Translate

Viser opslag med etiketten Serbien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Serbien. Vis alle opslag

tirsdag den 31. maj 2022

Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)


OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM
Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.
   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.
   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.


DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.
   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.



MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«
   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).
   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.
   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.



AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.
   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.



DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.
   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.



FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.
   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.


VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.
   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.


Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

fredag den 30. juli 2021

Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943


DEN UMULIGE DRØM
En film om opfinderen Nikola Tesla

Af BO GREEN JENSEN

NIKOLA Tesla (1856-1943) var alkymisten blandt de opfindere, som udviklede en række moderne teknologier ved forrige århundredeskifte. Han var en rockstjerne i populærmytologien, også før Elon Musk brugte navnet til sin elbil.
   Tesla »opfandt« ikke vekselstrøm, men han udviklede måden, vi bruger den på. Han var lodret uenig med sin første amerikanske arbejdsgiver, Thomas Alva Edison (1847-1931), som kun ville høre tale om jævnstrøm.
   Tesla var ansat hos Edison i fire måneder, da han kom til USA i 1884. »Er det sandt, at De kommer fra Transsylvanien?« spørger Kyle MacLachlan – bevidst uforskammet – i Michael Almereydas drømmespilsagtige film om de elektriske foregangsmænd. Tesla (Ethan Hawke) siger nej og bliver irriteret. Begge mænd ved (skønt der vil gå 13 år, før Bram Stoker skriver Dracula), at stednavnet signalerer noget med overtro, varulve og vampyrer.


FAKTISK kom serberen Tesla fra Smijan, som lå i det daværende Østrig-Ungarn og i dag er en by i Kroatien. Edison blev født i Ohio og voksede op i Port Huron, Michigan. Går man langt nok tilbage, havde familien hollandske aner, men der var absolut ingen hang til mystik. Tesla drømte om andre verdener. Edison troede på at tjene penge. Sådan ser og husker vi i hvert fald de to pionerer.
   Rivalerne mundhugges stadig i filmen. Edison ler, fordi Tesla mener, at han skal betales for sin induktionsmotor. De puster sig begge lidt mere op. Imens spiser de vaffelis – en anden af tidens nyheder – som de smører i ansigtet på hinanden. Altså næsten et stumfilmisk lagkageslagsmål. For vi er ikke i en fremstilling, der tilstræber naturalisme. Almereydas bemærkelsesværdige film er mere en fabel om identiteter. Og en periodeskildring i stilen fra E.L. Doctorows Ragtime (1975). Vi ser alt med kritiske øjne og forstår den historiske afstand.



DET bliver klart, at fortælleren er Anne Morgan (Eve Hewson), datter af finansmanden John Pierpont Morgan, en Mærsk Mc-Kinney Møller for sin tid og den eneste, som altid har penge. Morgan støtter Tesla med 100.000 dollar, skønt han er hovedaktionær i Edisons firma.
   Tesla er taknemlig. Datteren påpeger, at det var småpenge for Morgan. Samme år købte han malerier af Gainsborough og Vermeer for samme pris. Morgan var hverken ødsel eller nærig. Han styrede markedet og koncentrerede sin magt. Hans private vagtværn kunne slå ned på socialistiske agitatorer. Monopollovgivningen blev skrevet for hans skyld. J.P. Morgan var et fabeldyr. Han er altid med i skildringer af den darwinistiske kapitalismes guldalder.



FOR tiden var Tesla en mærkelig påfugl. Der var derimod ingen, som ikke forstod, hvad Thomas Edison ville. Heller ikke da han brat trak sig ud af elektrisk forretning og satsede alt på en stålminedrift, som ikke kunne bære. Patenter var pionerernes valuta, og Edison havde fingre i alt: i røntgen, lyd og filmproduktion.
   Det siger meget om mændenes værdier, at den fornuftige Edison arbejdede med genopladelige batterier, mens den visionære Tesla var optaget af trådløse teknologier. Kun én gang bliver Edison eftertænksom. Det er, da man bruger hans jævnstrøm til førsteudgaven af den elektriske stol.
   I filmen er Anne Morgan forelsket i Tesla. De er tæt på hinanden, mens Tesla stadig driver praktisk forretning og får finansiering, først i sit eget selskab, siden i Westinghouse, som konkurrerer med Edison. Tesla sværmer for Sarah Bernhardt, som besøger New York i 1881 og 1891. Men det er, fordi han forsvinder ind i sin forskning, at hun endelig vælger ham fra.



