlemen … Mr. Leonard Cohen. Men det viser sig at være tysk-amerikaneren Kota Ezawa, der har kalkeret de sort-hvide billeder. Værket hedder Cohen 21 og henviser til Hans Richters Rhythmus 21, en klassisk kunstfilm fra 1921.
   Det er stadig en morsom historie, den unge digter fortæller. Cohen besøger en ven på sanatoriet og undgår med nød og næppe at blive indlagt. Han rømmer sig og tøver selvsikkert. Improviseringen er nøje indstuderet.

   
DER er alligevel lidt tegnefilm i Ari Folmans Depression Chamber. Man lægger sig på den freudianske sofa og ser op i spejlloftet. Værelset er aflangt og klaustrofobisk. På endevæggen danner tegn og symboler et stiliseret portræt af Leonard Cohen. Han begynder at synge »Famous Blue Raincoat« fra albummet Songs of Love and Hate (1971).
   Brevet til den anden mand, som kom forbi og tog hans kvinde, »that night that you planned to go clear«, spiller i fuld længde, fem minutter og 11 sekunder. Imens bliver ordene skrevet på alle tre vægge og kryber op for at blande sig med himmelfisk, davidsstjerner og anden esoterisk ornamentik. Da sangeren underskriver sig, »Sincerely, L. Cohen«, er tegnmassen blevet så tæt, at den dækker spejlet i loftet.


KLOKKEN er stadig fire om natten, og trafikken på Clinton Street bliver ved. Mens Jane så småt begynder at vågne, er der sket en overførsel af energi fra billedet på væggen til billedet i loftet. En transfusion af tillid, om man vil, »a massive transfusion of trust«. Men dén sang stammer jo fra et helt andet album. Det er »Humbled in Love« fra Recent Songs (1979), som er undertippet på udstillingen.

  
DET er hele Cohens mangfoldige liv, man ser gennem revnen i alting. Det er sangværket som en galakse for sig og alligevel i åben og evig dialog. Man kan tilbringe dage på denne udstilling, og der er grund til at komme igen og igen.**



*) Lars Knudsen: Den smukkeste taber. En bog om Leonard Cohens sidste to plader. 172 s. Forlaget Tekst og Betydning, 2019.

**) Det giver derfor god mening at investere i det fyldige og kærligt kuraterede katalog, som følger med udstillingen: Leonard Cohen – A Crack in Everything. John Zepperelli & Victor Shiffman (eds.) with the collaboration of Sylvie Simmons and Chantal Ringuet. 160 s. Musée d'art contemporain de Montréal, 2018. A Crack in Everything/ Une brêche en toute chose turnerer stadig i 2024 og står over for en relancering på stedet, hvor rejsen begyndte, MAC i Montréal. 


Leonard Cohen – A Crack in Everything. Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal. Mandage lukket. 24.10.2019-13.04.2020


Foto: Kunstforeningen Gl. Strand/ Leonard Cohen Family Trust/ Musée d’art contemporain de Montréal MAC/ The Jewish Museum, New York City/ Sony Music/ Columbia Records/ George Fok (Passing Through)/ Candice Breitz: I'm Your Man (A Portrait of Leonard Cohen)/ Janet Cardiff & George Bures Miller (The Poetry Machine)/ Ari Folman (Depression Chamber)/ Kota Ezawa (Cohen 21)/ Guy Lheureux/ BGJ
Anmeldelsen bragt i Weekendavisen Kultur 25.10.2019.

fredag den 24. januar 2020

Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999


ALLE STANLEYS ÆSKER
På tur i filmskaberens rejseudstilling 

Af BO GREEN JENSEN

KULDE, klarsyn, perfektionisme. Nogle ord bliver altid brugt, når der skrives om Stanley Kubrick. Det er S for satire og K for kontrol. Der er ti monumentale film, som forstærker myten om et geni. Det er med Kubrick som med Orson Welles og Alfred Hitchcock: for hvert år bliver klassikerne større.
   Det er forståeligt, hvis den stadige fejring blokerer for unge filmelskeres trang til at komme i gang. Der er ofte også malurt i kruset. Kubrick var sær; han forstod ikke kvinder; ordensmanien fortrænger al varme. Det er forståeligt, hvis man tænker, at Kubrick må være gammelmandsstof.
   Så er det, at endnu en skeptiker ser 2001, A Clockwork Orange eller The Shining. Og fortsætter tilbage til Paths of Glory, Spartacus og Lolita. Eller går frem i tiden mod Barry Lyndon og Full Metal Jacket. Så er der ingen vej udenom. Det bliver nødvendigt at udforske landet.


