Translate

Viser opslag med etiketten modernitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten modernitet. Vis alle opslag

torsdag den 11. januar 2024

Daniel Dencik: Miss Osaka (2021)


AT DRUKNE I NORDLYS
Daniel Denciks lyriske modernitet 

Af BO GREEN JENSEN

DANIEL Denciks film har en særlig flygtig kvalitet, en porøsitet i det narrative anslag, som bryder med tidens kompakte tendenser. I referat kan de lyde som standardhistorier: Guldkysten (2015) skildrede den danske kolonimagtstid; Miss Osaka er et portræt af en kvinde, som prøver at skifte identitet. I praksis er de som akvareller i en hovedstrøm, hvor klare linjer og faste billeder dominerer.
   Miss Osaka har mere tilfælles med litterær modernisme og amerikanske independentfilm af Sundance-skolen end med andre nudanske film. Jeg ved ikke, om Dencik hører til Michelangelo Antonionis disciple, men Miss Osaka minder flere steder om The Passenger (1975, da. Profession: reporter), hvor Jack Nicholsons karakter skifter liv og land og navn på samme måde. Jeg taler ikke om inspiration eller efterligning. Jeg taler om sammenfald i mentaliteten og sensibiliteten.



INES er i Norge med sin kæreste, Lucas, en dynamisk iværksættertype, der arbejder med vedvarende energi. Han har en stor vision om »at høste midnatssolen« – og velsagtens blive rig undervejs i processen.
   I restauranten får Ines øjenkontakt med Maria, der kommer og sætter sig til champagne. Hun synes meget fortrolig med Lucas, men det er Ines og Maria, som knytter et bånd. Vi hører senere om de strategier, som Maria anvender i sit arbejde på klubben »Miss Osaka« hjemme i Japan. Første regel er at spørge til mandens projekter og smile med store, nysgerrige øjne.

   

MARIA er et betagende væsen af typen, som næsten kun findes på film. Hun har japansk-canadiske forældre. Hun flagrer ind og ud af flygtige forhold. Hun drømmer om at bade i nordlys. Snart gør kvinderne endnu flere filmting sammen: spiller tennis uden bold og drikker sig svimle i vodka, mens landroveren skrider af vejen. De kysser med vidtåbne munde, mens sneen falder tæt over floden.
   I næste billede vågner Ines og ser, at floden har taget Maria. Så rejser hun til Japan for at leve den andens liv, mens Lucas fører beklemte samtaler med det norske kriminalpoliti. Hvordan vil han beskrive Ines? »Hun var meget usikker.« »Hvordan forholdt du dig til hendes usikkerhed?« »Nok ikke så godt,« svarer Mikkel Boe Følsgaard i rollen som manden, noget går op for.



DER er mange ting i filmen, som irriterer mere, end de befordrer. I Osaka bliver Ines værtinde i klubben, hvor mænd kommer ind for at glemme deres hverdag. Hun har intet talent for arbejdet. Så husker hun, hvad Maria fortalte, og nummer to i klubben, Ayano (Junko Abe), supplerer med nyttige tips.
   Ines er mest interesseret i manden, som var besat af Maria. For ham vil hun blive og være (d)en anden. Det er et næsten nekrofilt projekt, men de har en god dag på væddeløbsbanen – igen af typen, man mest ser på film. I baggrunden skildres kultursammenstødet med antropologisk årvågenhed. Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) møder Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), men igen er det ikke helt den slags film.



VICTORIA Carmen Sonne (Holiday, Usynligt hjerte, Psykosia)– som fra og med Vanskabte Land (2022) officielt bærer fornavnet Vic – giver ikke meget fra sig i rollen som Ines, men investerer som altid sin fysik. Som Maria er Nagisa Morimoto hendes komplementære modsætning. De bedste scener viser fri leg mellem de to.
   Mændene er bare mænd. Det er uklart, hvad historien vil, men Dencik er god til at male stemninger frem. Måske er der kun flygtigheden. Det er ikke en film for fastholdere, men er man til undrende impressionisme, kan Miss Osaka anbefales.



Miss Osaka. Instr.: Daniel Dencik. Manus: Daniel Dencik, Sara Isabella Jønsson. Foto: Aske Foss. 90 min. Danmark-Norge-Japan 2021. Dansk premiere: 09.09.2021.