ALMEREYDAS film er en lille produktion, som ikke har råd til rekonstruktioner. Forfatteren – som både har skrevet, instrueret og produceret – gør en dyd af en nødvendighed og formidler sin historie med post-modernistiske kneb. Der er bagprojektioner og videoclips i en teatralsk kulisse. Det hele minder ikke så lidt om et tidligt tv-spil af Ken Russell, som gik til genierne efter tur.
   Almereyda lader Anne Morgan fortælle fra et værelse, hvor hun kan google historiens aktører. Hun viser, hvordan der er flere fotos og mere baggrund om Edison og de andre. Tesla er repræsenteret ved de samme tre-fire fotos, som bliver bearbejdet efter behag. Især det iscenesatte foto fra Wardenclyffe Tower, hvor man kan se de elektriske bølger for effektens skyld, er populært. Tesla ville transmittere trådløst til Europa, men tabte til Marconis teknologi.



DET stærkeste sted – og filmens største billeder – er fra projektet i Colorado Springs i 1899. Det er uklart, hvad Tesla forskede i. Christopher Nolan lod ham arbejde med teleportering, da han castede David Bowie som Tesla i tryllefilmen The Prestige (2006).
   Hos Almereyda er han optaget af at sende og modtage signaler fra rummet. »Fremmed liv er en statistisk kendsgerning,« siger Tesla. »Jeg tror, at jeg er den første person, der har hørt lyden af en planet, som hilser på en anden.« Morgan kan slet ikke have den slags, men hans datter elsker Tesla mest, når han brænder sådan. Selv tog Anne til Frankrig og fandt glæden hos en kvinde, som hun lavede velgørenhed for krigsbørn med.



DET er sandt, at Tesla kendte Sarah Bernhardt og var ven med både Mark Twain og Albert Einstein. Det er sandt, at han hørte signaler fra rummet og brugte de sidste årtier af sit liv på at forske i mentale energier. Han døde alene og forgældet på sit hotel i New York, men der kom 2.000 gæster til hans begravelse. Tesla blev 87 år. Han overlevede alle de andre – dog ikke Anne, som fortæller. Filantropen levede til 1952.


FILMEN fungerer sikkert bedst som supplement til mere neutrale versioner. Hawke er en udmærket Tesla. MacLachlan er en forbavsende god Edison. Det er befriende, når Almereyda giver los og bruger de første ideer, som må have inspireret ham. Da det bliver klart for Tesla, at han aldrig vil nå sin umulige drøm, sætter filmen alle sejl til i en musikvideo
   Tesla tager afsked med den dragende Sarah Bernhardt (Rebecca Dayan) og synger direkte til kamera. Det oplagte valg ville være »The Impossible Dream« fra Man of La Mancha, men Almereyda er mere original. Han lader Tesla fremføre »Everybody Wants to Rule the World« fra Songs from the Big Chair (1985) med Tears for Fears.



JEG elsker film som Tesla. Andre hader dem af et godt hjerte. Denne fik dog en pris på Sundance i 2020. Det er skyggespil, steampunk og visionær sci-fi. Kubistisk historieskrivning, i øvrigt meget som Babylon Berlin. Begyndelsen på vores tekniske verden, der modtager signaler fra Mars as we speak. Det er alt, som ikke er streamede serier, hvor karaktererne skyder hinanden til plukfisk.

Tesla. Instr. og manus: Michael Almereyda. Foto: Sean Price Williams. 102 min. USA 2020. Dansk premiere: 14.12.2020 (vod/streaming)


Fotos: CineMaterial/ Millennium Media/ IFC Films/ Grand Hjemmebio/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Shout Factory 02.02.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.01.2021

tirsdag den 8. juni 2021

Marina Abramović: The Artist is Present (2012)

 
UDSATHEDENS ÆSTETIK
Kunstscenens serbiske superstjerne

Af BO GREEN JENSEN

PERFORMANCE handler om nærvær. Kunstneren Marina Abramović (f. 1946) har investeret sin krop i en rig katalog af ekstreme og udsatte situationer, som begynder med Rhythm-serien i 1970ernes Jugoslavien. Abramović blødte og lod sig brænde, blev slået på og skåret i, tog krampefremkaldende piller for kunsten. Fyrre år senere præger hun kunstscenen i en verden, hvor fædrelandet ikke længere findes. 
   Fakirens første arbejder var farvet af propaganda. De ritualiserede kvæstelser blev i sig selv en seksuel protest. Med tiden er det asketiske udtryk drejet i retning ad kønspolitisk teater. Siden 2010 har The Marina Abramović Foundation for the Preservation of Performance Art haft base i Hudson, New York. På The Marina Abramović Institute kan kursister blive oplært i den patenterede Abramović Metode.
   Den unge Abramović var pioner og partisan. I dag er hun så meget Mother Performance, at man næppe kan tale om kontroversiel kunst – snarere om knæsættelsen af det ekstreme.



