Translate

Viser opslag med etiketten VAnillepigen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VAnillepigen. Vis alle opslag

tirsdag den 3. januar 2023

Ib Michael: Den tolvte rytter (1993)

 

STYRTEDE GENER
Familiehistorien falder på plads

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 1993: »
SOLDATEN kom ind i mit liv,« slutter Ib Michael det virtuose første kapitel af anden bog i slægtskrøniken, som begyndte i 1991 med den magiske erindringsroman om Vanillepigen.
   Åbningsridset hedder »Brandstifter«. Det skildrer, hvordan den spanske lejesoldat Gómez får for meget af kulden og fugten i pænhedens land, hvor en dukkeagtig orden hersker og en mand kan få skimmel i sjælen af lutter mangel på varme og luft.
   En anarkistisk djævel stikker i lejesvenden. Systematisk knuser han møblerne i vagtstuen på Koldinghus, hvor tropperne er indlogeret. Dernæst ryger støvler, bøger og billeder med. »Han rummer én tanke: At drive den forbistrede dødningeklamhed af knoglerne, så han kan ånde frit og få smørelsen tilbage i sine lemmer«.
   Gómez Arroyo gør ikke noget halvt. Han ler og danser foran kaminen, indtil løbesoden fænger og sender en eksplosion op gennem skorstenen. »Et pludseligt tårn af ild løber op i natten og sætter brand til himlen, så den får stjerner igen«.
   Besat af sin gerning løber Gómez ud i Kolding by, opsøger sin danske kæreste Ane Catrine og bestormer hende med kejserlig rejsning. Vi skriver marts 1808, og Napoleons eventyr i Danmark er ved at være forbi. To dage og tre nætter varer branden på Koldinghus. Så rejser den franske marskal Bernadotte videre til Hindsgavl Slot.


PÅ selve ildens nat har Ane Catrine undfanget. På den måde bliver hun fortællerens tip-tipoldemor, men der er ingen ende på soldatens drift. Han deserterer og driver mod syd, men fejrer allerede i skoven ved Hindsgavl sin flugt med at voldtage den unge frøken Adeler.
   Også Edelheid undfanger, og mens den frugtsommelige Ane Catrine sendes til Roskilde for at føde »vildbarnet« Ingrid Marie Gómez-Jørgensen, nedkommer Edelheid med drengen Edvard, som straks efter fødslen bortadopteres til familien Langberg. Hun gifter sig med Baron Eggers og bliver nådigfrue på Junkersholm.
   Gómez bliver sat i tugthus for at rådne, men en videbegærlig degn og en sadistisk, homoseksuel fangevogter sætter hver for sig deres mærke i historien. 15 år efter løber strømmene atter sammen. Vildbarnet Rie forelsker sig i kandidaten fra Sorø Akademi, Edvard Emil Langberg, som til gengæld begærer »søsteren« Rikke. Og således, ved voldtægt, pyromani og incest, får soldaten – som grundlæggende er et regulært menneske – på stammens vegne sat »sin første udløber i det danske«.


DET tager 200 sider at følge sporet efter Gómez til ende, fra Koldinghus til den voldsomme slutning under kastanien, hvor hans drøm om udødeligheden brister. Gómez' historie bærer mange flere med sig, Ane Catrine og Ries, Edelheid og Barons, Edvard og Rikkes og Henriks, og den fører i sidehandlingerne gennem rum og situationer, der ikke er til skelne fra den pastiche og de tableauer, man møder i mere traditionelle historiske romaner.
   Vi drikker dus med soranere. Vi er til soiré med Rahbeks fra Bakkehuset. Vi er til maskerade på Frederiksberg Slot, og læseren føler iblandt og måske, at Ib Michael fjerner sig for langt fra den gavmilde erindringsmytologi i Vanillepigen. Dog er der rå pågåenhed i kapitlet, hvor Gómez vender voldtægten mod sin fangevogter, skalperer, flår ham og flygter med et andet ansigt over sit eget, og konstant er der slægtsdokumentet til at binde trådene sammen.