STANLEY Kubrick blev født i New York City i 1928 og døde 70 år senere i sit hus i Hertfordshire i England. Det var den 7. marts 1999, kun seks dage efter den første visning af Eyes Wide Shut, som blev præsenteret for ledelsen på Warner Brothers, vist nok endnu før den var færdig.
   Der bliver stadig skrevet artikler, som diskuterer kvaliteten af sound design og color grading i kopien, der fik premiere samme sommer. I det hele taget bliver der skrevet, forsket og ikke mindst lavet videoessays om Kubrick. Målt på kritisk interesse er han uden tvivl den største af de store.
   Studiet havde ventet i ti år på det erotiske drama med Tom Cruise og Nicole Kidman. Optagelserne stod på i 400 dage. Warner finansierede Kubricks liv og virke i 40 år. Hvis Eyes Wide Shut blev hastebehandlet, kan det i og for sig ikke undre. Det er bare slet ikke i Kubricks ånd.
   Filmskaberen blev berømt og berygtet som instruktøren, der havde fingrene nede i alle aspekter og ikke helmede, før hver detalje sad i skabet. Han var både komponisten og dirigenten. Manden, der fandt ædelt metal på de laveste steder, i genrer som krimi, science fiction og horror, misantropen med the Midas touch.


KUBRICK var også kendt for at føre regnskab og skabe systemer. Han gemte alle effekter, papirer og planer i særligt fremstillede papæsker.
   Efter hans død – og på familiens foranledning - blev æskerne åbnet af Hans-Peter Reichmann fra Deutsches Filmmuseum. Benedikt Taschen udgav The Stanley Kubrick Archives og fulgte kæmpeværket op med en bog, som dokumenterer Kubricks arbejde med Napoleon-filmen, der aldrig blev realiseret.
   Det omfattende materiale blev første gang vist i Frankfurt. Stanley Kubrick – The Exhibition har siden besøgt mange byer. Jeg så den første gang i Berlin i 2004, hvor man måbede over at kunne stå i urlandskabet fra 2001. Det er den samme udstilling, der åbner i New York i 2020. Der er dog kommet nyt stof til undervejs, og især er iscenesættelsen – passende nok – blevet finsleben til det perfekte.
   Der er cirka et rum til hver film. Der er fotos, plakater, modeller og skærme: et visuelt overflødighedshorn. Alligevel er det mest fascinerende at se de prosaiske effekter, som er blevet filmhistoriske relikvier. Bowmans hjelm fra 2001, et brev fra Vladimir Nabokov, Kubricks eget skakspil og stolen, som han sad i under indspilningen af Ærens vej.



DET giver et særligt raffineret gys at se skrivemaskinen fra The Overlook Hotel i The Shining. For vist gør det indtryk, da Jack Nicholson slår døren ind med en økse og melder, at »He-e-ere’s Johnny!« Vist virker slutningens spøgelsesfoto. Men intet overgår den isnende fornemmelse, man får som tilskuer, da det bliver klart, at forfatteren har skrevet den samme linie igen og igen: »All work and no play makes Jack a dull boy«.
   Det klaustrofobiske hotel er en perfekt metafor, som koncentrerer Kubricks univers og metode. Alle Stanleys æsker bliver åbnet på The Exhibition. Udstillingen er et godt sted at begynde på Kubrick, men den fungerer sikkert allerbedst, hvis man kender historien på forhånd.



KUBRICK voksede op i The Bronx. Hans familie var jødisk med polske og østrigske rødder, men praktiserede ikke religion. Han begyndte tidligt at fotografere. Stanley var kun 16 år, da han solgte sit første foto til magasinet Look – et ikonisk portræt af en kioskejer, som sælger aviser med nyheden om præsident Roosevelts død.
   Look blev Kubricks første arbejdsgiver. Han tog især mange fotos af boksning og jazz. Kortfilmen Day at the Fight (1951) bygger på denne baggrund. Han lavede den som et visitkort, mens han rejste penge til at optage Fear and Desire (1953), den første spillefilm, som siden blev slettet af værklisten.
   Frygt og begær blev i det mindste set af produceren James B. Harris, som Kubrick indgik partnerskab med. Så i 1955 var der premiere på Killer’s Kiss, en film noir fra boksemiljøet, der af Kubrick blev betragtet som den egentlige debut.
   Den sidste af de tidlige film, som udgør en lang ouverture, er The Killing (1956). Det er endnu en mørkegrå gangsterfilm om et kup, der giver bagslag. Filmen, som havde Sterling Hayden i hovedrollen, var baseret på romanen Clean Break af Lionel White. Kubrick overtalte Harris til at hyre Jim Thompson som manuskriptforfatter og arbejdede selv uden beregning, så der også var råd til at ansætte stjernefotografen Lucien Ballard.
   Det var, hvad man kalder et klogt træk. Af dem var der flere i Kubricks karriere. Hans evne til at vælge kategorisk, til at overveje mange muligheder, før han sagde ja eller nej og stod ved sin beslutning, var også ifølge ham selv en egenskab, han havde fra skak. Kubrick spillede skak hele livet. I perioder også for pengenes skyld.