THE Artist is Present var titlen på den store fejring, som Museum of Modern Art i New York foretog i foråret 2010. Fra den 14. marts til den 31. maj sad Abramović hver dag på en stol og var til stede blandt rekonstruktioner af sine øjebliksværker fra alle årene. De gamle arbejder blev til lejligheden genskabt af andre aktører, men sætstykket var det nye værk: at sidde foran kunstneren og se og blive set på.*
    Udstillingen blev et stort tilløbsstykke. Der var kø rundt om bygningen, for alle ville ind og sidde med Marina. Det var museets største performance-satsning og kulminationen på kunstnerens karriere. Matthew Akers dokumenterer forløbet i en portrætfilm, som tegner konturerne af hendes karriere, mens den skildrer forberedelserne til MoMA-udstillingen og følger kunstnerens liv. Som tilskuer kommer man gennem et register af reaktioner, der ikke alle er positive.



ABRAMOVIC selv er meddelsom og praktisk. Hun udviser en charmerende mangel på selvhøjtidelighed og besidder dertil et fascinerende fysiognomi, der kan forvandle sig for betragterens øjne, fra det forførende rollespil i religiøse, erotiske og politiske positurer til den neutrale betragter, som vasker udtrykket rent, når en ny gæst tager plads. Performance handler også om ikke at snyde. Det føles forkert, når kameraet ser ind i kunstnerens øjne.
   Stjernen gør dog en god og autentisk figur. Problemet er snarere den kødrand af talende ansigter, kritikere og gallerister, som sætter ord på værkets egenart og formulerer sig så mandarinagtigt, at man får lyst til at bede dem tie stille. Abramović siger selv, at hun i begyndelsen af sin karriere altid blev spurgt: »Men hvorfor er det kunst?« Det undrer hende, at hun aldrig hører spørgsmålet mere.



EN særligt anstrengt sekvens har at gøre med kollegaen Ulay (Frank Uwe Laysiepen), som Abramović dannede par med fra 1976 til 1988. Sammen skabte de værker som Relation in Space (1976), Breathing in and breathing out (1977) og Rest Energy (1980), hvor han holdt buestrengen med en pil, som kunne dræbe hende, hvis han gav slip. De filmede selv deres afsked, som fandt sted på Den Kinesiske Mur.
   I forbindelse med MoMA-udstillingen vender Ulay tilbage. Nu er Marina stjernen, og man fornemmer en decideret falsk hjertelighed. Ulay bliver interviewet om, hvor højt han beundrer sin ekspartner. Han sætter sig foran Abramović. Da hun tager hans hænder, klapper publikum, og alle siger nårh. Gensynet er iscenesat, så Marina og Ulay ville spytte, hvis de var yngre. Imens står anonyme aktører og genskaber Imponderabilia (1977), hvor gæsten måtte presse sig forbi det nøgne par.


MEN hvorfor er det kunst? Et kritisk kronvidne forklarer præmissen. Med The Artist is Present skaber Abramović »her own rent«, sin egen flænge i tiden; et sted, som hun fastholder midt i virak og tumult. Forskellen på performance og skuespil er, om kunstneren er eller foregiver at være. Akers devaluerer sin film, når han arrangerer private øjeblikke som gensynet med Ulay. The Artist is Present fungerer dog fint som en hyldest til Abramović og som en kritisk introduktion til performance. 
   I 2021 er Abramović stadig aktiv i kunsten på syv kontinenter. I 2016, da hun fyldte 70, var der fest på Guggenheim Museum i New York. Hun gav i den anledning alderen fingeren til ære for kunstmediernes fotografer, som må have taget flere portrætter af Abramović end af nogen anden nulevende kunstner.
   Samme år udkom erindringsbogen Walk Through Walls, hvor Abramović for en gangs skyld taler mere om sit liv end om sin kunst. Det er især interessant at læse om opvæksten i Beograd og høre, hvor megen modstand der var i begyndelsen. Udsathedens æstetik og de tidlige værker i Rhythm-serien (1973-1974) og Thomas Lips (1975) er om muligt blevet mere relevante i #MeToo-sammenhæng. 