FØRSTE del hedder »Slægten«. Anden del hedder »Arven« og fører for første gang tilbage til manden på hotellet i Roskilde nu. Dog blot for at sende Edvard Langberg – Gómez' voldtægtsbarn med Edelheid – af sted til Amerika, Mexico, Maximilian, revolutionen og vanillepigen Seraphine.
   I hælene på ham følger Henrik Eggers – Edelheids sene kærlighedsbarn med Baron – som endnu en af rytterne i »Den udødelige Legion«. Dette skæbnespor udgør endnu en roman i romanen, hvis motto er: Jeg er den udødelige, jeg iagttager dig. Forrest i Vanillepigen stod der et tilsvarende: De drømmer om flyvemaskiner, og får kun vinger af strå.
   Det er med en følelse som lettelse, at vi 50 sider før slutningen endelig ankommer til »Kronprinsens« historie, til en rund og duftende erindring om sommeren med Maiken i Roskilde dengang, for længe siden lige før, da man hørte Bill Haley, Edith Piaf og Gerry Mulligan, mens tv viste The Flintstones og pigerne helst skulle ligne Brigitte Bardot. Her gentager Michael Henriks historie. Her hægtes vi atter på søsteren Lulús skæbne, og kronprinsen indvies seksuelt. Hjulene nulstilles, og historien kan gentage sig endnu en gang.


BOGEN er bygget af sætstykker og føles derfor mere ujævn end Vanillepigen. Fortællingens anker er fortsat den mand, der midtvejs på sin rejse gennem livsskoven ankommer til Roskilde, indlogerer sig på Hotel Prindsen og begynder at folde fotos, breve og slægtsdokumenter ud på bordet i det anonyme rum.
   Han føler kulden lige så bittert, som Gómez gør den nat, han sætter ild til historien, men i Vanillepigen førte erindringens veje os tilbage til lun, magisk barndom i Roskilde, for »hundrede år og en sommer siden«, og videre til sydhavsøen Penrhyn Island, hvor Michaels mors onkel Viggo Jørgensen levede sammen med sin vanillepige Lelemata som en meget dansk og lykkelig mand på et yderst udansk sted med stærke farver og klare behov.
   Michael holder af at trække linjer og mønstre gennem sit forfatterskab. Papa Viggo og Vanillepigen optrådte således første gang i Kilroy Kilroy, hvor endnu en inkarnation af den udødelige soldat blev født i et ildglimt og et hukommelsestab over Penrhyn Island.


I DEN forløsende drøm til slut i Den tolvte rytter kommer alle slægtens mytologiske ryttere ud af mønstret i tapetet på hotellet, hvor fortælleren vågner og rækker ud efter sine Camel. »Ansigterne farer over deres kindben som blæst«, og »Alle er de gengangere over én og samme kode«. Det tror pokker. De er fiktionens figurer, men de er også Ib Michaels bøger, spundet helt eller halvt over soldatens tema, ad rejsens og erindringens veje, fra En hidtil uset drøm om skibe (1970) og Den flyvende kalkundræber (1971) til Kejserfortællingen (1981), Kilroy Kilroy og Vanillepigen:

Den første bærer en gylden hjelm, den andet et sørgmodigt blik, den tredje fik solen i sold og spillede den væk, den fjerde har fået hesten af den dreng, jeg var engang, den femte fik besøg af stengæsten, den sjette red med lykken, den syvende var kejseren, den ottende voksede op i et hus, der hed glemsel, den niende kom fra Østen, den tiende bærer flyverbriller og den elvte er Papa Viggo på sin hvide hors af skum.

Alle hyler de i stormen, at den tolvte rytter er på vej.


