Translate

Viser opslag med etiketten Thomas Edison. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Edison. Vis alle opslag

fredag den 30. juli 2021

Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943


DEN UMULIGE DRØM
En film om opfinderen Nikola Tesla

Af BO GREEN JENSEN

NIKOLA Tesla (1856-1943) var alkymisten blandt de opfindere, som udviklede en række moderne teknologier ved forrige århundredeskifte. Han var en rockstjerne i populærmytologien, også før Elon Musk brugte navnet til sin elbil.
   Tesla »opfandt« ikke vekselstrøm, men han udviklede måden, vi bruger den på. Han var lodret uenig med sin første amerikanske arbejdsgiver, Thomas Alva Edison (1847-1931), som kun ville høre tale om jævnstrøm.
   Tesla var ansat hos Edison i fire måneder, da han kom til USA i 1884. »Er det sandt, at De kommer fra Transsylvanien?« spørger Kyle MacLachlan – bevidst uforskammet – i Michael Almereydas drømmespilsagtige film om de elektriske foregangsmænd. Tesla (Ethan Hawke) siger nej og bliver irriteret. Begge mænd ved (skønt der vil gå 13 år, før Bram Stoker skriver Dracula), at stednavnet signalerer noget med overtro, varulve og vampyrer.


FAKTISK kom serberen Tesla fra Smijan, som lå i det daværende Østrig-Ungarn og i dag er en by i Kroatien. Edison blev født i Ohio og voksede op i Port Huron, Michigan. Går man langt nok tilbage, havde familien hollandske aner, men der var absolut ingen hang til mystik. Tesla drømte om andre verdener. Edison troede på at tjene penge. Sådan ser og husker vi i hvert fald de to pionerer.
   Rivalerne mundhugges stadig i filmen. Edison ler, fordi Tesla mener, at han skal betales for sin induktionsmotor. De puster sig begge lidt mere op. Imens spiser de vaffelis – en anden af tidens nyheder – som de smører i ansigtet på hinanden. Altså næsten et stumfilmisk lagkageslagsmål. For vi er ikke i en fremstilling, der tilstræber naturalisme. Almereydas bemærkelsesværdige film er mere en fabel om identiteter. Og en periodeskildring i stilen fra E.L. Doctorows Ragtime (1975). Vi ser alt med kritiske øjne og forstår den historiske afstand.



DET bliver klart, at fortælleren er Anne Morgan (Eve Hewson), datter af finansmanden John Pierpont Morgan, en Mærsk Mc-Kinney Møller for sin tid og den eneste, som altid har penge. Morgan støtter Tesla med 100.000 dollar, skønt han er hovedaktionær i Edisons firma.
   Tesla er taknemlig. Datteren påpeger, at det var småpenge for Morgan. Samme år købte han malerier af Gainsborough og Vermeer for samme pris. Morgan var hverken ødsel eller nærig. Han styrede markedet og koncentrerede sin magt. Hans private vagtværn kunne slå ned på socialistiske agitatorer. Monopollovgivningen blev skrevet for hans skyld. J.P. Morgan var et fabeldyr. Han er altid med i skildringer af den darwinistiske kapitalismes guldalder.



FOR tiden var Tesla en mærkelig påfugl. Der var derimod ingen, som ikke forstod, hvad Thomas Edison ville. Heller ikke da han brat trak sig ud af elektrisk forretning og satsede alt på en stålminedrift, som ikke kunne bære. Patenter var pionerernes valuta, og Edison havde fingre i alt: i røntgen, lyd og filmproduktion.
   Det siger meget om mændenes værdier, at den fornuftige Edison arbejdede med genopladelige batterier, mens den visionære Tesla var optaget af trådløse teknologier. Kun én gang bliver Edison eftertænksom. Det er, da man bruger hans jævnstrøm til førsteudgaven af den elektriske stol.
   I filmen er Anne Morgan forelsket i Tesla. De er tæt på hinanden, mens Tesla stadig driver praktisk forretning og får finansiering, først i sit eget selskab, siden i Westinghouse, som konkurrerer med Edison. Tesla sværmer for Sarah Bernhardt, som besøger New York i 1881 og 1891. Men det er, fordi han forsvinder ind i sin forskning, at hun endelig vælger ham fra.