UWE Laysiepen døde af lungekræft den 2. marts, 2020. Han blev 76 år. Der blev ganske vist taget gode billeder, men der kom ingen stor forsoning ud af genforeningen i The Artist is Present. I 2015 lagde Ulay sag an mod Abramović og fik medhold i, at hun havde misligholdt deres aftale om royalties for værker, som de havde skabt og opført i fællesskab. De var dog sammen på scenen i Humlebæk i 2017, da Louisiana viste opsamlingsarbejdet The Cleaner.
   Ulay døde i Slovenien. Årene efter Marina blev for ham et langt lærestykke, en demonstration af, hvem der var stjernen. I april 2020 skrev David Bramwell i The Guardian en artikel om parrets afsked på Den Kinesiske Mur i 1988. Abramović beskriver, hvordan mødet på muren – i sig selv et episk performanceværk med titlen The Lovers – tog form.
   Alene logistikken var en bedrift. De begyndte i hver sin ende af muren, som måler 2.500 kilometer og med forgreninger cirka det dobbelte. I kinesisk folklore og mytologi er muren ryggen på en drage, der snor sig gennem bjerglandskabet. Ulay kom fra halen i Gobi-ørkenen; Marina satte ud fra det mere frodige hoved ved Liaodongbugten i øst.
   Da The Lovers blev udtænkt var planen, at de skulle mødes på midten og holde bryllup. De var dog begge på det rene med, at præmissen var ændret til afsked, da vandringen begyndte. De kinesiske myndigheder var skiftevis forvirrede og beredvillige. De ville gerne have opmærksomheden. De elskende mødtes og tog afsked og fløj hjem hver for sig. Der gik syv år, før de talte sammen igen og 22 år, før de mødtes på MoMA i The Artist is Present. 



MARINA Abramović fylder 75 år den 30. november. Hun har på det seneste været genstand for en QAnon-kampagne, der beskyldte hende for at være satanist. Hun har sagt, at hun ikke længere vil opføre værker, som fremstiller døden. En undtagelse er så operaforestillingen 7 Deaths of Maria Callas, som hun skabte til Bayerische Staatsoper i 2020.
   Abramović har instrueret, tilrettelagt scenografien og skrevet manuskriptet sammen med Petter Skavlan. Hun spiller selv Callas i sammenvævningen af syv operaslutninger fra signaturværker af Bellini, Bizet, Donizetti, Puccini og Verdi. Som manden i billedet medvirker Willem Dafoe. En ny transmission er annonceret til den 27. juli 2021.
   Den første store soloudstilling i London skulle åbne på Royal Academy of Arts i september 2020, men blev udsat på grund af COVID-19-pandemien. Den er nu berammet til efteråret 2021. Abramović modtog i 2021 en fortjenstmedalje fra den serbiske stat og var årets modtager af Princess of Asturias-prisen.

Maj 2023: Marina Abramović er årets modtager af Sonningprisen. Overrækkelsen skulle finde sted i Festsalen på Københavns Universitet den 24. april, men Abramović blev syg og meldte afbud med kort varsel. Efter flere udsættelser ligger det fast, at Royal Academy-udstillingen i London vises fra 23. september 2023 til 1. januar 2024. Det er en retrospektiv i fuld skala med arbejder fra alle faser af værket. Se mere på museets hjemmeside.