DET er skelettet fra barndommens have i Vanillepigen, som får en historie i Den tolvte rytter, men romanen er samtidig Ib Michaels mest totale livtag med den skikkelse, der går igen og går igennem det meste af forfatterskabet. Det er krigeren, lejesvenden, kejsersoldaten, en mandemyte så evig som Jern-Hans eller den standhaftige tinsoldat, og både et broderbillede og en skræmmende totemfigur for forfatteren.*
   I den sidste historie i Den tolvte rytter er det soldatens rolle, som fortælleren viger tilbage fra at tage på sig, da den elskede beder ham slå og således forlænge voldtægten, gentage den fordringsløst, som det altid er blevet gjort i historien. Og dog arbejder romanen sig samtidig hen mod det sted i fortællingen, hvor den skrivende netop må tage soldatens væsen på sig.



FOR romanens store tema er Gentagelsen. Soldaten spreder død, voldtægt og ulykke, fordi det er i hans væsen, men han bærer også livet og historien med sig. Fortællingen anfægter ikke denne slags mand. Og romanens hjertested er og bliver brevet fra Tecum, den tolvte søn og den første rytter, søn af Vanillelandets erobrer, Pedro de Alvarado, som Gómez har båret med sig, og som fortælleren endelig tyder nu.
   Det er skrevet på mayaernes sprog Maya–Quiché, og koden brydes først, da fortælleren trykker på sin PC'ers »Søg-og-erstat« funktion. Dermed gives også motivet for det »tårn af fortællinger«, som fiktionskredsen er ved at bygge op:

Sådan bliver jeg ved. Jeg fletter simpelthen teksten igennem, prøver og erstatter, prøver påny. Én efter én sender jeg mine ryttere af sted. Det sner ned over skærmen i flydende krystal, alfabetet bryder sammen og bygger sig op igen. På overgangen opstår nye tegn, hvor elementerne blander sig vildt; en skrift, der varer i sekunder og ligner styrtede gener.

DEN tolvte rytter er ikke nostalgisk sødmefuld som Vanillepigen, i hvilken moderens stemme, der hviskede »Mors lille hjerte« i mørket, var som en nudansk Madeleinekage dyppet i erindringens lindeté. Romanen er en langt mere krævende og farlig fiktion, der samler centrale temaer i forfatterskabet og sætter samtidens strømme og farver på spidsen i et blændende ridt gennem historien og fortællingens rum.
   Det er selve koden som samler de styrtede gener, det gælder for den tolvte rytter. Hvad tredje bind vil bringe, er ikke til at gisne om. Ib Michael både bevæger sin læser, chokerer, forfører og bekræfter ham til slut i denne anden ombæring. Den tolvte rytter indfrier til fulde de løfter som Vanillepigen vakte. Den er gnistrende sprog, magisk realisme, mytologisk erindring og omhyggelig romantisk arkæologi. En gavmild og mageløs nudansk roman.


*)  Sen-80erne reagerede på de nye værdier og den generelle orientering mod venstre i 1970erne, hvor mange af de sager, som optager os i 2020erne – køn, klima, social ulighed og etnicitet – var lige så store og vigtige som nu. 70ernes feminisme og bevægelse mod ligestilling blev i 80erne og 90erne mødt med en ny bevægelse mod maskulin selvbevidsthed. Den bløde mand skulle genfinde urmennesket. Carl-Mar Møller tog danske mænd med på overlevelseskurser i skoven, og i guldflippersegmentet fødtes den systemiske misogyni, som #MeToo gjorde op med i 2010erne. Den unge Donald Trump er en rollemodel for Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ American Psycho (1991), der læses bedst som kultursatire, skønt den ligner seriøs horror. Man genlæste Eske Holms indsigtsfulde Den maskuline mystik (1975) – et opgør med kørsrollerne, som spejler sin titel i Betty Friedans The Femine Mystique (1963). En central figur var den amerikanske digter Robert Bly (1926-2021), som skrev Iron John: A Book About Men (1990) om »Den Vilde Mand i religiøs tradition, litteratur og folkeliv«. Bly selv forholdt sig især til Robert Graves’ The White Goddess: A Historical Grammar of Poetic Myth (1948, 1961), der på sin side var en aflægger af J.G. Frazers The Golden Bough (1890, 1922) og mytesynet hos Carl Gustav Jung.
   Ib Michael brugte krigerbilledet allerede i Den udødelige soldat, et radiospil i fire dele, som DR opførte i 1976. Motivet er eksemplarisk aflæst og udredt af Kristian Himmelstrup i Den udødelige soldat og jeg: Ib Michael og hans forfatterskab (Museum Tusculanums Forlag, 2000). Den tolvte rytter er virkelig et værk af sin tid. Henning Juul Madsen oversatte Blys antropologiske essay. Lindhardt og Ringhof udgav Jern-Hans – en bog om mænd i 1992.