ALMEREYDAS film er en lille produktion, som ikke har råd til rekonstruktioner. Forfatteren – som både har skrevet, instrueret og produceret – gør en dyd af en nødvendighed og formidler sin historie med post-modernistiske kneb. Der er bagprojektioner og videoclips i en teatralsk kulisse. Det hele minder ikke så lidt om et tidligt tv-spil af Ken Russell, som gik til genierne efter tur.
   Almereyda lader Anne Morgan fortælle fra et værelse, hvor hun kan google historiens aktører. Hun viser, hvordan der er flere fotos og mere baggrund om Edison og de andre. Tesla er repræsenteret ved de samme tre-fire fotos, som bliver bearbejdet efter behag. Især det iscenesatte foto fra Wardenclyffe Tower, hvor man kan se de elektriske bølger for effektens skyld, er populært. Tesla ville transmittere trådløst til Europa, men tabte til Marconis teknologi.



DET stærkeste sted – og filmens største billeder – er fra projektet i Colorado Springs i 1899. Det er uklart, hvad Tesla forskede i. Christopher Nolan lod ham arbejde med teleportering, da han castede David Bowie som Tesla i tryllefilmen The Prestige (2006).
   Hos Almereyda er han optaget af at sende og modtage signaler fra rummet. »Fremmed liv er en statistisk kendsgerning,« siger Tesla. »Jeg tror, at jeg er den første person, der har hørt lyden af en planet, som hilser på en anden.« Morgan kan slet ikke have den slags, men hans datter elsker Tesla mest, når han brænder sådan. Selv tog Anne til Frankrig og fandt glæden hos en kvinde, som hun lavede velgørenhed for krigsbørn med.



DET er sandt, at Tesla kendte Sarah Bernhardt og var ven med både Mark Twain og Albert Einstein. Det er sandt, at han hørte signaler fra rummet og brugte de sidste årtier af sit liv på at forske i mentale energier. Han døde alene og forgældet på sit hotel i New York, men der kom 2.000 gæster til hans begravelse. Tesla blev 87 år. Han overlevede alle de andre – dog ikke Anne, som fortæller. Filantropen levede til 1952.


FILMEN fungerer sikkert bedst som supplement til mere neutrale versioner. Hawke er en udmærket Tesla. MacLachlan er en forbavsende god Edison. Det er befriende, når Almereyda giver los og bruger de første ideer, som må have inspireret ham. Da det bliver klart for Tesla, at han aldrig vil nå sin umulige drøm, sætter filmen alle sejl til i en musikvideo
   Tesla tager afsked med den dragende Sarah Bernhardt (Rebecca Dayan) og synger direkte til kamera. Det oplagte valg ville være »The Impossible Dream« fra Man of La Mancha, men Almereyda er mere original. Han lader Tesla fremføre »Everybody Wants to Rule the World« fra Songs from the Big Chair (1985) med Tears for Fears.



JEG elsker film som Tesla. Andre hader dem af et godt hjerte. Denne fik dog en pris på Sundance i 2020. Det er skyggespil, steampunk og visionær sci-fi. Kubistisk historieskrivning, i øvrigt meget som Babylon Berlin. Begyndelsen på vores tekniske verden, der modtager signaler fra Mars as we speak. Det er alt, som ikke er streamede serier, hvor karaktererne skyder hinanden til plukfisk.

Tesla. Instr. og manus: Michael Almereyda. Foto: Sean Price Williams. 102 min. USA 2020. Dansk premiere: 14.12.2020 (vod/streaming)


Fotos: CineMaterial/ Millennium Media/ IFC Films/ Grand Hjemmebio/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Shout Factory 02.02.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.01.2021

lørdag den 22. august 2020

Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006)


ILLUSIONERNES AFTEN
Brødrene Nolan gør op med magien

Af BO GREEN JENSEN

DER er, forklarer fortælleren, tre akter i et godt tryllenummer. Først lægges rammerne fast med »The Pledge«, hvor illusionisten forpligter sig på en metode. Så følger »The Turn«, som forvirrer tilskueren ved at suspendere naturlovene. Kroppen saves over, fuglen forsvinder, den lænkede kvinde nedsænkes i vand. Endelig genoprettes balancen, og den for publikum så nødvendige katharsis følger, når trickets dybde er klar i »The Prestige«.
   På dansk bliver trickets tre faser til Præmis, Drejning og Højdepunkt. Egentlig er der tale om britisk varietéjargon fra forrige århundredeskifte. Fortællerstemmen tilhører Cutter (Michael Caine), en professionel ingenieur, som designer tryllekunster til sine kunder. Selv nærer han ingen illusioner, men sondrer til gengæld mellem håndværkere og troldmænd, egentlige wizards, der kan gøre, hvad flertallet blot foregiver.
   Den gamle mand taler i øvrigt til en pige, hvis identitet først til slut bliver klar. Han tryller en kanariefugl væk, idet han smiler udførligt. Da han tryller den frem igen, tror publikum uvilkårligt, at det er den samme fugl. Det er det ikke altid. Sommetider bliver arbejdet drab som rutine, og en dedikeret magiker må risikere at få snavsede hænder. Ét er dog sikkert: hvad publikum ser er aldrig, hvad publikum tror at det ser.
   I den sidste ende er alting et spørgsmål om struktur, iscenesættelse og timing. Fordi filmen selv er et illusionsnummer, følger Cutters fortælling nøje den magiske dramaturgi, han skitserer. Første billede viser en bjergside, som er dækket af sorte hatte, der tilsyneladende alle er ens. Det gælder om at holde ørene stive, mens Cutter taler stemmen varm. Men til slut giver nummeret mening. Der er for den sags skyld også en værdig Prestige.