*) Fem performances blev genskabt på udstillingen: Imponderabilia (1977); Point of Contact (1980); Relation in Time (1977); Nude with Skeleton (2005) og Luminosity (1997).
   En stor – og måske den vigtigste – del af Abramovićs arbejde efter 2000 har været koncentreret omkring begrebet reperformance, som er en måde at bevare, åbne, fortolke og fastlægge eksisterende øjebliksværker på. Abramović sammenligner ideen med et musikalsk partitur, hvilket giver fuldkommen mening. Det er også en måde at sikre ophavsret til det i sagens natur efemere værk. Af samme grund er det interessant i forhold til danseteater og anden  scenekunst, hvor en koreografi ligger til grund.
   Abramovićs egen Seven Easy Pieces (Guggenheim Museum, 2005) var/er en antologi, som blander to af hendes arbejder – Lips of Thomas eller Thomas Lips (1975) og Entering the Other Side (skabt til lejligheden) – med fem nøgleværker i kunstgenrens historie: Body Pressure (Bruce Nauman, 1974); Seedbed (Vito Accondi, 1972); Action Pants: Genital Panic (Valie Export, 1969); The Conditioning (Gina Pane, 1973) og wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt/ How to Explain Pictures to a Dead Hare (Joseph Beuys, 1965).
   Alt for megen energi bliver brugt på at diskutere, om performance er en legitim og fuldgyldig kunstform; for lidt på, hvad den er og kan. Performance forener billedkunst og teater på samme måde, som tegneserien kombinerer elementer fra billedkunst og litteratur. Begge har et naturligt, skønt sekundært forhold til film.
   Amerikaneren Carrie Stern har skrevet en interessant artikel, »The artist is present in the bodies of many: Reperforming Marina Abramovic« (Agôn, 2013), om begrebet reperformance. Blandt andet interviewer Stern de seks performancekunstnere, som arbejdede med Abramovićs og Ulays værker på MoMA.
   Argumentet mod reperformance er naturligvis, at formen er uforenelig med det spontane og reaktive, som er selve præmissen i performance. Rekonstruktion er museal fossilering. Et andet relevant kritikpunkt kunne være, at værkerne i genopførelse får et lidt mere lækkert, æstetisk tidssvarende præg. Abramović lægger sin egen præmis frem i artiklen »PURE RAW Performance, Pedagogy, and (Re)presentation« (Performance Arts Journal 82, pp. 29-50, 2006).  

Marina Abramović: The Artist is Present. Instr., manus, foto: Matthew Akers. 106 min. USA 2012. Dansk premiere: 28.03.2013.


Fotos: Show of Force/ REEL Pictures/ CineMaterial/ Royal Academy of Arts, London/ Museum of Modern Art, New York/ Solomon R. Guggenheim Museum, New York/ Louisiana Museium of Modern Art, Humlebæk/ Louisiana Channel
Filmen streames på MUBI
2K Blu-ray fra Euro Video (regionsfri) 17.04.2013
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2013

tirsdag den 25. februar 2020

Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006)


BALKAN EFTER BORGERKRIGEN
Grbavica konsoliderede freden i Bosnien

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR EFTER krigene på Balkan begyndte filmkunsten at vende tilbage. 
Fra hjertet af konflikterne havde serberen Emir Kusturica taget afsked med den jugoslaviske epoke i allegorien Underground (1995). I årene efter Østblokkens opløsning blev det især rumænske og russiske film, som bearbejdede historien, der fik udbredelse og havde moment.
   Efter 2000 holdt man op med at sige Eks-Jugoslavien. Danis Tanovic skildrede krigen i No Man’s Land (2001), men det blev en anden bosnisk instruktør, Jasmila Zbanic (f. 1974), som konsoliderede freden. For sin debutfilm Grbavica modtog hun Guldbjørnen på den 56. Berlinale i 2006. 
   I Grbavica handler det ikke længere om ideologi, etnicitet og historie. Her er erindringens politik forankret i kønnet. På samme måde, som aborten bliver en konkret metafor for overgreb og afmagt i rumæneren Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007), er voldtægten det centrale i Zbanics optik. Grbavica er realistisk forankret og dybt seriøs. Der er ingen rester af de indgroede auteur-attituder, som prægede regionens film under statskommunismen.



FILMEN skildrer, stille og taktfuldt, hvor svært det er for Esma (Mirjana Karanovic) at få hverdagen til at hænge sammen tolv år efter krigen. Hun er alene med datteren Sara (Luna Mijovic), og de har det for så vidt udmærket. Problemerne begynder, da Sara skal betale €300 for at deltage i en udflugt, som alle på skolen glæder sig til. Esma tager arbejde som servitrice og beder om hjælp hos veninder og naboer, men kan ikke skaffe pengene.
   Pigen kommer glad hjem og fortæller, at turen er gratis for børn af døde krigshelte. Esma har altid holdt datteren hen med en historie om, at hendes far faldt i kampen mod de forhadte tjetniks. Nu er det blot at fremskaffe dokumentet, som bevidner at det forholder sig sådan, og Sara forstår ikke, hvorfor moderen nøler. Imidlertid er der ingen attest, for Esma ved ikke, hvilken af de mange mænd, som voldtog hende i Grbavica, der er far til Sara.