Ib Michael Den tolvte rytter. 336 s. Gyldendal.


Fotos: Gyldendal (Den tolvte rytter-omslag Tove Krebs Lange med maleri af J.Th. Lundbye (1847); Vanillepigen + Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin, Vanilletrilogien-forside Poul Lange)/ Kongernes Samling Koldinghus/ Forlaget Rhodos/ History on the Net (Mayan Art)/ Wikimedia Commons/ Forlaget Lindhardt og Ringhof.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 02.04.1993

mandag den 2. januar 2023

Ib Michael: Vanillepigen (1991)


RETUR TIL BARNDOMMEN
En øvelse i anvendt erindring

Af BO GREEN JENSEN

EFTERÅR 1991: EN novemberaften sent i århundredet ankommer en mand til Roskilde, indlogerer sig på Hotel Prindsen, fryser og skutter sig i den mørke danske regn. Han sætter sig til at granske en stak breve og nogle tropiske fotografier fra den første tredjedel af århundredet. Denne mand er fortælleren, og vintermørket bekommer ham dårligt. »Endnu har han Sydhavets lys svejset til kroppen, endnu er han mager og uden erindring.« Han skal til at skrive sit ansigt frem. Og hjernen skinner så forbandet.
   I romanen om Vanillepigen genkalder Ib Michael sig, med en stærk duft af eventyr og magisk dansk realisme, en barndom i Roskilde, »for hundrede år og en sommer siden«, længe før erindringen begyndte »at afløse sansernes fest«. Det er først i 1950'erne, ærketypisk efterkrigstid, og det er året, før drengen begynder i skole, bliver opslugt af den sorte tavle og forsvinder i den første af de voksnes destruktive rutiner.
   Med forbløffende erindringsfylde begynder manden at fortælle om, hvordan drengen fandt et skelet i haven bag det slotsagtige hus. Hvordan faderen, Philip Alexander Michael, bedækkede skiftende piger i huset, med brunstige udbrud og »bremsespor i underbukserne«. Hvordan moderen gik i krise over det, og hvordan det for drengen blev til, at de kasserede piger blev slået ihjel og begravet i haven. Et svimlende univers pibler frem af erindringen. Alle indtryk løber i ét. Endnu ligger verden kun flydende fast.


MIDT i alt dette er Vanillepigen et fikspunkt. Hun er sydhavsprinsessen på de fotos, som moderens mytologiske Onkel Viggo har sendt hjem fra sit rige et sted langt væk, men hun er også ansigtet på spisekammerets duftende vanilleposer. For drengen flyder drøm og virkelighed sammen i en frodig og fantastisk grænsezone, og krydderiernes dronning bor i spisekammeret:

»Hendes flag er grønt og hvidt og vajer over øen. I levende live ville hendes lemmer være af samme smidighed og kulør, som man kan se i stænglen. Men fulde og glinsende, gennemstrømmet af vanilleblod. Hun er barnepige i min hemmelige verden for hos hende skal man aldrig vaskes, og enhver af hendes berøringer forvandler smerte til fløjl.«*

Da den polioramte lillesøster, Lulú, til hvem romanen er dediceret, kommer tilbage fra hospitalet, bliver det i »Nattens fortællinger« om Vanillepigen, at den lægende styrke og børnenes forbindelse bor. Når Lulú kan gå igen, vil drengen vise hende stedet, hvor soldaten er begravet, og alt skal blive godt.