FILMEN fortæller – ikke kort, men godt og grundigt – om den tragiske rivalisering mellem tryllekunstnerne Alfred Borden (Christian Bale) og Robert Angier (Hugh Jackman), som begge er magiske stjerner på den victorianske varietéhimmel. Cockneyen Borden er et naturtalent med sans for illusionens væsen, mens den aristokratiske Angier har evnen til at præsentere et trick. Sammen kunne de drive det vidt. I stedet bruger de et helt liv på at bekæmpe hinanden, mens de til stadighed prøver at matche og overgå konkurrenten.
   Som unge mænd er de endnu venner og assisterer ved en forestilling, hvor Angiers hustru Julia (Piper Perabo) lader sig binde på hænder og fødder og sænke ned i en tank med vand. Aften efter aften er de unge mænd tilfældige ringers, der hales op for at verificere. Så drukner Julia på en måde, som Borden må tage skylden for, skønt han ikke husker, hvilken slags knude han bandt. Siden sætter mændene en ære i at ydmyge og lemlæste hinanden. Borden mister således to fingre, da han skal foregive at fange en kugle. Angier har nemlig sørget for, at der ikke er tale om ren illusion.



BORDEN får en hustru (Rebecca Hall) og en datter. Angier får en smuk assistent (Scarlett Johansson), som han sporenstregs anbringer i Bordens lejr som spion. Borden driver sin hustru i graven ved skiftevis at være varm og kold. Dette er, hvis nogen skulle være i tvivl, et særdeles håndgribeligt spor. Ganske vist bliver der afledt og distraheret, men The Prestige respekterer kontrakten. Der er ingen falske markører i mysteriet.
   Begge mænd får hinandens noter at læse, blot for at føle sig taget ved næsen, når der pludselig skrives direkte til dem. I udgangspunktet har begge tabt. Før de indfoldede flashbacks sidder Borden på dødsgangen, og publikum har med egne øjne set Angier drukne i tanken. Denne ramme er dog blot »The Pledge«. Siden følger Drejningen over adskillige grader, før vejs ende når »The Prestige«. Alt udspiller sig i en stemningsfuld victoriansk kulisse, som filmen med god grund er glad for og stolt af.



GENREN er dark fantasy, men på ét punkt gnider filmen kind med virkeligheden. Med Bordens notesbog i hånden rejser Angier til Colorado Springs for at møde opfinderen Nikola Tesla (1856-1943), der spilles med excentrisk akkuratesse af en ulastelig David Bowie. Her indhenter filmen sit surrealistiske åbningsbillede af bjerget, som flyder med hatte. På bestilling konstruerer Tesla maskinen, som gør Angier i stand til at overtrumfe Bordens trick, »The Transported Man«, med illusionen »The New Transported Man«.
   Teslas optræden gør det muligt at datere historien. Den virkelige Tesla, manden som opfandt vekselstrømmen og andre teknologier, slog sig ned i Colorado Springs for at eksperimentere med en kolossal magnetisk indretning. Det skete i sommeren 1899. Han rejste igen i januar 1900.
   Filmen lader Tesla føre krig mod Thomas Edison, for hvem det var vigtigt at gøre jævnstrøm til normen. Den elektriske krig er autentisk. Her spejler opfindernes rivalisering den lange kamp – og gensidige afhængighed – mellem illusionisterne, der til overflod er hinandens komplementære modsætninger.