I 1957 fik Kubrick Kirk Douglas til at spille hovedrollen i Paths of Glory. Ærens vej blev fra begyndelsen set som en klassisk antikrigsfilm. I hvert fald giver den generalerne skylden og taler de meniges sag. Den var forbudt i Frankrig frem til 1974.
   I slutningen bliver en ung tysk kvinde trukket ind på scenen for at synge for de hujende soldater. Da hun gør det, bliver de stille. Skuespillerinden er krediteret som Susanne Christian og hed i virkeligheden Christiane. Hun og Stanley blev gift i 1958.


DET er her, at skaktrækket kommer. Efter Paths of Glory blev Kubrick kontaktet af Marlon Brando, som bad ham instruere den western, der senere blev til One-Eyed Jacks (1961). Brando instruerede selv filmen, han havde skrevet sammen med Sam Peckinpah.
   Kubrick var endnu ikke fyldt 30, og det må have været et fristende tilbud. Han valgte i stedet at overtage instruktionen af Spartacus, som Kirk Douglas producerede og havde titelrollen i. Douglas syntes ikke, at der var nerve nok i veteranen Anthony Mann.
   Spartacus var en kolossal produktion, som Kubrick gjorde større endnu ved at tilføje episke slagscener. Han instruerede legender som Laurence Olivier og Charles Laughton, der ikke kunne fordrage hinanden. Han satte sig i dyb respekt og leverede en kassesucces.
   Spartacus lærte Kubrick, hvor vigtigt det er at have fuld kontrol. Det fik han siden på alle sine produktioner. Han brændte især for at filmatisere Vladimir Nabokovs Lolita, som var årets litterære sensation. Den erotiske bog blev i hans version til en sort komedie med James Mason, Sue Lyon, Shelley Winters og Peter Sellers.
   Filmen var kontroversiel, men den blev en kritisk og kommerciel succes. Warner Brothers producerede og distribuerede. Studiet fik herefter eneret på Stanley Kubrick. Han skrev under på kontrakten, som alle siden har misundt ham.



VI er nu i kendt territorium. Efter Lolita fulgte syv film, der alle fik mesterstatus. Nogle øjeblikkeligt, andre efter en inkubationstid. Der var aldrig ligegyldighed, hverken fra publikum eller kritikken.
   Dr. Strangelove; or, How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964) var en funklende sort komedie om koldkrigsårenes våbenkapløb, gammel nazisme og verdens atomare undergang. 2001: A Space Odyssey (1968) var grænseafsøgende science fiction og alt andet lige det Kubrick-værk, som vil blive stående længst.
   


JEG skulle begynde i gymnasiet, da A Clockwork Orange (1971) fik premiere. Den stilskabende filmatisering af Anthony Burgess’ dystopiske hypersatire – som egentlig ikke handler om ultravold, men om retten til at vælge frit og forkert – var en film, som vi så igen og igen. Malcolm McDowell blev et stilikon, og Burgess fandt sin plads i reolen mellem Tolkien, Orwell og Vonnegut. Det er den af Kubricks film, som jeg har dyrket mest og set flest gange. Alligevel synes jeg ikke, at den står så rent som 2001.
   Barry Lyndon (1975) var en underskøn kostumefilm, som man skulle have en vis alder til. Kubrick lavede den, fordi han var interesseret i periodens sociale normer og kontrakter, men især fordi han måtte opgive Napoleon, da Sergei Bondarchuks Waterloo (1970) kom i vejen.
   Også holocaustfilmen Aryan Papers blev aflyst. Det skete, da Kubrick opdagede, at Steven Spielberg var ved at optage Schindler’s List (1993).
   Kubrick brugte mange eftermiddage sammen med den britiske science fiction-forfatter Brian Aldiss. De blev uvenner, mens de skrev manuskriptet til A.I. - Artificial Intelligence (2001), som bygger på Aldiss-novellen »Super-Toys Last All Summer Long«.
   Kubrick endte med at overlade filmen til Steven Spielberg. Man tror uvilkårligt, at Pinocchio-motivet og Den Blå Fe, som giver fablen om den kunstige dreng en eventyrlig slutning, må være noget, som kommer fra Spielberg. Men Pinocchio og Feen var Kubricks idé.



KUBRICK filmatiserede The Shining (1980) af samme grund, som Alfred Hitchcock havde lavet Psycho tyve år før. De var trætte af at skabe kultiverede succeser, som nød kritisk respekt, men kun nåede ud til et aldrende stampublikum. Begge brød deres signaturstil og skabte vild og for alvor skræmmende horror af den fineste, cerebrale karat.
   Stephen King syntes ikke om Kubricks version og skrev senere selv manuskriptet til en todelt tv-udgave, der følger bogen nøje. Den når ikke Kubricks The Shining til livet.