KAPTAJN Viggo Rasmussen, der stak til søs som 14-årig, sejlede syv have tynde og slog sig ned på Penrhyn Island, hvor han endte sine dage som guvernør, spillede en betydningsfuld birolle i forfatterens forrige roman Kilroy Kilroy (1989). Familien overlod Ib Michael hans papirer, og Vanillepigen kommer også til at dreje sig om denne meget danske mands yderst udanske skæbne. Han ægtede først kvinden Kuraiti og siden hendes søster, Lelemata, var lykkelig med dem begge, og levede og døde på sin lysegrønne ø i 1947.**
   Med gennemgangen af Viggos breve er der givet los for en mere spredt vifte af anekdoter om de voksne. Om arktisk galskab og skibet »Stella Polaris«. Om moderen, som rejste til Afrika i protest mod faderens Casanova-manerer; om faderen, der på Elleore lader sig krone til sydhavskonge til ære for Hakon Mielche og Billed-Bladets kamera. Om Ib og kammeraten Olaf, der næsten går ned på robådsrejsen til deres skatteø, men kommer sikkert frem på grund af Ibs snarrådige sømandskab.



DA moderen kommer hjem, sker miraklet. Lulú kaster sygdommen af sig og løber hende i møde, men det er en ynkelig bue, som moderen har med sig hjem, og Lulú mener også, at puslespilsgaven er en parodi. Så kan de sammen finde soldatens sted i haven, og et afsnit i livet er omme med dét.
   Imens skrumper verden ind dag for dag. Barndommens store slot bliver til tre prosaiske stuer i Bredgade, og i skolen opsluges drengen af den sorte tavle, »der har suget lys så længe nogen kan huske og udskilt det igen som formler og ABC'er tegnet med kridt. Snart skal jeg lære at læse og skrive. Tanken gør mig inderlig træt.«


I EPILOGEN er manden pludselig Kilroy, piloten som fødtes i en eksplosion og et hukommelsestab over netop Penrhyn Island i Kilroy Kilroy. Men han er også forfatteren, der lægger låg på et afsnit af barndommens film og rider søvnløsheden ind til nye tider i den fortsættelse, som er bebudet.
   Ib Michaels barndomsskildring er i slægt og på niveau med de rigeste drengetidsskildringer i dansk litteratur, med især Niels Lyhne og Jørgen Stein i stærk erindring, men Vanillepigen er i sin sansefortumlede skabelsesrus også noget helt særligt, fortrolig og fremmed på én gang. Der er netop »hundrede år og en sommer« holdt fast i denne dejlige roman. Gang på gang måber man med lykkelig genkendelse, og hvis Vanillepigen er begyndelsen på et flerfløjet romanværk, er der grund til at følge det nøje.
   Efter grusomhedstogtet i Kilroy Kilroy viser Ib Michael sig her fra en mindre storladen side. Han ligner mere end nogensinde Skandinaviens oplagte bud på en magisk realist, af gudernes nåde og Vanillepigens duftende gunst.

Se også Ib Michael: Den tolvte rytter (1993) og Ib Michael: Brev til månen (1995).


*) Ib Michael (eller fortælleren, som er hans stand-in) tænker på den ikoniske, turbanklædte figur, der for både hans (f. 1945) og min (f. 1955) generation var lige så allestedsnærværende som Solgrynspakken med motivet, der evindeligt gentager sig selv i miniature.
   Det er en bittersød pointe, at drengen afkoder illustrationen forkert og konstruerer sin egen eksotiske mytologi. For ansigtet fra illustrationen på Vanilla, vaniljesukkerproduktet fra Tørsleffs, tilhører en mand, og det er ikke svært at se, hvis man først ser efter, vel at mærke.
   To bøger senere, i Brev til Månen (1995), som afslutter »Vanilletrilogien«, bliver fejltagelsen korrigeret, da kunstneren Olaf (fortællerens store ven og Peter Severin-inspirerede rejsefælle), en passant konstaterer, at vanillepigen er en mand:

Jeg rejser mig og begynder at vandre op og ned ad gulvet. På en af køkkenhylderne finder jeg en fugtskjoldet pakke med Tørsleff’s Vanilla. Da jeg åbner den for at drysse pulveret ud i håndfladen, piler en kakerlak ud ad pegefingeren og forsvinder op i mit ærmegab. Jeg ryster den ud i køkkenvasken og får den kvast. Olaf rækker ud efter pakningen med det turbanklædte hoved og bambusstængerne, der falder som grønne striber af regn. Jeg rækker ham den, og han giver sig til at rive pappet op i øer.
   – Hey, ta’ lige og la’ vær’, siger jeg, – det er vanillepigen.
   Han kaster et blik på hende.
   – Det er en mand, konstaterer han tørt og pulveret bliver til sten i pakken, mens jeg stirrer vantro på det ansigt, jeg har kendt så længe jeg kan huske.
   – Men øreringene – en mand går sgu da ikke med øreringe!
   – Han gør, siger Olaf, – han er inder, kan du ikke se det?
   – Joo…
   Der går en prås op for mig. Mens Olaf forvandler resterne til en collage, der omsider samler farverne på sølvpapiret, synker barndommens ø i havet. Udenfor tager regnen til og slår mod ruderne, mens vinden stiger til brændingsbrusen. [Brev til Månen, ss. 176-77]


DET var billedkunstneren Henrik Hansen Laub (1902-1980), som udførte illustrationen og formgav salgsmaterialet for Tørsleffs. Firmaet brugte motivet i stadig mere stiliserede versioner fra 1935 til 2021. I 2011 moderniserede designeren Stine Engels Holm både vaniljemanden og den kinesiske kok fra de lige så traditionsbærende flasker med syltemidlet Atamon, samt forsiderne på de klassiske hæfter med opskrifter og anvisninger, som Tørsleffs har udgivet i flere menneskealdre.


MIDT i 2010’erne voksede kritikken af ikonografien i takt med en ny bevidsthed om og erkendelse af Danmarks fortid som kolonimagt. Tørsleffs tog konsekvensen og tilpassede sig. Man valgte at imødekomme en politisk læsning af illustrationen som udtryk for latent racistisk tankegang, kulturel imperialisme og »kolonial afasi«, snarere end som den garant for kontinuitet, kærlig traditionsbevidsthed og »restorativ nostalgi«, der var fabrikkens motiv for at holde ved den. I dag er tegningen af »Inderen« afløst af en vignet, som viser en vaniljestængel, mens Atamon-flaskerne viser en bunke blandede bær.

DISSE ændringer udløser ofte en uforholdsmæssigt stærk reaktion. Mathias Danbolt fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet begyndte i 10’erne at forske målrettet i »racismens ufærdige historier«. I 2015 formulerede han begrebet »retroracisme« og argumenterede overbevisende for nødvendigheden af, hvad der kan opfattes som trivielle og pedantiske korrektioner i den historiske tradition:
   »I de fleste andre lande har man ændret den billedkultur, men i Danmark holder man fast ved det. Kolonialvarerne og deres æstetik dyrkes med en nostalgi, som knytter sig mindre til kolonialismen som sådan, men snarere til en imaginær fortid præget af uskyld, enhed og samhørighed, hvor kolonialismens racistiske fortolkning af forskellighed var så normaliseret, at den ikke stod til diskussion,« [Dagbladet Information 03.01.2015].