  

ESMA har det svært på sit arbejde. Hele hendes krop reagerer, når hun er tæt på mændene, der drikker og sveder som dengang. Omvendt har Sara problemer i skolen, hvor hun støder alle fra sig. Hun knytter dog en spæd forbindelse med Samir, hvis far faktisk døde som bosnisk martyr. Esma er interesseret i den blødeste af håndlangerne, som arbejder for hendes chef. På krisecentret får hun besked på at komme oftere og sige noget mere.
   Hvordan fortæller man sin datter, at hun er resultat af en gruppevoldtægt, og hvordan kan man føle sig elsket, når man ved, at man var et uønsket barn? Det var de emner, afmonteringen af totalitære regimer og arrene efter 90ernes krige, som man var nået til at behandle i de nye film fra Balkan. Guldet ligger i den store konfrontations- og udsoningsscene mellem mor og datter, men Zbanic undgår prisværdigt at sentimentalisere sit stof.



DER er ingen flashbacks og ikke megen anglen efter tilskuerens sympati, som Grbavica i øvrigt har fra første billede. Det er en sober film om et lødigt emne og en svær produktion, som kom i stand ved et samarbejde mellem selskaber i Østrig, Tyskland, Kroatien og Bosnien. Zbanic gør alt efter bogen, mor/datter-historien er universel. Alligevel er der scener, hvor man føler, at problemerne vendes af pligt.
   Det er frem for alt Mirjana Karanovic (f. 1957), der forankrer filmen og sikrer, at hvert udtryk sidder perfekt. Karanovic kan disse kvinder og fremstiller sine karakterer, så man tror, forstår og holder af dem. Hun kan af samme grund ses i mange Balkan-film. Især er hun fremragende i Andrea Stakas Das Fräulein (2006). En ung kvinde fra Sarajevo får arbejde i restauranten hos den midaldrende Ruza (Karanovic), der selv kom til Zürich 20 år før. I 2016 instruerede Karanovich selv Dobra zena (A Good Wife), hvor en kvinde må forholde sig til sin mands krigsforbrydelser. 
  Uden for Balkan følte man, at Grbavica måtte tilføres ekstra patos for at sælge billetter. Den danske distributør valgte Sarajevo – Håbets sang som en besværgende og i hvert fald stærkt tolkende titel, mens man i Storbritannien lokkede tilskueren med en henvisning til Esma’s Secret. I Frankrig blev der annonceret for Sarajevo mon amour. Alt var stik imod Zbanics neutrale og renfærdige attitude. Man skræmte snarere publikum væk.
   Grbavica er ikke udødelig filmkunst, men den var vigtig i sit kulturelle øjeblik, og den er værd at gense. 


   
CHARLOTTE Rampling var formand for den internationale jury, som gav Grbavica årets Goldener Bär. I danske medier gik man mere op i, at Pernille Fischer Christensen modtog Juryens Grand Prix for sin debutfilm En soap. Jafar Panahi kunne stadig rejse ud af Iran. Han kom selv og modtog sin Grand Prix – for dét år var to andenpræmier – for Offside. Det er filmen, hvor kvindelige fodboldfans trodser kønsforbudet og tirrer vagterne ved Teheran Stadion. Det blev siden praksis at have en tom stol stående på scenen, når den iranske filmskaber ikke kunne komme. Jeg havde håbet, at juryen gav noget stort til Robert Altman, som præsenterede sin sidste film, A Prairie Home Companion. Det er et varmt og morsomt myldrebillede, som bygger på Garrison Keillors radioshow. Den 81-årige Altman trak ikke på smilebåndet én gang under pressemødet. Han døde i november samme år.




Sarajevo – Håbets sang (Grbavica). Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 90 min. Bosnien-Hercegovina-Kroatien-Tyskland-Østrig 2006. Dansk premiere: 20.04.2007.


Fotos: Coop99 Filmproduktion [Jasmila Zbanic Portrait 2006 by Jasmin Fazlagic]/ Deplokada/ Noirfilm Filmproduktion/ ARTE/ Balkan Script Development Fund/ Das kleine Fernsehspiel (ZDF)/ Bosnia & Hercegovina Ministry of Culture & Sport/ Eurimages/ Filmfonds Wien/ Hubert Bals Fund/ Javni RTV Servis Bosne i Hercegovina/ MFG/ Ministry of Culture, Republic of Croatia/ Public Broadcasting Service (PBS/ Österreichisches Filminstitut/ The Match Factory/ Strand Releasing/ Dogwoof UK/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ YouTube (Strand Releasing US trailer 2007)
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke i DK, UK, øvrige Europa,,USA eller Australien
Ingen BD-udgivelse; DVD fra Angel Films 01.08.2009
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.04.2007