MICHAEL Herr skrev en hel bog om Kubrick, da de bearbejdede Gustav Hasfords roman om The Short-Timers og kaldte resultatet Full Metal Jacket. Første del af Kubricks Vietnam-film er en maskulin sædekomedie, som umiddelbart minder mest om det krigsliderlige univers i Dr. Strangelove. Men faktisk er Barry Lyndon den oplagte parallel. Det er igen et fastlagt regelsæt, som Kubrick vælger at afkode og dykke ned i.
   I anden del er grundtonen klar og elegisk. Krigen får et mystisk skær, som foregriber både Terrence Malicks filmatisering af The Thin Red Line (1998) og Christopher Nolans kronologisk komplekse Dunkirk (2017). Overhovedet er det filmskabere som Malick og Nolan – og Fincher og von Trier – der ligger tættest på Kubrick i dag. 
   Produktionen havde praktiske udfordringer. Kubrick led af flyskræk og ville ikke rejse fra England. Hovedparten af filmen er optaget på et nedlagt gasværk uden for London. Det passer til rekrutskolen på Parris Island, men himlen er for kold til de scener, som foregår i Hue. Det bliver ufrivilligt komisk, at der står transplanterede palmer i asfaltlandskabet.



JURYEN voterer stadig med hensyn til Eyes Wide Shut. Det er Kubricks mest intime film, og jeg er stadig imponeret af symmetrien i strukturen: begyndelsens lumre balsekvens – som er det værste i filmen – varer 18 minutter. Da dr. Harford når frem til den sorte sexmesse i slutningen af drømmerejsen, varer det pornografiske maskebal også 18 minutter.
   Det er blevet sværere at tage de søgende samtaler mellem Cruise og Kidman – som dengang var et ægtepar – helt alvorligt. Men måske kan man bare ikke abstrahere fra spillernes egen historie. Det er derfor, at Keir Dullea fungerer perfekt i 2001. Man kender ham kun fra den film.
   Kubricks brug af György Ligetis musik er fantastisk. Den ungarske komponist – som døde i 2006 – fik tårer i øjnene, når han talte om Eyes Wide Shut. Kubrick brugte også Ligetis værker i 2001. Det er urmusikken, der ledsager abemenneskets kast med den flyvende knogle, som roterer i slow og bliver til et rumskib, da Richard Strauss’ Zarathustra-motiv overtager. Ligeti skrev musikken i 1950, som et subversivt knivstik i Stalins hjerte. Kubrick forvandlede den til kærlighedsmusik.
   Kubrick selv var lettet og meget tilfreds med Eyes Wide Shut. Den moderne version af Arthur Schnitzlers Traumnovelle (1926) var filmen, som han altid havde lovet Christiane. Det var endelig en samtidsfilm om kærligheden mellem mænd og kvinder, som han ikke havde rørt ved siden Lolita, da tiden og familien så anderledes ud.

   
UANSET hvad, så inspirerer Kubrick den dag i dag sine kolleger. Steven Spielberg, som blev Universals privilegerede wunderkind på samme måde, som Kubrick var Warners fastansatte husgeni, har sagt om »Stanley«, at han var »a conceptual illustrator of the human condition«.
   Woody Allen måtte se 2001 tre gange, før han kunne værdsætte den. Han sammenligner Kubrick med Orson Welles og siger: »I would put him in the pantheon of the absolute top film directors that the world has seen«.
   Som altid kommer den mest kvalificerede ros fra Martin Scorsese, der i detaljer kan forklare, hvordan hver scene rørte ham og hvordan boksefilmen Killer’s Kiss inspirerede hans egen Raging Bull.
   Der er bogstavelig talt ingen ende på Kubrick. Han skabte film som forener alle kunstarter og gjorde dem til noget større og særligt.

Se også Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut (1999); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen].

Stanley Kubrick – The Exhibiton blev vist første gang i 2003. Den er resultatet af samarbejde mellem Deutsche Filmmuseum og The Stanley Kubrick Archive. Nærværende artikel er skrevet i forbindelse med udstillingen i Kunstforeningen Gl. Strand 23.09.2017-14.01.2018. Jeg har senest set udstillingen på Design Museum i London i 2019. Fra 18. januar til 19. juli 2020 vises The Exhibition på Museum of the Moving Image i New York.




Fotos: Stanley Kubrick Archives/ Warner Bros./ Kunstforeningen Gl. Strand/ Deutsche Filmmuseum, Berlin/ Museum of the Moving Image, New York/ Benedikt Taschen Publishers/ BGJ / YouTube (Stanley Kubrick Official Channel, original trailers)
Artiklen trykt i Weekendavisen Kultur 29.09.2017