Det er omvendt måske også muligt at strække betænkeliggørelsen for vidt. Fire kandidater fra Kultur- og sprogmødesstudier på RUC prøver i gruppearbejdet »Der hvor vaniljen gror: en undersøgelse af Tørsleffs brug af Vaniljemanden« (2018) at komme til bunds i tilblivelseshistorien. Tørsleffs har traditionelt fortalt historien om, hvordan Henrik Hansen brugte den indiske elefantpasser Jena Zena »og hans hjælper Abu« som inspiration. 
   De studerende fæster sig ved ligheder mellem Vaniljemanden og avistegninger af en samisk familie, som Henrik Hansen i samme periode [februar 1934] udførte for Aarhus Stifttidende. De ser en tendens til at karikere i materialet og henviser til Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen: Menneskeudstilling – Fremvisning af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli (Tiderne Skifter, 2011).
   Menneskeudstilling er en fremragende bog. Andreassen og Henningsen formidler historien om de »levende etnografiske udstillinger«, som fra 1878 til 1909 hørte til attraktionerne i zoologiske haver, cirkus og forlystelsesparker. Blandt illustrationerne er et foto fra Zoologisk Have, som fra juli til oktober 1901 viste »Indere« frem med så stor succes, at folkeudstillingen efterfølgende besøgte Aarhus Zoologiske Have.
   Teksten fortæller i øvrigt, at Johannes Madsen, som arrangerede en lang række af disse udstillinger, til stadighed havde problemer med at finde individer, som var »uspolerede« nok – og at han selv blev karikeret for sin påtagne globetrotterfacon. Man kan sagtens se forlægget for Vaniljemanden på sådan et foto. Det er taget året, før Henrik Hansen blev født.


HANSEN og Tørsleffs var næppe mere racistiske end hovedparten af danske i tiden. Det er naturligvis også rigeligt. Men tegningerne af familien fra Lapland er neutrale – den paternalistiske tone og karikaturpræget er derimod markant i den ledsagende tekst. Under alle omstændigheder havde Henrik Hansen sin daglige gang i Aarhus Zoologiske Have i perioden, da han var i gang med at formgive emballagen til en serie med krydderier for Tørsleffs. Motiverne var tukan, kakadue og andre tropiske fugle.
   Henrik Hansen Laub udførte en lang række tegninger, malerier og illustrationer i alle genrer. Han er kendt for de kitschede forsider til julenummeret af Familie-Journalen, som han udførte fra 1942 til 1979. En postkortserie med spejderdrenge fra FDF (Landsforbundet Frivilligt Drenge Forbund) tangerer nationalromantisk, konservativ kitsch. Derimod er stregen skarp og klar i den grafiske designers materiale.


MATHIAS Danbolt og Emil Eggert Scherrebeck peger på, at Aage Sikker-Hansens kaffepige så sent som i 2004 blev lovprist for sin ideale tidløshed, da Dansk Design Center uddelte præmier: »Den smukke sorte pigeprofil på Cirkel Kaffe fra Brugsen får klassikerprisen for gennem 49 år at have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag. Cirkelpigen er dårende dejlig og enkel. Hun fungerer stadig perfekt efter hensigten her et halvt århundrede efter sin fødsel.«
   Man kan tilføje samme højt agtede kunstners reklametegning for FDBs egne tobaksprodukter og den idylliske tegning af lyse nordiske piger, der i samme og ikke mindre kulturstereotypiske ånd reklamerer for morgenmadsproduktet Davre Gryn. Det er effektiv plakatkunst, men det er ikke politisk uskyldige tegninger:
   »Der er investeret en masse følelser i de her billeder, og de er uløseligt forbundet med kolonialistiske forståelser af forskellighed og magt, som lever videre den dag i dag, om end i nye og andre former.«