Foto: Haslund / Dencik Entertainment/ Rein Film/ C&I Entertainment/ Øst for Paradis Distribution
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

onsdag den 27. juli 2022

Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946


DRØMMENE OG TIDEN

Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.
   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.
   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.
   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.



ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.


FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«
   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.



HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.
   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«
   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.



DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.
   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.



HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.
   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«



DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.


MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.
   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.
   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Tove | Tove Jansson 1914-2001.


Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].


Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons
Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.

fredag den 30. juli 2021

Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943


DEN UMULIGE DRØM
En film om opfinderen Nikola Tesla

Af BO GREEN JENSEN

NIKOLA Tesla (1856-1943) var alkymisten blandt de opfindere, som udviklede en række moderne teknologier ved forrige århundredeskifte. Han var en rockstjerne i populærmytologien, også før Elon Musk brugte navnet til sin elbil.
   Tesla »opfandt« ikke vekselstrøm, men han udviklede måden, vi bruger den på. Han var lodret uenig med sin første amerikanske arbejdsgiver, Thomas Alva Edison (1847-1931), som kun ville høre tale om jævnstrøm.
   Tesla var ansat hos Edison i fire måneder, da han kom til USA i 1884. »Er det sandt, at De kommer fra Transsylvanien?« spørger Kyle MacLachlan – bevidst uforskammet – i Michael Almereydas drømmespilsagtige film om de elektriske foregangsmænd. Tesla (Ethan Hawke) siger nej og bliver irriteret. Begge mænd ved (skønt der vil gå 13 år, før Bram Stoker skriver Dracula), at stednavnet signalerer noget med overtro, varulve og vampyrer.


FAKTISK kom serberen Tesla fra Smijan, som lå i det daværende Østrig-Ungarn og i dag er en by i Kroatien. Edison blev født i Ohio og voksede op i Port Huron, Michigan. Går man langt nok tilbage, havde familien hollandske aner, men der var absolut ingen hang til mystik. Tesla drømte om andre verdener. Edison troede på at tjene penge. Sådan ser og husker vi i hvert fald de to pionerer.
   Rivalerne mundhugges stadig i filmen. Edison ler, fordi Tesla mener, at han skal betales for sin induktionsmotor. De puster sig begge lidt mere op. Imens spiser de vaffelis – en anden af tidens nyheder – som de smører i ansigtet på hinanden. Altså næsten et stumfilmisk lagkageslagsmål. For vi er ikke i en fremstilling, der tilstræber naturalisme. Almereydas bemærkelsesværdige film er mere en fabel om identiteter. Og en periodeskildring i stilen fra E.L. Doctorows Ragtime (1975). Vi ser alt med kritiske øjne og forstår den historiske afstand.



DET bliver klart, at fortælleren er Anne Morgan (Eve Hewson), datter af finansmanden John Pierpont Morgan, en Mærsk Mc-Kinney Møller for sin tid og den eneste, som altid har penge. Morgan støtter Tesla med 100.000 dollar, skønt han er hovedaktionær i Edisons firma.
   Tesla er taknemlig. Datteren påpeger, at det var småpenge for Morgan. Samme år købte han malerier af Gainsborough og Vermeer for samme pris. Morgan var hverken ødsel eller nærig. Han styrede markedet og koncentrerede sin magt. Hans private vagtværn kunne slå ned på socialistiske agitatorer. Monopollovgivningen blev skrevet for hans skyld. J.P. Morgan var et fabeldyr. Han er altid med i skildringer af den darwinistiske kapitalismes guldalder.



FOR tiden var Tesla en mærkelig påfugl. Der var derimod ingen, som ikke forstod, hvad Thomas Edison ville. Heller ikke da han brat trak sig ud af elektrisk forretning og satsede alt på en stålminedrift, som ikke kunne bære. Patenter var pionerernes valuta, og Edison havde fingre i alt: i røntgen, lyd og filmproduktion.
   Det siger meget om mændenes værdier, at den fornuftige Edison arbejdede med genopladelige batterier, mens den visionære Tesla var optaget af trådløse teknologier. Kun én gang bliver Edison eftertænksom. Det er, da man bruger hans jævnstrøm til førsteudgaven af den elektriske stol.
   I filmen er Anne Morgan forelsket i Tesla. De er tæt på hinanden, mens Tesla stadig driver praktisk forretning og får finansiering, først i sit eget selskab, siden i Westinghouse, som konkurrerer med Edison. Tesla sværmer for Sarah Bernhardt, som besøger New York i 1881 og 1891. Men det er, fordi han forsvinder ind i sin forskning, at hun endelig vælger ham fra.