FORANKRINGEN er britisk, men finansieringen er amerikansk. Christopher Nolan havde i tre genrefilm (Memento, geninspilningen af den norske Insomnia og genstarten af Batman-universet i Batman Begins) demonstreret, at han kunne skabe, hvad Hollywood netop da satte pris på: en kommercielt bæredygtig art cinema. Som kollegerne David Fincher og Bryan Singer kunne Nolan tage troper fra fælleskulturen og hærde og slibe dem til raffineret, tidssvarende filmkunst, der gav genlyd uden for genresegmentet.
   Vidtfavnende generationsfæller som J.J. Abrams og Damon Lindelof var i gang med det samme, men havde ikke helt Nolans cineastiske tilgang og fokus. Han har med stor konsekvens holdt sig fri af tv-projekter og streaming. Nolan fik lov at bruge 40 mio. dollars på en risikabel periodefilm om to tryllekunstnere, fordi han samtidig sagde ja til at arbejde videre med Batman-trilogien, der løftede genren til nye højder. The Dark Knight fulgte i 2008. På samme måde kunne budgettet på Inception (2010) være Nolans pris for at instruere The Dark Knight Rises (2012).
   Zoomer man ud, fører alle veje til Tenet (2020) og Oppenheimer (2023), hvor Nolans personlige spor gennem værklisten er realiseret i kolossal skala.



THE PRESTIGE bygger på en roman af Christopher Priest.* Det er en af de film, som distributøren sender ud med en henstilling om, at pressen ikke røber den spektakulære præmis, som får alt til at vende i luften, før det falder på plads i den store finale. Generelt skal man lytte til Caines fortæller. Gør man det, er der egentlig kun én forklaring på mysteriet om de transporterede mænd.
   Mere interessant er nok, om filmen kan holde til stadige gensyn, når benovelsen over tricket er brugt. Det kan den i høj grad, mere for designet end for spillernes skyld, men først og fremmest, fordi der er nogle dybe, mørke lag i tematikken, som kommer bedre til deres ret, når man kan se den betydning, de til stadighed har for karaktererne.
   Den anden tryllefilm fra 2006, Neil Burgers The Illusionist, foregår i samme periode og bekender kulør som en blanding af kærlighedsdrama og romantisk mysterium. I The Prestige er der både flere og færre dobbelte bunde. Til syvende og sidst er filmen en fabel om, hvad det koster at have en besættelse.

*) Christopher Priest, som døde i februar 2024, skrev The Prestige i 1995. Det var i årevis et mysterium, at forfatterskabet ikke blev oversat. Endelig udkom novelleudvalget Tidsparken, som Niels Dalgaard redigerede og oversatte i 2017, da Priest i samme anledning var gæst på Fantasticon-messen i København.
   Priest skrev i sporet fra fæller og forbilleder som John Wyndham, Anna Kavan, J.G. Ballard og Brian Aldiss. Ligesom sidstnævnte var han meget bevidst om sin gæld til H.G. Wells. Priest var næstformand for det internationale H.G. Wells Selskab. Selv blev han et eksempel for fantastikere som David Mitchell.
   Priest kunne skrive hård science fiction som The Inverted World (1974) og klassiske dystopier som Fugue for a Darkening Island (1972), men var især markant i Wells-inspirerede perioderomaner som The Space Machine (1976). I The Affirmation (1981) introducerede han et »øhav af drømme«, som deler topografi med The Islanders (2011) og novellerne i The Dream Archipelago (1999). Priest navigerede i krydsfeltet mellem sci-fi, fantasy, dystopisk og/eller alternativ samtid, gotisk pastiche og cyberpunk. Man plejer, lidt misvisende, at tale om genreoverskridende tekster. Amerikaneren Bruce Sterling har brugt betegnelsen slipstream om den genresammenføjende praksis. Også Priest købte ind i begrebet. Han gjorde sig mange og gode tanker på hjemmesiden Christopher Priest.
   Alligevel står The Prestige isoleret. Brødrene Nolan har ændret både strukturen, tricket og tonen. I romanen fortæller Borden og Angier hver deres historie. De samme begivenheder bliver skildret fra flere vinkler, og det er op til læseren at vælge side og konstruere en usikker sandhed. Bogen kan være en skuffelse, hvis man tror man skal til bunds i alle gåderne fra filmen. Og filmen må være en skuffelse, hvis man kommer for at se en visualisering af Priests metafysiske overvejelser. Det er trods alt en kongenial versionering. Taktiliteten og kompleksiteten er tilsvarende. Der er frem for alt den samme kærlighed til illusionistfaget og perioden.

 

The Prestige. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 131. USA-UK 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.


Foto: Touchstone/ Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ FilmGrab [+], The Movie Titles Stills Collection/ Wikipedia ['Christopher Priest in 2019' by Éric Messel]
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 18.12.2017 
Revideret udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 06.01.2007