SOM Danbolt udtrykker det: »Når hvide mennesker er afbildet på forskellige produkter, er det altid tydeligt, at det er dem, der indtager og nyder produktet. Men det er ret tydeligt, at det ikke er det sorte kvindehoved på kaffepakken, der nyder kaffen. Hendes rolle er at være kaffen. Hendes funktion er at være repræsentant for en smuk, dejlig og eksotisk sanselighed, som danskerne har fået ind i stuerne igennem mange år, og som de stadig samler sig om og hygger sig med.«
   Hvis vi og Ib Michaels fortæller er ærlige, er det jo denne eksotiske sanselighed, som den etniske dansker forbinder med vanillepigens »hemmelige verden«. Det er den, der driver mellemkrigstidens kulturradikale begejstring for »oprindelig« kunst og for »primitiv« jazz – som eksemplificeret i Poul Henningsens heroiske valorisering af Josephine Baker, som man nok også når til at tage i skole en dag.
   De studerende fra RUC skyder over målet, når de mistænker Henrik Hansen for overlagt racisme. Men de ser fuldkommen rigtigt, når de bruger begreberne kolonial afasi (fra Ann Laura Stoler: »Colonial Aphasia: Race and Disabled Histories in France«, 2011) og retroracisme i forbindelse med det danske blik på kolonitidshistorien.
   Den leende kok, den milde kaffepige, varemærker som Kæmpe-Eskimo og sliknavne som »negerkys« har aldrig været ondt tænkt, men forekommer af samme grund så meget mere overbærende, paternalistiske og racistiske. I 2022 er Danmark stadig ikke tryg ved at påtage en rolle som imperialistisk slavenation. Vi synes at se »vores« kolonitid som en blødere og mindre alvorlig version af de europæiske stormagters. Og vi havde endnu ikke erkendelsen i 1991, da Ib Michael skrev sin roman.


FORTÆLLERENS fejlerindring kan være præget og forstærket af andre ilustrationer fra de første år af lanceringen af Vanilla. I annoncerne optræder faktisk to kvinder, som ganske vist ikke er mindre stereotypiske i kulturel henseende, tværtimod, men som er lettere at forbinde med dagdrømmen om smidighed og kulør og vanilleblod. Hvad der taler imod, er især erindringen om flaget, som »er grønt og hvidt og vajer over øen.« De distinkte grønne og hvide striber indgår kun som baggrund i den bærende illustration.

**) Penrhyn Island er det engelske navn for Tongareva, den nordligste, største og mest folkerige af 15 atoller i øgruppen Cook Islands. Navnet koncentrerer regionens kolonialistiske historie. Lady Penrhyn var et slaveskib, et af 11 fartøjer i den britiske First Fleet to Australia, som i 1786 sejlede 104 kvindelige straffefanger til New South Wales i Australien. Skibet nåede Botany Bay den 20. januar 1788. På rejsen tilbage kastede skibet anker ved Tongareva. Ved hjemkomsten, i august 1989, blev skibet solgt til et privat handelsfirma og brugt til at sejle slaver og sukker mellem Jamaica og England. I juli 1818 blev skibet taget af franske fribyttere ved Grenada. Lady Penrhyn blev stukket i brand og sænket.
 

Ib Michael Vanillepigen. 272 s. København: Gyldendal, 1991.


Fotos: Gyldendal (Vanillepigen + Kilroy Kilroy omslag: Peter Severin; Vanilletrilogien omslag: Poul Lange)/ Tørsleffs (Atamon + Vanilla salgsmateriale: Henrik Hansen; redesign 2011: Stine Engels Henriksen)/  Forlaget Tiderne Skifter)/ National Library of New Zealand (Pearl Divers at Penrhyn Island, 1900)/ Linn's Stamp News (Article on Penrhyn Island: Janet Klug)/ Coop (Cirkel Kaffe, FDB Tobak, Davregryn: Aage Sikker Hansen)/ Se og Hør #33 1995 [Elleore-reportage gengivet efter Kristian Himmelstrup: Den udødelige soldat - og jeg. Ib Michael og hans forfatterskab (Museum Tusculanums Forlag, 2000)]/ Familie-Journalen (Henrik Hansen 1977 via Danske Postkostkunstnere [piaper@stofanet.dk v/ Per Sørensen].
Vanilletrilogien udkom samlet i 2005
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 18.10.1991