ALMEREYDAS film er en lille produktion, som ikke har råd til rekonstruktioner. Forfatteren – som både har skrevet, instrueret og produceret – gør en dyd af en nødvendighed og formidler sin historie med post-modernistiske kneb. Der er bagprojektioner og videoclips i en teatralsk kulisse. Det hele minder ikke så lidt om et tidligt tv-spil af Ken Russell, som gik til genierne efter tur.
   Almereyda lader Anne Morgan fortælle fra et værelse, hvor hun kan google historiens aktører. Hun viser, hvordan der er flere fotos og mere baggrund om Edison og de andre. Tesla er repræsenteret ved de samme tre-fire fotos, som bliver bearbejdet efter behag. Især det iscenesatte foto fra Wardenclyffe Tower, hvor man kan se de elektriske bølger for effektens skyld, er populært. Tesla ville transmittere trådløst til Europa, men tabte til Marconis teknologi.



DET stærkeste sted – og filmens største billeder – er fra projektet i Colorado Springs i 1899. Det er uklart, hvad Tesla forskede i. Christopher Nolan lod ham arbejde med teleportering, da han castede David Bowie som Tesla i tryllefilmen The Prestige (2006).
   Hos Almereyda er han optaget af at sende og modtage signaler fra rummet. »Fremmed liv er en statistisk kendsgerning,« siger Tesla. »Jeg tror, at jeg er den første person, der har hørt lyden af en planet, som hilser på en anden.« Morgan kan slet ikke have den slags, men hans datter elsker Tesla mest, når han brænder sådan. Selv tog Anne til Frankrig og fandt glæden hos en kvinde, som hun lavede velgørenhed for krigsbørn med.



DET er sandt, at Tesla kendte Sarah Bernhardt og var ven med både Mark Twain og Albert Einstein. Det er sandt, at han hørte signaler fra rummet og brugte de sidste årtier af sit liv på at forske i mentale energier. Han døde alene og forgældet på sit hotel i New York, men der kom 2.000 gæster til hans begravelse. Tesla blev 87 år. Han overlevede alle de andre – dog ikke Anne, som fortæller. Filantropen levede til 1952.


FILMEN fungerer sikkert bedst som supplement til mere neutrale versioner. Hawke er en udmærket Tesla. MacLachlan er en forbavsende god Edison. Det er befriende, når Almereyda giver los og bruger de første ideer, som må have inspireret ham. Da det bliver klart for Tesla, at han aldrig vil nå sin umulige drøm, sætter filmen alle sejl til i en musikvideo
   Tesla tager afsked med den dragende Sarah Bernhardt (Rebecca Dayan) og synger direkte til kamera. Det oplagte valg ville være »The Impossible Dream« fra Man of La Mancha, men Almereyda er mere original. Han lader Tesla fremføre »Everybody Wants to Rule the World« fra Songs from the Big Chair (1985) med Tears for Fears.



JEG elsker film som Tesla. Andre hader dem af et godt hjerte. Denne fik dog en pris på Sundance i 2020. Det er skyggespil, steampunk og visionær sci-fi. Kubistisk historieskrivning, i øvrigt meget som Babylon Berlin. Begyndelsen på vores tekniske verden, der modtager signaler fra Mars as we speak. Det er alt, som ikke er streamede serier, hvor karaktererne skyder hinanden til plukfisk.

Tesla. Instr. og manus: Michael Almereyda. Foto: Sean Price Williams. 102 min. USA 2020. Dansk premiere: 14.12.2020 (vod/streaming)


Fotos: CineMaterial/ Millennium Media/ IFC Films/ Grand Hjemmebio/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Shout Factory 02.02.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.01.2021